Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32021R2195

Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/2195 af 13. december 2021 om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

ST/14538/2021/INIT

EUT L 445I af 13.12.2021, p. 10–13 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg_impl/2021/2195/oj

13.12.2021   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

LI 445/10


RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2021/2195

af 13. december 2021

om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) 2020/1998 af 7. december 2020 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (1), særlig artikel 14, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Den 7. december 2020 vedtog Rådet forordning (EU) 2020/1998.

(2)

Den 8. december 2020 bekræftede Den Europæiske Union og dens medlemsstater i en erklæring fra den højtstående repræsentant på Unionens vegne vedrørende EU-ordningen for globale menneskerettighedssanktioner på ny deres faste vilje til at fremme og beskytte menneskerettighederne i hele verden. EU-ordningen for globale menneskerettighedssanktioner understreger, at Unionen er fast besluttet på at spille en større rolle i bekæmpelsen af alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i hele verden. Opnåelsen af, at alle reelt kan nyde godt af menneskerettighederne, er et strategisk mål for Unionen. Respekten for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekten for menneskerettighederne er grundlæggende værdier for Unionen og dens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik.

(3)

Den 2. marts 2021 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2021/372 (2) og gennemførelsesforordning (EU) 2021/371 (3), som udpegede fire russiske enkeltpersoner, der er involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Rusland, herunder vilkårlige anholdelser og tilbageholdelser, og i udbredt og systematisk undertrykkelse af forsamlings- og foreningsfriheden og menings- og ytringsfriheden.

(4)

Den 22. marts 2021 vedtog Rådet afgørelse (FUSP) 2021/481 (4) og gennemførelsesforordning (EU) 2021/478 (5), som udpegede 11 personer og fire enheder, der var involveret i alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Kina, Den Demokratiske Folkerepublik Korea (Nordkorea), Libyen, Eritrea, Sydsudan og Rusland, herunder tortur, udenretslige henrettelser, tvangsforsvindinger eller systematisk anvendelse af tvangsarbejde.

(5)

Unionen er fortsat dybt bekymret over alvorlige menneskerettighedskrænkelser og overgreb i forskellige dele af verden, såsom tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab begået af Wagner Group, en privat militær enhed uden selvstændig retssubjektivitet med base i Rusland, i Ukraine, Syrien, Libyen, Den Centralafrikanske Republik (CAR), Sudan og Mozambique.

(6)

I betragtning af den internationale dimension og grovheden af Wagner Groups aktiviteter samt dens destabiliserende virkning i disse lande mener Unionen, at Wagner Groups handlinger undergraver målene for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik som fastsat i artikel 21 i TEU, navnlig målet om at konsolidere og styrke demokrati, retsstatsprincippet, menneskerettigheder og folkerettens principper i overensstemmelse med artikel 21, stk. 2, litra b), i TEU.

(7)

I denne forbindelse bør tre personer og en enhed opføres på listen over fysiske og juridiske personer, enheder og organer, der er omfattet af restriktive foranstaltninger i bilag I til forordning (EU) 2020/1998.

(8)

Bilag I til forordning (EU) 2020/1998 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

Artikel 1

Bilag I til forordning (EU) 2020/1998 ændres som anført i bilaget til nærværende forordning.

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 13. december 2021.

På Rådets vegne

J. BORRELL FONTELLES

Formand


(1)   EUT L 410 I af 7.12.2020, s. 1.

(2)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/372 af 2. marts 2021 om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/1999 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (EUT L 71 I af 2.3.2021, s. 6).

(3)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/371 af 2. marts 2021 om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (EUT L 71 I af 2.3.2021, s. 1).

(4)  Rådets afgørelse (FUSP) 2021/481 af 22. marts 2021 om ændring af afgørelse (FUSP) 2020/1999 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (EUT L 99 I af 22.3.2021, s. 25).

(5)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) 2021/478 af 22. marts 2021 om gennemførelse af forordning (EU) 2020/1998 om restriktive foranstaltninger over for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne (EUT L 99 I af 22.3.2021, s. 1).


BILAG

1.   

Følgende punkter tilføjes til listen over fysiske personer i afsnit A (»Fysiske personer«) i bilag I til forordning (EU) 2020/1998:

 

Navn

(Translitteration til latinsk skrivemåde)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelse på listen

Opført på listen den

»16.

Dimitriy (Dimitry, Dmitri, Dmitry) Valerievich UTKIN

Дмитрий Валерьевич Уткин

(russisk skrivemåde)

Stilling(er): Grundlægger af og øverstbefalende for Wagner Group

Rang: oberstløjtnant (reserve)

Kaldesignal: Vagner, Wagner

Wagner Group-ID: M-0209

Fødselsdato: 1.6.1970 eller 11.6.1970

Fødested: Asbest, Sverdlovsk Oblast, Russiske SFSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Adresse: Pskov, Den Russiske Føderation

Køn: mand

Dimitriy Utkin, tidligere officer i den russiske militære efterretningstjeneste (GRU), er grundlægger af Wagner Group og ansvarlig for koordinering og planlægning af indsættelsen af Wagner Groups lejesoldater i forskellige lande.

I sin stilling som øverstbefalende i Wagner Group er han ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne begået af gruppen, herunder tortur og udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab.

Dette omfatter, at fire medlemmer af Wagner Group i juni 2017 torturerede en syrisk desertør til døde i provinsen Homs, Syrien. Ifølge et tidligere medlem af Wagner Group beordrede Dimitriy Utkin personligt, at desertøren skulle tortureres til døde, og at handlingen skulle filmes.

13.12.2021

17.

Stanislav Evgenievitch DYCHKO

Станислав Евгеньевич Дычко

(russisk skrivemåde)

Stilling(er): Lejesoldat i Wagner Group

Fødselsdato: 1990

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Stanislav Dychko, tidligere ansat i politiet i Stavropol, er lejesoldat i Wagner Group.

Sammen med tre andre lejesoldater i Wagner Group medvirkede han i juni 2017 til at torturere en syrisk desertør til døde i provinsen Homs, Syrien.

Han er derfor ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Syrien.

13.12.2021

18.

Valery (Valeriy) Nikolaevich ZAKHAROV

Валерий Николаевич Захаров

(russisk skrivemåde)

Stilling(er): Sikkerhedsrådgiver for præsidenten for Den Centralafrikanske Republik (CAR)

Wagner Group-ID: M-5658

Fødselsdato: 12.1.1970

Fødested: Leningrad, Russiske SFSR (nu Den Russiske Føderation)

Nationalitet: russisk

Køn: mand

Valery Zakharov, tidligere medlem af den russiske statssikkerhedstjeneste (FSB), er sikkerhedsrådgiver for præsidenten for Den Centralafrikanske Republik (CAR). Han er en central figur Wagner Groups kommandostruktur og har tætte forbindelser til de russiske myndigheder.

I kraft af sin indflydelsesrige position i CAR og sin ledende rolle i Wagner Group er han ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne begået af Wagner Group i CAR, herunder udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab.

Dette omfatter mordet på tre russiske journalister i 2018, hvis sikkerhed Valery Zakharov var ansvarlig for.

13.12.2021«

2.   

Følgende punkt tilføjes til listen over juridiske personer, enheder og organer i afsnit B (»Juridiske personer, enheder og organer«) i bilag I til forordning (EU) 2020/1998:

 

Navn

(Translitteration til latinsk skrivemåde)

Navn

Identificerende oplysninger

Begrundelse for opførelse på listen

Opført på listen den

»5.

Wagner Group alias Vagner Group

Группа Вагнера

(russisk skrivemåde)

 

Wagner Group er en privat militær enhed uden selvstændig retssubjektivitet med base i Rusland, som blev oprettet i 2014 som efterfølgerorganisation for Slavonic Corps. Den ledes af Dimitriy Utkin og finansieres af Yevgeny Prigozhin. Wagner Group finansierer og gennemfører sine aktiviteter gennem oprettelse af lokale enheder og med støtte fra lokale myndigheder.

Wagner Group er ansvarlig for alvorlige krænkelser af menneskerettighederne i Ukraine, Syrien, Libyen, Den Centralafrikanske Republik (CAR), Sudan og Mozambique, som omfatter tortur og udenretslige, summariske eller vilkårlige henrettelser og drab.

13.12.2021«


Top