Ramme for genopretning og afvikling af forsikrings- og genforsikringsselskaber

HOVEDPUNKTER

Anvendelsesområde og proportionalitet

Dette direktiv finder anvendelse på:

• forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er godkendt i henhold til Solvens II (se resumé), undtagen de, der allerede er fritaget som små selskaber
• forsikringsholdingselskaber og blandede finansielle holdingselskaber
• EU-filialer af tredjelandsforsikrings- og -genforsikringsselskaber.

Foranstaltningerne kan, når det er nødvendigt for at sikre kontinuiteten i leveringen af væsentlige varer og tjenesteydelser til det selskab, der er under afvikling, også omfatte udbydere af væsentlige tjenester.

EU’s medlemsstater kan vedtage strengere eller supplerende regler, der er i overensstemmelse med direktivet.

Forebyggende genopretningsplanlægning

• Tilsynsmyndighederne udvælger selskaber på grundlag af på forhånd fastsatte kriterier, og disse selskaber skal udarbejde forebyggende genopretningsplaner med henblik på at genoprette deres finansielle sundhed under stress.
• Mindst 60 % af en medlemsstats livs- og skadesforsikringsmarkeder skal henholdsvis være omfattet af forebyggende genopretningsplanlægning.

Afviklingsplanlægning

• Hver medlemsstat udpeger en afviklingsmyndighed.
• Afviklingsmyndighederne udvælger, på grundlag af på forhånd fastsatte kriterier, de selskaber, for hvilke de skal udarbejde afviklingsplaner.
• Mindst 40 % af en medlemsstats livs- og skadesforsikringsmarkeder skal henholdsvis være underlagt afviklingsplanlægning.
• Planerne identificerer kritiske funktioner, afviklingsstrategier samt foranstaltninger til håndtering af hindringer for afviklingsmuligheder.
• Afviklingsmyndighederne foretager vurderinger af afviklingsmulighederne og har beføjelse til at kræve forholdsmæssige foranstaltninger til at fjerne eller mindske hindringer for afvikling, hvor det er nødvendigt.

Betingelser og mål for afvikling

Afvikling kan kun anvendes, når:

• selskabet er nødlidende eller forventeligt nødlidende
• ingen privat eller tilsynsforanstaltning kan forhindre dette og
• afvikling er nødvendig af hensyn til offentlighedens interesse.

Den har til formål at:

• beskytte forsikringstagere, begunstigede og skadesanmeldere
• sikre opretholdelsen af kritiske funktioner
• bevare den finansielle stabilitet og
• minimere behovet for offentlig finansiel støtte.

Tabene afholdes først af aktionærerne og derefter af kreditorerne, med ligebehandling inden for hver klasse.

Princippet om at »ingen kreditorer må stilles ringere« sikrer, at ingen aktionær, kreditor eller forsikringstager er dårligere stillet ved afvikling end ved insolvens.

Afviklingsværktøjer og finansiering

• Afviklingsforanstaltninger skal være baseret på rimelige og forsigtige værdiansættelser af aktiver og passiver.
• Afviklingsmyndighederne kan anvende følgende værktøjer:
• • solvent porteføljeafvikling — en overvåget afvikling af virksomheden
  • virksomhedssalg — overdragelse af aktier, aktiver eller passiver til et andet selskab
  • overgangsselskab — en midlertidig enhed, der oprettes for at opretholde driften, indtil der findes en køber
  • adskillelse af aktiver og passiver — overførsel af aktiver og passiver til et særligt selskab for at bevare værdien
  • nedskrivning eller konvertering af passiver — reduktion eller konvertering af visse passiver for at absorbere tab.
• Afviklingsmyndighederne kan midlertidigt suspendere betalinger eller opsigelsen af kontrakter for at støtte afviklingen.
• Hver medlemsstat kan oprette finansieringsordninger, der finansieres af forsikrings- og genforsikringsselskaber, med det formål som minimum at dække betalinger i henhold til princippet om at »ingen kreditorer må stilles ringere«

Samarbejde, gennemgang og ændringer

• Nationale myndigheder skal samarbejde med hinanden og med Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikring og Arbejdsmarkedspensioner (EIOPA).
• Myndigheden koordinerer via et afviklingsudvalg og opretholder en central database og et enkelt adgangspunkt for nationale foranstaltninger.
• Senest den 29. januar 2027 skal Europa-Kommissionen aflægge rapport om den mulige oprettelse af en EU-ramme for forsikringsgarantiordninger. Derefter skal den senest den 29. januar 2030 evaluere, hvordan direktivet fungerer.
• Direktivet ændrer direktiverne 2002/47/EF, 2004/25/EF, 2007/36/EF, 2014/59/EU og (EU) 2017/1132, forordningerne (EU) nr. 1094/2010, nr. 648/2012 og nr. 806/2014 samt forordning (EU) 2017/1129.