Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022D1497

    Kommissionens gennemførelsesafgørelse (EU) 2022/1497 af 8. september 2022 om fastlæggelse af, hvorvidt et produkt indeholdende »expellerpresset oleoresin af Capsicum« er et biocidholdigt produkt i henhold til artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 (EØS-relevant tekst)

    C/2022/6281

    EUT L 234 af 9.9.2022, p. 30–31 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    Legal status of the document In force

    ELI: http://data.europa.eu/eli/dec_impl/2022/1497/oj

    9.9.2022   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 234/30


    KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2022/1497

    af 8. september 2022

    om fastlæggelse af, hvorvidt et produkt indeholdende »expellerpresset oleoresin af Capsicum « er et biocidholdigt produkt i henhold til artikel 3, stk. 3, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012

    (EØS-relevant tekst)

    EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

    under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 528/2012 af 22. maj 2012 om tilgængeliggørelse på markedet og anvendelse af biocidholdige produkter (1), særlig artikel 3, stk. 3, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Belgien anmodede den 8. september 2021 Kommissionen om at afgøre, hvorvidt et produkt, der ifølge fabrikantens angivelse indeholder »expellerpresset oleoresin af Capsicum«, og som fabrikanten markedsfører i Belgien som afskrækningsmiddel mod katte og hunde (»produktet«), er et biocidholdigt produkt som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 528/2012.

    (2)

    Ifølge de oplysninger, Belgien har forelagt, er produktet en spray beregnet til brug på udendørs overflader (såsom terrasser, stier, mure, plankeværk mv.) for at afskrække katte og hunde fra disse overflader. Den tilsigtede anvendelse af produktet er forskellig fra anvendelsen af sprays, der indeholder samme eller lignende ingredienser, og som er beregnet til at anvendes til selvforsvar mod aggressive dyr.

    (3)

    I henhold til artikel 3, stk. 2, i forordning (EU) nr. 528/2012 er definitionen af »stof«, med henblik på nævnte forordning, den, der er fastsat i artikel 3, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (2), hvori et stof er defineret som »et grundstof og forbindelser heraf, naturligt eller industrielt fremstillet«.

    (4)

    Ifølge Det Europæiske Kemikalieagenturs vejledning (3) betragtes hele levende eller uforarbejdede døde organismer eller dele heraf (f.eks. grene, frugter eller blomster) ikke som stoffer i henhold til forordning (EF) nr. 1907/2006.

    (5)

    »Expellerpresset oleoresin af Capsicum« er en olieholdig organisk harpiks, som udvindes ved expellerpresning af frugten fra planter af slægten Capsicum. »Expellerpresset oleoresin af Capsicum« er således fremstillet af forbindelser af grundstoffer i naturlig tilstand, men er ikke en hel levende eller uforarbejdet død organisme eller dele heraf.

    (6)

    »Expellerpresset oleoresin af Capsicum« bør derfor betragtes som et stof som defineret i artikel 3, nr. 1), i forordning (EF) nr. 1907/2006, og bør derfor i overensstemmelse med artikel 3, stk. 2, litra a), i forordning (EU) nr. 528/2012 også betragtes som et stof i henhold til nævnte forordning.

    (7)

    Under visse omstændigheder kan katte og hunde have en uønsket tilstedeværelse eller en skadelig virkning på mennesker, menneskers aktiviteter eller de produkter, mennesker anvender eller producerer, og de kan derfor være omfattet af definitionen af en skadegører som defineret i artikel 3, stk. 1, litra g), i forordning (EU) nr. 528/2012. Da det er meningen, at »expellerpresset oleoresin af Capsicum«, der er indeholdt i produktet, skal have virkning imod sådanne skadegørere, er det således et aktivstof som omhandlet i artikel 3, stk. 1, litra c), i nævnte forordning.

    (8)

    Eftersom produktet indeholder et aktivstof og har til formål at afskrække en skadegører ved en virkemåde, der ikke udelukkende er fysisk eller mekanisk, bør produktet betragtes som et biocidholdigt produkt som defineret i artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 528/2012.

    (9)

    Produkttype 19, som defineret i bilag V til forordning (EU) nr. 528/2012, omfatter produkter til bekæmpelse af skadegørere ved at afskrække eller tiltrække dem. Da produktet anvendes med det formål at afskrække katte og hunde, falder en sådan anvendelse ind under beskrivelsen af produkttype 19.

    (10)

    Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra Det Stående Udvalg for Biocidholdige Produkter —

    VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

    Artikel 1

    Et produkt indeholdende »expellerpresset oleoresin af Capsicum«, som anvendes på udendørs overflader med henblik på at afskrække katte og hunde fra disse overflader, betragtes som et biocidholdigt produkt i henhold til artikel 3, stk. 1, litra a), i forordning (EU) nr. 528/2012 og henhører under produkttype 19 som defineret i bilag V til nævnte forordning.

    Artikel 2

    Denne afgørelse træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 8. september 2022.

    På Kommissionens vegne

    Ursula VON DER LEYEN

    Formand


    (1)   EUT L 167 af 27.6.2012, s. 1.

    (2)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 af 18. december 2006 om registrering, vurdering og godkendelse af samt begrænsninger for kemikalier (REACH), om oprettelse af et europæisk kemikalieagentur og om ændring af direktiv 1999/45/EF og ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 793/93 og Kommissionens forordning (EF) nr. 1488/94 samt Rådets direktiv 76/769/EØF og Kommissionens direktiv 91/155/EØF, 93/67/EØF, 93/105/EF og 2000/21/EF (EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1).

    (3)  Guidance for Annex V — Exemptions from the obligation to register (s. 19), kan tilgås på: https://echa.europa.eu/documents/10162/2324906/annex_v_en.pdf/8db56598-f7b7-41ba-91df-c55f9f626545.


    Top