Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32003E0444

    Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP af 16. juni 2003 vedrørende Den Internationale Straffedomstol

    EUT L 150 af 18.6.2003, p. 67–69 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 20/03/2011; ophævet ved 32011D0168

    ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2003/444/oj

    32003E0444

    Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP af 16. juni 2003 vedrørende Den Internationale Straffedomstol

    EU-Tidende nr. L 150 af 18/06/2003 s. 0067 - 0069


    Rådets fælles holdning 2003/444/FUSP

    af 16. juni 2003

    vedrørende Den Internationale Straffedomstol

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 15, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Konsolidering af retsstatsprincippet og respekt for menneskerettighederne samt bevarelse af freden og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt og i henhold til artikel 11 i traktaten om Den Europæiske Union er af grundlæggende betydning og en prioritet for Unionen.

    (2) Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol trådte i kraft den 1. juli 2002, og domstolen er nu fuldt ud operationel.

    (3) Alle Den Europæiske Unions medlemsstater har ratificeret Rom-statutten.

    (4) Principperne i Rom-statutten for Den Internationale Straffedomstol samt de principper, der styrer domstolens funktionsmåde, er i fuld overensstemmelse med Unionens principper og mål.

    (5) De grove forbrydelser, der hører under domstolens kompetence, berører alle medlemsstater, som er besluttet på at samarbejde om at bekæmpe sådanne forbrydelser og om at hindre, at gerningsmændene forbliver ustraffede.

    (6) De principper og regler for international strafferet, der er fastlagt i Rom-statutten, bør tages i betragtning i andre internationale retsinstrumenter.

    (7) Unionen er overbevist om, at generel tiltrædelse til Rom-statutten er afgørende, for at Den Internationale Straffedomstol skal være fuldt effektiv, og mener i den forbindelse, at initiativer med henblik på større accept af statutten bør fremmes, for så vidt de er i overensstemmelse med statuttens ånd og bogstav.

    (8) Gennemførelsen af Rom-statutten kræver praktiske foranstaltninger, som Den Europæiske Union og dens medlemsstater bør støtte fuldt ud.

    (9) Den handlingsplan, der blandt andet blev udtrykt ønske om i en beslutning om domstolen, som Europa-Parlamentet vedtog den 28. februar 2002 som opfølgning af Rådets fælles holdning 2001/443/FUSP af 11. juni 2001 vedrørende Den Internationale Straffedomstol(1), blev vedtaget den 15. maj 2002 og kan tilpasses efter behov.

    (10) Det er særdeles vigtigt, at Rom-statuttens integritet bevares.

    (11) Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) har i sine konklusioner af 30. september 2002 om Den Internationale Straffedomstol udarbejdet et sæt principper, der er knyttet som bilag til konklusionerne, og som kan tjene som retningslinjer for medlemsstaterne, når de overvejer nødvendigheden af og omfanget af mulige aftaler eller ordninger som reaktion på forslag vedrørende betingelserne for at overgive personer til Den Internationale Straffedomstol.

    (12) På baggrund af ovenstående bør fælles holdning 2001/443/FUSP ajourføres og omformuleres.

    (13) Denne fælles holdning bør løbende tages op til revision.

    (14) Den Europæiske Union finder, at de tiltrædende landes anvendelse af denne fælles holdning og tilslutningen til denne af de associerede lande Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet, samt EFTA-landene, er væsentlig for at give den størst mulig gennemslagskraft -

    VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES HOLDNING:

    Artikel 1

    1. Den Internationale Straffedomstol er, med henblik på at forebygge og begrænse begåelsen af grove forbrydelser, der hører under dens kompetence, et vigtigt redskab til at fremme overholdelsen af den humanitære folkeret og menneskerettighederne og dermed bidrage til frihed, sikkerhed, retfærdighed og retsstatsprincippet samt til bevarelse af freden og styrkelse af den internationale sikkerhed i overensstemmelse med målene og principperne i De Forenede Nationers pagt.

    2. Formålet med denne fælles holdning er at støtte domstolens effektive funktion og at fremskynde verdenssamfundets støtte til den ved at fremme den bredest mulige deltagelse i Rom-statutten.

    Artikel 2

    1. Den Europæiske Union og dens medlemsstater skal for at fremme den bredest mulige deltagelse i Rom-statutten gøre alt for at fremme denne proces ved at rejse spørgsmålet om den videst mulige ratificering, accept, godkendelse eller tiltrædelse af statutten og om statuttens gennemførelse i forhandlinger eller politisk dialog med tredjelande, grupper af stater eller relevante regionale organisationer, når som helst dette er hensigtsmæssigt.

    2. Unionen og dens medlemsstater skal også bidrage med andre midler til en verdensomspændende deltagelse i og gennemførelse af statutten, bl.a. ved at vedtage initiativer til at fremme udbredelsen af værdier, principper og bestemmelser i statutten og dertil knyttede instrumenter. Til opfølgning af målene i denne fælles holdning skal Unionen i det nødvendige omfang samarbejde med andre interesserede stater, internationale institutioner, ngo'er og andre repræsentanter for civilsamfundet.

    3. Medlemsstaterne skal dele deres erfaringer med gennemførelsen af statutten med alle interesserede stater og i givet fald yde andre former for støtte med henblik på gennemførelsen. De skal efter anmodning bidrage med teknisk og eventuelt med finansiel støtte til det lovgivningsarbejde, der er nødvendigt for tredjelandes deltagelse i og gennemførelse af statutten. De stater, der overvejer at deltage i statutten eller samarbejde med domstolen, skal opfordres til at underrette Unionen om de vanskeligheder, de måtte komme ud for i den forbindelse.

    4. Unionen og dens medlemsstater skal ved gennemførelsen af denne artikel koordinere deres politiske og tekniske støtte til domstolen i forholdet til forskellige stater eller grupper af stater. Der skal med henblik herpå, når det er hensigtsmæssigt, udarbejdes og anvendes lande- eller regionsspecifikke strategier.

    Artikel 3

    Unionen og dens medlemsstater skal for at støtte domstolens uafhængighed:

    - tilskynde deltagerstaterne til omgående at overføre deres obligatoriske bidrag fuldt ud i henhold til de beslutninger, som er truffet af Forsamlingen af Deltagerstater

    - bestræbe sig på, at aftalen om domstolens privilegier og immuniteter bliver underskrevet og ratificeret snarest muligt af medlemsstaterne og tilskynde andre stater til at underskrive og ratificere den

    - bestræbe sig på, i det nødvendige omfang at støtte udviklingen af uddannelse af og bistand til dommere, anklagere, andre embedsmænd og advokater i deres arbejde i relation til domstolen.

    Artikel 4

    Rådet skal om nødvendigt koordinere foranstaltninger truffet af Den Europæiske Union og medlemsstaterne med henblik på gennemførelsen af artikel 2 og 3.

    Artikel 5

    1. Unionen og dens medlemsstater skal nøje følge udviklingen med hensyn til det effektive samarbejde med domstolen i overensstemmelse med Rom-statutten.

    2. I den forbindelse skal de fortsat i det nødvendige omfang gøre tredjelande opmærksomme på Rådets konklusioner af 30. september 2002 om Den Internationale Straffedomstol og de vejledende EU-principper i tilknytning hertil for så vidt angår forslag til aftaler og arrangementer vedrørende betingelser for overgivelser af personer til domstolen.

    Artikel 6

    Rådet noterer sig, at Kommissionen har til hensigt at handle med henblik på at gennemføre denne fælles holdnings prioriteter og mål, i givet fald ved passende fællesskabsforanstaltninger.

    Artikel 7

    1. Medlemsstaterne skal samarbejde om at sikre, at Forsamlingen af Deltagerstater fungerer efter hensigten i alle henseender.

    2. Under forhandlingerne i den særlige arbejdsgruppe vedrørende aggression, der er nedsat af Forsamlingen af Deltagerstater, skal medlemsstaterne bidrage til færdiggørelsen af det igangværende arbejde og støtte løsninger, der er i overensstemmelse med ånd og bogstav i Rom-statutten og i De Forenede Nationers pagt.

    Artikel 8

    Rådet om nødvendigt skal tage denne fælles holdning op til revision.

    Artikel 9

    1. Rådet noterer sig, at Cypern, Den Tjekkiske Republik, Estland, Ungarn, Letland, Litauen, Malta, Polen, Slovakiet og Slovenien har til hensigt at anvende denne fælles holdning fra dagen for dens vedtagelse.

    2. Formandskabet vil anmode de associerede lande Rumænien, Bulgarien og Tyrkiet samt EFTA-landene om at tilslutte sig denne fælles holdning.

    Artikel 10

    Fælles holdning 2001/443/FUSP ophæves hermed og erstattes af denne fælles holdning. Henvisninger til den ophævede fælles holdning 2001/443/FUSP betragtes som henvisninger til denne fælles holdning.

    Artikel 11

    Denne fælles holdning har virkning fra dagen for vedtagelsen.

    Artikel 12

    Denne fælles holdning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Luxembourg, den 16. juni 2003.

    På Rådets vegne

    G. Papandreou

    Formand

    (1) EFT L 155 af 12.6.2001, s. 19. Ændret ved fælles holdning 2002/474/FUSP (EFT L 164 af 22.6.2002, s. 1).

    Top