EUROPA-KOMMISSIONEN
Bruxelles, den 6.4.2016
COM(2016) 196 final
2016/0105(COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 2016/399 for så vidt angår brugen af ind- og udrejsesystemet
{SWD(2016) 115 final}
{SWD(2016) 116 final}
BEGRUNDELSE
1.BAGGRUND FOR FORSLAGET
Begrundelse og formål
Forslaget sigter mod at ændre Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om indførelse af en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks). De foreslåede ændringer er foranlediget af et lovgivningsforslag om oprettelse af et ind- og udrejsesystem, som vil blive fremlagt samtidigt.
I februar 2013 fremlagde Kommissionen en pakke vedrørende intelligente grænser bestående af tre forslag: 1) en forordning om et ind- og udrejsesystem med henblik på registrering af oplysninger om tid og sted for tredjelandsstatsborgeres ind- og udrejse i Schengenområdet, 2) en forordning om et program for registrerede rejsende, der giver sikkerhedstjekkede tredjelandsstatsborgere mulighed for at være omfattet af en lempeligere grænsekontrol ved EU's ydre grænser, 3) en forordning om ændring af Schengengrænsekodeksen, så den tager højde for oprettelsen af ind- og udrejsesystemet og programmet for registrerede rejsende.
I mellemtiden har Kommissionen besluttet:
–at revidere sit forslag fra 2013 til forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem
–at revidere sit forslag fra 2013 til forordning om ændring af Schengengrænsekodeksen med henblik på at integrere de tekniske ændringer, der følger af det nye forslag om en forordning om oprettelse et ind- og udrejsesystem
–at trække sit forslag fra 2013 til forordning om et program for registrerede rejsende tilbage.
Der redegøres nærmere for årsagerne til denne beslutning i denne begrundelse vedrørende det opdaterede lovgivningsforslag om oprettelse af et ind- og udrejsesystem og i de konsekvensanalyser, der ledsager forslaget.
Det foreliggende forslag erstatter således forslaget fra 2013 og omfatter integrering i Schengengrænsekodeksen af de tekniske ændringer, der følger af dette nye forslag om en forordning om oprettelse af et ind- og udrejsesystem, navnlig registrering i ind- og udrejsesystemet af nægtelse af indrejse for tredjelandsstatsborgere, nye elementer vedrørende nødprocedurerne for ind- og udrejsesystemet og interoperabiliteten mellem ind- og udrejsesystemet og visuminformationssystemet (VIS). Dermed tager det nye forslag hensyn til resultaterne af forhandlingerne i Rådet og Europa-Parlamentet.
Da ind- og udrejsesystemet medfører afskaffelse af passtempling, åbner det mulighed for at indføre en automatisering af grænsekontrollen af tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til et kortvarigt ophold (eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum). Betingelserne for brug af automatiserede grænsekontrolsystemer er imidlertid forskellige alt efter kategorien af rejsende (EU/EØS/CH-borgere, tredjelandsstatsborgere med opholdskort, tredjelandsstatsborgere med opholdstilladelse eller visum til længerevarende ophold eller tredjelandsstatsborgere med tilladelse til et kortvarigt ophold), idet den enkelte procedure skal reguleres separat.
Generel baggrund
Der redegøres for den generelle baggrund i begrundelsen til lovgivningsforslaget om oprettelse af et ind- og udrejsesystem og i den konsekvensanalyse, der ledsager forslaget.
Gældende bestemmelser
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om indførelse af en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) og konventionen af 14. juni 1985 om gennemførelse af Schengenaftalen.
Der er taget højde for, at Kommissionen den 15. december 2015 har fremsat et forslag om ændring af Schengengrænsekodeksen, for så vidt angår en styrkelse af kontrollen ved brug af relevante databaser ved de ydre grænser. Da forhandlingerne om teksten vil få betydning for dette forslag, skal man i forhandlingerne være særligt opmærksom på at sikre de nødvendige synergier mellem de to forslag.
2.RESULTAT AF HØRINGER AF INTERESSEREDE PARTER OG KONSEKVENSANALYSER
Høringen af interesserede parter og konsekvensanalyserne beskrives i begrundelsen til lovgivningsforslaget om oprettelse af et ind- og udrejsesystem og i den konsekvensanalyse, der ledsager forslaget.
3.JURIDISKE ASPEKTER AF FORSLAGET
Resumé
De vigtigste foreslåede ændringer vedrører følgende:
–Yderligere definitioner af ind- og udrejsesystemet, selvbetjeningssystemet, elektronisk paskontrol og det automatiske grænsekontrolsystem (artikel 2)
–Tredjelandsstatsborgere, hvis data skal registreres i ind- og udrejsesystemet, samt undtagelser herfra (artikel 6a)
–Kontrol af ægtheden af chippen i rejsedokumenter, der har en sådan elektronisk datalagringsenhed (artikel 8, stk. 2)
–Ved ind- og udrejse: Kontrol af gyldigheden af tredjelandsstatsborgeres rejsedokumenter ved søgning i relevante databaser, herunder navnlig Schengeninformationssystemet, Interpols database over stjålne og bortkomne rejsedokumenter samt nationale databaser med oplysninger om stjålne, ulovligt handlede, bortkomne og ugyldiggjorte rejsedokumenter. Hvis deres rejsedokument indeholder et ansigtsbillede, der er lagret i chippen, skal der foretages en verificering af det lagrede ansigtsbillede, undtagen for de tredjelandsstatsborgere, hvis ind- eller udrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet (artikel 8, stk. 3, litra a), nr. i), og artikel 8, stk. 3, litra g), nr. i).
–Ved indrejse: Kontrol af ægtheden af dataene i chippen i tredjelandsstatsborgeres opholdstilladelser, der har en sådan elektronisk datalagringsenhed, og kontrol af gyldigheden af opholdstilladelser og visa til længerevarende ophold ved søgning i Schengeninformationssystemet og andre relevante databaser (artikel 8, stk. 3, litra a), nr. ii))
–Ved ind- og udrejse: Kontrol af tredjelandsstatsborgeres identitet og/eller identifikation af tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til et kortvarigt ophold {eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum}, ved søgning i ind- og udrejsesystemet og eventuelt visuminformationssystemet (artikel 8, stk. 3, litra a), nr. iii), og artikel 8, stk. 3, litra g), nr. iv))
–Ved ind- og udrejse: Søgning i ind- og udrejsesystemet for at sikre, at tredjelandsstatsborgere ikke allerede har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold på medlemsstaternes område. Ved indrejse: Søgning i ind- og udrejsesystemet for at sikre, at tredjelandsstatsborgere, der har visum til én eller to indrejser, har overholdt det maksimale antal tilladte indrejser (artikel 8, stk. 3, litra a), nr. iii a), litra g), nr. v) og litra h), nr. ii))
–Ved indrejse: Søgning i visuminformationssystemet for at kontrollere visumindehaveres [eller rundrejsevisumindehaveres] visum, hvad angår ægthed og territorial og tidsmæssig gyldighed, herunder visumstatus [rundrejsevisumstatus], samt eventuelt indehaverens identitet (artikel 8, stk. 3, litra b))
–Mulighed for at bruge ind- og udrejsesystemet med henblik på identifikation ved de ydre grænser (artikel 8, stk. 3, litra i))
–Oplysninger til den rejsende om det tilladte opholds maksimale antal dage under henvisning til resultaterne af søgningen i ind- og udrejsesystemet (artikel 8, stk. 9)
–Brug af automatiske grænsekontrolsystemer:
–for EU/EØF/CH-borgere og tredjelandsstatsborgere, der har et opholdskort (artikel 8a)
–for tredjelandsstatsborgere, der har opholdstilladelse (artikel 8b)
–Brug af selvbetjeningssystemer og elektroniske paskontroller for personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet (artikel 8c og 8d)
–Indførelse af nationale lempelsesprogrammer, der kan etableres af medlemsstaterne på frivillig basis (artikel 8e)
–Forpligtelse til at indlæse oplysninger i ind- og udrejsesystemet selv i tilfælde af lempet grænsekontrol (artikel 9, stk. 3)
–Nødprocedurer, der skal følges, hvis det teknisk ikke kan lade sig gøre at indlæse data i ind- og udrejsesystemets centrale system, eller hvis systemet svigter (artikel 9, stk. 3a)
–Skilte/piktogrammer til automatiske grænsekontrolsystemer, selvbetjeningssystemer og elektroniske paskontroller (artikel 10, stk. 3a)
–Afskaffelse af kravet om systematisk stempling af rejsedokumenter ved ind- og udrejse for tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til et kortvarigt ophold. Såfremt der er udtrykkelig hjemmel for det i den nationale lovgivning, kan en medlemsstat ved ind- og udrejse stemple en tredjelandsstatsborgers rejsedokumenter, hvis denne har en opholdstilladelse, der er udstedt af den pågældende medlemsstat (artikel 11)
–Formodning om ulovligt ophold i mangel af korrekt registrering i ind- og udrejsesystemet samt mulighed for afvisning (artikel 12)
–Overgangsperiode på seks måneder efter idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet og overgangsforanstaltninger til dækning af de tilfælde, hvor en tredjelandsstatsborger, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, er rejst ind på medlemsstaternes område og endnu ikke har forladt det før idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet (artikel 12a)
–Registrering i ind- og udrejsesystemet af data om tredjelandsstatsborgere, der er blevet nægtet tilladelse til et kortvarigt ophold {eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum} (artikel 14, stk. 2)
–Ændring af bilag III, IV og V.
–Sletning af bilag VIII.
Retsgrundlag
Artikel 77, stk. 2, litra b), i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, da forslaget indfører bestemmelser om grænsekontrol af personer, der passerer de ydre grænser.
Dette forslag ændrer Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om indførelse af en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), der er den kodificerede udgave af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 562/2006 af 15. marts 2006 om indførelse af en fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks), der var baseret på de tilsvarende bestemmelser i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, dvs. artikel 62, stk. 1, og stk. 2, litra a).
Nærhedsprincippet
Artikel 77 giver Unionen beføjelse til at udforme en politik, der skal sikre, "at personer uanset nationalitet ikke kontrolleres ved passage af de indre grænser", og "at der foretages personkontrol og effektiv overvågning ved passage af de ydre grænser".
Det foreliggende forslag ligger inden for de begrænsninger, der fastsættes i disse bestemmelser. Målet med forslaget er at foretage de nødvendige ændringer af Schengengrænsekodeksen som følge af oprettelsen af et ind- og udrejsesystem. Medlemsstaterne kan ikke hver for sig i tilstrækkelig grad nå dette mål, fordi det kun er Unionen, der kan ændre en eksisterende EU-retsakt (Schengengrænsekodeksen).
Proportionalitetsprincippet
I medfør af artikel 5, stk. 4, i traktaten om Den Europæiske Union må indholdet og formen af EU's foranstaltning ikke gå videre end nødvendigt for at nå målene i traktaterne. Den form, der er valgt til denne foranstaltning, skal gøre det muligt at opfylde målet med forslaget og sikre en så effektiv gennemførelse som muligt.
Det var nødvendigt, at Schengengrænsekodeksen i 2006 havde form af en forordning for at sikre, at den fandt anvendelse på samme måde i alle de medlemsstater, der anvender Schengenreglerne. Forslaget – en ændring af Schengengrænsekodeksen – udgør en ændring af en eksisterende forordning, og målet kan kun nås ved hjælp af en forordning. Hvad angår indholdet, er dette initiativ begrænset til forbedringer af den eksisterende forordning og bygger på de politiske retningslinjer heri. Forslaget er derfor i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.
Valg af reguleringsmiddel/reguleringsform
Foreslået reguleringsmiddel: forordning.
4.VIRKNINGER FOR BUDGETTET
Den foreslåede ændring har ingen virkninger for EU's budget.
5.YDERLIGERE OPLYSNINGER
Følgerne af de forskellige protokoller, der er knyttet som bilag til traktaterne, og af de associeringsaftaler, der er indgået med tredjelande
Forslaget bygger på Schengenreglerne, for så vidt som det vedrører passage af ydre grænser. Der skal således i lyset af de forskellige protokoller og associeringsaftaler tages hensyn til følgerne heraf for Danmark, Irland og Det Forenede Kongerige, Island og Norge samt Schweiz og Liechtenstein. Hver af disse staters situation er beskrevet i betragtning 11-16 i forslaget, og der redegøres nærmere herfor i begrundelsen i lovgivningsforslaget om oprettelse af et ind- og udrejsesystem.
Kort oversigt over de foreslåede ændringer af Schengengrænsekodeksen
Artikel 2 – Definitioner
Yderligere definitioner
Punkt 22: Definition af det nye "ind- og udrejsesystem"
Punkt 23: Definition af "selvbetjeningssystem"
Punkt 24: Definition af "elektronisk paskontrol"
Punkt 25: Definition af "automatisk grænsekontrolsystem"
Ny artikel 6a – Tredjelandsstatsborgere, hvis data skal registreres i ind- og udrejsesystemet
Kravet om, at tredjelandsstatsborgere, der har fået tilladelse til et kortvarigt ophold [eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum] i Schengenområdet, skal registreres i ind- og udrejsesystemet, tilføjes i en ny artikel 6a. Det samme krav tilføjes, hvad angår tredjelandsstatsborgere, der er blevet nægtet tilladelse til et kortvarigt ophold [eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum]. Der fastsættes undtagelser for følgende kategorier af personer: 1) tredjelandsstatsborgere, der har opholdskort, og som er i familie med en unionsborger eller en tredjelandsstatsborger, der har ret til fri bevægelighed, også selv om de ikke ledsager eller slutter sig til denne unionsborger eller denne tredjelandsstatsborger med ret til fri bevægelighed; 2) statsborgere fra Andorra, Monaco og San Marino; 3) tredjelandsstatsborgere, der er fritaget for grænsekontrol eller for forpligtelsen til kun at passere de ydre grænser ved grænseovergangssteder eller i åbningstiden, samt tredjelandsstatsborgere, som er omfattet af lempet grænsekontrol; 4) indehavere af en tilladelse til lokal grænsetrafik.
Artikel 8 – Ind- og udrejsekontrol af personer
I stk. 2 er der tilføjet en forpligtelse til at kontrollere ægtheden af alle rejsedokumenter, som indeholder en elektronisk datalagringsenhed, ved brug af gyldige certifikater.
Stk. 3, litra a), nr. i), omhandler grænsevagters pligt til ved indrejse at verificere, at tredjelandsstatsborgere er i besiddelse af et gyldigt dokument, der giver dem ret til at passere grænsen, og som ikke er udløbet. Hvad angår kontrol af rejsedokumenters gyldighed, fastsættes således udtrykkelige bestemmelser om søgning i relevante databaser (herunder navnlig Schengeninformationssystemet, Interpols database over stjålne og bortkomne rejsedokumenter og nationale databaser med oplysninger om stjålne, ulovligt handlede, bortkomne og ugyldiggjorte rejsedokumenter). Hvis tredjelandsstatsborgeren har et elektronisk rejsedokument med et ansigtsbillede lagret i chippen, skal der foretages en verificering af dette ansigtsbillede. Dette gælder dog ikke de tredjelandsstatsborgere, hvis indrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, og som har et elektronisk rejsedokument. For så vidt angår denne kategori af personer, skal verificeringen af det ansigtsbillede, der er lagret i chippen i rejsedokumentet, ske, når den pågældende person registreres i ind- og udrejsesystemet, eller når et nyt elektronisk pas registreres i ind- og udrejsesystemet (f.eks. ved udløb af et gammelt pas). Ud over denne verificering bliver rejsedokumentet og de pågældende biometriske identifikatorer lagret i ind- og udrejsesystemet, og disse oplysninger vil blive brugt til verificeringen/identifikationen af pågældende ved efterfølgende grænsepassager.
Stk. 3, litra a), nr. ii) omhandler kontrol af, at rejsedokumentet om nødvendigt ledsages af det påkrævede visum eller den påkrævede opholdstilladelse. Hvad angår opholdstilladelser, er der tilføjet en forpligtelse til at kontrollere ægtheden af opholdstilladelser, som indeholder en elektronisk datalagringsenhed, ved brug af gyldige certifikater. Desuden skal gyldigheden af opholdstilladelser eller visa til længerevarende ophold kontrolleres ved søgning i Schengeninformationssystemet og andre relevante databaser.
Det nye stk. 3, litra a), nr. iii), fastsætter forpligtelsen til at foretage verificering og/eller identificering af de tredjelandsstatsborgere, hvis indrejse eller nægtelse af indrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, ved brug af biometriske identifikatorer. Denne verificering og/eller identificering skal udføres i henhold til artikel 21 i forordningen om ind- og udrejsesystemet. Det betyder følgende:
–for visumindehavere, der allerede er registreret i ind- og udrejsesystemet: Deres biometriske identifikatorer verificeres i ind- og udrejsesystemet eller visuminformationssystemet
–for visumindehavere, der endnu ikke er registreret i ind- og udrejsesystemet: Deres biometriske identifikatorer verificeres i visuminformationssystemet, og der udføres identificering ved brug af ind- og udrejsesystemet
–for rejsende, der er fritaget for visumforpligtelsen, og som allerede er registreret i ind- og udrejsesystemet: Deres biometriske identifikatorer verificeres i ind- og udrejsesystemet
–for rejsende, der er fritaget for visumforpligtelsen, og som endnu ikke er registreret i ind- og udrejsesystemet: Der udføres identificering ved brug af ind- og udrejsesystemet, og hvis personen ikke er registreret heri, udføres der verificering og eventuelt identificering ved brug af visuminformationssystemet.
I stk. 3, litra a), nr. iii, a), er forpligtelsen til kontrol af passtemplerne til sikring af, at en tredjelandsstatsborger, der rejser ind i Schengenområdet, ikke allerede har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold, blevet erstattet af forpligtelsen til at søge i ind- og udrejsesystemet. På grund af afskaffelsen af passtempling skal ind- og udrejsesystemet tilsvarende konsulteres for at kontrollere, om tredjelandsstatsborgere, der har visum til én eller to indrejser, har overholdt det maksimale antal tilladte indrejser.
Stk. 3, litra b), omhandler brugen af visuminformationssystemet med henblik på verificering ved de ydre grænser. På grund af interoperabiliteten mellem ind- og udrejsesystemet og visuminformationssystemet og muligheden for automatiserede grænsekontrolfaciliteter ved de ydre grænser skal visuminformationssystemet ikke kun give grænsevagterne oplysninger om ægthed, men også om territorial og tidsmæssig gyldighed samt status for visummet (eller rundrejsevisummet) via et hit/no hit-svar. I overensstemmelse med forslaget vedrørende ind- og udrejsesystemet afspejler dette stykke desuden, at visumindehaveres identitet ikke systematisk verificeres i visuminformationssystemet. I visse tilfælde verificeres visumindehaveres identitet i ind- og udrejsesystemet ved brug af deres ansigtsbillede.
Stk. 3, litra g), nr. i), omhandler grænsevagters pligt til ved udrejse at verificere, at tredjelandsstatsborgere er indehavere af et gyldigt dokument, der giver dem ret til at passere grænsen. Hvad angår kontrol af rejsedokumenters gyldighed, fastsættes således udtrykkelige bestemmelser om søgning i relevante databaser (herunder navnlig Schengeninformationssystemet, Interpols database over stjålne og bortkomne rejsedokumenter og nationale databaser med oplysninger om stjålne, ulovligt handlede, bortkomne og ugyldiggjorte rejsedokumenter). Hvis tredjelandsstatsborgeren har et elektronisk rejsedokument med et ansigtsbillede lagret i chippen, skal der foretages en verificering af det ansigtsbillede, der er lagret i chippen. Dette gælder dog ikke de tredjelandsstatsborgere, hvis indrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, og som har et elektronisk rejsedokument. For så vidt angår denne kategori af personer, skal verificeringen af det ansigtsbillede, der er lagret i chippen i rejsedokumentet, ske, når den pågældende person registreres i ind- og udrejsesystemet, eller når et nyt elektronisk pas registreres i ind- og udrejsesystemet (f.eks. ved udløb af et gammelt pas). Ud over denne verificering bliver rejsedokumentet og den pågældendes biometriske identifikatorer lagret i ind- og udrejsesystemet, og disse oplysninger vil blive brugt til verificeringen/identifikationen af pågældende ved efterfølgende grænsepassager.
Det nye stk. 3, litra g), nr. iv), fastsætter forpligtelsen til at foretage verificering og/eller identificering af de tredjelandsstatsborgere, hvis udrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, ved brug af biometriske identifikatorer. Denne verificering og/eller identificering skal udføres i henhold til artikel 21 i forordningen om ind- og udrejsesystemet. For så vidt angår visumindehavere, der allerede er registreret i ind- og udrejsesystemet, kan deres biometriske identifikatorer således verificeres i ind- og udrejsesystemet eller eventuelt i visuminformationssystemet.
I det nye stk. 3, litra g), nr. v), er forpligtelsen til kontrol af passtemplerne til sikring af, at en tredjelandsstatsborger, der rejser ud af Schengenområdet, ikke allerede har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold, blevet erstattet af forpligtelsen til at søge i ind- og udrejsesystemet.
Stk. 3, litra h), nr. ii) – der omhandler valgfri kontrol af, om en tredjelandsstatsborger, der rejser ud af Schengenområdet, har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold – slettes. Med ind- og udrejsesystemet bliver denne kontrol således obligatorisk.
Stk. 3, litra i), justeres, så der også fastsættes mulighed for at bruge ind- og udrejsesystemet som supplement til visuminformationssystemet til identifikation af personer, der ikke eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl på medlemsstaternes område.
Det nye stk. 9 fastsætter grænsevagters pligt til at informere tredjelandsstatsborgere om, hvor mange dage de højst må blive inden for Schengenområdet i henhold til ind- og udrejsesystemet og eventuelt visuminformationssystemet.
Indførelse af nye artikler (artikel 8a, 8b, 8c og 8d) til sikring af en harmoniseret automatisering af grænsekontrollen for forskellige kategorier af rejsende.
Selve ind- og udrejsebetingelserne for de pågældende rejsende forbliver uændrede.
Artikel 8a og 8b er ikke tekniske ændringer som følge af oprettelsen af et ind- og udrejsesystem, men ekstra bestemmelser, som skal lette grænsekontrolprocedurerne ved anvendelse af moderne teknologi.
Ny artikel 8a – Brug af automatiske grænsekontrolsystemer for EU/EØS/CH-borgere og for tredjelandsstatsborgere, der har et opholdskort
Stk. 1 fastsætter, hvilke personer artiklen finder anvendelse på (dvs. unionsborgere, tredjelandsstatsborgere med samme ret til fri bevægelighed som unionsborgere samt tredjelandsstatsborgere, der har et opholdskort, og som er i familie med en unionsborger eller med en tredjelandsstatsborger, der har samme ret til fri bevægelighed som unionsborgere).
Stk. 2 fastsætter de kumulative betingelser, der skal være opfyldt, for at der kan anvendes automatiske grænsekontrolsystemer. De pågældende personer skal navnlig have et elektronisk rejsedokument med en chip, og ægtheden af chippens data skal kontrolleres. Det ansigtsbillede, der er lagret i chippen, skal desuden tilgås for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde billedet i chippen med det ansigtsbillede af indehaveren, der tages på stedet. Hvad angår tredjelandsstatsborgere, der har ret til fri bevægelighed ifølge EU-retten, og som har et opholdskort, skal opholdskortet være et (gyldigt og ikke-udløbet) elektronisk kort med en chip, og ægtheden af chippens data skal kontrolleres. Det ansigtsbillede, der er lagret i chippen, skal desuden tilgås for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde billedet i chippen med det ansigtsbillede af indehaveren, der tages på stedet.
Stk. 3 fastsætter, at kontrollerne ved ind- og udrejse skal udføres i henhold til artikel 8, stk. 2. Når grænsekontrollen sker via et automatisk grænsekontrolsystem, gælder det dog udtrykkeligt, at den ved ind- og udrejse systematisk skal omfatte sikring af, at den person, der passerer grænsen, ikke udgør en reel, aktuel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod medlemsstaternes nationale sikkerhed, offentlige orden og internationale relationer eller en trussel mod folkesundheden, herunder ved at søge i de relevante EU-databaser og nationale databaser, navnlig Schengeninformationssystemet.
Ved ind- og udrejse skal resultaterne af den automatiserede grænsekontrol gøres tilgængelige for en grænsevagt, som skal tage højde for dem og enten tillade ind- eller udrejsen eller henvise den pågældende person til en grænsevagt (stk. 4).
Stk. 5 angiver, under hvilke omstændigheder en person skal henvises til en grænsevagt. I stk. 6 står der imidlertid, at en grænsevagt, der overvåger en persons grænsepassage ved brug af et automatisk grænsekontrolsystem, kan beslutte at henvise personen til en grænsevagt af andre grunde.
Stk. 7 fastsætter en forpligtelse til at sikre, at brugen af systemet overvåges, så det kan opdages, hvis der sker uhensigtsmæssig, svigagtig eller unormal brug af det.
Ny artikel 8b – Brug af automatiske grænsekontrolsystemer for tredjelandsstatsborgere, der har opholdstilladelse
Stk. 1 fastsætter de kumulative betingelser, som tredjelandsstatsborgere med opholdstilladelse skal opfylde for at kunne anvende automatiske grænsekontrolsystemer. De pågældende personer skal navnlig have et elektronisk rejsedokument med en chip, og ægtheden af chippens data skal kontrolleres. Det ansigtsbillede, der er lagret i chippen, skal desuden tilgås for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde billedet i chippen med det ansigtsbillede af indehaveren af rejsedokumentet, der tages på stedet. For tredjelandsstatsborgere med opholdstilladelse skal chippen på opholdstilladelsen også tilgås for at verificere ægtheden af dataene herpå og indehaverens identitet.
Stk. 2 beskriver de grænsekontroller, der skal foretages ved ind- og udrejse.
Ved ind- og udrejse skal resultaterne af grænsekontrollen gøres tilgængelige for en grænsevagt, som skal tage hensyn til dem og enten tillade ind- eller udrejsen eller henvise den pågældende person til en grænsevagt (stk. 3).
Stk. 4 angiver, under hvilke omstændigheder en person skal henvises til en grænsevagt.
I stk. 5 står der imidlertid, at en grænsevagt, der overvåger en persons grænsepassage ved brug af det automatiske grænsekontrolsystem, kan beslutte at henvise personen til en grænsevagt af andre grunde.
Stk. 6 fastsætter en forpligtelse til at sikre, at brugen af systemet overvåges, så det kan opdages, hvis der sker uhensigtsmæssig, svigagtig eller unormal brug af det.
Ny artikel 8c – Brug af selvbetjeningssystemer til forudregistrering af data i ind- og udrejsesystemet
I en ny artikel (artikel 8c) tilføjes en bestemmelse om, at personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, har mulighed for at bruge selvbetjeningssystemer til forudregistrering af deres persondata i ind- og udrejsesystemet.
Stk. 1 fastsætter de kumulative betingelser, som personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, skal opfylde for at bruge selvbetjeningssystemer til forudregistrering af deres persondata i ind- og udrejsesystemet. De pågældende personer skal navnlig have et elektronisk rejsedokument med en chip, og ægtheden af chippens data skal kontrolleres. Det ansigtsbillede, der er lagret på rejsedokumentets chip, skal desuden tilgås for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde billedet i chippen med det ansigtsbillede af indehaveren af rejsedokumentet, der tages på stedet.
Stk. 2-4 beskriver de funktioner, der skal udføres af selvbetjeningssystemerne.
Stk. 5 omhandler tilfælde, hvor det via selvbetjeningssystemet konstateres, at en person ikke er registreret i ind- og udrejsesystemet. I et sådant tilfælde indsamles de relevante data og forudregistreres i ind- og udrejsesystemet via selvbetjeningssystemet. Den pågældende person skal altid henvises til en grænsevagt, som skal kontrollere, om det rejsedokument, der anvendes i selvbetjeningssystemet, er det samme som personens faktiske rejsedokument, og om de biometriske identifikatorer, der er registreret i ind- og udrejsesystemet, svarer til personens faktiske biometriske identifikatorer.
Stk. 6 og 7 omhandler tilfælde, hvor det via selvbetjeningssystemet konstateres, at en person allerede er registreret i ind- og udrejsesystemet, men at vedkommendes persondata skal opdateres.
Stk. 8 fastsætter en forpligtelse til at sikre, at brugen af systemet overvåges, så det kan opdages, hvis der sker uhensigtsmæssig, svigagtig eller unormal brug af det.
Ny artikel 8d – Brug af selvbetjeningssystemer og/eller elektroniske paskontroller for tredjelandsstatsborgere, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet
I en ny artikel (artikel 8d) tilføjes en bestemmelse om, at personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, har mulighed for at bruge et selvbetjeningssystem i forbindelse med grænsekontrollen. Der er også mulighed for brug af elektroniske paskontroller ved udførelsen af grænsekontrollen. Med denne totrins-tilgang kan medlemsstaterne beslutte at oprette en fuldautomatisk grænsekontrol for denne kategori af rejsende (hvis brugen af selvbetjeningssystemet ledsages af muligheden for at bruge elektronisk paskontrol) eller en halvautomatisk grænsekontrol (hvis brugen af elektronisk paskontrol slet ikke overvejes, og personen altid skal have en grænsevagts tilladelse til at passere grænsen). Tredjelandsstatsborgere, der ikke er registreret i ind- og udrejsesystemet endnu, skal dog altid henvises til en grænsevagt, når deres data skal indføres i ind- og udrejsesystemet (selv om de bruger selvbetjeningssystemer til forudregistrering af deres data). Derfor kan der for disse rejsende kun være tale om halvautomatisk grænsekontrol.
Stk. 1 fastsætter de kumulative betingelser, som personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, skal opfylde for at kunne benytte et selvbetjeningssystem i forbindelse med grænsekontrollen. De pågældende personer skal navnlig have et elektronisk rejsedokument med en chip, og ægtheden af chippens data skal kontrolleres. Det ansigtsbillede, der er lagret i chippen, skal desuden tilgås for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde billedet i chippen med det ansigtsbillede af indehaveren af rejsedokumentet, der tages på stedet. Endelig skal personen allerede være registreret eller forudregistreret i ind- og udrejsesystemet.
Stk. 2 beskriver de grænsekontroller, der skal foretages ved ind- og udrejse.
Ved ind- og udrejse skal resultaterne af grænsekontrollen gøres tilgængelige for en grænsevagt, som skal tage hensyn til dem og enten tillade ind- eller udrejsen eller henvise den pågældende person til en grænsevagt (stk. 3).
Stk. 4 fastsætter, under hvilke omstændigheder en person skal henvises til en grænsevagt. I stk. 5 står der imidlertid, at en grænsevagt, der overvåger en persons grænsepassage ved brug af det automatiske grænsekontrolsystem, kan beslutte at henvise personen til en grænsevagt af andre grunde.
Stk. 6 fastsætter, at medlemsstaterne kan beslutte at installere elektroniske paskontroller, og at personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, kan få tilladelse til at benytte elektroniske paskontroller. Stk. 6 beskriver derfor den sammenkobling, der skal etableres mellem de elektroniske paskontroller og ind- og udrejsesystemet. Hvis en medlemsstat beslutter at installere elektroniske paskontroller, kan den desuden vælge, om den vil koble dem til selvbetjeningssystemerne eller ej. Hvis de elektroniske paskontroller ikke er koblet til selvbetjeningssystemerne, betyder det, at grænsekontrollen og selve grænsepassagen finder sted forskellige steder. I de tilfælde, hvor kontrol og passage ikke sker samme sted, fastsætter stk. 6 derfor en forpligtelse til at oprette et system i den elektroniske paskontrol, der verificerer, at den person, der bruger den elektroniske paskontrol, også er den person, der har brugt selvbetjeningssystemet. Ved en sådan verifikation skal der bruges mindst én biometrisk identifikator.
Stk. 7 omhandler den situation, hvor en person ikke har et elektronisk rejsedokument, eller hvor rejsedokumentets ægthed eller indehaverens identitet ikke kan verificeres. Hvis grænsevagten kan hente resultaterne af den kontrol, der er sket i selvbetjeningssystemet, må han/hun i disse tilfælde kun foretage de verifikationer, der ikke har kunnet udføres via selvbetjeningssystemet. Grænsevagten skal under alle omstændigheder kontrollere, om det rejsedokument, der er brugt i selvbetjeningssystemet, også er det rejsedokument, som den pågældende person fremviser.
Stk. 8 fastsætter en forpligtelse til at sikre, at brugen af selvbetjeningssystemet og de elektroniske paskontroller overvåges, så det kan opdages, hvis der sker uhensigtsmæssig, svigagtig eller unormal brug heraf.
Ny artikel 8e – Nationale lempelsesprogrammer
Artikel 8e fastsætter bestemmelser om, at de enkelte medlemsstater skal have mulighed for at udarbejde et frivilligt nationalt program, hvor tredjelandsstatsborgere kan benytte følgende to lempede procedurer, når de ved indrejse passerer medlemsstatens grænse:
–verificering af afgangs- og bestemmelsessted samt opholdets formål, herunder kontrol af tilhørende dokumentation (artikel 8, stk. 3, litra a), nr. iv))
–kontrol af, om vedkommende har tilstrækkelige subsistensmidler (artikel 8, stk. 3, litra a), nr. v)).
Stk. 2 fastsætter en forpligtelse til forudgående sikkerhedstjek af tredjelandsstatsborgere, der søger om adgang til programmet. Stk. 2 fastsætter desuden de minimumsbetingelser, der skal være opfyldt, for at en tredjelandsstatsborger kan få bevilget adgang til et nationalt lempelsesprogram.
Stk. 4 fastsætter bestemmelser om, at det skal være muligt for to eller flere medlemsstater, der har indført deres eget nationale program, at indgå indbyrdes aftaler, så brugerne af deres nationale programmer kan benytte lempede procedurer, der anerkendes af de andre nationale programmer.
Artikel 9 – Lempelse af grænsekontrollen
Den gældende tekst tilpasses til oprettelsen af et ind- og udrejsesystem. Forpligtelsen til altid at indlæse oplysninger om den rejsende i ind- og udrejsesystemet ved ind- og udrejse i Schengenområdet understreges. Selv i tilfælde af lempede grænsekontrolprocedurer skal der foretages en registrering i ind- og udrejsesystemet.
Det nye stk. 3a fastsætter nødprocedurer, hvis det teknisk ikke kan lade sig gøre at indlæse data i ind- og udrejsesystemets centrale system, eller hvis det centrale system svigter, herunder lagring i den ensartede nationale grænseflade, eller, hvis dette ikke er muligt, lokal lagring af data. Hvis det kan lade sig gøre, skal det sikres, at visuminformationssystemet konsulteres med henblik på at verificere visumindehavernes identitet.
Artikel 10 – Separate baner og skiltning
Et nyt stk. 3a tilføjes for at tage højde for indførelsen af automatiske grænsekontrolsystemer, selvbetjeningssystemer og elektroniske paskontroller. For at få en harmoniseret tilgang skal medlemsstaterne i disse situationer anvende den skiltning, der er omhandlet i bilag III, del D.
Artikel 11 – Stempling af rejsedokumenter
Den nye artikel 11 afspejler den omstændighed, at ind- og udrejsesystemet sigter mod at afskaffe stempling af rejsedokumenter ved ind- og udrejse, når der er tale om tredjelandsstatsborgere med tilladelse til et kortvarigt ophold, da stempling erstattes af elektronisk registrering af ind- og udrejse. Således afskaffes kravet om systematisk stempling af rejsedokumenter ved ind- og udrejse for tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til et kortvarigt ophold.
Såfremt der er udtrykkelig hjemmel for det i den nationale lovgivning, fastsætter artikel 11 dog, at den enkelte medlemsstat ved ind- og udrejse kan stemple en tredjelandsstatsborgers rejsedokumenter, hvis denne har en opholdstilladelse, der er udstedt af den pågældende medlemsstat. De praktiske retningslinjer for denne stempling findes i bilag IV.
Artikel 12 – Formodning, for så vidt angår opfyldelse af betingelserne for opholdets varighed
Den gældende tekst tilpasses til oprettelsen af et ind- og udrejsesystem. Artikel 12 regulerer i dag procedurerne ved nægtelse af indrejse og formodning om ulovligt ophold i tilfælde af manglende ind- og udrejsestempler. Stempling erstattes af elektronisk registrering i ind- og udrejsesystemet.
Artikel 12a – Overgangsperiode og overgangsforanstaltninger
–Stk. 1 fastsætter en overgangsperiode på seks måneder fra og med idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet. I denne overgangsperiode skal grænsevagterne tage hensyn til såvel stemplerne i rejsedokumenterne som oplysningerne i ind- og udrejsesystemet. Med denne fremgangsmåde kan grænsevagterne kontrollere, om den maksimale varighed af det tilladte ophold overholdes og, for tredjelandsstatsborgere med visum til én eller to indrejser, om det maksimale antal af tilladte indrejser overholdes. Der kan jo sagtens være tale om personer, der har befundet sig på medlemsstaternes område i de 180 dage, der går forud for idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet. I så fald skal deres rejsedokumenter være forsynet med behørigt stempel. Derfor skal der tages hensyn til disse stempler ved ovennævnte kontrol.
–Stk. 2 omhandler tilfælde, hvor en person er rejst ind på medlemsstaternes område inden idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet, og som ikke er rejst ud igen inden da. I så fald registreres vedkommendes persondata i ind- og udrejsesystemet, når han/hun rejser ud igen, og datoen for sidste indrejse indføres i indrejse/udrejseregistret, så dette fremstår "udfyldt".
Artikel 14 – Nægtelse af indrejse
Et nyt afsnit i stk. 2 fastsætter, at data om tredjelandsstatsborgere, der ikke har fået tilladelse til et kortvarigt ophold [eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum], skal registreres i ind- og udrejsesystemet.
Stk. 3 fastsætter udtrykkeligt, at data, der er indført i ind- og udrejsesystemet, skal rettes, såfremt det i en klageafgørelse konkluderes, at afgørelsen om nægtelse af indrejse ikke er tilstrækkeligt underbygget.
Bilag III – Modeller til skiltning af baner ved grænseovergangsstederne
Skiltene i bilag III suppleres med nye skilte til baner med automatiseret grænsekontrol.
Bilag IV – Stempling
Den gældende tekst tilpasses til oprettelsen af et ind- og udrejsesystem. Med det nye system omhandler bilag IV kun: 1) stempling, der skal foretages af alle medlemsstater ved nægtelse af indrejse, 2) ved udtrykkelig hjemmel i national lovgivning: stempler, som en medlemsstat kan sætte i rejsedokumenter ved ind- og udrejse af tredjelandsstatsborgere, der har en opholdstilladelse, som samme medlemsstat har udstedt.
Bilag V, del A – Procedurer ved nægtelse af indrejse ved grænsen
Den gældende tekst tilpasses til oprettelsen af et ind- og udrejsesystem:
Stk. 1, litra b), ændres og vedrører nu de kategorier af personer, hvis data skal registreres i ind- og udrejsesystemet, hvis de nægtes indrejse. Grænsevagtens pligt til at sætte et indrejsestempel i passet fastholdes.
Stk. 1, litra d), ændres og vedrører nu de kategorier af personer, hvis data ikke skal registreres i ind- og udrejsesystemet, hvis de nægtes indrejse, men som skal have påsat et indrejsestempel i deres pas og registreret deres afvisning i et nationalt register.
Bilag VIII udgår.
Disse oplysninger registreres i ind- og udrejsesystemet.
2016/0105 (COD)
Forslag til
EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING
om ændring af forordning (EU) nr. 2016/399 for så vidt angår brugen af ind- og udrejsesystemet
EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 77, stk. 2, litra b),
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,
under henvisning til udtalelse fra Regionsudvalget,
efter den almindelige lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1)Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/399 af 9. marts 2016 om indførelse af en EU-kodeks for personers grænsepassage (Schengengrænsekodeks) fastsætter betingelserne, kriterierne og retningslinjerne for passage af medlemsstaternes ydre grænser.
(2)[Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. XXX om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser og om fastlæggelse af betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål] har til formål at indføre et centraliseret system til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer EU-medlemsstaternes ydre grænser med henblik på et kort ophold [eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum].
(3)For at foretage kontrol af tredjelandsstatsborgere i henhold til forordning (EU) 2016/399, hvilket omfatter kontrol af tredjelandsstatsborgerens identitet og/eller identificering samt kontrol af, at vedkommende ikke har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold på medlemsstaternes område, bør grænsevagterne benytte alle til rådighed værende oplysninger, herunder oplysninger i ind- og udrejsesystemet. De data, der lagres i systemet, bør også bruges til kontrol af, om tredjelandsstatsborgere med et visum til én eller to indrejser har overholdt det maksimale antal tilladte indrejser.
(4)For at sikre, at ind- og udrejsesystemet er fuldt ud effektivt, skal ind- og udrejsekontrol foretages på en ensartet måde ved de ydre grænser.
(5)Indførelsen af et ind- og udrejsesystem betyder, at det er nødvendigt at tilpasse procedurerne i forordning (EU) 2016/399 for kontrol af personer, der passerer de ydre grænser. Ind- og udrejsesystemet sigter navnlig mod at afskaffe stempling af rejsedokumenter ved ind- og udrejse af tredjelandsstatsborgere, der har tilladelse til et ophold [eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum], ved at erstatte stemplingen med elektronisk registrering af ind- og udrejse direkte i ind- og udrejsesystemet. Hvis en tredjelandsstatsborger nægtes indrejse, bør den pågældendes rejsedokument dog stadig stemples, da der er tale om en højrisikorejsende. Derudover bør der tages højde for interoperabiliteten mellem ind- og udrejsesystemet og visuminformationssystemet i grænsekontrolprocedurerne. Endelig giver ind- og udrejsesystemet mulighed for brug af nye teknologier ved grænsekontrol af rejsende, der indrejser med henblik på et kortvarigt ophold.
(6)I en periode på seks måneder efter idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet bør grænsevagterne tage højde for ophold på medlemsstaternes område i de seks måneder, der går forud for ind- eller udrejsen, ved at kontrollere stemplerne i rejsedokumenterne i tillæg til ind- og udrejseoplysningerne i ind- og udrejsesystemet. Denne foranstaltning bør gøre det muligt at udføre de nødvendige kontroller i de tilfælde, hvor en person vil få tilladelse til et kortvarigt ophold på medlemsstaternes område i de seks måneder, der går forud for idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet. Desuden bør der fastsættes specifikke bestemmelser for personer, der er rejst ind på medlemsstaternes område, men som ikke er rejst ud igen før systemets idriftsættelse. I disse tilfælde bør den seneste indrejse også registreres i ind- og udrejsesystemet, når vedkommende rejser ud af medlemsstaternes område igen.
(7)I betragtning af, at situationen er meget forskellig i medlemsstaterne og ved de forskellige grænseovergangssteder i medlemsstaterne med hensyn til antallet af tredjelandsstatsborgere, der passerer grænsen, bør det være op til medlemsstaterne at afgøre, om og i hvilket omfang de vil gøre brug af teknologier som f.eks. automatiske grænsekontrolsystemer, selvbetjeningsautomater og elektroniske paskontroller. Hvis sådanne teknologier tages i anvendelse, skal det sikres, at ind- og udrejsekontrollerne udføres på en ensartet måde ved de ydre grænser, og at der sørges for et tilstrækkeligt sikkerhedsniveau.
(8)Desuden bør grænsevagternes opgaver og roller defineres ved brug af disse teknologier. I den forbindelse bør det sikres, at resultaterne af den grænsekontrol, der foregår automatisk, er tilgængelige for grænsevagterne, så de er i stand til at træffe korrekte beslutninger. Derudover er det nødvendigt at overvåge de rejsendes anvendelse af de automatiske grænsekontrolsystemer, selvbetjeningsautomaterne og de elektroniske paskontroller, så svigagtig adfærd og brug kan forhindres. I forbindelse med overvågningen bør grænsevagterne desuden være særligt opmærksomme på mindreårige og have mulighed for at identificere personer, der har brug for beskyttelse.
(9)Medlemsstaterne bør også på frivillig basis kunne udforme nationale lempelsesprogrammer, der giver sikkerhedstjekkede tredjelandsstatsborgere mulighed for at få dispensation fra den grundige kontrol ved indrejse. Ved brug af sådanne nationale lempelsesprogrammer skal det sikres, at de er udformet på en ensartet måde, og at sikkerhedsniveauet er tilstrækkeligt.
(10)Denne forordning berører ikke anvendelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF.
(11)Målet for denne forordning, nemlig at ændre de eksisterende regler i forordning (EU) 2016/399, kan kun nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. samme artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.
(12)I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til traktaten om Den Europæiske Union og til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark. Da denne forordning udbygger Schengenreglerne, skal Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen træffe afgørelse om, hvorvidt det vil gennemføre forordningen i sin nationale lovgivning, inden seks måneder efter forordningens vedtagelse.
(13)Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Det Forenede Kongerige ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2000/365/EF; Det Forenede Kongerige deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige.
(14)Denne forordning udgør en udvikling af de bestemmelser i Schengenreglerne, som Irland ikke deltager i, jf. Rådets afgørelse 2002/192/EF; Irland deltager derfor ikke i vedtagelsen af denne forordning, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.
(15)For så vidt angår Island og Norge udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen indgået mellem Rådet for Den Europæiske Union og Republikken Island og Kongeriget Norge om disse to staters associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF.
(16)For så vidt angår Schweiz udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2008/146/EF.
(17)For så vidt angår Liechtenstein udgør denne forordning en udvikling af bestemmelser i Schengenreglerne, jf. protokollen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab, Det Schweiziske Forbund og Fyrstendømmet Liechtenstein om Fyrstendømmet Liechtensteins tiltrædelse af aftalen mellem Den Europæiske Union, Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om Det Schweiziske Forbunds associering i gennemførelsen, anvendelsen og udviklingen af Schengenreglerne, henhørende under det område, som er nævnt i artikel 1, litra A, i Rådets afgørelse 1999/437/EF sammenholdt med artikel 3 i Rådets afgørelse 2011/350/EU.
(18)Forordning (EU) 2016/399 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —
VEDTAGET DENNE FORORDNING:
Artikel 1
I forordning (EU) 2016/399 foretages følgende ændringer:
1)I artikel 2 tilføjes som nr. 22, 23, 24 og 25:
"22. "ind- og udrejsesystem": det system, der er indført ved [Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. XXX om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser, og om betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til retshåndhævelsesformål]
23. "selvbetjeningssystem": et automatisk system, der står for alle eller nogle af de kontroller ved grænsen, som finder anvendelse på en person
24. "elektronisk paskontrol": en elektronisk styret infrastruktur dér, hvor den faktiske ydre grænsepassage finder sted
25. "automatisk grænsekontrolsystem": et system, der muliggør automatisk kontrolleret grænsepassage, og som består af et selvbetjeningssystem og en elektronisk paskontrol".
2)Som artikel 6a indsættes:
"Artikel 6a
Tredjelandsstatsborgere, hvis data skal registreres i ind- og udrejsesystemet
1. Oplysninger om ind- og udrejse af følgende kategorier af personer skal indføres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 14, 15, 17 og 18 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]:
a)tredjelandsstatsborgere med tilladelse til et kortvarigt ophold, jf. artikel 6, stk. 1, [eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum]
b)tredjelandsstatsborgere, der er i familie med en unionsborger omfattet af direktiv 2004/38/EF, og som ikke har et opholdskort i henhold til dette direktiv
c)tredjelandsstatsborgere, der er i familie med en anden tredjelandsstatsborger med ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, og som ikke har et opholdskort i henhold til direktiv 2004/38/EF.
2. Oplysninger om tredjelandsstatsborgere, som ikke har fået tilladelse til et kortvarigt ophold eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum i henhold til artikel 14 i denne forordning, skal registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 16 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet].
3. Oplysninger om følgende personkategorier skal ikke registreres i ind- og udrejsesystemet:
a)tredjelandsstatsborgere, der er i familie med en unionsborger omfattet af direktiv 2004/38/EF, og som har et opholdskort i henhold til dette direktiv
b)tredjelandsstatsborgere, der er i familie med en anden tredjelandsstatsborger med ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, og som har et opholdskort i henhold til direktiv 2004/38/EF.
c)statsborgere i Andorra, Monaco og San Marino
d)personer eller kategorier af personer, der er fritaget for grænsekontrol, eller som er omfattet af lempet grænsekontrol:
i) statsoverhoveder og medlemmer af deres delegation, jf. bilag VII, punkt 1
ii) flypiloter og andre besætningsmedlemmer, jf. bilag VII, punkt 2
iii) sømænd, jf. bilag VII, punkt 3
iv) grænsearbejdere, jf. bilag VII, punkt 5
v) redningstjenester, politifolk, brandfolk i nødsituationer og grænsevagter, jf. bilag VII, punkt 7
vi) offshore-arbejdere, jf. bilag VII, punkt 8
vii) besætningsmedlemmer og passagerer på krydstogtskibe, jf. bilag VI, punkt 3.2.1, 3.2.2 og 3.2.3
viii) personer om bord på lystfartøjer, der ikke skal underkastes grænsekontrol, jf. bilag VI, punkt 3.2.4, 3.2.5 og 3.2.6
e)personer, som er fritaget for forpligtelsen til kun at passere de ydre grænser ved grænseovergangsstederne og inden for den normale åbningstid, jf. artikel 5, stk. 2
f)personer, der fremviser en gyldig tilladelse til lokal grænsetrafik, som giver dem ret til at passere grænsen, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1931/2006."
Oplysninger om de familiemedlemmer, der er omhandlet i litra a) og b), skal ikke registreres i ind- og udrejsesystemet, selv om de ikke ledsager eller slutter sig til en unionsborger eller en tredjelandsstatsborger med ret til fri bevægelighed."
3)I artikel 8 foretages følgende ændringer:
a)I stk. 2, første afsnit, tilføjes følgende punktum:
"Hvis rejsedokumentet indeholder en elektronisk datalagringsenhed (chip), skal chipdataenes ægthed bekræftes ved hjælp af en ubrudt kæde af gyldige certifikater, medmindre dette er umuligt af tekniske årsager eller – hvis der er tale om et rejsedokument udstedt af et tredjeland – på grund af manglende gyldige certifikater."
b)I stk. 3 foretages følgende ændringer:
i)
Litra a), nr. i), ii) og iii), affattes således:
"i) kontrol af den pågældende tredjelandsstatsborgers identitet og nationalitet og af rejsedokumentets gyldighed og ægthed ved søgning i de relevante databaser, herunder:
1) Schengeninformationssystemet
2) Interpols database over stjålne og bortkomne rejsedokumenter
3) nationale databaser med oplysninger om stjålne, ulovligt handlede, bortkomne og ugyldiggjorte rejsedokumenter.
Kontrolproceduren omfatter en grundig kontrol af rejsedokumentet for tegn på falsk eller forfalskning.
Medmindre der er tale om tredjelandsstatsborgere, hvis indrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, gælder følgende: Hvis rejsedokumentet indeholder et ansigtsbillede, der er lagret i en elektronisk datalagringsenhed (en chip), og hvis ansigtsbilledet i chippen kan tilgås lovligt og teknisk, skal kontrolproceduren omfatte verificering af ansigtsbilledet i chippen ved elektronisk sammenligning med det ansigtsbillede, der tages på stedet af den pågældende tredjelandsstatsborger.
ii) kontrol af, om rejsedokumentet, hvis det er relevant, ledsages af det påkrævede visum eller den påkrævede opholdstilladelse.
Hvis opholdstilladelsen indeholder en elektronisk datalagringsenhed (chip), skal chipdataenes ægthed bekræftes ved hjælp af en ubrudt kæde af gyldige certifikater, medmindre dette er umuligt af tekniske årsager. Den indgående indrejsekontrol skal også omfatte systematisk verificering af gyldigheden af opholdstilladelsen eller visummet til længerevarende ophold ved udelukkende at søge efter oplysninger om stjålne, ulovligt handlede, bortkomne og ugyldiggjorte dokumenter i Schengeninformationssystemet og andre relevante databaser[].
iii) for personer, hvis indrejse eller nægtelse af indrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 6a i denne forordning, skal der foretages kontrol af vedkommendes identitet samt eventuelt identificering, jf. artikel 21, stk. 4, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]."
ii)
følgende litra a), nr. iii a), indsættes efter litra a), nr. iii):
"iii a) for personer, hvis indrejse eller nægtelse af indrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 6a i denne forordning: kontrol af, at tredjelandsstatsborgeren ikke allerede har nået eller overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold på medlemsstaternes område; for tredjelandsstatsborgere, der har visum til én eller to indrejser: kontrol af, om vedkommende har overholdt det maksimale antal tilladte indrejser, ved søgning i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 21 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]."
iii)
litra b) affattes således:
"b) Hvis tredjelandsstatsborgeren er i besiddelse af et visum [eller et rundrejsevisum], jf. artikel 6, stk. 1, litra b), skal den grundige indrejsekontrol også omfatte verifikation af visummet, hvad angår ægthed og territorial og tidsmæssig gyldighed, herunder visumstatus, samt eventuelt visumindehaverens identitet ved hjælp af en søgning i visuminformationssystemet i henhold til artikel 18 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 767/2008."
iv)
litra g), nr. i), affattes således:
"i) Verificering af, at tredjelandsstatsborgeren er indehaver af et gyldigt dokument, der giver den pågældende ret til at passere grænsen, og at dokumentet ledsages af eventuelt påkrævet visum eller opholdstilladelse. Kontrollen af dokumentet skal omfatte søgning i relevante databaser, herunder navnlig Schengeninformationssystemet, Interpols database over stjålne og bortkomne rejsedokumenter og nationale databaser med oplysninger om stjålne, ulovligt handlede, bortkomne og ugyldiggjorte rejsedokumenter[]. Medmindre der er tale om tredjelandsstatsborgere, hvis udrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, gælder følgende: Hvis rejsedokumentet indeholder et ansigtsbillede, der er lagret i en elektronisk lagerenhed (chip), og hvis ansigtsbilledet i chippen kan tilgås lovligt og teknisk, skal kontrolproceduren omfatte verificering af ansigtsbilledet i chippen ved elektronisk sammenligning med det ansigtsbillede, der tages på stedet af den pågældende tredjelandsstatsborger."
v)
i litra g) tilføjes følgende nummer iv) og v):
"iv) For personer, hvis udrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 6a i denne forordning, skal der foretages kontrol af den pågældende persons identitet samt, hvis der er hjemmel for det i artikel 21, stk. 4, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet], identificering.
v) For personer, hvis udrejse skal registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 6a i denne forordning, skal der foretages kontrol af, at den pågældende tredjelandsstatsborger ikke har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold på medlemsstaternes område, ved at søge i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 21 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]."
vi)
Litra h), nr. ii), udgår.
vii)
Litra i) affattes således:
"d) Med henblik på at identificere personer, der ikke eller ikke længere opfylder betingelserne for indrejse, ophold eller bopæl på medlemsstaternes område, kan der foretages en søgning i visuminformationssystemet i henhold til artikel 20 i forordning (EF) nr. 767/2008, og der kan søges i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 25 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]."
viii) følgende stk. 9 tilføjes:
"9.
Grænsevagten oplyser tredjelandsstatsborgeren om det maksimale antal dage, som det tilladte kortvarige ophold må vare, idet den pågældende for så vidt angår tredjelandsstatsborgere med et visum tager hensyn til resultaterne af søgningen i ind- og udrejsesystemet, herunder antallet af indrejser og varigheden af det ophold, der er tilladt ifølge visummet, hvor det er relevant, jf. artikel 6, stk. 1, litra b)."
4)Som artikel 8a indsættes:
"Artikel 8a
Brug af automatiske grænsekontrolsystemer for EU/EØS/CH-borgere og for tredjelandsstatsborgere, der har et opholdskort
1. Følgende kategorier af personer kan få tilladelse til at bruge de automatiske grænsekontrolsystemer, hvis betingelserne i stk. 2 er opfyldt:
a)unionsborgere som omhandlet i artikel 20, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde
b)tredjelandsstatsborgere, som i henhold til aftaler mellem Unionen og dens medlemsstater på den ene side og de pågældende tredjelande på den anden side nyder godt af en ret til fri bevægelighed svarende til unionsborgernes
c)tredjelandsstatsborgere, der er i familie med en unionsborger omfattet af direktiv 2004/38/EF, og som har et opholdskort i henhold til dette direktiv
d)tredjelandsstatsborgere, der er i familie med en anden tredjelandsstatsborger med ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, og som har et opholdskort i henhold til direktiv 2004/38/EF.
2. Følgende kumulative betingelser skal være opfyldt for at få tilladelse til at benytte de automatiske grænsekontrolsystemer:
a)Det rejsedokument, der præsenteres ved passage af grænsen, skal indeholde en elektronisk datalagringsenhed (chip), og ægtheden af dataene herpå skal bekræftes ved hjælp af en ubrudt kæde af gyldige certifikater
b)Det rejsedokument, der præsenteres ved passage af grænsen, skal indeholde et ansigtsbillede, der er lagret i chippen, og som teknisk kan tilgås af det automatiske system for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde det med det ansigtsbilledet, der tages af indehaveren på stedet
c)Derudover skal tredjelandsstatsborgere, der har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, og som har et gyldigt opholdskort, opfylde følgende betingelser:
i) det opholdskort, der forevises ved passage af grænsen, skal indeholde en elektronisk datalagringsenhed (chip), og ægtheden af dataene herpå skal bekræftes ved hjælp af en ubrudt kæde af gyldige certifikater
ii) det opholdskort, der forevises ved passage af grænsen, skal indeholde et ansigtsbillede, der er lagret i chippen, og som teknisk kan tilgås af det automatiske system for at verificere identiteten af indehaveren af opholdstilladelsen eller opholdskortet ved at sammenholde ansigtsbilledet på chippen med det, der tages af indehaveren på stedet.
3. Hvis betingelserne i stk. 2 i denne artikel er opfyldt, kan grænsekontrollen ved ind- og udrejse i henhold til artikel 8, stk. 2, og selve grænsepassagen ske ved hjælp af et automatisk grænsekontrolsystem. Når grænsekontrollen ved ind- og udrejse sker ved hjælp af et automatisk grænsekontrolsystem, skal den systematisk omfatte sikring af, at den person, der passerer grænsen, ikke udgør en reel, aktuel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod medlemsstaternes nationale sikkerhed, offentlige orden og internationale relationer eller en trussel mod folkesundheden, herunder ved at søge i de relevante EU-databaser og nationale databaser, navnlig Schengeninformationssystemet[].
4. Ved ind- og udrejse skal resultaterne af den grænsekontrol, der er foretaget ved hjælp af et selvbetjeningssystem, gøres tilgængelige for en grænsevagt. Grænsevagten tager hensyn til resultaterne af grænsekontrollen og enten tillader ind- eller udrejsen eller henvise den pågældende person til en grænsevagt, der skal foretage yderligere kontroller.
5. En person skal henvises til en grænsevagt i følgende situationer:
a)hvis en af betingelserne i stk. 2 ikke er opfyldt
b)hvis resultaterne af grænsekontrollen ved ind- eller udrejse, jf. artikel 8, stk. 2, rejser tvivl om vedkommendes identitet, eller hvis resultaterne viser, at vedkommende udgør en reel, aktuel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod medlemsstaternes nationale sikkerhed, offentlige orden og internationale relationer eller en trussel mod folkesundheden
c)i tilfælde af tvivl.
6. Med forbehold af stk. 4 kan en grænsevagt, der overvåger en persons grænsepassage ved brug af det automatiske grænsekontrolsystem, beslutte at henvise personen til en grænsevagt af andre grunde.
7. Automatiske grænsekontrolsystemer skal betjenes under tilsyn af en grænsevagt, der har ansvaret for at overvåge brugerne og opdage uhensigtsmæssig, svigagtig eller unormal brug heraf."
5)Følgende indsættes som artikel 8b:
"Artikel 8b
Brug af automatiske grænsekontrolsystemer for tredjelandsstatsborgere, der har opholdstilladelse
1. Tredjelandsstatsborgere, der har opholdstilladelse, kan benytte de automatiske grænsekontrolsystemer, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt:
a)Det rejsedokument, der præsenteres ved passage af grænsen, skal indeholde en elektronisk datalagringsenhed (chip), og ægtheden af data herpå skal bekræftes ved hjælp af en ubrudt kæde af gyldige certifikater
b)Det rejsedokument, der præsenteres ved passage af grænsen, skal indeholde et ansigtsbillede, der er lagret i chippen, og som lovligt og teknisk kan tilgås af det automatiske system for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde ansigtsbilledet på chippen med det ansigtsbillede, der tages på stedet af indehaveren.
c)Den opholdstilladelse, der forevises ved passage af grænsen, skal indeholde en elektronisk datalagringsenhed (chip), og ægtheden af dataene herpå skal bekræftes ved hjælp af en ubrudt kæde af gyldige certifikater
d)Den opholdstilladelse, der forevises ved passage af grænsen, skal indeholde et ansigtsbillede, der er lagret i chippen, og som teknisk kan tilgås af det automatiske system for at verificere identiteten af indehaveren af opholdstilladelsen ved at sammenholde ansigtsbilledet i chippen med det ansigtsbillede, der tages på stedet af indehaveren..
2. Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan grænsekontrollen ved ind- og udrejse og selve grænsepassagen ske ved hjælp af et automatisk grænsekontrolsystem. I denne forbindelse bemærkes navnlig følgende:
a)ved indrejse skal tredjelandsstatsborgere, der har opholdstilladelse, gennemgå den grænsekontrol, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, og artikel 8, stk. 3, litra a), nr. i), ii), iv) og vi)
b)ved udrejse skal tredjelandsstatsborgere, der har opholdstilladelse, gennemgå den grænsekontrol, der er omhandlet i artikel 8, stk. 2, og artikel 8, stk. 3, litra g), nr. i), ii) og iii).
3. Ved ind- og udrejse skal resultaterne af den grænsekontrol, der er foretaget ved hjælp af selvbetjeningssystemet, gøres tilgængelige for en grænsevagt. Grænsevagten tager hensyn til resultaterne af grænsekontrollen og enten tillader ind- eller udrejsen eller henviser den pågældende person til en grænsevagt.
4. En person skal henvises til en grænsevagt i følgende situationer:
a)hvis en eller flere af betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt
b)hvis resultaterne af grænsekontrollen ved ind- eller udrejse, jf. stk. 2, rejser tvivl om vedkommendes identitet, eller hvis resultaterne viser, at vedkommende anses for at udgøre en reel, aktuel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod medlemsstaternes nationale sikkerhed, offentlige orden og internationale relationer eller en trussel mod folkesundheden
c)hvis grænsekontrollen ved ind- eller udrejse, jf. stk. 2, viser, at en eller flere betingelser for ind- eller udrejse ikke er opfyldt
d)i tilfælde af tvivl.
5. Med forbehold af stk. 4 kan en grænsevagt, der overvåger en persons grænsepassage ved brug af det automatiske grænsekontrolsystem, beslutte at henvise personen til en grænsevagt af andre grunde.
6. Automatiske grænsekontrolsystemer skal betjenes under tilsyn af en grænsevagt, der har ansvaret for at overvåge brugerne og opdage uhensigtsmæssig, svigagtig eller unormal brug heraf."
6)Følgende indsættes som artikel 8c:
"Artikel 8c
Brug af selvbetjeningssystemer til forudregistrering af data i ind- og udrejsesystemet
1. Personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 6a, kan benytte et selvbetjeningssystem til forudregistrering af deres persondata i ind- og udrejsesystemet under forudsætning af, at følgende kumulative betingelser er verificeret:
a)Det rejsedokument, der forevises ved passage af grænsen, skal indeholde en elektronisk datalagringsenhed (chip), og ægtheden af dataene herpå skal bekræftes ved hjælp af en ubrudt kæde af gyldige certifikater
b)Det rejsedokument, der forevises ved passage af grænsen, skal indeholde et ansigtsbillede, der er lagret i chippen, og som lovligt og teknisk kan tilgås af det automatiske system for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde ansigtsbilledet i chippen med det ansigtsbillede, der tages på stedet af indehaveren.
2. I henhold til stk. 1 skal selvbetjeningssystemet verificere, om tredjelandsstatsborgeren er registreret i ind- og udrejsesystemet, samt vedkommendes identitet, jf. artikel 21, stk. 2, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet].
3. I henhold til artikel 21, stk. 4, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet] skal selvbetjeningssystemet udføre identificering, jf. artikel 25 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet] i følgende situationer:
a)den verificering, der er omhandlet i stk. 2, indikerer, at der ikke er registreret oplysninger om tredjelandsstatsborgeren i ind- og udrejsesystemet
b)verificeringen af tredjelandsstatsborgeren fejler
c)der er tvivl om tredjelandsstatsborgerens identitet.
I henhold til artikel 21, stk. 4 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet] finder følgende bestemmelser desuden anvendelse i de tilfælde, hvor der foretages en identificering i ind- og udrejsesystemet:
a)for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der skal være i besiddelse af et visum for at kunne passere de ydre grænser, gælder det, at der skal foretages en verificering af deres fingeraftryk i visuminformationssystemet, jf. artikel 18, stk. 5, i forordning (EF) nr. 767/2008, hvis søgningen i visuminformationssystemet med anvendelse af de data, der er nævnt i samme forordnings artikel 18, stk. 1, viser, at vedkommende er registreret i systemet; i de tilfælde, hvor en verificering af den pågældende person i henhold til stk. 2 i denne artikel fejler, skal grænsemyndighederne tilgå visuminformationssystemet med henblik på identifikation, jf. artikel 20 i forordning (EF) nr. 767/2008.
b)for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der ikke behøver at være i besiddelse af et visum for at kunne passere de ydre grænser, og som ikke kan findes ved søgning i ind- og udrejsesystemet i forbindelse med identificeringstjekket i henhold til artikel 25 i [forordningen om oprettelse af et ind- og udrejsesystem], skal der foretages en søgning i visuminformationssystemet, jf. artikel 19a i forordning (EF) nr. 767/2008.
4. Hvis der ikke er registreret oplysninger om den pågældende person i ind- og udrejsesystemet, jf. stk. 2 og 3, gælder følgende:
a)de tredjelandsstatsborgere, der skal være i besiddelse af et visum for at kunne passere de ydre grænser, skal ved hjælp af selvbetjeningssystemet forudregistrere de oplysninger i ind- og udrejsesystemet, der er omhandlet i artikel 14, stk. 1, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet], og de tredjelandsstatsborgere, der ikke behøver at være i besiddelse af et visum for at passere de ydre grænser, skal ved hjælp af selvbetjeningssystemet forudregistrere de oplysninger i ind- og udrejsesystemet, der er omhandlet i artikel 15, stk. 1, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]
b)efterfølgende skal vedkommende henvises til en grænsevagt, som:
a)forudregistrerer alle de påkrævede oplysninger, der ikke har kunnet indsamles ved hjælp af selvbetjeningssystemet
b)verificerer:
a) at det rejsedokument, der er brugt i selvbetjeningssystemet, også er det rejsedokument, som den pågældende person fremviser
b) at vedkommendes ansigt stemmer overens med det ansigtsbillede, der er registreret i selvbetjeningssystemet
c) for personer, som ikke har det påkrævede visum i henhold til forordning (EF) nr. 539/2001, at vedkommendes fingeraftryk stemmer overens med de fingeraftryk, der er registreret i selvbetjeningssystemet
c)bekræfte personoplysningerne i ind- og udrejsesystemet og indtaste de oplysninger, der er nævnt i artikel 14, stk. 2, artikel 16, stk. 1, eller artikel 16, stk. 3, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet], når beslutningen om at tillade eller nægte indrejse er taget.
5. Hvis resultatet af de foranstaltninger, der er omhandlet i stk. 2, 3 og 4, viser, at der i ind- og udrejsesystemet er registreret oplysninger om den pågældende person, skal selvbetjeningssystemet kontrollere, om det er nødvendigt at opdatere en eller flere af de oplysninger, der er nævnt i artikel 14, stk. 1, eller artikel 15, stk. 1, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]. Desuden skal der foretages en søgning i visuminformationssystemet, jf. artikel 21, stk. 5, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet], hvis det viser sig, at der er registreret personoplysninger om den pågældende tredjelandsstatsborger i ind- og udrejsesystemet, men at det er første gang efter denne registrering, at vedkommende ønsker at passere de ydre grænser i en medlemsstat, der er forpligtet til at anvende forordning (EF) nr. 767/2008.
6. Hvis det i medfør af stk. 5 konstateres, at den pågældende person tidligere har fået sine oplysninger registreret i ind- og udrejsesystemet, men at det er nødvendigt at opdatere disse oplysninger, gælder følgende bestemmelser:
a)den pågældende person skal ved hjælp af selvbetjeningssystemet forudregistrere de opdaterede oplysninger i ind- og udrejsesystemet
b)den pågældende person skal henvises til en grænsevagt. Denne grænsevagt verificerer korrektheden af de opdaterede oplysninger, der er forudregistreret via selvbetjeningssystemet, og opdaterer derefter personoplysningerne i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 13, stk. 2, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet], når beslutningen om at tillade eller nægte indrejse er truffet.
7. Selvbetjeningssystemer skal betjenes under tilsyn af en grænsevagt, der har ansvaret for at opdage uhensigtsmæssig, svigagtig eller unormal brug heraf."
7)Følgende indsættes som artikel 8d:
"Artikel 8d
Brug af selvbetjeningssystemer og/eller elektroniske paskontroller for tredjelandsstatsborgere, hvis grænsekontrol skal registreres i ind- og udrejsesystemet
1. Personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 6a, kan få tilladelse til at benytte selvbetjeningssystemer til grænsekontrol, hvis følgende kumulative betingelser er opfyldt:
a)det rejsedokument, der forevises ved passage af grænsen, skal indeholde en elektronisk datalagringsenhed (chip), og ægtheden af dataene herpå skal bekræftes ved hjælp af en ubrudt kæde af gyldige certifikater
b)det rejsedokument, der forevises ved passage af grænsen, skal indeholde et ansigtsbillede, der er lagret i chippen, og som lovligt og teknisk kan tilgås af det automatiske system for at verificere indehaverens identitet ved at sammenholde ansigtsbilledet i chippen med det ansigtsbillede, der tages på stedet af indehaveren.
c)personen er allerede registreret eller forudregistreret i ind- og udrejsesystemet.
2. Hvis betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan alle de kontroller ved ind- og udrejse, der er nævnt i artikel 8, stk. 2, og artikel 8, stk. 3, litra a) og b), eller i artikel 8, stk. 2, og artikel 8, stk. 3, litra g) og h), udføres ved hjælp af et selvbetjeningssystem. Hvis grænsekontrollen udføres ved hjælp af et automatisk grænsekontrolsystem, skal grænsekontrollen ved udrejse omfatte de kontroller, der er nævnt i artikel 8, stk. 3, litra h).
3. Ved ind- og udrejse skal resultaterne af den grænsekontrol, der er foretaget ved hjælp af selvbetjeningssystemet, gøres tilgængelige for en grænsevagt. Grænsevagten tager hensyn til resultaterne af grænsekontrollen og enten tillader ind- eller udrejsen eller henviser den pågældende person til en grænsevagt.
4. En person skal henvises til en grænsevagt i følgende situationer:
a)hvis en eller flere af betingelserne i stk. 1 ikke er opfyldt
b)hvis grænsekontrollen ved ind- eller udrejse, jf. stk. 2, viser, at en eller flere betingelser for ind- eller udrejse ikke er opfyldt
c)hvis resultaterne af grænsekontrollen ved ind- eller udrejse, jf. stk. 2, rejser tvivl om vedkommendes identitet, eller hvis resultaterne viser, at vedkommende anses for at udgøre en reel, aktuel og tilstrækkeligt alvorlig trussel mod medlemsstaternes nationale sikkerhed, offentlige orden og internationale relationer eller en trussel mod folkesundheden
d)i tilfælde af tvivl
e)hvis der ikke er nogen elektroniske paskontroller.
5. Ud over de situationer, der er omhandlet i stk. 4, kan en grænsevagt, der overvåger en persons grænsepassage ved brug af selvbetjeningssystemet, beslutte at henvise personen til en grænsevagt af andre grunde.
6. Personer, hvis grænsepassage skal registreres i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 6a, og som i forbindelse med grænsekontrollen har brugt et selvbetjeningssystem, kan få tilladelse til at benytte elektronisk paskontrol. Hvis der benyttes elektronisk paskontrol, skal registreringen af ind-/udrejsen og koblingen af denne registrering til den pågældendes personoplysninger, jf. artikel 13 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet], ske ved grænsepassagen gennem den elektroniske paskontrol. Hvis den elektroniske paskontrol ikke er koblet til selvbetjeningssystemet, skal der ved den elektroniske paskontrol foretages en verificering af brugerens identitet for at sikre, at den person, der benytter den elektroniske paskontrol, også er den person, der har benyttet selvbetjeningssystemet. Verificeringen skal foretages ved hjælp af mindst én biometrisk identifikator.
7. Hvis betingelserne i artikel 8d, stk. 1, litra a) og/eller litra b), ikke er opfyldt, kan en del af grænsekontrollen ved ind- og udrejse, jf. artikel 8, stk. 3, litra a) og b), samt artikel 8, stk. 3, litra g) og h), udføres ved hjælp af et selvbetjeningssystem. Hvis grænsevagten har teknisk mulighed for og lovhjemmel til det, kan den pågældende hente resultaterne af den grænsekontrol, der er foretaget gennem selvbetjeningssystemet, og hvis de resultater viser, at udfaldet af kontrollen er positivt, kan grænsevagten nøjes med at udføre den verifikation, jf. artikel 8, stk. 3, litra a) og b), samt artikel 8, stk. 3, litra g) og h), som ikke har kunnet udføres gennem selvbetjeningssystemet. Grænsevagten kontrollerer desuden, om det rejsedokument, der er brugt i selvbetjeningssystemet, også er det rejsedokument, som den pågældende person fremviser.
8. Selvbetjeningssystemer og elektroniske paskontroller skal betjenes under tilsyn af en grænsevagt, der har ansvaret for at opdage uhensigtsmæssig, svigagtig eller unormal brug af systemet og/eller den elektroniske paskontrol."
8)Følgende indsættes som artikel 8e:
"Artikel 8e
Nationale lempelsesprogrammer
1. Den enkelte medlemsstat kan indføre et frivilligt program, der tillader tredjelandsstatsborgere, jf. artikel 2, stk. 6, eller statsborgere fra et specifikt tredjeland, som ikke har ret til fri bevægelighed, at få adgang til lempede ordninger, jf. stk. 2 i denne artikel, ved passage af en medlemsstats ydre grænser.
2. For så vidt angår de tredjelandsstatsborgere, der er omhandlet i stk. 1 i denne artikel, som får adgang til programmet, kan det uanset artikel 8, stk. 3, litra a), ved de grundige kontroller ved indrejsen undlades at undersøge de aspekter, der er nævnt i artikel 8, stk. 3, litra a), nr. iv) og v), ved passage af en medlemsstats ydre grænser, hvis følgende betingelser er opfyldt:
a)medlemsstaten gennemfører et forudgående sikkerhedstjek af de tredjelandsstatsborgere, der ansøger om at komme med i programmet
b)det forudgående sikkerhedstjek i litra a) skal udføres af visum- eller grænsemyndighederne i henhold til artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 767/2008 eller af de myndigheder, der i kraft af national lovgivning er udpeget til at foretage kontrol af personer på grænseovergangsstederne ved de ydre grænser, jf. denne forordning
c)de myndigheder, der er nævnt i litra b), bevilger kun adgang til programmet, hvis følgende minimumsbetingelser er opfyldt:
i) ansøgeren opfylder betingelserne for indrejse, jf. artikel 6, stk. 1, i denne forordning
ii) det rejsedokument, det visum og/eller den opholdstilladelse, som ansøgeren fremviser, er gyldigt og ikke falsk eller forfalsket
iii) ansøgeren kan bevise sit behov for eller begrunde sin hensigt om at rejse hyppigt eller regelmæssigt
iv) ansøgeren udviser integritet og pålidelighed; der skal navnlig foreligge oplysninger om, at eventuelle tidligere visa med begrænset territorial gyldighed er blevet anvendt lovligt, samt om ansøgerens økonomiske situation i oprindelseslandet og vedkommendes reelle hensigt om at forlade medlemsstaternes område rettidigt. I henhold til artikel 23 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet] skal de myndigheder, der er omhandlet i stk. b i denne artikel, have adgang til at søge i ind- og udrejsesystemet for at verificere, at ansøgeren ikke tidligere har overskredet den maksimale varighed af et tilladt ophold på medlemsstaternes område
v) ansøgeren kan begrunde formålet med og vilkårene for de forventede ophold
vi) ansøgeren har tilstrækkelige subsistensmidler til at dække varigheden af de planlagte ophold samt tilbagerejsen til oprindelseslandet eller bopælslandet, eller ansøgeren er i stand til at skaffe sådanne midler på lovlig vis
vii) ansøgeren er ikke registreret som uønsket i Schengeninformationssystemet (SIS)
viii) ansøgeren anses ikke for at udgøre en trussel for medlemsstaternes offentlige orden, nationale sikkerhed, folkesundhed eller internationale forbindelser, navnlig når den pågældende ikke er indberettet som uønsket i medlemsstaternes nationale databaser med henblik på at give afslag af nævnte grunde.
d)adgang til programmet må bevilges for højst ét år
e)medlemsstaten revurderer situationen for hver enkelt tredjelandsstatsborger, der bevilges adgang til programmet, én gang om året for at sikre, at ansøgeren ud fra de opdaterede oplysninger stadig opfylder betingelserne i artikel 8e, stk. 2, litra c)
f)de grundige kontroller ved ind- og udrejse, jf. artikel 8, stk. 3, litra a) og b), skal også omfatte verificering af identiteten på tredjelandsstatsborgere, der er omfattet af programmet, og af, at tredjelandet har gyldig adgang til programmet
g)de myndigheder, der er omhandlet i litra b), tilbagekalder øjeblikkeligt den tilladelse til at få adgang til programmet, der er givet til en tredjelandsstatsborger:
i) hvis det bliver åbenlyst, at betingelserne for at bevilge adgang til programmet ikke var opfyldt
ii) hvis det bliver åbenlyst, at betingelserne for at bevilge adgang til programmet ikke længere er opfyldt.
Når det kontrolleres, om ansøgeren opfylder betingelserne i litra a), b) og c), skal der lægges særlig vægt på at vurdere, om ansøgeren udgør en risiko for ulovlig indvandring eller for den eller de pågældende medlemsstaters sikkerhed, og om ansøgeren agter at forlade medlemsstaternes område i løbet af det tilladte ophold.
Vurderingen af subsistensmidler under det forventede ophold foretages på grundlag af varigheden af og formålet med det/de planlagte ophold og under henvisning til de gennemsnitlige priser i den eller de pågældende medlemsstater for billig indkvartering og forplejning på grundlag af de vejledende beløb, som medlemsstaterne fastsætter i henhold til artikel 39, stk. 1, litra c). Dokumentation for underhold og/eller privat indlogering kan også udgøre bevis for tilstrækkelige subsistensmidler.
Behandlingen af en ansøgning baseres navnlig på ægtheden og pålideligheden af den fremlagte dokumentation og på rigtigheden og pålideligheden af de udsagn, som ansøgeren fremsætter. Hvis en medlemsstat, der er ansvarlig for at behandle en ansøgning, er i tvivl, hvad angår ansøgeren, vedkommendes udsagn eller den dokumentation, der er fremlagt, kan medlemsstaten høre andre medlemsstater, før der træffes afgørelse om ansøgningen.
4. To eller flere medlemsstater, der har indført deres eget nationale program, jf. denne artikel, kan indgå en indbyrdes aftale for at sikre, at de personer, der har adgang til deres nationale programmer, kan nyde godt af de lempelser, der er anerkendt af de andre nationale programmer. Inden for en frist på en måned efter indgåelsen af aftalen skal der fremsendes en kopi af aftalen til Kommissionen.
5. Kommissionen sender inden udgangen af det tredje år, hvor denne artikel finder anvendelse, en evaluering af gennemførelsen af dens bestemmelser til Europa-Parlamentet og Rådet. På grundlag af denne evaluering kan Europa-Parlamentet eller Rådet opfordre Kommissionen til at fremsætte forslag om fastlæggelse af et EU-program for sikkerhedstjekkede tredjelandsstatsborgere, der rejser ofte."
9)I artikel 9 foretages følgende ændringer:
a)
Stk. 3 affattes således:
"3. "Selv i tilfælde af lempet kontrol indfører grænsevagten oplysninger i ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 6a. Hvis oplysningerne ikke kan indføres elektronisk, skal de indføres manuelt."
b)
Følgende indsættes som stk. 3a:
"3a.
Hvis det teknisk ikke kan lade sig gøre at indføre data i ind- og udrejsesystemets centrale system, eller hvis det centrale system svigter, finder følgende bestemmelser anvendelse:
i) uanset artikel 6a i denne forordning skal de oplysninger, der er nævnt i artikel 14, 15, 16, 17 og 18 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet], midlertidigt lagres i den nationale ensartede grænseflade som defineret i artikel 6 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]. Hvis dette ikke er muligt, skal oplysningerne midlertidigt lagres lokalt. I begge situationer skal oplysningerne indføres i ind- og udrejsesystemets centrale system, så snart den tekniske hindring eller fejl er blevet afhjulpet. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger og anvender den nødvendige infrastruktur, det nødvendige udstyr og de nødvendige ressourcer for at sikre, at en sådan midlertidig lokal lagring kan foretages når som helst og på alle deres grænseovergangssteder
ii) for så vidt angår tredjelandsstatsborgere, der er i besiddelse af et visum [eller et rundrejsevisum], jf. artikel 6, stk. 1, litra b), og uanset artikel 8, stk. 3, litra a), nr. iii), og artikel 8, stk. 3, litra g), nr. iv), skal verificeringen af visumindehaverens identitet, hvis det er teknisk muligt, udføres ved at søge direkte i visuminformationssystemet, jf. artikel 18 i forordning (EF) nr. 767/2008."
10)I artikel 10 indsættes som stk. 3a:
"3a. Hvis medlemsstaterne beslutter at anvende automatiske grænsekontrolsystemer, elektroniske paskontroller og/eller selvbetjeningssystemer, anvender de skiltene i del D i bilag III til at angive de respektive baner."
11)Artikel 11 affattes således:
"Artikel 11
Stempling af rejsedokumenter
1. Såfremt der er udtrykkelig hjemmel for det i den nationale lovgivning, kan en medlemsstat ved ind- og udrejse stemple en tredjelandsstatsborgers rejsedokument, hvis denne har en opholdstilladelse, der er udstedt af den pågældende medlemsstat.
2. De praktiske retningslinjer for stempling findes i bilag IV."
12)Artikel 12 affattes således:
"Artikel 12
Formodning, for så vidt angår opfyldelse af betingelserne for opholdets varighed
1. Hvis en tredjelandsstatsborger, der befinder sig på en medlemsstats område, ikke er registreret i ind- og udrejsesystemet, eller hvis de registrerede ind- og udrejseoplysninger om vedkommende ikke omfatter en udrejsedato efter udløbet af det tilladte ophold, kan de kompetente myndigheder, uanset artikel 12a, have en formodning om, at tredjelandsstatsborgeren ikke eller ikke længere opfylder betingelserne for varigheden af opholdet på medlemsstaternes område.
2. Denne formodning finder ikke anvendelse på en tredjelandsstatsborger, der uanset form kan fremlægge pålidelig dokumentation for, at vedkommende har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, eller at vedkommende har en opholdstilladelse eller et visum til et langvarigt ophold. Hvis det er relevant, skal artikel 32 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet] finde anvendelse.
3. Formodningen i stk. 1 kan afkræftes ved, at den pågældende person uanset form fremlægger pålidelig dokumentation som f.eks. transportbilletter eller dokumentation for tilstedeværelse uden for medlemsstatens område eller for udløbet af en tidligere opholdstilladelse eller et tidligere visum til et langvarigt ophold, som godtgør, at den pågældende har overholdt reglerne for varigheden af et kortvarigt ophold.
I sådanne situationer anvender de kompetente myndigheder proceduren i artikel 18 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet].
4. Hvis formodningen i stk. 1 ikke afkræftes, kan de kompetente myndigheder udvise tredjelandsstatsborgeren fra de pågældende medlemsstaters område.
En tredjelandsstatsborger, som godtgør, at vedkommende har ret til fri bevægelighed i henhold til EU-retten, kan kun udvises af de kompetente grænse- og indvandringsmyndigheder i den pågældende medlemsstat, jf. direktiv 2004/38/EF."
13)Som artikel 12a indsættes:
"Artikel 12a
Overgangsperiode og overgangsforanstaltninger
1. For ved indrejse at verificere, at en person ikke har overtrådt antallet af tilladte indrejser i et visum til én eller to indrejser, og for ved ind- og udrejse at verificere, at en person, der er rejst ind med henblik på et kort ophold, ikke har overskredet den maksimale varighed af det tilladte ophold, tager de kompetente grænsemyndigheder i en periode på seks måneder efter idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet hensyn til opholdene på medlemsstaternes område i de foregående 180 dage før indrejsen eller udrejsen ved at tjekke stemplerne i rejsedokumenterne i tillæg til oplysningerne i ind- og udrejsesystemet.
2. Hvis en person rejser ind i medlemsstaternes område og endnu ikke er rejst ud før idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet, skal den pågældendes persondata indføres i ind- og udrejsesystemet og indrejsedatoen indlæses i ind- og udrejseregistret, jf. artikel 14, stk. 2, i [forordningen om ind- og udrejsesystemet], når den pågældende person rejser ud igen. Denne bestemmelse er ikke begrænset til de seks måneder efter idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet, der er nævnt i stk. 1. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem indrejsestemplets dato og oplysningerne i ind- og udrejsesystemet, gælder det pågældende stempel."
14)I artikel 14 foretages følgende ændringer:
a)I punkt 2 tilføjes følgende som tredje afsnit:
"Data om tredjelandsstatsborgere, som er blevet nægtet tilladelse til et kortvarigt ophold [eller et ophold på grundlag af et rundrejsevisum], skal registreres i ind- og udrejsesystemet i henhold til artikel 6a, stk. 2, i denne forordning og artikel 16 i [forordningen om ind- og udrejsesystemet]."
b)Stk. 3, tredje afsnit, affattes således:
"Uden at det berører en eventuel kompensation i henhold til national lovgivning har den pågældende tredjelandsstatsborger krav på, at den medlemsstat, der har nægtet vedkommende indrejse, korrigerer de oplysninger, der er registreret i ind- og udrejsesystemet, og/eller det annullerede indrejsestempel samt enhver anden form for overstregning eller tilføjelse, hvis det i klageafgørelsen konkluderes, at afgørelsen om nægtelse af indrejse ikke er tilstrækkeligt underbygget."
15)Bilag III, IV og V ændres som angivet i bilaget til nærværende forordning.
16)Bilag VIII udgår.
Artikel 2
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen.
Den finder anvendelse fra og med datoen for idriftsættelsen af ind- og udrejsesystemet, jf. artikel 60 i [Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. XXX om oprettelse af et ind- og udrejsesystem til registrering af ind- og udrejseoplysninger og oplysninger om nægtelse af indrejse vedrørende tredjelandsstatsborgere, der passerer Den Europæiske Unions medlemsstaters ydre grænser, og om betingelserne for adgang til ind- og udrejsesystemet til håndhævelsesformål].
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Bruxelles, den .
På Europa-Parlamentets vegne
På Rådets vegne
Formanden
Formanden