EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Indførsel af tekstilvarer fra ikke-EU-lande

Indførsel af tekstilvarer fra ikke-EU-lande

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2015/936 — indførsel af tekstilvarer fra en række ikke-EU-lande, som ikke er omfattet af bilaterale aftaler, protokoller eller andre arrangementer eller af andre specifikke regler for indførsel

HVAD ER FORMÅLET MED DENNE FORORDNING?

Den fastsætter regler for indførsel af forskellige tekstiltyper fra visse ikke-EU-lande, som ikke er omfattet af bilaterale aftaler, protokoller eller andre arrangementer eller af andre specifikke EU-regler for indførsel, dvs. Nordkorea.

Den introducerer også en tilsynsordning, der finder anvendelse på indførsel af tekstilvarer, som har oprindelse i andre ikke-EU-lande end Nordkorea.

Den erstatter Rådets forordning (EF) nr. 517/94.

HOVEDPUNKTER

Lovgivningen:

  • bekræfter, at tekstilvarer fra alle ikke-EU-lande, med undtagelse af Den Demokratiske Folkerepublik Korea, må indføres uden restriktioner i forhold til mængde
  • fastsætter lofter over indførsel af forskellige tekstilkategorier fra Nordkorea — lofterne er baseret på tidligere handelsstrømme eller skøn af handelsstrømme
  • blev ændret ved forordning (EU) 2017/354, som anerkender den positive politiske udvikling mellem EU og Republikken Hviderusland og har til formål at bidrage til yderligere forbedringer i forbindelserne mellem EU og Hviderusland — EU kan indføre nye kvoter i fremtiden, hvis menneskerettighedssituationen i Hviderusland forringes alvorligt.

EU-landene skal give Europa-Kommissionen meddelelse inden for 30 dage om mængden af de tekstilvarer, der er indført den forrige måned fra Nordkorea, og fremsende årlige data senest den 31. marts hvert år.

Kommissionen:

  • undersøger, hvis den skønner, at der foreligger en rimelig grund hertil, mængden af de indførsler, der finder sted
  • behandler alle oplysninger, den modtager, fortroligt
  • indsender sin rapport til tekstiludvalget, som bistår Kommissionen i gennemførelsen af lovgivningen
  • overvåger indførsler, hvis den skønner, at mængden kan skade EU-producenter
  • gør indførsler til genstand for særlige betingelser, såsom krav om et tilsynsdokument
  • indfører beskyttelsesforanstaltninger, hvis indførsler forvolder alvorlig skade på eller udgør en reel trussel mod europæiske producenter.

Kommissionen kan vedtage delegerede retsakter* og gennemførelsesretsakter*.

Gennemførelsesforordning (EU) 2016/2148:

  • fastsætter de tekstilmængder, der må indføres fra Nordkorea i 2017
  • indeholder en liste over alle EU-landenes kompetente myndigheder, som meddeler Kommissionen om de anmodninger om indførsler, de modtager.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 15. juli 2015. Forordning (EU) 2015/936 reviderede og erstattede forordning (EF) nr. 517/94 (og efterfølgende ændringer).

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Delegerede retsakter: giver Kommissionen mulighed for at vedtage generelle ikkelovgivningsmæssige retsakter, som kompletterer eller ændrer visse ikkevæsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt.
Gennemførelsesretsakter: giver Kommissionen mulighed for at vedtage gennemførelsesbestemmelser, som gør det muligt at gennemføre en lovgivningsmæssig retsakt, for eksempel tidsfrister eller skabeloner.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/936 af 9. juni 2015 om den fælles ordning for indførsel af tekstilvarer fra en række tredjelande, som ikke er omfattet af bilaterale aftaler, protokoller eller andre arrangementer eller af andre specifikke EU-regler for indførsel (omarbejdning) (EUT L 160 af 25.6.2015, s. 1-54).

Efterfølgende ændringer af forordning (EU) 2015/936 er indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2148 af 7. december 2016 om fastsættelse af regler for forvaltning og fordeling af tekstilkontingenter, der er fastsat for 2017 i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/936 (EUT L 333 af 8.12.2016, s. 32-41).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 22.11.2017

Top