EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Roaming

Roaming betyder, at enkeltpersoner, der rejser til andre EU-medlemsstater end den, hvor deres SIM-kort (subscriber identity module) er udstedt, kan foretage opkald, sende SMS’er og bruge mobildata uden ekstra omkostninger. De kan med andre ord »roame til hjemmetakst«.

EU’s oprindelige regler om roaming blev fastsat i forordning (EU) nr. 531/2012. Med forordningen blev roamingtakster i forbindelse med rejser inden for EU afskaffet, og i stedet blev der indført sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at mobiloperatører blev beskyttet mod misbrug og kunne opretholde de nye roamingregler uden at hæve de indenlandske priser. Med en ændringsretsakt, forordning (EU) 2017/920, blev der indført regler, der begrænsede det beløb, som mobiloperatører må opkræve fra hinanden for roaming (engrosroaming) inden for EU.

Siden lovgivningen fra 2012 udløb i juni 2022, er den blevet erstattet af ny lovgivning, forordning (EU) 2022/612, der er gældende indtil 2032.

Forordning (EU) 2022/612 udvider og forbedrer roamingtjenester med yderligere fordele. Enkeltpersoner får flere oplysninger om potentielle takster fra tillægstjenester (f.eks. helpdeske, forsikringsselskaber eller flyselskaber). De vil også være bedre beskyttet mod utilsigtede og for høje gebyrer.

I øvrigt gør lovgivningen følgende:

  • regulerer betingelserne for roamingtjenester og engrosadgang til offentlige mobilkommunikationsnet
  • øger gennemsigtigheden og forbedrer adgangen til oplysninger om takster
  • øger gennemsigtigheden for brugere af ikkeregulerede roamingtjenester, f.eks. om bord på skibe eller fly
  • forbedrer den mobile internetkvalitet ved at sikre, at forbrugerne har adgang til hurtigere net i udlandet, præcis som hjemme.

Mobilnetoperatører skal imødekomme alle rimelige anmodninger om engrosadgang til roamingtjenester, navnlig på en måde, der giver roamingudbyderen mulighed for at duplikere de detailmobiltjenester, der udbydes på hjemmemarkedet, når det er teknisk muligt på det besøgte net.

Mobilnetoperatører kan kun afslå anmodninger om engrosadgang til roamingtjenester på grundlag af objektive kriterier såsom den tekniske gennemførlighed og nettets integritet. Kommercielle hensyn er ikke en begrundelse for at afslå anmodninger om engrosadgang til roamingtjenester med det formål at begrænse leveringen af konkurrerende roamingtjenester.

SE DESUDEN

Top