Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0375

2012/375/EU: Rådets gennemførelsesafgørelse af 22. juni 2012 om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland

EUT L 182 af 13.7.2012, pp. 37–38 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Legal status of the document In force

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2012/375/oj

13.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 182/37


RÅDETS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE

af 22. juni 2012

om ændring af gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU om tildeling af finansiel støtte fra Unionen til Irland

(2012/375/EU)

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Rådets forordning (EU) nr. 407/2010 af 11. maj 2010 om oprettelse af en europæisk finansiel stabiliseringsmekanisme (1), særlig artikel 3, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Efter anmodning fra Irland tildelte Rådet, ved gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU (2) finansiel støtte til landet til støtte for et stærkt økonomisk og finansielt reformprogram (»programmet«), som skulle genoprette tilliden, muliggøre en tilbagevenden til holdbar økonomisk vækst og sikre den finansielle stabilitet i Irland, euroområdet og Unionen.

(2)

I overensstemmelse med artikel 3, stk. 9, i gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU har Kommissionen sammen med Den International Valutafond (IMF) og i samråd med Den Europæiske Centralbank (ECB) for sjette gang set nærmere på de irske myndigheders fremskridt med gennemførelsen af de aftalte foranstaltninger og af disses effektivitet og økonomiske og sociale virkninger.

(3)

I september 2011 forelagde de irske myndigheder parlamentet lovgivning til fremme af de offentlige finansers langsigtede holdbarhed i overensstemmelse med programmet. Nogle af elementerne i den planlagte reform blev ikke vedtaget af parlamentet inden afslutningen af ovennævnte sjette kvartalsvise gennemgang, særligt elementerne vedrørende pensionsrettigheder for nyansatte i den offentlige sektor, herunder revurdering af førtidspensioneringen for visse kategorier af offentligt ansatte og indeksering af pensionerne efter forbrugerpriserne samt afpasning af pensioner efter den gennemsnitlige indkomst i et karriereforløb og af nyansattes pensionsalder efter pensionsalderen for statslig alderspension. Myndighederne har forpligtet sig til at sikre, at disse bestemmelserne godkendes inden udgangen af 2012.

(4)

På baggrund af udsættelsen til 2013 af den stresstest, som foretages overalt i Unionen under Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds auspicier, skønnes det hensigtsmæssigt at udsætte den næste stresstest for irske indenlandsk ejede banker til 2013. I mellemtiden har myndighederne identificeret vigtigt forberedende arbejde, som skal udføres i 2012.

(5)

De irske myndigheder har identificeret en række yderligere foranstaltninger, som de vil iværksætte i l 2012 for at mindske arbejdsløsheden og fremme realiseringen af programmets målsætninger. De vil især tage skridt til at øge effektiviteten af de arbejdsmarkedsrelaterede aktiverings- og uddannelsespolitikker og reducere potentielle risici for, at tildelingen af sociale ydelser mindsker motivationen hos arbejdsdygtige personer, samtidig med at de mest sårbare grupper beskyttes.

(6)

I lyset disse udviklinger og betragtninger bør gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU ændres —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

I artikel 3 i gennemførelsesafgørelse 2011/77/EU foretages følgende ændringer:

1)

Stk. 7, litra d), affattes således:

»d)

vedtagelse af lovgivning med henblik på at forhøje den offentlige pensionsalder til 66 år i 2014, 67 år i 2021 og 68 år i 2028, således at de offentlige finansers langsigtede holdbarhed styrkes«.

2)

I stk. 8 tilføjes følgende litraer:

»f)

fuld gennemførelse af følgende tiltag i de irske indenlandsk ejede banker, idet de irske myndigheder indberetter resultaterne heraf til Kommissionen, ECB og IMF: i) en uafhængig kvalitetskontrol af aktiverne med det formål at vurdere kvaliteten af samlede og individuelle udlånsporteføljer og de anvendte fremgangsmåder til konstatering og kontrol heraf, ii) en gennemgang af nødlidende lånetransaktioner for at vurdere, hvorledes bankerne forvalter den operationelle kapacitet og effektivitet i forbindelse med nødlidende låneporteføljer, herunder forvaltning af restancer og omlægningspraksis for sanering af misligholdte lån og reduktion af tab på lån, iii) en vadlideringsproces for dataintegritet for at vurdere pålideligheden af bankernes data, og iv) et indtægtsførings og saneringsprojekt for at sammenholde nuværende praksis med international financial reporting standards (IFRS) og relevante forskriftsmæssige retningslinjer

g)

vurdering af bankernes fremskridt med sanering af deres nødlidende porteføljer

h)

forelæggelse for Kommissionen, ECB og IMF af en vurdering af de foranstaltninger, der er truffet med hensyn til de modtagere af arbejdsløshedsunderstøttelse, som ikke fremmøder til aktiveringssamtaler

i)

færdigudarbejdelse af en tværministeriel rapport for at undersøge muligheden for at mindske problemet med, at der i strukturen for de sociale ydelser er elementer, som mindsker motivationen til at søge beskæftigelse

j)

vedtagelse af lovgivning med henblik på at foretage en reform af pensionsrettighederne for nyansatte i den offentlige sektor. Denne reform skal bl.a. omfatte en nyvurdering af førtidspensioneringen for visse kategorier af offentligt ansatte og en indeksering af pensionerne efter forbrugerpriserne. Pensionerne skal baseres på den gennemsnitlige indkomst i et karriereforløb. Nyansattes pensionsalder skal afpasses efter pensionsalderen for statslig alderspension.«

3)

Følgende stykke tilføjes:

»10.   Irland udfører i 2013 i overensstemmelse med specifikationerne i aftalememorandummet fuldstændige stresstest for de banker, der indgik i egenkapitalundersøgelsen i 2011. Stresstesten afpasses efter Den Europæiske Banktilsynsmyndigheds (EBA) test og bygger på resultaterne af egenkapitalundersøgelsen i 2011 og programmet for finansielle foranstaltninger for 2012. Stresstesten skal være streng og skal fortsat baseres på solide prognoser for tab på lån og en høj grad af gennemsigtighed. Offentliggørelsen af resultaterne skal afpasses efter tidsplanen for den næste EBA-testning.«

Artikel 2

Denne afgørelse er rettet til Irland.

Udfærdiget i Luxembourg, den 22. juni 2012.

På Rådets vegne

V. SHIARLY

Formand


(1)   EUT L 118 af 12.5.2010, s. 1.

(2)   EUT L 30 af 4.2.2011, s. 34.


Top