EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32022H0867

Kommissionens henstilling (EU) 2022/867 af 1. juni 2022 om medlemsstaternes frigivelse af beredskabsolielagre efter invasionen af Ukraine

C/2022/3476

EUT L 151 af 2.6.2022, p. 72–73 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, GA, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/reco/2022/867/oj

2.6.2022   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 151/72


KOMMISSIONENS HENSTILLING (EU) 2022/867

af 1. juni 2022

om medlemsstaternes frigivelse af beredskabsolielagre efter invasionen af Ukraine

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 292, og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

Rådets direktiv 2009/119/EF (1) har til formål at sikre et højt niveau for olieforsyningssikkerheden i Unionen gennem pålidelige og gennemsigtige mekanismer baseret på solidaritet mellem medlemsstaterne. Heri fastsættes nærmere bestemt regler og procedurer, der skal anvendes i nødsituationer. Den 1. marts og den 1. april 2022 traf Styrelsesrådet for Det Internationale Energiagentur (IEA) beslutning om koordinerede planer om at frigive henholdsvis 60 og 120 mio. tønder olie fra beredskabsolielagrene (2).

(2)

Kommissionen og medlemsstaterne drøftede mulighederne, de forventede fordele ved og virkningerne af en kollektiv indsats fra IEA's side på fire møder i Oliekoordinationsgruppen (den 22. og 25. februar og den 2. og 31. marts). Ved brev af henholdsvis 4. marts og 5. april 2022 rettet til Oliekoordinationsgruppen mindede Kommissionen medlemsstaterne om de relevante bestemmelser og forpligtelser, der gælder i henhold til EU-retten.

(3)

18 medlemsstater (herunder to medlemsstater, der ikke er medlemmer af IEA) deltog i IEA's kollektive indsats og gav tilsagn om frivillige bidrag svarende til ca. 40 mio. tønder råolieækvivalent.

(4)

Beredskabsolielagrene, der i øjeblikket holdes i Unionen, befinder sig på det laveste niveau siden 2013. I medfør af artikel 3 i direktiv 2009/119/EF afspejler de nettoimporten af råolie og olieprodukter i 2020, der var usædvanligt lav på grund af et mindsket forbrug grundet sundhedsforanstaltninger til bekæmpelse af covid-19-pandemien (nedlukning og lav mobilitet). De mængder råolie og olieprodukter, der er nødvendige for at leve op til den nye årlige lagringsforpligtelse gældende fra den 1. juli 2022 for en periode på 12 måneder, forventes at stige med op til 30 % i nogle medlemsstater.

(5)

I den nuværende situation med usikkerhed om udviklingen af krigen i Ukraine er det yderst vigtigt at begrænse efterspørgslen efter råolie og olieprodukter så meget som muligt og undgå at lægge yderligere pres på oliemarkedet. Det er derfor ikke ønskeligt, at medlemsstaterne på kort sigt genopfylder de beredskabsolielagre, der frigives eller vil blive frigivet i henhold til artikel 20 i direktiv 2009/119/EF, medmindre der er risiko for deres forsyningssikkerhed. Det er imidlertid for tidligt at fastsætte en endelig frist for genopfyldningen af de frigivne lagre.

(6)

Medlemsstaterne bør afholde sig fra at købe yderligere råolie og olieprodukter som forberedelse til den kommende nye årlige lagringsforpligtelse fra juli 2022, da sådanne indkøb i sagens natur vil øge den nuværende efterspørgsel efter disse råvarer. Med henvisning til artikel 20, stk. 6, i direktiv 2009/119/EF vil Kommissionen i lyset af udviklingen i den nuværende krise genoverveje den frist, inden for hvilken medlemsstaterne skal øge deres lagre for igen at nå op på det fastsatte mindsteniveau.

(7)

Kommissionen hørte Oliekoordinationsgruppen om denne henstilling på mødet den 14. marts 2021, hvor repræsentanter for IEA's sekretariat deltog —

VEDTAGET DENNE HENSTILLING:

(1)

Medlemsstaterne bør undlade at bringe deres beredskabsolielagre op på de mindsteniveauer, der pålægges ved direktiv 2009/119/EF, før den 1. november 2022, for så vidt som dette ikke vil bringe deres forsyningssikkerhed i fare.

(2)

I samråd med Oliekoordinationsgruppen og i samarbejde med Det Internationale Energiagentur vil Kommissionen under hensyntagen til udviklingen i den nuværende krise tage denne henstilling op til fornyet overvejelse med henblik på at fastsætte en frist for anvendelsen af lagringsforpligtelsen.

Udfærdiget i Bruxelles, den 1. juni 2022.

På Kommissionens vegne

Kadri SIMSON

Medlem af Kommissionen


(1)  Rådets direktiv 2009/119/EF af 14. september 2009 om forpligtelse for medlemsstaterne til at holde minimumslagre af råolie og/eller olieprodukter (EUT L 265 af 9.10.2009, s. 9).

(2)  Styrelsesrådets 277. og 279. ekstraordinære møde.


Top