Sejlads ad indre vandveje: adgang til markedet

HOVEDPUNKTER

Rammelovgivningen for indlandsskibsfarten i EU omfatter lovgivning med forskellige mål, der tilsammen har til formål at liberalisere transportmarkedet for transport ad indre vandveje ved at:

• sikre, at transportvirksomheder i indlandsskibsfarten har fri adgang til alle indre vandveje i EU
• afskaffe diskriminerende og urimelig markedspraksis, navnlig vedrørende priser og tariffer samt
• skabe rimelige konkurrencebetingelser gennem fælles regler, herunder adgang til beskæftigelse som transportvirksomhed i indlandsskibsfarten.

Forordning (EF) nr. 169/2009 har til formål at harmonisere EU’s konkurrenceregler for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje ved at definere undtagelser fra kartelforbuddet, vedtagelser eller samordnede praksis med henblik på at opnå tekniske forbedringer eller teknisk samarbejde ved:

• ensartet anvendelse af normer og typer for materiel
• udveksling eller fælles anvendelse af personale, materiel, transportmidler og faste anlæg
• ordning og gennemførelse af forbindelsesbefordringer, supplerende befordringer, erstatningsbefordringer eller kombinerede befordringer, herunder konkurrencepriser
• anvendelse af de mest hensigtsmæssige ruter
• samordning af køre- og fartplaner for ruter, som følger efter hinanden
• samling af enkeltladninger
• opstilling af ensartede regler for befordringstarifferne, for så vidt som befordringspriser og -vilkår ikke fastlægges.

Forordningen fastsætter også undtagelser for visse små og mellemstore virksomheder.

Forordning (EF) nr. 718/1999 har til formål at fastsætte en politik for indlandsskibsfarten i EU.

• Den dækker fartøjer, der transporterer varer i forretningsmæssigt øjemed med visse undtagelser, bl.a. for fartøjer, der udelukkende opererer på Donaufloden og fartøjer, der bruges til oplagring af varer eller til slamsugning.
• Den kræver, at EU-lande med en flådetonnage på over 100 000 ton, og hvis vandveje er forbundet med andre EU-lande, opretter en indlandsskibsfartsfond. Hver fond skal råde over en reserve, der omfatter særskilte afdelinger for tørlastfartøjer¹, tankskibe² og skubbebåde³. Disse fonde skal forvaltes af de nationale myndigheder.
• Reserven kan bruges:
  • i tilfælde af »alvorlige markedsforstyrrelser« i indlandsskibsfarten (i henhold til direktiv 96/75/EF, se nedenfor) på anmodning af et EU-land eller
  • hvis de repræsentative organisationer for indlandsskibsfarten enstemmigt anmoder derom.

Forordning (EF) nr. 181/2008 fastsætter de praktiske bestemmelser om gennemførelse af kapacitetspolitikken for flåden i EU, herunder bidragssatserne til fonden.

Forordning (EU) nr. 546/2014 med ændringer udvider omfanget af tilgængelige foranstaltninger i henhold til forordning (EF) nr. 718/1999.

Direktiv 96/75/EF indeholder to sæt politiske foranstaltninger:

• for at opnå frit forhandlet befragtningskontrakter og prisdannelse i EU ved at overgå fra det tidligere »turnusbefragtningssystem« for transport (til forud fastsatte priser baseret på den rækkefølge, hvori fartøjerne bliver ledige efter losning)
• for at gøre det muligt for Europa-Kommissionen at skride ind i tilfælde af alvorlige markedsforstyrrelser i indlandsskibsfarten, herunder navnlig foranstaltninger der sigter mod at hindre enhver yderligere forøgelse i transportkapacitet.

Forordning (EF) nr. 1356/96 har til formål at sikre, at transportvirksomheder, der udfører godstransport og personbefordring ad indre vandveje, kan udføre transport mellem EU-lande og udføre transitsejlads gennem disse uden forskelsbehandling begrundet i nationalitet eller etableringssted, hvis de:

• er etableret i et EU-land og har tilladelse til at udføre international godstransport eller personbefordring ad indre vandveje og anvende fartøjer, der er registreret i et EU-land
• opfylder betingelserne i forordning (EØF) nr. 3921/91.

Der gælder særlige regler for de rettigheder, som ikke-EU baserede transportvirksomheder har i henhold til den reviderede konvention om sejlads på Rhinen (Mannheim-konventionen), konventionen om sejlads på Donau (Beograd-konventionen), eller for rettigheder, der følger af andre internationale aftaler eller traktater, som EU er part i.

Forordning (EØF) nr. 3921/91 bygger på de almindelige principper om ligebehandling og fri udveksling af tjenesteydelser, hvorved ikke-EU-baserede transportvirksomheder skal have lov til at udføre nationale transportydelser (»cabotage«) på indre vandveje i EU. Den fastsætter følgende betingelser:

• transportvirksomheder må midlertidigt udføre cabotage uden at have hjemsted, forudsat at de er etableret i et EU-land i overensstemmelse med landets lovgivning, og at de har ret til at transportere varer og befordre personer internationalt ad indre vandveje
• transportvirksomheder må kun bruge fartøjer, der er ejet af:
  • EU-borgere eller
  • juridiske personer med hjemsted i et EU-land, og hvor EU-borgere har kontrollerende indflydelse.

I henhold til direktiv 87/540/EØF skal personer og virksomheder have kvalifikationer, der er anerkendt af myndighederne eller en instans, der er udpeget af hvert EU-land, inden for følgende områder:

• retlige forhold
• virksomhedsledelse, erhvervsmæssigt og finansielt
• adgang til markedet
• tekniske forhold, herunder driften
• sikkerheden
• emner, som kræves kendskab til for at udføre internationale transporter.

Myndigheden udsteder et certifikat på baggrund af et eksamensbevis, deltagelse i et kursus eller godkendt praktisk erfaring. Hvis transportvirksomheden ikke længere opfylder betingelserne, kan certifikatet inddrages.

Forordning (EØF) nr. 2919/85. Den reviderede konvention om sejlads på Rhinen (ændret ved tillægsprotokol nr. 2) fastsætter, at sejlads på Rhinen er forbeholdt skibe, der hører til Rhin-skibsfarten.

Et skib hører til Rhin-skibsfarten, hvis det medbringer et dokument, der er udstedt af en kompetent myndighed i et Rhin-land (dvs. Belgien, Frankrig, Nederlandene, Schweiz og Tyskland). Forordningen udvider anvendelsen af konventionen til alle EU-lande og sikrer derved ligebehandling af skibe fra hele EU.

EØF-Rådets forordning nr. 11/1960 har til formål at gennemføre artikel 79, stk. 3, i Romtraktaten (i dag artikel 95 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde). Forordningen:

• forbyder enhver forskelsbehandling af transportvirksomheder — i form af forskellige fragter og transportvilkår på de samme trafikforbindelser for de samme godsarter — alt efter disses oprindelsesland eller bestemmelsessted
• omfatter transport af alle varer ved forskellige transportmåder, f.eks. med jernbane, ad landevej eller indre vandveje
• fastsætter regler om dokumentationskrav til transportdokumenter
• kræver, at EU-landene fører tilsyn med overholdelsen af forpligtelserne.