61999C0274

1. Bernard Connolly, tidligere tjenestemand ved Kommissionen, har iværksat appel af Retten i Første Instans' dom af 19. maj 1999 , hvorved Retten ikke fulgte Connolly's påstand om annullation af Disciplinærrådets udtalelse af 7. december 1995 og af afgørelsen af 16. januar 1996 om at fjerne Connolly fra tjenesten med virkning fra den 1. februar 1996.

I - Faktiske omstændigheder

2. De faktiske omstændigheder, som de fremgår af Rettens dom, kan sammenfattes således:

- Appellanten var tjenestemand i lønklasse A4 og chef for kontor 3 »EMS, medlemsstaternes og Fællesskabets monetære politik« under Direktorat D »Monetære spørgsmål« i Generaldirektoratet for Økonomiske og Finansielle Anliggender.

- Fra 1991 anmodede Connolly i overensstemmelse med artikel 17, stk. 2, i vedtægten for tjenestemænd i De Europæiske Fællesskaber (herefter »vedtægten«) , om samtykke til efterfølgende at offentliggøre tre artikler om monetære spørgsmål, hvilket han ikke fik.

- Den 24. april 1995 anmodede Connolly i overensstemmelse med vedtægtens artikel 40 om tjenestefrihed af personlige årsager i tre måneder fra den 3. juli 1995. Kommissionen tilstod ham denne tjenestefrihed ved afgørelse af 2. juni 1995 og accepterede ved afgørelse af 27. september 1995 at lade ham genindtræde i sin stilling den 4. oktober 1995.

- Under sin tjenestefrihed offentliggjorde Connolly en bog med titlen: The Rotten Heart of Europe. The Dirty War for Europe's Money uden at indhente det forudgående samtykke, som er omhandlet i vedtægtens artikel 17, stk. 2. I begyndelsen af september måned, navnlig mellem den 4. og 10. september, blev der offentliggjort en række artikler i den britiske presse om denne bog.

- Den 6. september 1995 tilstillede generaldirektøren for personale og administration i sin egenskab af ansættelsesmyndighed appellanten en skrivelse, hvori appellanten blev informeret om dennes beslutning om at indlede en disciplinærsag om overtrædelse af vedtægtens artikel 11, 12 og 17 mod ham, og indkaldte i medfør af vedtægtens artikel 87 appellanten til en høring.

- Den 12. september 1995 fandt en første høring af appellanten sted, hvorunder han fremlagde en skriftlig erklæring, hvoraf det fremgik, at han ikke ville besvare nogen spørgsmål, eftersom han ikke forinden var blevet informeret om hvilke overtrædelser, han skulle have begået. Dagen efter tilsendte Kommissionen appellanten en ny indkaldelse med meddelelse om, at de overtrædelser, som han blev lagt til last, bestod i offentliggørelsen af bogen, offentliggørelsen i avisen The Times af uddrag fra bogen samt de af appellanten angivne udtalelser i et interview offentliggjort i samme avis, uden at appellanten havde indhentet forudgående samtykke hertil.

- Den 26. september 1995 afviste appellanten under den anden høring at besvare de spørgsmål, som han blev stillet, og fremlagde en skriftlig erklæring, hvori han forklarede, at han mente at være berettiget til at offentliggøre en bog uden forudgående samtykke, idet han gjorde det under sin tjenestefrihed af personlige årsager. Han tilføjede, at ansvaret for offentliggørelsen af uddrag fra bogen i pressen påhvilede hans udgiver, og at han fejlagtigt var blevet tillagt visse af udtalelserne i interviewet. Endelig udtrykte han tvivl om, hvorvidt den indledte disciplinærsag var objektiv.

- Den 27. september 1995 besluttede ansættelsesmyndigheden i henhold til vedtægtens artikel 88 at suspendere Connolly fra tjenesten fra den 3. oktober 1995 og at tilbageholde halvdelen af hans grundløn under suspensionen og den 4. oktober 1995 besluttede den i henhold til artikel 1 i vedtægtens bilag IX at indbringe sagen for Disciplinærrådet.

- Den 27. oktober 1995 indgav Connolly i overensstemmelse med vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage, hvori han anmodede Kommissionen om at annullere de afgørelser, hvorved den havde besluttet a) at indlede en disciplinærsag mod ham, b) indbringe sagen for Disciplinærrådet og c) at suspendere ham fra tjenesten.

- Den 27. februar 1996 underrettede Kommissionen Connolly om, at hans klage stiltiende var blevet afvist, men Connolly havde allerede anlagt en sag ved Retten i Første Instans, der blev behandlet som sag T-203/95.

- Den 7. december 1995 afgav Disciplinærrådet en begrundet udtalelse, hvori det indstillede, at der over for Connolly anvendtes den sanktion, som er fastsat i vedtægtens artikel 86, stk. 2, litra f), dvs. fjernelse fra tjenesten uden frakendelse eller nedsættelse af retten til alderspension.

- Den 9. januar 1996 blev appellanten hørt af ansættelsesmyndigheden, jf. artikel 7, stk. 3, i vedtægtens bilag IX.

- Ved afgørelse af 16. januar 1996 fjernede ansættelsesmyndigheden Connolly fra tjenesten uden frakendelse af retten til alderspension.

- Ved skrivelse af 7. marts 1996, indgået til Kommissionens Generalsekretariat den 14. marts 1996, indgav appellanten i henhold til vedtægtens artikel 90, stk. 2, en klage over Disciplinærrådets udtalelse og over afgørelsen om at fjerne ham fra tjenesten. Denne klage blev afvist af Kommissionen ved en skrivelse, som blev meddelt appellanten den 18. juli 1996.

- Den 13. marts 1996 anlagde Connolly sag ved Retten i Første Instans med påstand om ophævelse af Disciplinærrådets udtalelse (sag T-34/96), og den 18. oktober 1996 gjorde han det samme med hensyn til afgørelsen om at fjerne ham fra tjenesten (sag T-163/96).

II - Appellen

3. Appelskriftet er indgået til Domstolens Justitskontor den 20. juli 1999. Heri er indeholdt tretten anbringender, som er underopdelt i forskellige dele, som hver især indeholder forskellige klagepunkter. Jeg vil behandle dem løbende, men vil ikke behandle de klagepunkter, der, selv om de er velbegrundede, klart ikke kan medføre en hel eller delvis ophævelse af den appellerede dom.

Første anbringende: tilsidesættelse af retten til ytringsfrihed i forbindelse med forpligtelsen til at indhente samtykke til offentliggørelse af en tekst

4. Med sit første anbringende, som består af to led, og som jeg vil behandle under ét, søger appellanten i det væsentlige at få ophævet Rettens dom, fordi artikel 10 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, underskrevet i Rom den 4. november 1950 (herefter »konventionen«), er overtrådt.

5. Under dette anbringende anfører appellanten på omstændelig vis forskellige klagepunkter mod den appellerede dom. For det første gør han gældende, at Retten i Første Instans burde have udtalt, at der ved vedtægtens artikel 12 og 17 indføres en censur, som er uacceptabel, og som samtidig er i strid med konventionens artikel 10, således som bestemmelsen er blevet fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (herefter »Menneskerettighedsdomstolen«).

Desuden gives der under denne ordning ikke de materielle og processuelle garantier, der i henhold til artikel 10 skal ledsage enhver begrænsning af de grundrettigheder, som den nævnte artikel skal beskytte, såsom at enhver indskrænkning skal forfølge et berettiget formål, skal være hjemlet ved en lovbestemmelse, hvis anvendelse er forudseelig, og skal være nødvendig og forholdsmæssig i forhold til det pågældende formål samt være undergivet en effektiv domstolskontrol.

Endelig gør appellanten gældende, at der også er sket en tilsidesættelse af den forpligtelse til at afveje de forskellige involverede interesser, førend der sker en indskrænkning af en grundrettighed, såsom ytringsfriheden.

6. Kommissionen gør indledningsvis gældende, at såfremt appellanten vil bestride lovligheden af den ordning, som er indført ved vedtægtens artikel 17, og ikke Rettens fortolkning, skulle han i rette tid have rejst en ulovlighedsindsigelse i overensstemmelse med artikel 241 EF (tidligere EF-traktatens artikel 184).

7. Selv om det er sikkert, at de klagepunkter, som er omfattet af dette første anbringende - da de er generelle - abstrakt set kan fortolkes derhen, at reglerne om samtykke anfægtes, kan det ikke desto mindre udledes af omfanget af klagepunkterne, at det er den konkrete fremgangsmåde, som Retten i Første Instans har anvendt, der anfægtes. Der er herefter ikke nogen grund til hverken at behandle det pågældende spørgsmål om, hvilken processuel fremgangsmåde der skal anvendes ved behandlingen af en ulovlighedsindsigelse, eller undersøge. om appellantens anbringender kan sidestilles med en sådan indsigelse.

8. Dette betyder ikke, at jeg kommer til den samme konklusion som appellanten: Jeg mener ikke, at Retten i Første Instans ved vurderingen af den påståede tilsidesættelse af den grundrettighed, som er fastsat i konventionens artikel 10 - navnlig i dommens præmis 146 ff. - har fejlfortolket den pågældende bestemmelse.

9. Ytringsfriheden er en af grundpillerne i ethvert demokrati. Som Menneskerettighedsdomstolen har fastslået i en af de smukkeste passager, som findes i dens praksis: »Ytringsfriheden udgør en af de vigtigste dele af grundlaget for [et demokratisk samfund], og er en af de grundlæggende forudsætninger for samfundets fremskridt og ethvert menneskes udvikling. I henhold til artikel 10, stk. 2, omfatter ytringsfriheden ikke kun oplysninger eller ideer, som modtages positivt eller anses for at være harmløse eller ligegyldige, men tillige sådanne som krænker, chokerer eller griber forstyrrende ind i statslige anliggender eller en hvilken som helst del af befolkningen. Sådanne er kravene, som følger af pluralisme, tolerance og frisindethed, uden hvilke vi ikke kan tale om et demokratisk samfund« .

10. Det er indlysende, at tjenestemænd ved De Europæiske Fællesskaber har den ret til ytringsfrihed, som er fastsat i konventionen, og for EF-Domstolen kan påberåbe sig den som et af fællesskabsrettens almindelige principper. Dette fremgår klart af artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union. Den naturlige følge heraf er, at EF-tjenestemænd under udøvelsen af deres rettigheder og friheder i henhold til konventionen er underlagt de nødvendige restriktioner i et demokratisk samfund, som kun kan pålægges af Fællesskabets institutioner. Herefter svækkes appellantens synspunkt om, at retten til at fastsætte betingelserne for udøvelse af rettighederne i henhold til konventionen traditionelt set er et statsanliggende.

11. Konventionen, hvis overordentlige vigtighed som kilde til at definere grundrettighederne i Fællesskabets retsorden anerkendtes af Domstolen længe før Maastricht-reformen, har sit eget kontrolsystem, som i øjeblikket i det væsentlige består i en klageprocedure for Menneskerettighedsdomstolen. Denne domstol anvender, som også den nu nedlagte Menneskerettighedskommission, sin egen fortolkningsmetode ved fortolkning af konventionen. Lad mig uddybe dette.

12. Ved klager, som støttes på konventionens artikel 8-11, som alle er opbygget på samme måde, foretager Menneskerettighedsdomstolen normalt en successiv undersøgelse af, om visse betingelser er opfyldt. For det første undersøger den, om den foranstaltning, der har givet anledning til klagen, må anses for at være et statsligt indgreb i en af de fire rettigheder og friheder, som er beskyttet i henhold til stk. 1 i de pågældende bestemmelser. Er dette tilfældet, vurderer dommerne i Strasbourg, hvorvidt indgrebet kan legitimeres under stk. 2 i de pågældende bestemmelser. Med henblik herpå fastslår de først, om den pågældende foranstaltning forfølger et af de i bestemmelsen opregnede formål - som for artikel 10's vedkommende omfatter beskyttelse af følgende interesser: den nationale sikkerhed, territorial integritet eller den offentlige sikkerhed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed, og derefter om den pågældende foranstaltning er blevet iværksat ved en tilstrækkelig præcis lov. Er alle disse betingelser opfyldt, tager Menneskerettighedsdomstolen stilling til, om indgrebet er nødvendigt i et demokratisk samfund.

Der er derfor tale om en fortolkningsmetode, som ikke pålægger andre forpligtelser end dem, der følger af konventionen. Herefter vil anvendelsen af en anden metode derfor ikke kunne udgøre en overtrædelse af konventionen, selv om ordlyden af appellantens anbringende tyder på det modsatte. For så vidt det med dette anbringende tilsigtes at anfægte, at Retten anvender en anden metode end den af Menneskerettighedsdomstolen anvendte, kan det ikke tillægges betydning.

13. Hovedgrundlaget for appellantens anbringende er, at vurderingskriterierne ikke findes i dommen af 16. maj 1999. Jeg mener derimod, at de forefindes i dommen.

14. For mig er det åbenbart, at den over for appellanten anvendte sanktion generelt set i princippet udgør et indgreb i appellantens ret til ytringsfrihed, for så vidt den delvis begrundes i det manglende forudgående samtykke inden offentliggørelse.

15. Dette indgreb er fastsat ved lov. Artikel 17, stk. 2, i vedtægten, som er godkendt ved en forordning fra Rådet, betinger offentliggørelsen af enhver tekst, hvis genstand vedrører Fællesskabernes virksomhed, af et forudgående samtykke, og den pågældende bestemmelse er uden tvivl en juridisk bindende forpligtelse.

Bestemmelsen indeholder bl.a. en tilstrækkelig grad af forudseelighed med hensyn til den anvendte sanktion. Den relative mangel på præcision i henvisningen i sidste punktum til »Fællesskabernes interesser« kan forklares med, at bestemmelsens formål er at forhindre en adfærd, som kan antage mange former, og som gør det umuligt at dække alle tilfælde i en mere konkret formulering. Imidlertid mener jeg, at denne formulering under de givne omstændigheder satte appellanten i stand til i mere end tilstrækkelig grad at forudse, at havde han anmodet om samtykke til at offentliggøre The Rotten Heart of Europe, var det ikke blevet givet. Dette tiltrædes af Retten i dommens præmis 154, idet den citerer en af betragtningerne til afgørelsen om at fjerne Connolly fra tjenesten, hvorefter Connolly »burde have vidst, at han ikke ville være blevet givet et samtykke af de samme grunde, som anført i de tidligere afgørelser om ikke at give ham samtykke til at offentliggøre visse artikler med et lignende indhold«.

Jeg skal herefter, som appellanten, vende mig mod Menneskerettighedsdomstolens dom af 25. november 1996 i sagen Wingrove mod Det Forenede Kongerige . I denne sag skulle dommerne i Strasbourg tage stilling til, om en nægtelse af en tilladelse til at distribuere en videofilm, som angiveligt var af blasfemisk karakter, krænkede ytringsfriheden efter konventionens artikel 10. Som anført i dommen, er blasfemi i engelsk ret defineret således: »Enhver tekst, som indeholder forhold af foragtende, bespottende, uanstændig, eller latterliggørende karakter over for Gud, Jesus Kristus, Bibelen eller kirkeordinansen for den engelske kirke, er blasfemisk« . Den manglende præcision i denne bestemmelse afholdt ikke Menneskerettighedsdomstolen fra at vurdere forudseelighedsbetingelsen. Tværtimod fastslog den, at de nationale myndigheder havde et skøn med hensyn til vurderingen af, om de pågældende omstændigheder i sagen var omfattet af definitionen af overtrædelsen.

16. Jeg mener heller ikke, at der kan herske alvorlig tvivl om, at det af Kommissionen forfulgte formål er berettiget, eller om, at formålet er i overensstemmelse med undtagelserne i konventionens artikel 10, stk. 2. Det er sikkert, at selv om disse bestemmelser er udtømmende, ligger det ikke desto mindre fast, at den pågældende bestemmelse generelt henviser til »at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder«, hvilket uden tvivl omfatter beskyttelsen af en fællesskabsinstitution, af dens medlemmers gode navn og rygte og af institutionens ansattes loyalitet. Retten har således udtalt i dommens præmis 150: »Kravet om et forudgående samtykke er i overensstemmelse med et berettiget formål, hvorefter en tekst, som vedrører Fællesskabernes virksomhed ikke må krænke Fællesskabernes interesser og især, som i den foreliggende sag, en af institutionernes gode navn og rygte.«

17. Desuden har Menneskerettighedsdomstolen anlagt en lempeligere fortolkning med hensyn til, hvorvidt der foreligger et berettiget formål, idet den har begrænset vurderingen af forbuddet til en undersøgelse af, om det er »nødvendigt i et demokratisk samfund«. Jeg skal blot atter henvise til sagen Wingrove mod Det Forenede Kongerige, hvor Menneskerettighedsdomstolen har fastslået, at forbuddet mod blasfemi, der er diskriminatorisk pr. definition, eftersom det begrænser sig til at beskytte den anglikanske kirke og trosretning, forfølger et formål, der klart er i overensstemmelse med formålet med beskyttelsen af »andres rettigheder«, som er omhandlet i konventionens artikel 10, stk. 2 .

18. Endelig savner appellantens påstand om, at den person, hvis gode navn og rygte skal beskyttes, og hvis rettigheder kan berettige et indgreb, hverken kan være en offentlig institution, eller være den myndighed, som anvender en sanktion, ethvert retligt grundlag.

Medmindre jeg tager fejl, har Menneskerettighedsdomstolen aldrig tiltrådt det synspunkt, hvorefter et organ, som er en offentlig myndighed, ikke er berettiget til at indskrænke en grundrettighed for at beskytte sit omdømme. Det modsatte lader til at være tilfældet. I sagen Thorgeir Thorgeirson mod Island anerkendte Menneskerettighedsdomstolen, at en sag om bagvaskelse, som politiet havde indledt mod en journalist, som beskyldte dem for at være brutale, forfulgte et berettiget formål om at beskytte andres gode navn og rygte. Menneskerettighedsdomstolen tillagde det heller ikke betydning, at den myndighed, som anvendte sanktionen, var den samme som den, hvis gode navn og rygte skulle beskyttes. Tilsvarende anerkendte Menneskerettighedsdomstolen i dom af 26. februar 2000, Fuentes Bobo mod Spanien , at den sanktion, som en offentlig radio- og tv-station havde anvendt over for en af dens ansatte for at have fremsat fornærmede udtalelser over for stationens direktører, forfulgte et berettiget formål om at beskytte andres gode navn og rygte.

Hertil kommer, som det med rette er anført af indstævnte - Kommissionen - at den, ved at forfølge Connolly's adfærd i henhold til vedtægtens artikel 17, stk. 2, ikke har handlet som et offentligt organ, der søger at beskytte sit gode navn og rygte over for en borger, men som arbejdsgiver for en tjenestemand, der har handlet illoyalt og derfor risikerer disciplinær forfølgning.

19. Appellanten anfører, at Retten, idet den i dommen har undladt at foretage enhver afvejning af interesserne i den foreliggende sag, har foretaget en urigtig retsanvendelse. En påstand om, at denne klare manglende afvejning skal ophøjes til at være en overtrædelse af det generelle princip om beskyttelse af ytringsfriheden, kan af de ovenfor anførte grunde ikke tages til følge. Jeg gentager: Det drejer sig om en fortolkningsmetode, og ikke om en materiel betingelse om, at de pågældende foranstaltninger og konventionens bestemmelser skal være overensstemmende. Det er derfor ikke overraskende, at Menneskerettighedsdomstolen aldrig har fastslået, at der har foreligget en overtrædelse af konventionen alene på grund af, at de nationale myndigheder bevidst havde undladt at foretage en sådan afvejning.

20. Når Menneskerettighedsdomstolen undersøger betingelsen om »nødvendigt i et demokratisk samfund«, vurderer den, om indgrebet foretages af grunde, som er relevante og fyldestgørende, samt om indgrebet står i et rimeligt forhold til det berettigede forfulgte formål. Jeg skal blot bemærke, at Retten i Første Instans i dommen hovedsagelig har fulgt den samme fremgangsmåde. I dommens præmis 154 opregnes grundene til, at ansættelsesmyndigheden er af den opfattelse, at vedtægtens artikel 17, stk. 2, er blevet overtrådt. Det vil sige: den berørte part havde ikke anmodet om den foreskrevne tilladelse til at offentliggøre sit værk; han burde have vidst, at samtykket var blevet ham nægtet, såfremt han havde anmodet derom, at offentliggørelsen af bogen er en alvorlig krænkelse af Fællesskabernes interesser og herunder navnlig Kommissionens gode navn og rygte. Disse grunde er i høj grad relevante, som Retten i Første Instans desuden fandt fyldestgørende, idet den i den efterfølgende præmis fastslog, at der var intet i afgørelsen om at fjerne Connolly fra tjenesten, som tydede på, at der ville have været tale om en overtrædelse af vedtægtens artikel 17, stk. 2, hvis ikke Fællesskabernes interesser var blevet krænket. Denne konstatering, som er formuleret ud fra den funktion, som Retten skal udføre, er særlig oplysende i denne sammenhæng. Det fremgår heraf, at en manglende overholdelse af den forpligtelse, som er fastsat i vedtægtens artikel 17, stk. 2, kun kan begrunde en så alvorlig sanktion som fjernelse fra tjenesten, når den uautoriserede offentliggørelse har krænket Fællesskabernes interesser. For at afgrænse det positivt er en afgørelse om fjernelse fra tjenesten, som grundes på en overtrædelse af vedtægtens artikel 17, stk. 2, kun forholdsmæssig, såfremt den offentliggjorte tekst har krænket Fællesskabernes interesser alvorligt.

21. I dommens præmis 152 og 153 undersøgte Retten desuden på abstrakt vis forholdsmæssigheden af den ordning, som er indført ved vedtægtens artikel 17, stk. 2. Der er ikke foretaget en detaljeret vurdering af, hvorvidt den over for Connolly anvendte sanktion var forholdsmæssig, hvilket skyldes, at anvendelsen af den pågældende sanktion ikke udelukkende grundes på en overtrædelse af vedtægtens artikel 17, stk.2, men på et sammentræf af overtrædelser, herunder af vedtægtens artikel 12. Rettens samlede vurdering er derimod blevet foretaget under hensyn til det sjette anbringende, som er påberåbt for Retten.

22. Det er derfor klart, at Retten i Første Instans ved undersøgelsen af, hvorvidt en sanktion om fjernelsen fra tjenesten, i det omfang den grundes på vedtægtens artikel 17, stk. 2, er i overensstemmelse med hensynet til ytringsfriheden, har taget hensyn til, at sanktionen var relevant og adækvat, og med rette har fastslået, at den pågældende sanktion var forholdsmæssig. Ifølge appellanten er Rettens vurdering af nødvendigheden af sanktionen ikke juridisk gyldig. Appellantens argumentation synes imidlertid at være begrænset til at kritisere, at Retten i sin argumentation har undladt at anvende udtrykket »tvingende socialt behov«, således at denne må forkastes som åbenbart ugrundet.

23. Det skal tilføjes, at samtykket i henhold til vedtægtens artikel 17, stk. 2, kun kan nægtes, såfremt den påtænkte offentliggørelse vil kunne skade Fællesskabernes interesser. Det vil sige, at samtykke er hovedreglen og nægtelsen er undtagelsen. Desuden skal der ved »skade« i denne sammenhæng ikke forstås »have en indflydelse på« eller »påvirke«, men »bringe i fare«. Dette er den fortolkning, som Retten med rette har givet i dom af 14. juli 2000, Cwik mod Kommissionen . Ved behandlingen af et søgsmål anlagt af en tjenestemand mod Kommissionen med påstand om ophævelse af en afgørelse, hvorefter tjenestemanden blev nægtet samtykke til at offentliggøre en tekst, udtalte Retten, at »i et demokratisk samfund, som respekterer grundrettighederne, kan en tjenestemands offentlige ytringer, som afviger fra de synspunkter, som den institution, han er ansat ved, har, ikke i sig selv anses for at være i stand til at bringe Fællesskabernes interesser i fare« . Dommerne i Strasbourg har gentagne gange anerkendt, at domsmagten kan anvende sin egen praksis ved fastlæggelsen af »den relevante lovgivning« .

Kort sagt er det ikke tilstrækkeligt, at der er en meningsforskel mellem tjenestemanden og institutionen; teksten skal være en alvorlig krænkelse af Fællesskabernes interesser.

24. Mere opmærksomhed fortjener den kritik, som appellanten har givet udtryk for i forbindelse med princippet om, at der findes hvad han kalder en forudgående censurordning. I appellantens øjne er en sådan ordning i strid med såvel konventionens artikel 10 som med de forfatningsretlige traditioner i størstedelen af medlemsstaterne. Da Retten ikke har anerkendt dette, beror dommen på en urigtig retsanvendelse.

25. Indledningsvis skal jeg anføre, at jeg er enig i appellantens afsky over for regler, hvorved der mere eller mindre direkte indføres en generel forudgående censur. Efter min mening kan en censur kun legitimeres i særlige tilfælde, hvor misbruget af ytringsfriheden kan forvolde en alvorlig skade, forstået som social utilstedelig, og desuden er uoprettelig. Jeg tænker på situationer, hvor mindreårige skal beskyttes mod billeder eller andre medier, som kan forstyrre den normale udvikling af deres personlighed, eller forbud mod at udbrede visse private eller fortrolige oplysninger.

Som Retten imidlertid har fastslået i dommens præmis 152 og 153, berettiger den ordning, som er oprettet ved vedtægtens artikel 17, stk. 2, ikke ansættelsesmyndigheden til at udøve en censur i traditionel forstand. Ordningen finder kun anvendelse på tekster, der vedrører Fællesskabernes virksomhed, og samtykke kan kun undtagelsesvis nægtes, nemlig i tilfælde, hvor offentliggørelsen vil kunne bringe Fællesskabernes interesser i fare, og en afgørelse herom kan påklages. Meddelelsen af samtykket sikrer tjenestemanden en ikke ubetydelig beskyttelse mod en eventuel afgørelse om at indlede en disciplinærsag mod ham på grund af offentliggørelsen af en tekst, som reelt bringer Fællesskabets interesser i fare. Det ville være en simplificering og derfor urigtigt at sammenligne denne ordning med de former for censur, der er forbudt i henhold til forskellige medlemsstaters forfatninger.

Den pågældende ordning er tværtimod præventiv og berettiges ved de forbindelser, som findes mellem arbejdsgiveren og hans ansatte, navnlig når arbejdstageren som i dette tilfælde har et offentligt hverv. Menneskerettighedsdomstolen har anerkendt, nærmere bestemt i de to vigtigste sager, som appellanten har anført til støtte for sine påstande, dvs. dom af 26. september 1995, Vogt mod Tyskland , og af 28. oktober 1999, Wille mod Liechtenstein , hvorefter tjenestemænds pligter og ansvar har en særlig betydning i forhold til konventionens artikel 10, stk. 2, hvilket giver de kompetente myndigheder et større spillerum til at afgøre, hvorvidt en sanktion er nødvendig .

26. Det skal desuden understreges, at Menneskerettighedsdomstolen, i modsætning til hvad der er hævdet af appellanten, end ikke har erklæret bestemmelser, hvorved der oprettes reelle censurordninger, i strid med konventionen. Jeg skal herved endnu en gang henvise til den ordning, som blev behandlet i sagen Wingrove mod Det Forenede Kongerige, hvor tildelingen af en tilladelse til distribution - der bl.a. kunne nægtes, hvis den pågældende video blev anset for at være i strid med strafferetten, herunder forbuddet mod blasfemi - ikke på nogen måde fritog udgiveren fra sit ansvar. Imidlertid udtalte Menneskerettighedsdomstolen blot, idet den tiltrådte synspunktet i dom af 26. november 1991, Observer og Guardian mod Det Forenede Kongerige , at »idet den foreliggende sag indebærer en forudgående censur, bør Menneskerettighedsdomstolen foretage en nøje undersøgelse« . I øvrigt har Menneskerettighedsdomstolen i sidstnævnte dom for at fjerne enhver tvivl udtalt, at artikel 10 ikke i sig selv forbyder alle ordninger om forudgående censur .

27. Appellanten har tilføjet, med henvisning til dommen i sagen Observer og Guardian mod Det Forenede Kongerige, at Menneskerettighedsdomstolen er af den opfattelse, at enhver ordning om forudgående censur skal være underlagt en effektiv domstolskontrol, som indebærer et krav om, at der kan træffes hurtige afgørelser, hvilket Fællesskabets retsforskrifter og praksis ikke kan opfylde.

Hertil skal blot bemærkes, at Connolly ikke på noget tidspunkt har anmodet om samtykke til at offentliggøre den pågældende bog, og han kunne derfor ikke udøve sin ret til at anlægge sag med påstand om annullation af en afgørelse om at nægte ham et samtykke. Argumentet er derfor rent hypotetisk og må derfor forkastes.

28. De forskellige klagepunkter, som er anført i forbindelse med det første anbringende, er derfor enten ugrundede, kan ikke antages til realitetsbehandling eller er irrelevante, hvilket leder mig til at foreslå at forkaste dem.

Det andet anbringende: urigtig retsanvendelse, idet forpligtelsen til at indhente samtykke før offentliggørelsen af en tekst ikke finder anvendelse på tjenestemænd under tjenestefrihed

29. Appellanten gør gældende, at forpligtelsen i vedtægtens artikel 17, stk. 2, kun finder anvendelse på tjenestemænd i aktiv tjeneste og ikke på dem, som har tjenestefrihed af personlige årsager. Han er i øvrigt af den opfattelse, at Retten har fordrejet beviserne, idet den ikke har givet ham lejlighed til ved vidneførsel at bevise, at den fortolkning, som appellanten har foreslået, svarer til den praksis, som følges af Kommissionens Generaldirektorat II.

30. Dette anbringende savner ethvert grundlag. Som det fremgår af præmis 161 i dommen af 19. maj 1999, kan der af den »fortolkning«, som appellanten henviser til, kun udledes, at i forbindelse med en anden tjenestefrihed af personlige årsager, som appellanten havde i 1985, for at arbejde ét år i en privat finansiel institution, havde den forhenværende generaldirektør i GD II ikke fundet det nødvendigt at godkende eller kommentere de tekster, som Connolly udarbejdede for den pågældende institution. Denne erklæring er ikke i sig selv udtryk for nogen praksis, og en bekræftelse heraf ville derfor være nytteløs. Det kan derfor ikke antages, at beviserne er blevet fordrejet.

I øvrigt har appellanten ved dette anbringende blot gentaget den argumentation, som han havde fremført for Retten, uden at han har kunnet rokke ved Rettens konstatering af, at det følger af vedtægtens artikel 35, at en ansat, der har tjenestefrihed af personlige årsager, ikke mister sin status som tjenestemand. Han er således fortsat underkastet de forpligtelser, som påhviler enhver tjenestemand, medmindre andet er udtrykkeligt foreskrevet.

Det andet anbringende må herefter forkastes i det hele.

Tredje anbringende: urigtig retsanvendelse ved at anse forfatterhonorarer for et vederlag i henhold til vedtægtens artikel 11, stk. 2

31. Appellanten gør i de to led, som dette anbringende består af, gældende, at Rettens fortolkning af vedtægtens artikel 11, stk. 2, for så vidt den anser forfatterhonorarer for vederlag i henhold til denne bestemmelse, er urigtig, idet disse honorarer ikke er en modydelse for nogen tjenesteydelse og heller ikke anfægter tjenestemandens uafhængighed. Hertil kommer, at Rettens fortolkning vil være en tilsidesættelse af ejendomsretten, som er beskyttet i henhold til artikel 1 i protokol nr. 1 til konventionen og ikke vil tage hensyn til Kommissionens normale praksis med at lade tjenestemænd under tjenestefrihed modtage honorarer.

32. Med dette anbringende har appellanten gentaget, hvad han anførte for Retten i Første Instans i forbindelse med det andet anbringende om annullation, og som Retten forkastede med rette. Retten udtalte i den appellerede doms præmis 108 med føje, at forbuddet i vedtægtens artikel 11, stk. 2, er objektivt og finder anvendelse på enhver form for vederlag, uanset karakteren heraf. Det ligger fast, at honorarer udgør den normale modydelse for en personlig kreativ indsats, og derfor ikke må forveksles med afkast, som følger af f.eks. investeringer i fast ejendom eller værdipapirer.

Der er derfor ikke sket et indgreb i ejendomsretten, idet Kommissionen ikke har afholdt appellanten fra at modtage de beløb, som han har oppebåret fra salget af sin bog. Selv om appellantens fejlagtige argumentation kunne tiltrædes, ville indgrebet imidlertid være i overensstemmelse med det berettigede formål, som forfølges med bestemmelsen, nemlig at sikre forvaltningens uafhængighed og samtidig stå i et rimeligt forhold til dette formål. Således er argumentationen fremstillet i den appellerede doms præmis 110 og 111.

Endelig vedrører klagepunktet over andet punktum i dommens præmis 113 en af Retten anført supplerende argumentation og må i bedste fald anses for at være uvedkommende.

33. Det tredje anbringende må derfor også forkastes.

Fjerde anbringende: fejlagtigt skøn med hensyn til den korrekte subsumption og vurdering af de over for appellanten påtalte forhold

34. I det første led af dette fjerde anbringende hævder appellanten, at Retten har givet klagepunkterne mod ham et andet indhold, end de havde under disciplinærsagen, hvilket betød, at grundlaget for behandlingen af sagen ikke var korrekt. Navnlig eftersom Retten i dommens præmis 125 udtalte, at den pågældende bog indeholdt talrige »ofte injurierende« udtalelser over for de ansvarshavende i Kommissionen og over for institutionen selv; et forhold, som aldrig er blevet anført af ansættelsesmyndigheden i dennes afgørelse om at indbringe sagen for Disciplinærrådet.

35. Selv om Retten ikke har anvendt den terminologi, som er anvendt i afgørelsen om at indbringe sagen for Disciplinærrådet, hedder det ikke desto mindre i 25. betragtning til dette dokument: »Hr. Connolly fremsætter nedsættende og ugrundede udtalelser over for kommissærerne og andre medlemmer af Kommissionens personale af en sådan karakter, at dette - i strid med vedtægtens artikel 12 - kan krænke værdigheden af den stilling, han beklæder, og bringe Kommissionen i miskredit«. Selv om udtrykket injurierende udtalelser kan opfattes som havende en mere alvorlig karakter end »nedsættende og udgrundede udtalelser«, kan den mindre semantiske forskel, måtte den eksistere, ikke omstøde Rettens ræsonnement, hvorefter Retten fastslog, at ansættelsesmyndigheden gyldigt kunne kvalificere Connolly's adfærd som værende et brud på hans loyalitetsforpligtelse, som fastsat i vedtægtens artikel 12.

36. Første led af det fjerde anbringende savner herefter grundlag.

37. I det andet led af det fjerde anbringende klager appellanten over, at Retten i dommens præmis 128 har udtalt, at den omhandlede bog var udtryk for »en grundlæggende uenighed i Kommissionens politik, som han havde til opgave at gennemføre«. Denne udtalelse var en gentagelse af, hvad Kommissionen havde anført, og optrådte på intet tidspunkt blandt de klagepunkter, som ansættelsesmyndigheden havde givet udtryk for i afgørelsen om at indbringe sagen for Disciplinærrådet. Såfremt ethvert udtryk for en uenighed med en fællesskabsinstitutions politik, som fremsættes af en af dennes tjenestemænd, skulle anses for at være et brud på loyalitetsforpligtelsen, ville ytringsfriheden, som den er fastsat i konventionens artikel 10, miste enhver betydning. Endvidere bestod appellantens opgave ikke i at gennemføre Kommissionens politik, men snarere, ifølge Disciplinærrådets udtalelse, i »at følge medlemsstaternes monetære politik og vurdere de monetære virkninger af iværksættelsen af Den Økonomiske og Monetære Union«.

38. Alle disse klagepunkter savner grundlag. For det første fremgår det af Disciplinærrådets udtalelse, at et af påklagede forhold var et brud på den almindelige pligt til diskretion med hensyn til forhold og anliggender, som tjenestemanden i medfør af sin stilling bliver bekendt med, jf. vedtægtens artikel 17, stk. 2. Denne pligt dækker så meget desto mere fremsættelsen af en divergerende mening i forhold til samme forhold og anliggender. Under alle omstændigheder fremgår det af sagens akter, at dette klagepunkt blev forklaret nøje for Disciplinærrådet, som var undersøgelsesorgan, og at Connolly fik mulighed for at blive hørt. For så vidt angår de begrænsninger, som kan fastsættes for ytringsfriheden, skal jeg henvise til mine bemærkninger i forbindelse med gennemgangen af det første anbringende. Endelig er indholdet af Connolly's pligter en faktisk omstændighed, som ikke kan behandles under en appelsag. Selv ifølge appellantens beskrivelse af hans pligter ville han under alle omstændigheder i den pågældende stilling have til opgave at gennemføre Kommissionens politik.

39. I det tredje led af det fjerde anbringende har appellanten anført, at Retten har taget fejl ved at antage, at Disciplinærrådet og ansættelsesmyndigheden ikke havde frafaldet klagepunktet vedrørende overtrædelse af vedtægtens artikel 12. Dette frafald fremgår ifølge appellanten af de synspunkter, som Kommissionen har fremført i sit svarskrift.

Det skal blot bemærkes - uden derved at tiltræde de skjulte følgeslutninger, som appellantens advokat drager af de synspunkter, som Kommissionen er fremkommet med under sagen - at Kommissionen i alle tilfælde ikke er herre over, hvorledes proceduren for disciplinær forfølgning skal forløbe for den domstol, som efterprøver dens lovlighed.

40. Jeg skal derfor foreslå delvis at afvise og i øvrigt forkaste det fjerde anbringende, idet det savner grundlag.

Femte anbringende: urigtig fastlæggelse i dommens præmisser af de over for appellanten fremsatte klagepunkter

41. Connolly gør gældende, at han i rette tid havde gjort skriftligt opmærksom på, at Disciplinærrådet, såfremt det havde til hensigt at tage hensyn til materielle overtrædelser af vedtægtens artikel 12, skulle suspendere den disciplinære forfølgning og hjemvise sagens behandling til ansættelsesmyndigheden, således at denne kunne give appellanten lejlighed til at udtale sig om disse klagepunkter. Retten foretog imidlertid en urigtig retsanvendelse, idet den fandt, at klagerne over for appellanten ikke blot vedrørte formelle overtrædelser af vedtægtens artikel 11, 12 og 17, men også andre vedrørende indholdet af bogen. Retten har derfor navnlig foretaget en urigtig retsanvendelse derved, at den har lagt argumenter til grund, som vedrørte den injurierende karakter af bogen i forhold til anbringendet om offentliggørelse af en uenighed i Kommissionens politik.

42. Dette anbringende gentager de argumenter, som appellanten har fremført for Retten i Første Instans, og som er indgående behandlet i dommens præmis 40 ff., uden at der er sket en urigtig retsanvendelse, som kunne begrunde et appelanbringende. Med hensyn til spørgsmålet om krænkelse af den værdighed, som stillingen kræver, afviste Retten appellantens argumentation om, at der ikke var grund til at lade et klagepunkt vedrørende indholdet af bogen figurere blandt klagepunkterne. Når et af de påklagede forhold over for appellanten fastslås at være emnet for bogen, kan den retlige subsumption af de udtalelser i bogen, hvorover der klages, ske under hele sagens behandling, uden at der sker en krænkelse af retten til forsvar. I øvrigt vedrørte Connolly's bemærkning for Disciplinærrådet netop klagepunkterne vedrørende vedtægtens artikel 12, og de kan derfor ikke underbygge den fejltagelse, som appellanten tillægger Retten.

43. Herefter må det femte anbringende ligeledes forkastes, idet det åbenbart savner grundlag.

Sjette anbringende: urigtig vurdering af klagepunkter, som ikke var blevet gjort gældende under disciplinærsagen og anvendelse af en anden begrundelse

44. I det første led af det sjette anbringende har appellanten endnu en gang hævdet, at Retten i sit ræsonnement tog hensyn til en faktisk omstændighed, som blev fastslået under disciplinærsagen, nemlig den meningsforskel, som har været mellem ham og Kommissionen vedrørende gennemførelsen af Den Økonomiske og Monetære Union, og at Retten i den forbindelse lagde et citat fra bogen til grund, som ikke fandtes i sagens akter.

45. Hertil bemærkes blot, som også Retten har gjort det i dommens præmis 97, at Disciplinærrådets udtalelse, i afsnittet »II. Hr. Connolly's forklaringer - afgivet i advokat Van Gehuchten's påhør« indeholder Connolly's indrømmelse af, at hans grundlæggende uenighed i Kommissionens politik var udtrykt i hans bog. Denne uenighed var åbenbar og kendt, og bogen er blot et klart udtryk herfor, som det fremgår af den af Retten citerede passus. Der er derfor ikke tale om at fremlægge nye bevisligheder, som ikke har været kontradiktorisk forhandlet, men ved hjælp af et citat fra bogen at belyse en faktisk omstændighed, som Retten fandt var kendt, og som Retten, i kraft af sin ret til at fastlægge faktum, lagde til grund.

46. I det andet led af dette anbringende anfægtes rigtigheden af Disciplinærrådets konstateringer i det nævnte afsnit. Dette må åbenbart afvises, for så vidt det indebærer en ny vurdering af de faktiske omstændigheder, som Retten allerede har vurderet. Ved en gennemlæsning af referatet af Disciplinærrådets møde - som appellanten lader til at ville anføre til støtte for, at beviserne skulle være blevet fordrejet - kan det navnlig på side 4 konstateres, at den fremstilling, som er foretaget af Disciplinærrådet i den pågældende afsnit, er korrekt.

47. Kort sagt må det sjette anbringende, ligesom de foregående, forkastes.

Syvende anbringende: urigtigt skøn, idet det blev fastslået, at appellanten under det sidste møde med ansættelsesmyndigheden hverken havde bestridt, at Disciplinærrådets udtalelse var grundet på klagepunkter, som burde have været anset for nye, eller anmodet om, at disciplinærsagen blev genoptaget

48. Connolly bestrider den vurdering, som Retten har lagt til grund i dommens præmis 47, hvorefter appellanten, under sit sidste møde med ansættelsesmyndigheden den 9. januar 1996 hverken har bestridt, at Disciplinærrådets udtalelse var grundet på klagepunkter, som burde have været anset som værende nye, eller anmodet om, at disciplinærsagen blev genoptaget, således som appellanten i henhold til artikel 11 i bilag IX til vedtægten har ret til. Ifølge appellanten fremgår det af referatet af dette møde, at hans advokat under mødet overgav ansættelsesmyndigheden de til Disciplinærrådet indgivne dokumenter, hvori appellanten - i tilfælde af, at Disciplinærrådet ville lægge en materiel overtrædelse af vedtægtens artikel 12 til grund - bl.a. anmodede om, at proceduren blev udsat, og at sagens behandling blev hjemvist til ansættelsesmyndigheden, således at denne kunne afholde en ny høring.

49. Rettens vurdering forekommer mig ikke at være åbenbart urigtig, for så vidt angår dette forhold, idet referatet fra mødet den 9. januar 1996 ikke indeholder nogen udtrykkelig indsigelse imod, at der skulle være fremlagt nye klagepunkter, men kun en generel henvisning til de dokumenter, som appellanten havde indgivet til Disciplinærrådet.

I alle tilfælde skal det tilføjes, at Rettens udtalelser i den appellerede doms præmis 47 har karakter af supplerende betragtninger, eftersom den allerede havde fastslået, at ansættelsesmyndighedens indberetning indeholdt en redegørelse for de over for appellanten fremførte klagepunkter, der var tilstrækkelig til, at denne var i stand til at forsvare sig. Herefter kan det syvende anbringende under alle omstændigheder ikke tillægges det ønskede resultat.

50. Af det foregående følger, at det syvende anbringende også må forkastes.

Ottende anbringende: urigtig begrundelse som følge af, at der ikke er taget passende hensyn til en påstand fremsat for Retten

51. Retten udtalte i dommens præmis 48, at de konstateringer, som er opregnet i punkt 19 i Disciplinærrådets udtalelse modsiger appellantens påstand om, at han i den nævnte udtalelse ikke lægges til last at have offentliggjort en artikel og have givet et interview den 6. og 24. september 1995.

Appellanten gør imidlertid opmærksom på, at det, som han på daværende tidspunkt protesterede over, ikke var den manglende henvisning til disse omstændigheder i ansættelsesmyndighedens indberetning, men det forhold, at han ikke var blevet hørt desangående.

52. Dette anbringende savner ligeledes ethvert grundlag, eftersom det ikke har nogen juridisk virkning, såfremt der tages hensyn hertil. Jeg insisterer alligevel på at understrege, at det, som Retten ville fremhæve, og rent faktisk har understreget, er, at appellanten var bekendt med de forhold, som han blev lagt til last, og derfor ikke kunne påberåbe sig en krænkelse af sin ret til at forsvare sig.

53. Det ottende anbringende må derfor afvises.

Niende anbringende: fejl ved bevisførelsen og bevisbedømmelsen af det forhold, som skulle godtgøre, at proceduren for Disciplinærrådet ikke var forskriftsmæssig

54. I de to led, som appellanten opdeler dette anbringende i, klager han over, at Retten i dommens præmis 74, 84, 95 og 101, ikke drog de korrekte konklusioner på baggrund af bevisførelsen og ikke tog hensyn til det tilbud om yderligere bevismateriale, som appellanten fremsatte. Var dette sket, ville Retten have konkluderet, at proceduren for Disciplinærrådet ikke var forskriftsmæssig. Navnlig var den person, som skulle udarbejde sagsfremstillingen, ikke i stand til at fremlægge denne, og Disciplinærrådet selv traf - efter dets formand holdning at dømme - en overfladisk afgørelse, og følte sig presset til at afgive en udtalelse uden at have studeret de af appellanten fremlagte dokumenter. I øvrigt udtalte Retten sig ikke om tilbuddet om vidneførsel, som skulle godtgøre, at proceduren for Disciplinærrådet ikke var forskriftsmæssig.

55. Med dette anbringende søger appellanten blot at få Domstolen til at behandle spørgsmål vedrørende bevisførelsen og vurderingen af beviserne, som ikke kan adskilles under en appel. For så vidt angår den fejl, som påstås at ligge i afvisningen af at lade appellanten føre vidner for at godtgøre, at Disciplinærrådet ikke havde været upartisk, skal det blot bemærkes, som Kommissionen har gjort, at Connolly burde have fremlagt tilstrækkelige indicier for at godtgøre nødvendigheden og nytten af foranstaltningen.

56. Herefter kan det niende anbringende ikke tiltrædes.

Tiende anbringende: fejl ved bevisførelsen med hensyn til den påståede magtfordrejning

57. Appellanten hævder desuden, at det forhold, at Retten ikke efterkom hans anmodning om at lade det memorandum af 28. juli 1995 om beregning af nedsættelsen af vederlag i tilfælde af en suspension indgå i sagens akter, som han havde udarbejdet til støtte for, at afgørelsen om at fjerne ham fra tjenesten, var udtryk for magtfordrejning.

58. Der er her atter tale om et anbringende, som er irrelevant, for så vidt som det, hvis der eventuelt tages hensyn hertil, ikke kan berettige en ophævelse af den appellerede dom på grundlag af magtfordrejning. Herudover skal jeg blot bemærke, at Retten i dommens præmis 174 fastslog, at det pågældende memorandum ikke specielt vedrørte fjernelsen fra tjenesten af appellanten, og at det derfor ikke kunne godtgøre den påståede formmangel. Da Retten var af den opfattelse, at det pågældende memorandum ikke havde betydning i relation hertil, er det ikke en formmangel, at Retten ikke lod det pågældende memorandum indgå som en del af sagens akter.

59. Det tiende anbringende må herefter forkastes.

Ellevte anbringende: manglende stillingtagen til anbringendet om magtfordrejning

60. Med dette anbringende gør appellanten gældende, at Retten i den appellerede doms præmis 172-175, ikke har taget stilling til visse argumenter, der skulle gøre det klart, at disciplinærsagen var udtryk for magtfordrejning. Det drejede sig om klager om »sideløbende procedurer«, »manglende stillingtagen til den nøjagtige rækkevidde af disciplinærsagen i forhold til vedtægtens artikel 11, 12 og 17«, »manglende logisk sammenhæng mellem præmisserne og den konklusion, som drages i forhold til disciplinærsagen«, det forhold, at »Kommissionen i sine skriftlige indlæg gjorde gældende, at Disciplinærrådet ikke engang var forpligtet til at læse den omtvistede bog« og den »bevidste og provokerende udnævnelse af generalsekretæren til formand for Disciplinærrådet«.

61. Som Kommissionen med rette anfører, fremgår det af den appellerede doms præmis 171-175, at Retten ikke har fundet, at appellantens indsigelser var tilstrækkeligt »objektive, relevante og samstemmende« til at kunne godtgøre, at den over for appellanten anvendte sanktion forfulgte et andet formål end at sikre overholdelsen af de interne regler, som gælder for EF-tjenestemænd. Den forpligtelse, som domstole har til at begrunde deres afgørelser, stiller ikke krav om, at disse tager nærmere stilling til hvert eneste anbringende, som påberåbes . Appellanten har ikke påvist, at hans anbringender var tilstrækkeligt klare og præcise, og tilstrækkeligt underbygget af beviser, til at godtgøre, at den appellerede dom var utilstrækkeligt begrundet, idet den ikke tog nærmere stilling til alle anbringender.

62. Heraf følger, at det ellevte anbringende må forkastes.

Tolvte anbringende: urigtig fastlæggelse af bevisbyrden på baggrund af formodningsregler og urigtig anvendelse af den induktive metode

63. Appellanten mener, at Rettens ræsonnement i den appellerede doms præmis 155 indeholder en logisk fejlslutning, idet det heri anføres, at »det kan ikke udledes af beslutningen om at fjerne Connolly fra tjenesten, at overtrædelsen af vedtægtens artikel 17, stk. 2, var blevet påtalt over for sagsøgeren, såfremt Fællesskabets interesser ikke var blevet krænket, hvorfor ansættelsesmyndighedens anvendelse af bestemmelsen ikke forekommer at gå videre end det forfulgte formål, og derfor ikke er i strid med princippet om ytringsfrihed«. Ifølge appellanten udleder Retten herved af et usikkert faktum et ikke tidligere kendt faktum, selv om en korrekt formodning indebærer, at et ikke tidligere kendt faktum udledes af et pålideligt faktum. Endvidere kan en følgeslutning, som er usikker (»det kan ikke udledes«), ikke tjene som grundlag for et ræsonnement.

64. Efter min mening er den fejlslutning, som appellanten mener at se, et resultat af, at den pågældende passus fejlfortolkes og tages ud af sammenhængen. Som det fremgår af den appellerede doms præmis 140, klager appellanten over, at der med ordningen om forudgående samtykke i strid med konventionens artikel 10 indføres en »ubegrænset censur«. I den appellerede doms præmis 152 afviser Retten med god grund dette, idet den gør opmærksom på, at nægtelsen af samtykke er undtagelsen, og kun er berettiget, hvis den pågældende tekst kan bringe Fællesskabernes interesser i fare. Videre (præmis 154) fastslår Retten, at afgørelsen om at fjerne Connolly fra tjenesten bl.a. er begrundet i, at appellanten ved sin adfærd groft har krænket Fællesskabets interesser og skadet Kommissionens gode navn og rygte. Retten fastslår (præmis 155), at sagen intet har frembragt, som kan godtgøre, at appellanten var blevet fjernet fra tjenesten for overtrædelse af vedtægtens artikel 17, stk. 2, såfremt Fællesskabernes interesser ikke var blevet krænket, hvorfor der ikke kan tales om en »ubegrænset censur«. Efter således både konkret og abstrakt, som hævdet af appellanten, at have afvist, at vedtægtens artikel 17, stk. 2, hjemler et forbud mod offentliggørelse af enhver tekst, fastslog Retten, at intet var til hinder for at fastslå, som Retten herefter gjorde, at den anvendte sanktion stod i forhold til det forfulgte formål.

65. Det tolvte anbringende hviler således på en åbenbar urigtig fortolkning af den appellerede dom, og kan derfor ikke tillægges det ønskede resultat.

Det trettende anbringende: manglende begrundelse af den appellerede dom

66. Med sit sidste anbringende gør appellanten gældende, at det følger af gennemgangen af de øvrige anbringender, at det ikke er blevet godtgjort, at de over for ham påklagede forhold foreligger. Herefter er den vurdering af sanktionens forholdsmæssighed urigtig, som Retten indledte med udtalelsen i dommens præmis 166 om, at »de faktiske omstændigheder, som er påtalt over for sagsøgeren, må anses for at foreligge«.

Desuden hviler Rettens konklusion om, at der ikke er foreligger magtfordrejning, på en urigtig begrundelse, idet den ikke lod memorandummet af 28. juli 1995 om beregning af nedsættelse af vederlag i tilfælde af en suspension indgå i sagens akter, og derved ikke har taget hensyn til væsentlige beviser.

67. Første led af dette anbringende må forkastes som følge af, at de øvrige anbringender er blevet forkastet.

Med hensyn til det andet led henviser jeg til, hvad jeg allerede har sagt under behandlingen af det tiende anbringende og navnlig det pågældende bevis' manglende relevans.

68. Det trettende anbringende må herefter forkastes, da det åbenbart savner grundlag.

Sagens omkostninger

69. I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som finder anvendelse i appelsager i medfør af artikel 118, tilpligtes den part, som taber sagen, at betale sagens omkostninger. Såfremt appellantens trettende anbringender herefter, som jeg foreslår, forkastes, bør han tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Forslag til afgørelse

70. I lyset af det foregående foreslår jeg Domstolen, at appellen dels afvises, dels forkastes, idet den savner fornødent retligt grundlag, og at tilpligte appellanten at betale sagens omkostninger.