31998R0012

RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 12/98 af 11. december 1997 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre personbefordring ad vej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 75,

under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

i henhold til fremgangsmåden i traktatens artikel 189 C (3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Rådets forordning (EØF) nr. 2454/92 af 23. juli 1992 om betingelserne for transportvirksomheders adgang til at udføre personbefordring ad landevej i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende (4) blev annulleret af Domstolen i dom af 1. juni 1994 (5);

(2) i henhold til traktatens artikel 75, stk. 1, litra b), indebærer vedtagelsen af en fælles transportpolitik bl.a., at det fastsættes, under hvilke betingelser transportvirksomheder har adgang til at udføre interne transporter i en medlemsstat, hvor de ikke er hjemmehørende;

(3) nævnte bestemmelse indebærer fjernelse af enhver restriktion mod den virksomhed, der udfører tjenesteydelsen, på grund af nationalitet eller som følge af, at virksomheden er hjemmehørende i en anden medlemsstat end den, hvor tjenesteydelsen skal udføres;

(4) disse ydelser bør være underkastet sammenlignelige ordninger, således at ulighederne med hensyn til konkurrencevilkårene på grund af nationalitet og hjemsted begrænses, og den gradvise tilnærmelse af de nationale lovgivninger fremmes;

(5) der bør anvendes de samme definitioner af de forskellige former for personbefordring med bus som inden for international transport;

(6) det bør sikres, at transportvirksomheder får adgang til visse former for personbefordring med bus i medlemsstater, hvor de ikke er hjemmehørende, under hensyn til de særlige forhold, der gør sig gældende for de enkelte former for transport;

(7) der bør fastsættes bestemmelser for cabotagekørsel;

(8) bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser (6) anvendes, når transportvirksomheder med henblik på udførelse af speciel rutekørsel udstationerer arbejdstagere fra den medlemsstat, hvor de sædvanligvis arbejder, og der består et ansættelsesforhold mellem transportvirksomhederne og arbejdstagerne;

(9) kun rutekørsel i forbindelse med international rutekørsel, men ikke kørsel i byer og forstæder, bør på visse betingelser, herunder navnlig anvendelse af værtsmedlemsstatens lovgivning, have tilladelse til cabotage;

(10) der bør indføres bestemmelser, der giver mulighed for at gribe ind på markedet for de pågældende former for transport i tilfælde af alvorlige forstyrrelser;

(11) der bør nedsættes et rådgivende udvalg til at bistå Kommissionen med at udforme dokumenter vedrørende udførelse af lejlighedsvis cabotagekørsel og rådgive den om beskyttelsesforanstaltninger;

(12) medlemsstaterne bør yde hinanden bistand med henblik på tilfredsstillende gennemførelse af denne forordning, navnlig for så vidt angår sanktioner, der skal finde anvendelse i tilfælde af overtrædelser;

(13) medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger til gennemførelsen af denne forordning;

(14) gennemførelsen af denne forordning bør vurderes på grundlag af en beretning fra Kommissionen;

(15) i henhold til Domstolens ovennævnte dom, hvorved forordning (EØF) nr. 2454/92 blev annulleret, har forordningen fortsat retsvirkning, indtil Rådet har vedtaget nye bestemmelser på området; nærværende forordning vil først blive iværksat atten måneder efter ikrafttrædelsen; retsvirkningerne af den annullerede forordning bør derfor fastholdes, indtil nærværende forordning fuldt ud er bragt i anvendelse -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Enhver transportvirksomhed med en EF-tilladelse som omhandlet i artikel 3a i Rådets forordning (EØF) nr. 684/92 af 16. marts 1992 om fælles regler for international personbefordring med bus (7), der udfører personbefordring ad vej for fremmed regning, har adgang til på de betingelser, der er fastsat i nærværende forordning, og uden forskelsbehandling på grund af nationalitet eller etableringssted midlertidigt at udføre intern personbefordring ad vej for fremmed regning i en anden medlemsstat, i det følgende benævnt »værtsmedlemsstaten«, uden at have hjemsted eller andet forretningssted dér.

Denne interne personbefordring benævnes i det følgende »cabotagekørsel«.

Artikel 2

I denne forordning forstås ved:

1) »Rutekørsel«: personbefordring efter faste tidsintervaller og på en bestemt rute, hvor på- og afstigning kan ske ved faste stoppesteder. Rutekørsel kan benyttes af alle, uanset om der eventuelt skal foretages reservation.

Kørslens karakter af rutekørsel påvirkes ikke af tilpasninger i betingelserne for udførelse af kørslen.

2) »Speciel rutekørsel«: befordring udelukkende af bestemte kategorier af passagerer efter faste tidsintervaller og på en bestemt rute, hvor på- og afstigning kan ske ved faste stoppesteder.

Speciel rutekørsel omfatter bl.a.:

a) befordring af arbejdstagere mellem bopæl og arbejde

b) befordring af skoleelever og studerende mellem bopæl og uddannelsesinstitution

c) befordring af militærpersonale og deres familier mellem bopæl og kaserneområde.

Karakteren af rutekørsel ændres ikke ved, at den specielle rutekørsel tilrettelægges efter brugernes varierende behov.

3) »Lejlighedsvis kørsel«: kørsel, der ikke svarer til definitionen af rutekørsel, herunder speciel rutekørsel, og som bl.a. er kendetegnet ved, at der sker befordring af grupper, der er dannet på initiativ af en ordregiver eller af transportvirksomheden selv. Sådan kørsel betragtes stadig som lejlighedsvis kørsel, selv om den udføres efter faste tidsintervaller.

4) »Køretøjer«: motorkøretøjer, som i kraft af deres indretning og udstyr kan befordre mere end ni personer, føreren medregnet, og som er bestemt til sådan brug.

Artikel 3

Cabotagekørsel er tilladt ved følgende former for kørsel:

1) speciel rutekørsel, forudsat at der er indgået en aftale herom mellem arrangøren og transportvirksomheden

2) lejlighedsvis kørsel

3) rutekørsel, forudsat at denne kørsel udføres under international rutekørsel i overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 684/92 af en transportvirksomhed, der ikke er hjemmehørende i værtsmedlemsstaten.

Cabotagekørslen kan kun udføres i forbindelse med denne internationale transport.

Kørsel i byer og forstæder er ikke omfattet af anvendelsesområdet for dette nummer.

Ved »kørsel i byer og forstæder« forstås befordring, der opfylder behovene i en bykerne eller et byområde samt behovene for befordring mellem denne bykerne eller dette byområde og de dertil hørende forstæder.

Artikel 4

1. Udførelsen af cabotagekørsel i henhold til artikel 3 er med forbehold af anvendelsen af fællesskabslovgivningen underkastet værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser for så vidt angår følgende områder:

a) priser og betingelser for transportaftalen

b) køretøjers vægt og dimensioner. Vægt og dimensioner kan eventuelt overstige dem, der gælder i den medlemsstat, hvor transportvirksomheden er etableret, men de kan under ingen omstændigheder overstige de tekniske værdier, der er angivet i typeattesten

c) forskrifter vedrørende befordring af visse kategorier af passagerer såsom skoleelever, børn og bevægelseshæmmede

d) køre- og hviletid

e) moms på transportydelser. På dette område gælder artikel 21, stk. 1, litra a), i Rådets direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om omsætningsafgifter - det fælles merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag (8) for de ydelser, der er omhandlet i artikel 1 i denne forordning.

2. Udførelsen af cabotagekørsel i forbindelse med den i artikel 3, nr. 3, nævnte form for kørsel er med forbehold af anvendelse af fællesskabslovgivningen underkastet værtsmedlemsstatens love og administrative bestemmelser med hensyn til tilladelser, udbudsprocedurer, de pågældende trafikforbindelser samt regelmæssighed, kontinuitet, hyppighed og ruter.

3. Køretøjer, der anvendes til cabotagekørsel, skal opfylde de tekniske standarder for køretøjers konstruktion og udstyr, der gælder for køretøjer, som er godkendt til kørsel i international transport.

4. De i stk. 1 og 2 omhandlede nationale bestemmelser skal anvendes på ikke-hjemmehørende transportvirksomheder på samme betingelser som dem, medlemsstaten pålægger hjemmehørende virksomheder, for i praksis at forhindre enhver åbenlys eller skjult forskelsbehandling på grund af nationalitet eller etableringssted.

5. Viser erfaringen, at det er nødvendigt at ændre listen over områderne for værtsmedlemsstatens bestemmelser i stk. 1, træffer Rådet afgørelse med kvalificeret flertal på forslag af Kommissionen.

Artikel 5

EF-tilladelsen eller en bekræftet genpart af den skal befinde sig i køretøjet og på forlangende forevises kontrolpersonalet.

Artikel 6

1. Cabotagekørsel i form af lejlighedsvis kørsel finder sted i henhold til et kontroldokument, kørselsbladet, der skal befinde sig i køretøjet og på forlangende forevises kontrolpersonalet.

2. Kørselsbladet, som Kommissionen udarbejder en model til efter proceduren i artikel 8, skal indeholde følgende oplysninger:

a) afgangs- og bestemmelsessted for kørslen

b) datoerne for kørslens begyndelse og afslutning.

3. Kørselsbladene udleveres i form af hæfter, der attesteres af den kompetente myndighed eller det kompetente organ i etableringsmedlemsstaten. Kommissionen udarbejder en model til hæftet med kørselsbladene efter proceduren i artikel 8.

4. I forbindelse med speciel rutekørsel træder aftalen mellem transportvirksomheden og transportarrangøren eller en bekræftet genpart af den i stedet for kontroldokumentet.

Dog udfyldes kørselsbladet, således at det giver en månedlig oversigt.

5. De anvendte kørselsblade tilbagesendes til den kompetente myndighed eller det kompetente organ i etableringsmedlemsstaten efter regler, som fastlægges af myndigheden eller organet.

Artikel 7

1. Ved udgangen af hvert kvartal og inden for en frist på tre måneder, som Kommissionen i det i artikel 9 omhandlede tilfælde kan nedsætte til én måned, sender den kompetente myndighed eller det kompetente organ i hver enkelt medlemsstat Kommissionen oplysninger vedrørende den cabotagekørsel i form af speciel rutekørsel og lejlighedsvis kørsel, som hjemmehørende transportvirksomheder har udført i det pågældende kvartal.

Denne underretning sker ved hjælp af et skema, der udarbejdes i overensstemmelse med en model, der fastlægges af Kommissionen efter proceduren i artikel 8.

2. Værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder sender en gang om året Kommissionen en statistisk oversigt over antallet af tilladelser til cabotagekørsel, der udføres i form af rutekørsel som omhandlet i artikel 3, nr. 3.

3. Kommissionen sender snarest muligt medlemsstaterne oversigter udarbejdet på grundlag af de oplysninger, den har modtaget i henhold til stk. 1.

Artikel 8

Når der henvises til proceduren i denne artikel, bistås Kommissionen af det i artikel 10 omhandlede rådgivende udvalg.

Kommissionens repræsentant forelægger udvalget et udkast til de foranstaltninger, der skal træffes. Udvalget afgiver en udtalelse om dette udkast inden for en frist, som formanden kan fastsætte under hensyn til, hvor meget det pågældende spørgsmål haster, i givet fald ved afstemning.

Udtalelsen optages i mødeprotokollen; derudover har hver medlemsstat ret til at anmode om, at dens holdning indføres i mødeprotokollen.

Kommissionen tager størst muligt hensyn til udvalgets udtalelse. Den underretter udvalget om, hvorledes den har taget hensyn til dets udtalelse.

Artikel 9

1. I tilfælde af alvorlige forstyrrelser af markedet for intern transport inden for et bestemt geografisk område, som skyldes cabotagekørsel, eller som forværres deraf, kan enhver medlemsstat forelægge sagen for Kommissionen med henblik på vedtagelse af beskyttelsesforanstaltninger, idet medlemsstaten meddeler Kommissionen de nødvendige oplysninger, samt hvilke foranstaltninger den påtænker at træffe over for de hjemmehørende transportvirksomheder.

2. I stk. 1 forstås ved

- »alvorlige forstyrrelser af markedet for intern transport inden for et bestemt geografisk område«: at der på dette marked opstår problemer, der er specifikke for dette marked, og som medfører et alvorligt og tilsyneladende vedvarende udbudsoverskud i forhold til efterspørgslen, hvilket indebærer en trussel for mange transportvirksomheders økonomiske ligevægt og overlevelsesevne

- »geografisk område«: et område, som omfatter en del af eller hele en medlemsstats område, eller som udstrækker sig over en del af andre medlemsstaters område eller hele deres område.

3. Kommissionen undersøger situationen og træffer efter høring af det rådgivende udvalg inden for en frist på en måned efter modtagelsen af medlemsstatens anmodning afgørelse om, hvorvidt der er grundlag for at træffe beskyttelsesforanstaltninger, og vedtager sådanne, hvis det er tilfældet.

Gyldighedsperioden for de foranstaltninger, der træffes i medfør af denne artikel, er højst seks måneder og kan forlænges én gang med samme tidsbegrænsning.

Kommissionen underretter straks medlemsstaterne og Rådet om enhver afgørelse, der træffes i henhold til dette stykke.

4. Træffer Kommissionen afgørelse om at træffe beskyttelsesforanstaltninger vedrørende en eller flere medlemsstater, skal de pågældende medlemsstaters kompetente myndigheder træffe foranstaltninger af tilsvarende omfang over for de hjemmehørende transportvirksomheder og underrette Kommissionen herom.

Sidstnævnte foranstaltninger anvendes senest fra samme dato som de beskyttelsesforanstaltninger, Kommissionen har truffet afgørelse om.

5. Hver medlemsstat kan forelægge den i stk. 3 nævnte kommissionsafgørelse for Rådet inden for en frist på 30 dage fra datoen for meddelelsen af den.

Rådet kan med kvalificeret flertal træffe en anden afgørelse inden for en frist på 30 dage fra den dato, hvor det får sagen forelagt af en medlemsstat, eller, hvis det får sagen forelagt af flere medlemsstater, fra den dato, hvor det får den forelagt første gang.

De i stk. 3, andet afsnit, fastsatte gyldighedsbegrænsninger gælder for Rådets afgørelse.

De kompetente myndigheder i de pågældende medlemsstater skal træffe foranstaltninger af tilsvarende omfang over for de hjemmehørende transportvirksomheder og underrette Kommissionen herom.

Træffer Rådet ikke afgørelse inden for den frist, der er nævnt i andet afsnit, bliver Kommissionens afgørelse endelig.

6. Finder Kommissionen, at de i stk. 3 omhandlede foranstaltninger skal videreføres, forelægger den et forslag for Rådet, som træffer afgørelse med kvalificeret flertal.

Artikel 10

1. Kommissionen bistås af et rådgivende udvalg, der består af repræsentanter for medlemsstaterne og har en repræsentant for Kommissionen som formand.

Udvalget skal efter proceduren i artikel 8 bistå Kommissionen ved udarbejdelsen af modeller til de kørselsblade, hæfter med kørselsblade og øvrige blanketter, som er omhandlet i artikel 6 og 7.

2. Udvalget skal desuden rådgive Kommissionen om

- enhver anmodning fra en medlemsstat i henhold til artikel 9, stk. 1

- de foranstaltninger med henblik på at løse alvorlige forstyrrelser på markedet, som er omhandlet i artikel 9, og særlig om foranstaltningernes anvendelse i praksis.

3. Udvalget fastlægger selv sin forretningsorden.

Artikel 11

1. Medlemsstaterne yder hinanden bistand med henblik på anvendelsen af denne forordning.

2. Værtsmedlemsstaten kan iværksætte sanktioner mod en ikke-hjemmehørende transportvirksomhed, der på dens område overtræder denne forordning eller nationale bestemmelser og fællesskabsbestemmelser på transportområdet i forbindelse med cabotagekørsel, uden at dette dog udelukker en eventuel strafforfølgning.

Den iværksætter disse sanktioner uden at udøve forskelsbehandling og i overensstemmelse med stk. 3.

3. De i stk. 2 omhandlede sanktioner kan bl.a. bestå i en advarsel eller, i tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser, i et midlertidigt forbud mod cabotagekørsel på den værtsmedlemsstats område, hvor overtrædelsen er begået.

Forevises der en forfalsket EF-tilladelse, national tilladelse eller bekræftet genpart, inddrages det forfalskede dokument straks og sendes efter omstændighederne snarest muligt til den kompetente myndighed i transportvirksomhedens hjemstedsmedlemsstat.

4. Værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder underretter hjemstedsmedlemsstatens kompetente myndigheder om de begåede overtrædelser og om, hvilke sanktioner der eventuelt er iværksat over for transportvirksomheden, og de kan ved alvorlige eller gentagne overtrædelser lade ovennævnte underretning ledsage af en anmodning om, at der iværksættes sanktioner.

I tilfælde af alvorlige eller gentagne overtrædelser vurderer hjemstedsmedlemsstatens kompetente myndigheder, om der skal iværksættes en sanktion mod den pågældende transportvirksomhed; de skal tage hensyn til den sanktion, der eventuelt er iværksat i værtsmedlemsstaten, og sikre sig, at de sanktioner, der iværksættes mod den pågældende transportvirksomhed, som helhed står i forhold til den eller de overtrædelser, der har foranlediget sanktionerne.

Den sanktion, de kompetente myndigheder i hjemstedsmedlemsstaten iværksætter efter høring af værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder, kan medføre inddragelse af tilladelsen til at udføre personbefordring ad vej.

Hjemstedsmedlemsstatens kompetente myndigheder kan ligeledes i overensstemmelse med national ret indklage den pågældende transportvirksomhed for en kompetent national instans.

De underretter værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder om de afgørelser, der træffes i medfør af dette stykke.

Artikel 12

Medlemsstaterne sikrer, at transportvirksomhederne kan indbringe alle administrative sanktioner, der iværksættes over for dem, for en højere instans.

Artikel 13

1. Senest den 30. juni 1998 aflægger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om resultaterne af anvendelsen af forordning (EØF) nr. 2454/92 og om, hvordan rutekørslen fungerer i medlemsstaterne.

2. Senest den 31. december 1999 aflægger Kommissionen beretning til Europa-Parlamentet og Rådet om gennemførelsen af denne forordning, bl.a. om cabotagekørslens indvirkning på markedet for intern transport.

Artikel 14

Medlemsstaterne sætter i tide de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at gennemføre denne forordning. De underretter Kommissionen herom.

Artikel 15

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

Den anvendes fra den 11. juni 1999.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 11. december 1997.

På Rådets vegne

M. DELVAUX-STEHRES

Formand

(1) EFT C 60 af 29. 2. 1996, s. 10, og EFT C 124 af 21. 4. 1997, s. 73.

(2) EFT C 30 af 30. 1. 1997, s. 40.

(3) Europa-Parlamentets udtalelse af 28. november 1996 (EFT C 380 af 16. 12. 1996, s. 35), Rådets fælles holdning af 14. april 1997 (EFT C 164 af 30. 5. 1997, s. 17) og Europa-Parlamentets afgørelse af 16. juli 1997 (EFT C 286 af 22. 9. 1997, s. 84).

(4) EFT L 251 af 29. 8. 1992, s. 1.

(5) Dom af 1. juni 1994, sag C-388/92, Europa-Parlamentet mod Rådet (Sml. 1994, s. I-2081).

(6) EFT L 18 af 21. 1. 1997, s. 1.

(7) EFT L 74 af 20. 3. 1992, s. 1. Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 11/98 (se side 1 i denne Tidende).

(8) EFT L 145 af 13. 6. 1977, s. 1. Direktivet er senest ændret ved direktiv 96/95/EØF (EFT L 338 af 28. 12. 1996, s. 89).