EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004L0049

Jernbanesikkerhed

Dokumentets juridiske status Dette referat er arkiveret og vil ikke blive ajourført. Se 'Jernbanesikkerhed i hele EU' for ajourførte oplysninger om dette emne.

Jernbanesikkerhed

 

RESUMÉ AF:

Direktiv 2004/49/EF — jernbanesikkerhed i EU

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Formålet er at oprette et mere konkurrencedygtigt og sikkert jernbanenet, som dækker hele markedet i EU i stedet for at være begrænset til primært nationale markeder.

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde

  • Direktivet finder anvendelse på jernbanenettet i EU-landene og omfatter sikkerhedskrav for jernbanenettet som helhed, herunder infrastruktur og trafikstyring, samt samspillet mellem jernbanevirksomheder* og infrastrukturforvaltere*.
  • Direktivet er i denne forbindelse koncentreret om fire primære aspekter:
    • oprettelse i hvert EU-land af en myndighed med ansvar for at føre tilsyn med sikkerhed
    • gensidig anerkendelse af sikkerhedscertifikater udstedt i EU-landene
    • fastsættelse af fælles sikkerhedsindikatorer med henblik på at vurdere, om nettet overholder de fælles sikkerhedsmål og letter overvågningen af sikkerhedsresultaterne på jernbaneområdet
    • definitionen af fælles bestemmelser om sikkerhedsmæssige undersøgelser.

Udvikling og sikkerhedsledelse

  • Sikkerhedsregler og -standarder, såsom driftsregulativer, signalregulativer, krav til personale og tekniske krav, der finder anvendelse på rullende materiel, er primært udarbejdet på nationalt plan.
  • Disse nationale regler bør gradvist erstattes af bestemmelser baseret på fælles standarder og være baseret på tekniske specifikationer for interoperabilitet (TSI’er) — udstyrs eller gruppers evne til at fungere i samspil med hinanden. Europa-Kommissionen har bemyndigelse til at suspendere gennemførelsen af nationale sikkerhedsregler i op til maksimalt seks måneder.
  • EU-landene skal i denne forbindelse sikre, at:
    • jernbanesikkerhed generelt er fastholdt og løbende forbedres, idet der tages højde for udviklingen i EU-lovgivningen
    • der fastlægges sikkerhedsregler, at de anvendes og håndhæves på en åben og ikkediskriminerende måde
    • infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder tager ansvar for en sikker drift af jernbanenettet og kontrollen med de risici, der er forbundet med det
    • der indsamles oplysninger om fælles sikkerhedsindikatorer via årlige rapporter med henblik på at vurdere, om fælles sikkerhedsmål bliver opfyldt og den generelle udvikling af jernbanesikkerheden.

Sikkerhedscertificering

  • For at få tildelt adgang til jernbaneinfrastrukturen, skal en jernbanevirksomhed være indehaver af et sikkerhedscertifikat. Dette sikkerhedscertifikat kan omfatte hele jernbanenettet i et EU-land eller blot en afgrænset del af det.
  • For så vidt angår internationale transporttjenester, bør det være tilstrækkeligt at godkende sikkerhedsledelsessystemet i ét EU-land og give godkendelsen gyldighed i hele EU.
  • Overholdelse af national lovgivning bør på den anden side være genstand for yderligere certificering i hvert EU-land.
  • Sikkerhedscertifikatet skal fornys efter ansøgning fra jernbanevirksomheden mindst hvert femte år. Det ajourføres helt eller delvist, når som helst karakteren eller omfanget af driften ændres væsentligt.
  • Udover sikkerhedskravene fastlagt i certifikatet skal en jernbanevirksomhed med licens overholde nationale krav, der er i overensstemmelse med EU-retten, og som anvendes på en ikkediskriminerende måde, og som vedrører sundhed, sikkerhed og sociale forhold, herunder bestemmelser om køretid samt arbejdstageres og forbrugeres rettigheder.
  • Et vigtigt aspekt ved sikkerhed er uddannelse og certificering af personale, især lokomotivførere. Uddannelsen omfatter driftsregler, signaludstyr, viden om strækninger og nødprocedurer.

Vedligeholdelse af køretøjer

Før ethvert køretøj tages i brug eller anvendes på nettet skal det tildeles en vedligeholdelsesenhed (der kan være en jernbanevirksomhed eller infrastrukturforvalter). Denne enhed sikrer køretøjernes drift ved at indføre et vedligeholdelsessystem i overensstemmelse med køretøjets vedligeholdelsesbog og gældende sikkerhedskrav.

National sikkerhedsmyndighed

  • Hvert EU-land skal oprette en sikkerhedsmyndighed, der er uafhængig af jernbanevirksomheder, infrastrukturforvaltere, ansøgere om certifikater og ordregivere. Den skal:
    • reagere omgående på anmodninger og ansøgninger
    • selv hurtigst muligt fremsætte anmodninger om oplysninger
    • vedtage alle sine afgørelser inden for fire måneder efter modtagelse af alle efterspurgte oplysninger.
  • Sikkerhedsmyndigheden udfører alle inspektioner, der er nødvendige for at udføre sine opgaver, og den tildeles adgang til alle relevante dokumenter og lokaler, anlæg og materiel hos infrastrukturforvaltere og jernbanevirksomheder.

Undersøgelse af ulykker og hændelser

  • Alvorlige togulykker, såsom afsporinger eller sammenstød, hvor der er dræbte, forekommer sjældent. Når de indtræffer, tiltrækker de imidlertid offentlighedens og sikkerhedseksperters interesse i hele EU.
  • Kriterier for undersøgelsesorganets uafhængighed er nøje defineret, således at dette organ ikke har nogen tilknytning til forskellige aktører i sektoren. Organet afgør, om der skal iværksættes en undersøgelse af en sådan ulykke eller hændelse, og det afgør omfanget af undersøgelserne samt den procedure, der skal følges.
  • Hvert EU-land skal sikre, at undersøgelser af ulykker og hændelser gennemføres af et permanent organ, som består af mindst én person, der kan varetage funktionen som undersøgelsesleder i tilfælde af en ulykke eller hændelse.

Udsættelse af ophævelse af direktiv 2004/49/EF

  • Direktiv (EU) 2016/798 om jernbanesikkerhed (se resumé) ophæver og erstatter direktiv 2004/49/EF. Det nye direktiv har til formål at forbedre jernbanesikkerheden for hele EU ved at revidere nationale sikkerhedsmyndigheders (NSA’er) rolle og omfordeling af ansvarsområderne mellem dem og Den Europæiske Unions Jernbaneagentur. Bilag V til direktiv 2004/49/EF finder anvendelse indtil ikrafttrædelsesdatoen for de gennemførelsesretsakter, der er omhandlet i artikel 24, stk. 2, i direktiv (EU) 2016/798 (rapporteringsstruktur og undersøgelsesrapporter om ulykker og hændelser).
  • Direktiv (EU) 2016/798 er en af tre lovgivningsmæssige retsakter, der dækker de tekniske aspekter af den fjerde jernbanepakke, som har til formål at genoplive jernbanesektoren og levere bedre servicekvalitet og flere valgmuligheder for passagererne. Det fungerer sideløbende med forordningen om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur (se resumé) og direktivet om interoperabilitet i jernbanesystemet (se resumé).
  • Som følge af covid-19-pandemien blev forordning (EU) 2020/698 vedtaget. Den indfører særlige og midlertidige foranstaltninger vedrørende fornyelse eller forlængelse af visse certifikater, licenser og godkendelser eller tilladelser samt udsættelse af visse periodiske kontroller og efteruddannelser inden for visse områder af transportlovgivningen. Forordningen forlænger de frister, der er fastsat i direktiv 2004/49/EF, med seks måneder.
  • Direktiv (EU) 2016/798 skulle være trådt i kraft den 16. juni 2020. Imidlertid er direktiv (EU) 2020/700 blevet vedtaget som følge af covid-19-pandemien, og det forlænger gennemførelses- og ophævelsesperioderne.

HVORNÅR TRÅDTE DIREKTIVET I KRAFT?

Det trådte i kraft den 30. april 2004, og det skulle indarbejdes i EU-landenes lovgivninger inden den 30. april 2006.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Jernbanevirksomheder: offentlige eller private virksomheder, der beskæftiger sig med levering af varer og/eller personbefordring med jernbane.
Infrastrukturforvaltere: organer eller virksomheder med ansvar for især at oprette, bygge og vedligeholde infrastruktur eller en del af den og sikkerhed. I nogle EU-lande kan sikkerhed være uddelegeret til jernbanevirksomheder.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF af 29. april 2004 om jernbanesikkerhed i EU og om ændring af Rådets direktiv 95/18/EF om udstedelse af licenser til jernbanevirksomheder og direktiv 2001/14/EF om tildeling af jernbaneinfrastrukturkapacitet og opkrævning af afgifter for brug af jernbaneinfrastruktur samt sikkerhedscertificering (jernbanesikkerhedsdirektivet) (EUT L 164 af 30.4.2004, s. 44-113). Teksten er offentliggjort igen i berigtigelse (EUT L 220 af 21.6.2004, s. 16-39).

Efterfølgende ændringer til direktiv 2004/49/EF er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/698 af 25. maj 2020 om særlige og midlertidige foranstaltninger i lyset af covid-19-udbruddet vedrørende fornyelse eller forlængelse af visse certifikater, licenser og godkendelser eller tilladelser samt udsættelse af visse periodiske kontroller og efteruddannelser inden for visse områder af transportlovgivningen (EUT L 165 af 27.5.2020, s. 10-24).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2020/700 af 25. maj 2020 om ændring af direktiv (EU) 2016/797 og (EU) 2016/798 for så vidt angår forlængelsen af deres gennemførelsesperioder (EUT L 165 af 27.5.2020, s. 27-30).

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/796 af 11. maj 2016 om Den Europæiske Unions Jernbaneagentur og om ophævelse af forordning (EF) nr. 881/2004 (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 1-43).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/797 af 11. maj 2016 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Den Europæiske Union (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 44-101).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/798 af 11. maj 2016 om jernbanesikkerhed (omarbejdning) (EUT L 138 af 26.5.2016, s. 102-149).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13-59).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/57/EF af 17. juni 2008 om interoperabilitet i jernbanesystemet i Fællesskabet (omarbejdning) (EUT L 191 af 18.7.2008, s. 1-45).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1371/2007 af 23. oktober 2007 om jernbanepassagerers rettigheder og forpligtelser (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 14-41).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/59/EF af 23. oktober 2007 om certificering af lokomotivførere, der fører lokomotiver og tog på jernbanenettet i Fællesskabet (EUT L 315 af 3.12.2007, s. 51-78).

Se den konsoliderede udgave.

Kommissionens forordning (EF) nr. 653/2007 af 13. juni 2007 om anvendelse af et fælles europæisk format for sikkerhedscertifikater og ansøgningsdokumenter i henhold til artikel 10 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/49/EF og om gyldigheden af sikkerhedscertifikater udstedt efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/14/EF (EFT L 153 af 14.6.2007, s. 9-24).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/88/EF af 4. november 2003 om visse aspekter i forbindelse med tilrettelæggelse af arbejdstiden (EUT L 299, 18.11.2003, s. 9-19).

seneste ajourføring 03.07.2020

Op