Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004D0917

    2004/917/EF: Rådets beslutning af 5. juli 2004 om et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland

    EUT L 389 af 30.12.2004, p. 25–26 (ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, NL, PL, PT, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 02/07/2007; ophævet ved 32007D0465

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2004/917/oj

    30.12.2004   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 389/25


    RÅDETS BESLUTNING

    af 5. juli 2004

    om et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland

    (2004/917/EF)

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 104, stk. 6,

    under henvisning til henstilling fra Kommissionen,

    under henvisning til Grækenlands bemærkninger, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    I henhold til traktatens artikel 104 skal medlemsstaterne undgå uforholdsmæssigt store offentlige underskud.

    (2)

    Stabilitets- og vækstpagten er baseret på målsætningen om sunde offentlige finanser som et middel til at styrke forudsætningerne for prisstabilitet og en stærk og vedblivende vækst, som fører til øget beskæftigelse.

    (3)

    Det fastsættes i proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud efter artikel 104, at der vedtages en beslutning om, hvorvidt der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud, og protokollen om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten, indeholder yderligere bestemmelser om gennemførelsen af proceduren i forbindelse med uforholdsmæssigt store underskud. Rådets forordning (EF) nr. 3605/93 af 22. november 1993 om gennemførelse af den protokol om proceduren i forbindelse med uforholdsmæssige store underskud, der er knyttet som bilag til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab (1), indeholder detaljerede regler og definitioner med henblik på anvendelsen af bestemmelserne i denne protokol.

    (4)

    Traktatens artikel 104, stk. 5, fastsætter, at Kommissionen skal afgive en udtalelse til Rådet, hvis den finder, at der er eller kan opstå et uforholdsmæssigt stort underskud i en medlemsstat. Kommissionen afgav en sådan udtalelse om Grækenland til Rådet den 24. juni 2004. Efter at have undersøgt alle de relevante faktorer, der tages hensyn til i Kommissionens rapport i henhold til artikel 104, stk. 3, og med henvisning til Det Økonomiske og Finansielle Udvalgs udtalelse i henhold til artikel 104, stk. 4, konkluderede Kommissionen i sin udtalelse af 24. juni 2004, at der forelå et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland.

    (5)

    Traktatens artikel 104, stk. 6, fastsætter, at Rådet skal tage hensyn til de bemærkninger, som den pågældende medlemsstat måtte ønske at fremsætte, inden det efter en generel vurdering fastslår, om der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud.

    (6)

    Den generelle vurdering fører til følgende konklusioner: I 2003 udgjorde det offentlige underskud i Grækenland 3,2 % af BNP. Overskridelsen af traktatens referenceværdi på 3 % af BNP i 2003 var hverken en følge af usædvanlige begivenheder, som de græske myndigheder ikke selv var herre over, jf. stabilitets- og vækstpagten, eller resultatet af et alvorligt økonomisk tilbageslag. Tværtimod opstod denne situation i en kontekst med en stærk økonomisk vækst på 4,2 % i 2003 og et positivt produktionsgab på omkring 1,5 % af BNP. Det endelige omfang af det offentlige underskud i 2003 skal sammenlignes med de 0,9 % af BNP, der blev sat som mål for underskuddet i det opdaterede konvergensprogram fra december 2002. Ifølge Kommissionen tilskrives den betydelige afvigelse fra det oprindelige mål en række ekstraordinære faktorer (budgetoverskridelser i forbindelse med forberedelserne til De Olympiske Lege og erstatning for vejrskader), større primære udgifter end forventet (sociale overførsler og offentlige lønninger) samt et fald i visse indtægter (moms, indkomstskat og omklassificering — til en finansiel transaktion — af en betaling fra postsparebanken til staten).

    (7)

    I henhold til Kommissionens økonomiske prognoser fra foråret 2004, der bygger på en formodning om uforandret politik og et underskud i 2003 på 2,95 % af BNP, jf. indberetningen fra de græske myndigheder i slutningen af marts, forventer Kommissionen, at det offentlige underskud i Grækenland vil vokse til 3,2 % af BNP i 2004.

    (8)

    Den offentlige gældskvote udgjorde 103 % af BNP i 2003 og lå således langt over traktatens referenceværdi på 60 % af BNP. I sine prognoser fra foråret 2004 forventer Kommissionen bemærkede endvidere, at gældskvoten kun vil falde marginalt til 102,8 % af BNP i 2004, hvilket ligger over de 98,3 % af BNP, som de græske myndigheder indberettede den 4. maj 2004. Den store offentlige gæld og det langsomme tempo i nedbringelsen heraf giver anledning til bekymring, navnlig i en periode med høj nominel vækst og et positivt og voksende produktionsgab.

    (9)

    Der hersker fortsat usikkerhed omkring kvaliteten af oplysningerne om de offentlige finanser. Det 2003-underskud på 3,2 % af BNP, der blev indberettet den 4. maj, skal sammenholdes med det tal på 1,7 % af BNP, der blev indberettet i begyndelsen af marts, og som blev ændret til 2,95 % af BNP ved udgangen af samme måned, efter at den nye regering havde taget initiativ til en gennemgribende revision af de offentlige finanser. Eftersom der stadig står ubesvarede spørgsmål tilbage om de underliggende data, har de græske myndigheder forpligtet sig til hurtigt at finde en løsning på de udestående problemer i tæt samarbejde med Eurostat. Skønt Eurostat validerede de tal, der blev indberettet den 4. maj, er der desuden stor sandsynlighed for, at tallene for 2003 og tidligere år vil blive justeret (næsten helt sikkert i opadgående retning for underskuddenes vedkommende) i forbindelse med den sædvanlige indberetning i september 2004. Disse justeringer forventes også at presse tallet for 2004-underskuddet i vejret —

    VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

    Artikel 1

    Det fastslås efter en generel vurdering, at der foreligger et uforholdsmæssigt stort underskud i Grækenland.

    Artikel 2

    Denne beslutning er rettet til Den Hellenske Republik.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 5. juli 2004.

    På Rådets vegne

    G. ZALM

    Formand


    (1)  EFT L 332 af 31.12.1993, s. 7. Senest ændret ved Kommissionens forordning (EF) nr. 351/2002 (EFT L 55 af 26.2.2002, s. 23).


    Top