Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32009R0391

    EU’s havsikkerhed: inspektion og syn af skibe

    EU’s havsikkerhed: inspektion og syn af skibe

     

    RESUMÉ AF:

    Forordning (EU) nr. 391/2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe

    HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

    Med den oprettes en licensordning (anerkendelse), som er underlagt en række kriterier og obligationer for at sikre, at en anerkendt organisation* anvender samme standarder for alle skibe i organisationens register, uanset hvilket flag skibene fører.

    HOVEDPUNKTER

    EU’s anerkendelsesordning

    EU-landene skal indgive en anmodning til Europa-Kommissionen for at opnå anerkendelse af en organisation.

    Anerkendelse udstedes og administreres centralt af Kommissionen. Det er en forudsætning for enhver organisation, at den er anerkendt af et EU-land til at udføre lovbestemte inspektioner og syn af skibe, der fører det pågældende lands flag (direktiv 2009/15/EF, se resumé).

    For at blive anerkendt skal organisationen opfylde følgende minimumskriterier:

    • have status som juridisk person
    • have faglig ekspertise
    • have erfaring
    • være uafhængig
    • følge et sæt etiske regler
    • benytte et certificeret kvalitetsstyringssystem.

    Kommissionen kan kræve, at organisationen træffer forebyggende og udbedrende foranstaltninger, hvis den ikke opfylder kravene, eller hvis dens arbejdsindsats med hensyn til forureningsforebyggelse og sikkerhed er blevet væsentligt forringet.

    Bøder, tvangsbøder og tilbagekaldelse af anerkendelse

    Kommissionen kan pålægge en anerkendt organisation bøder, hvis dens arbejdsindsats forværres, eller hvis organisationens grove eller gentagne manglende opfyldelse af minimumskravene eller forpligtelserne i denne forordning er udtryk for alvorlige mangler i organisationens struktur, systemer, procedurer eller interne kontrolforanstaltninger. Der kan også pålægges en bøde, hvis organisationen med forsæt giver forkerte eller ufuldstændige oplysninger i forbindelse med dens vurdering.

    Kommissionen kan desuden beslutte at udstede tvangsbøder mod den anerkendte organisation, hvis den ikke anvender de udbedrende og forebyggende foranstaltninger.

    Kommissionen kan, på anmodning af et EU-land eller på eget initiativ, beslutte at tilbagekalde anerkendelsen under specifikke omstændigheder. Det gælder navnlig gentagne og grove tilfælde af manglende opfyldelse af minimumskravene i forordningen, eller hvis arbejdsindsatsen er så ringe, at den udgør en uacceptabel trussel mod sikkerheden eller miljøet.

    Forordning (EU) nr. 788/2014 fastsætter detaljerede regler for pålæggelse af bøder eller tvangsbøder og tilbagekaldelse af anerkendelser.

    Vurdering af organisationer

    Kommissionen skal, sammen med det EU-land, der indgav anmodningen om anerkendelse, vurdere den anerkendte organisation mindst hvert andet år. Vurderingsmændene skal kontrollere overholdelsen af forpligtelserne og minimumskravene og være særligt opmærksomme på sikkerhed, forureningsforebyggelse og ulykkesdata.

    Regler og procedurer

    Anerkendte organisationer skal rådføre sig med hinanden med henblik på at harmonisere deres regler og procedurer* og fastlægge de obligatoriske betingelser for gensidig anerkendelse af de klassecertifikater*, der udstedes for materialer, udstyr og komponenter. Certifikater til udstyr på skibe, der overholder direktiv 2014/90/EU (se resumé), skal accepteres af anerkendte organisationer i forbindelse med klassificering.

    Uafhængig kvalitetsvurderings- og certificeringsenhed

    Anerkendte organisationer skal oprette en uafhængig kvalitetsvurderings- og certificeringsenhed, der er ansvarlig for at vurdere og certificere deres kvalitetsstyringssystemer. Enhedens arbejde vurderes jævnligt af Kommissionen.

    HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

    Den trådte i kraft den 17. juni 2009.

    BAGGRUND

    Direktiv 2009/15/EF, der blev vedtaget på samme tid som forordning (EF) nr. 391/2009, opretter den retlige ramme, der regulerer forholdet mellem EU-lande og anerkendte organisationer.

    For yderligere oplysninger henvises til:

    VIGTIGE BEGREBER

    Anerkendt organisation: en organisation, der er anerkendt i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 391/2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe.
    Regler og procedurer: de tekniske standarder, der er udarbejdet af en anerkendt organisation, for konstruktion, bygning, udrustning, vedligeholdelse og syn af skibe.
    Klassecertifikat: et af en anerkendt organisation udstedt dokument, hvorved det certificeres, at et skib er egnet til en bestemt anvendelse eller drift i overensstemmelse med de regler og procedurer, som den anerkendte organisation har fastlagt.

    HOVEDDOKUMENT

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 391/2009 af 23. april 2009 om fælles regler og standarder for organisationer, der udfører inspektion og syn af skibe (EUT L 131 af 28.5.2009, s. 11-23).

    Efterfølgende ændringer af forordning (EF) nr. 391/2009 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

    seneste ajourføring 19.02.2021

    Op