This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 52012DC0742
COMMUNICATION FROM THE COMMISSION TO THE EUROPEAN PARLIAMENT, THE COUNCIL AND THE EUROPEAN ECONOMIC AND SOCIAL COMMITTEE A new European approach to business failure and insolvency
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG En ny europæisk tilgang til konkurs og insolvens
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG En ny europæisk tilgang til konkurs og insolvens
/* COM/2012/0742 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG En ny europæisk tilgang til konkurs og insolvens /* COM/2012/0742 final */
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN TIL
EUROPA-PARLAMENTET, RÅDET OG DET EUROPÆISKE ØKONOMISKE OG SOCIALE UDVALG En ny europæisk tilgang til konkurs og
insolvens 1. Indledning: Retfærdighed for vækst Europa står over for en alvorlig økonomisk og
social krise, og EU tager initiativer for at fremme økonomisk genopretning,
sætte skub i investeringerne og sikre beskæftigelsen. På politisk plan
prioriteres det højt at træffe foranstaltninger for at skabe bæredygtig vækst
og velfærd[1]. Gældskrisen har direkte konsekvenser for
borgere, beskæftigelse og virksomheder. Den økonomiske krise har ført til en
stigning i antallet af kriseramte virksomheder. Fra 2009-2011 gik
gennemsnitligt 200 000 virksomheder konkurs i EU om året. Omkring en
fjerdedel af disse konkurser havde et grænseoverskridende element.
Ca. 50 % af alle nye virksomheder overlever ikke de første
fem år. 1,7 mio. job skønnes at gå tabt årligt som følge af
konkurser. Vækst er sat i centrum på Kommissionens dagsorden for retfærdighed
("retfærdighed for vækst") i tråd med vækststrategien Europa 2020,
den årlige vækstundersøgelse og akten for det indre marked II[2], der blev
vedtaget for nylig. Modernisering af EU's konkurslovgivning for at lette
virksomheders overlevelsesmuligheder og give iværksættere en ny chance er
blevet identificeret som en nøgleaktion for at sikre et velfungerende indre
marked. Stockholmprogrammet fra 2009 for det europæiske område med retfærdighed[3]
fremhævede betydningen af konkurslovgivning for at understøtte økonomisk
aktivitet. Den europæiske reaktion bør være at skabe et
effektivt system til genopretning og omstrukturering af virksomheder, således
at de kan overleve den finansielle krise, fungere mere effektivt og om
nødvendigt starte på en frisk. Det gælder ikke blot store multinationale selskaber,
men også de 20 mio. små virksomheder, der udgør rygraden i den
europæiske økonomi. Effektiv konkursbehandling er et vigtigt anliggende for den
europæiske økonomi og for bæredygtig vækst. EU-forordningen om konkurs[4]
blev vedtaget for at behandle spørgsmål i forbindelse med grænseoverskridende
insolvens gennem korrekt anerkendelse og samordning af nationale
konkursprocedurer og for at undgå, at parterne tilskyndes til at overføre
aktiver eller tvister fra én medlemsstat til en anden for at forbedre deres
retsstilling ("forum shopping"). Forordningens anvendelsesområde er
grænseoverskridende, men den harmoniserede ikke den konkurslovgivning, der
gælder for nationale konkurser. Der er således stadig forskelle mellem de
nationale lovgivninger, og dermed er der en risiko for, at økonomiske
aktiviteter går tabt, at kreditorer kan inddrive mindre gæld, end de ellers
ville kunne, og at kreditorer fra forskellige medlemsstater ikke behandles på
lige fod. Kommissionen arbejder på nuværende tidspunkt på et forslag om
modernisering af forordningen om konkurs, men de foreslåede ændringer vedrører
udelukkende grænseoverskridende sager. Moderne konkurslovgivning i medlemsstaterne bør hjælpe sunde
virksomheder med at overleve og give iværksættere en ny chance. Den bør sikre
hurtige og effektive procedurer i både debitorers og kreditorers interesse og
bidrage til at beskytte job, hjælpe leverandører med at holde på deres kunder
og hjælpe ejere med at bevare værdier i levedygtige virksomheder. For at nå målene for Europa 2020-strategien skal fokus ligge på den
generelle målsætning at forbedre effektiviteten i retsvæsenet i EU. Effektive
retsvæsener kan i høj grad bidrage til at mindske risici og retlige
usikkerhedsmomenter og tilskynde til grænseoverskridende iværksætteri, handel
og investering. På grundlag af sine erfaringer med medlemsstater i et program
for økonomisk genopretning har Kommissionen slået fast, at reformer inden for
retsvæsenet spiller en afgørende rolle. Reformer af nationale
konkurslovgivninger er et vigtigt redskab til at fremme økonomisk genopretning.
Det europæiske semester i 2012 afspejlede retsvæsenernes indvirkning på
økonomien i kraft af henstillinger til visse medlemsstater om effektive
konkursprocedurer. Udfordringen er at behandle debitors finansielle
vanskeligheder hurtigt og hensigtsmæssigt og samtidig beskytte kreditors
legitime interesser og sikre alle parter adgang til domstolsprøvelse. I løbet af de seneste 20 år har det indre marked udviklet sig til
et område uden grænser. Hvis en virksomhed er i økonomiske vanskeligheder, bør
det være lige så let at få hjælp i udlandet som i hjemlandet. Ensartede
spilleregler i de nationale konkurslovgivninger bør øge tilliden til systemerne
i andre medlemsstater hos virksomheder, iværksættere og privatpersoner, som
ønsker at agere i det indre marked. Effektiv konkurslovgivning forbedrer også
adgangen til kredit, hvilket fremmer investeringer. Kreditorer har i højere
grad tendens til at udlåne, når de har tillid til, at de vil kunne inddrive
deres gæld. Større kompatibilitet mellem bestemmelserne om konkursprocedurer
kan derfor sikre et mere velfungerende indre marked. Om end mangfoldighed er en
del af den legitime reguleringsmæssige konkurrence, der finder sted på grundlag
af nationale politiske valg, skaber den generelt problemer med "forum
shopping"[5]. At give iværksættere en ny chance for at
genstarte levedygtige virksomheder og skabe beskæftigelse er afgørende
elementer i en ny europæisk tilgang til konkurs og insolvens. Formålet med
denne tilgang er at give et kraftigt skub til europæiske virksomheder i det
indre marked. Forslaget om at modernisere forordningen om konkurs i en
grænseoverskridende sammenhæng, som blev vedtaget parallelt med denne
meddelelse, er allerede baseret på den nye tilgang, som også vil blive støttet
i den kommende europæiske handlingsplan om iværksætterkultur. Meddelelsen fremhæver de områder, hvor
forskelle mellem de nationale konkurslovgivninger risikerer at begrænse
indførelsen af effektive lovgivningsmæssige rammer for konkursprocedurer i det
indre marked mest. Meddelelsen søger at identificere de spørgsmål, som den nye
europæiske tilgang til konkurs og insolvens bør fokusere på med henblik på at
udvikle rednings- og genopretningskulturen i alle medlemsstaterne. 2. Udformningen af den nye tilgang til
insolvens: vigtigt at skabe et mere erhvervsvenligt klima Både Parlamentet og Kommissionen har allerede
gennemført omfattende undersøgelser og analyser af national konkurslovgivning. I november 2011 vedtog Parlamentet en
beslutning om insolvensbehandling[6].
Parlamentet opfordrede for det første til en revision af konkursforordningen,
og den foreslåede revision er et svar på denne opfordring. Det henstillede også
til en harmonisering af særlige aspekter ved national insolvens- og selskabslovgivning.
En undersøgelse[7]
bestilt af Parlamentet viste, at forskelle mellem nationale konkurslovgivninger
kan skabe hindringer, konkurrencemæssige fordele og/eller ulemper for
virksomheder med grænseoverskridende aktiviteter eller ejerskab i EU. Ifølge
undersøgelsen ville en harmonisering af konkursbehandling i EU‑medlemsstaterne
øge effektiviteten i virksomhedernes insolvens- og omstruktureringsproces,
hvilket ville øge udbyttet for kreditorerne, hvis der træffes afgørelse om at
afvikle aktiverne, eller forbedre udsigterne til omstrukturering ved at
tilskynde flere kreditorer til at støtte planer om omstrukturering. Tilsammen
ville det øge de kommercielle og finansielle sektorers tillid til
effektiviteten i EU's finansielle infrastruktur. På grundlag af undersøgelsen konkluderede
Parlamentet, at der er "visse områder af insolvenslovgivningen, hvor
harmonisering er umagen værd og opnåelig". Eventuelle yderligere
overvejelser om en reform af konkurslovgivningen vil imidlertid skulle tage hensyn
til virkningen på andre vigtige lovgivningsområder. Kommissionen har
for nylig lavet en undersøgelse af erhvervsdynamikken[8]. Ifølge
undersøgelsen var der ingen dokumentation for, at den valgte type retssystem
(almen ret/civilret) havde indflydelse på iværksætterniveauet (antal
virksomhedsopstarter, samlet iværksætteraktivitet og antal overlevende
virksomheder). Det betyder, at effektive konkursprocedurer ikke afhænger af
retssystemets type eller fokus, men af specifikke bestemmelser som f.eks.
bestemmelser om udenretslig afvikling, hurtige procedurer for små og
mellemstore virksomheder, et varslingssystem og andre bestemmelser, der har
stor indflydelse på systemets effektivitet. De lande, der har de bedste
resultater, har effektive lovgivningsmæssige rammer for konkurs og
varslingssystemer. Undersøgelsen viser, at næsten alle de lande, der vurderes
at have et meget effektivt retssystem for konkurs, også vurderes at have meget
effektive varslingssystemer. Et vigtigt spørgsmål, når det gælder reel
støtte til en ny chance[9],
er "afviklingstiden", som er det tidsrum, der går mellem det
tidspunkt, hvor en virksomhed er erklæret konkurs (under afvikling), og det
tidspunkt, hvor virksomheden kan opstartes på ny. En gældsafvikling vurderes
ofte som afgørende for muligheden for en ny opstart. På nuværende tidspunkt
varierer afviklingstiden i høj grad mellem de enkelte lande. I visse lande
betragtes ærlige virksomhedskonkurser automatisk som afviklede, umiddelbart
efter at afviklingen er afsluttet. I nogle lande skal konkursramte virksomheder
ansøge om gældsafvikling, og i andre kan konkursramte virksomheder ikke opnå
gældsafvikling. En yderligere overvejelse, når det gælder
spørgsmålet om "en ny chance", vedrører tidligere konkursramte
iværksætteres opstart af en ny virksomhed. I mange europæiske lande er der
givet politisk tilsagn til at drøfte spørgsmålet om virksomhedsfiasko og give
mulighed for en ny chance. Medlemsstater har forelagt planer om at reformere
deres nationale konkurslovgivning for at støtte iværksættere, der ønsker en ny
chance. De fleste nationale lovgivninger gør det øjensynlig ikke nemt for
genstartere. Det fører til færre nye opstarter til trods for, at konkursramte
iværksættere i høj grad har tendens til at ønske at drive virksomhed. I forbindelse med sit møde i maj 2011
opfordrede Rådet (konkurrenceevne) til specifikke foranstaltninger. Rådet
opfordrer medlemsstaterne til at fremme iværksætteres mulighed for en chance
til ved at begrænse afviklingstiden og gældssaneringen for ærlige iværksættere
efter konkurs til højst tre år inden 2013[10]. 3. Områder inden for national
konkurslovgivning, hvor harmonisering kunne være en fordel På grundlag af en analyse af ovenstående
resultater har Kommissionen identificeret en række områder, hvor forskelle i
nationale konkurslovgivninger kan skabe retlig usikkerhed og et
"uvenligt" erhvervsklima. Det skaber et mindre gunstigt klima for
grænseoverskridende investeringer. 3.1. En ny chance for iværksættere
i ærlige konkurser[11] Princip II i Kommissionens meddelelse En
"Small Business Act" for Europa[12] sigter mod at fremme muligheden for en ny
chance for ærlige iværksættere[13].
Den "ærlige" konkurs er tilfælde, hvor konkursen ikke åbenlyst er
ejerens eller lederens fejl, dvs. ærlig og uanfægtelig, i modsætning til
tilfælde, hvor konkursen var svigagtig eller skyldtes uansvarlighed. I
meddelelsen opfordres til udveksling af bedste praksis mellem medlemsstaterne. Langvarige og dyre konkursprocedurer er en
væsentlig begrænsning for en reel ny chance. Derudover er ærlige konkursramte
iværksættere sædvanligvis underkastet samme begrænsninger som svigagtige
iværksættere. Det indebærer en risiko for, at ærlige konkursramte iværksættere
ikke blot står over for den sociale stigmatisering, der er forbundet med
konkurs, men også retlige og administrative hindringer for på ny at starte en
virksomhed. Vanskeligheder med at finde finansiering til et nyt foretagende
opfattes som det største problem for genstartere. Det skal imidlertid bemærkes,
at de, der kaster sig ud i en ny opstart, har lært af deres fejl og
sædvanligvis oplever hurtigere vækst end nystartede virksomheder. Der bør indføres tiltag for i højere grad at
skelne mellem ærlige og uærlige konkurser. Insolvensordninger kunne sondre
mellem debitorer, der har ageret ærligt i forbindelse med den adfærd eller
virksomhed, der gav anledning til gælden, og dem, der har ageret uærligt, og
kan f.eks. indeholde en bestemmelse om, at bevidst eller uansvarlig
tilsidesættelse af lovgivningskrav fra en debitors side giver anledning til
civilretlige sanktioner og, når det er hensigtsmæssigt, strafferetligt ansvar.
Eventuelle støtteprogrammer for opstart af nye virksomheder bør kun være
tilgængelige for ærlige konkursramte virksomheder og bør ikke behandle disse
virksomheder anderledes end ikkekonkursramte virksomheder. For at fremme muligheden for en ny chance bør
følgende foranstaltninger prioriteres: 1.
indføre særskilte afviklingsprocedurer for
henholdsvis ærlige og uærlige iværksættere 2.
fastlægge rammer for og anvende hurtige
afviklingsprocedurer i forbindelse med ærlige konkurser. 3.2. Afviklingsperioder, der ikke
fremmer en ny chance Gældsafvikling er også afgørende for en ny
chance. En periode på tre år for afvikling og gældssanering vil således
være en fornuftig øvre grænse for ærlige iværksættere og bør fungere så
automatisk som muligt. Det er afgørende, at iværksættere ikke ender med at få en
"livstidsdom", hvis tingene går galt[14]. Medlemsstaterne enedes om at harmonisere
afviklingstiden til under tre år på mødet i Rådet (konkurrenceevne) i maj
2011 efter iværksættelsen af revisionen af en "Small Business Act"
for Europa[15]. En afkortning og harmonisering af
afviklingstiden ville være et vigtigt skridt hen imod et mere gunstigt og
innovativt erhvervsklima, som gør det muligt for europæiske virksomheder at
operere på lige fod. Det kan være et første skridt på vejen imod øget
harmonisering af nationale konkurslovgivninger. 3.3. Forskellige muligheder for
omstrukturering som følge af forskellige regler for indledning af procedurer Der er store forskelle mellem kriterierne for
indledning af konkursprocedurer. I nogle medlemsstater kan der kun indledes
konkursprocedurer for debitorer, der allerede er ramt af finansielle
vanskeligheder og er insolvente. I andre kan der indledes procedurer over for
solvente virksomheder, der forventer at blive insolvente i den nære fremtid.
Andre forskelle kan findes i de insolvenstest (f.eks. likviditetstesten), der
er vedtaget i medlemsstaternes lovgivning. Forskellene mellem insolvenstestene
betyder naturligvis, at virksomheder med tilsvarende finansielle vilkår kan
opfylde kriterierne i en insolvenstest i én medlemsstat, men ikke i en
anden. Dermed har virksomhederne måske ikke samme muligheder for at anvende
uformel udenretslig omstrukturering for at løse finansielle vanskeligheder og
undgå konkursprocedurer, der medfører, at debitoren helt eller delvist mister
rådigheden over sine aktiver, og at der udpeges en kurator. Et andet problem vedrører reglerne om
obligatorisk indgivelse af konkursbegæring. Der er store forskelle mellem medlemsstaterne,
når det gælder de frister, som en debitor skal overholde, når det er
obligatorisk at indlede en konkursprocedure. I nogle medlemsstater har debitor
to uger efter at være blevet insolvent til at indgive konkursbegæring, og
i nogle medlemsstater skal debitor indgive konkursbegæring senest
to måneder efter at have fået kendskab til insolvensen. I andre
medlemsstater skal debitor indgive konkursbegæring senest 45 dage efter
betalingsstandsningen. Fristen kan have indflydelse på debitors evne
til at løse finansielle vanskeligheder. Uforholdsmæssigt stramme frister kan
have negative konsekvenser for denne evne, mens lange frister kan forsinke en
løsning og underminere ordningernes effektivitet for alle kreditorer. 3.4. Kreditorers uindfriede
forventninger i forbindelse med forskellige kategorier af debitorer Medlemsstaternes lovgivning varierer, for så
vidt angår kreditorers muligheder for at indlede konkursprocedurer over for
debitorer og i forhold til de forskellige kategorier af debitorer. Disse forskelle
kan være vanskelige at forene med kreditorernes legitime forventninger.
Kreditorer forventer at kunne pålægge deres debitorer konkursprocedurer og kan,
frem for at anvende individuelle foranstaltninger, indlede kollektive
konkursprocedurer. Det kan endvidere være nødvendigt at
harmonisere mulighederne for at indlede procedurer over for en debitor. Alle
medlemsstater har systemer, der gør det muligt for en debitor (en fysisk person
eller en offentlig eller privat juridisk enhed), der viderefører sin erhvervsaktivitet,
en kreditor eller staten at anmode domstolene om at indlede konkursbehandling
mod en debitor. Nogle jurisdiktioner begrænser imidlertid en kreditors mulighed
for at indlede konkursprocedurer ved at tilføje særlige betingelser. Eventuelle
begrænsninger af kreditors mulighed for at indlede konkursprocedurer kan føre
til situationer, hvor en kreditor behandles forskelligt, når det gælder
indledning af primære og sekundære procedurer mod samme debitor. 3.5. Usikkerhed for kreditorer
vedrørende procedurer for anmeldelse og prøvelse af fordringer Med henblik på at reducere usikkerheden og
skabe lige vilkår for kreditorer i medlemsstaterne bør det overvejes at
harmonisere bestemmelserne om anmeldelse og prøvelse af fordringer yderligere,
herunder procedurer, frister, sanktioner og konsekvenser af manglende
overholdelse og de oplysninger, som kreditorer skal have. Gennemsigtigheden og effektiviteten i
processen for anmeldelse og prøvelse af fordringer har betydelige konsekvenser
for kreditorernes mulighed for at opnå et tilfredsstillende resultat af
konkursprocedurer. Medlemsstaternes lovgivninger regulerer området forskelligt.
De forskelle, der er fundet, omfatter frister for anmeldelse af fordringer og
udøvelse af rettigheder, adgang til oplysninger om processen og konsekvenser af
forsinket anmeldelse af fordringer. Ofte fastlægges fristen for anmeldelse af
fordringer i konkursdekretet. Manglende overholdelse af fristen kan også have
forskellige konsekvenser i forskellige medlemsstater. I nogle medlemsstater kan
en kreditor, som ikke har overholdt fristen, miste retten til at anmelde sine
fordringer og opnå et tilfredsstillende resultat af konkursproceduren, mens det
ikke er tilfældet i andre medlemsstater. Udenlandske kreditorer rammes i højere grad
end indenlandske kreditorer af de store forskelle mellem medlemsstaternes
lovgivning i betragtning af de potentielt alvorlige konsekvenser af manglende
overholdelse af reglerne i proceduren. Konsekvenserne omfatter tab af ret til
at deltage i udlodninger. 3.6. Fremme af
omstruktureringsplaner Bestemmelserne om omstruktureringsplaner
(herunder indhold og relaterede proceduremæssige spørgsmål) spiller en
afgørende rolle i at skabe vilkår for vellykket omstrukturering som led i
konkursprocedurer. Ufleksible og uanvendelige regler kan begrænse mulighederne
for at indføre en omstruktureringsplan og dermed føre til, at det eneste
alternativ er at afvikle virksomheden. De lovgivningsmæssige rammer for
omstruktureringsplaner i medlemsstaterne er meget forskellige. De største
forskelle vedrører identifikation af, hvem der kan fungere som initiativtagere
til planen og endvidere til vedtagelse, ændring og verificering af planer. I medlemsstaternes lovgivninger er det
generelt accepteret, at det er debitors ansvar at stille forslag om en
omstruktureringsplan, men reglerne om, hvorvidt kreditorer kan foreslå planen
eller øve indflydelse på udarbejdelsen heraf, varierer. Der er også store
forskelle i bestemmelserne om proceduren for vedtagelse af planen, bl.a.
hvorvidt kreditorer er inddelt i kategorier og krævede flertal. I nogle
medlemsstater er de ikke inddelt i kategorier. Medlemsstaternes lovgivninger
indeholder forskellige regler for det krævede flertal til vedtagelse af en
plan. Der er også forskelle med hensyn til de standarder, domstolene anvender i
forbindelse med revisionen af planen. I henhold til nogle medlemsstaters
lovgivning har domstolene vide skønsbeføjelser, mens disse er mere begrænsede i
henhold til andres. 4. Små og mellemstore virksomheders særlige
behov, når det gælder muligheden for en ny chance EU har særlig opmærksomhed rettet mod de små
og mellemstore virksomheders situation og mod at give dem en ny chance.
Kommissionen mener, at man bør hjælpe SMV med at overvinde økonomiske
vanskeligheder, bl.a. gennem[16]: ·
forebyggelse ·
tiltag efter konkurs og fremme af en ny chance ·
udenretslige afviklinger ·
retslige procedurer. En omstrukturering kan være overordentlig dyr
for små og mellemstore virksomheder, hvilket betyder, at konkurs ofte er den
eneste realistiske løsning. Der bør findes løsninger, som sænker
omstruktureringsudgifterne for små og mellemstore virksomheder. Lofter over
gebyrer kan være en løsning. Der bør indføres alternative procedurer for at
stille hensigtsmæssige løsninger til rådighed for alle typer små og mellemstore
virksomheder. Procedurerne bør stå i rimeligt forhold til virksomhedens
størrelse. Udenretslige procedurer bør være en mulighed for alle typer
debitorer, uanset de tilgængelige midler. Udenretslige afviklinger tager
gennemsnitligt relativt kort tid, og succesraten ligger på over 50 % i de
fleste EU‑medlemsstater. Selv om udenretslige afviklinger og procedurer
forud for konkurs er mekanismer, der først er indført for nylig, anvendes de i
stigende grad af små og mellemstore virksomheder i EU. Små og mellemstore virksomheder kan også
rammes af økonomiske vanskeligheder som kreditorer. Visse repræsentanter for
små og mellemstore virksomheder mener, at mikrovirksomheder som kreditorer
mister en urimelig andel af deres udestående fordringer i konkursprocedurer som
følge af langvarige procedurer og bestemmelser om national prioritet. Det er
værd at undersøge, hvad der kan gøres for at forbedre små og mellemstore
virksomheders status som kreditorer. 5. Foranstaltninger, der skal træffes Kommissionen foreslår som et første skridt en
modernisering af forordningen om konkurs. Derudover vil den vedtage en
europæisk handlingsplan om iværksætterkultur, som skal indeholde
foranstaltninger til fremme af effektive konkursprocedurer og muligheder for en
ny chance. Som et yderligere skridt overvejer
Kommissionen mulighederne for fremadrettet at løse de problemer, der skyldes
forskelle mellem nationale konkurslovgivninger. Individuelle foranstaltninger
på nationalt niveau kan ikke på en hensigtsmæssig måde løfte de udfordringer,
der er forbundet med de tværnationale aspekter af det indre marked. Der kan med
fordel træffes foranstaltninger for at mindske usikkerheden og skabe et mere
erhvervsvenligt klima. Udfordringen er at løse debitorens finansielle vanskeligheder
hurtigt og hensigtsmæssigt og samtidig varetage kreditors interesser samt
fremme redning og omstrukturering af virksomheder. Kommissionen vil videreføre den tilgang, der
blev indført som led i det foregående europæiske semester, og som nogle medlemsstater
allerede har anvendt til at reformere deres nationale konkurslovgivninger. Der
kan derfor om nødvendigt rettes landespecifikke henstillinger til
medlemsstaterne om at opdatere deres konkurslovgivninger. Kommissionen agter desuden at foretage mere
indgående analyser af følgerne af forskellene mellem de nationale
konkurslovgivninger for det indre markeds funktion. Til dette formål vil den
indlede en dialog med Parlamentet og Rådet på grundlag af denne meddelelse.
Endvidere vil Kommissionen indlede en offentlig høring for at indhente
interesserede parters holdning til de spørgsmål, der identificeres i denne
meddelelse, og andre overvejelser samt mulige løsninger og politiske
muligheder. [1] Se
kommissionsformand Barrosos skrivelse til Parlamentets formand i forbindelse
med Barrosos tale om Unionens tilstand den 12.9.2012. [2] COM(2012)573. [3] EUT C 115
af 4.5.2010, s. 1. [4] Rådets
forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs, EFT L 160 af 30.6.2000, s. 1. [5] Denne
problematik er nærmere beskrevet i den konsekvensanalyse, der ledsager
revisionen af forordning (EF) nr. 1346/2000 om konkurs, COM(2012)744. [6] Europa-Parlamentets
beslutning af 15.11.2011 med henstillinger til Kommissionen om
insolvensbehandling i forbindelse med EU's selskabsret. [7] "Harmonisation
of insolvency law at EU level", Europa-Parlamentet, 2010, PE 419.633. Den
blev fulgt af undersøgelsen "Harmonisation of insolvency law at EU level
with respect to opening of proceedings, claims filing and verification and
reorganisation plans", Europa‑Parlamentet, 2011, PE 432.766. [8] "Business
dynamics: start-ups, business transfers and bankruptcy", Europa‑Kommissionen,
GD for Erhvervspolitik, januar 2011. Denne rapport indeholder en
undersøgelse af de økonomiske konsekvenser af lovgivningsmæssige og administrative
procedurer for konkurs og muligheder for en ny chance efter konkurs i
33 europæiske lande (27 EU‑medlemsstater og Island, Norge,
Kroatien, Tyrkiet, Serbien og Montenegro). [9] Se
"A second chance for entrepreneurs: prevention of bankruptcy,
simplification of bankruptcy procedures and support for a fresh start",
rapport fra ekspertgruppen, Europa‑Kommissionen, GD for Erhvervspolitik,
januar 2011. [10] Dokument
fra Rådet for Den Europæiske Union, nr. 10975/11. [11] Der er et
klart behov for at sondre mellem "ærlige" fiaskoer og svigagtige
fiaskoer og klart undgå at give incitament til sidstnævnte. [12] KOM(2008)394.
Forud for denne gik meddelelsen "Afhjælpning af stigmatisering i
forbindelse med virksomhedsfiasko – for en politik, der fremmer en ny
chance", KOM(2007)584. [13] Princip II:
Medlemsstaterne bør "sikre, at en ærlig iværksætter, der har været gennem
en konkurs, hurtigt får en ny chance". [14] Det var
også en anbefaling i førnævnte rapport fra ekspertgruppen om en ny chance. [15] COM(2011)78. [16] "A
second chance for entrepreneurs: prevention of bankruptcy, simplification of
bankruptcy procedures and support for a fresh start" (en ny chance for
iværksættere: forebyggelse af konkurs, forenkling af konkursprocedurer og
støtte til en ny start), se fodnote 9.