EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022R0612

Roamingafgifter i Den Europæiske Union

Roamingafgifter i Den Europæiske Union

 

RESUMÉ AF:

Forordning (EU) 2022/612 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i EU

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

Den har til formål at udvide og forbedre roamingtjenester med flere fordele, når brugerne rejser i udlandet i Den Europæiske Union (EU), og tilbyde brugerne bedre konnektivitet og oplysninger og beskytte dem mod for høje priser for opkald, SMS og data ved fortsat at ulovliggøre for høje tillæg. Denne forbedrede tjeneste kaldes også »roaming til hjemmetakst«.

Den har desuden til formål at:

  • sikre en reel »roaming til hjemmetakst«-tjeneste ved at regulere betingelserne for roamingtjenester og engrosadgang til offentlige mobilkommunikationsnet
  • øge gennemsigtigheden og forbedre adgangen til oplysninger om takster
  • øge gennemsigtigheden for brugere af ikkeregulerede roamingtjenester, som f.eks. ombord på skibe eller fly, og tillægstjenester (såsom helpdesk, forsikringsselskaber eller flyselskaber)
  • sikre adgang til gratis alarmtjenester og øge gennemsigtigheden for adgang til alarmtjenester, navnlig ved hjælp af alternative muligheder for alarmkommunikation.

HOVEDPUNKTER

Udvidelse af roaming til nationale takster indtil 2032

  • Roaminggebyrer blev afskaffet i EU den 15. juni 2017, men lovgivningen udløb den 30 juni 2022. Denne nye forordning er gyldig indtil 2032.

Engrosadgang til roamingtjenester*

  • Mobilnetoperatører skal imødekomme alle rimelige anmodninger om engrosadgang til roamingtjenester, navnlig på en måde, der giver roamingudbyderen mulighed for at duplikere de detailmobiltjenester, der udbydes på hjemmemarkedet, når det er teknisk muligt på det besøgte net.
  • Mobilnetoperatører kan kun afslå anmodninger om engrosadgang til roamingtjenester på grundlag af objektive kriterier såsom den tekniske gennemførlighed og nettets integritet. Kommercielle hensyn er ikke en begrundelse for at afslå anmodninger om engrosadgang til roamingtjenester med det formål at begrænse leveringen af konkurrerende roamingtjenester.

Levering af regulerede detailroamingtjenester

  • Roamingudbydere må ikke opkræve kunder i nogen EU-medlemsstat tillæg til den indenlandske detailpris:
    • når de foretager og modtager opkald
    • når de sender og modtager SMS
    • når de bruger en internetadgang, såsom e-mail og apps forbundet til internettet
    • når de downloader eller uploader data, herunder øjeblikkelige beskeder, videokonference og taleopkald, der benytter data.
  • Den udbudte tjeneste må ikke være mindre fordelagtig end den, der udbydes på hjemmemarkedet, navnlig hvad angår kvaliteten af tjenesten, hvis den samme generation af mobilkommunikationsnet og -teknologier er tilgængelige på det besøgte net.
  • Operatører af mobilkommunikation skal undgå urimelige forsinkelser ved overdragelse mellem net ved EU’s indre grænser.

Engrostakster for regulerede roamingtjenester

  • Fra den 1. juli 2022:
    • er taksten for opkald begrænset til 0,022 EUR pr. minut, og den sættes ned til 0,019 EUR fra den 1. januar 2025 til den 30. juni 2032
    • er taksten for SMS’beskeder begrænset til 0,004 EUR pr. SMS, og den sættes ned til 0,003 EUR fra den 1. januar 2025 til den 30. juni 2032
    • takster for data er begrænset til 2,00 EUR pr. gigabyte, og de reduceres gradvist til 1,00 EUR i 2027 gældende frem til den 30. juni 2032.
  • Hvis kunder benytter roaming mere, end hvad der er tilladt i henhold til politikken om rimeligt forbrug, kan operatøren opkræve et tillæg, som ikke må overstige ovennævnte prisgrænse for roaming.

Gennemsigtighed

  • Roamingudbydere skal:
    • informere kunder om kvaliteten af roamingtjenester
    • informere kunder om typer af tjenester, der kan være pålagt forhøjede takster i forbindelse med roaming
    • sikre, at deres kunder informeres om takster for regulerede dataroamingtjenester på en måde, så brugere kan forstå de økonomiske konsekvenser af denne brug og give dem mulighed for at overvåge og kontrollere deres udgifter
    • anvende en service, der blokerer yderligere brug af roamingtjenester, når det samlede forbrug når op på en grænse som f.eks. 50 EUR eller 100 EUR
    • når det er relevant, informere kunder om risikoen for automatiske og ukontrollerede dataroamingforbindelser og automatisk og ukontrolleret downloading, før de indgår en detailkontrakt og regelmæssigt derefter
    • gratis underrette kunder om, hvordan de automatisk kan deaktivere automatiske dataroamingforbindelser for at undgå ukontrolleret dataforbrug
    • via en gratis automatisk besked til kunder, der rejser ind i en anden medlemsstat end deres hjemmeudbyders medlemsstat, tilbyde personaliserede takstoplysninger, herunder oplysninger om deres politik om rimeligt forbrug, eventuelle tillæg, og at kunderne risikerer at blive opkrævet en højere takst, når de benytter tillægstjenester
    • via en gratis automatisk besked give kunder, der rejser ind i en anden medlemsstat end deres hjemmeudbyders medlemsstat, oplysninger om adgang til alarmtjenester, herunder om alternative muligheder
    • tage rimelige skridt til at beskytte kunder mod yderligere takster for taleopkald og SMS, hvis de utilsigtet har koblet sig på ikkejordbaserede offentlige mobilnet eller på et net i et land uden for EU.

Rimeligt forbrug

For at forhindre kunder i at benytte roamingtjenester til andre formål end periodiske rejser, kan serviceudbydere anvende en grænse for rimeligt forbrug. Operatøren skal på forhånd informere kunder om en sådan grænse og sende en advarsel, hvis kunden når 80 % af grænsen. Alle politikker om rimeligt forbrug skal være i overensstemmelse med brugernes takstordninger og følge den udførlige formel, der er beskrevet i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2286.

Adgang til alarmtjeneste i udlandet

  • Fra juni 2023 vil brugere, når de rejser i udlandet, automatisk modtage en påmindelse om, at de kan få adgang til alarmtjenester gratis ved at ringe til det fælleseuropæiske alarmnummer »112« og om tilgængelige alternative kontaktmetoder, som f.eks. tekst eller apps i realtid.
  • Besøgte netoperatører må ikke opkræve gebyrer for opkald til alarmtjenester.
  • Ved udgangen af 2022 skal Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation have oprettet en fælles database for hele EU for tjenesteudbydere og nationale tilsynsmyndigheder, der indeholder:
    • nummerserier for tillægstjenester i hver medlemsstat
    • adgangskanaler til alarmtjenester, der er fastsat i hver medlemsstat, og som er teknisk mulige at bruge for roamingkunder.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 1. juli 2022.

BAGGRUND

Forordningen omarbejder og ophæver forordning (EU) nr. 531/2012 og (EU) 2015/2120.

For yderligere oplysninger henvises til:

VIGTIGE BEGREBER

Engrosadgang til roamingtjenester. Én mobilnetoperatør, der stiller faciliteter eller tjenester til rådighed for en anden virksomhed for at udbyde regulerede roamingtjenester til roamingkunder.

HOVEDDOKUMENT

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/612 af 6. april 2022 om roaming på offentlige mobilkommunikationsnet i Unionen (omarbejdning) (EUT L 115 af 13.4.2022, s. 1-37).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2016/2286 af 15. december 2016 om fastsættelse af detaljerede regler for anvendelsen af politikker om rimeligt forbrug og for metoden til vurdering af, om afskaffelsen af detailroamingtillæg er bæredygtig, og for anmodninger, som indgives af en roamingudbyder med henblik på en sådan vurdering (EUT L 344 af 17.12.2016, s. 46-62).

Kommissionen delegerede forordning (EU) 2021/654 af 18. december 2020 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 ved at fastsætte en fælles maksimal EU-dækkende termineringstakst for taleopkald i mobilnet og en fælles maksimal EU-dækkende termineringstakst for taleopkald i fastnet (EUT L 137 af 22.4.2021, s. 1-9).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (EUT L 151 af 7.6.2019, s. 70-115).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/1972 af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 36-214).

Efterfølgende ændringer til direktiv (EU) 2018/1972 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1971 af 11. december 2018 om oprettelse af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) og Agenturet for Støtte til BEREC (BEREC-kontoret), om ændring af forordning (EU) 2015/2120 og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1211/2009 (EUT L 321 af 17.12.2018, s. 1-35).

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/2102 af 26. oktober 2016 om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplikationer (EUT L 327 af 2.12.2016, s. 1-15).

Kommissionens beslutning 2008/294/EF af 7. april 2008 om samordnede brugsvilkår for frekvenser til mobilkommunikationstjenester om bord på fly (MCA-tjenester) i Fællesskabet (EUT L 98 af 10.4.2008, s. 19-23).

Se den konsoliderede udgave.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation) (EUT L 201 af 31.7.2002, s. 37-47).

Se den konsoliderede udgave.

seneste ajourføring 05.07.2022

Op