Lovvalgsregler i forbindelse med skilsmisse og separation

 

RESUMÉ AF:

Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation

HVAD ER FORMÅLET MED FORORDNINGEN?

• Den fastsætter et fælles sæt af regler til afgørelse af, hvilken national lovgivning der skal anvendes i skilsmisse- og separationssager, hvor ægtefællerne har forskellige nationaliteter, bor i et andet land end deres hjemland eller ikke længere bor i samme medlemsstat i Den Europæiske Union.
• Den supplerer forordning (EF) nr. 2201/2003 (se resumé), der fastsætter regler til afgørelse af, til hvilken ret en begæring om skilsmisse eller separation skal indgives.

HOVEDPUNKTER

Deltagerlande

Forordningen gælder for 17 medlemsstater, som deltager i det styrkede samarbejde på området: Belgien, Bulgarien, Tyskland, Estland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Letland, Litauen, Luxembourg, Ungarn, Malta, Østrig, Portugal, Rumænien og Slovenien.

Andre medlemsstater kan til enhver tid tilslutte sig.

Hvornår træder forordningerne i kraft?

Den finder anvendelse, når der er en konflikt mellem nationale lovgivninger i sager om skilsmisse eller separation, dvs. når flere nationale lovgivninger kunne finde anvendelse på den samme skilsmisse eller separation (for eksempel den nationale lovgivning i ægtefællernes hjemland eller den nationale lovgivning i det land, hvor de har deres sædvanlige opholdssted).

Den finder ikke anvendelse på spørgsmål om:

• fysiske personers retlige status
• ægteskabets eksistens, gyldighed eller anerkendelse
• omstødelse af et ægteskab
• ægtefællernes navn
• ægteskabets virkninger på formueforhold
• forældreansvar
• underholdspligt
• truster eller arv.

Lovvalg

Ægtefællerne kan lave en formel aftale om valg af national lovgivning i tilfælde af skilsmisse og separation, så længe der er tale om lovgivningen i:

• det land, hvor ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
• det land, hvor ægtefællerne havde deres seneste sædvanlige opholdssted, for så vidt en af dem stadig opholder sig dér på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
• det land, hvis nationalitet en af ægtefællerne har på tidspunktet for aftalens indgåelse, eller
• det land, hvor sagen indledes.

En aftale mellem ægtefællerne kan indgås og ændres på et hvilket som helst tidspunkt indtil det tidspunkt, hvor sagen indbringes for en ret.

Hvis der ikke er foretaget lovvalg

Hvis ægtefællerne ikke vælger den lovgivning, der skal finde anvendelse på deres skilsmisse eller separation, behandles sagen af lovgivningen i det land:

• 1.

  hvor ægtefællerne har deres sædvanlige opholdssted på det tidspunkt, hvor sagen anlægges, eller i mangel heraf

• 2.

  hvor ægtefællerne havde deres sidste sædvanlige opholdssted, forudsat at opholdet ikke er ophørt mere end et år før sagsanlægget, og at en af dem stadig opholder sig i dette EU-land ved sagsanlægget, eller i mangel heraf

• 3.

  hvis nationalitet begge ægtefæller har ved sagsanlægget, eller i mangel heraf

• 4.

  hvor sagen indledes.

Hvis den nationale lovgivning, der skal anvendes i sagen, ikke indeholder en skilsmisselov eller ikke giver en af ægtefællerne lige adgang til skilsmisse eller separation på grund af dennes køn, finder loven i domstolslandet anvendelse.

HVORNÅR GÆLDER FORORDNINGEN FRA?

Den trådte i kraft den 21. juni 2012.

BAGGRUND

To andre forordninger fastlægger regler om fastsættelse af den gældende lovgivning, når der er en konflikt mellem de nationale lovgivninger. Forordning (EF) nr. 593/2008 (se resumé) finder anvendelse på kontraktmæssige forpligtelser, mens forordning (EF) nr. 864/2007 (se resumé) omfatter forpligtelser uden for kontrakt med undtagelse af familieforhold og en stats ansvar.

Forordning (EU) nr. 1259/2010, der omfatter lovvalgsregler i forbindelse med skilsmisse og separation, blev vedtaget gennem forstærket samarbejde for at supplere forordning (EF) nr. 2201/2003, der omfatter regler om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse i forbindelse med skilsmisse og separation (samt sager vedrørende forældreansvar).

For flere oplysninger henvises til:

• Skilsmisse og separation — Information om lovvalgsregler i forbindelse med skilsmisse for internationale par i EU (Europa-Kommissionen)
• Skilsmisse og separation (YourEurope).

HOVEDDOKUMENT

Rådets forordning (EU) nr. 1259/2010 af 20. december 2010 om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 343 af 29.12.2010, s. 10-16).

TILHØRENDE DOKUMENTER

Rådets forordning (EU) 2019/1111 af 25. juni 2019 om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om internationale børnebortførelser (EUT L 178 af 2.7.2019, s. 1-115).

Kommissionens afgørelse (EU) 2012/2016 af 10. august 2016 om bekræftelse af Litauens deltagelse i et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 216 af 11.08.2016, s. 23-25).

Kommissionens afgørelse 2014/39/EU af 27. januar 2014 om bekræftelse af Grækenlands deltagelse i et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 23 af 28.1.2014, s. 41-42).

Kommissionens afgørelse 2012/714/EU af 21 november 2012 om bekræftelse af Litauens deltagelse i et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation (EUT L 323 af 22.11.2012, s. 18-19).

Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 af 27. november 2003 om kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar og om ophævelse af forordning (EF) nr. 1347/2000 (EUT L 338 af 23.12.2003, s. 1-29).

Efterfølgende ændringer og rettelser af forordning (EF) nr. 2201/2003 er blevet indarbejdet i grundteksten. Denne konsoliderede udgave har ingen retsvirkning.

seneste ajourføring 03.06.2021