EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

WTO-aftalen

 

RESUMÉ AF:

Rådets afgørelse 94/800/EF om indgåelse på EU’s vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994) — aspekter vedrørende handel med varer

Multilaterale handelsforhandlinger i Uruguay-runden (1986-1994) — Overenskomst om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen

HVAD ER FORMÅLET MED AFGØRELSEN OG AFTALEN?

Beslutningen godkender den aftale, der etablerede Verdenshandelsorganisationen (WTO), på vegne af Det Europæiske Fællesskab (i dag Den Europæiske Union eller EU).

HOVEDPUNKTER

Slutakt om resultaterne af Uruguay-runden af multilaterale handelsforhandlinger

Overenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen

  • Denne overenskomst skaber permanente institutionelle rammer for de specifikke aftaler anført ovenfor.
  • WTO er en permanent organisation, som har status som juridisk person. Alle GATT-medlemmer blev grundlæggende medlemmer af WTO den 1. januar 1995. Efter dette tidspunkt må ansøgere, der ønsker optagelse, følge den tiltrædelsesprocedure, der er fastsat i overenskomsten om oprettelse af WTO.
  • WTO’s medlemmer har opstillet følgende mål for organisationen:
    • at hæve levestandarden
    • at sikre fuld beskæftigelse og en stor og stadig voksende realindkomst og en effektiv efterspørgsel
    • at øge produktionen af og handelen med tjenesteydelser
    • at sikre en bæredygtig udvikling og beskyttelse af miljøet
    • at tilgodese udviklingslandenes behov.
  • WTO har følgende opgaver:
    • at lette gennemførelse, administration og anvendelse af de multilaterale handelsaftaler
    • at fungere som forum for multilaterale handelsforhandlinger
    • at bilægge handelskonflikter gennem tvistbilæggelsesorganet (DSB);
    • at overvåge medlemmernes nationale handelspolitik
    • at samarbejde med andre internationale institutioner med henblik på større overensstemmelse mellem de forskellige landes udarbejdelse af den økonomiske politik på verdensplan.

Struktur

Forståelse vedrørende reglerne og procedurerne for tvistbilæggelse

  • WTO’s tvistbilæggelsesordning er et vigtigt element i det multilaterale handelssystem. Den bygger på artikel XXII og XXIII i GATT-aftalen af 1994, samt på senere fastsatte regler og procedurer, jf. forståelsen vedrørende reglerne og procedurerne for tvistbilæggelse i overenskomsten om oprettelse af WTO.
  • Tvistbilæggelsesordningen gælder for alle multilaterale handelsaftaler. Den finder således anvendelse på handel med varer, handel med tjenesteydelser og spørgsmål vedrørende den intellektuelle ejendomsret i aftalen om Handelsrelaterede Intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS-aftalen). Den anvendes også på tvister henhørende under den plurilaterale aftale om offentlige indkøb. Nogle af disse aftaler indeholder bestemmelser for bilæggelse af tvister, som kun har gyldighed i forbindelse med den pågældende aftale, og som kan supplere eller ændre reglerne i forståelsen.
  • Tvistbilæggelsesordningen administreres af DSB. Alle WTO-medlemmer kan deltage i DSB’s møder. I tilfælde hvor DSB håndhæver en plurilateral handelsaftales bestemmelser om bilæggelse af tvister, er det dog kun de medlemmer, som har undertegnet denne aftale, der kan deltage i beslutningstagning og iværksættelse af foranstaltninger, som DSB gennemfører med henblik på bilæggelse af tvister, som henhører under nævnte aftale.
  • Tvistbilæggelsesordningen iværksættes, når et medlem forelægger et andet medlem en anmodning om konsultation vedrørende en bestemt sag Konsultationen skal indledes senest 30 dage efter anmodningens fremsættelse. Kan tvisten ikke løses ved konsultation, kan et medlem anmode DSB om at nedsætte et panel, der normalt består af tre uafhængige eksperter, til at tage stilling til sagen. Parterne kan også beslutte frivilligt at gøre brug af andre tvistbilæggelsesmidler, bl.a. mellemkomst, forlig, voldgift og mægling.
  • Når parterne er hørt, forelægger panelet en rapport for Tvistbilæggelsesorganet. Panelets arbejde skal være afsluttet inden for en frist på seks måneder, i hastende tilfælde dog kun tre måneder. DSB tager stilling til panelets rapport inden for en frist på 20 dage efter fremsendelse til medlemmerne. Den godkendes senest 60 dage efter fremsendelsen, medmindre DSB enstemmigt beslutter ikke at godkende rapporten (modsat eller negativ enighed), eller en af parterne meddeler beslutning om at anke sagen.
  • WTO’s tvistbilæggelsesprocedure gør det muligt for alle parter at appellere en panelrapport. Anken gælder dog kun retslige anliggender, der omfattes af panelgruppens rapport og dennes retstolkning. Appellen behandles af en stående appelinstans, der består af syv medlemmer udpeget af DSB for en 4-årig periode. En given sag behandles af tre af disse. Appelinstansens rapport skal uden indsigelse accepteres af parterne i tvisten, og godkendes af DSB, medmindre der foreligger negativ enstemmighed, dvs. enighed imod vedtagelse af rapporten.
  • DSB overvåger gennemførelsen af de vedtagne anbefalinger eller beslutninger, og alle uafklarede spørgsmål tages først af mødedagsordenen, når der er fundet en løsning herpå Der er fastsat frister for gennemførelsen af de anbefalinger, som panelet fremsætter i sine rapporter. En part, som ikke er i stand til at gennemføre anbefalingerne inden for en rimelig frist, er forpligtet til at indlede forhandlinger med klageren om fastsættelse af en gensidigt acceptabel godtgørelse. Mislykkes disse forhandlinger, kan DSB bemyndige den klagende part til at suspendere indrømmelser eller forpligtelser over den anden part. Godtgørelse og suspension af indrømmelser udgør imidlertid kun midlertidige løsninger, idet disse kun finder anvendelse indtil DSB’s anbefalinger er gennemført af den pågældende part.
  • WTO’s medlemmer er under alle omstændigheder forpligtet til ikke selv at tage stilling til, hvorvidt de forpligtelser, der er indgået som led i WTO, er blevet krænket, og hvorvidt indrømmelser kan suspenderes. Medlemmerne skal anvende de i forståelsen fastsatte regler og procedurer for bilæggelse af tvister.
  • I øvrigt anerkender aftalen om regler og procedurer for bilæggelse af tvister den særlige situation for WTO’s medlemmer, der er udviklingslande og mindst udviklede lande. Udviklingslandene har mulighed for at vælge en hurtigere procedure, anmode om længere frister, eller bede om yderligere retlig bistand Verdenshandelsorganisationens medlemmer tilskyndes til at tage særligt hensyn til udviklingslandenes forhold.

Ordningen for eksamination af handelspolitik

  • TPRM blev oprettet som en midlertidig foranstaltning under GATT i 1989, efter midtvejsundersøgelsen af Uruguay-runden. Ordningen, der siden da har udgjort en integrerende del af WTO’s system, gælder for samtlige de områder, der dækkes af WTO-aftalerne (varer, tjenesteydelser og intellektuel ejendomsret).
  • Hovedformålet med TPRM er at skabe større klarhed og forståelse omkring WTO-medlemmernes handelspolitik og -praksis, at tilskynde dem til at overholde det multilaterale samhandelssystems gældende regler, og dermed at bidrage til et velfungerende system.
  • Inden for rammerne af TPRM er alle WTO-medlemmer underlagt undersøgelser. Disse undersøgelser finder sted hvert andet år for de medlemmer, som har den største del af verdenssamhandelen (hvilket for øjeblikket vil sige Kina, EU, Japan og USA), hvert fjerde år for de næste 16 medlemmer, og hvert sjette år for alle øvrige medlemmer. Der kan fastsættes en længere periode for de mindst udviklede lande. I praksis er der indført en vis grad af fleksibilitet i forhold til antallet af revisioner (op til et interval på 6 måneder). I 1996 blev det vedtaget, at undersøgelserne af de fire førende handelsmagter hver anden gang tager form af interimsundersøgelser.
  • Undersøgelserne foretages af TPRB på grundlag af en erklæring om den generelle politik fra det pågældende medlem og en rapport, der udarbejdes af WTO’s sekretariat. Sekretariatet indhenter bistand fra det pågældende medlem i forbindelse med udarbejdelsen af rapporten, men har selv det fulde ansvar for, hvilke omstændigheder der gøres rede for, og for de standpunkter, der gives udtryk for i rapporten. Sekretariatets rapport og medlemslandets erklæring offentliggøres efter behandlingsmødet, og det samme gælder mødeprotokollen og de endelige bemærkninger, der fremsættes af organets formand ved mødets afslutning.

HVORNÅR GÆLDER AFGØRELSEN OG AFTALEN FRA?

  • Afgørelsen trådte i kraft den 22. december 1994.
  • Aftalen trådte i kraft den 1. januar 1995.

BAGGRUND

For yderligere oplysninger henvises til:

HOVEDDOKUMENTER

Rådets afgørelse 94/800/EF af 22. december 1994 om indgåelse på Det Europæiske Fællesskabs vegne af de aftaler, der er resultatet af de multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens regi (1986-1994), for så vidt angår de områder, der hører under Fællesskabets kompetence (EUT L 336 af 23.12.1994, s. 1-2).

Multilaterale forhandlinger i Uruguay-rundens (1986-1994) — Overenskomst om oprettelse af verdenshandelsorganisationen (WTO) (EUT L 336 af 23.12.1994, s. 3-10).

Efterfølgende ændringer af aftalen er blevet indarbejdet i den oprindelige tekst. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

TILHØRENDE DOKUMENTER

Meddelelse om ikrafttrædelse af protokollen om ændring af Marrakeshoverenskomsten om oprettelse af Verdenshandelsorganisationen (EUT L 54 af 1.3.2017, s. 1).

seneste ajourføring 14.07.2023

Top