Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0688

    2012/688/EU: Kommissionens gennemførelsesafgørelse af 5. november 2012 om harmoniseret anvendelse af frekvensbåndene 1920 - 1980  MHz og 2110 - 2170  MHz til jordbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester i Unionen (meddelt under nummer C(2012) 7697) EØS-relevant tekst

    EUT L 307 af 7.11.2012, p. 84–88 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

    Legal status of the document In force: This act has been changed. Current consolidated version: 19/05/2020

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2012/688/oj

    7.11.2012   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 307/84


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

    af 5. november 2012

    om harmoniseret anvendelse af frekvensbåndene 1 920-1 980 MHz og 2 110-2 170 MHz til jordbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester i Unionen

    (meddelt under nummer C(2012) 7697)

    (EØS-relevant tekst)

    (2012/688/EU)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR—

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets beslutning 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen) (1), særlig artikel 4, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Den 14. december 1998 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet beslutning nr. 128/1999/EF om koordineret indførelse af et mobilt og trådløst kommunikationssystem (UMTS) af tredje generation i Det Europæiske Fællesskab (2) (UMTS-beslutningen), der dækker frekvensbåndene 1 900-1 980 MHz, 2 010-2 025 MHz og 2 110-2 170 MHz (»det jordbaserede 2 GHz-bånd«). I henhold til denne beslutning skulle medlemsstaterne træffe alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at muliggøre en koordineret og gradvis indførelse af UMTS-tjenester på deres område senest den 1. januar 2002 og navnlig etablere en godkendelsesordning for UMTS senest den 1. januar 2000. Denne beslutning udløb den 22. januar 2003, men anvendelsen af frekvensressourcerne er fortsat harmoniseret.

    (2)

    Kommissionen har siden støttet en mere fleksibel udnyttelse af frekvensressourcerne i meddelelsen »Mere fleksibel regulering kan give hurtigere adgang til frekvensressourcer for trådløse elektroniske kommunikationstjenester« (3), som bl.a. handler om det jordbaserede 2 GHz-bånd og har til formål at forhindre forstyrrelser på markedet. Principperne om teknologineutralitet og tjenesteneutralitet er bekræftet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og tjenester (rammedirektivet) (4).

    (3)

    Udpegelsen af de parrede bånd 1 920-1 980 MHz og 2 110-2 170 MHz (»det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd«) til systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester, er et vigtigt element i håndteringen af konvergensen mellem mobiltelefoni, fastnettelefoni og radiospredning og afspejler den tekniske innovation. De systemer, der tages i brug i det parrede jordbaserede 2-GHz-bånd, bør hovedsageligt tilbyde slutbrugeradgang til bredbåndstjenester.

    (4)

    Brugere af trådløse bredbåndstjenester, som allerede anvender det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd i én medlemsstat, kan også få adgang til tilsvarende tjenester i enhver anden medlemsstat. Det uparrede 1 900-1 920 MHz-bånd er stort set ikke anvendt, selvom der er udstedt tilladelser til operatører i mange medlemsstater, og med hensyn til det uparrede 2 010-2 025 MHz-bånd er der udstedt tilladelser til operatører i nogle få medlemsstater, men båndet anvendes ikke.

    (5)

    I medfør af artikel 4, stk. 2, i beslutning nr. 676/2002/EF gav Kommissionen den 15. juni 2009 Den Europæiske Konference af Post- og Teleadministrationer (»CEPT«) mandat til at udarbejde mindst muligt restriktive tekniske vilkår for anvendelsen af frekvensbånd baseret på Wireless Access Policy for Electronic Communications Services-modellen (WAPECS).

    (6)

    Som opfølgning på dette mandat udarbejdede CEPT en rapport (CEPT-rapport 39), som indeholder mindst muligt restriktive tekniske vilkår og vejledning i anvendelsen af disse på basisstationer og terminaler, der anvender det jordbaserede 2 GHz-bånd. I det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd er disse tekniske vilkår tilstrækkelige til at håndtere risikoen for skadelig interferens mellem net, der grænser op til hinanden, både inden for og på tværs af landegrænser, og de medfører ikke tvungen anvendelse af en bestemt type teknologi. De bygger på optimerede parametre for den mest sandsynlige anvendelse af båndet. I de uparrede bånd 1 900-1 920 MHz og 2 010-2 025 MHz (»de uparrede jordbaserede 2 GHz-bånd«) er de tekniske vilkår, der er indeholdt i CEPT-rapport 39, imidlertid mere restriktive med hensyn til drift af mobilnet end dem, der er fastlagt i de nuværende nationale brugsrettigheder.

    (7)

    Ifølge CEPT-rapport 39 vil det være hensigtsmæssigt at anvende konceptet »Block Edge Masks« (BEM'er), som er tekniske parametre, der gælder for hele den frekvensblok, som benyttes af en bestemt bruger, uanset hvor mange kanaler den teknologi, brugeren har valgt, beslaglægger. Det er tanken, at BEM'erne skal indgå i de vilkår, der gælder for frekvenstilladelser. De omfatter både udstråling i frekvensblokken (sendeeffekt inden for frekvensblokken) og uden for den (udstråling uden for frekvensblokken). Disse reguleringsforskrifter skal gøre det muligt at håndtere risikoen for skadelig interferens mellem net, der grænser op til hinanden, og de indskrænker ikke gyldigheden af de grænser, der er fastsat i krav til udstyr efter Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (5) (R&TTU-direktivet).

    (8)

    De tekniske vilkår, der er fastlagt som følge af CEPT's mandat, sigter også mod at beskytte eksisterende applikationer i tilstødende frekvensbånd mod skadelig interferens. Til det formål bør det sikres, at den eksisterende frekvensudstrålingsmaske for UMTS overholdes under 1 900 MHz, mellem 1 980 og 2 010 MHz, mellem 2 025 og 2 110 MHz og over 2 170 MHz. I det omfang sameksistensen med en radioapplikation ikke er behandlet i CEPT-rapport 39 og ERC-rapport 65 fra Electronic Communications Committee (ECC), som CEPT-rapport 39 er baseret på, kan der fastsættes passende delekriterier for sameksistensen ud fra nationale hensyn.

    (9)

    Resultaterne af CEPT-rapport 39 bør anvendes i Unionen og gennemføres af medlemsstaterne under hensyntagen til de eksisterende brugsrettigheder i det jordbaserede 2 GHz-bånd for UMTS og den effektive anvendelse af frekvensressourcerne.

    (10)

    De restriktive tekniske vilkår for transmissionsstyrkeniveauer i de uparrede jordbaserede 2 GHz-bånd (som fremgår af CEPT-rapport 39) — hvis formål det er at beskytte driften i det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd og sikre sameksistensen af flere TDD-net — og den begrænsede samlede båndbredde i de uparrede jordbaserede 2 GHz-bånd er imidlertid en hindring for indførelsen af tjenester med trådløst bredbånd under de nuværende tilladelsesvilkår. Denne situation gør det nødvendigt at undersøge alternative harmoniseringsforanstaltninger for de uparrede jordbaserede 2 GHz-bånd og kan nødvendiggøre ændringer i eksisterende tilladelser. For ikke at forhindre en tidlig introduktion af fleksibilitet i anvendelsen af det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd bliver det nødvendigt med separate harmoniseringsforanstaltninger for det parrede og de uparrede 2 GHz-bånd.

    (11)

    Der bør kun indføres vilkår for teknisk harmonisering for det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd, uden at det påvirker medlemsstaternes ret til at organisere udstedelsen af tilladelser til at anvende det jordbaserede 2 GHz-bånd under hensyntagen til eksisterende brugsrettigheder i deres jurisdiktion og i overensstemmelse med Unionens lovgivning, herunder især Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) (6), og artikel 9 og 9a i direktiv 2002/21/EF.

    (12)

    En harmonisering i medfør af denne afgørelse bør ikke udelukke, at en medlemsstat i begrundede tilfælde og under hensyntagen til eksisterende brugsrettigheder kan indføre en overgangsperiode, der eventuelt kan omfatte frekvensdelingsordninger, jf. artikel 4, stk. 5, i beslutning nr. 676/2002/EF.

    (13)

    For også at sikre en effektiv udnyttelse af det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd på langt sigt bør myndighederne fortsætte med undersøgelser, der tager sigte på øget effektivitet og innovativ anvendelse. Sådanne undersøgelser bør indgå i overvejelserne, når denne afgørelse tages op til revision.

    (14)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Frekvensudvalget —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Denne afgørelse har til formål at harmonisere vilkårene for adgang til og effektiv udnyttelse af frekvensbåndene 1 920-1 980 MHz og 2 110-2 170 MHz (i det følgende »det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd«) til jordbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester i Unionen.

    Artikel 2

    1.   Senest den 30. juni 2014 eller ved enhver tidligere anvendelse af artikel 9a i direktiv 2002/21/EF på en eksisterende rettighed eller ved tildeling af nye brugsrettigheder til dele af eller hele det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd udpeger medlemsstaterne det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd og stiller det uden eksklusivitet til rådighed for jordbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester, i overensstemmelse med parametrene i bilaget.

    2.   Uanset bestemmelserne i stk. 1 og i henhold til artikel 4, stk. 5, i beslutning nr. 676/2002/EF kan medlemsstaterne anmode om overgangsperioder og/eller frekvensdelingsordninger med udløb senest den 24. maj 2016.

    3.   Medlemsstaterne sikrer, at de i stk. 1 omhandlede systemer yder passende beskyttelse til systemer i tilstødende frekvensbånd.

    4.   Medlemsstaterne fremmer aftaler om grænseoverskridende samordning med henblik på at muliggøre driften af de i stk. 1 omhandlede systemer under hensyntagen til gældende forskriftsprocedurer og rettigheder.

    Artikel 3

    Medlemsstaterne følger nøje anvendelsen af det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd og indberetter resultaterne til Kommissionen med sigte på regelmæssige og rettidige nyvurderinger af denne afgørelse.

    Artikel 4

    Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 5. november 2012.

    På Kommissionens vegne

    Neelie KROES

    Næstformand


    (1)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 1.

    (2)  EFT L 17 af 22.1.1999, s. 1.

    (3)  KOM(2007) 50.

    (4)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 33.

    (5)  EFT L 91 af 7.4.1999, s. 10.

    (6)  EFT L 108 af 24.4.2002, s. 21.


    BILAG

    PARAMETRE, DER ER NÆVNT I ARTIKEL 2, STK. 1

    De tekniske parametre i dette bilag har form af frekvensarrangementer og block-edge masks (BEM’er). En BEM er en udstrålingsmaske, hvor den udsendte spektraltæthed er defineret som en funktion af frekvensen i forhold til kanten af en frekvensblok, som en operatør har fået tildelt brugsretten til. Den består af komponenter inden for og uden for frekvensblokken, som fastlægger de tilladte udstrålingsniveauer for frekvenserne inden for og uden for den tildelte frekvensblok.

    BEM-niveauerne fastlægges ved at kombinere værdierne i nedenstående tabeller på en sådan måde, at grænseværdien for enhver frekvens fremkommer ud fra den højeste (mindst restriktive) værdi for a) basiskravene, b) overgangskravene og c) kravene inden for blokken (hvor det er relevant). BEM'er angives som øvre grænser for den ækvivalente isotropisk udstrålede effekt (e.i.r.p.) eller den totale udstrålede effekt (TRP) (1) over et gennemsnitligt tidsinterval og over en målefrekvensbåndbredde. I tidsdomænet beregnes e.i.r.p. eller TRP som gennemsnittet over den aktive del af signalpakkerne (signal bursts) og svarer til én effektindstilling. I frekvensdomænet beregnes e.i.r.p. eller TRP over den målebåndbredde, der er angivet i punkt B(2), tabel 1, 2 og 3 (2). Generelt (medmindre andet er anført) svarer BEM-niveauerne til den samlede effekt, som udstråles af det relevante udstyr inklusive alle sendeantenner, undtagen for basis- og overgangskrav til basisstationer, som er angivet pr. antenne.

    BEM’er skal anvendes som en essentiel del af de tekniske vilkår, der er nødvendige for at sikre sameksistensen af tjenester på nationalt niveau. Det er underforstået, at de afledte BEM'er ikke altid kan sørge for det krævede beskyttelsesniveau for tjenester, der udsættes for interferens, og at yderligere afhjælpningsteknikker vil skulle anvendes på en forholdsmæssig måde på nationalt niveau for at afhjælpe alle øvrige tilfælde af interferens, hvilket ligeledes gælder tilstødende bånd.

    Medlemsstaterne skal også sikre, at operatører af jordbaserede systemer, der kan levere elektroniske kommunikationstjenester, kan anvende mindre restriktive tekniske parametre end de nedenfor anførte under punkt A, B og C, såfremt anvendelsen af sådanne parametre er aftalt blandt alle berørte parter, og operatørerne fortsat opfylder de tekniske vilkår, der gælder for beskyttelsen af andre tjenester, og forpligtelser som følge af samordning med nabolande.

    Udstyr, der bruges i dette frekvensbånd, kan også benytte andre effektgrænseværdier end de nedenfor anførte, forudsat at der i overensstemmelse med direktiv1999/5/EF anvendes egnede afhjælpningsteknikker, som yder en beskyttelse, der mindst svarer til den, der opnås med disse tekniske parametre.

    A.   Generelle parametre

    I det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd gælder følgende frekvensarrangement:

    1)

    Duplexdrift skal ske som Frequency Division Duplex (FDD). Duplexafstanden skal være 190 MHz, hvor terminalstationens transmission (FDD-uplink) foregår i den nedre del af båndet fra 1 920 MHz og op til 1 980 MHz, og basisstationens transmission (FDD-downlink) foregår i den øvre del af båndet fra 2 110 MHz og op til 2 170 MHz.

    2)

    Yderkanten af frekvensblokken tættest på 1 920 MHz starter ved 1 920,3 MHz eller derover (3).

    Yderkanten af frekvensblokken tættest på 1 980 MHz slutter ved 1 979,7 MHz eller derunder (4).

    Yderkanten af frekvensblokken tættest på 2 110 MHz starter ved 2 110,3 MHz eller derover (5).

    Yderkanten af frekvensblokken tættest på 2 170 MHz slutter ved 2 169,7 MHz eller derunder (6).

    Basisstationens og terminalstationens transmission inden for det parrede jordbaserede 2 GHz-bånd skal være i overensstemmelse med BEM'erne i dette bilag.

    B.   Tekniske vilkår for FDD-basisstationer

    1)   Krav inden for blokken

    Der er ingen obligatorisk e.i.r.p.-grænse for basisstationer. Medlemsstaterne kan dog sætte en e.i.r.p.-grænse mellem 61 dBm/5 MHz og 65 dBm/5 MHz i FDD-downlink-båndet. Hertil skal bemærkes, at denne grænse kan hæves for specifikke placeringer, f.eks. i områder med lav befolkningstæthed, hvis dette ikke øger risikoen for blokering af terminalstationens modtagelse.

    2)   Krav uden for blokken

    Tabel 1

    Basiskrav — Basisstationens BEM for e.i.r.p.-grænser uden for blokken pr. antenne  (7)

    Frekvensområde for udstråling uden for blokken for FDD-downlink

    Højeste gennemsnitlige e.i.r.p. uden for blokken

    Målebåndbredde

    Frekvenser, der ligger mere end 10 MHz fra den øvre eller nedre blokkant

    9 dBm

    5 MHz


    Tabel 2

    Overgangskrav — Basisstationens BEM for e.i.r.p.-grænser uden for blokken pr. antenne  (8)

    Frekvensområde for udstråling uden for blokken for FDD-downlink

    Højeste gennemsnitlige e.i.r.p. uden for blokken

    Målebåndbredde

    – 10 til – 5 MHz fra den nedre blokkant

    11 dBm

    5 MHz

    – 5 til 0 MHz fra den nedre blokkant

    16,3 dBm

    5 MHz

    0 til + 5 MHz fra den øvre blokkant

    16,3 dBm

    5 MHz

    + 5 til + 10 MHz fra den øvre blokkant

    11 dBm

    5 MHz

    C.   Tekniske vilkår for FDD-terminalstationer

    Tabel 3

    Krav inden for blokken — Terminalens BEM for udstrålingsgrænsen inden for blokken for FDD-uplink-frekvenser

    Højeste gennemsnitlige effekt inden for blokken (9)

    24 dBm (10)

    Medlemsstaterne kan fastsætte en mindre streng grænseværdi end den i tabel 3 anførte, f.eks. for faste terminalstationer i landdistrikter, forudsat at andre tjenester, net og applikationer ikke udsættes for interferens, og at forpligtelser i forhold til nabolande er opfyldt.


    (1)  TRP angiver, hvor stor effekt en antenne faktisk udstråler. TRP er defineret som integralet af den effekt, der udstråles i forskellige retninger over den samlede udstrålingssfære. E.i.r.p. og TRP er ækvivalente for isotropiske antenner.

    (2)  Den faktiske målebåndbredde for det måleudstyr, der bruges til overensstemmelsesprøvningen, kan være mindre end den målebåndbredde, der er angivet i tabellerne.

    (3)  Medlemsstaterne kan vælge at reducere denne frekvens til 1 920,0 for at opnå overensstemmelse med vilkårene for gældende tilladelser.

    (4)  Medlemsstaterne kan vælge at øge denne frekvens til 1 980,0 for at opnå overensstemmelse med vilkårene for gældende tilladelser.

    (5)  Medlemsstaterne kan vælge at reducere denne frekvens til 2 110,0 for at opnå overensstemmelse med vilkårene for gældende tilladelser.

    (6)  Medlemsstaterne kan vælge at øge denne frekvens til 2 170,0 for at opnå overensstemmelse med vilkårene for gældende tilladelser.

    (7)  BEM-niveauet er defineret pr. antenne og gælder konfigurationer af basisstationer med op til fire antenner pr. sektor.

    (8)  BEM-niveauet er defineret pr. antenne og gælder konfigurationer af basisstationer med op til fire antenner pr. sektor.

    (9)  Denne effektgrænse angives som e.i.r.p. for faste eller installerede terminaler og som TRP for mobile eller nomadiske terminaler. E.i.r.p. og TRP er ækvivalente for isotropiske antenner. Der anerkendes at denne værdi kan afvige med en værdi defineret i de harmoniserede standarder for at tage højde for driften under ekstreme miljøforhold og produktionsspredning.

    (10)  Til bestemmelsen af udstråling uden for båndet fra terminaler i CEPT-rapport 39 er den maksimale sendeeffekt på 23 dBm blevet anvendt som reference.


    Top