This document is an excerpt from the EUR-Lex website
Document 41998D0026
The Schengen acquis - Decision of the Executive Committee of 16 September 1998 setting up a Standing Committee on the evaluation and implementation of Schengen (SCH/ Com-ex (98) 26 def.)
Schengen-reglerne - Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengen-reglerne (SCH/Com-ex (98) 26 endelig udg.)
Schengen-reglerne - Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengen-reglerne (SCH/Com-ex (98) 26 endelig udg.)
EFT L 239 af 22.9.2000, p. 138–143
(ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV) Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave
(CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO, HR)
No longer in force, Date of end of validity: 25/11/2013; ophævet ved 32013R1053
Schengen-reglerne - Eksekutivkomitéens afgørelse af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengen-reglerne (SCH/Com-ex (98) 26 endelig udg.)
EF-Tidende nr. L 239 af 22/09/2000 s. 0138 - 0143
EKSEKUTIVKOMITÉENS AFGØRELSE af 16. september 1998 om nedsættelse af et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengen-reglerne (SCH/Com-ex (98) 26 endelig udg.) EKSEKUTIVKOMITÉEN HAR - under henvisning til artikel 132 i konventionen om gennemførelse af Schengen-aftalen, under henvisning til artikel 7 i ovennævnte konvention, under henvisning til den fælles erklæring om artikel 139 i slutakten til konventionen, i betragtning af at initiativet til nedsættelse af det stående udvalg skyldes et ønske om komplementaritet med de eksisterende instrumenter inden for Den Europæiske Union, under hensyntagen til overholdelsen af princippet om national suverænitet, i betragtning af at dette udvalg til sin tid om nødvendigt vil skulle tilpasses for at tage hensyn til Den Europæiske Unions operationelle ramme - TRUFFET FØLGENDE AFGØRELSE: Der nedsættes et stående udvalg for evaluering og anvendelse af Schengen-reglerne (i det følgende benævnt "det stående udvalg") under eksekutivkomitéen med det formål dels at fastslå, om alle forudsætningerne for at iværksætte konventionen i en ansøgerstat er opfyldt, dels at sikre, at Schengen-reglerne anvendes korrekt i de stater, der allerede har gennemført konventionen, især ved at påpege problemer og foreslå løsninger. Det stående udvalg har eneansvaret for udarbejdelsen af rapporterne med henblik på evaluering af ansøgerstaternes forberedelser til iværksættelse af Schengen-konventionen og kontrol af, at alle forudsætningerne for den praktiske anvendelse af konventionen og afskaffelsen af kontrollen ved de indre grænser er opfyldt. Det stående udvalgs anden opgave er at skabe grundlaget for, at eksekutivkomitéen kan sikre sig, at Schengen-konventionen anvendes korrekt af de stater, der allerede har iværksat den, navnlig ved at følge op på de henstillinger, som besøgskommissionerne fremsætter efter besøg ved de ydre grænser, ved at følge op på de mangler, der er påpeget i årsrapporten om de ydre grænser, ved at lægge større vægt på de fælles bestræbelser, der er nødvendige for at forbedre kvaliteten af kontrollen ved de ydre grænser, og ved at sikre bedst mulig brug af konventionen inden for politisamarbejdet, samarbejdet på det retlige område og SIS. Det stående udvalg skal søge at finde løsninger på de problemer, der konstateres, og udarbejde forslag til en tilfredsstillende og optimal gennemførelse af konventionen. Det er fortsat Schengen-staterne, der har eneansvaret for at kontrollere, at konventionen anvendes korrekt. Det stående udvalg skal derfor kun varetage den kontrol, der er fastlagt i nedenstående mandat. Med disse to opgaver er det nødvendigt, at det stående udvalg får følgende to særskilte mandater: 1) det skal udarbejde de rapporter, der tjener som grundlag for vurderingen af, om alle forudsætningerne for at iværksætte Schengen-konventionen i en ansøgerstat er opfyldt. I disse tilfælde benævnes det "Evalueringsudvalget" og er ansvarligt for evalueringen af, hvor langt disse stater er nået i deres forberedelser; 2) det skal skabe grundlaget for, at eksekutivkomitéen kan sikre sig, at konventionen anvendes korrekt i de stater, der allerede har gennemført den, med henblik på at opnå den bedst mulige anvendelse af konventionen og det bedst mulige samarbejde mellem Schengen-partnerne. Det skal først og fremmest finde løsninger på de problemer, der har vist sig siden konventionens iværksættelse, og udarbejde forslag til forbedring af kontrollen i overensstemmelse med konventionens mål og ånd. Det benævnes i denne forbindelse "Implementeringsudvalget". I. EVALUERINGSUDVALG FOR DE STATER, DER ØNSKER AT IVÆRKSÆTTE KONVENTIONEN 1. OPGAVER Når en stat ønsker at iværksætte konventionen, udarbejder det stående udvalg inden for rammerne af sin evalueringskompetence en rapport med en liste over kriterier, der skal opfyldes af ansøgerstaterne. Det skal præcist angives, hvilket niveau der skal nås på alle de områder, der er omfattet af konventionen. Når eksekutivkomitéen har godkendt disse kriterier, kontrollerer det stående udvalg i en anden rapport, om en stat, der ønsker at iværksætte konventionen, opfylder kriterierne og har nået det krævede niveau. Udvalget kan på hvert enkelt af sine kompetenceområder pålægge en ekspertgruppe at udarbejde en rapport på det specifikke område. Disse rapporter skal omhandle de kvalitative, kvantitative, operationelle, administrative og organisatoriske aspekter og bør påpege mangler eller svagheder samt foreslå løsninger. 2. KOMPETENCEOMRÅDER Udvalget udarbejder en detaljeret og udtømmende rapport og vurderer, hvor langt de stater, der ønsker at iværksætte konventionen, er nået i deres forberedelser på alle de områder, der er omhandlet i afgørelse SCH/Com-ex (93) 10 af 14. december 1993, og sikrer sig, at alle forudsætningerne for at gennemføre Schengen-reglerne er opfyldt. Vurderingen omfatter især følgende områder: - kontrol ved de ydre grænser, navnlig anvendelse af den fælles håndbog - overvågning af de ydre land- og søgrænser - visa, især anvendelse af de fælles konsulære instrukser - betingelser for udlændinges bevægelighed, herunder bekæmpelse af ulovlig indvandring og ulovligt ophold - opholdstilladelser og indberetninger af personer som uønskede - politisamarbejde - gensidig retshjælp i straffesager, herunder udlevering - narkotika - SIS, navnlig anvendelse af Sirene-håndbogen - beskyttelse af personoplysninger - politik med hensyn til udsendelse og tilbagetagelse - ordninger for personers bevægelighed i lufthavne. Det stående udvalg tager i sit arbejde udgangspunkt i nedenstående opgaver på områderne ydre grænser, politisamarbejde, SIS og visa; det udarbejder desuden en liste over opgaver, som skal udføres af eksperterne på de andre områder: a) Kontrol ved de ydre grænser og migrationsstrømme, herunder bilateralt og multilateralt samarbejde med tredjelande og spørgsmålet om tilbagetagelse Eksperterne skal under hensyntagen til de lokale geografiske forhold og karakteren af den besøgte stats ydre grænser: - besøge alle ydre søgrænser for at indsamle oplysninger på stedet om overvågningsforanstaltningernes effektivitet til søs og på land, navnlig om natten, og observere, hvordan kontrollen af personer og gods foregår i de større havne - observere kontrolforanstaltninger ved landgrænserne for at kontrollere deres effektivitet både om dagen og om natten. De skal indsamle oplysninger om bekæmpelse af ulovlig indvandring, bl.a. ved interviews med kontrolmyndighederne - besøge alle lufthavne for at kontrollere, hvordan Schengen-bestemmelserne anvendes - herudover besøge de centrale myndigheder, der har ansvar for kontrol med de ydre grænser og med indvandring, og gennemgå administrative strukturer og koordineringen mellem nationale og lokale myndigheder - undersøge praksis for visumudstedelse ved grænsen i forbindelse med besøg på grænseovergangssteder og hos den centrale myndighed - i forbindelse med besøg på grænseovergangssteder og hos den centrale myndighed undersøge, om SIS kan tages i drift - vurdere ordningerne for udførelse af kontrol ved de autoriserede grænseovergangssteder ved de ydre grænser og i de mellemliggende områder - vurdere de tekniske midler, der er til rådighed ved de ydre grænser, navnlig til afsløring af falske dokumenter - vurdere overvågningen af land- og søgrænser - kontrollere, om personalet ved de forskellige besøgte grænser er tilstrækkeligt, samt om deres uddannelse er tilstrækkelig, bl.a. med hensyn til afsløring af falske dokumenter - kontrollere de foranstaltninger, der iværksættes ved de besøgte ydre grænser for at bekæmpe ulovlig indvandring og kriminalitet i al almindelighed - kontrollere de foranstaltninger, der træffes med hensyn til personer, der afvises ved grænsen, eller som opholder sig ulovligt i landene - kontrollere foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret menneskesmugling - vurdere samarbejdet med grænsestaten/grænsestaterne. Formålet med dette besøg er at vurdere på stedet, om overvågningsforanstaltningerne er effektive, og om de overholder de Schengen-kontrolstandarder, der er fastsat i Schengen-konventionen, den fælles håndbog og eksekutivkomitéens relevante afgørelser. b) Samarbejde ved de fælles grænser med de stater, der allerede anvender konventionen, navnlig politisamarbejde og samarbejde på det retlige område, især indgåelse af bilaterale aftaler og udsendelse af forbindelsesofficerer Det stående udvalg har i denne sammenhæng til opgave at kontrollere: - effektiviteten af det daglige samarbejde i de fælles grænseområder for så vidt angår gennemførelsen af Schengen-konventionen og bilaterale aftaler - evne og vilje til at gennemføre og udvikle fælles grænseoverskridende operationer under overholdelse af konventionen og bilaterale aftaler - evne og vilje til at gennemføre og udvikle samarbejdet med forbindelsesofficerer - effektiviteten af samarbejdet med de stater, der ligger op til Schengen-områdets ydre grænser, for så vidt angår bekæmpelse af kriminalitet og især organiseret menneskesmugling - politiets adgang til databaser og generel uddannelse - effektiviteten af grænseoverskridende samarbejdsstrukturer - direkte samarbejde og forbindelser mellem ansøgerstatens og Schengen-staternes myndigheder - udstyr og personale, der bidrager til sikkerheden i grænseområdet. c) SIS, Sirene-kontorer, beskyttelse af anlæg og personoplysninger Det stående udvalg har i denne sammenhæng til opgave at kontrollere: Tekniske aspekter - kvalitative, kvantitative, operationelle, organisatoriske og tekniske aspekter af fremtidens N.SIS - de tekniske foranstaltninger og procedurer, der anvendes til at overføre oplysninger fra de nationale informationssystemer til N.SIS (registrering af oplysninger fra de nationale systemer i SIS) - de tekniske foranstaltninger, der bruges for at stille SIS-oplysninger til rådighed for almindelige brugere og for at sikre synkroniseringen af oplysninger i N.SIS og C.SIS - N.SIS'ernes tekniske tilgængelighed. Aspekter vedrørende oplysninger og brugen af dem - den mængde oplysninger, staten er villig til at lade registrere i SIS - kvaliteten af de oplysninger, der skal registreres (udfyldelse af overskrifter) - terminalernes geografiske placering, antal og operationelle stand (slutbrugernes adgang til SIS-oplysningerne) - uddannelse af ansatte, der er autoriseret til at anvende oplysningerne i SIS - de interne procedurer og instrukser med hensyn til at foretage indberetninger, og som skal anvendes i tilfælde af et hit - brugen af de forskellige indberetningsmuligheder - Sirene-kontorernes operationelle kapacitet (koordineringen mellem tjenester, svartider). Beskyttelse af anlæg og oplysninger - de organisatoriske og tekniske aspekter af beskyttelsen af anlæg og personoplysninger - foranstaltninger til at forhindre adgang til anlæg og oplysninger - foranstaltninger vedrørende de forskellige databehandlingsniveauer afhængig af brugerens beføjelser - betingelser for sletning af forældede indberetninger. d) Udstedelse af visa - generelle betingelser for visumudstedelse sammenlignet med bestemmelserne i de fælles konsulære instrukser - bestemmelser om konsultation inden visumudstedelse - bestemmelser om konsultation af SIS inden visumudstedelse - bestemmelser for fremskaffelse af visumstickere og betingelser for opbevaring. Det stående udvalg skal føre tilsyn med koordineringen af disse rapporter og forelægge eksekutivkomitéen en samlet rapport. II. IMPLEMENTERINGSUDVALG FOR DE STATER, DER ALLEREDE ANVENDER KONVENTIONEN 1. OPGAVER Det stående udvalg skal gøre det muligt at afdække eventuelle problemer ved de ydre grænser og forhold, som ikke svarer til det niveau, der er fastlagt i overensstemmelse med konventionens ånd og mål. Via det stående udvalg skal den besøgte stat og eksekutivkomitéen underrettes om de problemer, der er blevet konstateret, og forelægges løsningsforslag med henblik på en tilfredsstillende og optimal anvendelse af konventionen. Med hensyn til de problemer, der har vist sig siden konventionens ikrafttræden, er det op til udvalget at komme med tekniske forslag til forbedring af kontrollen, sikkerheden og det retlige samarbejde, herunder udlevering. Udvalget skal også kontrollere, om de henstillinger og bemærkninger, som besøgskommissionerne fremsætter efter besøg ved de ydre grænser, er blevet fulgt op, og om eventuelle mangler ved sikkerheden derved har kunnet afhjælpes. Udvalget har også til opgave at følge op på de problemer, der er gjort opmærksom på i årsrapporten om situationen ved de ydre grænser i de stater, der anvender konventionen. Udvalget skal endelig udføre sine opgaver fleksibelt og objektivt i samarbejde med de kompetente myndigheder og i overensstemmelse med de retlige og etiske regler, der gælder på nationalt plan, og i den forbindelse arbejde på at nå det fælles mål om forbedring af sikkerheden og hensyntagen til de interesser, som de andre stater, der anvender konventionen, har. 2. KOMPETENCEOMRÅDER Over for de stater, der allerede anvender konventionen, skal udvalget have et videre kompetenceområde end besøgskommissionerne, men det skal fortsat koncentrere sig om de praktiske aspekter. De områder, der kan tages op til evaluering og derfor må tages i betragtning, omfatter alle Schengen-reglerne og navnlig følgende: - kontrol ved og overvågning af de ydre grænser - politisamarbejde i grænseområderne i de stater, der allerede anvender konventionen - Schengen-informationssystemet - betingelser for udstedelse af Schengen-visa (navnlig ordningerne for forudgående konsultation af partnerstaterne om følsomme nationaliteter) - foranstaltninger, som tager sigte på at bringe udlændinges ulovlige ophold til ophør - gensidig retshjælp i straffesager, herunder udlevering. Følgende emner bør prioriteres højt: a) Kontrol ved og overvågning af de ydre grænser - bestemmelser om udførelse af kontrol ved de autoriserede grænseovergangssteder ved de ydre grænser og i de mellemliggende områder - tekniske midler, der er til rådighed ved de ydre grænser, navnlig til afsløring af falske dokumenter - afgørelse af, om personalet ved den besøgte grænse er tilstrækkeligt - kontrol ved de ydre grænser og overvågning, herunder mobil patruljering og systemer og teknikker til stationær overvågning - uddannelse af embedsmænd, bl.a. i afsløring af falske dokumenter - foranstaltninger, der iværksættes ved de besøgte ydre grænser for at bekæmpe ulovlig indvandring og kriminalitet i al almindelighed - foranstaltninger, der træffes med hensyn til personer, som afvises ved grænsen, eller personer, som opholder sig ulovligt på Schengen-området - foranstaltninger til bekæmpelse af organiseret menneskesmugling - samarbejde med nabostaten/nabostaterne - administrativ organisering af den tjeneste/de tjenester, der har ansvaret for bekæmpelse af ulovlig indvandring, og koordinering mellem tjenesterne på nationalt og lokalt plan - brug af SIS ved grænseovergangssteder. b) Politisamarbejde i grænseområderne i de stater, der allerede anvender konventionen - bilaterale aftaler - ret til forfølgelse og overvågning - organisering af grænseoverskridende samarbejde - direkte samarbejde mellem tjenester - udstyr og personale, der bidrager til sikkerheden i grænseområdet - samarbejde via forbindelsesofficerer. c) Schengen-informationssystemet - registrering af oplysninger fra de nationale systemer i SIS - N.SIS'ernes og Sirene-kontorernes tekniske tilgængelighed - slutbrugernes adgang til SIS-oplysninger - betingelser for sletning af forældede indberetninger - brugen af de forskellige indberetningsmuligheder - Sirene-kontorernes operationelle kapacitet: svartid, ... d) Betingelser for udstedelse af Schengen-visa - bestemmelser om konsultation inden udstedelse af visa som fastlagt i bilag 5B til de fælles konsulære instrukser - bestemmelser om konsultation af SIS inden udstedelse af Schengen-visa - udstedte visa med begrænset territorial gyldighed: antal, målgrupper, grunde - bestemmelser for fremskaffelse af Schengen-stickere og betingelser for opbevaring. III. PRINCIPPER FOR DET STÅENDE UDVALG Det Stående Udvalgs sammensætning Udvalget er et stående udvalg. Det er sammensat af en højtstående repræsentant for hver stat, som har undertegnet konventionen eller samarbejdsaftalen. (Denne højtstående repræsentant kan være ledsaget). Det stående udvalg bistås af sekretariatet i forbindelse med sine møder og forskellige opgaver. Det stående udvalg besøger samtlige lande i en rækkefølge og med mellemrum, der fastlægges af eksekutivkomitéen. De faste medlemmer kan i forbindelse med udførelsen af deres opgaver anmode Schengen-staterne om midlertidigt at udlåne eksperter på hvert af udvalgets forskellige kompetenceområder, især med henblik på udførelsen af opgaver i de enkelte stater efter de retningslinjer, som de faste medlemmer fastlægger. Nogle af de opgaver, hvor eksperter er inddraget, kan udføres sammen eller kan koncentreres om et enkelt område. Den enkelte stat kan på hvert kompetenceområde udpege en ekspert til at udføre opgaver inden for rammerne af det stående udvalg. Udvalget bestræber sig dog på at holde delegationernes omfang på et niveau, der stemmer overens med de tekniske krav i forbindelse med opgaverne. Når der finder flere besøg sted samtidig i form af grupper af eksperter på de forskellige specifikke områder, arrangeres der inden afslutningen af besøget et koordinationsmøde mellem alle eksperterne. Eksperterne skal have de nødvendige kvalifikationer og det vil generelt være ønskeligt med en vis kontinuitet i udpegelserne. Europa-Komissionen deltager som observatør i det stående udvalgs arbejde og i arbejdet i de arbejdsgrupper, der bistår udvalget, centralgruppen og eksekutivkomitéen. Den Fælles Tilsynsmyndighed Det stående udvalg udfører sine opgaver uden at anfægte Den Fælles Tilsynsmyndigheds beføjelser. Udvalget kan høre myndigheden på områder, som ligger inden for dens kompetenceområde. Steder, som skal besøges Det stående udvalg skal sammen med de respektive arbejdsgrupper i hvert enkelt tilfælde udvælge, hvilke steder der skal besøges, og hvilke oplysninger der skal indsamles. Sprog Spørgsmålet om, hvilke sprog der skal benyttes under besøgene, afgøres i forbindelse med hvert enkelt besøg. Lettelse af udvalgets arbejde Den besøgte stats myndigheder sikrer, at der ydes udvalget det samarbejde og den bistand, det har brug for for at kunne udføre sine opgaver tilfredsstillende. Den besøgte stat giver udvalget de relevante oplysninger om de steder, der skal besøges, og alle nyttige statistiske, faktuelle, analytiske eller andre oplysninger (på et af de officielle Schengen-sprog) mindst en måned, før besøget påbegyndes. Rejse- og opholdsudgifter i forbindelse med besøg Rejse- og opholdsudgifterne afholdes af udvalgsmedlemmerne eller deres eksperter. Værtsstaten afholder udgifterne til den logistiske støtte på stedet. Udarbejdelse af rapporten Rapporten udarbejdes på grundlag af en standardmodel, som det stående udvalg fastlægger i samråd med de kompetente arbejdsgrupper. Modellen kan tilpasses efter behov og omstændigheder. Formandskabet udarbejder et foreløbigt udkast til rapport, som forelægges ekspertgruppen, der søger at nå til enighed om affattelsen af rapporten. Repræsentanterne for værtsstaten har observatørstatus i denne gruppe. Når eksperterne har udarbejdet rapporten, forelægges den værtsstaten, der kan udtale sig om den. Rapporten og udtalelsen forelægges det stående udvalg, som søger at finde en konsensus mellem de to dokumenter. Hvis der er uenighed om bestemte punkter, anfører udvalget begge parters holdning. Det skal af rapporterne klart fremgå, på hvilke områder målene er nået, og på hvilke de ikke er nået, og der skal fremlægges konkrete forslag til foranstaltninger til afhjælpning eller forbedring af situationen. Det er under alle omstændigheder eksekutivkomitéen, der skal vedtage den endelige afgørelse. Fortrolighed Udvalgets medlemmer og eksperterne skal betragte de oplysninger, de får under udførelsen af deres opgaver, som fortrolige. De rapporter, der udarbejdes i henhold til denne afgørelse, skal betragtes som fortrolige. Königswinter, den 16. september 1998. M. Kanther Formand