EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Regler om aftaler mellem sælgere og forbrugere om salg af varer

Regler om aftaler mellem sælgere og forbrugere om salg af varer

 

RESUMÉ AF:

Direktiv (EU) 2019/771 om visse aspekter af aftaler om salg af varer

HVAD ER FORMÅLET MED DIREKTIVET?

Det har til formål at sikre et velfungerende indre marked og samtidig sikre et højt forbrugerbeskyttelsesniveau. Det gør det ved at fastlægge fælles regler om visse krav til købsaftaler mellem sælgere og forbrugere

Disse dækker:

  • varers overensstemmelse med aftalen
  • beføjelser i tilfælde af manglende overensstemmelse
  • regler for udøvelse af disse beføjelser
  • handelsmæssige garantier.

HOVEDPUNKTER

Lovgivningen finder anvendelse på købsaftaler* mellem en forbruger og en sælger om levering af varer*.

Lovgivningen finder ikke anvendelse på:

  • levering af digitalt indhold* eller digitale tjenester*, medmindre disse er integreret eller indbyrdes forbundet med varerne, nødvendige for at de kan fungere og leveret i henhold til købsaftalen (varer med digitale elementer)
  • ethvert fysisk medie, der udelukkende bruges til digitalt indhold (f.eks. CD’er, DVD’er osv.).

Sælger har pligt til at sikre, at varer, der leveres til forbrugeren, overholder købsaftalen ved at

  • opfylde det, der er fastsat i aftalen, f.eks. passer til beskrivelsen, typen, mængden, kvaliteten og besidder de egenskaber og funktioner, som kræves i aftalen, er egnet til formålet osv. og
  • opfylde objektive betingelser for overensstemmelse, dvs.
    • være egnet til de formål, som tilsvarende varer normalt bruges til
    • svare til den prøve eller model, som kunden har fået vist
    • blive leveret med det tilbehør og, den vejledning og emballage, som kunden med rimelighed kan forvente og
    • besidde de kvaliteter og funktioner, som forbrugeren med rimelighed kan forvente.

Sælger er ansvarlig for mangler, der bliver synlige inden for to år efter levering. Forbrugeren skal ikke i løbet af det første år godtgøre, at fejlen forelå på leveringstidspunktet.

For varer med digitale elementer:

  • sælger skal informere forbrugeren om og levere alle nødvendige opdateringer til at holde dem i overensstemmelse i den periode, som forbrugeren med rimelighed kan forvente, medmindre varernes digitale element leveres løbende. I dette tilfælde skal opdateringer leveres i hele leveringsperioden
  • sælger er ansvarlig for mangler, der bliver synlige inden for to år efter levering, medmindre det digitale element leveres løbende i en længere periode. I dette tilfælde er sælger ansvarlig i hele leveringsperioden.

Hvis varer er fejlbehæftede (»mangel«), har forbrugeren følgende beføjelser:

  • valg mellem afhjælpning og omlevering, gratis, inden for en rimelig periode uden større ulempe. Sælgeren kan give den alternative beføjelse, hvis den valgte er umulig eller indebære uforholdsmæssige omkostninger for sælgeren
  • et forholdsmæssigt afslag i prisen
  • ophævelse af aftalen, medmindre der er tale om en mindre fejl.

Handelsmæssige garantier:

  • er bindende for garantigiveren i henhold til de betingelser, der er fastlagt i garantierklæringen og dertil hørende reklamer, alt efter hvad der er mest fordelagtigt for forbrugeren
  • skal leveres til forbrugeren på almindeligt, forståeligt sprog og med mulighed for fremtidig anvendelse
  • omfatter:
    • bekræftelse af, at forbrugeren i henhold til loven er berettiget til afhjælpning fra sælger af eventuelle fejl uden beregning
    • garantigiverens navn og adresse
    • proceduren for opnåelse af, og betingelserne for, garantien.

EU-landene kan:

  • udelukke brugte varer, som sælges på offentlige auktioner, og levende dyr fra lovgivningens anvendelsesområde
  • regulere generelle aftaleretlige aspekter eller retten til erstatning, såfremt disse ikke er omfattet af direktivet
  • giver forbrugeren ret til at vælge en specifik beføjelse, hvis der konstateres mangler ved varerne inden for 30 dage efter levering, eller fastholde specifikke regler om garantier for skjulte fejl.

EU-landene:

  • må ikke anvende foranstaltninger, herunder mere eller mindre strenge bestemmelser vedrørende forbrugerbeskyttelse, der adskiller sig fra foranstaltningerne i direktivet
  • kan fastsætte længere tidsfrister for sælgers ansvar end dem, der er fastsat i dette direktiv
  • kan fastsætte, at forbrugeren, for at kunne gøre brug af sine forbrugerrettigheder, skal informere sælger inden for to måneder efter konstatering af fejlen
  • sørge for, at der findes tilstrækkelige og effektive midler til at sikre, at lovgivningen overholdes
  • informere forbrugerne om deres rettigheder i henhold til direktivet, og hvordan disse kan håndhæves
  • vedtage og offentliggøre foranstaltningerne i lovgivningen senest den 1. juli 2021.

Europa-Kommissionen forelægger en rapport for Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg senest den 12. juni 2024 om gennemførelsen af direktivet.

Ophævelse

Direktiv (EU) 2019/771 ophæver og erstatter direktiv 1999/44/EF (direktiv om forbrugerkøb og garantier) fra den 1. januar 2022.

HVORNÅR GÆLDER DIREKTIVET FRA?

EU-landene skal anvende reglerne fra den 1. januar 2022.

BAGGRUND

  • Formålet med direktivet er at skabe en balance mellem et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og virksomhedernes konkurrenceevne, idet nærhedsprincippet respekteres. Det er en del af strategien for det digitale indre marked, der fastlægger en omfattende ramme, der fremmer integrationen af den digitale dimension i det indre marked.
  • Lovgivningen supplerer direktiv (EU) 2019/770, der fastlægger regler om leveringen af digitalt indhold og digitale tjenester, herunder leveret digitalt indhold om et fysisk medie (f.eks. DVD’er, CD’er, USB-nøgler og hukommelseskort).
  • For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Købsaftale: enhver aftale, hvorved sælgeren overdrager ejendomsretten til varer til en forbruger mod en pris.
Varer:
  • enhver løsøregenstand, herunder vand, gas og elektricitet, når det udbydes til salg i et afgrænset volumen eller en bestemt mængde
  • enhver løsøregenstand, der integrerer eller er indbyrdes forbundet med digitalt indhold eller en digital tjeneste på en sådan måde, at fraværet af dette digitale indhold eller denne digitale tjeneste ville forhindre varerne i at opfylde deres funktion (»varer med digitale elementer«).
Digitalt indhold: data, der fremstilles og leveres i digital form.
Digital tjeneste:
  • en tjeneste, der gør det muligt for forbrugeren at generere, behandle, lagre eller få adgang til data i digital form, eller
  • en tjeneste, der muliggør deling af eller enhver anden form for interaktion med data i digital form, som uploades eller genereres af forbrugeren eller andre brugere af den pågældende tjeneste.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/771 af 20. maj 2019 om visse aspekter af aftaler om salg af varer, om ændring af forordning (EU) 2017/2394 og direktiv 2009/22/EF og om ophævelse af direktiv 1999/44/EF (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 28-50)

TILHØRENDE DOKUMENTER

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/770 af 20 maj 2019 om visse aspekter af aftaler om levering af digitalt indhold og digitale tjenester (EUT L 136 af 22.5.2019, s. 1-27)

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2017/1128 af 14. juni 2017 om grænseoverskridende portabilitet af onlineindholdstjenester i det indre marked (EUT L 168 af 30.6.2017, s. 1-11)

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) 2017/1128 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF af 25. maj 1999 om visse aspekter af aftaler om salg af varer og garantier i forbindelse hermed (EFT L 171 af 7.7.1999, s. 12-16)

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 10.09.2019

Top