(1)

Den 17. februar 2021 indledte Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) en antisubsidieundersøgelse vedrørende importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål (»den »pågældende vare«) med oprindelse i Indien og Indonesien (tilsammen benævnt »de pågældende lande«). Kommissionen offentliggjorde en indledningsmeddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (2) (»indledningsmeddelelsen«).

(2)

Kommissionen indledte undersøgelsen som følge af en klage, der blev indgivet den 4. januar 2021 af European Steel Association (»EUROFER« eller »klageren«) på vegne af EU-erhvervsgrenen for koldvalsede flade produkter af rustfrit stål i henhold til grundforordningens artikel 10, stk. 6. Klagen indeholdt beviser for subsidiering og deraf følgende skade, hvilket var tilstrækkeligt til at berettige indledningen af undersøgelsen.

(3)

Før indledningen af antisubsidieundersøgelsen meddelte Kommissionen den indiske regering (»GOI«) (3) og den indonesiske regering (»GOID«) (4), at den havde modtaget en behørigt dokumenteret klage, og indbød GOI og GOID til konsultationer i overensstemmelse med grundforordningens artikel 10, stk. 7. Der blev afholdt konsultationer med GOI den 10. februar 2021 og med GOID den 15. februar 2021. Det var imidlertid ikke muligt at nå til en gensidigt tilfredsstillende løsning med nogen af de to regeringer.

(4)

Den 18. november 2021 indførte Kommissionen en endelig antidumpingtold og opkrævede endeligt midlertidig told på importen af samme vare med oprindelse i Indien og Indonesien (5) (»antidumpingforordningen«) i en undersøgelse, der var blevet indledt ved en indledningsmeddelelse offentliggjort den 30. september 2020 (»den særskilte antidumpingundersøgelse«) (6).

(5)

De undersøgelser af skade, årsagssammenhæng og Unionens interesser, der foretages i denne antisubsidieundersøgelse og i den særskilte antidumpingundersøgelse, er på tilsvarende måde identiske, da definitionen af EU-erhvervsgrenen, EU-producenterne i stikprøven, den betragtede periode og undersøgelsesperioden er den samme i begge undersøgelser.

(6)

Den 7. april 2021 indgav klageren en anmodning om registrering af importen. Kommissionen analyserede anmodningen, men konstaterede, at der ikke havde fundet nogen omfattende import sted inden for et forholdsvis kort tidsrum af en vare, hvortil der ydes udligningsberettigede subsidier i de pågældende lande. Importen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål fra Indien og Indonesien faldt med 46 % i de syv måneder efter indledningen af undersøgelsen sammenlignet med importen i undersøgelsesperioden. Betingelserne for registrering af importen i henhold til grundforordningens artikel 24, stk. 5, var derfor ikke opfyldt, og Kommissionen gjorde ikke importen af den pågældende vare til genstand for registrering.

(7)

Undersøgelsen af subsidier og skade omfattede perioden fra den 1. juli 2019 til den 30. juni 2020 (»undersøgelsesperioden« eller »UP«). Undersøgelsen af udviklingstendenser af relevans for vurderingen af skade omfattede perioden fra den 1. januar 2017 frem til udgangen af undersøgelsesperioden (»den betragtede periode«). Begge perioder er de samme som i den særskilte antidumpingundersøgelse.

(8)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen interesserede parter til at kontakte den med henblik på at deltage i undersøgelsen. Kommissionen underrettede desuden specifikt klageren, GOI, GOID, de kendte eksporterende producenter i de pågældende lande, de kendte importører og brugere i Unionen om indledningen af undersøgelsen og opfordrede dem til at deltage.

(9)

De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og for at anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer. Der blev afholdt høringer med EUROFER og en anden virksomhed.

(10)

I indledningsmeddelelsen opfordrede Kommissionen også myndighederne i Folkerepublikken Kina (den kinesiske regering (»GOC«)) til at deltage i undersøgelsen som interesseret part. Kommissionen underrettede desuden GOC om indledningen af undersøgelsen og henviste specifikt til opfordringen i indledningsmeddelelsen til at deltage som interesseret part. GOC underrettede efterfølgende Kommissionen om, at den havde registreret sig som interesseret part i denne undersøgelse.

(11)

Den 11. oktober 2021 sendte Kommissionen en anmodning om oplysninger til GOC.

(12)

GOC besvarede ikke Kommissionens anmodning om oplysninger og fremsatte den 21. oktober 2021 i stedet bemærkninger til selve anmodningen om oplysninger.

(13)

I dette indlæg anførte GOC på den ene side, at Kommissionens procedurer kan være i strid med WTO's regler og EU-retten.

(14)

For det første anførte GOC, at Kommissionen ikke havde underrettet den om indgivelsen af klagen, ikke havde afholdt konsultationer med den forud for indledningen af undersøgelsen, ikke havde underrettet den om indledningen af undersøgelsen og ikke havde opfordret den direkte til at blive interesseret part i undersøgelsen. Da GOC ikke er et eksportland, er den ikke et interesseret medlem eller en interesseret part i henhold til WTO's regler, og opfordringen mangler retsgrundlag og grundlæggende proceduremæssige krav.

(15)

Kommissionen bemærkede, at disse påstande er faktuelt ukorrekte. Da opfordringen til at blive interesseret part var blevet medtaget i indledningsmeddelelsen, som blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende den 17. februar 2021, sendte Kommissionen faktisk indledningsmeddelelsen til GOC samme dag og henledte udtrykkeligt dennes opmærksomhed på opfordringen. I første omgang anmodede GOC om adgang til det åbne dossier pr. e-mail af 19. februar 2021. I sit svar på denne e-mail samme dag spurgte Kommissionen udtrykkeligt igen GOC, om den ved at anmode om adgang til det åbne dossier havde til hensigt at registrere sig som interesseret part. Samme dag bekræftede GOC, at den havde registreret sig som interesseret part. Hele e-mailudvekslingen er tilgængelig i det åbne dossier. Kommissionen underrettede derfor direkte GOC om indledningsmeddelelsen og opfordrede den endda to gange til at blive interesseret part. Desuden opfordrede Kommissionen ikke GOC til at afholde konsultationer forud for indledningen af undersøgelsen, da Kommissionen forventede, at GOID ville afklare den rolle, som GOC havde spillet i forbindelse med den indirekte økonomiske støtte, der var ydet til de eksporterende producenter i Indonesien. Da Kommissionen ikke havde til hensigt at undersøge potentielle udligningsberettigede subsidier ydet af Kina, men kun de subsidier, der var blevet ydet af GOID gennem GOC's økonomiske støtte, var der således ikke noget retligt krav om at afholde konsultationer med GOC forud for indledningen af undersøgelsen.

(16)

For det andet anførte GOC, at den havde anmodet om, at man fulgte sagens udvikling, da den var bekymret for, at Kommissionen kunne overtræde WTO's regler og EU-retten, men GOC er ikke omfattet af denne undersøgelse og er ikke forpligtet til at fremlægge oplysninger i forbindelse med undersøgelsen. Ifølge GOC overtrådte Kommissionen faktisk allerede WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger (»SCM-aftalen«) og grundforordningen i forbindelse med den antisubsidieundersøgelse vedrørende importen af visse vævede og/eller stingfæstnede stoffer af glasfiber med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«) og Egypten, der blev indledt den 16. maj 2019 (7) og førte til indførelsen af en endelig udligningstold offentliggjort den 15. juni 2020 (8) (»GFF-antisubsidieundersøgelsen«), ved at medtage det normale bilaterale økonomiske og handelsmæssige samarbejde mellem Kina og Egypten under anvendelsesområdet for de såkaldte tværnationale subsidier.

(17)

Kommissionen mindede om, at det ikke var GOC, der havde anmodet om, at man fulgte sagens udvikling, men at det var Kommissionen selv, der havde opfordret GOC til at registrere sig som interesseret part i indledningsmeddelelsen. For så vidt angår påstandene vedrørende GFF-antisubsidieundersøgelsen anså Kommissionen dem for at være generelle og udokumenterede og for under alle omstændigheder ikke at være genstand for denne undersøgelse. Kommissionen bemærkede, at den økonomiske støtte fra GOC, for så vidt som denne støtte kan tilskrives GOID, under alle omstændigheder er omfattet af denne undersøgelse. Oplysningerne om den økonomiske støtte, der blev ydet af GOC, er derfor nødvendige i denne forbindelse.

(18)

For det tredje bemærkede GOC, at Kommissionen ikke havde sendt den nogen anmodning om oplysninger i de første otte måneder efter indledningen af undersøgelsen, hvilket er i strid med WTO's krav om, at undersøgelsesmyndighederne skal gøre det klart, hvilke oplysninger de ønsker fra interesserede parter, så hurtigt som muligt, og at svarfristen var 10 dage i stedet for de 37 dage, der er fastsat i SCM-aftalens artikel 12, stk. 1.1 og grundforordningens artikel 11, stk. 2.

(19)

Kommissionen bemærkede, at tidspunktet for fremsendelsen af anmodningen om oplysninger til GOC skyldtes udviklingen i undersøgelsen. I begyndelsen af undersøgelsen var der ikke helt klarhed om de oplysninger, som GOC blev anmodet om, og de ønskede oplysninger var baseret på aspekter, der krævede yderligere undersøgelse efter det første møde om krydstjekket uden kontrolbesøg med de indonesiske parter. Kommissionen svarede desuden, at den havde sendt en »anmodning om oplysninger« til GOC og ikke et »spørgeskema«. De krav til tidsrammen, som GOC henviser til, vedrører kun spørgeskemaer. Den tidsramme, der var fastsat i anmodningen om oplysninger, var tilstrækkelig til at fremsende de ønskede oplysninger. Hvis GOC havde anset tidsrammen for at være for stram, kunne den under alle omstændigheder have anmodet om en fristforlængelse, hvilket den ikke gjorde.

(20)

GOI fremsatte ingen skriftlige bemærkninger hverken før eller efter konsultationerne forud for indledningen af undersøgelsen. Under konsultationen fremførte GOI imidlertid, at klagen generelt ikke indeholdt tilstrækkelige beviser for eksistensen af de påståede subsidieordninger.

(21)

Kommissionen tog hensyn til bemærkningerne fra GOI. Som beskrevet i notatet om tilstrækkeligheden af beviserne (»notatet«) (9) konkluderede Kommissionen imidlertid efter en undersøgelse af påstandene om subsidier, at klagen sammen med de beviser, som Kommissionen havde til rådighed, og som var opført i notatet, indeholdt tilstrækkelige beviser, som pegede på, at der forekom subsidiering af den pågældende vare med oprindelse i Indien.

(22)

Den 15. februar 2021 fremlagde GOID en skriftlig udgave af de erklæringer, den havde fremsat under konsultationerne forud for indledningen af undersøgelsen, der blev afholdt samme dag. I dette indlæg blev det fremført, at klagen generelt ikke indeholdt tilstrækkelige beviser for eksistensen af de påståede subsidieordninger.

(23)

Kommissionen tog hensyn til dette indlæg i forbindelse med udarbejdelsen af notatet om tilstrækkeligheden af beviserne og var uenig i GOID's bemærkninger. Kommissionen konkluderede, at klagen sammen med de beviser, som Kommissionen havde til rådighed, og som var opført i notatet om tilstrækkeligheden af beviserne, indeholdt tilstrækkelige beviser, som pegede på, at der forekom subsidiering. Der blev under alle omstændigheder taget særligt hensyn til de elementer, som var blevet fremhævet af GOID i løbet af undersøgelsen.

(24)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den eventuelt ville udtage en stikprøve af de interesserede parter i henhold til grundforordningens artikel 27.

(25)

I indledningsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den havde besluttet at begrænse antallet af EU-producenter, der skulle indgå i undersøgelsen, til et rimeligt antal ved at udtage en stikprøve, og at den havde udtaget en foreløbig stikprøve af EU-producenter. Kommissionen udtog den foreløbige stikprøve på grundlag af de produktions- og salgsmængder i Unionen, som EU-producenterne havde indberettet i forbindelse med analysen af situationen forud for indledningen af undersøgelsen, hvor der også blev taget hensyn til deres geografiske beliggenhed. Den således udtagne foreløbige stikprøve bestod af tre EU-producenter, der tegnede sig for over 60 % af produktionen og ca. 70 % af salget i Unionen af samme vare, og som var beliggende i fire forskellige medlemsstater. Nærmere oplysninger om denne foreløbige stikprøve blev gjort tilgængelige i det dossier, der stilles til rådighed for interesserede parter, som fik mulighed for at fremsætte bemærkninger. Der blev ikke fremsat nogen bemærkninger.

(26)

Da der ikke blev modtaget nogen bemærkninger inden for den fastsatte frist, blev den foreløbige stikprøve af EU-producenter bekræftet. Den bestod af Acciai Speciali Terni S.p.A., Aperam Stainless Europe og Outokumpu Stainless OY. Den endelige stikprøve er repræsentativ for EU-erhvervsgrenen. Denne stikprøve var sammenfaldende med stikprøven af EU-producenter i den særskilte antidumpingundersøgelse.

(27)

For at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve anmodede Kommissionen alle kendte ikke forretningsmæssigt forbundne importører om at afgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen.

(28)

En ikke forretningsmæssigt forbunden importør gav sig til kende som interesseret part og afgav de ønskede oplysninger. I betragtning af det lave antal besvarelser var det ikke nødvendigt at udtage en stikprøve. Der blev ikke fremsat bemærkninger til denne beslutning. Importøren blev anmodet om at udfylde et spørgeskema.

(29)

I betragtning af det potentielt store antal eksporterende producenter i de pågældende lande blev det i indledningsmeddelelsen fastsat, at der ville blive anvendt stikprøveudtagning i Indien og Indonesien. Kommissionen anmodede derfor alle kendte eksporterende producenter i Indien og Indonesien om at afgive de oplysninger, der anmodes om i indledningsmeddelelsen, for at afgøre, om det var nødvendigt med stikprøveudtagning, og i bekræftende fald udtage en stikprøve.

(30)

Kommissionen anmodede endvidere Indiens repræsentation ved Den Europæiske Union og Republikken Indonesiens ambassade i Bruxelles om at udpege og/eller kontakte eventuelle andre eksporterende producenter, der kunne være interesseret i at deltage i undersøgelsen.

(31)

To (grupper af) indiske virksomheder indsendte en stikprøvebesvarelse inden for den fastsatte frist. De to pågældende eksporterende producenter Chromeni Steels Private Limited (»Chromeni«) og Jindal-gruppen tegnede sig for 100 % af den indiske eksportmængde af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål fra Indien til Unionen i undersøgelsesperioden. Kommissionen opgav derfor at anvende stikprøveudtagning for Indien.

(32)

Den del af Jindal-gruppen (Indien), der er involveret i produktion og salg af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål, består af to eksporterende producenter, to forhandlere, en tjenesteyder og en råmaterialeleverandør.

(33)

Jindal-gruppen er vertikalt integreret fra fremstilling af koks, gas og ferrochrom og fremstilling af flydende rustfrit stål, plader (slabs) og varmvalsede produkter i oprullet stand til fremstilling af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål.

(34)

Chromeni er ikke vertikalt integreret. Den begynder med at fremstille koldvalsede flade produkter af rustfrit stål af varmvalsede produkter i oprullet stand af rustfrit stål.

(35)

Tre eksporterende producenter eller grupper af eksporterende producenter i Indonesien indsendte de ønskede oplysninger og indvilligede i at indgå i stikprøven. I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 1, udtog Kommissionen en stikprøve på to grupper af eksporterende producenter ud fra den største repræsentative eksportmængde fra Indonesien til Unionen i undersøgelsesperioden, der med rimelighed kunne undersøges inden for den tid, der var til rådighed, nemlig PT. Indonesia Ruipu Nickel and Chrome Alloy (»IRNC«) og PT. Jindal Stainless Indonesia (»Jindal Indonesia«). De stikprøveudtagne grupper af eksporterende producenter tegnede sig for 71 % af den anslåede samlede eksportmængde af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål fra Indonesien til Unionen i undersøgelsesperioden.

(36)

IRNC er en vertikalt integreret virksomhed. Virksomheden begynder med at fremstille koldvalsede flade produkter af rustfrit stål af nikkelmalm og har derfor sine egne smelteanlæg. IRNC indgår desuden i en gruppe af virksomheder, der fremstiller forskellige typer stålprodukter, og som også er vertikalt integrerede (de begynder med nikkelmalm og har derfor deres egne smelteanlæg), og som leverer stålprodukter i forudgående led til IRNC til fremstilling af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål. Disse virksomheder (sammen med IRNC under ét benævnt »IRNC-gruppen«) er PT. Indonesia Guang Ching Nickel and Stainless Steel Industry (»GCNS«), PT Indonesia Tsingshan Stainless Steel (»ITSS«), PT. Sulawesi Mining Investment (»SMI«) og PT. Tsingshan Steel Indonesia (»TSI«). De er alle beliggende i industriparken Morowali i Indonesien.

(37)

Jindal Indonesia er ikke vertikalt integreret. Den begynder med at fremstille koldvalsede flade produkter af rustfrit stål af produkter i oprullet stand af rustfrit stål.

(38)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 27, stk. 2, hørte Kommissionen alle kendte berørte eksporterende producenter og GOID om stikprøveudtagningen. Der blev ikke modtaget nogen bemærkninger, og stikprøven blev derfor bekræftet.

(39)

Den tredje indonesiske eksporterende producent, der besvarede stikprøveskemaet, meddelte Kommissionen, at den ikke agtede at anmode om en individuel undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 27, stk. 3. Kommissionen underrettede denne eksporterende producent, der ikke indgik i stikprøven, om, at den ikke desto mindre var forpligtet til at afgive en spørgeskemabesvarelse, hvis den ønskede at blive undersøgt individuelt. Den eksporterende producent besvarede imidlertid ikke spørgeskemaet. Som en konsekvens heraf var det ikke muligt at gennemføre individuelle undersøgelser.

(40)

Kommissionen fremsendte spørgeskemaer til de tre stikprøveudtagne EU-producenter, klageren, den ene ikke forretningsmæssigt forbundne importør, der havde givet sig til kende, og de fire eksporterende producenter i de pågældende lande. De samme spørgeskemaer var også blevet gjort tilgængelige online (10) på tidspunktet for indledningen af undersøgelsen.

(41)

Der blev modtaget spørgeskemabesvarelser fra de tre stikprøveudtagne EU-producenter, klageren, én ikke forretningsmæssigt forbunden importør, to eksporterende producenter fra Indien og de to stikprøveudtagne eksporterende producenter fra Indonesien.

(42)

Kommissionen fremsendte også et spørgeskema til GOI og GOID.

(43)

Spørgeskemaet til GOI omfattede særlige spørgeskemaer for i) enhver finansiel institution, der ydede lån eller eksportkreditter til de virksomheder, som er omfattet af undersøgelsen, eller til disses købere (i forbindelse med kreditter til købere af eksport), ii) de 10 største producenter og distributører af de inputmaterialer, som mod utilstrækkeligt vederlag (chrommalm og jernmalm) angiveligt var blevet leveret til de to indiske eksporterende producenter med henblik på fremstilling af den undersøgte vare.

(44)

Spørgeskemaet til GOID omfattede et særligt spørgeskema til Lembaga Pembiayaan Ekspor Indonesia (»Indonesia Eximbank«). Denne finansielle institution var i klagen specifikt blevet omtalt som et offentligt organ eller et organ, som havde fået overdraget eller var blevet pålagt af GOID at yde subsidier. Af administrative hensyn blev GOID desuden bedt om at fremsende de særlige spørgeskemaer til i) enhver anden finansiel institution, der ydede lån eller eksportkreditter til de stikprøveudtagne virksomheder, eller til de stikprøveudtagne virksomheders købere (i forbindelse med kreditter til købere af eksport) (11), ii) de 10 største producenter og distributører af de inputmaterialer, der anvendes til fremstilling af den undersøgte vare, og til enhver anden inputproducent eller distributør af de pågældende materialer, som har leveret input til de to stikprøveudtagne virksomheder, og iii) PT. Asuransi Asei Indonesia (»ASEI«), som i klagen specifikt var blevet omtalt som udbyder af eksportkreditforsikringer på lempelige vilkår, og eventuelt også til producenterne af den undersøgte vare.

(45)

Spørgeskemaet til GOID omfattede desuden et særligt spørgeskema til PT. Indonesia Morowali Industrial Park (»IMIP«), den virksomhed, der driver den industripark, hvor IRNC, en af de stikprøveudtagne eksporterende producenter, er beliggende. Da IMIP er en virksomhed, der er forretningsmæssigt forbundet med IRNC, blev IRNC også bedt om at fremsende det samme spørgeskema til IMIP.

(46)

GOID blev bedt om at indhente eventuelle svar fra disse enheder og sende dem direkte til Kommissionen.

(47)

Kommissionen modtog spørgeskemabesvarelser fra GOI, som imidlertid ikke omfattede besvarelser af de særlige spørgeskemaer, der er omhandlet i betragtning 43, og fra GOID, som omfattede besvarelser fra Indonesia Eximbank, tre andre finansielle institutioner og elleve inputleverandører: fire kulminedrifter (PT Sungai Danau Jaya, PT. Tanah Bumbu Resources, PT. Wahana Baratama Mining og PT. Bukit Asam Tbk), tre nikkelmalmminedrifter (PT. GAG Nikel, PT. Ceria Nugraha Indotama og PT. Tiran Indonesia), fire forhandlere af nikkelmalm og kul (PT. Ekasa Yad Resouces, PT. Batu Bara Global Energy, PT. Rwood Resources Indonesia og PT. Bumi Nusantara Jaya), ASEI og IMIP. Kommissionen modtog de samme spørgeskemabesvarelser fra IMIP som fra IRNC.

(48)

Som følge af udbruddet af covid-19 og de nedlukningsforanstaltninger, der er indført af flere medlemsstater og af flere tredjelande, kunne Kommissionen ikke aflægge kontrolbesøg i den foreløbige fase i henhold til grundforordningens artikel 16. Kommissionen foretog i stedet krydstjek uden kontrolbesøg af alle de oplysninger, den anså for nødvendige for sine foreløbige afgørelser i overensstemmelse med sin meddelelse om konsekvenserne af covid-19-udbruddet for antidumping- og antisubsidieundersøgelser (12).

(49)

Uden at det berører anvendelsen af grundforordningens artikel 28, krydstjekkede Kommissionen via videokonference GOI's og GOID's spørgeskemabesvarelser. Embedsmænd fra relevante ministerier deltog i forbindelse med krydstjekket uden kontrolbesøg. Krydstjekket uden kontrolbesøg af GOID omfattede også det krydstjek uden kontrolbesøg, som var foretaget af oplysningerne fra Indonesia Eximbank og to inputleverandører, nemlig PT. Gag Nikel og PT. Sungai Danau Jaya.

(50)

Kommissionen foretog desuden krydstjek uden kontrolbesøg af følgende virksomheder/parter:

(51)

Den 20. oktober 2021 meddelte Kommissionen i overensstemmelse med grundforordningens artikel 29a, stk. 2, de interesserede parter, at den ikke agtede at indføre midlertidige foranstaltninger og at fortsætte med undersøgelsen.

(52)

Kommissionen fortsatte med at indhente og efterprøve alle de oplysninger, som den anså for nødvendige for at træffe endelig afgørelse i sagen.

(53)

Kommissionen underrettede den 17. december 2021 alle parter om de væsentligste kendsgerninger og betragtninger, på grundlag af hvilke den påtænkte at indføre en endelig antisubsidietold på importen af den pågældende vare (»endelig fremlæggelse af oplysninger«). Alle parter fik en frist til at fremsætte bemærkninger hertil. De interesserede parter fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til indledningen af undersøgelsen og anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(54)

De interesserede parter modtog efterfølgende den 21. januar 2022 yderligere oplysninger (»supplerende endelig fremlæggelse af oplysninger«), og de fik en frist til at fremsætte bemærkninger hertil. De interesserede parter fik mulighed for at anmode om en høring med Kommissionen og/eller høringskonsulenten i handelsprocedurer.

(55)

Der blev modtaget bemærkninger fra klageren, GOI, GOID, GOC, de stikprøveudtagne eksporterende producenter, den ikke forretningsmæssigt forbundne importør LSI og konsortiet af importører og distributører Euranimi.

(56)

De parter, som anmodede herom, fik også mulighed for at blive hørt. Der blev afholdt høringer med IRNC-gruppen og Euranimi.

(57)

De interesserede parters bemærkninger blev overvejet og, hvor det var relevant, taget i betragtning i denne forordning.

(58)

IRNC-gruppen hævdede, at dens ret til forsvar var blevet tilsidesat, fordi den ikke havde fået tilstrækkelig tid til at udarbejde bemærkningerne til den endelige fremlæggelse af oplysninger. Som svar understregede Kommissionen, at IRNC-gruppen oprindeligt havde fået en frist på 18 dage til at fremsætte bemærkninger, hvilket ligger et godt stykke over den lovbestemte frist på 10 dage, som Kommissionen skal give interesserede parter efter den endelige fremlæggelse af oplysninger. Kommissionen havde desuden indrømmet virksomheden en fristforlængelse på tre dage på dennes anmodning. Kommissionen fandt derfor, at IRNC-gruppen havde haft tilstrækkelig tid til at fremsætte sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger, og påstanden blev afvist.

(59)

Jindal-gruppen og Jindal Indonesia anmodede Kommissionen om at sikre, at den foreslåede udligningstold og stålbeskyttelsesforanstaltningerne ikke blev kumuleret, som man havde gjort i antidumpingforordningen.

(60)

Dette blev behandlet i betragtning 1083 og 1084.

(61)

Af hensyn til retssikkerheden anmodede Jindal-gruppen og Jindal Indonesia også Kommissionen om at medtage den foreslåede forordning om indførelse af antisubsidietold i gennemførelsesforordning (EU) 2019/1382 (13).

(62)

Kommissionen bemærkede, at artikel 3 allerede behandler spørgsmålet om samspillet mellem told, der opkræves i henhold til denne forordning, og told, der opkræves i henhold til gennemførelsesforordning (EU) 2019/159 (14). Kommissionen havde allerede i den sidste ændring af gennemførelsesforordning (EU) 2019/1382 varslet, at hver forordning om indførelse af antidumping- og/eller antisubsidieforanstaltninger vedrørende stålprodukter, der også er omfattet af beskyttelsesforanstaltningen, fremover vil indeholde specifikke bestemmelser, der forhindrer, at de anvendes samtidig med beskyttelsestolden for varer ud over kontingentet (15).

(63)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede Euranimi og LSI, at Kommissionen burde suspendere foranstaltningerne i henhold til grundforordningens artikel 24, stk. 4.

(64)

Kommissionen bekræftede modtagelsen af oplysningerne fra disse parter og mindede dem om, at Kommissionen, hvis den finder det hensigtsmæssigt, kan beslutte at suspendere foranstaltninger, når markedsvilkårene midlertidigt har ændret sig i et omfang, der giver grund til at formode, at der ikke vil ske skade som følge af suspensionen, og når det er i Unionens interesse at gøre det.

(65)

Den vare, der er genstand for denne undersøgelse, er fladvalsede produkter af rustfrit stål, kun koldvalsede, i øjeblikket henhørende under KN-kode 7219 31 00, 7219 32 10, 7219 32 90, 7219 33 10, 7219 33 90, 7219 34 10, 7219 34 90, 7219 35 10, 7219 35 90, 7219 90 20, 7219 90 80, 7220 20 21, 7220 20 29, 7220 20 41, 7220 20 49, 7220 20 81, 7220 20 89, 7220 90 20 og 7220 90 80 og med oprindelse i Indien og Indonesien. KN-koderne angives kun til orientering.

(66)

Undersøgelsen viste, at følgende varer har samme grundlæggende fysiske, kemiske og tekniske egenskaber og samme grundlæggende anvendelsesformål:

(67)

Kommissionen konkluderede, at disse varer derfor udgør samme vare, jf. grundforordningens artikel 2, litra c).

(68)

En EU-producent, der også fungerede som importør og slutbruger, anmodede om, at koldvalsede produkter af rustfrit stål af stålkvalitet 200 og 201 blev udelukket fra varedækningen. Undersøgelsen har vist, at disse varer er indbyrdes udskiftelige for så vidt angår egenskaber. Kommissionen konkluderede ligeledes, at det ville medføre en urimelig byrde for toldmyndighederne, som ville skulle foretage en laboratorietest og kontrollere slutanvendelsen for hver forsendelse, hvis denne anmodning om udelukkelse af varen blev imødekommet. Desuden viste de oplysninger, som virksomheden havde fremlagt med hensyn til dens indkøb af varer af stålkvalitet 200 og 201 og andre varer fra de pågældende lande, at den rent faktisk købte andre varer, der er omfattet af varedækningen i den nuværende undersøgelse, fra disse lande, hvilket i sagens natur indebærer en risiko for krydskompensation. Selv om virksomheden hævder, at disse stålkvaliteter kun har én slutanvendelse, kan det ikke udelukkes, at disse stålkvaliteter kan have andre anvendelser.

(69)

Kommissionen konkluderede derfor, at det ikke ville være hensigtsmæssigt at imødekomme denne anmodning om udelukkelse af varen, og anmodningen blev derfor afvist.

(70)

På grundlag af oplysningerne i klagen, indledningsmeddelelsen og besvarelserne af Kommissionens spørgeskemaer blev den påståede subsidiering i form af følgende subsidier fra GOI undersøgt:

(71)

Klageren hævdede, at indiske banker yder eksportfinansiering før forsendelse til eksportører, der kræver betaling for solgte varer inden forsendelsen af disse varer. Tilsvarende er eksportfinansiering efter forsendelse et lån, som ydes af finansielle institutioner til eksportører. Denne ordning forvaltes af Reserve Bank of India (RBI), Indiens centralbank. Det blev endvidere påstået, at GOI gennem sin centralbank overdrager eller pålægger private indiske banker at yde et finansielt bidrag i form af en direkte overførsel af midler (grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv)). For at kunne drage fordel af disse ordninger skal eksportøren blot fremlægge bevis for eksport, uden at der kræves nogen risikovurdering. Fordelen for eksportøren består derfor i forskellen mellem den således indrømmede præferencesats og markedssatsen for lignende lån i Indien.

(72)

En af de indiske eksporterende producenter benyttede sig i begrænset omfang af kreditter før forsendelse i UP.

(73)

Virksomheden benyttede sig af kreditter før forsendelse under driftskapitalfaciliteter (kreditlinjer), der var blev åbnet af offentlige og private banker. Den anvendte rentesats blev fastsat i overensstemmelse med markedsvilkårene og på det niveau, der blev opkrævet af andre offentlige og private banker (herunder internationale banker), som virksomheden havde åbnet kreditlinjer med. Rentesatsen var baseret på Benchmark Prime Lending Rate (»BPLR«) — i tilfælde af eksportkreditter i INR — eller på LIBOR — i tilfælde af eksportkreditter i USD. I begge tilfælde blev der tillagt et spread baseret på virksomhedens kreditvurdering. De samme kreditlinjer blev også anvendt til indenlandsk kortfristet finansiering.

(74)

De to indiske eksporterende producenter benyttede sig ikke af eksportkreditter efter forsendelse i UP.

(75)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte disse ordninger yderligere.

(76)

Klageren hævdede, at renteudligningsordningen yder eksportører et finansielt bidrag i form af en direkte overførsel af midler ved at yde kompensation til disse eksportørers långivere svarende til 3-5 % af værdien af den rente, der ellers skulle have været betalt af visse lån.

(77)

De to indiske eksporterende producenter benyttede sig ikke af renteudligningsordningen i UP.

(78)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte denne ordning yderligere.

(79)

GOI ejer fuldt ud to eksportkreditagenturer: Export Credit Guarantee Corporation of India Ltd (ECGC) og Exim Bank of India. Det vigtigste mål for begge agenturer er at fremme indisk eksport. Klageren hævdede, at incitamenterne fra disse agenturer giver eksportørerne en fordel, fordi de tilvejebringer forsikring, kreditgarantier, kreditlinjer og eksportkreditter på betingelser, der er mindre strenge end dem, der gælder på markedet.

(80)

De to indiske eksporterende producenter benyttede sig ikke af kreditgarantier, eksportkreditter eller kreditlinjer fra ECGC eller Exim Bank.

(81)

To producenter i Jindal-gruppen var imidlertid dækket af ECGC's forsikringspolicer. Kommissionen fandt imidlertid ikke, at disse forsikringsaftaler afveg fra de normale markedsvilkår. Præmiegebyrerne afhang af maksimumsdækningen af tab, de lande og købere, der var dækket af policen, og den tidligere »erstatningshistorik«, dvs. virksomhedernes risikoprofil. Kommissionen kontrollerede, at alle præmiegebyrer og gebyrer var blevet betalt.

(82)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte denne ordning yderligere.

(83)

Klageren hævdede, at GOI yder sektorspecifikke lån på præferencevilkår via den indiske nationalbank (SBI) og Steel Development Fund (SDF) til producenterne af rustfrit stål.

(84)

SBI var en af de banker, der havde ydet Jindal-gruppen langfristede lån, men Kommissionen fandt ikke, at der var tale om sektorspecifikke lån eller lån på præferencevilkår. Rentesatsen blev fastsat på grundlag af BLPR + spread. Den rentesats, som SBI opkrævede, var faktisk lidt højere end de renter, der blev opkrævet af de private banker, der ydede langfristede lån til Jindal-gruppen med tilsvarende løbetid.

(85)

De to indiske eksporterende producenter modtog ikke lån fra Steel Development Fund i UP.

(86)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte denne ordning yderligere.

(87)

Klageren hævdede, at GOI yder FoU-tilskud til stålproducenter via SDF. FoU-tilskud kan også opnås direkte fra Stålministeriet.

(88)

De to indiske eksporterende producenter modtog ikke FoU-tilskud i UP eller tilskud, der kunne henføres til UP.

(89)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte denne ordning yderligere.

(90)

Klageren hævdede, at producenterne af den undersøgte vare nyder godt af en række toldgodtgørelsesordninger før og efter eksport, i henhold til hvilke importerede råmaterialer eller kapitalgoder kan fritages for told og importafgifter. Disse ordninger giver en fordel, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, til eksporterende producenter svarende til de indtægter, som staten giver afkald på, og dermed til den told og de afgifter, som ikke opkræves.

(91)

Som forklaret i betragtning 117-205 drog den ene eller begge indiske eksporterende producenter fordel af nogle af toldfritagelses- og eftergivelsesordningerne, nemlig AAS, DDS, EPCGS og MEIS.

(92)

Ingen af de to eksporterende producenter drog imidlertid fordel af DFIA-ordningen i UP, og de havde heller ingen salgstransaktioner på hjemmemarkedet, der var klassificeret som transaktioner ligestillet med eksport. Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte de to sidstnævnte ordninger yderligere.

(93)

Klageren hævdede, at producenterne af den undersøgte vare nyder godt af en række skatteincitamenter, eftersom de er registreret som EOU eller er beliggende i en SEZ.

(94)

Ingen af de to indiske eksporterende producenter var imidlertid registreret som EOU i UP og drog heller ikke fordel af tidligere subsidier i tilknytning til kapitalgoder som EOU, der kunne henføres til UP. Desuden er ingen af de to eksporterende indiske producenter beliggende i en SEZ.

(95)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte disse ordninger yderligere.

(96)

Klageren hævdede, at producenterne af den undersøgte vare nyder godt af indkomstskattefradrag og -fritagelser som følge af flere ordninger, herunder:

(97)

De to indiske eksporterende producenter nød ikke godt af indkomstskattefritagelser eller -fradrag eller reducerede skatter i UP.

(98)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte denne ordning yderligere.

(99)

Klageren hævdede, at GOI har ført en politik, som indebar fastsættelse af høje eksportafgifter på jernmalm. Regeringen sikrede dermed en stigning i den indenlandske levering af disse varer og garanterede, at priserne på jern forblev et godt stykke under de internationale niveauer. Disse eksportafgifter svarede sammen med andre elementer til, at GOI overdrog det til eller pålagde råmaterialeproducenter at levere input til de indiske producenter mod utilstrækkeligt vederlag.

(100)

Ingen af de to indiske eksporterende producenter benytter sig imidlertid af jernmalm i deres produktionsproces. Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte denne ordning yderligere.

(101)

Klageren hævdede, at GOI har støttet den indiske industri for koldvalset rustfrit stål gennem statslige udbud. Det blev påstået, at statslige organer er forpligtet til at anvende en minimumsprocentdel af indisk stål og jern i deres udbud (mellem 15 % og 50 %). Når en udenlandsk tilbudsgiver tilbyder den laveste pris, kan de endvidere kun opnå op til halvdelen af ordremængden. Den anden del skal tildeles en lokal leverandør, der kan prissætte inden for et interval på 20 % over den udenlandske tilbudsgivers pris. Kun hvis ikke en enkelt lokal leverandør kan prissætte inden for et interval på 20 % af den laveste pris (hvilket er usandsynligt i betragtning af den brede margen), kan den mere effektive udenlandske tilbudsgiver opnå resten af kontrakten.

(102)

En af de indiske eksporterende producenter klarede sig med succes under budgivningen i UP i forbindelse med de statslige udbudsprocedurer.

(103)

Kommissionen efterprøvede alle udbudsprocedurer og udbud, der vedrørte den pågældende indiske virksomhed i UP. Der blev imidlertid ikke fundet konkrete elementer af subsidiering.

(104)

Udbud offentliggøres online på webstederne for de respektive indiske administrative enheder, institutioner eller offentlige virksomheder (f.eks. Indian Railways), og virksomhederne kan frit indgive deres tilbud. Det er almindelig praksis, at udbudsmængden deles mellem to virksomheder. Den virksomhed, der tilbød den laveste pris, får tildelt 60 % af udbuddet, og den virksomhed, der tilbød den næstlaveste pris, får tildelt de resterende 40 % af kontrakten på betingelse af, at den tilpasser sin pris til det niveau, der tilbydes af vinderen af udbuddet. Denne regel gælder også, hvis en af eller begge de pågældende virksomheder er udenlandske tilbudsgivere.

(105)

Visse udbud er ganske vist kun åbne for indenlandske virksomheder. Hvis proceduren er åben for udenlandske tilbudsgivere, er der imidlertid ikke tale om prisdiskrimination som påstået af klageren. Prispræferencen (20 %) for indenlandske leverandører findes kun i forbindelse med udbud vedrørende kapitalgoder (16).

(106)

Kommissionen efterprøvede, at den udvalgte virksomhed i alle de udbudsprocedurer i UP, hvor den indiske producent af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål var blevet tildelt kontrakter, uanset om procedurerne var åbne for udenlandske tilbudsgivere eller ej, havde tilbudt den laveste pris eller, som den virksomhed, der havde afgivet det næstbedste tilbud, havde været nødt til at tilpasse sin pris til den lavestbydendes pris.

(107)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede klageren, at udelukkelsen af udenlandske tilbudsgivere fra nogle af udbudsprocedurerne havde ført til mindre konkurrence og dermed højere priser generelt, hvilket svarede til et finansielt bidrag gennem køb af varer mod mere end tilstrækkeligt vederlag.

(108)

Klageren bemærkede desuden, at de indiske regler for offentlige udbud ved at udelukke importen fra visse udbud garanterer visse indkøbsmængder for de indiske producenter, hvilket i sig selv giver dem en fordel.

(109)

Kommissionen er enig i, at udelukkelsen af udenlandske tilbudsgivere potentielt mindsker konkurrencen og kan føre til, at der skabes et marked udelukkende for indenlandske tilbudsgivere. De mængder, som Jindal-gruppen solgte gennem indgåelsen af offentlige kontrakter, var imidlertid ubetydelige på baggrund af virksomhedens samlede hjemmemarkedssalg i UP. I forbindelse med analysen af de udbudsprocedurer i UP, hvor den indiske producent af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål var blevet tildelt kontrakter, havde Kommissionen desuden ikke bemærket nogen væsentlige forskelle i prisniveauerne mellem de vindende bud i udbud, der var åbne for de udenlandske virksomheder, og de udbud, hvor de ikke deltog. Som følge heraf har Kommissionen i dette særlige tilfælde ikke konstateret nogen væsentlig fordel, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra b).

(110)

Klageren hævdede, at Exim Bank tilbyder kreditlinjer og køberkredit. Disse incitamenter gives ikke til eksportører, men til udenlandske regeringer, udenlandske udviklingsbanker og oversøiske finansielle institutioner, forretningsbanker i udlandet eller andre enheder. Finansieringen gør det muligt for dem at købe fra indiske eksportører på udskudte kreditvilkår.

(111)

Ingen af de undersøgte eksporterende producenters eksportsalg i UP var omfattet af Exim Banks kreditlinjer eller køberkredit.

(112)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte disse ordninger yderligere.

(113)

Klageren hævdede, at ud over subsidier ydet af GOI kan nogle af producenterne af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål drage fordel af subsidieordninger på delstatsniveau, der er indført af regeringen i Gujarat (GOG). I klagen er nævnt fire lokale ordninger:

(114)

Kun en af de undersøgte indiske eksporterende producenter er beliggende i delstaten Gujarat og kunne potentielt benytte sig af ovennævnte lokale subsidieordninger. Virksomheden blev imidlertid ikke anset for at drage fordel af nogen af disse ordninger i UP.

(115)

Der var derfor ikke behov for, at Kommissionen undersøgte disse ordninger yderligere.

(116)

Kommissionen konstaterede, at en eksporterende producent benyttede sig af denne foranstaltning i UP. Da fordelen for denne virksomhed imidlertid forekom at være ubetydelig (0,02 %), besluttede Kommissionen ikke at undersøge denne foranstaltning yderligere.

(117)

AAS-, EPCGS- og MEIS-ordningerne er baseret på »Foreign Trade (Development and Regulation) Act 1992 (No. 22 of 1992)« — lov nr. 22 af 1992 om (udvikling og regulering af) udenrigshandel — der trådte i kraft den 7. august 1992 (»udenrigshandelsloven«). Ved udenrigshandelsloven bemyndiges GOI til at udstede bekendtgørelser vedrørende eksport- og importpolitikken. Disse bekendtgørelser er gengivet i kort form i udenrigshandelspolitiske dokumenter, der normalt udstedes af handelsministeriet hvert femte år, og som opdateres regelmæssigt.

(118)

Det udenrigshandelspolitiske dokument, der er relevant for UP, er »Foreign Trade Policy 2015-20« (»FTP 2015-20«). GOI fastsætter også procedurerne for FTP 2015-20 i en »Handbook of Procedures, 2015-20« (»HOP 2015-20«).

(119)

DDS-ordningen er baseret på afsnit 75 i Customs Act of 1962 (»toldloven af 1962«), afsnit 37 i Central Excise Act of 1944 (»den centrale lov om forbrugsafgifter af 1944«), afsnit 93A og 94 i Financial Act of 1994 (»finansloven af 1994«) og på Customs, Central Excise Duties and Service Tax Drawback Rules of 1995 (»1995-reglerne for toldgodtgørelsesordningen«). Godtgørelsessatserne offentliggøres regelmæssigt.

(120)

Generelt bemærkes det, at Kommissionen ikke var i stand til inden for en rimelig frist at afslutte krydstjekket uden kontrolbesøg af visse dokumenter vedrørende eksport-/importtransaktioner inden for rammerne af de toldgodtgørelsesordninger, der er beskrevet i dette underafsnit, som anmodet om og aftalt under krydstjekket uden kontrolbesøg. I den forbindelse anvendte Kommissionen de bedste foreliggende faktiske oplysninger i tilfælde af konstaterede uoverensstemmelser mellem de tal, der blev indberettet af virksomhederne og af GOI, på grundlag af grundforordningens artikel 28, stk. 3.

(121)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede en af de indiske eksporterende producenter, at formålet med AAS-, DDS- og MEIS-ordningerne er at neutralisere den told, som virksomheden betaler på importen af råmaterialer, der anvendes i de eksporterede varer, og at disse tre ordninger derfor ikke giver virksomheden en fordel.

(122)

I modsætning til denne udtalelse har de fordele, som virksomhederne har modtaget under DDS- og MEIS-ordningerne, imidlertid ingen direkte forbindelse med den told, som skal betales på import af råmaterialer, som anvendes af virksomheden i de eksporterede varer.

(123)

I forbindelse med DDS-ordningen modtager en eksporterende virksomhed kontantbetalinger, som kun knytter sig til fob-værdien af dens eksport. Den pågældende virksomhed er slet ikke forpligtet til at importere råmaterialer.

(124)

I forbindelse med MEIS-ordningen modtager en eksporterende producent scripts, som kan sælges på markedet eller anvendes til udligning af fremtidige skyldige importafgifter, men denne udligning er ikke begrænset til de råmaterialer, der anvendes i produktionen af de eksporterede varer, for hvilke der blev modtaget MEIS-scripts. MEIS-scripts kan således anvendes til udligning af skyldige importafgifter, herunder importafgifter vedrørende kapitalgoder. De kan også indkasseres, selv om virksomheden slet ikke importerer noget.

(125)

Kun i forbindelse med AAS-ordningen er der en direkte forbindelse mellem fritagelse for importafgifter på råmaterialer importeret af virksomheden og eksporterede varer. Kommissionen behandler således ikke toldfritagelsen som en fordel for virksomheden, forudsat at sidstnævnte kan påvise det faktiske forbrug af råmaterialer importeret under AAS-ordningen i produktionen af de eksporterede endelige varer.

(126)

Kommissionen fastslog, at en indisk eksporterende producent benyttede sig af AAS i UP.

(127)

Ordningen er beskrevet nærmere i punkt 4.03 til 4.24 i FTP 2015-20 og kapitel 4.04 til 4.52 i HOP 2015-20 og opdateret HOP 2015-20.

(128)

AAS består af seks delordninger, der er nærmere beskrevet i følgende afsnit. Disse delordninger er bl.a. forskellige med hensyn til støtteberettigelse. Producent-eksportører og forhandler-eksportører med tilknyttede underleverandører (producenter) er støtteberettigede under AAS-delordningerne for fysisk eksport og årligt behov. Producent-eksportører, der leverer til den endelige eksportør, er berettiget til støtte efter AAS-ordningen for mellemleverancer. Hovedleverandører, der leverer til kategorier »ligestillet med eksport«, jf. afsnit 7.02 i FTP 2015-20, såsom leverandører til eksportorienterede virksomheder (»EOU«), er berettigede til støtte efter AAS-delordningen for transaktioner ligestillet med eksport. Endelig er mellemleverandører til producent-eksportører berettiget til fordele i forbindelse med transaktioner ligestillet med eksport i henhold til delordningerne for Advance Release Order (attester til forudgående frigivelse) og løbende indenlandsk remburs.

(129)

AAS kan udstedes i de situationer, der er beskrevet nedenfor.

(130)

Fysisk eksport: Dette er den vigtigste delordning. Den muliggør toldfri import af inputmaterialer til fremstilling af en specifik eksporteret færdigvare. »Fysisk« betyder i denne forbindelse, at eksportvaren skal forlade indisk territorium. I licensen er der angivet en importtilladelse og en eksportforpligtelse, samt hvilken type eksporteret vare det drejer sig om.

(131)

Årligt behov: En sådan tilladelse er ikke knyttet til en bestemt eksporteret vare, men til en bredere varegruppe (f.eks. kemiske produkter og hertil knyttede varer). Licensindehaveren kan — op til en bestemt værditærskel, der fastsættes ud fra tidligere eksportresultater — toldfrit importere input, der skal benyttes til fremstilling af en af de varer, der henhører under en sådan varegruppe. Licensindehaveren kan vælge at eksportere enhver vare i varegruppen, hvor sådanne toldfrie materialer er anvendt.

(132)

Mellemleverancer: Denne delordning omfatter tilfælde, hvor to producenter har til hensigt at fremstille en enkelt eksportvare og stå for hver sin del af produktionsprocessen. Den producent-eksportør, der fremstiller mellemproduktet, kan toldfrit importere inputmaterialer og med henblik herpå opnå en AAS-licens for mellemleverancer. Den endelige eksportør færdiggør produktionen og er forpligtet til at eksportere den færdige vare.

(133)

Transaktioner ligestillet med eksport: Denne delordning gør det muligt for en hovedleverandør toldfrit at importere input, som er nødvendige for fremstillingen af varer, der skal sælges som »transaktioner ligestillet med eksport«. Ifølge GOI forstås ved transaktioner ligestillet med eksport transaktioner, hvor de leverede varer ikke forlader landet. En række kategorier af leverancer anses for at være transaktioner ligestillet med eksport, forudsat at varerne er fremstillet i Indien, f.eks. leverancer af varer til en EOU eller til en virksomhed beliggende i en særlig økonomisk zone (»SEZ«).

(134)

Attester til forudgående frigivelse (»ARO«): En AAS-licensindehaver, der ønsker at købe input hos indenlandske kilder i stedet for at importere dem direkte, kan vælge at købe dem ved anvendelse af attester til forudgående frigivelse (ARO). I sådanne tilfælde godkendes forhåndstilladelserne som attester til forudgående frigivelse og påtegnes til fordel for den indenlandske leverandør ved leveringen af de derpå anførte varer. Påtegnelsen af attesten til forudgående frigivelse giver den indenlandske leverandør ret til de fordele, der er forbundet med transaktioner ligestillet med eksport, jf. afsnit 7.03 i FTP 2015-20 (dvs. AAS for mellemleverancer/transaktioner ligestillet med eksport, eksportrestitution ved transaktioner ligestillet med eksport og refusion af endelige punktafgifter). Ved ARO-ordningen ydes der refusion af skatter og afgifter til leverandøren, i stedet for at disse beløb refunderes til den endelige eksportør i form af toldgodtgørelse eller -refusion. Der kan refunderes skatter og afgifter for både indenlandske og importerede input.

(135)

Løbende indenlandsk remburs: Denne delordning dækker også indenlandske leverancer til en indehaver af en forhåndstilladelse. Denne kan henvende sig til en bank for at åbne en indenlandsk remburs til fordel for en indenlandsk leverandør. Banken validerer tilladelsen til direkte import udelukkende for den værdi og de varemængder, der købes indenlandsk i stedet for at blive importeret. Den indenlandske leverandør vil være berettiget til de fordele, der er forbundet med transaktioner ligestillet med eksport, jf. afsnit 7.03 i FTP 2015-20 (dvs. AAS for mellemleverancer/transaktioner ligestillet med eksport, eksportrestitution ved transaktioner ligestillet med eksport og refusion af endelige punktafgifter).

(136)

Kommissionen konstaterede, at en eksporterende producent, der anvendte ordningen, havde opnået indrømmelser under den første delordning, dvs. AAS-ordningen for fysisk eksport, i UP. Det er derfor ikke nødvendigt at undersøge, om de øvrige, uudnyttede delordninger er udligningsberettigede.

(137)

Af hensyn til de indiske myndigheders kontrol er AAS-licensindehaveren retligt forpligtet til at føre et korrekt og behørigt regnskab over forbrug og anvendelse af toldfrit importerede varer eller varer købt på hjemmemarkedet i et nærmere angivet format (kapitel 4.51 i HOP 2015-20 samt tillæg 4H), dvs. en fortegnelse over det faktiske forbrug. Denne fortegnelse skal kontrolleres af en ekstern statsautoriseret revisor, som udsteder en attest, hvoraf det fremgår, at den foreskrevne fortegnelse og de relevante regnskaber er undersøgt, og at de oplysninger, der er afgivet i henhold til tillæg 4H, er sande og korrekte i enhver henseende.

(138)

For så vidt angår den delordning, som den pågældende virksomhed anvendte i UP, dvs. fysisk eksport, fastsætter GOI den mængde og værdi, som importtilladelsen og eksportforpligtelsen vedrører, og dette fremgår af tilladelsen. Desuden skal de tilsvarende transaktioner anføres på tilladelsen af statens embedsmænd på import- og eksporttidspunktet. Den importmængde, der er tilladt i henhold til AAS-ordningen, fastsættes af GOI på grundlag af de såkaldte standard input/output-normer (»SION-normer«), som findes for de fleste varer, herunder den undersøgte vare.

(139)

Importerede inputmaterialer kan ikke afhændes og skal bruges til fremstilling af den færdige eksportvare. Eksportforpligtelsen skal opfyldes inden for en fastsat frist efter udstedelsen af licensen (18 måneder med mulighed for to forlængelser på hver seks måneder).

(140)

Der er ingen tæt forbindelse mellem de importerede input og de eksporterede færdige varer. De støtteberettigede inputmaterialer kan også importeres og anvendes til andre varer end den undersøgte vare. Desuden kan licenser til forskellige varer sammenlægges. Det betyder, at eksport i henhold til en AAS-licens af en vare kan give ret til toldfri import af input i henhold til en AAS-licens for en anden vare.

(141)

Undersøgelsen viste, at ingen af de AAS-licenser, som den eksporterende producent anvendte, var blevet afsluttet. Den eksporterende producent var derfor ikke i stand til at vise nogen 4H-tillæg til dens AAS-licenser. Desuden indrømmede den eksporterende producent, at dens fortegnelse over forbruget ikke gør det muligt at fastslå det faktiske forbrug af importerede råmaterialer og forbinde det med fremstillede og eksporterede endelige varer. Det skal bemærkes, at den pågældende producent er vertikalt integreret på flere niveauer:

og importerede råmaterialer anvendes i fase 2, hvor de blandes med råmaterialer fremstillet i fase 1 eller købt på hjemmemarkedet.

(142)

Fritagelsen for importafgifter er subsidier i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2, dvs. at de udgør et finansielt bidrag fra GOI, da de giver afkald på toldindtægter, som de ellers ville have fået, og medfører en fordel for den undersøgte eksportør ved at forbedre dennes likviditet.

(143)

Desuden er AAS-ordningerne for fysisk eksport retligt betinget af eksportresultater og anses derfor for at være specifikke og udligningsberettigede, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, første afsnit, litra a). Uden en eksportforpligtelse kan en virksomhed ikke opnå fordele i henhold til denne ordning.

(144)

Den delordning, der blev benyttet i den aktuelle sag, kan ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Den overholder hverken reglerne i litra i), i bilag I, bilag II (definition af og regler for godtgørelse) eller bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse) til grundforordningen. GOI anvendte ikke nogen effektiv kontrolordning eller -procedure til at bekræfte, hvorvidt der blev forbrugt input ved fremstillingen af den eksporterede vare og i hvilke mængder (jf. punkt 4 i bilag II til grundforordningen og, for substitutionsgodtgørelsesordningernes vedkommende, del II, punkt 2, i bilag III til grundforordningen). Det vurderes desuden, at SION-normerne for den undersøgte vare ikke var tilstrækkelig præcise, og at disse SION-normer ikke i sig selv kan udgøre en ordning til kontrol af det faktiske forbrug, da disse standardnormer er udformet således, at de ikke giver GOI mulighed for at kontrollere tilstrækkelig præcist, hvilke mængder input der er forbrugt ved produktionen til eksport. GOI foretog desuden heller ikke nogen yderligere undersøgelse på grundlag af de faktisk involverede input, selv om det er nødvendigt, når der ikke findes en effektiv kontrolordning (bilag II, punkt 5, og del II, punkt 3), i bilag III til grundforordningen).

(145)

Delordningen er derfor udligningsberettiget.

(146)

I mangel af tilladte toldgodtgørelsesordninger og mulighed for kontrol af den faktiske forbrugsrate for de relevante input betragtes det samlede toldbeløb, som der gives afkald på (basistold og afgifter), som en for vidtgående eftergivelse, der ville udgøre et udligningsberettiget subsidie, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii).

(147)

Ved brev af 22. november 2021 blev den eksporterende producent underrettet om, at Kommissionen i den forbindelse havde til hensigt at anvende grundforordningens artikel 28 og de bedste foreliggende faktiske oplysninger.

(148)

I modsætning til virksomhedens yderligere påstande om, at en sådan metode til beregning af fordele under AAS-ordningen afviger fra Kommissionens tidligere praksis og er baseret på simple antagelser og slutninger, gentages det, at virksomheden ikke havde fremlagt nogen oplysninger, som ville gøre det muligt at beregne, i hvilket omfang der faktisk var blevet eftergivet for store afgiftsbeløb.

(149)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), blev de gebyrer, som virksomheden havde afholdt for at opnå subsidiet, fratrukket det samlede subsidiebeløb, hvor der blev anmodet herom.

(150)

Eftergivelsen af for store afgiftsbeløb bør i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2, fordeles over den samlede eksportomsætning som behørig nævner, da subsidierne er betinget af eksportresultater.

(151)

Den fastslåede subsidiesats med hensyn til denne ordning i UP udgjorde 0,05 %.

(152)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog den pågældende indiske eksporterende producent sine påstande vedrørende den uberettigede anvendelse af grundforordningens artikel 28 og den metode til beregning af virksomhedens fordele i henhold til denne ordning, som Kommissionen havde anvendt.

(153)

Der blev imidlertid ikke fremført nye argumenter. Det skal erindres, at Kommissionen ikke havde andet valg end at henvise til de bedste foreliggende faktiske oplysninger, da virksomheden ikke havde fremlagt nogen oplysninger, der kunne have muliggjort en standardberegning af, i hvilket omfang der var blevet eftergivet for store afgiftsbeløb under denne ordning. Under alle omstændigheder besluttede Kommissionen under hensyntagen til den konstaterede subsidiesats, jf. betragtning 151, ikke at udligne den ubetydelige fordel, som Jindal-gruppen havde opnået under AAS-ordningen.

(154)

Kommissionen fastslog, at en indisk eksporterende producent havde benyttet sig af DDS-ordningen i UP.

(155)

Det retsgrundlag, der var gældende i den nuværende undersøgelsesperiode, var Custom & Central Excise Duties Drawback Rules 1995 (»1995-reglerne for DDS-ordningen«), der senest blev ændret i 2006 (17) og derefter erstattet af Customs and Central Excise Duties Drawback Rules, 2017 (18) (»2017-reglerne for DDS-ordningen«), der trådte i kraft den 1. oktober 2017. Regel nr. 3, stk. 2, i 1995-reglerne for DDS-ordningen regulerer metoden til beregning af denne toldgodtgørelsesordning. Regel nr. 12, stk. 1, litra a), nr. ii), i disse regler for DDS-ordningen regulerer den erklæring, som den eksporterende producent skal udfylde for at blive omfattet af ordningen. Disse regler ændrede sig ikke i 2017-reglerne for DDS-ordningen og svarer til henholdsvis regel nr. 3, stk. 2, og regel nr. 13, stk. 1, litra a), nr. ii).

(156)

Derudover indeholder cirkulære nr. 24/2001 (19) specifik vejledning i gennemførelsen af regel nr. 3, stk. 2, og den erklæring, som eksportørerne skal udfylde i henhold til regel nr. 12, stk. 1, litra a), nr. ii).

(157)

I regel nr. 4 i 1995-reglerne for toldgodtgørelsesordningen fastsættes det, at centralregeringen kan revidere de beløb eller satser, der er fastsat i henhold til regel nr. 3. Regeringen har foretaget en række ændringer af satserne, hvoraf de senest ændrede satser findes i bekendtgørelserne Notification No. 95/2018 — CUSTOMS og Notification No. 07/2020 — CUSTOMS. Som følge heraf var DDS-satserne for den undersøgte vare på henholdsvis 1,8 % og 1,6 % af fob-værdien af de eksporterede varer i henholdsvis første og anden del (20) af UP. De samme DDS-satser anvendes på varmvalsede produkter af rustfrit stål, der eksporteres af den pågældende indiske virksomhed.

(158)

Alle producent-eksportører og forhandler-eksportører er berettiget til støtte under denne ordning.

(159)

Under denne ordning er enhver virksomhed, der eksporterer støtteberettigede varer, berettiget til at modtage et beløb svarende til en procentsats af den deklarerede fob-værdi af den eksporterede vare. I regel nr. 3, stk. 2, i Custom & Central Excise Duties Drawback Rules præciseres det, hvordan tilskuddet skal beregnes:

(160)

GOI baserede med andre ord det godtgørelsesberettigede beløb på branchedækkende gennemsnitlige værdier af den relevante told på importerede råmaterialer og en gennemsnitlig forbrugskoefficient for erhvervsgrenen med udgangspunkt i, hvad GOI anser for værende repræsentative producenter af de støtteberettigede eksportvarer. GOI udtrykker derefter det beløb, der skal godtgøres, som en procentdel af den gennemsnitlige eksportværdi af de støtteberettigede eksporterede varer.

(161)

GOI anvender denne procentdel til at beregne det beløb for toldgodtgørelse, som alle støtteberettigede eksportører har ret til at modtage. Satsen for denne ordning fastsættes af GOI for hver enkelt vare.

(162)

For at være berettiget til støtte under denne ordning skal en virksomhed eksportere. Når forsendelsesoplysningerne er indlæst på toldserveren, fremgår det, at eksporten finder sted under DDS-ordningen, og DDS-beløbet fastsættes endegyldigt. Når rederiet har indgivet dokumentet Export General Manifest, og toldmyndighederne har sammenlignet dette dokument med oplysningerne i forsendelsesdokumentet og fundet det tilfredsstillende, er alle betingelser opfyldt for at godkende udbetalingen af godtgørelsesbeløbet, enten direkte til eksportørens bankkonto eller pr. bankanvisning.

(163)

Eksportøren skal også fremlægge bevis for, at de eksporterede varer er blevet betalt, i form af en bankbekræftelse (Bank Realisation Certificate). Denne bekræftelse kan fremlægges efter udbetalingen af godtgørelsesbeløbet, men GOI kræver beløbet tilbagebetalt, hvis eksportøren ikke fremlægger bankbekræftelsen inden for en given frist.

(164)

Godtgørelsesbeløbet kan anvendes til alle formål, og i overensstemmelse med de indiske regnskabsstandarder kan beløbet bogføres som indtægter i regnskaberne efter periodiseringsprincippet, når eksportforpligtelsen er opfyldt.

(165)

I den relevante lovgivning og i de administrative retningslinjer er det fastsat, at de indiske toldmyndigheder ikke bør afkræve bevis for, at den eksportør, der anmoder om toldgodtgørelse, skal have pådraget sig eller vil pådrage sig toldansvaret for importen af de råmaterialer, der er nødvendige til fremstilling af den eksporterede vare. Under krydstjekket uden kontrolbesøg bekræftede GOI desuden, at virksomheder, der køber alle råmaterialer på hjemmemarkedet, stadig nyder godt af den fulde sats, der beregnes i henhold til ovennævnte regel nr. 3, stk. 2.

(166)

Ved DDS-ordningen ydes der subsidier som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i), og artikel 3, stk. 2. Den såkaldte toldgodtgørelse er et finansielt bidrag fra GOI, da den har form af en direkte overførsel af midler fra GOI. Der er ingen begrænsninger for anvendelsen af disse midler. Desuden medfører toldgodtgørelsesbeløbet en fordel for eksportøren, idet virksomhedens likviditet forbedres.

(167)

Toldgodtgørelsessatsen ved eksport fastsættes af GOI for hver enkelt vare. Selv om subsidierne omtales som en toldgodtgørelse, har ordningen imidlertid ikke helt karakter af en tilladt toldgodtgørelsesordning eller substitutionsgodtgørelsesordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Den overholder heller ikke hverken reglerne i litra i) i bilag I, eller i bilag II (definition af og regler for godtgørelse) eller bilag III (definition af og regler for substitutionsgodtgørelse) til grundforordningen. Kontantudbetalingen til eksportøren er ikke nødvendigvis knyttet til importafgifter på råmaterialer, der faktisk er betalt, og den er ikke en toldkredit til udligning af importafgifter på tidligere eller fremtidig import af råmaterialer. Der findes endvidere ingen ordning eller procedure til at bekræfte, hvilke input der forbruges i produktionen af den eksporterede vare og i hvilke mængder. GOI foretog desuden heller ikke nogen yderligere undersøgelse på grundlag af de faktisk involverede input, selv om det er nødvendigt, når der ikke findes en effektiv kontrolordning (bilag II, punkt 5, og del II, punkt 3), i bilag III til grundforordningen).

(168)

Betalingen fra GOI til eksportøren, efter at eksporten har fundet sted, er betinget af eksportresultater, og denne ordning anses derfor for at være specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, litra a).

(169)

Ud fra ovenstående konkluderes det, at DDS-ordningen er udligningsberettiget.

(170)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 5 beregnede Kommissionen det udligningsberettigede subsidiebeløb, udtrykt ved den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i UP. I den forbindelse fastslog Kommissionen, at modtageren opnår fordelen på det tidspunkt, hvor der foretages en eksporttransaktion under denne ordning. På dette tidspunkt skal GOI udbetale godtgørelsesbeløbet, der udgør et finansielt bidrag i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. i). Når først toldmyndighederne har udstedt et eksportforsendelsesdokument, der bl.a. viser størrelsen af den godtgørelse, der ydes for den pågældende eksporttransaktion, har GOI ingen skønsbeføjelse med hensyn til at indrømme subsidiet eller ej.

(171)

I betragtning af ovenstående anså Kommissionen det for passende at betragte fordelen ved DDS-ordningen som summen af de godtgørelsesbeløb, der er opnået for eksporttransaktioner, der har fundet sted under denne ordning i UP. Kommissionen tog hensyn til de toldgodtgørelser, der var opnået for alle den indiske eksporterende producents eksporttransaktioner, da virksomheden kun eksporterer den undersøgte vare og varmvalsede produkter af rustfrit stål, som er halvfabrikata til fremstilling af den undersøgte vare, der er omfattet af de samme DDS-satser.

(172)

Kommissionen har fordelt disse subsidiebeløb i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2, over virksomhedens samlede eksportomsætning i UP som behørig nævner, da subsidierne er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, eksporterede eller transporterede mængder.

(173)

Den fastslåede subsidiesats med hensyn til denne ordning i UP for Jindal-gruppen udgjorde 1,65 %.

(174)

Kommissionen konstaterede, at to indiske eksporterende producenter havde modtaget indrømmelser under EPCGS-ordningen, som kunne henføres til den pågældende vare i UP.

(175)

EPCGS-ordningen er beskrevet nærmere i kapitel 5 i FTP 2015-20 og i kapitel 5 i HOP 2015-20.

(176)

Producent-eksportører, forhandler-eksportører, der er »forbundet med« støtteproducenter og tjenesteydere, er berettiget til støtte efter denne foranstaltning.

(177)

Forudsat at en virksomhed forpligter sig til at eksportere, har den lov til at importere (nye og indtil 10 år gamle brugte) kapitalgoder til en nedsat toldsats. Med henblik herpå udsteder GOI efter anmodning og betaling af et gebyr en EPCGS-licens. Ved denne ordning er der fastsat en reduceret importtoldsats på alle kapitalgoder, der importeres under ordningen. For at opfylde eksportforpligtelsen skal de importerede kapitalgoder anvendes til at fremstille en vis mængde varer bestemt til eksport inden for et bestemt tidsrum. I henhold til FTP 2015-20 og opdateret FTP 2015-20 kan kapitalgoder importeres med en toldsats på 0 % under EPCGS-ordningen. I tilfælde af kapitalgoder, der blev importeret før 2015, var en toldsats på 3 % imidlertid også et alternativ — i dette tilfælde var fristen for opfyldelse af eksportforpligtelsen længere. Eksportforpligtelsen, der svarer til seks gange toldbesparelsen, skal være opfyldt inden for en periode på højst seks år.

(178)

EPCGS-licenshaveren kan også købe kapitalgoderne på hjemmemarkedet. I så fald kan den indenlandske producent af kapitalgoder benytte fordelen til toldfrit at importere de dele, der er nødvendige for at fremstille de pågældende kapitalgoder. Alternativt kan den indenlandske producent gøre krav på fordelen ved transaktioner ligestillet med eksport ved levering af kapitalgoder til en EPCGS-licenshaver.

(179)

Ved EPCGS-ordningen ydes der subsidier som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2. Toldnedsættelsen udgør et finansielt bidrag fra GOI, da denne indrømmelse reducerer de toldindtægter, som GOI ellers ville have haft. Desuden medfører toldnedsættelsen en fordel for eksportøren, fordi toldbesparelsen ved import forbedrer virksomhedens likviditet.

(180)

Endvidere er EPCGS-ordningen retligt betinget af eksportresultater, da licenser ikke kan opnås uden en eksportforpligtelse. Den anses derfor for at være specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, første afsnit, litra a).

(181)

EPCGS-ordningen kan ikke betragtes som en tilladt toldgodtgørelses- eller substitutionsgodtgørelsesordning i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Sådanne tilladte ordninger, jf. litra i) i bilag I til grundforordningen, omfatter ikke kapitalgoder, da disse ikke forbruges ved fremstillingen af de eksporterede varer.

(182)

Det udligningsberettigede subsidiebeløb blev i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 3, beregnet på grundlag af den ikke-betalte told på importerede kapitalgoder, fordelt over en periode, der afspejler den normale afskrivningsperiode for sådanne kapitalgoder i den pågældende erhvervsgren. Det således beregnede beløb for UP er blevet justeret ved at tillægge renter i denne periode, således at der sker en afspejling af den fulde værdi af fordelen over tid. Markedsrenten i undersøgelsesperioden i Indien blev anset for passende til dette formål.

(183)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), blev de gebyrer, som virksomheden havde afholdt for at opnå subsidiet, fratrukket det samlede subsidiebeløb, hvor der blev anmodet herom.

(184)

Dette subsidiebeløb er i overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 2 og 3, blevet fordelt over den relevante eksportomsætning i UP som behørig nævner, da subsidierne er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, eksporterede eller transporterede mængder. For en af de indiske virksomheder blev eksportomsætningen af den undersøgte vare anvendt som nævner, da virksomheden kun anvender maskiner købt under EPCGS-ordningen til fremstilling af den pågældende vare.

(185)

En af de indiske eksporterende producenter anmodede om en justering for den eksportomsætning, der var blevet anvendt som nævner i beregningerne. Virksomheden hævdede, at den netop var begyndt at producere i UP og kun var nået op på 15 % af sin kapacitet. Virksomheden anmodede derfor om ekstrapolering af dens eksportomsætning for at tage hensyn til den fulde udnyttelse af dens kapacitet.

(186)

Beregningen af subsidiesatser er dog altid baseret på den faktiske omsætning. Det kan ikke antages, at virksomheden efter opstartsfasen vil udnytte sin kapacitet fuldt ud. Forholdet mellem den fremtidige opdeling mellem indenlandsk omsætning og eksportomsætning vil desuden blot være spekulation. Denne påstand blev derfor afvist.

(187)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog virksomheden denne påstand og understregede, at EPCGS er en ikketilbagevendende subsidietype, og at en beregning uden justering af nævneren derfor ikke korrekt afspejler den fordel, der indrømmes virksomheden, som er i opstartsfasen.

(188)

EPCGS er rent faktisk en ikketilbagevendende subsidietype, og Kommissionen behandlede den som sådan: beløbet for den fordel, der blev opnået under ordningen, blev fordelt på UP under hensyntagen til afskrivningsperioden for de pågældende kapitalgoder. Kommissionen kan imidlertid ikke justere nævneren ved at foretage antagelser med hensyn til virksomhedens potentielle eksportomsætning, jf. betragtning 186. Beregningsmetoden opretholdes derfor.

(189)

Den fastslåede subsidiesats med hensyn til denne ordning var på 5,69 % for Chromeni og 0,36 % for Jindal-gruppen som tildelt for UP.

(190)

Kommissionen konstaterede, at to indiske eksporterende producenter havde benyttet sig af MEIS-ordningen i UP.

(191)

MEIS-ordningen er beskrevet nærmere i kapitel 3 i FTP 2015-20 og opdateret FTP 2015-20 samt i kapitel 3 i HOP 2015-20 og opdateret HOP 2015-20.

(192)

Alle producent-eksportører og forhandler-eksportører er berettiget til støtte under denne ordning.

(193)

Støtteberettigede virksomheder kan benytte MEIS-ordningen ved at eksportere bestemte varer til bestemte lande, der er klassificeret i gruppe A (»Traditionelle markeder«, herunder alle EU-medlemsstater), gruppe B (»Nye markeder og fokusmarkeder«) og gruppe C (»Andre markeder«). De lande, som er omfattet af hver enkelt gruppe og af listen over varer med tilsvarende godtgørelsessatser, er anført i tillæg 3B til opdateret HOP.

(194)

Fordelen består i en toldkredit svarende til en procentdel af eksportens fob-værdi. MEIS-satsen i UP var på 2 % (21).

(195)

I henhold til punkt 3.06 i FTP 2015-20 er visse former for eksport udelukket fra denne ordning, f.eks. eksport af importerede eller omladede varer, transaktioner ligestillet med eksport, eksport af tjenesteydelser og eksportomsætning for virksomheder, der opererer i særlige økonomiske områder eller er eksportorienterede.

(196)

Toldkreditter under MEIS-ordningen er frit omsættelige og gyldige i en periode på 18 måneder fra udstedelsesdatoen, mens de toldkreditscripts, der er udstedt den 1. januar 2016 eller senere, er gyldige i en periode på 24 måneder fra udstedelsesdatoen, jf. punkt 3.13 i opdateret HOP 2015-20.

(197)

De kan benyttes til at: i) betale told på import af input eller varer, herunder også kapitalgoder, ii) betale afgifter på indenlandske indkøb af input eller varer, herunder kapitalgoder og betaling, og iii) betale afgifter på tjenesteydelser.

(198)

En ansøgning om fordele under MEIS-ordningen skal indgives online på generaldirektoratet for udenrigshandels websted. Relevant dokumentation (forsendelsesdokumenter, bankbekræftelse og bevis for landing) skal vedhæftes den elektroniske ansøgning. Den relevante regionale myndighed i Indien udsteder toldkreditten efter kontrol af dokumenterne. Så længe eksportøren forelægger den relevante dokumentation, kan den regionale myndighed ikke frit bestemme, om der skal indrømmes toldkreditter.

(199)

Ved MEIS-ordningen ydes der subsidier som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii), og artikel 3, stk. 2. En MEIS-toldkredit er et finansielt bidrag fra GOI, da den i sidste ende anvendes til at udligne importafgifter, der betales på kapitalgoder, hvorved GOI giver afkald på toldindtægter, som den ellers ville have fået. Desuden giver MEIS-toldkreditten en fordel for eksportøren, som ikke skal betale disse importafgifter.

(200)

Endvidere er MEIS-ordningen retligt betinget af eksportresultater og anses derfor for at være specifik og udligningsberettiget, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 4, første afsnit, litra a).

(201)

Det skal bemærkes, at MEIS-ordningen udløb efter UP, dvs. fra den 1. januar 2021. Indtil udgangen af 2021 kunne virksomhederne dog stadig ansøge om MEIS-scripts for de eksporttransaktioner, der blev gennemført i 2020. Virksomhederne kan desuden stadig anvende MEIS-script fra 2021 til at udligne importafgifter, der skal betales, indtil den 15. september 2023. Der blev således opnået fordele under denne ordning i UP, og dette vil fortsætte selv efter indførelsen af foranstaltninger.

(202)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 5 beregnede Kommissionen det udligningsberettigede subsidiebeløb, udtrykt ved den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i UP. I den forbindelse fastslog Kommissionen, at modtageren opnår fordelen på det tidspunkt, hvor der foretages en eksporttransaktion under denne ordning. På nuværende tidspunkt udsteder GOI en toldkredit, som bogføres af den eksporterende producent som et tilgodehavende, der kan modregnes af den eksporterende producent på et hvilket som helst tidspunkt. Dette udgør et finansielt bidrag som omhandlet i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. ii). Når først toldmyndighederne har udstedt et eksportforsendelsesdokument, har GOI ingen skønsbeføjelse med hensyn til at indrømme subsidiet eller ej. I betragtning af ovenstående anså Kommissionen det for passende at betragte fordelen ved MEIS-ordningen som summen af de beløb, der er opnået for eksporttransaktioner, der har fundet sted under denne ordning i UP. Kommissionen tog hensyn til de MEIS-beløb, der var opnået for de indiske eksporterende producenters samlede eksporttransaktioner, da virksomhederne kun eksporterer den undersøgte vare og varmvalsede produkter af rustfrit stål, som er halvfabrikata til fremstilling af den undersøgte vare, der er omfattet af de samme MEIS-satser.

(203)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 7, stk. 1, litra a), blev de gebyrer, som virksomheden havde afholdt for at opnå subsidiet, fratrukket det samlede subsidiebeløb, hvor der blev anmodet herom.

(204)

Kommissionen har i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2 og 3, fordelt dette subsidiebeløb over virksomhedernes eksportomsætning i UP som behørig nævner, da subsidiet er betinget af eksportresultater og ikke blev ydet i forhold til de fremstillede, eksporterede eller transporterede mængder.

(205)

Den fastslåede subsidiesats med hensyn til denne ordning var på 1,87 % for Chromeni og 1,92 % for Jindal-gruppen i UP.

(206)

Klageren hævdede, at GOI sikrer en kunstig reduktion af omkostningerne ved vigtige input i den lokale industri ved at tilskynde chrommalmvirksomheder i Indien gennem en række lovgivningsmæssige foranstaltninger, herunder eksportrestriktioner (såsom eksportafgifter, eksporttilladelser og deltagelse af statslige handelsforetagender i eksporten) med henblik på at levere chrommalm til den indiske industri for koldvalsede flade produkter af rustfrit stål i efterfølgende led mod utilstrækkeligt vederlag.

(207)

Klageren hævdede endvidere, at GOI fuldt ud kontrollerer minesektoren for så vidt angår chrommalm i Indien. Gennem lovgivning og administrative bestemmelser fastsætter GOI hvem, der kan udvinde chrom (minevirksomheder, der er omfattet af en licens). Der er også statsligt ejerskab og/eller statslig tilstedeværelse i nogle af minevirksomhederne. Minevirksomhederne har således af GOI fået overdraget myndighed til at forfølge GOI's politiske mål.

(208)

Da chrommalm hovedsagelig anvendes til fremstilling af ferrochrom, som hovedsagelig anvendes til fremstilling af rustfrit stål, opnåede de indiske producenter af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål, som fremstiller både ferrochrom og rustfrit stål, denne fordel.

(209)

Minepolitikken, der omfatter chrommalm, administreres af mineministeriet. Eksporten af mineraler administreres også af handels- og industriministeriet.

(210)

Både de centrale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i mineindustrien, herunder udvinding af chrommalm, da de fastlægger nationale minepolitikker, standarder, retningslinjer og kriterier samt træffer afgørelse om procedurer for tilladelse til minedrift.

(211)

Retsgrundlaget for de relevante regler og bestemmelser er følgende:

(212)

Kommissionen konstaterede, at en vertikalt integreret indisk eksporterende producent af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål havde købt chrommalm på hjemmemarkedet til fremstilling af ferrochrom, som denne producent anvendte til fremstilling af plader (slabs), efterfølgende til varmvalsede produkter i oprullet stand og i sidste ende til koldvalsede flade produkter.

(213)

Langt størstedelen af virksomhedens køb af chrommalm i UP stammede fra den statsejede virksomhed Odisha Mining Corporation (»OMC«). Der blev også indberettet mindre indkøb fra to angiveligt private minevirksomheder og en handelsvirksomhed.

(214)

Kommissionen meddelte GOI, at den kunne blive nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, når den undersøgte forekomsten og omfanget af de påståede subsidier til industrien for koldvalsede flade produkter af rustfrit stål, herunder gennem levering af chrommalm mod utilstrækkeligt vederlag.

(215)

I sit spørgeskema, i mangelskrivelsen og under krydstjekket uden kontrolbesøg anmodede Kommissionen GOI om at fremlægge visse oplysninger vedrørende leverandørerne og den måde, hvorpå hjemmemarkedet for chrommalm fungerer i Indien. Disse anmodninger om oplysninger omfattede bl.a. spørgsmål om de retlige og institutionelle rammer, organiseringen af markedet for chrommalm, producenterne af chrommalm i Indien, prisfastsættelsesmekanismer og priser samt kapitalinteresser i virksomheder.

(216)

Ved indledningen af undersøgelsen anmodede Kommissionen GOI om at fremsende tillæg B til antisubsidiespørgeskemaet (spørgeskema for leverandører af chrommalm) til de 10 største producenter og distributører af chrommalm samt til alle andre producenter og distributører af chrommalm, som har leveret chrommalm til de eksporterende producenter. Tillæg B bestod af et worddokument (»Appendix B_Input supplier«) og en excelfil (»Appendix B — Input suppliers tables«). Der blev ikke modtaget nogen besvarelser af tillæg B.

(217)

Kommissionen bemærkede i sin mangelskrivelse til GOI af 25. august 2021, at den ikke havde modtaget nogen besvarelser af tillæg B til spørgeskemaet.

(218)

Under og efter krydstjekket uden kontrolbesøg meddelte Kommissionen GOI, at den stadig manglede oplysninger om den samlede produktion og forbruget af chrommalm på det indiske marked. GOI anførte også, at den ikke var i stand til at fremlægge prisstatistikker over de indiske hjemmemarkedspriser på det pågældende råmateriale. Desuden var der stadig uafklarede spørgsmål om strukturen og aktørerne på markedet, og om hvorvidt de var statsejede eller private parter. Endelig manglede Kommissionen stadig oplysninger om det korrekte retsgrundlag for eksportafgifter på chrommalm.

(219)

Kommissionen meddelte derfor GOI den 8. december 2021, at den havde til hensigt at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1. Efter dette brev fremlagde GOI først en meget lille del af de manglende oplysninger, hovedsagelig om markedets struktur, ejerskabet af nogle af minevirksomhederne og retsgrundlaget for eksportafgiften. Fremlæggelsen af disse oplysninger bestod blot af nogle få sider, og dokumentation manglede. Derefter sendte GOI et yderligere brev, hvori den gjorde indsigelse mod anvendelsen af grundforordningens artikel 28, stk. 1, generelt, og fremførte, at Kommissionen burde tage hensyn til de supplerende oplysninger, som var blevet fremlagt, og dermed afstå fra at anvende de foreliggende faktiske oplysninger.

(220)

Som svar herpå bemærkede Kommissionen først, at GOI gentagne gange havde undladt at fremlægge disse oplysninger, når der blev anmodet herom i løbet af undersøgelsen, og at de supplerende oplysninger blev modtaget på et meget sent tidspunkt i undersøgelsen, således at de ikke kunne tages i betragtning. I mellemtiden indhentede Kommissionen de relevante manglende oplysninger om ejerskab af minevirksomhederne og om eksportafgifter på chrommalm fra offentlige kilder. Kommissionen fandt derfor, at GOI ikke havde fremlagt de nødvendige oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, stk. 1, første punktum, og at de oplysninger, som GOI havde fremlagt så sent i undersøgelsen, ikke kunne anvendes, jf. betingelserne i grundforordningens artikel 28, stk. 3. Under alle omstændigheder var Kommissionen stadig nødt til at supplere de meget få oplysninger fra GOI med andre foreliggende faktiske oplysninger om de dele, der manglede, navnlig prisfastsættelse samt GOI's rolle og dens indflydelse på leverandørerne (herunder private aktører) på markedet for chrommalm. Kommissionen fastholdt derfor, at den var nødt til at anvende artikel 28, stk. 1, og gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

(221)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger gentog GOI sin holdning om, at anvendelsen af grundforordningens artikel 28 var uberettiget, da alle de oplysninger, som Kommissionen havde anmodet om, var blevet fremlagt.

(222)

Som nærmere forklaret i betragtning 220 modtog Kommissionen imidlertid disse ufuldstændige oplysninger på et meget sent tidspunkt i undersøgelsen. Dette vedrørte især så vigtige elementer som strukturen på markedet for chrommalm, prisfastsættelsesmetoden eller det bundne forbrug af chrommalm. Selv om Kommissionen anvendte oplysningerne fra GOI i det omfang, det var muligt, var den således nødt til at gøre brug af yderligere kilder og de bedste foreliggende faktiske oplysninger.

(223)

For at fastslå, om der foreligger udligningsberettigede subsidier, skal tre elementer være til stede i henhold til grundforordningens artikel 3 og 4: i) et finansielt bidrag, ii) en fordel og iii) specificitet (grundforordningens artikel 3).

(224)

I undersøgelsen blev det først vurderet, om GOI leverede chrommalm til producenter af rustfrit stål gennem minevirksomheder, der optræder som »offentlige organer«. Den relevante retsnorm og fortolkning for så vidt angår denne vurdering i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), og artikel 2, litra b), stammer fra WTO's retspraksis vedrørende »offentligt organ«.

(225)

Ifølge WTO's relevante retspraksis (33) er et offentligt organ en enhed, der »besidder, udøver eller har fået tildelt statslig myndighed«. En undersøgelse af et offentligt organ skal foretages fra sag til sag under behørig hensyntagen til »den relevante enheds grundlæggende karakteristika og funktioner«, denne enheds »forbindelser til staten« og »de juridiske og økonomiske vilkår, der er gældende i det land, hvor den undersøgte enhed driver forretning«. Afhængigt af de særlige omstændigheder i den enkelte sag kan relevante beviser omfatte: i) beviser for, at »en enhed faktisk udøver statslige funktioner«, navnlig når disse beviser »tyder på en vedvarende og systematisk praksis«, ii) beviser vedrørende »omfanget og indholdet af statslige politikker, der relaterer til den sektor, hvor den undersøgte enhed opererer«, og iii) beviser for, at en stat udøver »reel kontrol med en enhed og dens adfærd«. Når en undersøgelsesmyndighed foretager en undersøgelse af et offentligt organ, skal den »vurdere og tage behørigt hensyn til alle enhedens relevante karakteristika« og undersøge alle former for beviser, der kan være relevante for denne vurdering. Undersøgelsesmyndigheden bør i den forbindelse undgå »udelukkende eller uberettiget at fokusere på en enkelt karakteristik uden at tage behørigt hensyn til andre, der måtte være relevante«.

(226)

For med rette at kunne karakterisere en enhed som et offentligt organ i konkrete tilfælde kan det være relevant at undersøge, »om [enhedens] funktioner eller adfærd er af en art, der sædvanligvis klassificeres som statslig i det pågældende medlems retsorden«, og enheders klassificering og funktioner i WTO's medlemmer generelt. Hvorvidt funktionerne eller adfærden er af en art, der sædvanligvis klassificeres som statslig i det pågældende medlems retsorden, kan således være relevant at tage i betragtning ved afgørelsen af, om en bestemt enhed er et offentligt organ eller ej.

(227)

Der er mange forskellige måder, hvorpå staten i snæver forstand kan tildele enheder myndighed. Følgelig kan forskellige former for beviser være relevante for at godtgøre, at en sådan myndighed er blevet tildelt en bestemt enhed. Beviser for, at en enhed faktisk udøver statslige funktioner, kan tjene som bevis for, at den er i besiddelse af eller har fået overdraget statslig myndighed, navnlig når disse beviser tyder på en vedvarende og systematisk praksis.

(228)

Beviser for, at en stat udøver reel kontrol med en enhed og dens adfærd, kan under særlige omstændigheder tjene som bevis for, at den pågældende enhed har statslig myndighed og udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner. Selv om statsligt ejerskab af en enhed ikke er et afgørende kriterium, kan dette kriterium sammen med andre elementer tjene som bevis. Det er imidlertid ikke sandsynligt, at forekomsten af udelukkende formelle forbindelser mellem en enhed og staten i snæver forstand rækker til at fastslå, at der foreligger statslig myndighed. Således viser f.eks. den blotte omstændighed, at staten ejer aktiemajoriteten i en enhed, ikke i sig selv, at staten udøver en reel kontrol med denne enheds adfærd, og i endnu mindre grad, at staten har tildelt enheden statslig myndighed. I visse tilfælde, hvor det imidlertid fremgår af beviserne, at der er mange formelle indicier for statslig kontrol, og der også er bevis for, at denne kontrol har været udøvet reelt, kan sådanne beviser tillade en antagelse af, at den pågældende enhed udøver statslig myndighed.

(229)

Det centrale fokus for en undersøgelse af et offentligt organ er ikke, om den adfærd, der påstås at give anledning til et finansielt bidrag, er logisk forbundet med en identificeret »statslig funktion«. I denne henseende foreskriver retsnormen for afgørelsen af, om der er tale om et offentligt organ, i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1), i SCM-aftalen ikke, at der nødvendigvis skal fastslås en forbindelse af særlig grad eller art mellem en identificeret statslig funktion og det pågældende finansielle bidrag. Den pågældende undersøgelse afhænger snarere af den enhed, der er involveret i denne adfærd, dens grundlæggende karakteristika og dens forbindelser til staten. Dette fokus på enheden — i modsætning til den adfærd, der påstås at give anledning til et finansielt bidrag — er i overensstemmelse med det forhold, at en »stat« (i snæver forstand) og et »offentligt organ« har en vis »grad af ensartethed eller overlapning, når det gælder deres væsentlige karakteristika« — dvs. at de begge er »statslige«.

(230)

Arten af en enheds adfærd eller praksis kan bestemt udgøre et relevant bevis for en undersøgelse af et offentligt organ. En enheds adfærd — navnlig når der er tegn på en »vedvarende og systematisk praksis« — er en af de forskellige former for beviser, som afhængigt af omstændighederne i hver enkelt undersøgelse kan kaste lys over en enheds grundlæggende karakteristika og dens forbindelser til staten i snæver forstand. Vurderingen af sådanne beviser har imidlertid til formål at besvare det centrale spørgsmål om, hvorvidt enheden selv har de grundlæggende karakteristika og funktioner, der gør det muligt at kvalificere den som et offentligt organ. Oplysninger, der var relevante for vurderingen af, om en enhed er et offentligt organ i forbindelse med kinesiske statsejede forretningsbanker (»statsejede forretningsbanker«) i DS379, omfattede f.eks. oplysninger, som viser, at: i) »[d]e administrerende direktører for de statsejede forretningsbankers hovedsæder er udpeget af staten, og at [CCP] bevarer en betydelig indflydelse på deres valg«, og ii) de statsejede forretningsbanker »stadig mangler tilstrækkelige risikostyrings- og analysefærdigheder«. Disse beviser var ikke begrænset til statsejede forretningsbankers udlånsaktiviteter i sig selv, men vedrørte snarere deres organisatoriske træk, kæder i den beslutningstagende myndighed og overordnede forbindelser til GOC. Appelorganet bemærkede således i DS379, at selv om USDOC havde taget hensyn til beviserne vedrørende de statsejede forretningsbankers adfærd [»långivning«], havde den gjort det i forbindelse med sin undersøgelse af disse enheders grundlæggende karakteristika og deres forbindelser til GOC. Disse statsejede forretningsbanker udøvede statslige funktioner på vegne af den kinesiske regering.

(231)

Endvidere lagde appelorganet også vægt på, at den pågældende stat ikke samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen. Appelorganet bekræftede i DS379 USDOC's konstatering af, at de statsejede forretningsbanker i undersøgelsen vedrørende CFS Paper udgjorde »offentlige organer«, ud fra følgende betragtninger: i) banksektoren i Kina ejes næsten fuldstændigt af staten, ii) i henhold til artikel 34 i loven om forretningsbankers virksomhed skal bankerne »udøve deres lånevirksomhed i henhold til nationaløkonomiens og samfundsudviklingens behov og under ledelse af statens industripolitik«, iii) sagsdokumentation viser, at statsejede forretningsbanker stadig mangler tilstrækkelige risikostyrings- og analysefærdigheder, og iv) den omstændighed, at »[USDOC] i løbet af [denne] undersøgelse ikke modtog den dokumentation, der var nødvendig for på en fyldestgørende måde at dokumentere den proces, hvorved der blev anmodet om, ydet og vurderet lån til papirindustrien« (34).

(232)

Endelig kræves det ikke, at de pågældende statsejede virksomheder for at kunne betragtes som offentlige organer nødvendigvis skal være kontrolleret af GOC ved hvert enkelt salg af input til producenter i efterfølgende produktionsled.

(233)

Kort sagt bør det undersøges, om de minevirksomheder i Indien, der leverer chrommalm, er »offentlige organer« ved at se på disse virksomheders grundlæggende karakteristika og funktioner og deres forbindelser til GOI. Beviser for statsligt ejerskab, direkte kontrol fra statens side og GOI's indgriben på markedet for at nå visse politiske mål kan vise, også i en situation, hvor den pågældende stat ikke samarbejder, at minevirksomhederne udøver statslige funktioner på vegne af GOI.

(234)

Kommissionen indhentede først oplysninger om statens ejerskab samt andre formelle indicier for statslig kontrol i de statsejede chrommalmvirksomheder. Med henblik herpå kunne Kommissionen kun basere sig på oplysningerne fra OMC — den eneste minevirksomhed, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen i det mindste på stadiet for krydstjekket uden kontrolbesøg, og som var næsten den eneste leverandør til den indiske eksporterende producent af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål, som købte chrommalm på hjemmemarkedet i UP, jf. betragtning 212.

(235)

GOI anførte, at der i UP var to aktive statsejede producenter af chrommalm, OMC og Industrial Development Corporation of Orissa Ltd., som tegnede sig for 21 % af den samlede produktion. Den anden offentlige virksomhed, som udvinder chrommalm, havde kun en minimal produktion i UP.

(236)

GOI's oplysninger vedrørte desuden seks private minevirksomheder, nemlig Misrilal Mines Ltd., B.C. Mohanty & Sons Ltd, Ferro Alloys Corporation Ltd, Indian Metals and Ferro Alloys Ltd., Balasore Alloys Ltd. og Tata Steel Mining. Ifølge offentligt tilgængelige oplysninger fremstiller fire af dem imidlertid chrommalm til deres bundne anvendelse af ferrochrom og er derfor ikke aktive på det frie marked. Desuden udløb de to resterende minevirksomheders licens til minedrift i UP. Deres licens blev købt af Tata Steel Mining som supplement til udvidelsen af virksomhedens egen produktion af ferrochrom. Den første af disse virksomheder havde stadig en begrænset produktion i UP (9 % af den samlede produktion).

(237)

Som følge heraf er det ikkebundne marked for chrommalm i Indien begrænset til to statsejede minevirksomheder, hvoraf den ene er en marginal aktør (0,1 % af den samlede produktion), hvilket faktisk gør OMC til den eneste leverandør af chrommalm på det frie marked.

(238)

Undersøgelsen viste, at OMC er 100 % statsejet. Desuden er bestyrelsesformanden, den administrerende direktør og en af direktørerne i henhold til virksomhedens vedtægter medlemmer af Indian Administrative Service (Government Public Enterprises Department), og en direktør repræsenterer finansministeriet. I henhold til virksomhedens vedtægter udnævnes og aflønnes alle direktører desuden af guvernøren for delstaten Odisha.

(239)

Endelig fremgår det af artikel 54A i OMC's vedtægter, at »guvernøren fra tid til anden kan udstede direktiver og instrukser, som han måtte finde passende, vedrørende virksomhedens økonomi og forretningsførelse, og direktørerne skal overholde og gennemføre sådanne direktiver eller instrukser på behørig vis«.

(240)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at det ikkebundne marked for chrommalm domineres af en virksomhed, OMC, som er fuldt ud statsejet, og som også forvaltes og kontrolleres af staten. Gennem sit ejerskab og sin tilstedeværelse i virksomhedens ledelse og som myndighed over virksomhedens forretningsbeslutninger udøver GOI en reel kontrol med OMC og dens adfærd.

(241)

Kommissionen vurderede, om minevirksomhederne, og navnlig OMC, har statslig myndighed, og om de udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner.

(242)

GOI's stærke indflydelse og statens reelle kontrol med OMC afspejles også i det meget regulerede miljø for så vidt angår chrommalm, som GOI har skabt i de seneste år, og som omfattede eksportrestriktioner kombineret med krav om licens til minedrift til fordel for bunden minedrift og udøvelse af kontrol over forsynings- og salgspriserne på hjemmemarkedet via statsejede operatører. Det fremgik af beviserne, at minevirksomhederne, herunder OMC, for så vidt angår chrommalm, overholder GOI's politiske mål og dermed udfører statslige funktioner.

(243)

Allerede i 2005 udgav en ekspertgruppe, der var nedsat af stålministeriet med henblik på at opstille retningslinjer for præferencemæssig tildeling af licens til minedrift, en rapport (»Dang-rapporten«) (35) med en række relevante resultater og anbefalinger.

(244)

På det tidspunkt blev det bemærket, at:

»Jernmalm, manganmalm og chrommalm er råmaterialer/input af kritisk betydning for stålindustrien. Det er en absolut forudsætning for en hurtig og velordnet vækst i stål- og jernindustrien, som er en central sektor i den nationale økonomi, at disse materialer/input er til rådighed rettidigt og med sikkerhed, i tilstrækkelige mængder og af en passende kvalitet på lang sigt« (36).

»En sammenligning af omkostningerne ved minedrift med nettoresultaterne fra eksport til disse priser viser, at en håndfuld indiske eksportører af chrom opnår uventede fortjenester på bekostning af bevarelsen af en knap ikkevedvarende mineralressource. Selv om Indien råder over mindre end 1 % af verdens kendte reserver af chrommalm, tegner landet sig for en i forhold hertil uforholdsmæssig andel på 35 % af den globale handel med chrommalm. I Indien tegner de fem vigtigste producenter — TISCO, M/s. Orissa Mining Corporation Ltd., Balasore Alloys Ltd., Ferro Alloys Corporation Ltd. Jindal Strips Ltd. — sig for over 90 % af produktionen. … I betragtning af de meget begrænsede reserver af chrommalm af høj kvalitet, synes det at være af afgørende betydning at begrænse eksporten af denne naturlige malm, som er meget efterspurgt af indenlandske producenter af stål og legeringer …« (37).

(fremhævelse tilføjet).

»Med kun 1 % af verdens 122 reserver udgør den indiske eksport af chrommalm i øjeblikket en uforholdsmæssig stor andel på 35 % af verdenshandelen. Dette er tydeligvis en afvigelse, der skyldes store fortjenstmargener mellem omkostningerne ved minedrift og nettoeksporten. Eksporten af naturlig chrommalm skal helt stoppes« (38).

(fremhævelse tilføjet).

»I betragtning af den store spredning mellem mineomkostningerne og eksportpriserne bør staten overveje at opkræve graduerede eksportafgifter på al eksport af chrom, herunder koncentrater, hvis det overhovedet er tilladt« (39).

»I overensstemmelse med MMDR-loven, og som det er tilfældet med jernmalm, skal indenlandske anlæg, der har brug for chrommalm til fremstilling af forædlede ferrolegeringer/forædlet chromholdigt stål, gives absolut præference ved tildeling af chromlicenser« (40).

»Efter at have givet førsteprioritet til stålproducenter gennem bunden/halvbunden minedrift er det vigtigt at gennemføre politikforanstaltninger til fremme af en globalt konkurrencedygtig mineindustri i sig selv, der er baseret på globale referenceværdier for videnskabelig minedrift, optimal udnyttelse af alt udvundet materiale, oparbejdning, systematisk og tidsbunden prospektering og bevarelse af miljøet og den biologiske mangfoldighed. Sådanne professionelle minevirksomheder, hvad enten de er i den offentlige eller private sektor, skal i første omgang afsætte en vis minimumsandel af produktionen (f.eks. 70 %) for at imødekomme indenlandske brugeres behov« (41).

(fremhævelse tilføjet).

(245)

Dang-rapporten viser således, at chrommalm blev anset for at være en afgørende ressource for den indenlandske stålindustri, at eksportpriserne blev anset for at være for høje i forhold til hjemmemarkedspriserne, og at en kombination af eksportbegrænsninger og præferencelicenser til minedrift med henblik på bunden produktion var berettiget med henblik på at holde hjemmemarkedspriserne på et rimeligt niveau. Dang-rapporten viser endvidere, at GOI har til hensigt at foretage en streng regulering af sektoren for chrommalm, der er en »central sektor i den nationale økonomi«.

(246)

I rapporten om den 12. femårsplan fra arbejdsgruppen vedrørende stålindustrien, der blev udsendt i november 2011 (42), konstateres det desuden eksplicit, at:

»Chromit anvendes hovedsagelig i metalindustrien til fremstilling af ferrolegeringer, f.eks. ferrochrom, charge-chrom og silicochrom, der anvendes som additiver til fremstilling af rustfrit stål og speciallegeret stål« (43).

»Stålindustrien har søgt at begrænse eksporten af chromitmalm. Regeringen har indført en finanspolitisk ramme for at modvirke overdreven eksport af chromitmalm« (44).

(fremhævelse tilføjet).

»Følgende er de vigtigste anbefalinger til udvikling af chromitsektoren i Indien: …. v) Der er ikke rigelige ressourcer af chromit i landet. Landet råder kun over 1,8 % af verdens samlede reserver af chromitmalm, men eksporten udgør 30-35 % af verdenshandelen. Der er derfor et presserende behov for at bevare dette kritiske input til brug i den indenlandske industri og indføre finanspolitiske foranstaltninger over for eksporten« (45).

(247)

Endelig hedder det også i GOI's nationale mineralpolitik fra 2019, at der skal gøres en indsats for at fremme den indenlandske erhvervsgren, og at der skal gøres en indsats med hensyn til licenser til minedrift for at sikre uafbrudt forsyning af malm til industrien i efterfølgende produktionsled.

(248)

Kommissionen vurderede derefter, hvordan denne politiske hensigt var blevet gennemført ud fra et lovgivnings- og reguleringsmæssigt synspunkt. For så vidt angår eksportrestriktioner traf GOI for det første en række foranstaltninger for at modvirke eksport af chrommalm, som kan kontrolleres på stålministeriets websted (46) og i OECD's database over eksportrestriktioner for industrielle råmaterialer (»OECD-databasen«) (47).

(249)

Den vigtigste foranstaltning er en eksportafgift, der oprindeligt blev indført i 2008 i form af en specifik told på 2 000 INR pr. ton (48). Denne afgift blev ændret til en værditold på 30 % pr. ton i 2012 i begyndelsen af den 12. femårsplan og ligger stadig på dette niveau (49). Ifølge OECD's database er det erklærede formål med denne foranstaltning at »sikre den indenlandske forsyning, og fremme yderligere forarbejdning/værdiforøgelse«.

(250)

Andre eksportrestriktioner omfatter licenskrav og en liste over kvalificerede eksportører (i praksis begrænset til det statslige handelsforetagende Metal and Mineral Trading Corporation) for visse kvaliteter af chrommalm samt et ekstra tillæg i form af en trængselsafgift, der opkræves på Indian Railways' basisfragtpriser ved jernbanetransport af chrommalm til Bangladesh og Pakistan (som er de eneste lande med jernbaneforbindelse til Indien).

(251)

Den mest synlige virkning af denne politik var den imponerende reduktion af eksportmængden af chrommalm som følge af indførelsen af de målrettede eksportbegrænsninger i 2008 og igen som følge af udvidelsen af begrænsningerne i 2012. Udviklingen i eksporten af chrommalm er vist i nedenstående figur:

IND, eksport af chrom (HS 261000)

L0882022DA110120220309DA0001.0002141141Fælles erklæring fra Europa-Parlamentet og Rådet vedrørende anvendelsesområdet for direktiv 2004/37/EFEuropa-Parlamentet og Rådet er enige om, at farlige lægemidler, som indeholder et eller flere stoffer, der opfylder kriterierne for klassificering som kræftfremkaldende (kategori 1A eller 1B), mutagener (kategori 1A eller 1B) eller reproduktionstoksiske (kategori 1A eller 1B) i henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008, er omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2004/37/EF. Alle kravene i direktiv 2004/37/EF finder følgelig anvendelse på farlige lægemidler.

(252)

GOI nåede med sine målrettede eksportbegrænsninger således sit mål om at modvirke eksport og holde chrommalm tilgængelig for den indenlandske industri i efterfølgende produktionsled.

(253)

Disse eksportmængder skal ses i lyset af det indenlandske forbrug af chrommalm. GOI gav i sin besvarelse kun begrænsede oplysninger vedrørende eksporten af chrommalm (regnskabsår 18/19 (50) til regnskabsår 20/21), mens tallene for den indenlandske produktion og det indenlandske forbrug blevet oplyst for regnskabsår 16/17 til regnskabsår19/20. Begge sæt af disse oplysninger er fortrolige. På dette grundlag er det ikke desto mindre muligt at foretage en sammenligning af eksportmængderne og det indenlandske forbrug for regnskabsåret 19/20 (der dækker ni måneder af UP) og det foregående regnskabsår 18/19. I begge regnskabsår oversteg eksportmængden ikke 1,5 % af det indenlandske forbrug. Det skal bemærkes, at importens andel på hjemmemarkedet også var ubetydelig.

(254)

På det indiske marked var der desuden en konstant og irrationel overkapacitet i produktionen sammenlignet med summen af det indenlandske forbrug og eksport minus import. GOI kunne ikke forklare denne overkapacitet. En sådan overkapacitet kan derfor kun forklares med, at minevirksomhederne, herunder OMC i sektoren for chrommalm, faktisk udøvede statslige funktioner (navnlig sikre en tilstrækkelig forsyning af chrommalm i overensstemmelse med GOI's politiske mål om at støtte industrien i efterfølgende produktionsled og tilføre merværdi til forsyningskæden).

(255)

Kommissionen konstaterede for det andet, at bundne miner i henhold til GOI's regler om mineralkoncessioner fra 2016 har forhåndsret, når deres licens til minedrift udløber. Artikel 8a i Mines and Mineral Development Act (loven om udvikling af miner og mineraler) af 1957 (som ændret i 2015) indeholder også bestemmelser om forlængede perioder for licens til minedrift for bundne brugere og gentager den forhåndsret, som bundne brugere har i forbindelse med auktioner over licenser til minedrift. På denne måde forbliver licenserne til minedrift hovedsagelig i hænderne på bundne producenter af ferrochrom i efterfølgende produktionsled, jf. forklaringerne i betragtning 244. Kommissionen konstaterede også reelt, som nævnt i betragtning 236, at alle private virksomheder, der udvinder chrommalm, faktisk anvendte malmen til bunden produktion. Som følge af lukningen af de ydre grænser og den præferentielle tildeling af licenser til minedrift med henblik på bunden anvendelse er der således kun én dominerende statsejet aktør på markedet, nemlig OMC, som således har kontrol over de mængder af og priser på chrommalm, der er til rådighed på det ikkebundne hjemmemarked. Som den dominerende leverandør af chrommalm på det indiske marked er OMC underlagt GOI's politiske mål om at støtte industrien i efterfølgende produktionsled gennem lave priser, som nærmere forklaret i det følgende afsnit, og udøver således statslige funktioner.

(256)

Som det næste skridt undersøgte Kommissionen, om chrommalmen i praksis blev leveret mod utilstrækkeligt vederlag, navnlig gennem OMC.

(257)

Som forklaret i betragtning 213 var GOI hverken i stand til at fremlægge oplysninger om prisfastsættelsen eller statistikker over de indiske hjemmemarkedspriser på chrommalm. Størstedelen af salget af chrommalm på det indiske ikkebundne marked blev foretaget af OMC, og dette gælder ligeledes størstedelen af Jindal-gruppens indkøb. Dette salg blev derfor anset for at være repræsentativt for hele det frie indiske marked.

(258)

Denne chrommalm sælges af OMC via e-auktion. Undersøgelsen viste imidlertid, at OMC begrænsede adgangen til disse e-auktioner: 70 % af den månedlige produktion er garanteret såkaldte »langsigtede købere« i delstaten Odisha. Kun producenter af ferrochrom i efterfølgende produktionsled er støtteberettigede som langsigtede købere, og de garanterede kvoter må ikke overstige den virksomhedsspecifikke produktionskapacitet for ferrochrom. Dette viser, at OMC i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner i praksis benytter sig af en anden form for præferentiel tildeling af chrommalmmængder til ferrochromproducenter i efterfølgende produktionsled, således som det allerede er tilfældet for tildelingen af licenser til minedrift. De resterende 30 % er også forbeholdt indenlandske producenter i efterfølgende produktionsled uden for delstaten Odisha (med undtagelse af forhandlere).

(259)

Udbuddet af chrommalm på det frie marked kontrolleres således af OMC og kanaliseres overvejende til industrien i efterfølgende produktionsled af OMC i overensstemmelse med GOI's overordnede hensigt og lovgivningsmæssige rammer, jf. betragtning 242-255.

(260)

Der var dog beviser for, at prisfastsættelsen for de små mængder, der tilbydes via e-auktion, ikke er baseret på frie bud fra virksomhederne. Auktionen starter med en basispris, som besluttes vilkårligt af OMC's bestyrelse. GOI forklarede, at denne basispris i perioden efter UP blev fastsat som en brøkdel (svarende til 13,5 %) af den internationale pris på varen i efterfølgende produktionsled, dvs. ferrochrom. GOI kunne imidlertid ikke forklare, hvordan denne brøkdel/korrektionsfaktor var blevet fastsat. Efter en yderligere analyse fandt Kommissionen, at korrektionsfaktoren for priserne efter UP faktisk var baseret på det historiske gennemsnit af priserne på chrommalm, der blev fastsat ved beslutning truffet af OMC's bestyrelse. Kommissionen fik ikke adgang til bestyrelsens tidligere afgørelser, og GOI kunne ikke redegøre for principperne bag disse afgørelser. Kommissionen kunne heller ikke finde nogen objektiv forbindelse mellem korrektionsfaktoren og omkostningerne ved omdannelse af chrommalm til ferrochrom. Kommissionen var derfor nødt til at anvende de foreliggende faktiske oplysninger for så vidt angår prisen på chrommalm på grundlag af grundforordningens artikel 28, stk. 1.

(261)

I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at basisprisen uden grund var vilkårligt lav sammenlignet med de internationale priser, hvilket GOI også havde indrømmet. Sådanne kunstigt lave priser synes at være i overensstemmelse med GOI's politik om at levere billig indenlandsk chrommalm til industrien i efterfølgende produktionsled. Kommissionen så også nærmere på empirisk dokumentation. For så vidt angår købspriserne på det pågældende råmateriale, som OMC leverede til Jindal-gruppen, fandt Kommissionen, at disse priser, afhængigt af typen af chrommalm, var 15-40 % lavere end de tilsvarende priser på chrommalm af tyrkisk oprindelse (der er de mest sammenlignelige med den indiske chrommalm) ved eksport til dens vigtigste eksportmarked — Kina. Kommissionen konkluderede på dette grundlag, at basisprisen på chrommalm, der blev solgt på e-auktion, var fastsat kunstigt lavt i forhold til markedspriserne på chrommalm. Priserne på chrommalm var også for lave i forhold til varen i det efterfølgende produktionsled (ferrochrom). GOI's og OMC's påstande om, at priserne på ferrochrom var relevante for priserne på chrommalm, blev derfor afvist.

(262)

Beviserne tydede derfor på, at OMC, som er den dominerende leverandør af chrommalm på det frie marked, og hos hvilken den indiske eksporterende producent købte dette råmateriale til videre anvendelse i produktionen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål, ikke handlede som en markedsøkonomisk aktør, men at OMC ved leveringen af chrommalm snarere udøvede statslige funktioner på vegne af GOI og i overensstemmelse med GOI's politiske mål om at begunstige industrien i efterfølgende produktionsled.

(263)

De juridiske og økonomiske vilkår i Indien viser, at de minevirksomheder, der leverer chrommalm, og navnlig den statsejede virksomhed OMC, besidder, udøver eller har fået tildelt statslig myndighed. Chrommalm er ligesom andre mineraler i Indien en naturressource, der forvaltes af GOI som en central sektor i landets nationale økonomi. GOI indførte navnlig en række foranstaltninger (i form af eksportrestriktioner, der førte til overforsyning og lave hjemmemarkedspriser, og kunstigt fastsatte lave basispriser på malmauktionerne for disse producenter), som viser, at leverandørerne af chrommalm, og navnlig OMC, reelt kontrolleres af GOI i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner. På grundlag af de foreliggende oplysninger konkluderede Kommissionen således, at GOI leverede chrommalm til industrien for rustfrit stål mod utilstrækkeligt vederlag, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), som fortolket og anvendt i overensstemmelse med den relevante WTO-standard i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), nr. iii), i SCM-aftalen.

(264)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger bemærkede Jindal-gruppen, at formålet med auktionssystemet ikke er at levere chrommalm til en lav pris, men at maksimere statens indtægter ved at sælge chrommalm til den højest mulige pris. Virksomheden anførte endvidere, at GOI ikke styrer prisfastsættelsen af chrommalm, men kun fastsætter mindsteprisen på auktionen.

(265)

Endelig henviste virksomheden til, at de indiske eksportpriser på ferrochrom var højere end eksportpriserne på ferrochrom fra Sydafrika, Kasakhstan og Tyrkiet, hvilket ifølge virksomheden betyder, at Jindal-gruppen ikke drager fordel af subsidieret chrommalm, der anvendes til fremstilling af ferrochrom.

(266)

De to første argumenter, som virksomheden har fremført, ændrer imidlertid ikke Kommissionens hovedkonklusion med hensyn til chrommalmauktioner, som beskrevet i betragtning 258-261, om at adgangen til auktionen og salgsmængderne er begrænset, at mindsteprisen fastsættes vilkårligt af OMC's bestyrelse, og at den er fastsat kunstigt lavt. Alt dette resulterer i en endelig auktionspris, som ligger over mindsteprisen, men som stadig ikke er markedsbaseret, hvilket navnlig fremgår af en sammenligning med tyrkiske priser (betragtning 261).

(267)

Det skal også bemærkes, at den chrommalm, som blev leveret til Jindal-gruppen mod utilstrækkeligt vederlag, påvirker omkostningerne ved fremstilling af den ferrochrom, som virksomheden senere gør bunden anvendelse af til fremstilling af rustfrit stål. Under alle omstændigheder ydes det finansielle bidrag fra GOI for chrommalmen, ikke for varen i efterfølgende produktionsled, ferrochrom. Det er derfor irrelevant at sammenligne eksportpriserne på indisk ferrochrom med eksportpriserne på ferrochrom med oprindelse i andre lande.

(268)

I betragtning af ovenstående fastholdes konklusionen i betragtning 263.

(269)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 2, og artikel 5 fastslog Kommissionen, at der forelå en fordel, og beregnede det udligningsberettigede subsidiebeløb, udtrykt ved den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i UP.

(270)

Kun en af de undersøgte indiske eksporterende producenter (Jindal-gruppen) købte chrommalm til fremstilling af ferrochrom og i sidste ende koldvalsede flade produkter af rustfrit stål.

(271)

Som et første skridt fastsatte Kommissionen mængderne og de vejede gennemsnitspriser for alle Jindal-gruppens indkøb af chrommalm i UP, opdelt efter malmtype, som virksomheden havde defineret efter form (f.eks. løs malm eller malmkoncentrat) og indhold af chromoxid. Disse to parametre påvirker prisforskellene mellem forskellige typer af chrommalm.

(272)

Som næste skridt erstattede Kommissionen de faktiske priser for hver type indkøbt chrommalm med den passende referencepris.

(273)

Kommissionen bemærkede, at de gældende markedsvilkår i Indien alle er påvirket af markedets struktur. Som forklaret i betragtning 257 bestemmes prisen af en dominerende aktør, der har en andel på stort set 100 % af det frie marked, og som optræder som et offentligt organ. Det var derfor umuligt at fastsætte en ikkefordrejet pris på chrommalm for en indisk producent af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål eller nogen andre steder på det indiske marked. Derfor var der heller ingen priser på hjemmemarkedet i Indien, der kunne anvendes som passende reference.

(274)

Derfor og i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), andet afsnit, gjorde Kommissionen brug af et andet land som en ekstern reference, der er behørigt tilpasset de gældende markedsvilkår i Indien.

(275)

Kommissionen forsøgte at identificere en ikkefordrejet pris på chrommalm fremstillet i en mine i et repræsentativt andet land og at simulere, at denne mine faktisk lå i Indien. Størstedelen af chrommalm på verdensplan eksporteres fra Sydafrika til Kina. Kommissionen betragtede derfor prisen ved eksport fra Sydafrika til Kina som en mulig referencepris. Det blev imidlertid fastslået, at chrommalm med oprindelse i Sydafrika er meget forskellig fra chrommalm med oprindelse i Indien med hensyn til de to vigtigste parametre: indholdet af chromoxid og forholdet mellem chrom og jern (»Cr/Fe-forhold«) (51).

(276)

Den alternative reference, som klageren havde foreslået, var prisen på chrommalm fra Tyrkiet (som også er en af de største producenter i verden) ved eksport til Kina. Kommissionen bemærkede, at de to parametre, der nævnes i betragtning 275, er meget tættere i sammenligning med tyrkisk-indisk chrommalm end sydafrikansk-indisk chrommalm (52).

(277)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anfægtede Jindal-gruppen Kommissionens konklusioner om, at indisk chrommalm ud fra sådanne parametre som indholdet af chromoxid og Cr/Fe-forholdet er mere sammenlignelig med tyrkisk chrommalm end med sydafrikansk chrommalm. Virksomheden gjorde opmærksom på, at det er vigtigt at sammenligne Cr/Fe-forholdet i chrommalm med tilsvarende indhold af chromoxid. Ifølge virksomheden har den tyrkiske chrommalm, der har et indhold på 40-42 %, et Cr/Fe-forhold på 2,6-2,8, hvilket er meget højere end for den indiske eller sydafrikanske malm med samme indhold.

(278)

Som forklaret i betragtning 281 anvendte Kommissionen ikke chromindholdet på 40-42 %, som Jindal-gruppen havde henvist til, til at fastsætte det grundlæggende benchmark. Det grundlæggende benchmark, som Kommissionen har valgt, har et chromindhold på 46-48 % og et Cr/Fe-forhold på 2,5 (53). Det ligner derfor i høj grad den indiske malm med et sammenligneligt indhold af chromoxid, hvilket Jindal-gruppen selv har bekræftet i sit indlæg:

»Indisk chrommalm vil kun have et Cr/Fe-forhold på 2,4 ved et Cr2O3-niveau på 46 %« (54).

»For at indisk chrommalm kan have et Cr/Fe-forhold på 2,6-2,8, skal den indiske malm have en meget højere Cr2O3 på 48-50 % eller derover« (55).

Ovenstående bekræfter, at indisk malm i langt højere grad ligner tyrkisk malm end sydafrikansk malm med et Cr/Fe-forhold på 1,3-1,5 (56).

(279)

Ifølge Bureau of Indian Standards IS:10818-1984 specification of chromite for Metallurgical Industries (57) er det normale Cr/Fe-forhold for fremstilling af ferrochrom med højt kulstofindhold, der anvendes til fremstilling af rustfrit stål, desuden ca. 2,8. Det betyder, at det benchmark, som Kommissionen har valgt, også er mere repræsentativt end det sydafrikanske alternativ hvad angår Jindal-gruppens slutanvendelse af chrommalm. Dvs. omdannelse til ferrochrom med et højt kulstofindhold til fremstilling af rustfrit stål.

(280)

Kommissionen noterede sig endvidere den indiske eksporterende producents påstande med hensyn til de forskelle, der stadig er mellem tyrkisk og indisk chrommalm hvad angår fysisk form og indhold af chromoxid. Disse forskelle blev imidlertid afhjulpet ved hjælp af de justeringer, der er beskrevet i betragtning 289.

(281)

Kommissionen anvendte efterfølgende den vejede gennemsnitlige tyrkiske pris ved eksport til Kina i UP som grundlæggende benchmark (58). Det grundlæggende benchmark på 209 USD pr. ton vedrørte chrommalm med et chromoxidindhold på 46-48 % i form af koncentrat, leveret på cif-basis.

(282)

Kommissionen var også bevidst om appelorganets afgørelse om, at justeringer for leveringsomkostninger skal afspejle de leveringsomkostninger, der almindeligvis finder anvendelse for den pågældende vare i leveringslandet (59). Købspriserne på chrommalm, som Jindal-gruppen havde indberettet, var i 99,96 % af tilfældene baseret på leveringsbetingelser ab fabrik/mine.

(283)

Kommissionen justerede derfor den grundlæggende referencepris til ab fabrik-niveauet. Cif-prisen blev reduceret med søfragt- og forsikringsomkostninger (60) og indenlandske transportomkostninger i Tyrkiet (61).

(284)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger anførte GOI, at de OECD-data, som Kommissionen havde anvendt til at justere cif-prisen ved eksport fra Tyrkiet til Kina til niveauet ab fabrik, kun forelå indtil 2016. GOI hævdede endvidere, at ekstrapolering af den relevante indikator til UP ikke kan betragtes som en objektiv undersøgelse af priserne.

(285)

Kommissionen foretog imidlertid ikke kun en ekstrapolering af cif-fob-forholdet som oplyst af OECD for 2016. Justeringen til UP var baseret på de faktiske forskelle i fragt- og forsikringsomkostninger mellem 2016 og UP som oplyst i Baltic Exchange Dry Index (»BDI«) for de tyve vigtigste søruter. Jindal-gruppen fik forelagt en detaljeret beregning af den grundlæggende referencepris ab fabrik i forbindelse med den specifikke fremlæggelse af oplysninger.

(286)

Kommissionens beregning af fragt- og forsikringsjusteringer blev også anfægtet i Jindal-gruppens indlæg efter fremlæggelsen af oplysninger. Virksomheden foreslog en alternativ datakilde med henblik på at justere cif-prisen ved eksport fra Tyrkiet til Kina til fob-niveau (62). Ifølge Jindal-gruppen viste denne datakilde bedre de faktiske omkostninger ved fragt mellem Tyrkiet og Kina i UP end OECD- og BDI-dataene, som er »et vejet gennemsnit af alle skibsruter«.

(287)

Den pris, som var blevet oplyst af Jindal-gruppen vedrørte imidlertid kun én måned i UP, transporten mellem Tyrkiet og det »nordøstlige Asien« generelt og transporten af soda, ikke chrommalm. OECD's grundlæggende cif-fob-forhold, som Kommissionen havde anvendt, tager hensyn til hele året, den specifikke sørute (Tyrkiet-Kina) og den specifikke vare (chrommalm og koncentrater heraf). Det er kun BDI's omkostningsjustering mellem 2016 og UP, der vedrører et gennemsnit af flere søruter.

(288)

I betragtning af ovenstående fastholdes den metode, der er anvendt til justeringen af den grundlæggende referencepris til ab fabrik.

(289)

Kommissionen justerede yderligere den grundlæggende referencepris ab fabrik for den fysiske form af malmen og for chromoxidindholdet for at finde specifikke referencepriser for hver type malm, som Jindal-gruppen købte i UP. Justeringen for den fysiske form var baseret på briketteringsomkostningerne (løs malm) og pelleterings- plus sintringsomkostningerne (malmkoncentrat) som oplyst af Jindal-gruppen. Justeringen for chromoxidindholdet var baseret på smelteomkostningerne ved chromindikatoren som oplyst af klageren (63). Der blev ikke foretaget nogen justering for forskellene i Cr/Fe-forholdet, da dette parameter i høj grad svarer til tyrkisk og indisk malm. Det var en konservativ tilgang, da Cr/Fe-forholdet for indisk malm er lidt højere, hvilket normalt ville føre til højere priser på malm i samme form og med samme indhold af chromoxid.

(290)

Da den tyrkiske chrommalm ikke er påvirket af de statslige foranstaltninger, der fordrejer det indiske marked, og da de gældende markedsvilkår i de to lande, herunder med hensyn til kvalitet, tilgængelighed, omsættelighed, transport og andre købs- eller salgsbetingelser, er sammenlignelige, fandt Kommissionen, at prisen på chrommalm i Tyrkiet er sammenlignelig med den, der ville være gældende i Indien uden GOI's fordrejende foranstaltninger.

(291)

Endelig sammenlignede Kommissionen de faktiske omkostninger ved Jindal-gruppens køb af indenlandsk chrommalm i UP med de omkostninger, der ville være blevet betalt, hvis priserne pr. malmtype var blevet erstattet af de respektive referencepriser.

(292)

Det samlede forskelsbeløb repræsenterer de »besparelser«, som den indiske producent, der indkøbte chrommalm på det fordrejede indiske marked, opnåede sammenlignet med den pris, som den ville have betalt, hvis fordrejningerne ikke havde været der. I sidste ende repræsenterer det samlede beløb den fordel, som GOI ydede den indiske producent i UP.

(293)

Der blev fremlagt detaljerede beregninger af referenceværdierne og fordelen for den pågældende indiske eksporterende producent i den specifikke fremlæggelse af oplysninger.

(294)

Kommissionen har fordelt dette subsidiebeløb i henhold til grundforordningens artikel 7, stk. 2, over virksomhedens samlede omsætning i UP som behørig nævner, da subsidiet udgjorde en fordel for den samlede produktion af den pågældende vare og varen i forudgående produktionsled (varmvalsede produkter i oprullet stand) og ikke kun for den produktion, der var bestemt til eksport.

(295)

GOI's indgriben med hensyn til levering af chrommalm mod utilstrækkeligt vederlag er rettet mod at give visse erhvervsgrene, navnlig industrien for rustfrit stål, herunder producenter af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål, en fordel. Subsidierne er således specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). De iboende egenskaber ved chrommalm begrænser den mulige anvendelse af subsidierne til visse erhvervsgrene, men dette betyder ikke, at subsidierne, for at være specifikke, skal være yderligere begrænset til en del af denne erhvervsgren (64).

(296)

I lyset af det foregående mente Kommissionen, at GOI's indgreb er specifikke for producenterne af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål i den i grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a), omhandlede betydning.

(297)

I lyset af alle de ovennævnte elementer fandt Kommissionen, at GOI's levering af chrommalm bør betragtes som specifikke subsidier i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), og artikel 3, stk. 2, idet der indrømmes goder, som medfører en fordel for modtagervirksomhederne.

(298)

Det konstaterede subsidiebeløb for Jindal-gruppen var på 0,45 %.

(299)

Efter den endelige fremlæggelse af oplysninger bemærkede klageren, at Kommissionens konklusioner viste, at langt størstedelen af de subsidier, der var blevet konstateret for de integrerede eksporterende producenter, påvirker de forudgående faser i produktionen af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål. Ifølge klageren betyder dette, at den ikkeintegrerede indiske producent af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål — Chromeni — også kan have nydt godt af subsidier til indiske og/eller indonesiske producenter i forudgående produktionsled. Dette kan ske i tilfælde af hjemmemarkedssalg af varer i forudgående produktionsled fra Jindal-gruppen (Indien) til Chromeni eller i tilfælde af indkøb af subsidierede varer i forudgående produktionsled af indonesisk oprindelse foretaget af Chromeni.

(300)

På grundlag af analysen af Chromenis produktionsproces og virksomhedens indkøb af råmaterialer i UP konkluderede Kommissionen, at virksomheden ikke kunne have nydt godt af indkøb af subsidierede varer i forudgående produktionsled af indisk oprindelse.

(301)

Chromeni købte imidlertid varer i forudgående produktionsled, nemlig varmvalsede produkter i oprullet stand, fra en forretningsmæssigt forbundet virksomhed i Indonesien, som kan have draget fordel af GOID's tildeling af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag (se afsnit 4.3). I den forbindelse kunne Kommissionen ikke drage nogen konklusioner, da der ikke var nogen elementer i sagen, der gjorde det muligt at foretage en vurdering af dette spørgsmål.

(302)

De fastsatte udligningsberettigede subsidiebeløb var som følger:

(303)

Under hensyntagen til de indiske producenters høje samarbejdsniveau (100 %) fandt Kommissionen det hensigtsmæssigt at fastsætte restsubsidiebeløbet for Indien til det højeste individuelle subsidiebeløb, dvs. 7,56 %.

(304)

På grundlag af oplysningerne i klagen, indledningsmeddelelsen og besvarelserne af Kommissionens spørgeskemaer blev den påståede subsidiering i form af følgende subsidier fra GOID undersøgt:

(305)

I sine bemærkninger efter den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede IRNC-gruppen, at der var anvendt ukorrekte salgsdata til beregning af videregivelsesforholdene for to forretningsmæssigt forbundne virksomheder.

(306)

Denne påstand blev anset for at være berettiget, og Kommissionen reviderede derfor de respektive videregivelsesforhold i overensstemmelse hermed.

(307)

Indonesien har betydelige nikkelressourcer. I 2020 blev dets ressourcer anslået til 21 mio. ton nikkel (65) (1,1 mia. ton nikkelmalm), hvilket svarer til ca. 20 % af verdens kendte nikkelmalmreserver.

(308)

Indonesien var historisk set en af de største producenter af nikkelmalm. Eftersom Indonesien kun havde begrænset indenlandsk kapacitet til produktion af nikkelmalm (kun to smelteanlæg som forklaret i betragtning 315), har landet traditionelt eksporteret størstedelen af sin nikkelmalm, overvejende til Kina.

(309)

Udvindingen af nikkelmalm steg betydeligt i Indonesien, fra ca. 5 mio. ton i 1996 til ca. 10 mio. ton i 2007 og yderligere til 70 mio. ton i 2013. Denne hurtige stigning skyldtes efterspørgslen fra de kinesiske anlæg/smelteanlæg, der producerer nikkelråjern. Nikkelråjern er en legering af jern og nikkel med lavt nikkelindhold. Den indonesiske nikkelmalm er særlig egnet til den kinesiske teknologi til fremstilling af nikkelråjern.

Tabel 1

Indonesisk eksport af nikkelmalm (ton)

(310)

GOID indså således gradvist, at eksporten af langt størstedelen af dens nikkelmalmreserver begrænsede de potentielle fordele for landet ved dette knappe råmateriale. Fordelene kunne være meget større for landet, hvis det lykkedes GOID at øge den merværdi på hjemmemarkedet, der genereres af nikkelmalmreserverne. For at nå dette mål fokuserede GOID på den indenlandske udvikling af hele den industrielle værdikæde, hvor der anvendes nikkelmalm op til industrierne i efterfølgende produktionsled, nemlig smelteanlæg og industrien for rustfrit stål som den endelige bruger af dette råmateriale. Dette skulle gøre det muligt for Indonesien at høste langt større fordele på hjemmemarkedet i stedet for blot at eksportere nikkelmalm.

(311)

Det var imidlertid ikke let for Indonesien at nå dette mål alene. De største problemer, som GOID stod over for, var de betydelige behov for finansiering til etablering af smelteanlæg og i industrierne i efterfølgende produktionsled (dvs. flere milliarder euro i forudgående investeringer) og den relative mangel på knowhow og teknologi til fremstilling af rustfrit stål fra nikkelråjern, der svarede til kvaliteten af den nikkelmalm, der udvindes i Indonesien. GOID henvendte sig derfor til potentielle partnerlande, som kunne hjælpe den med at nå dette mål (66). Det naturlige valg faldt på Kina på grund af de historiske bånd og den geografiske nærhed og i særdeleshed det forhold, at de kinesiske producenter af rustfrit stål allerede anvendte indonesisk nikkelmalm. Endvidere var Kina en perfekt kandidat, som GOID ville kunne tilskynde til at indgå i en bilateral præferenceramme med henblik på at maksimere merværdien på hjemmemarkedet i kraft af Indonesiens nikkelmalmreserver, eftersom Kina rådede over betydelig finansiering og specifikke præferentielle politikker til fremme af industrien for rustfrit stål, herunder investeringer i udlandet som led i den mangeårige »udadvendte politik«, samt den nødvendige teknologi og knowhow til effektivt at anvende indonesisk nikkelmalm. Dette resulterede i en langvarig samarbejdsramme frem til i dag. De vigtigste milepæle og relevante officielle dokumenter er sammenfattet i de følgende betragtninger.

(312)

GOID's forsøg på at tiltrække kinesiske investeringer til den indonesiske nikkelindustri går tilbage til mindst 2005, hvor Indonesien forpligtede sig til at skabe »et gunstigt investeringsklima« (67) for investorer fra Kina. I juni 2005 foreslog den indonesiske koordinerende økonomiminister under et besøg i Beijing den kinesiske vicepremierminister investeringsudsigter i fire sektorer i den indonesiske økonomi, herunder naturressourcer, og »[h]an håbede også, at flere kinesiske virksomheder ville tage til Indonesien for at investere, idet han sagde, at den indonesiske regering ville skabe et gunstigt miljø for at lette kinesiske investeringer« (68). Som svar på dette tilbud anmodede den kinesiske vicepremierminister Indonesien om at garantere rentabiliteten af kinesiske investeringer i Indonesien (69). Indonesiske embedsmænd takkede desuden Kina for at have ydet »gratis lån på præferencevilkår til Indonesien« (70).

(313)

Som følge heraf undertegnede GOID og GOC en fælles erklæring i 2005, som indledte deres samarbejde inden for minesektoren og metalindustrien. På grundlag af denne fælles erklæring undertegnede GOID og GOC i 2010 en handlingsplan, der indeholder en plan for fremme af kinesiske investeringer i ressourcebaserede industrier i Indonesien, herunder minedrift, som nærmere forklaret i betragtning 563 og 584. Disse tidlige aftaler viser allerede hovedlinjerne i den specifikke ramme for samarbejde mellem de to stater, og hvordan staterne planlagde at gennemføre deres strategi ved at forlade sig på private investorer, der ville drage fordel af en række præferentielle politikker og støtte, der overvåges nøje af staterne.

(314)

I 2007 indførte GOID lov nr. 27 om en langsigtet national udviklingsplan (»RPJPN«) for perioden 2005-2025. I RPJPN fik industrisektoren tildelt rollen som drivkraft for vækst med henblik på at styrke den økonomiske struktur. Dette skulle bl.a. ske med støtte fra minesektoren. Forbedring af værditilvæksten i den primære sektor, herunder minedrift, blev fremhævet som det vigtigste mål med henblik på at fremme konkurrenceevnen på lokalt og internationalt niveau og styrke det nationale industrigrundlag.

(315)

I nikkelsektoren var en forøgelse af værditilvæksten ensbetydende med, at der skulle bygges smelteanlæg i Indonesien. På det tidspunkt (og indtil 2016) var der kun to smelteanlæg i Indonesien, nemlig et nikkelsmelteanlæg tilhørende PT Vale med en kapacitet på ca. 80 000 ton nikkel og et ferronikkelsmelteanlæg tilhørende det statsejede PT Aneka Tambang (»Antam«) med en produktionskapacitet på 26 000 ton nikkel.

(316)

Omkostningerne ved alene at bygge et smelteanlæg kan nå op på 1 mia. EUR afhængigt af teknologien og produktionskapaciteten. Som nævnt ovenfor havde Indonesien hverken de finansielle ressourcer eller den rette teknologi til at bygge smelteanlæggene, mens Kina havde begge, og landet havde også brug for den indonesiske nikkelmalm til fremstilling af produkter af rustfrit stål.

(317)

En af de vigtigste foranstaltninger til at forsegle denne ramme for samarbejde mellem GOID og GOC og gøre det muligt for GOID at nå sit mål var indførelsen af lov nr. 4 af 2009 om mineral- og kulminedrift (»loven om minedrift fra 2009«) i 2009, som erstattede lov nr. 11 fra 1967 om minedrift (71). GOID kontrollerede traditionelt i høj grad minesektoren. Ved artikel 1 i lov nr. 11 fra 1967 om minedrift blev GOID allerede tildelt en fremtrædende rolle og beføjelser til at regulere denne sektor, idet det hedder, at »[a]lle mineraler, der findes inden for indonesisk minejurisdiktion i form af naturressourcer, som Gud den almægtige har velsignet os med, er det indonesiske folks nationale rigdom og skal derfor kontrolleres og anvendes af staten til maksimal velfærd for befolkningen«. I præamblen til loven om minedrift fra 2009 hedder det endvidere, at »mineraler og kul, der er begravet i Indonesiens minejurisdiktion, repræsenterer en ikkevedvarende naturrigdom, som er en gave fra Gud den almægtige, og som spiller en vigtig rolle i opfyldelsen af mange menneskers livsbehov, og forvaltningen af disse ressourcer skal derfor være underlagt statens kontrol for at tilføre den nationale økonomi en reel merværdi i et forsøg på at opnå fremgang og velstand for samfundet på en retfærdig måde«. Navnlig hedder det i artikel 4 i loven om minedrift fra 2009, at »1) Mineraler og kul som ikkevedvarende naturressourcer udgør en national rigdom, der kontrolleres af staten til størst gavn for befolkningens velfærd«, og »2) statens kontrol med mineraler og kul som omhandlet i stk. 1 varetages af regeringen og/eller de regionale myndigheder«. Det er vigtigt at bemærke, at i henhold til artikel 103 i loven om minedrift fra 2009 skulle forarbejdningen af mineraler som en merværdi ved mineraler finde sted i Indonesien. I forklaringen i artikel 103, stk. 1, nævnes det, at forpligtelsen til at foretage indenlandsk forarbejdning og raffinering bl.a. har til formål a) at øge værdien af minedrift gennem dens råvarer, b) at levere råmaterialer til industrien, c) at skabe beskæftigelse og d) at øge statens indtægter. Med andre ord blev alle nikkelmalmminevirksomheder ved disse bestemmelser pålagt en forpligtelse til enten at bygge deres eget anlæg til forarbejdning/rensning af nikkel eller til at sælge deres nikkelmalm til et sådant indenlandsk anlæg med henblik på at nå det overordnede mål om at øge merværdien på hjemmemarkedet for nikkelmalm gennem præferentielle politikker rettet mod industrien for rustfrit stål i efterfølgende produktionsled. Ved artikel 170 i loven om minedrift fra 2009 blev der endvidere fastsat en »overgangsperiode« på fem år. Formålet med »overgangsperioden« var at forberede mineindustrien på forpligtelsen til indenlandsk forarbejdning og gøre det muligt for virksomhederne at opføre de rensningsanlæg, der var nødvendige for at absorbere nikkelmalmforsyningen.

(318)

På baggrund af loven om minedrift fra 2009, og navnlig kravet om indenlandsk forarbejdning, steg den indonesiske eksport af nikkelmalm voldsomt, og Kina absorberede næsten hele eksporten, som det fremgår af nedenstående tabel.

Tabel 2

Indonesisk eksport af nikkelmalm (ton)

(319)

Eftersom GOID's mål om at opbygge forarbejdningskapacitet i Indonesien ikke blev nået, forbød GOID den 11. januar 2014, gennem flere forordninger, eksport af nikkelmalm fra Indonesien (yderligere oplysninger om eksportrestriktionerne og forbuddet mod eksport af nikkelmalm findes i betragtning 405-413).

(320)

I 2017 lempede GOID eksportforbuddet en smule ved at tillade eksport af nikkelmalm med et nikkelindhold på under 1,7 % i visse mængder. Denne eksport var genstand for en eksportafgift på 10 %, mens eksportørerne også skulle bevise, at opførelsen af deres forarbejdningsanlæg foregik i overensstemmelse med tidsplanen. Årsagen hertil var, at Indonesien på daværende tidspunkt ikke havde teknologien til at forarbejde nikkelmalm med et nikkelindhold på under 1,7 % til produkter med merværdi, som var mere egnede til batterier til elektriske køretøjer end til stål (jf. afsnit 4.4). I 2020 forbød GOID imidlertid fuldstændigt eksport af al nikkelmalm. Årsagen til genindførelsen af forbuddet mod eksport af malm med lavt nikkelindhold var, at kinesiske virksomheder havde planer om at opføre smelteanlæg for denne type nikkelmalm, som kunne anvendes til at fremstille batterier til elektriske køretøjer.

(321)

I årenes løb og takket være GOID's krav om indenlandsk forarbejdning og restriktioner over for eksport af nikkelmalm blev der opført flere anlæg til smeltning af nikkelmalm. Det indenlandske behov for nikkelmalm steg også takket være GOID's tiltag for at få den smeltekapacitet, der tidligere var etableret i Kina, til at flytte til Indonesien. Som forklaret i betragtning 414 kontrollerede GOID fremstillingen af nikkelmalm gennem de årlige arbejds- og budgetplaner (»RKAB«). GOID holder også hjemmemarkedsprisen på et niveau, der ligger betydeligt under de internationale priser, til fordel for smelteanlæggene og producenterne af rustfrit stål.

Tabel 3

Indonesisk nikkelmalm (mio. ton)

(322)

Det bilaterale samarbejde, som GOID har indledt med GOC om præferencebehandling med henblik på at etablere og fremme oprettelsen og udviklingen af den indonesiske indenlandske industri for rustfrit stål, går tilbage til de første år af 2000-tallet. Det består af en række bilaterale dokumenter, der fastlægger de juridiske og politiske rammer, der fører til vedtagelsen af en række specifikke støttepolitikker og præferenceordninger, der udgør udligningsberettigede subsidier, som er omfattet af denne undersøgelse (se de vigtigste bilaterale dokumenter i betragtning 548).

(323)

Det bilaterale samarbejde fandt specifikt sted i den indonesiske industripark Morowali (»Morowali-parken«). Dette er en industripark i Sulawesi-området, hvor Indonesien og Kina besluttede at udvikle industrien for rustfrit stål.

(324)

Det forvaltningsselskab, der har ansvaret for at gennemføre det bilaterale samarbejde i Morowali-parken, er en kinesisk-indonesisk virksomhed, IMIP. Denne virksomhed påbegyndte formelt sine aktiviteter i oktober 2013.

(325)

Klageren hævdede, at GOID kontrollerer nikkelmalmsektoren, og at nikkelmalmpriserne fordrejes i Indonesien på grund af GOID's indgriben. Nikkel indeholdt i nikkelmalm er den vigtigste komponent i rustfrit stål og dens vigtigste prisfaktor. Ifølge klageren sikrede GOID ved at gribe ind på markedet for nikkelmalm, at prisen på råmaterialer til fremstilling af rustfrit stål fortsat ligger på et betydeligt lavere niveau end de internationale priser til fordel for de eksporterende producenter af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål i Indonesien.

(326)

Minepolitikken, der omfatter nikkelmalm, administreres af ministeriet for energi og mineralressourcer (»MEMR«), repræsenteret ved generaldirektøren for mineraler og kul (»DGoMC«). Eksport af mineraler administreres også af handelsministeriet, repræsenteret ved generaldirektøren for udenrigshandel.

(327)

Både de centrale og regionale myndigheder spiller en afgørende rolle i mineindustrien, da de fastlægger nationale minepolitikker, standarder, retningslinjer og kriterier samt træffer afgørelse om procedurer for tilladelse til minedrift. GOID er desuden aktivt involveret i udvikling, kontrol, evaluering og konfliktløsning i sektoren.

(328)

Mineindustrien er underlagt stærk regulering i Indonesien. En lang række bestemmelser, der løbende ændres, og som er udstedt af forskellige statslige organer, vedrører overvågning og tilsyn med hvert aspekt af minesektoren som vist nedenfor. Retsgrundlaget for de relevante regler og bestemmelser er følgende:

(329)

Kommissionen bemærkede indledningsvis, at en eksporterende producent af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål købte nikkelmalm på hjemmemarkedet fra enten forretningsmæssigt forbundne eller ikke forretningsmæssigt forbundne virksomheder for at smelte den og anvende den til fremstilling af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål.

(330)

Levering af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag er en af de vigtigste foranstaltninger, som GOID gennemførte i forbindelse med samarbejdet med GOC for at sikre udviklingen af hele den industrielle værdikæde i industrien for rustfrit stål i Indonesien.

(331)

I 2007 indførte GOID lov nr. 27 om en langsigtet national udviklingsplan (»RPJPN«) (72) for perioden 2005-2025. I RPJPN fik industrisektoren tildelt rollen som drivkraft for vækst med henblik på at styrke den økonomiske struktur. Dette skulle bl.a. ske med støtte fra minesektoren, herunder nikkelmalm. Forbedring af værditilvæksten i den primære sektor, herunder minedrift, blev fremhævet som det vigtigste mål med henblik på at fremme konkurrenceevnen på lokalt og internationalt niveau og styrke det nationale industrigrundlag. Udvikling af værdikæder gennem produktforarbejdning og -diversificering (udvikling i efterfølgende produktionsled), strukturel uddybning (udvikling i forudgående produktionsled) og vertikal integration (udvikling i forudgående og efterfølgende produktionsled) blev udtrykkeligt nævnt i RPJPN. Udviklingen af fremstillingsindustrien skulle fokusere på delsektorer, der opfylder flere kriterier, bl.a. forarbejde indenlandske naturressourcer og have eksportudviklingspotentiale.

(332)

Som beskrevet i betragtning 317 ff. indførte GOID i overensstemmelse med sit mål om at øge merværdien af mineraler i Indonesien i 2009 loven om minedrift fra 2009. GOID har udstedt en række gennemførelsesbekendtgørelser, herunder en række ændringer, med henblik på at forfølge målene i loven om minedrift fra 2009. Med loven om minedrift fra 2009 blev der indført en række væsentlige lovgivningsmæssige ændringer af licensordningen, royalties, udenlandsk ejerskab og eksport af råmaterialer. I 2020 blev loven om minedrift fra 2009 ændret ved lov om minedrift fra 2020, vedtaget den 10. juni 2020. Med denne nye lov, som er af begrænset relevans for denne undersøgelse, da den først var gældende i slutningen af UP, blev visse krav til minevirksomheder bekræftet eller udvidet yderligere.

(333)

Loven om minedrift fra 2009 gav både centralregeringen og de regionale myndigheder beføjelser til at udstede licenser afhængigt af minedriftsområdets beliggenhed, licensens oprindelse og arten af minevirksomhedens investering.

(334)

Med loven om minedrift fra 2009 blev der indført en ny licensordning, som erstattede den gamle arbejdskontraktordning (Contracts of Work (»CoW«) scheme) og den lokale Kuasa Pertambangan (»KP«) eller ordning for udvindingsrettigheder. Under det nye system findes der to typer kommercielt vigtige minedriftstilladelser:

(335)

I loven om minedrift fra 2009 blev der ikke skelnet mellem IUP/IUPK til udvindingsvirksomhed, der er integreret med smelteanlæg/forarbejdningsanlæg, og IUP til udvindingsvirksomhed, der ikke er integreret med sådanne anlæg. Alle IUP'er til udvindingsvirksomhed blev tildelt for en periode på højst 20 år, som kunne forlænges med yderligere to perioder på hver 10 år.

(336)

I henhold til de industrielle bestemmelser blev »Industry Business License (»IUI«)« generelt accepteret som hovedlicens for industrivirksomheder, der fremstiller en hvilken som helst type produkt. IUI udstedes og administreres af industriministeriet. I 2013 indførte centralregeringen en ny type licens, en IUP til udvindingsvirksomhed for forarbejdning og raffinering (smelteanlæg) ved ministerielle bekendtgørelser (senest ved MEMR-bekendtgørelse 7/2020). Denne licens indeholder bestemmelser om udvikling og drift af smelteanlæg og udstedes under MEMR's myndighed. Forarbejdningsvirksomhederne opererer således på grundlag af to licenser.

(337)

Loven om minedrift fra 2009 fastsætter også administrative sanktioner over for indehavere af en IUP, IPR eller IUPK for overtrædelser af bestemmelserne, sådan som det bl.a. fremgår af artikel 102 og 103. Sådanne administrative sanktioner har form af: »a. en skriftlig advarsel, b. midlertidig suspension af dele af eller alle efterforsknings- eller udvindingsaktiviteter, og/eller c) annullering af IUP, IPR eller IUPK« (lovens artikel 151). Endelig indføres der ved loven om minedrift strafferetlige sanktioner over for virksomheder, som ikke overholder de forskellige bestemmelser i loven, på op til 10 (ti) års fængsel og en maksimal bøde på 10 000 000 000 IDR (ti mia. rupiah) for falsk indberetning af minedrifts- og salgsaktiviteter (se artikel 159) og salg eller forarbejdning af mineraler fra enheder, som ikke har en gyldig licens (se artikel 161).

(338)

Kommissionen meddelte GOID, at den kunne blive nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28, stk. 1, når den undersøgte forekomsten og omfanget af den påståede støtte til stålindustrien, herunder gennem levering af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag.

(339)

I sit spørgeskema, i mangelskrivelsen og under krydstjekket uden kontrolbesøg anmodede Kommissionen GOID om at fremlægge visse oplysninger vedrørende leverandørerne (navnlig minevirksomhederne) og den måde, hvorpå hjemmemarkedet for nikkelmalm fungerer i Indien. Disse anmodninger om oplysninger omfattede bl.a. spørgsmål om de retlige og institutionelle rammer, organiseringen af markedet for nikkelmalm, producenterne af nikkelmalm i Indonesien, prisfastsættelsesmekanismer ved indenlandsk salg og eksport og priser samt kapitalinteresser i virksomheder.

(340)

Ved indledningen af undersøgelsen anmodede Kommissionen GOID om at fremsende tillæg B til antisubsidiespørgeskemaet (spørgeskema for leverandører af nikkelmalm) til de 10 største producenter og distributører af nikkelmalm samt til alle andre producenter og distributører af nikkelmalm, som har leveret nikkelmalm til de eksporterende producenter. Tillæg B bestod af et worddokument (»Appendix B_Input supplier«) og en excelfil (»Appendix B — Input suppliers tables«). GOID havde fremsendt det særlige spørgeskema til leverandører af inputmaterialer til kendte leverandører i Indonesien.

(341)

Kommissionen noterede sig i sin mangelskrivelse til GOID af 4. oktober 2021, at den ikke havde modtaget nogen besvarelse på tillæg B til spørgeskemaet fra nogen af de største indonesiske leverandører af nikkelmalm. De forretningsmæssigt forbundne leverandører af nikkelmalm besvarede heller ikke tillægget.

(342)

Selv om der findes mere end 290 nikkelmalmminedrifter i Indonesien (jf. betragtning 378), modtog Kommissionen følgelig kun en besvarelse fra en forretningsmæssigt forhandler af nikkelmalm (PT. Ekasa Yad Resources), som alligevel indgav sin besvarelse som forretningsmæssigt forbundet virksomhed til IRNC-gruppen, og kun en besvarelse fra en ikke forretningsmæssigt forbundet producent af nikkelmalm (PT GAG Nikel). Som svar på mangelskrivelsen fremsendte GOID kun to supplerende besvarelser for producenter af nikkelmalm (PT Tiran Indonesia og PT Ceria Nugraha Indotama).

(343)

Besvarelserne fra de tre nikkelmalmminedrifter var meget mangelfulde. PT GAG Nikel nægtede at fremlægge en kopi af sin licens og referater af aktionær- og bestyrelsesmødet i UP, idet den hævdede, at de var fortrolige.

(344)

PT Ceria Hugraha fremlagde kun vedtægterne og virksomhedscertifikatet på bahasa. Selv om der blev fremlagt flere versioner af vedtægterne, var de alle på bahasa og i et billedformat, der ikke kunne oversættes af en computer, og Kommissionen kunne derfor ikke læse dem.

(345)

PT Tiran Indonesia indgav ikke engang nogen besvarelse af worddokument »Appendix B_Input supplier«. Virksomheden fremlagde kun en virksomhedspræsentation på indonesisk, et udkast til årsregnskaberne for 2019 og 2020 og excelfilen Appendix B — Input suppliers tables. Virksomheden fremlagde hverken sine vedtægter eller licensen.

(346)

Med hensyn til den virksomhed, der blev krydstjekket, PT. GAG Nikel, undlod GOID at fremlægge dens RKAB (obligatorisk årlig arbejds- og budgetplan) for 2019 og 2020 og de kvartalsvise, halvårlige og årlige produktions- og salgsrapporter, der var blevet indgivet til MEMR for 2019 og 2020. Efter krydstjekket uden kontrolbesøg af GAG Nikel fremlagde GOID stiftelsesdokumentet for GAG Nikel, men kun på bahasa og i et format, der ikke kunne oversættes af en computer, og Kommissionen kunne derfor ikke anvende det.

(347)

Endelig hævdede GOID, at den produktionsmængde, der var fastsat i RKAB som forklaret i betragtning 414-424, var fastsat i overensstemmelse med de mængder, der var fastsat i gennemførlighedsundersøgelserne. Den fremlagde imidlertid kun nogle få sider fra gennemførlighedsundersøgelserne og miljøkonsekvensanalysen af de virksomheder, for hvilke den fremsendte RKAB med nogle tal, mens teksten vedrørende disse tal var dækket med sort uden forklaringer, hvilket tyder på, at GOID bevidst forhindrede Kommissionen i at vurdere, hvordan minedrifterne havde fastsat deres årlige produktionsmængder.

(348)

Kommissionen noterede sig desuden uoverensstemmelser vedrørende det samlede forbrug af nikkelmalm på det indonesiske marked. Kommissionen var ikke i stand til at afstemme disse data med køb af nikkelmalm foretaget af de eksporterende producenter af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål. GOID fremlagde heller ikke statistikker over indonesiske hjemmemarkedspriser på nikkelmalm, selv om den i henhold til gældende lovgivning indsamler sådanne oplysninger.

(349)

Efter at have modtaget brevet vedrørende den mulige anvendelse af grundforordningens artikel 28 (»artikel 28-brevet«) fortolkede GOID artikel 28-brevet som en mangelskrivelse og fremlagde flere yderligere dokumenter fra GAG Nikel, såsom RKAB for 2019 og 2020 for GAG Nikel, ansøgningen/rapporten om indhentning af RKAB for 2019 og 2020 og de kvartalsvise produktion- og salgsrapporter for nikkel som helhed for 2019 og 2020. Alle disse dokumenter var kun på bahasa. GOID indgav også en besvarelse af tillæg B for Antam.

(350)

I betragtning af den meget sene fremlæggelse af disse dokumenter og det forhold, at de ikke blev indgivet på engelsk, og det forhold, at den retlige sammenhæng var artikel 28-proceduren og ikke en mangelprocedure, samt det forhold, at Kommissionen under alle omstændigheder ikke ville være i stand til at kontrollere disse oplysninger og anmode om præciseringer af disse dokumenter, kunne de ikke anvendes i forbindelse med undersøgelsen. Kommissionen besluttede derfor at se bort fra sådanne oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28, stk. 3, og i stedet anvende de foreliggende faktiske oplysninger.

(351)

Med hensyn til de inkonsekvente oplysninger om forbruget af nikkelmalm i Indonesien insisterede GOID på, at disse oplysninger var nøjagtige, og hævdede, at de baserede sig på den mængde nikkelmalm, der forbruges af IRNC-gruppen, i betragtning af at det var den eneste producent af rustfrit stål, der anvender nikkelmalm som input. Det skal bemærkes, at GOID blev anmodet om at fremlægge oplysninger om det samlede forbrug af nikkelmalm i Indonesien og ikke kun forbruget af nikkelmalm for producenterne af rustfrit stål. Som fremhævet i artikel 28-brevet til GOID stemmer disse oplysninger dog ikke overens med de krydstjekkede oplysninger om IRNC-gruppens køb af nikkelmalm.

(352)

I modsætning til GOID's erklæring om, at den ikke rådede over opgørelser over priserne på nikkelmalm i Indonesien, viser de kvartalsvise rapporter, som GAG Nikel har fremlagt, og RKAB-ansøgningen noget andet. I disse dokumenter indberettede GAG Nikel alt salg af nikkelmalm på transaktionsbasis til GOID og fremlagde dermed oplysninger for GOID om salgsmængden, salgspriserne på nikkelmalm og navne på dens kunder.

(353)

Den manglende samarbejdsvilje gav ikke Kommissionen mulighed for at indsamle alle de oplysninger, som den anså for relevante for sine konklusioner i denne undersøgelse. På grund af nikkelminedrifternes manglende samarbejdsvilje var Kommissionen også forhindret i at indsamle yderligere dokumenter og anmode om yderligere oplysninger, navnlig om licensaftaler mellem minedrifterne og GOID, herunder de underliggende betingelser, royalties og henvisninger til den lovgivningsmæssige sammenhæng, der regulerer dem. For så vidt angår den påståede statslige levering af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag, afgav GOID derfor ikke de fornødne oplysninger og beviser, som Kommissionen havde anmodet om i sit spørgeskema og under krydstjekket uden kontrolbesøg.

(354)

I mangel af oplysninger fra GOID om det modsatte benyttede Kommissionen sig derfor delvis af de foreliggende faktiske oplysninger med henblik på sine konklusioner vedrørende disse aspekter af undersøgelsen, jf. grundforordningens artikel 28.

(355)

I bemærkningerne til den endelige fremlæggelse af oplysninger forklarede GOID, at den havde fremlagt GAG Nikels vedtægter som en del af stiftelsesdokumentet, som var blevet fremsendt ved brev af 19. november 2021. Kommissionen bekræftede, at vedtægterne er en del af stiftelsesdokumentet. Kommissionen bemærkede imidlertid, at dette indlæg fandt sted meget sent i undersøgelsen, og endnu vigtigere, at vedtægterne kun var blevet indgivet på bahasa. Kommissionen var derfor ikke i stand til at anvende dem.

(356)

GOID anførte desuden, at oversættelsen af vedtægterne for PT. Ceria Hugraha krævede tid. Under alle omstændigheder hævdede GOID, at Kommissionen ikke krævede oversættelse af alle dokumenterne til engelsk, og at den manglende oversættelse som sådan ikke burde hindre undersøgelsen. Med hensyn til filformatet hævdede GOID, at dette ikke var specificeret.

(357)

Kommissionen bemærkede, at følgende klart fremgår af instrukserne til antisubsidiespørgeskemaet, som bilaget til leverandør af input var vedhæftet: »Indgiv venligst en engelsk oversættelse af alle dokumenter og kildemateriale, som De indsender som svar på dette spørgeskema«. Endvidere blev antisubsidiespørgeskemaet sendt til GOID den 18. maj 2021, og GOID havde derfor haft mere end tilstrækkelig tid til at få oversat vedtægterne for PT. Ceria Hugraha. Med hensyn til filformatet fremsatte Kommissionen bemærkningen om dokumentets format i betragtning 344, fordi det ikke gav mulighed for en computerbaseret oversættelse, og dokumentet kunne derfor ikke anvendes. Denne påstand blev derfor afvist.

(358)

Med hensyn til RKAB mindede GOID om, at den havde fremsendt dem som bilag til brevet af 8. december 2021. Kommissionen mindede om, at GOID i brevet af 19. november 2021 (som var fristen for GOID's fremlæggelse af bevismaterialet fra krydstjekket uden kontrolbesøg) havde meddelt Kommissionen, at GAG Nickel på grundlag af en intern afgørelse havde besluttet ikke at fremlægge RKAB. Brevet af 8. december 2021 blev sendt som svar på artikel 28-brevet. Kommissionen bemærkede, at denne dato var for sent i undersøgelsen til, at Kommissionen kunne tage hensyn til nye dokumenter. Hvad der er endnu vigtigere er, at artikel 28-proceduren og de bemærkninger, som interesserede parter kunne fremsætte, vedrører den manglende indgivelse af oplysninger og kan ikke anvendes af parterne som en mulighed for at indgive nye oplysninger, der skulle have været indgivet på et tidligere tidspunkt i undersøgelsen eller som led i mangelproceduren. Kommissionen afviste derfor dette argument.

(359)

GOID forklarede også, at den havde sortlagt den del af teksten, der ikke vedrørte oplysningerne om produktionsmængden, for at forenkle læsningen af teksten.

(360)

Kommissionen bemærkede, at GOID var blevet anmodet om at fremlægge fuldstændige dokumenter og ikke om at sortlægge dele af teksten. Det var nødvendigt for Kommissionen at have adgang til hele teksten for at kunne foretage en korrekt vurdering af de fuldstændige oplysninger i RKAB med henblik på sine konklusioner. Dette argument blev derfor afvist.

(361)

Med hensyn til de statistiske data om forbruget hævdede GOID, at eftersom Kommissionen gjorde brug af stikprøveudtagning, kunne den ikke afstemme de nationale forbrugsdata med nikkelmalm købt af IRNC. Kommissionen fremhævede og præciserede, at den mængde nikkelmalm, som IRNC købte, var betydeligt højere end de nationale forbrugsdata, der var blevet indgivet af GOID. Oplysningerne fra GOID synes således i væsentlig grad at undervurdere den nationale produktion af nikkelmalm. GOID fremlagde ingen faktiske oplysninger, der kunne tilbagevise disse konklusioner. Denne påstand blev derfor afvist.

(362)

GOID forklarede endvidere, at den på tidspunktet for fristens udløb stadig forsøgte at fremlægge oplysninger og data, eftersom Kommissionen i artikel 28-brevet havde anført, at den ville have overvejet at anvende artikel 28. GOID fremførte, at den selv og GAG Nikel ikke havde haft tilstrækkelig tid til at oversætte dokumenterne, og at Kommissionen under krydstjekket uden kontrolbesøg ikke havde gjort opmærksom på, at det var nødvendigt at oversætte dokumenterne til engelsk. Med hensyn til oversættelsen henviste Kommissionen til instrukserne i spørgeskemaet og mindede om, at det ikke er nødvendigt at gentage, hver gang der anmodes om et dokument, at dette dokument skal oversættes. Manglende fremlæggelse af oplysninger på engelsk kan føre til anvendelse af de foreliggende faktiske oplysninger, fordi det er umuligt at anvende de fremlagte dokumenter. Kommissionen mindede om, at GOID ikke havde indgivet nogen anmodning om forlængelse af fristen eller gjort opmærksom på, at arbejdet med de dokumenter, der senere blev indgivet via svaret på artikel 28-brevet, var i gang. Kommissionen mindede desuden om, at GOID var involveret i en række undersøgelser vedrørende udligningstold, og at den derfor var klar over, at dokumenter skal indgives på engelsk i forbindelse med sådanne undersøgelser. Denne påstand blev derfor afvist.

(363)

GOID gentog indholdet af sit brev af 8. december 2021 vedrørende oplysningerne om det indonesiske forbrug af nikkelmalm, idet den anførte, at den havde indsendt oplysninger om forbruget af nikkelmalm for sektoren for rustfrit stål. Kommissionen mindede om, at GOID var blevet anmodet om at fremlægge oplysninger om det samlede forbrug af nikkelmalm i Indonesien og ikke kun forbruget af nikkelmalm for sektoren for rustfrit stål, jf. betragtning 361.

(364)

GOID hævdede også, at den og minedrifterne aldrig nægtede at fremlægge dokumentation for statslige aktieposter, kontrol- og beslutningsprocesser. GOID indrømmede, at Antam erhvervede GAG Nikels aktionær, men mindede om, at GAG Nikel stadig er opført som en udenlandsk enhed som forklaret under krydstjekket uden kontrolbesøg.

(365)

Kommissionen fandt, at der i besvarelsen af spørgeskemaet ikke var bevis for, at staten er majoritetsejer af GAG Nikel, hvilket først blev nævnt under krydstjekket uden kontrolbesøg. Den omstændighed, at GAG Nikel er opført som en udenlandsk enhed, har desuden ingen relevans for dens statslige ejerskab. Denne påstand blev derfor afvist.

(366)

GOID forklarede endvidere, at PT. Vale ikke var på listen over de ti største inputproducenter, fordi den kun havde fremsendt spørgeskemaet til leverandørerne af input til de samarbejdsvillige eksporterende producenter. Den fremlagte liste over de 10 største inputproducenter omfattede derfor ikke PT. Vale.

(367)

Kommissionen mindede om, at det af instrukserne i spørgeskemaet vedrørende listen over de 10 største inputproducenter klart fremgik, at GOID blev anmodet om at »fremlægge en liste med følgende oplysninger om de 10 største producenter af hvert af disse inputmaterialer«. I instrukserne blev der ikke henvist til leveringen af inputmaterialer til de eksporterende producenter, og listen burde således have omfattet de 10 største inputproducenter samlet set i Indonesien.

(368)

Alle påstandene blev derfor afvist. Under alle omstændigheder bemærkede Kommissionen, at ingen af disse bemærkninger, hverken alene eller samlet, ville have kunnet ændre konklusionerne om manglende samarbejdsvilje eller andre aspekter af undersøgelsen, som derfor blev bekræftet.

(369)

For at fastslå, om der foreligger udligningsberettigede subsidier, skal tre elementer være til stede i henhold til grundforordningens artikel 3 og 4: a) et finansielt bidrag fra GOID via et offentligt organ og/eller overdragelse af indenlandsk levering af nikkelmalmen til private organer eller pålæg herom, b) en fordel for modtageren og c) specificitet.

(370)

Med hensyn til det første element undersøgte Kommissionen, om det sæt af foranstaltninger, der blev truffet af GOID, havde ført til et finansielt bidrag i form af statens levering af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag til de indonesiske eksporterende producenter af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål via et offentligt organ eller ved at overdrage det til eller pålægge private organer at varetage denne funktion, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a).

(371)

I undersøgelsen blev det først vurderet, om GOID leverede nikkelmalm til producenter af rustfrit stål gennem minevirksomheder, der optrådte som »offentlige organer«. Den relevante retsnorm og fortolkning for så vidt angår denne vurdering i henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), stammer fra WTO's retspraksis vedrørende »offentligt organ«, jf. betragtning 225-232

(372)

Kort sagt bør det undersøges, om minevirksomheder i Indonesien er »offentlige organer« ved at se på disse virksomheders grundlæggende karakteristika og funktioner og deres forbindelser til GOID.

(373)

GOID har indført en reguleringsmekanisme, der giver nikkelmalmminevirksomheder beføjelse til at udøve statslige funktioner.

(374)

Udvinding og forvaltning af mineraler i Indonesien er af en art, der er klassificeret som statslig i Indonesien. I denne forbindelse fastslås det i artikel 33, stk. 3, i forfatningen fra 1945, at den rigdom af jord, vand og naturressourcer, der findes under jorden, skal kontrolleres af staten og udnyttes til at sikre samfundet den største velstand. Som det fremgår af præamblen til loven om minedrift fra 2009, skal »forvaltningen af disse ressourcer være underlagt statens kontrol for at tilføre den nationale økonomi en reel merværdi i et forsøg på at opnå fremgang og velstand for samfundet på en retfærdig måde«. Alle mineraler i Indonesien er således offentlige naturressourcer, som kontrolleres og udnyttes af staten.

(375)

Ved flere love og bestemmelser bestemmer GOID, hvilken virksomhed der skal have tilladelse til at udvinde nikkelmalm og hvorfra (dvs. minedriftsområder). Minevirksomheder skal have licens til at udvinde nikkelmalm. GOID fastsætter også den mængde nikkelmalm, som kan udvindes af nikkelmalmminevirksomhederne. I henhold til artikel 5, stk. 3, i loven om minedrift fra 2009 har GOID »beføjelse til at fastsætte produktionsmængden for hver vare pr. år i hver provins«. Tilsvarende kan GOID i henhold til artikel 5, stk. 1 og 5, i loven om minedrift fra 2009 kontrollere produktionen og eksporten af mineraler i indenlandsk interesse. GOID kræver også, at minevirksomhederne øger mineralernes merværdi ved at stille krav om yderligere forarbejdning og rensning af nikkelmalmen, og GOID bestemmer, hvem minevirksomhederne kan sælge nikkelmalmen til med henblik på en sådan yderligere forarbejdning (artikel 102-104 i loven om minedrift fra 2009). Artikel 119 i loven om minedrift fra 2009 fastsætter endvidere, at licensen »kan annulleres af ministeren, guvernøren, distriktsborgmesteren/borgmesteren i henhold til deres myndighed, når: a. indehaveren af [licensen] ikke opfylder sine forpligtelser, som allerede er fastsat i [licensen] og i love og bestemmelser«.

(376)

De juridiske og økonomiske vilkår i Indonesien, som også er nærmere beskrevet i betragtning 396-400, viser således, at de minevirksomheder, der udvinder nikkelmalm, er tæt knyttet til regeringen ved udøvelsen af statslige funktioner. Minevirksomhederne, som ofte ejes af staten, har navnlig til formål at gennemføre indonesiske politikker for, hvordan naturressourcerne kan forvaltes på en måde, der bedst tjener og bidrager til den nationale udvikling.

(377)

Kommissionen indhentede først oplysninger om statens ejerskab samt andre formelle indicier for statslig kontrol i de statsejede nikkelmalmminedrifter. Med henblik herpå var Kommissionen nødt til næsten udelukkende at basere sig på de foreliggende faktiske oplysninger i henhold til grundforordningens artikel 28 på grund af GOID's og nikkelminedrifternes afslag på at fremlægge beviser for det ejerskab samt den kontrol og beslutningsproces, der førte til levering af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag, jf. betragtning 338-354.

(378)

GOID anførte, at der i undersøgelsesperioden var mere end 290 producenter af nikkelmalm i Indonesien. GOID fremlagde en liste over de ti største producenter af nikkelmalm og præciserede, at kun én af dem var statsejet, nemlig Antam. GOID hævdede også, at den ikke ejede, kontrollerede eller havde forbindelser til nogen af de virksomheder, der er klassificeret som private. GOID hævdede desuden, at ingen embedsmænd er medlem af bestyrelsen i PT Aneka Tambang. Det skal bemærkes, at Antam ikke fremsendte en besvarelse af tillæg B, jf. betragtning 340, inden for fristen. GOID indsendte en besvarelse af tillæg B for Antam, efter at den var blevet underrettet om anvendelsen af artikel 28, jf. betragtning 349, og den kunne derfor ikke længere krydstjekkes.

(379)

GOID anførte endvidere, at 6 % og 4 % af den indenlandske nikkelproduktion i henholdsvis 2019 og 2020 blev genereret af statsejede virksomheder.

(380)

Kommissionen anmodede i mangelskrivelsen GOID om at oplyse markedsandelen for hver af de ti største nikkelmalmproducenter eller, hvis disse oplysninger ikke forelå, deres respektive omsætning. Som svar på dette spørgsmål fremlagde GOID faktisk en anden liste over de 10 største nikkelmalmvirksomheder baseret på deres produktion af nikkelmalm i 2019 og 2020. Disse virksomheder tegnede sig for i alt henholdsvis 37 % og 42 % af den samlede indenlandske produktion. Der var kun overlapning mellem to producenter på de to lister over de 10 største producenter af nikkelmalm.

(381)

Kommissionen anmodede i mangelskrivelsen også GOID om at fremlægge oplysninger om aktionærstrukturen i de 10 største nikkelmalmproducenter, der var nævnt i spørgeskemabesvarelsen. Kommissionen anmodede også GOID om at fremlægge oplysninger om aktionærstrukturen i 10 nikkelmalmproducenter, som den havde identificeret som store leverandører til IRNC.

(382)

GOID svarede, at bortset fra Antam, som var et børsnoteret selskab, var de øvrige virksomheder ikke noteret på den indonesiske fondsbørs, og den kunne derfor ikke indhente oplysninger om deres aktionærstruktur. GOID fremlagde også oplysninger om aktionærstrukturen i to virksomheder fra den anden liste over de 10 største nikkelmalmproducenter, som viste, at disse to virksomheder var privatejede. For så vidt angår den liste over virksomheder, som Kommissionen havde fremlagt, fremlagde GOID desuden oplysninger om aktionærstrukturen i seks af de på listen opførte virksomheder, der var angivet som værende private virksomheder. Endelig anførte GOID, at den eneste eksporterende producent, der købte nikkelmalm i Indonesien, kun leverede nikkelmalm fra private leverandører.

(383)

Undersøgelsen viste, at GOID's erklæring om, at den ikke rådede over oplysninger om aktionærstrukturen i nikkelmalmvirksomhederne, var faktuelt ukorrekt. Kommissionen konstaterede tværtimod, at GOID nøje overvåger ejerskabet af minevirksomhederne. For det første skal en virksomhed, når den ansøger om licens til minedrift (såsom IUP eller IUPK), fremlægge oplysninger om aktionærstrukturen for de relevante indonesiske myndigheder, da der er visse begrænsninger af udenlandsk ejerskab. I henhold til GR 77/2014 (73) kan IUP'er og IUPK'er til efterforskningsvirksomhed have op til 75 % udenlandsk ejerskab. Andelen af udenlandsk ejerskab for IUP'er/IUPK'er begynder ved 49 % og stiger derefter gradvist til 60 %, hvis foretagendet har forarbejdnings- eller raffineringsaktiviteter, og igen til 70 %, hvis driften foregår under jorden. For det andet er oplysninger om aktionærstrukturen også nødvendige for, at GOID kan gennemføre afhændelseskravet i henhold til loven om minedrift fra 2009 som anvendt ved GR 1/2017 og MEMR 9/2017 (som ændret ved MEMR 43/2018), som forklaret i betragtning 425-433. Endelig har GOID siden vedtagelsen af loven om minedrift fra 2009 udstedt en række forordninger, der kræver godkendelse fra centralregeringen eller de regionale myndigheder for så vidt angår ændring af aktionærer og bestyrelsesmedlemmer i minevirksomheder. MEMR 27/2013 var den første bekendtgørelse, hvorved der blev indført krav om godkendelse ved ændring af aktionærer og bestyrelsesmedlemmer for IUP-indehavere. Ved denne bekendtgørelse blev der i det væsentlige stillet krav om godkendelse fra MEMR eller lederne af regionale myndigheder (afhængigt af deres respektive myndighed) ved ændring af aktionærer og bestyrelsesmedlemmer i minevirksomheder, der er indehavere af IUP. Den seneste bekendtgørelse i denne henseende er GR 48/2017 (74). Oplysninger om aktionærstrukturen i GAG Nikel var desuden medtaget i den ansøgning/rapport om indhentning af RKAB for GAG Nikel, som GOID havde fremlagt som svar på anvendelsen af artikel 28, jf. betragtning 349. Hvert år, når en minevirksomhed ansøger om den obligatoriske RKAB, skal den derfor som led i den informationspakke, der fremlægges i denne forbindelse, fremlægge oplysninger om sin aktionærstruktur for MEMR. Kommissionen var derfor nødt til at gøre brug af de foreliggende faktiske oplysninger på grundlag af grundforordningens artikel 28 for at afhjælpe de mangler, der skyldtes GOID's manglende samarbejdsvilje med hensyn til ejerskab af og kontrol med minevirksomhederne.

(384)

Kommissionen undersøgte først de meget begrænsede oplysninger om ejerskab af og kontrol med minevirksomheder, der blev fremlagt i forbindelse med undersøgelsen. I besvarelsen af bilag B for PT GAG Nickel blev det anført, at Antam var minoritetsaktionær, og at det var en anden virksomhed, der havde aktiemajoriteten. GOID fremlagde ingen specifikke oplysninger om den offentlige karakter af denne virksomheds aktionærer i dens spørgeskemabesvarelse. De offentlige kilder, som Kommissionen havde fundet frem til (75), viste imidlertid, at det var GOID, som var virksomhedens faktiske aktionær, og som havde fuldt ejerskab. Dette blev efterfølgende bekræftet under krydstjekket uden kontrolbesøg af PT GAG Nickel. Det stod derfor klart, at GOID ikke havde givet fuldstændige og nøjagtige oplysninger om det faktiske endelige ejerskab af denne virksomhed.

(385)

Det skal endvidere bemærkes, at PT Vale ikke var blevet medtaget af GOID på listen over de største nikkelmalmminedrifter i Indonesien. På grundlag af offentligt tilgængelige oplysninger kunne det imidlertid konstateres, at PT Vale i 2019 havde udvundet ca. 4,2 mio. (76) ton nikkelmalm, hvilket er mere end, hvad den største nikkelmalmminedrift, som GOID havde givet meddelelse om, udvandt i 2019. Desuden ejer staten gennem PT Indonesia Asahan Aluminium (Inalum) (77) også 20 % af aktierne i PT Vale Indonesia (78). GOID blev aktionær i PT Vale i 2020 som led i GOID's krav om udenlandsk ejede virksomheders afhændelse af aktier. Som svar på artikel 28-brevet anførte GOID endvidere, at PT Vale ikke var en statsejet virksomhed (men den forblev tavs om den aktiepost på 20 %, som den indonesiske stat har i PT Vale), og at den ikke fremstillede og solgte nikkelmalm, men nikkelsten. Selv om PT Vale er producent af nikkelsten, har virksomheden dog også en nikkelmalmmine i Indonesien (79) og udvinder nikkelmalm til bunden anvendelse.

(386)

Dette viser, at GOID fremlagde unøjagtige oplysninger om de største leverandører af nikkel, og at GOID også modsagde sig selv i forhold til, hvad den havde oplyst i spørgeskemabesvarelsen og svaret på mangelskrivelsen, og hvad den forklarede under krydstjekket uden kontrolbesøg. Desuden fremlagde GOID ikke kun upålidelige oplysninger om forbruget af nikkelmalm, jf. betragtning 351, men også om produktionsmængden for nikkelmalm, da GOID ikke havde inkluderet produktionen af nikkelmalm til bundet forbrug. Disse åbenlyse uoverensstemmelser sår tvivl om nøjagtigheden og pålideligheden af GOID's oplysninger hvad angår disse aspekter af undersøgelsen.

(387)

For at afhjælpe alle de væsentlige mangler vedrørende statsligt ejerskab og udøvelse af kontrol i nikkelmalmminevirksomhederne i betragtning af de begrænsede og inkonsekvente oplysninger, som var blevet fremlagt af GOID, gennemførte Kommissionen undersøgelser baseret på offentligt tilgængelige kilder. Desværre var der kun få offentligt tilgængelige oplysninger om ejerskab af og kontrol med minevirksomhederne, herunder de største af dem. Ikke desto mindre viste denne undersøgelse, at staten ud over Antam (80) også ejer aktier i PT GAG Nickel og PT WEDA Bay Nickel (81) gennem Antam, selv om GOID hævdede, at den ikke rådede over oplysninger om aktionærstrukturen i PT WEDA Bay Nickel.

(388)

Kommissionens undersøgelser viste desuden, at en anden statsejet virksomhed, nemlig PT Timah TbK, driver nikkelminevirksomhed gennem sin dattervirksomhed PT Tim Nikel Sejahtera i det sydøstlige Sulawesi (82). Aktionæren i PT Tonia Mitra Sejahtera, som er en af de virksomheder, der nævnes af GOID, er det indonesiske handelsministerium.

(389)

Kommissionen beregnede derefter andelen af statsejede virksomheder på grundlag af de andele af den indenlandske produktion, som GOID havde fremlagt i forbindelse med undersøgelsen. Selv under hensyntagen til de offentligt tilgængelige oplysninger for det meget begrænsede antal virksomheder (fem) i forhold til det samlede antal minevirksomheder, som GOID har givet meddelelse om (mere end 290), kunne det konkluderes, at de statsejede virksomheders andel af den samlede produktion i 2020 var på over 27 % (83) (andelene for PT Vale og PT Tim Nikel Sejahtera var ikke medtaget i oplysningerne fra GOID). Dette i sig selv udgør allerede en betydelig markedsandel for virksomheder, der ejes af staten, og bør betragtes som undervurderet, da det er meget sandsynligt, at der blandt de mange andre minevirksomheder, for hvilke der ikke forelå offentlige oplysninger, er andre statsejede virksomheder. På grundlag af artikel 28 kunne Kommissionen således udlede, at en større andel af de minevirksomheder, der fremstiller nikkelmalm, faktisk var statsejede. Denne andel kan kun stige i betragtning af den afhændelsesforpligtelse, der er beskrevet i betragtning 425-434.

(390)

Kommissionen var også nødt til at basere sig på sine egne undersøgelser med hensyn til forvaltning af og kontrol med minevirksomhederne på grund af GOID's manglende samarbejdsvilje. Endnu en gang forelå der kun begrænsede offentlige oplysninger. For så vidt angår Antam konstaterede Kommissionen, at ifølge virksomhedens årsberetninger består regeringskommissionen af fem medlemmer og bestyrelsen af fire medlemmer. Det ser ud til, at GOID råder direkte over serie A-aktier i Antam med »Dwiwarna Ownership«. Alle andre aktionærer råder over serie B-aktier. Dwiwarna-aktionærerne/-stedfortræderne har eneret til at udnævne bestyrelsesmedlemmerne og regeringskommissærerne. I 2018 blev to ud af fem medlemmer af regeringskommissionen og tre ud af fire medlemmer af bestyrelsen afskediget og udskiftet efter forslag fra GOID og dennes »stedfortræder«. På samme måde blev formanden for regeringskommissionen, den øverste direktør og to andre direktører afskediget og udskiftet i 2019 efter forslag fra GOID og dennes »stedfortræder«. Endvidere er den nuværende formand for regeringskommissionen tidligere medlem af de væbnede styrker, et andet medlem af regeringskommissionen er på nuværende tidspunkt medlem af den statslige efterretningstjeneste, og et andet medlem er embedsmand ved MEMR. Kun to ud af fem medlemmer af regeringskommissionen er omfattet af betegnelsen »uafhængig kommissær«. Endelig var et medlem af regeringskommissionen tidligere ansat i GAG Nikel, et andet medlem var tidligere ansat hos Inalum, og et andet medlem var også tidligere ansat i en anden statsejet virksomhed. Kun en enkelt direktør kommer fra den private sektor.

(391)

Endvidere består GAG Nikels regeringskommission af to medlemmer, mens bestyrelsen består af to medlemmer ifølge GAG Nikels besvarelse af spørgeskemaet eller tre medlemmer i henhold til Antams årsberetning for 2020. Et nuværende medlem af GAG Nikels regeringskommission er den tidligere direktør for MEMR's mineral- og kulindtægter, mens den tidligere formand for regeringskommission (ikke pr. 20. juni 2020) var ansat i Antam. Den nuværende øverste direktør for GAG Nikel og en anden direktør er ansat i Antam, og den tredje direktør er ansat i Inalum.

(392)

PT Vales bestyrelse består af fem medlemmer, og regeringskommission består af 10 medlemmer. Den nuværende næstformand for regeringskommissionen er den nuværende direktør for strategiske tjenester i Inalum (84). Et andet medlem af regeringskommissionen er Indonesiens tidligere kommunikations- og informationsminister og viceadministrerende direktør for det indonesiske statsejede elselskab PT. PLN. Et andet medlem af regeringskommissionen er den tidligere generaldirektør for MEMR og tidligere formand for regeringskommissionen i Antam og nuværende assistent for industriministeren for metal-, naturgas- og naturressourceanliggender.

(393)

På grundlag af oplysningerne i sagen og dens egne undersøgelser på grund af den udbredte manglende samarbejdsvilje fra GOID's side konkluderede Kommissionen, at minevirksomheder, der tegner sig for en betydelig andel af produktionen af nikkelmalm, er helt eller delvist statsejede og forvaltes og/eller kontrolleres også af staten i et tæt samarbejde med GOID.

(394)

Ud over statens ejerskab og de formelle forbindelser mellem staten og minevirksomhederne vurderede Kommissionen, om minevirksomhederne har statslig myndighed, og om de udøver denne myndighed ved udøvelsen af statslige funktioner.

(395)

Undersøgelsen bekræftede, at alle minevirksomheder, uanset ejerforhold, er underlagt og skal gennemføre en række foranstaltninger, som regeringen har fastsat vedrørende levering af nikkelmalm, nemlig: 1) forpligtelse til indenlandsk forarbejdning, 2) eksportrestriktioner og/eller eksportforbud, 3) obligatorisk årlig arbejds- og budgetplan (»RKAB«), 4) afhændelsesforpligtelser, 5) obligatorisk prisfastsættelsesmekanisme. Disse forpligtelser viser klart, at minevirksomhederne udfører statslige funktioner.

(396)

Som relevant baggrund for alle disse foranstaltninger minder Kommissionen om, at mineralerne i henhold til artikel 4 i loven om minedrift fra 2009 kontrolleres af staten. Endvidere er hovedformålet med loven om minedrift fra 2009 at maksimere merværdien af nikkelmalmreserverne for den indonesiske økonomi. Med henblik herpå indeholder lovgivningen bestemmelser om statslig kontrol med mineral- og kulmineaktiviteter. I henhold til artikel 2, stk. 2, skal »statens kontrol med mineraler og kul som omhandlet i stk. 1 varetages af regeringen og/eller de regionale myndigheder«. GOID kan endvidere fastlægge en mineralpolitik, der prioriterer indenlandske interesser, navnlig gennem kontrol med produktion og eksport. I artikel 5, stk. 2, hedder det, at »de nationale interesser, der er omhandlet i stk. 1, kan varetages ved kontrol af produktion og eksport«. GOID har beføjelse til at fastsætte den årlige produktion af hver vare for hver provins. I artikel 5, stk. 3, hedder det, at »regeringen ved gennemførelsen af den kontrol, der er omhandlet i stk. 2, har beføjelse til at fastsætte den årlige produktion af hver vare for hver provins.« I henhold til artikel 144 fører GOID nøje tilsyn med forvaltningen af minedrift. Til gennemførelse af denne artikel vedtog GOID GR 55/2010 vedrørende vejledning om og tilsyn med gennemførelsen af forvaltningen af minedrift. I artikel 22 hedder det, at GOID's tilsyn bl.a. vedrører »gennemførelsen af produktion og salg, herunder kvalitet og mængde samt prisen på mineraler og kul«.

(397)

Til gennemførelse af loven om minedrift fra 2009 vedtog GOID endvidere GR 23/2010 som ændret ved GR 24/2012. I artikel 89, stk. 1, hedder det, at »ministeren kontrollerer den udvinding af mineraler og kul, der foretages af indehavere af en tilladelse til minedrift til udvinding af mineraler og kul og indehavere af en særlig tilladelse til minedrift til udvinding af mineraler og kul«, og i artikel 89, stk. 2, at »kontrollen med udvindingen af mineraler og kul som tilsigtet ved stk. 1 har til formål at: a. opfylde miljøkravene, b. bevare mineral- og kulressourcer, c. kontrollere mineral- og kulpriserne.« I artikel 90, stk. 1, hedder det endvidere, at »ministeren fastsætter den nationale produktionsmængde for mineraler og kul på provinsniveau«, og i artikel 90, stk. 2, at »ministeren kan bemyndige guvernørerne til at fastsætte produktionsmængden for mineraler og kul for de relevante distrikter/byer«. Det er endvidere fastsat i artikel 84, at »1) indehavere af en tilladelse til minedrift og produktion og indehavere af en særlig tilladelse til minedrift og produktion skal give præference til de nationale behov for mineraler og/eller kul. 2) Ministeren fastsætter det nationale behov for mineraler og kul som tilsigtet ved stk. 1, som omfatter de behov, der knytter sig til forarbejdningsindustrierne og den indenlandske direkte anvendelse«.

(398)

Kontrollen med produktionen er yderligere ledsaget af kontrol med hjemmemarkedssalget og priserne på mineraler. I henhold til artikel 92, stk. 1, i denne bekendtgørelse kan ministeren »kontrollere salget af mineraler og kul, der foretages af indehavere af en tilladelse til minedrift til udvinding af mineraler og kul og indehavere af en særlig tilladelse til minedrift til udvinding af mineraler og kul«. Endvidere hedder det i artikel 92, stk. 2, at »kontrollen med salget af mineraler eller kul som tilsigtet ved stk. 1 tager sigte på at: a. give præference til levering af mineraler og kul med henblik på at imødegå nationale behov og b. stabilisere priserne på mineraler og kul.«

(399)

Ud over produktionsmængden fører GOID nøje tilsyn med alle salgstransaktioner på hjemmemarkedet. Artikel 10 i MEMR 7/2017 har følgende ordlyd: Indehavere af IUP til udvinding af metalholdige mineraler, IUP til udvinding af kul, IUPK til udvinding af metalholdige mineraler eller IUPK til udvinding af kul forelægger enhver kontrakt om salg af metalholdige mineraler eller kul for ministeren via generaldirektøren eller guvernøren i overensstemmelse med deres bemyndigelse.« Artikel 11 har endvidere følgende ordlyd: »1) Indehavere af IUP til udvinding af metalholdige mineraler, IUP til udvinding af kul, IUPK til udvinding af metalholdige mineraler eller IUPK til udvinding af kul indsender hver måned senest 5 (fem) kalenderdage efter udgangen af hver måned rapporter om gennemførelsen af salg af metalholdige mineraler eller kul til ministeren via generaldirektøren eller guvernøren i overensstemmelse med dennes bemyndigelse. 2) Den i stk. 1 omhandlede rapport om salget af metalholdige mineraler eller kul skal mindst indeholde oplysninger om salgsprisen, salgsmængden, kvaliteten af de metalholdige mineraler eller den kul, der er solgt, salgsstedet og salgslandet eller -regionen.«

(400)

Disse foranstaltninger viser allerede den høje grad af indblanding og centralregeringens kontrol i minesektoren, herunder nikkelmalm, bl.a. med hensyn til produktions- og salgsmål, priskontrol og en skævhed til fordel for indenlandske behov for mineraler udvundet i Indonesien. Dette er ikke blot en lovgivningsmæssig ramme for minedrift, men den ramme, inden for hvilken minevirksomhederne tildeles beføjelser, hvilket har gjort det muligt for dem at udvikle statslige funktioner i forbindelse med markedsføring og levering af minedriftsprodukter med henblik på at nå de relevante regeringsmål. Følgende foranstaltninger, der er specifikke for nikkelmalmsektoren, viser yderligere, hvordan GOID udøver sin myndighed og kontrol over minevirksomheder.

(401)

I henhold til artikel 102 i loven om minedrift fra 2009 »er indehaveren af en IUP eller en IUPK forpligtet til at øge værditilvæksten af mineral- og/eller kulressourcer i forbindelse med udvikling, forarbejdning og rensning samt udvinding af mineraler og kul«. Endvidere hedder det i artikel 103, stk. 1, at »indehaveren af en IUP til udvindingsvirksomhed eller en IUPK er forpligtet til at foretage forarbejdning og rensning af indenlandske minedriftsprodukter«, og i artikel 103, stk. 2, at »indehaveren af en IUP eller en IUPK, jf. stk. 1, kan forarbejde og rense andre IUP- og IUPK-indehaveres minedriftsprodukter«.

(402)

Forpligtelsen til at foretage indenlandsk forarbejdning og raffinering har bl.a. til formål a) at øge værdien af minedrift gennem råvarerne, b) at levere råmaterialer til industrien, c) at skabe beskæftigelse og d) at øge statens indtægter. Med andre ord pålagde disse bestemmelser alle nikkelmalmminevirksomheder en forpligtelse til enten at opføre deres eget anlæg til forarbejdning/rensning af nikkel eller til at sælge deres produkter til et sådant indenlandsk anlæg.

(403)

Ved artikel 170 i loven om minedrift fra 2009 blev der endvidere fastsat en »overgangsperiode« på fem år: »Indehaveren af en arbejdskontrakt (…), som allerede har påbegyndt produktion, skal påbegynde rensning, jf. artikel 103, stk. 1, senest 5 (fem) år efter denne lovs vedtagelse.« Artikel 112, stk. 4, i GR 23/2010, som ændret ved GR 24/2012, bekræftede, at indehavere af en licens til minedrift skal foretage indenlandsk forarbejdning og raffinering senest fem år efter vedtagelsen af loven om minedrift fra 2009: »Tilladelser til minedrift, regionale tilladelser til minedrift og tilladelser til minedrift i mindre målestok, der er udstedt i henhold til love og bestemmelser forud for regeringens udstedelse af denne forordning, forbliver gyldige, indtil de udløber, og skal: (…) c) foretage indenlandsk forarbejdning og/eller raffinering/smeltning senest 5 (fem) år efter, at lov nr. 4 af 2009 om mineral- og kulminedrift er trådt i kraft«.

(404)

Disse forpligtelser viser, at minevirksomhederne ikke frit kan tilrettelægge deres produktions- og forarbejdningsaktiviteter ud fra forretningsmæssige hensyn. De skal i stedet overholde disse forpligtelser til at udvinde og forarbejde malm indenlandsk for at øge merværdien i Indonesien. De har derfor fået tildelt statslig myndighed og udfører som følge heraf aktiviteter bemyndiget af staten.

(405)

Den 11. januar 2014 udstedte GOID GR 1/2014, som ændrede artikel 112 i GR 24/2012 og tilføjede en ny artikel 112C. Den vigtigste ændring af artikel 112 var fjernelsen af artikel 112, stk. 4, litra c), i GR 23/2010, som krævede, at indehaveren af en licens til minedrift (IUP) eller en licens til minedrift i mindre målestok (IPR) skulle foretage indenlandsk forarbejdning og raffinering af mineraler inden for fem år efter vedtagelsen af loven om minedrift fra 2009, eftersom fristen var udløbet. De vigtigste bestemmelser i denne supplerende artikel 112C var følgende: 1) indehavere af arbejdskontrakter som omhandlet i artikel 170 i loven om minedrift fra 2009 skal foretage indenlandsk raffinering af deres minedriftsprodukter, og 2) indehavere af licenser til minedrift og udvindingsvirksomhed (IUPOP), jf. artikel 112, stk. 4, litra a), i denne bekendtgørelse, skal foretage indenlandsk forarbejdning og raffinering af deres minedriftsprodukter (85).

(406)

Samme dag blev MEMR 1/2014 (86) udstedt som en gennemførelsesbekendtgørelse til GR 1/2014. MEMR 1/2014 gav vejledning om omfanget af forarbejdning eller raffinering, som skal være nået inden eksport. MEMR 1/2014 definerede de 11 metalholdige mineraler, der var omfattet af et eksportforbud fra januar 2014. Seks metaller, herunder nikkel, kunne kun eksporteres i forarbejdet form.

(407)

I et forsøg på at afbøde virkningerne af forbuddet mod eksport af uforarbejdede eller utilstrækkeligt forarbejdede mineraler for minedrifterne og landets eksportindtægter udstedte GOID GR 1/2017, der gav minevirksomhederne mulighed for fortsat at eksportere halvforarbejdede produkter og visse typer malme i en periode på fem år fra den 11. januar 2017 på de betingelser, der er fastsat i gennemførelsesbekendtgørelserne. I artikel 4 i MOT 01/M-DAG/PER/1/2017 er fastsat følgende: »De i tillæg III opførte minedriftsprodukter i henhold til artikel 3, stk. 1, kan kun eksporteres på følgende betingelser: a. en virksomhed, der er indehaver af en IUP til udvinding af nikkel eller en IUPK til udvinding af nikkel: 1. skal have anvendt nikkel med et indhold på < 1,7 % (mindre end et komma syv procent) til mindst 30 % (tredive procent) af sit nikkelforarbejdnings- og rensningsanlægs samlede inputkapacitet, og 2. skal have opført eller være i færd med at opføre et rensningsanlæg alene eller i samarbejde med andre parter«.

(408)

På grundlag af MEMR 25/2018 var der specifikke regler, der fandt anvendelse på metalholdige mineraler med særlige kriterier (dvs. nikkel med et indhold på < 1,7 %). I artikel 46, stk. 1, hedder det, at »indehavere af en licens til minedrift (IUP) til udvindingsvirksomhed eller en særlig licens til minedrift (IUPK) til udvindingsvirksomhed kan foretage salg af nikkel med et indhold på < 1,7 % (mindre end et komma syv procent) eller af vasket bauxit med et indhold af Al2O3 på >= 42 % (mere end eller lig med toogfyrre procent) i udlandet i de specifikke mængder ved at anvende tarifposten/HS (det harmoniserede system) i overensstemmelse med bestemmelserne i love og forskrifter senest fra den 11. januar 2022«, og i artikel 46, stk. 2, at »salg af nikkel med et indhold på < 1,7 % (mindre end et komma syv procent) eller af vasket bauxit med et indhold af Al2O3 >= 42 % (mere end eller lig med toogfyrre procent), jf. stk. 1, kan finde sted på følgende betingelser: a. skal have opført eller være i færd med at opføre et rensningsanlæg og b. betaler eksporttold i overensstemmelse med love og bestemmelser.« Det var tilladt at opføre raffinerings-/smelteanlægget alene eller sammen med andre parter.

(409)

Eksport af disse varer kunne først finde sted efter en inspektionsundersøgelse, og godkendelse fra Generaldirektoratet for Udenrigshandel (»DGoFT«) blev givet efter henstilling fra MEMR. Formålet med undersøgelsen var at sikre, at minedriftsprodukterne opfyldte minimumskravet til forarbejdning og/eller raffinering.

(410)

I februar 2017 udstedte finansministeren PMK nr. 13/PMK.010/2017 (87) (som efterfølgende ændret ved finansministerens bekendtgørelse PMK nr. 164/PMK.010/2018) om fastsættelse af eksporttold for de forskellige former for forarbejdede metalholdige mineraler. For nikkelmalm med en koncentration på < 1,7 % Ni var eksportafgiften på 10 %.

(411)

I henhold til MEMR 11/2019 blev forbuddet mod eksport af nikkelmalm med et indhold på under 1,7 % Ni fremskyndet til den 31. december 2019. Enhver eksporthenstilling, som MEMR havde udstedt vedrørende eksport af nikkelmalm med et indhold på under 1,7 % Ni forud for udstedelsen af MEMR 11/2019, forblev gyldig. Henstillingen udløb imidlertid den 31. december 2019. MEMR 11/2019 trådte i kraft den 1. januar 2020. MEMR var stadig i stand til at udstede en eksporthenstilling vedrørende nikkelmalm med et indhold på under 1,7 % Ni indtil den 31. december 2019.

(412)

Fra den 1. januar 2020 er det derfor forbudt at eksportere alle typer nikkelmalm.

(413)

Disse eksportrestriktioner og forbuddet mod eksport af nikkelmalm begrænser i væsentlig grad minevirksomhedernes frihed til at sælge nikkelmalm til de købere, der tilbyder den højeste pris på verdensplan. Disse virksomheder kan kun sælge på det indonesiske marked til fordel for industrien i efterfølgende produktionsled, hovedsagelig industrien for rustfrit stål, selv om nikkelmalmressourcerne er knappe på verdensplan, og Indonesien er en meget stor producent. Disse restriktioner førte til et meget begrænset antal indenlandske kunder som brugerindustrier og til pressede hjemmemarkedspriser på nikkelmalm. Dette viser endnu en gang, at minevirksomhederne, som er langt fra at være frie markedsaktører, er »offentlige organer«, som reelt udfører statslige aktiviteter.

(414)

I henhold til artikel 101 i GR 23/2010 som ændret ved GR 24/2012 skal »indehavere af en tilladelse til minedrift eller en særlig tilladelse til minedrift [fremlægge] alle oplysninger, der er indhentet i forbindelse med efterforsknings- og udvindingsaktiviteter for den kompetente minister, de kompetente guvernører eller distriktsborgmestre/borgmestre.« I henhold til artikel 103 skal »rapporterne som tilsigtet ved artikel 101 (…) være rapporter om udført arbejde og fremskridt, som vedrører en bestemt periode og en bestemt aktivitet, og som indgives af indehavere af en tilladelse til minedrift til efterforskningsvirksomhed og indehavere af en særlig tilladelse til minedrift til efterforskningsvirksomhed samt indehavere af en tilladelse til minedrift til udvindingsvirksomhed og indehavere af en særlig tilladelse til minedrift til udvindingsvirksomhed.« Endvidere hedder det, at »de årlige arbejds- og budgetplaner (RKAB) som tilsigtet ved artikel 101 skal forelægges den kompetente minister, de kompetente guvernører eller distriktsborgmestre/borgmestre senest 45 (femogfyrre) arbejdsdage inden afslutningen af hvert kalenderår«.

(415)

I MEMR 11/2018 (88) (som ændret ved MEMR 22/2018 og MEMR 51/2018) defineres den årlige RKAB som »årlig arbejds- og budgetplan inden for mineral- og kulminedrift, der dækker de forretningsmæssige, tekniske og miljømæssige aspekter«. MEMR 11/2018 forpligter indehavere af en licens til minedrift til at udarbejde og fremsende den årlige RKAB til ministeren eller guvernøren i overensstemmelse med deres bemyndigelse med henblik på at opnå godkendelse (artikel 61, stk. 1, litra b)). Ud over at indføre en sådan forpligtelse forbyder MEMR 11/2018 indehavere af en tilladelse til minedrift at udføre bygge-, udvindings-, forarbejdnings- og/eller raffineringsaktiviteter samt transport- og salgsaktiviteter, før deres årlige RKAB er godkendt.

(416)

Indehavere af en licens til minedrift eller en særlig licens til minedrift skal indgive den årlige RKAB mindst 90 kalenderdage og senest 45 kalenderdage inden udgangen af regnskabsåret, hvilket også omfatter indhentning af godkendelse af den årlige RKAB.

(417)

Generaldirektoratet for Mineraler og Kul (DGoMC) skal på vegne af MEMR eller guvernøren foretage en vurdering af den årlige RKAB og meddele sin godkendelse af eller sit svar på den årlige RKAB senest 14 arbejdsdage efter den dato, hvor den årlige RKAB blev modtaget i fuldstændig og korrekt form. IUP-indehavere skal forelægge den reviderede udgave af den årlige RKAB, som skal tilpasses svaret fra DGoMC, senest fem dage efter den dato, hvor svaret fra DGoMC blev modtaget. DGoMC meddeler sin godkendelse af den reviderede udgave af den årlige RKAB senest 14 arbejdsdage efter den dato, hvor den reviderede årlige RKAB blev modtaget i fuldstændig og korrekt form. Indehavere af IUP'er og IUPK'er til efterforskningsvirksomhed, IUP-OP'er, IUPK-OP'er eller IUP-OP'er, der specifikt er rettet mod forarbejdning og/eller raffinering, kan ansøge om ændring af den årlige RKAB i det indeværende år, hvis der sker en ændring i deres udvindingskapacitet. Ansøgningen om ændring af den årlige RKAB skal indgives, efter at IUP-indehaveren har forelagt sin anden kvartalsrapport, og den skal indgives senest den 31. juli i det indeværende år. Indehavere af IUP-OP'er og IUPK-OP'er skal indgive ændringer til deres rapporter om gennemførlighedsundersøgelsen, hvis der sker ændringer i de tekniske, økonomiske eller miljømæssige variabler i henhold til de gældende regler og forskrifter. Indehavere af IUP'er og IUPK'er til efterforskningsvirksomhed, IUP-OP'er, IUPK-OP'er eller IUP-OP'er, der specifikt er rettet mod forarbejdning og/eller raffinering, skal indberette eventuelle ændringer i udøvelsen af deres minedrift-tjenestevirksomhed i det indeværende år.

(418)

MEMR 11/2018 er blevet tilbagekaldt og erstattet af MEMR 7/2020 (89). MEMR 7/2020 indeholder bestemmelser, som svarer til bestemmelserne i MEMR 11/2018 vedrørende kravet om at have en årlig RKAB.

(419)

Under undersøgelsen fremlagde GOID fire RKAB for nikkelmalmminedrifter. Kommissionen bemærkede, at en RKAB indeholder detaljerede kvantitative, kvalitative og finansielle oplysninger om efterforskningsaktiviteter, ressourcer og reserver, minedrift, forarbejdnings- og raffineringsmængder, markedsføring og forsendelse på eksportmarkeder samt indenlandske markeder, miljø, sikkerhed, arbejdskraft, anslåede finansielle indtægter (salg, royalties, indkomst, indkomstskat).

(420)

GOID fremlagde desværre ingen konkrete gennemførlighedsundersøgelser og undgik at indlede drøftelser om, hvordan produktionsmålene fastsættes for hver virksomhed, og derefter om, hvordan GOID overvåger og handler efterfølgende med hensyn til den produktion, der faktisk er opnået i den periode, der er omfattet af gennemførlighedsundersøgelsen. På grund af det manglende samarbejde om dette vigtige aspekt var Kommissionen nødt til at basere sig på konklusioner på grundlag af grundforordningens artikel 28.

(421)

GOID fremlagde oplysninger om produktionsmængden for nikkelmalm i perioden 2017-2020 i Indonesien samt om det indenlandske forbrug af nikkelmalm i samme periode. Disse oplysninger viste, at der var en betydelig uoverensstemmelse mellem produktionen og forbruget af nikkelmalm. Endvidere kunne det indenlandske forbrug af nikkelmalm, som GOID havde oplyst, ikke afstemmes med IRNC's indkøb af nikkelmalm, som var blevet undersøgt under krydstjekket uden kontrolbesøg, hvilket tyder på, at GOID fremlagde fejlagtige oplysninger om forbruget af nikkelmalm.

(422)

Det skal endvidere bemærkes, at MEMR 11/2018 ud over kravet om indgivelse af den årlige RKAB, jf. betragtning 414-419, også kræver, at IUP-indehavere indgiver tre yderligere rapporter: a) en periodisk rapport, b) en endelig rapport og c) en særlig rapport med forskellige niveauer af krav afhængigt af typen af IUP-indehaver. Blandt de typer oplysninger, der skal indgives, skal IUP-indehaverne indgive oplysninger om produktions- og salgsaktiviteter.

(423)

Under krydstjekket uden kontrolbesøg bekræftede GAG Nickel, at den indberettede produktionsmængden samt salgsmængden og -værdien for nikkelmalm på kvartals-, halvårs- eller årsbasis. Kommissionen anmodede virksomheden om at fremlægge disse rapporter for undersøgelsesperioden. Kommissionen gav GOID flere dage efter afslutningen af krydstjekket uden kontrolbesøg til at fremlægge disse oplysninger. GOID fremlagde imidlertid først disse oplysninger, efter at Kommissionen havde underrettet GOID om anvendelsen af grundforordningens artikel 28, jf. betragtning 349.

(424)

Reglerne om RKAB viser endnu et aspekt af den reelle og strenge kontrol, som GOID fører især med hver minevirksomheds produktionsmål for hvert år. Kommissionen konkluderede, at minevirksomhedernes grundlæggende karakteristika og funktioner som følge af disse regler om RKAB er at levere nikkelmalm i overensstemmelse med regeringens mål om at støtte industrien for rustfrit stål i efterfølgende produktionsled. Graden af ensartethed eller overlapning mellem minevirksomhedernes væsentlige karakteristika og GOID's mål og funktioner i mineralsektoren viser, at minevirksomhederne besidder, udøver eller har fået tildelt statslig myndighed.

(425)

I henhold til loven om minedrift fra 2009 skal udenlandsk ejede minevirksomheder afhænde deres aktier til indonesiske parter for at fremme indenlandske investeringer i minesektoren. Loven om minedrift fra 2009 indeholdt ingen bestemmelser om størrelsen af den kapitalandel, som skulle afhændes, og overlod det således til centralregeringen at regulere dette yderligere i relevante gennemførelsesbestemmelser.

(426)

Centralregeringen har gradvist ændret kravet om den minimumsprocentdel, der skal afhændes, siden udstedelsen af loven om minedrift fra 2009. I øjeblikket er det gældende minimumsafhændelseskrav på 51 % som anvendt ved fjerde ændring af GR 23/2010 i 2017 (GR 1/2017) (90) og MEMR 9/2017 (91) (som ændret ved MEMR 43/2018 (92)).

(427)

Det hedder i artikel 97, at »indehavere af en tilladelse til minedrift og indehavere af en særlig tilladelse til minedrift skal inden for anvendelsesområdet udenlandske investeringer efter 5 (fem) produktionsår afhænde deres aktier i faser, således at mindst 51 % (enoghalvtreds procent) af deres aktier i det tiende år ejes af indonesiske deltagere.« Endvidere skal »afhændelsen af aktier som tilsigtet ved stk. 1 ske til indonesiske deltagere, som omfatter staten, provinsmyndighederne eller distriktsmyndighederne/bymyndighederne, statsejede enheder, regionalt ejede enheder eller nationale-private enheder«.

(428)

De aktier, der ejes af de udenlandske investorer, kan kun sælges til indonesiske private virksomheder, hvis staten, provinsmyndighederne eller distriktsmyndighederne/bymyndighederne, statsejede enheder eller regionalt ejede enheder først har afvist at købe aktierne. Afhændelsen kan ske ved udstedelse af nye aktier og/eller overdragelse eller salg af eksisterende aktier, enten direkte eller indirekte. Det skal bemærkes, at smelterivirksomheder i modsætning til minevirksomheder ikke er underlagt nogen afhændelsesforpligtelse.

(429)

MEMR 9/2017 fastsætter, at afhændelsesprisen for aktier er baseret på en »rimelig markedsværdi« uden hensyntagen til værdien af mineralreserverne på det tidspunkt, hvor afhændelsen finder sted. Denne bestemmelse vedrørende afhændelsesprisen for aktier er blevet ændret ved MEMR 43/2018, hvori det hedder, at den rimelige markedsværdi ikke skal tage hensyn til mineral- eller kulreserverne, bortset fra dem, der kan udvindes inden for den periode, der er omfattet af IUP-OP'er eller IUPK-OP'er. Endvidere skal beregningen af den rimelige markedsværdi foretages ved hjælp af metoden med tilbagediskonteret cash flow på basis af de økonomiske fordele, der er opnået i den afhændede gennemførelsesperiode indtil udløbet af IUP-OP eller IUPK-OP og/eller markedsdatabenchmarking.

(430)

På grundlag af MEMR 9/2017 ville den regulerede afhændelsespris for aktier være: a. den maksimumspris, der skal tilbydes centralregeringen, provinsmyndighederne eller distriktsmyndighederne/bymyndighederne, eller b. den minimumspris, der skal tilbydes en statsejet virksomhed (»BUMN«), en regionalt ejet virksomhed (»BUMD«) eller en national-privat virksomhedsenhed.

(431)

PerMen 43/2018 ændrede ovennævnte bestemmelse og fastsatte, at den regulerede afhændelsespris for aktier ville være: a. a. den maksimumspris, der skal tilbydes centralregeringen, provinsmyndighederne eller distriktsmyndighederne/bymyndighederne, BUMN, BUMD eller et special purpose vehicle, der er oprettet eller udpeget af regeringen gennem MEMR, sammen med provinsmyndighederne eller distriktsmyndighederne/bymyndighederne, BUMN og/eller BUMD, eller b. den minimumspris, der skal tilbydes en national-privat virksomhedsenhed ved udbud.

(432)

Regeringen kan (via MEMR) lade en uafhængig evaluator vurdere afhændelsesprisen for aktier. Hvis det ikke er muligt at nå til enighed om afhændelsesprisen for aktier, var det fastsat i MEMR 9/2017, at de aktier, der skal afhændes, skal udbydes på grundlag af afhændelsesprisen for aktier, der er beregnet på grundlag af den evaluering, der er foretaget af regeringen. Denne bestemmelse er nu fjernet i MEMR 43/2018.

(433)

I loven om minedrift fra 2020 blev kravet om afhændelse af udenlandsk ejerskab bibeholdt, og det blev specifikt fastsat, at udenlandske investorer skulle afhænde det antal aktier, der var nødvendigt for at sikre, at mindst 51 % af virksomhedens samlede aktier ejes af indonesiske investorer. Dette minimumskrav for afhændelse er i overensstemmelse med de nuværende afhændelseskrav, der finder anvendelse i henhold til GR 23/2010. Med hensyn til tidsplan og procedurer for en sådan afhændelse er det i loven om minedrift fra 2020 fastsat, at sådanne spørgsmål vil være genstand for relevante regeringsbekendtgørelser (i øjeblikket GR 23/2010), som kræver, at afhændelsesprocessen indledes fem år efter, at minedriften har påbegyndt sin produktion.

(434)

Disse bestemmelser viser, at GOID søger at øge sin reelle kontrol med minevirksomhederne ved at øge sin tilstedeværelse og fortrænge udenlandsk ejede minevirksomheder. For at sikre opfyldelsen af dens overordnede mål om at levere nikkelmalm til den indenlandske industri i efterfølgende produktionsled, er disse enheder forpligtet til efter en relativ kort periode at give afkald på ejerskab, og GOID og andre offentlige virksomheder tildeles førstekøbsret. Der findes også specifikke regler for værdiansættelse af aktier, som ikke synes at være i overensstemmelse med markedsforhandlinger, der normalt ville finde sted mellem aktører uden disse bestemmelser. På dette grundlag konkluderede Kommissionen, at afhændelsesforpligtelserne viste, hvordan GOID bevarer en reel kontrol med minevirksomhedernes ejerskab og ledelse for at sikre, at de fortsat udøver statslige funktioner i overensstemmelse med GOID's politiske mål.

(435)

Undersøgelsen viste, at prisfastsættelsen af nikkelmalm var underlagt en statslig mekanisme, der forhindrede den normale markedsdynamik med udbud og efterspørgsel i at fastsætte prisen. Udviklingen i den relevante lovgivning om prisfastsættelse viser, at GOID aktivt har overvåget priserne på nikkelmalm og har truffet specifikke foranstaltninger, der går tilbage til 2010. GOID hævdede i begyndelsen, at prisfastsættelsesmekanismen hovedsagelig fandt anvendelse i forbindelse med opkrævning af royalties. GOID's indgriben i priserne er efterfølgende blevet styrket i årenes løb, indtil den formelle indførelse i lovgivningen af en specifik obligatorisk prisfastsættelsesmekanisme, der kodificerede en prisfastsættelsesmekanisme, som allerede eksisterede reelt. I årenes løb og især fra 2017 havde denne mekanisme altid til formål at fastsætte prisen på et niveau, der resulterede i en betydelig rabat i forhold til den gældende internationale markedspris, for at fremme udviklingen af industrien for rustfrit stål i henhold til aftalen og det bilaterale samarbejde med GOC.

(436)

Hovedformålet med prisfastsættelsesmekanismen er at sikre, at nikkelmalmen leveres til en betydelig rabat i forhold til de internationale priser til fordel for industrien for rustfrit stål. Samtidig søger man med den regulerede pris også at tage hensyn til minedrifternes interesser for at sikre kontinuitet i forsyningen til denne lave pris og undgå konkurser og social uro. Endelig sikrer den staten et minimumsniveau af indtægter, selv om det er meget lavere end, hvis ikke der havde været en rabat i forhold til den internationale pris. Dette er blevet bekræftet af den fungerende generaldirektør for mineraler og kul, der som nævnt nedenfor sagde, at denne havde til hensigt at finde »retfærdighed for smelteanlæg, der ønsker de lavest mulige priser. Men på den anden side skal [denne] sikre, at nikkelminedriften giver en tilstrækkelig margen for minedrift« (93).

(437)

På grundlag af alle de foreliggende oplysninger konkluderede Kommissionen, at GOID via den regulerede pris specifikt havde til hensigt at sikre, at prisen på nikkelmalm ville give en betydelig rabat i forhold til priserne på det internationale marked til fordel for industrien for rustfrit stål. Gennem denne mekanisme udøvede GOID reel kontrol over minevirksomhedernes muligheder for på anden vis at fastsætte priserne på et andet niveau på grundlag af det normale forhold mellem udbud og efterspørgsel på markedet.

(438)

Et yderligere bevis for, at minevirksomhederne har fået tildelt statslig myndighed, er deres formelle udpegelse som »objekter af afgørende national betydning«.

(439)

Undersøgelsen viste, at nikkelminedrifterne PT. Antam TBK UPBN Southeast Sulawesi, PT. Ceria Nugraha Indotama og PT Vale formelt er anerkendt som objekter af afgørende national betydning i mineral- og kulsektoren (94). Der mindes om, at Antam er en statsejet virksomhed, og at staten også ejer aktier i PT Vale, mens PT Ceria Nugraha Indotama er en privat virksomhed.

(440)

Denne status er baseret på MEMR-dekret nr. 202.K/HK.02/MEM.S/2021 om den anden ændring af dekret fra ministeren for energi og mineralressourcer nr. 77 K/90/MEMILIKI/2019 om objekter af afgørende national betydning i forbindelse med energi- og mineralressourcer af 18. oktober 2021 (95). 34 virksomheder i mineral- og kulsektoren er opført som objekter af afgørende national betydning.

(441)

De virksomheder, der har ret til denne anerkendelse, er virksomheder af afgørende betydning for landets økonomiske udvikling, eller som udgør strategiske indtægtskilder for staten. For mineral- og kulsektoren. Objekter af afgørende national betydning vil have førsteprioritet hos det indonesiske nationale politi med hensyn til sikkerhedsmæssig bistand, når der opstår afbrydelser i driften eller trusler. I henhold til bekendtgørelse 63 fra 2004 om sikkerheden for objekter af afgørende national betydning er »vedligeholderen af objekter af afgørende national betydning ansvarlig for — i hvert tilfælde på grundlag af princippet om intern sikkerhed — at beskytte objekter af afgørende national betydning«. Endvidere er »Republikken Indonesiens statslige politi forpligtet til at yde sikkerhedsmæssig bistand til objektet af afgørende national betydning« og »Republikken Indonesiens statslige politi mobiliserer styrken til beskyttelse af objekter af afgørende national betydning på grundlag af behovet og en vurdering af den trussel og/eller uro, der kan opstå.« Statslig indgriben er også sikret i tilfælde af fagforeningsaktioner (96).

(442)

På grundlag af ovenstående konkluderede Kommissionen, at det forhold, at minevirksomheder, der er aktive inden for nikkelmalm — uanset om de er offentlige eller private — har ret til formelt at blive anerkendt som »objekter af afgørende national betydning«, endnu en gang viser, at de besidder, udøver eller har fået tildelt statslig myndighed.

(443)

Ovenstående overordnede juridiske vilkår og vurdering viser, at de minevirksomheder, der leverer nikkelmalm, er »offentlige organer«. De juridiske og økonomiske vilkår i Indonesien viser, at minevirksomheder udøver statslige funktioner ved at levere nikkelmalm på vegne af GOID. Nikkelmalm er ligesom andre mineraler i Indonesien naturressourcer, der fuldt ud kontrolleres og forvaltes af GOID. På trods af den udbredte mangel på samarbejdsvilje fra GOID's side har undersøgelsen vist, at en række minevirksomheder, der tegner sig for en betydelig andel af den indenlandske udvinding af nikkelmalm, er helt eller delvist statsejede, og/eller at de forvaltes og/eller kontrolleres af GOID.

(444)

Ud over de formelle indicier for kontrol har GOID skabt en komplet normativ ramme, som minevirksomheder skal overholde. Minevirksomhedernes grundlæggende karakteristika som sådan viser, at nikkelminevirksomhederne i stedet for at være normale markedsaktører blot gennemfører de rammer, der er fastsat af GOID, i forbindelse med udøvelsen af statslige funktioner for så vidt angår industrien for koldvalsede flade produkter af rustfrit stål. Den vedvarende og systemiske karakter af alle de foranstaltninger, som GOID har truffet, omfatter alle aspekter af udvinding og forarbejdning, salg, eksportrestriktioner og prisfastsættelse på markedet af nikkelmalm samt streng kontrol med udenlandske virksomheder via afhændelsesforpligtelser og formel udpegelse af indenlandske minedrifter til at være nationale strategiske objekter.

(445)

Kommissionen konkluderede derfor, at GOID yder et finansielt bidrag i form af levering af nikkelmalm til smelteanlæg, der er forretningsmæssigt forbundet med producenter af rustfrit stål via indenlandske minevirksomheder, der optræder som offentlige organer, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii).

(446)

Ud over konklusionerne om, at minevirksomhederne er »offentlige organer« med henblik på grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), undersøgte Kommissionen også subsidiært, om GOID havde ydet et finansielt bidrag ved at overdrage det til eller pålægge nikkelmalmminevirksomheder (som private organer) at sælge nikkelmalm til producenterne af rustfrit stål mod utilstrækkeligt vederlag, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv).

(447)

Det fremgår af grundforordningens artikel 3, stk. 1), litra a), nr. iv), andet led, at der foreligger et finansielt bidrag, hvis staten: »overdrager til eller pålægger et privat organ at varetage en eller flere af den type funktioner, der er omhandlet, i nr. i), ii) og iii), og som normalt ville påhvile staten, og den pågældende praksis ikke reelt afviger fra den praksis, der normalt følges af staten«. Den type funktioner, der beskrives i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iii), foreligger, når »staten leverer varer eller tjenesteydelser ud over den generelle infrastruktur eller indkøber varer«. Disse bestemmelser afspejler artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1), nr. iii) og iv), i SCM-aftalen og bør fortolkes og anvendes i lyset af relevant WTO-retspraksis.

(448)

WTO-panelet i US — Export Restraints traf afgørelse om, at den almindelige betydning af de to ord »overdrage« og »pålægge« i artikel 1, stk. 1, litra a), nr. 1), nr. iv), i SCM-aftalen kræver, at regeringens tiltag skal indebære et aspekt af delegering (når der er tale om overdragelse) eller ordre (når der er tale om pålæg). Panelet afviste USA's argument om årsagssammenhæng og efterspurgte et tiltag, der udtrykkeligt og positivt indebærer delegering eller ordre. I en efterfølgende sag (US — Countervailing duties on DRAMS) gjorde appelorganet imidlertid gældende, at det er for snævert som standard at erstatte ordene »overdrage« og »pålægge« med »delegering« og »ordre«. Ifølge appelorganet er der tale om »overdragelse«, når en regering overlader ansvaret til et privat organ, og »pålæg« vedrører situationer, hvor regeringen udøver sin myndighed over for et privat organ. I begge tilfælde anvender regeringen et privat organ som stedfortræder med henblik på at udbetale det finansielle bidrag, og »i de fleste tilfælde forventer man, at det at overdrage til eller pålægge et privat organ funktioner indebærer en form for trussel eller tilskyndelse«.

(449)

Samtidig giver artikel 1, stk.1, litra a), nr. 1), nr. iv), i SCM-aftalen ikke medlemmerne mulighed for at indføre udligningsforanstaltninger over for varer, »når regeringen blot udøver sine generelle reguleringsbeføjelser«, eller når statslig indgriben »måske eller måske ikke fører til et bestemt resultat blot ud fra de givne faktiske omstændigheder og aktørernes udøvelse af frit valg på dette marked«. Overdragelse og pålæg indebærer snarere »en mere aktiv rolle fra regeringens side end blot tilskyndelse«. Desuden fandt WTO ikke, at »det at give et privat organ skønsbeføjelse nødvendigvis er i strid med at overdrage til eller pålægge nævnte private organ funktioner […]. Der kan være tilfælde, hvor omfanget af den skønsbeføjelse, der gives det private organ, er således, at det bliver umuligt behørigt at konkludere, at det private organ har fået overdraget eller pålagt (at udføre en bestemt opgave), hvorfor dette er en faktuel/bevismæssig sag, som vil blive behandlet individuelt.« I overensstemmelse med disse WTO-afgørelser udgør ikke alle regeringsforanstaltninger, hvorved der ydes fordele, et finansielt bidrag i henhold til grundforordningens artikel 3 og artikel 1, stk. 1, litra a), i SCM-aftalen.

(450)

I en nøddeskal fastsættes det i de relevante WTO-afgørelser, at:

(451)

I overensstemmelse med nævnte retspraksis undersøgte Kommissionen arten af GOID's indgreb, dvs. om GOID's indgreb indebærer, at nikkelmalmproducenterne har fået overdraget at levere nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag til smelteanlæg eller er blevet pålagt dette, arten af de organer, som har fået overdraget eller er blevet pålagt funktioner, dvs. om nikkelmalmproducenterne er private organer i den i grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv) omhandlede betydning, og de tiltag, som de organer, der har fået overdraget eller er blevet pålagt funktioner, har iværksat, dvs. om de nikkelmalmproducenter, der har fået overdraget eller er blevet pålagt funktioner, leverer nikkelmalm til de indonesiske smelteanlæg mod utilstrækkeligt vederlag og dermed handler som stedfortrædere for GOID. Kommissionen har desuden vurderet, om den varetagne funktion normalt ville påhvile regeringen, dvs. om leveringen af nikkelmalm til smelteanlæg i Indonesien er en normal regeringsaktivitet, og om en sådan funktion ikke reelt afviger fra den praksis, der normalt følges af staten, dvs. om producenternes/minevirksomhedernes faktiske levering af nikkelmalm reelt afviger fra, hvad regeringen selv ville have gjort.

(452)

I lyset af WTO's retspraksis, der er omhandlet i det foregående afsnit, undersøgte Kommissionen først, om GOID's støtte til den indonesiske stålindustri i form af levering af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag faktisk er et mål for de forskellige pågældende statslige foranstaltninger og ikke blot en »bivirkning« af udøvelsen af generelle reguleringsbeføjelser. Det blev navnlig undersøgt, om de konstaterede lavere priser på nikkelmalm indgik i regeringens mål, eller om de lavere priser snarere var en »utilsigtet« bivirkning af almindelig statslig regulering. Kommissionen konkluderede, at GOID's forskellige indgreb havde til formål at støtte industrien for rustfrit stål, og at de lavere priser på nikkelmalm var et tilsigtet mål med disse foranstaltninger.

(453)

GOID traf en række foranstaltninger i årenes løb for at nå sit politiske mål. Afsnit 4.4 indeholder en detaljeret beskrivelse af den relevante baggrund og sammenhæng, der førte til GOID's beslutning om at maksimere merværdien fra de betydelige nikkelmalmreserver ved at udvikle en indenlandsk smelteindustri og industri for rustfrit stål i efterfølgende produktionsled. GOID's overordnede politik gik bl.a. ud på at tilskynde smelteanlæggene til at opbygge og opretholde smeltekapacitet i Indonesien, bl.a. ved at sikre lave priser på nikkelmalm for disse smelteanlæg, og navnlig gennem eksportrestriktioner kombineret med yderligere statslige foranstaltninger, navnlig krav om indenlandsk forarbejdning og en obligatorisk prisfastsættelsesmekanisme, der holder priserne på et kunstigt lavt niveau.

(454)

Loven om minedrift fra 2009 pålagde navnlig alle nikkelmalmminevirksomheder en forpligtelse til enten at opføre deres eget anlæg til forarbejdning/rensning af nikkel eller til at sælge deres produkt til et sådant indenlandsk anlæg. Dette udgjorde et de facto-forbud mod eksport af uforarbejdet nikkelmalm. Et af de vigtigste erklærede mål med loven om minedrift fra 2009 er i denne henseende »at støtte og øge udvidelsen af den nationale kapacitet med henblik på at øge konkurrenceevnen på nationalt, regionalt og internationalt plan« (artikel 3, litra d)). Loven om minedrift fra 2009 bekræfter GOID's mål om at opbygge de mineralforarbejdende industrier i efterfølgende produktionsled og sikre, at de har en konkurrencemæssig fordel på internationalt plan. Eftersom nikkelmalm først og fremmest anvendes til fremstilling af rustfrit stål, er det klart, at det er de eksporterende producenter, der drager størst fordel af loven om minedrift fra 2009.

(455)

Som nærmere forklaret i det foregående afsnit om minevirksomheder, der optræder som offentlige organer, har GOID navnlig gennemført følgende foranstaltninger vedrørende nikkelmalm, som finder anvendelse på alle minevirksomheder, uanset om de er statsejede eller privatejede:

(456)

Kort fortalt blev smeltanlæggene med forpligtelsen til obligatorisk forarbejdning pålagt at forarbejde nikkelmalmen indenlandsk, hvilket viste, at GOID havde til hensigt at sikre, at nikkelmalmen ville blive udvundet og forarbejdet indenlandsk og ikke eksporteret. De efterfølgende faktiske eller retlige eksportrestriktioner og forbud mod eksport af nikkelmalm, der var gældende fra 2014 efter den overgangsperiode, der begyndte i 2009, og navnlig det fuldstændige eksportforbud pr. 1. januar 2020, havde specifikt til formål at sikre, at nikkelmalmen ud over at skulle forarbejdes indenlandsk ikke kunne eksporteres. Den skulle i stedet beholdes på hjemmemarkedet til fordel for industrien for rustfrit stål, hvilket resulterede i lavere hjemmemarkedspriser på nikkelmalm.

(457)

De lave priser på nikkelmalm som følge af eksportrestriktionerne (og kravet om indenlandsk forarbejdning) blev yderligere understøttet af en obligatorisk prisfastsættelsesmekanisme, der blev indført i 2020.

(458)

GOID begyndte at regulere visse aspekter af nikkelmalmpriserne allerede i 2010 ved hjælp af artikel 85 i GR 23/2010. Lovgivningen omfattede en referencepris hovedsagelig med det formål at beregne størrelsen af de royalties, der skulle betales til GOID. Transaktionspriserne mellem minevirksomheder og smelteanlæg var endnu ikke reguleret ved bekendtgørelsen. Desuden fandt referenceprisen i begyndelsen kun anvendelse på indenlandske transaktioner med nikkelmalm. GOID ønskede, i betragtning af de potentielt lave hjemmemarkedspriser i forhold til eksportpriserne, at sikre, at staten ville være i stand til at opkræve et rimeligt niveau af royalties på det indenlandske salg. Prisfastsættelsesmekanismen som fastsat i artikel 85 var genstand for en vigtig ændring i 2017 ved GR 1/2017, hvorved GOID begyndte at regulere ikke kun nikkelmalmprisen for så vidt angår royalties, men også den faktiske transaktionspris. Den ændrede udgave af artikel 85 i GR 1/2017 har følgende ordlyd: »1) Indehavere af IUP til udvindingsvirksomhed, både mineraler og kul, der sælger mineraler og kul, skal referere til referenceprisen, 2) Den pris, der er nævnt i stk. 1, fastsættes af: a. Ministeren for metal og kul b. guvernøren eller distriktsborgmesteren/borgmesteren, afhængigt af dennes rolle, for ikkemetalholdige mineraler og sten. 3) Den pris, der er nævnt i stk. 1, fastsættes gennem markedsmekanismer og/eller afhængigt af den pris, der accepteres på det internationale marked. 4) Nærmere oplysninger om prisfastsættelsen af metalholdige mineraler og kul er fastsat ved ministeriel bekendtgørelse« (97).

(459)

GOID indførte den faktiske mekanisme til fastsættelse af referencepriserne for transaktioner mellem minevirksomheder og smelteanlæg gennem sine specifikke bekendtgørelser med henblik på at opnå en betydelig rabat på prisen på nikkelmalm på internationale markeder. Referenceprisen på nikkel (HPM) blev fastsat ved følgende formel i dekret 2946K/30/MEM/2017: HPM nikkelmalm = % Ni × CF × HMA nikkel. »1. HPM nikkelmalm er referenceprisen i USD/DMT på metalholdige mineraler i form af nikkelmalm 2. % Ni er indholdet af Ni i nikkelmalm 3. CF er korrektionsfaktoren, dvs. den procentdel, der tager højde for rabat eller tillægsværdi i forhold til kvaliteten af den råvare, der sælges, forudsat at: a. CF for nikkelmalm med 1,9 % Ni = 20 % og b. CF vil svinge til et højere/lavere niveau med 1 % for hver forøgelse af Ni-indholdet med 0,1 %«. I MEMR 7/2017 er HPM defineret som »prisen på metalholdige mineraler, som er fastsat på et salgspunkt, frit om bord for hvert minedriftsprodukt baseret på metalholdige mineraler,« og HMA som »den pris, der er resultatet af den gennemsnitspris på metalholdige mineraler, som blev offentliggjort i løbet af den foregående måned, eller den pris, som var gældende på samme dato som transaktionen afhængigt af pristilbuddet fra den offentliggjorte pris på metalholdige mineraler«. Størrelsen af HMA fastsættes af ministeren hver måned, og HMA refererer til internationale priser som f.eks. prisen på nikkel på London Metal Exchange (LME).

(460)

Selv om formlen til beregning af den regulerede HPM for nikkelmalm er knyttet til den internationale pris på nikkelmalm, indeholder denne formel en væsentlig korrektionsfaktor, der sikrer, at den indonesiske hjemmemarkedspris på nikkelmalm ligger betydeligt under de internationale priser.

(461)

Prisreguleringen viser også specifikt GOID's hensigt om at regulere priserne til et niveau, der ligger under de normale markedsvilkår, til fordel for den indenlandske industri for rustfrit stål. Formålet med mekanismen var at opnå en pris med en betydelig rabat i forhold til den internationale markedspris. Dette blev bekræftet af forskellige GOID-erklæringer. Denne prisfastsættelsesmekanisme var også afgørende for GOID's politiske mål, da den sikrede, at minevirksomhederne kunne fortsætte med at udvinde og levere til industrien i efterfølgende produktionsled, fordi GOID's politiske præference til fordel for smelteanlæggene havde bragt flere minedrifters eksistens i fare.

(462)

MEMR's pressemeddelelse nr. 253.Pers/04/SJI/2020 om den nye bekendtgørelse om referenceprisen på mineralmalm (98) bekræfter, at GOID via den regulerede prismekanisme har til hensigt at bibeholde det lave prisniveau for nikkelmalm til fordel for den indenlandske smelteindustri som sit primære mål, samtidig med at det sikres, at prisen gør det muligt at fortsætte udvindingen af nikkelmalm. Den fungerende generaldirektør for mineraler og kul forklarer åbent, at »regeringen har fastsat HPM til under den internationale pris for at øge smelteanlæggenes stordriftsfordele«, og at »jo lavere HPM er, jo mere rentable er smelteanlæggene. Vi fastsætter altid HPM til under den internationale markedspris.« Direktøren for mineraler og virksomheder og fremme heraf, Yunus Saefulhak, gav et eksempel på, hvordan HPM fastsættes lavere end den internationale pris. »Hvis f.eks. den internationale pris er 60 USD (pr. ton vådvægt), er vores (Indonesien) pris 30 USD (pr. ton vådvægt)« (99).

(463)

Andre kommentatorer oplyser også, at GOID holdt et vågent øje med smelteanlæggenes interesser ved fastsættelsen af prisen på nikkelmalm. Den fungerende generaldirektør for mineraler og kul bekræftede, at denne havde til hensigt at finde »retfærdighed for smelteanlæg, der ønsker de lavest mulige priser. Men på den anden side skal [denne] sikre, at nikkelminedriften giver en tilstrækkelig margen for minedrift« (100), og tilføjede« Bemærk, at efter beregning ligger den gennemsnitlige pris på mineraler naturligvis stadig under den internationale pris med 30 %. Dette har til formål at fremme investeringsklimaet for smelteanlæg med henblik på opførelse af forarbejdnings- og raffineringsanlæg i Indonesien« (101). Den regulerede pris på nikkelmalm, der er afkoblet fra markedsvilkårene, kan kun fungere, hvis der parallelt hermed gennemføres et eksportforbud, som forhindrer minedrifterne i at udnytte andre salgsmuligheder og muligheden for at omgå prisbegrænsningerne ved at sælge deres varer til en højere pris i udlandet.

(464)

Ved at underkaste minevirksomhederne eksportrestriktioner på nikkelmalm kombineret med andre statslige foranstaltninger, herunder navnlig i) en prisregulering, der holdt nikkelmalmpriserne på et kunstigt lavt niveau, og ii) krav om indenlandsk forarbejdning, der resulterede i overforsyning og trykkede priser, bragte GOID nikkelminedrifterne i en økonomisk irrationel situation, som tvang dem til at sælge nikkelmalm på hjemmemarkedet til kunstigt trykkede priser sammenlignet med de væsentligt højere priser, som de ellers kunne have opnået ved et meget større antal potentielle kunder, hvis licensforpligtelserne og prisfastsættelsesmekanismen ikke var blevet indført. Nikkelmalmminedrifterne fratages derfor et rationelt kommercielt valg og tilskyndes til at overholde GOID's politiske mål om at fremme industrien for rustfrit stål.

(465)

På grundlag af oplysningerne fra GOID om udvinding og forbrug af nikkelmalm i Indonesien kan det konstateres, at udvindingen af nikkelmalm er væsentligt højere end forbruget af nikkelmalm, forudsat at disse oplysninger er nøjagtige, således som GOID hævder (se betragtning 348 og 351).

(466)

Disse foranstaltninger tilsammen udgør med andre ord et tiltag fra GOID's side, der udtrykkeligt og positivt indebærer delegering eller ordre til nikkelmalmminevirksomheder om at stille nikkelmalm til rådighed for smelteanlæg mod utilstrækkeligt vederlag. GOID's rolle gik langt videre end almindelig indgriben som markedsregulerende myndighed i minesektoren. De relevante foranstaltninger regulerede ikke kun de generelle aspekter af markedet, men pålagde også minevirksomhederne en specifik adfærd ved at forpligte dem til at forarbejde malmen indenlandsk, ved at lukke eksportmarkederne og ved at regulere en pris med en betydelig rabat i forhold til det internationale marked. Alle disse foranstaltninger blev truffet for at give minevirksomhederne mulighed for at levere nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag til fordel for industrien i efterfølgende produktionsled. Denne hensigt blev tydeliggjort gennem en lang række politiske erklæringer og handlinger.

(467)

Ved at forpligte minevirksomhederne til at overholde disse foranstaltninger (herunder gennem sanktioner og inddragelse af licenser, jf. betragtning 337-375) fratog GOID dem muligheden for frit at vælge deres produktions- og salgsstrategier i overensstemmelse med markedshensyn. Disse foranstaltninger udgør med andre ord klart en »påviselig forbindelse« mellem regeringens lov og de private minevirksomheders adfærd. GOID anvendte minevirksomhederne som stedfortrædere til at støtte smelteanlæggene og producenterne af rustfrit stål. Kommissionen havde desuden allerede bemærket, at GOID forvalter og kontrollerer udvindingen af naturressourcer, herunder nikkelmalm, som led i sine statslige funktioner (se betragtning 374). Leveringen af nikkelmalm kan derfor betragtes som en funktion, der normalt påhviler regeringen i henhold til dens udøvelse af sine reguleringsbeføjelser.

(468)

I stedet for at levere nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag direkte til industrien for rustfrit stål med henblik på at nå GOID's offentlige politiske mål om at tiltrække smeltekapacitet gennem lave priser på nikkelmalm tilskyndede GOID minevirksomhederne til at gøre dette på sine vegne gennem et sæt omhyggeligt målrettede love og bestemmelser.

(469)

I bemærkningerne til den endelige fremlæggelse af oplysninger gjorde GOID først indsigelse mod henvisningen til forfatningen fra 1945 i betragtning 374, da den var helt irrelevant i forbindelse med fastsættelsen af det finansielle bidrag. I den forbindelse mindede GOID om princippet om statens suverænitet, som omfatter princippet om suverænitet over nationale ressourcer, som anerkendt af WTO-panelet i China — Raw Materials (102).

(470)

Kommissionen bemærkede indledningsvis, at henvisningen til forfatningen fra 1945 ikke berører princippet om statens suverænitet, herunder princippet om suverænitet over naturressourcer. Kommissionen satte ikke spørgsmålstegn ved GOID's mulighed for eller evne til at træffe politiske og lovgivningsmæssige valg. Den eneste konklusion, som Kommissionen i betragtning 374 drog af forfatningen fra 1945 sammen med loven om minedrift fra 2009, er, at alle mineraler i Indonesien er offentlige naturressourcer, som kontrolleres og udnyttes af staten. Kommissionen fastslog ikke på grundlag af henvisningen til forfatningen fra 1945, der kun er begrænset til artikel 33, stk. 2, at GOID ydede et finansielt bidrag i forbindelse med leveringen af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag. Relevansen af forfatningen fra 1945 er begrundet i, at artikel 33 nævnes to gange i præamblen til loven om minedrift fra 2009, som faktisk regulerer minesektoren og gennemfører princippet, der er nedfældet i forfatningen fra 1945. Kommissionen bemærkede endvidere, at princippet om statens suverænitet ikke udelukker, at visse politiske og lovgivningsmæssige valg, som GOID frit har truffet, sammen med alle de øvrige foreliggende beviser kan anses for at udgøre et finansielt bidrag i forbindelse med GOID's forpligtelser inden for rammerne af WTO. Panelet anerkender i China — Raw Materials, at »muligheden for at indgå internationale aftaler — som f.eks. WTO-aftalen — er et afgørende eksempel på udøvelse af suverænitet« (103), men minder samtidig om, at »medlemmerne skal udøve deres suverænitet over naturressourcer i overensstemmelse med deres WTO-forpligtelser« (104). Hvad angår sagens realitet, anbefalede panelet (105) i China — Raw Materials, at Kina følgelig bragte sin eksporttold og eksportkvote for visse råmaterialer i overensstemmelse med sine WTO-forpligtelser, hvilket blev tiltrådt af appelorganet (106). Kommissionen fandt derfor, at henvisningen til forfatningen var relevant for forståelsen af den retlige sammenhæng, og afviste denne indsigelse.

(471)

GOID hævdede også, at de love, bestemmelser og politikker vedrørende minedrift, som Kommissionen henviser til, er irrelevante i forbindelse med fastsættelsen af det finansielle bidrag, fordi de ikke griber ind i handelstransaktioner mellem erhvervsdrivende. GOID hævdede, at Kommissionen har fejlfortolket betydningen af ordet »kontrol«, der indgår i en række bestemmelser, som faktisk henviser til forvaltning af og tilsyn med minevirksomheder eller aktiviteter til bekæmpelse af ulovlig minedrift med henblik på at forhindre miljøskader forårsaget af minedrift og at sikre, at mineefterforskningen er i fuld overensstemmelse med god minedriftspraksis. I den forbindelse henviste GOID til definitionerne af ledelse, tilsyn, offentlig beskyttelse og gennemførelsesvejledning i kapitel XIX i loven om minedrift fra 2009 og i artikel 3 i GR 55/2010 og opfordrede indtrængende Kommissionen til at tage hensyn til hele lovgivningen, herunder gennemførelsesforanstaltninger og i særdeleshed GR 55/2010. GOID var af den opfattelse, at disse bestemmelser ikke beviste, at den greb ind i private forretningstransaktioner og pålagde minedrifterne at levere nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag.

(472)

Nærmere bestemt anfægtede GOID den rolle på nikkelmalmmarkedet, som Kommissionen tillægger den i betragtning 327, ved at henvise til præamblen til MEMR 26/2018 vedrørende gennemførelse af reglerne for god minedrift og tilsyn med mineral- og kulminedrift, som gennemfører GR 55/2010 og anfører, at GOID's opgave kun består i at overvåge og udstikke retningslinjer for gennemførelsen af gode principper og god praksis for minedrift.

(473)

GOID reagerede også på konklusionen i betragtning 374 om, at alle naturressourcer kontrolleres af GOID med den påstand, at den er nødt til at kontrollere minesektoren for at forhindre de negative virkninger af minedrift såsom miljøforringelse og forurening i forbindelse med minedriftsområder.

(474)

Kommissionen fandt, at den i første omgang var nødt til at tage hensyn til alle relevante retsakter eller bestemmelser vedrørende minesektoren, herunder gennemførelsesbekendtgørelsen, for at nå frem til en konklusion vedrørende det finansielle bidrag i forbindelse med leveringen af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag. En retlig vurdering, der kun er baseret på delvise oplysninger og beviser i sagsakterne, hvor der ses bort fra potentielt relevante oplysninger og beviser, ville undergrave nøjagtigheden og tilstrækkeligheden af Kommissionens konklusioner. Kommissionen havde derfor en retlig forpligtelse til at analysere alle relevante beviser i modsætning til GOID's påstand. Dette argument blev derfor afvist.

(475)

Hvad angår de øvrige påstande kan påstandene om, at Kommissionen har misforstået betydningen af ordet »kontrol« og delvise, begrænsede henvisninger til visse retsakter, ikke i sig selv ændre Kommissionens konklusioner.

(476)

Kommissionen bestrider faktisk ikke, at GOID's kontrol gennem ledelse og tilsyn også udøves med henblik på at bekæmpe ulovlig minedrift, forebygge miljøskader og sikre god minedriftspraksis. GOID's kontrol er imidlertid ikke begrænset udelukkende til disse aktiviteter. Som undersøgelsen og beviserne med al tydelighed viser, gennemføres GOID's kontrol også med henblik på det overordnede mål om at udvikle den indenlandske forarbejdningsindustri bl.a. ved at kontrollere udvindings- og salgspriserne på nikkelmalm. Den omstændighed, at kontrollen kan have andre sideløbende og/eller supplerende formål, ændrer ikke ved denne realitet. Dette ville allerede være tilstrækkeligt til at afvise denne påstand.

(477)

For fuldstændighedens skyld analyserede Kommissionen også definitionerne af ledelse, tilsyn og offentlig beskyttelse i kapitel XIX i loven om minedrift fra 2009. Kommissionen bemærkede, at de henviser til den ledelse og det tilsyn, som den centrale GOID udøver på provins- og distriktsniveau/byniveau inden for deres beføjelser i forbindelse med forvaltningen af minesektoren. Dette fremgår klart af de afsnit, der indfører de definitioner, der er meddelt af GOID, nemlig artikel 139: »Ministeren udstikker retningslinjer for minedriftsforvaltning, der varetages af provinsmyndighederne og distriktsmyndighederne/bymyndighederne, inden for dennes myndighed«, og artikel 140, stk. 1: »Ministeren fører tilsyn med minedriftsforvaltning, der varetages af provinsmyndighederne og distriktsmyndighederne/bymyndighederne inden for deres myndighed«. Dette bekræftes yderligere af artikel 6, stk. 1, litra n), i loven om minedrift fra 2009, hvor den centrale GOID tildeles beføjelse til »at lede og føre tilsyn med forvaltningen af mineral- og kulminedriften, der varetages af de regionale myndigheder«. Ledelses- og tilsynsaktiviteterne samt definitionerne heraf vedrører derfor den centrale GOID's ledelse og tilsyn for så vidt angår de lokale myndighedsniveauer. Dette udgør dog kun en af de beføjelser, som den centrale GOID har fået tildelt. Kommissionen bemærker, at GOID i sine argumenter f.eks. ikke henviste til kapitel III i loven om minedrift fra 2009 med den udtrykkelige overskrift »Kontrol med mineraler og kul«. Denne kontrol udøves på alle niveauer i GOID (artikel 4, stk. 2: »foretages af regeringen og/eller de regionale myndigheder«) i modsætning til den ledelse og det tilsyn i kapitel XIX, der specifikt udøves af ministeren for energi og mineralressourcer. Endvidere uddybes begrebet kontrol yderligere i artikel 5 i loven om minedrift fra 2009, hvori det hedder, at »af hensyn til nationale interesser … kan ... regeringen vedtage en politik om præference for indenlandske behov for mineraler og/eller kul« (stk. 1), at »nationale interesser ... kan varetages ved at føre tilsyn med produktion og eksport« (stk. 2), og at »ved tilsynet ... har regeringen beføjelse til at fastsætte den årlige produktionsmængde for enhver råvare for enhver provins« (stk. 3). Det tilsyn, der er omhandlet i artikel 5, adskiller sig meget fra det tilsyn, der er omhandlet i kapitel XIX. Der findes ingen henvisning til produktion og eksport i den definition af tilsyn, som GOID har meddelt, og som er indeholdt i artikel 141 i kapitel XIX i loven om minedrift fra 2009. GOID fremlagde ingen dokumentation for, at begrebet kontrol er defineret som tilsyn i artikel 141, eller at det tilsyn, der er omhandlet i artikel 5, er defineret i artikel 141. Definitionen af tilsyn i artikel 141 henviser klart til »tilsyn som tilsigtet ved artikel 140«, dvs. til den centrale GOID's tilsyn med de lokale myndighedsniveauer i forbindelse med forvaltningen af minesektoren.

(478)

Ligeledes med henvisning til artikel 3 i GR 55/2010 foretager GOID igen en delvis fortolkning af lovgivningen. Kommissionen anfægter ikke definitionen af vejledning i artikel 3, men bemærker, at denne ikke er relevant for vurderingen af kontrol. Det, der er relevant, er i stedet f.eks. den omstændighed, at »ministeren, guvernøren eller distriktsborgmesteren/borgmesteren fører i overensstemmelse med deres bemyndigelse tilsyn med gennemførelsen af forvaltningen af minedriften...« (artikel 13, stk. 2), at »tilsynet som omhandlet i artikel 13, stk. 2), gennemføres for følgende: … b. markedsføring« (artikel 16, litra b)), og endelig, at »tilsynet med markedsføringen som omhandlet i artikel 16, litra b), bør mindst omfatte følgende: a. gennemførelse af produktion og salg, herunder med hensyn til kvaliteten og mængden af samt prisen på mineraler og kul« (artikel 22). GOID kom ikke ind på nogle af disse klare hjemler for GOID's kontrol og indgriben i prisfastsættelsen af nikkelmalm.

(479)

Endvidere anfægtede Kommissionen ikke med henvisning til MEMR 26/2018, at GOID's opgave i henhold til præamblen kun består i at føre tilsyn med og udstikke retningslinjer for gennemførelsen af gode principper og god praksis for minedrift. Kommissionen mener ikke, at denne erklæring alene er tilstrækkelig til at beskrive GOID's rolle. Det skal derimod bemærkes, at definitionen af god minedriftspraksis »omfatter ... b. forvaltning af minedrift« (artikel 3, stk. 2, litra b)), som igen »omfatter gennemførelse af: a. markedsføring« (artikel 3, stk. 4, litra a)). Indehavere af IUP og IUPK til udvindingsvirksomhed skal gennemføre disse bestemmelser om markedsføring, som »skal mindst bestå af: ... c. salgsprisen for mineraler og kul på grundlag af referenceprisen for mineraler, referenceprisen for kul, eller salgsprisen som fastsat af ministeren, d. prisfastsættelsen i de relevante salgskontrakter baseret på referenceprisen på mineraler eller referenceprisen på kul« (artikel 30, stk. 1, litra c) og d)). I dette tilfælde baserede GOID sig også på selektive henvisninger og undlod bevidst at komme ind på de mest relevante bestemmelser i de retsakter, som den henviste til i sit indlæg. Disse påstande blev derfor afvist.

(480)

GOID fastholdt endvidere, at nikkelmalmminedrifterne og smelteanlæggene var helt frie og uafhængige af GOID, når de forhandlede deres forretningstransaktioner, herunder prisen på nikkelmalm. Ifølge GOID havde HPM til formål at sikre i) betaling af royalties og ii) forretningsmæssig retfærdighed, hvorved HPM også tjente som den obligatoriske mindstepris på nikkelmalm.

(481)

Kommissionen bemærkede indledningsvis, at det i sig selv er selvmodsigende, at GOID på den ene side hævder, at nikkelmalmminedrifterne og smelteanlæggene helt frit kan forhandle prisen på nikkelmalm, og på den anden side fastholder, at HPM tjente som en obligatorisk mindstepris. Selve eksistensen af HPM og dens rolle viser, at nikkelmalmminedrifterne og smelteanlæggene ikke helt frit kan forhandle priserne på nikkelmalm. Påstanden om, at HPM er en mindstepris, modsiges desuden af de overvældende beviser i sagen, som viser, at nikkelmalmpriserne i praksis svarede til HPM for transaktioner mellem både forretningsmæssigt forbundne og ikke forretningsmæssigt forbundne parter i hele perioden (se betragtning 518). Dette viser, at HPM var en reguleret og obligatorisk prismekanisme, som blev fulgt af alle parter, og at den via den vilkårlige korrektionsfaktor var udformet og blev gennemført på en sådan måde, at det sikrede en betydelig rabat i forhold til de internationale priser på nikkelmalm. Denne påstand blev derfor afvist.

(482)

Som svar på konklusionen om, at den indonesiske hjemmemarkedspris holdes betydeligt under de internationale priser, hævdede GOID, at ingen regulering griber ind på en sådan måde. GOID hævdede derimod, at HPM i henhold til MEMR 7/2017 blev fastsat på grundlag af den gældende markedspris, og at den obligatoriske indførelse heraf i henhold til MEMR 11/2020 viser, hvordan GOID opretholder den internationale pris, da HPM omfatter HMA, som indeholder et internationalt priselement. På trods af dette fastholdt GOID, at kommercielle beslutninger i transaktionerne var helt afhængige af parterne uden indgriben fra GOID.

(483)

Kommissionen afviste på det bestemteste GOID's påstand som ubegrundet. Selv om det er korrekt, at HPM henviser til HMA, som afspejler den internationale pris på nikkel ifølge LME, justeres HMA derefter med en vilkårlig korrektionsfaktor, jf. betragtning 460. Ved denne korrektionsfaktor indføres en betydelig »rabat eller tillægsværdi i forhold til kvaliteten af den råvare, der sælges« (bilag til MEMR-dekret nr. 2946 K/30/MEM/2017), som sikrer, at hjemmemarkedspriserne på nikkelmalm altid holdes under det internationale niveau. Dette argument blev derfor afvist.

(484)

Med hensyn til den rolle, som minedrifter, der optræder som offentlige organer, spiller, hævdede GOID med henvisning til betragtning 373, at den aldrig gav minedrifter tilladelse til at udføre statslige funktioner, og der er ingen beviser herfor i sagen.

(485)

GOID præciserede også som reaktion på betragtning 375, at den aldrig bestemte, hvem minevirksomhederne skulle sælge nikkelmalm til med henblik på videre forarbejdning. GOID henviste navnlig til artikel 104, stk. 1, i loven om minedrift af 2009, hvor formuleringen »kan samarbejde med« indebærer, at minevirksomhederne frit kan samarbejde med andre erhvervsdrivende.

(486)

Kommissionen bemærkede, at konstateringen af, at nikkelmalmminedrifter optræder som offentlige organer, følger af den overvældende mængde beviser og de deraf følgende konklusioner i betragtning 371-445. Med hensyn til instrukserne om, hvem minedrifterne skulle sælge nikkelmalmen til, anerkendte Kommissionen, at GOID ikke direkte tvinger minedrifterne til at samarbejde med andre indehavere af tilladelse til minedrift eller særlig tilladelse til minedrift. Minedrifterne er imidlertid forpligtet til at øge merværdien af deres produktion i henhold til artikel 102 i loven om minedrift fra 2009. Hvis de ikke selv er i stand til dette, skal de således samarbejde med andre indehavere af tilladelser til minedrift eller særlige tilladelser til minedrift. Når de beslutter at samarbejde, begrænser loven om minedrift fra 2009 i væsentlig grad antallet af potentielle samarbejdende parter, idet det i artikel 103 anføres, at produktionen skal forarbejdes indenlandsk i Indonesien, og deltagelsen i forarbejdningen af output begrænses til indehavere af tilladelse til minedrift eller særlig tilladelse til minedrift. Desuden udstedes tilladelser til minedrift eller særlige tilladelser til minedrift af GOID. Denne påstand blev derfor afvist.

(487)

GOID hævdede endvidere, at den aldrig bestemte, hvilke virksomheder og områder der havde tilladelse til at udvinde nikkelmalm. GOID anførte, at minedriftstilladelserne har en kontrollerende og regulerende funktion med henblik på at sikre, at aktiviteterne ikke strider mod hinanden, og at der ikke sker misbrug af de udstedte tilladelser. Til støtte for sin påstand henviste GOID til MEMR 7/2020, hvori det hedder, at formålet med minedriftstilladelser er at garantere retssikkerheden, sikre effektivitet i minedriften og tilskynde til virksomhedsudvikling. GOID anmodede igen Kommissionen om også at se nærmere på gennemførelsesbekendtgørelser som f.eks. MEMR 25/2018 vedrørende mineral- og kulminedrift, som redegør for planlægningen og de administrative skridt i forbindelse med udvinding af nikkelmalm. For så vidt angår RKAB mindede GOID navnlig om, at den mængde nikkelmalm, der skal udvindes, afhænger af konklusionerne i den efterforsknings- og gennemførlighedsundersøgelse, som virksomhederne har udarbejdet. GOID godkender RKAB, så længe den er i overensstemmelse med gennemførlighedsundersøgelsen og kun kræver, at minedrifterne videreforarbejder mineralet til en vis renhedsgrad. GOID hævdede, at dette krav er normalt, og at det ikke hidrører fra industrien for rustfrit stål.

(488)

Kommissionen bemærkede, at de forskellige mål med udstedelsen af minedriftstilladelser ikke påvirkede konklusionen om, at GOID gennem minedriftstilladelserne afgør, hvilke virksomhederne der må udvinde nikkelmalm. Endvidere bemærkede Kommissionen, at GOID ikke anfægtede konklusionen om, at GOID gennem planlægningsbeslutninger på nationalt og lokalt niveau afgør, i hvilke områder der må udvindes nikkelmalm. Kommissionen bekræftede desuden, at den havde taget hensyn til MEMR 25/2018 i sin analyse, og at dette ikke førte til andre konklusioner end konklusionerne i denne forordning. Endelig bemærkede Kommissionen med hensyn til RKAB, at GOID ikke havde fremlagt fuldstændige gennemførlighedsundersøgelser og undgik at indlede drøftelser om, hvordan produktionsmålene fastsættes for hver virksomhed, og derefter om, hvordan den overvåger og handler efterfølgende med hensyn til den produktion, der rent faktisk er opnået i den periode, der er omfattet af gennemførlighedsundersøgelsen. På grund af det manglende samarbejde om dette vigtige aspekt var Kommissionen nødt til at basere sig på konklusioner på grundlag af grundforordningens artikel 28. Disse påstande, som ikke var blevet yderligere underbygget som sådan, blev derfor afvist.

(489)

Som svar på konklusionen i betragtning 393 om, at en stor del af nikkelmalmminedrifterne ejes af GOID, mindede GOID om, at statsejede virksomheder i henhold til artikel 2 i lov nr. 19 af 2003 er etableret med det formål at maksimere fortjenesten i deres forretningsaktiviteter.

(490)

I den forbindelse hævdede GOID, at fastlæggelsen af overdragelse til og pålæg af minedrifter ville kræve skriftlig lovgivning, som ikke eksisterer i dette tilfælde. GOID pegede på eksemplet med kulsektoren, hvor der ved MEMR-dekret nr. 261 af 2019 blev indført en maksimumspris for kul, der anvendes til offentlig elektricitetsproduktion. GOID hævde tværtimod, at der ikke findes en sådan maksimumspris for nikkelmalm eller industrien for rustfrit stål. GOID gentog, at det eneste krav er, at den ekstra forarbejdning af nikkelmalm skal sikre en vis minimumsrenhedsgrad, i overensstemmelse med MEMR 25/2018.

(491)

GOID fastholdt, at ingen af de tre elementer vedrørende forekomsten af overdragelse eller pålæg, som anført af panelet i US — Export Restraints (107), kan findes i den foreliggende sag. GOID tilføjede, at overdragelse og pålæg ikke engang kan fastslås på grundlag af de økonomiske virkninger af en statslig foranstaltning, idet den henviste til panelets rapport i US — Countervailing Measures on Softwood Lumber from Canada (108).

(492)

Kommissionen bemærkede, at den omstændighed, at statsejede virksomheder etableres med det formål at skabe størst mulig profit i henhold til lovgivningen, ikke sætter spørgsmålstegn ved statens ejerskab og alle de andre elementer, der ligger til grund for konklusionen om, at nikkelmalmminedrifterne optrådte som offentlige organer. Foranstaltningerne vedrørende forpligtelse til obligatorisk indenlandsk forarbejdning, eksportrestriktionerne og den obligatoriske prismekanisme viser alle, at disse statsejede virksomheder og andre minedrifter, langt fra at tilstræbe profitmaksimering, var tvunget til at følge en irrationel økonomisk adfærd, fordi de var forpligtet til at forarbejde malmen indenlandsk, og fordi de var afskåret fra at eksportere og dermed opnå en højere pris på de internationale markeder. Selv på hjemmemarkedet kunne de kun sælge til den lave pris, der var bemyndiget af regeringen (dvs. HPM). De juridiske vilkår, som GOID har skabt, er derfor objektivt uforenelige med disse virksomheders påståede lovgivningsmæssige mål om at maksimere deres fortjeneste.

(493)

Med hensyn til overdragelse og pålæg bemærkede Kommissionen indledningsvis, at den i sine vigtigste konklusioner havde konkluderet, at nikkelmalmminedrifterne optrådte som offentlige organer. Selv om denne påstand fra GOID var begrundet, hvilket ikke er tilfældet, ville den således ikke have nogen indvirkning på konklusionen vedrørende et finansielt bidrag fra en regering eller et offentligt organ. Kommissionen har i det væsentlige påvist, at der forekommer overdragelse til og pålæg af minedrifter fra GOID's side, jf. betragtning 446-499. De beviser, der blev fundet, blev anset for at opfylde de betingelser og krav, der er beskrevet i den relevante WTO-retspraksis. Som Kommissionen mindede om i betragtning 448, skal konklusionerne i US — Export Restraints læses i sammenhæng med appelorganets konklusioner, hvilket også blev anerkendt af panelet i US — Countervailing Measures on Softwood Lumber from Canada. Kombinationen af de foranstaltninger, der er truffet af GOID, herunder forpligtelsen til indenlandsk forarbejdning, eksportrestriktionerne og den obligatoriske prisfastsættelsesmekanisme samt erklæringerne i forbindelse hermed, viste, at GOID bevidst gennemførte disse foranstaltninger med henblik på at overdrage det til eller pålægge leverandører af nikkelmalm at levere nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag. De virkninger, der blev opnået med disse foranstaltninger, var derfor ikke utilsigtede eller blot en bivirkning af de økonomiske virkninger af disse politikker. Disse påstande blev derfor afvist.

(494)

GOID hævdede med henvisning til eksportforbuddet i betragtning 405-413, at det ikke havde til formål at fordreje prisen på nikkelmalm i Indonesien. Det havde i stedet til formål at bevare mineralreserverne og beskytte miljøet. GOID gentog også, at transaktionerne med nikkelmalm blev gennemført uafhængigt, uden indgriben fra GOID's side og med HPM som mindstepris, der var bestemt af den gældende verdensmarkedspris og praksis.

(495)

I den forbindelse mindede GOID om, at panelet i US — Export Restraints fastslog, at anskuelsen af eksportbegrænsninger som et finansielt bidrag baseret på den blotte reaktion på en foranstaltning var uforenelig med SCM-aftalen (109). Panelet anførte, at eksistensen af et finansielt bidrag skulle dokumenteres med henvisning til en regerings foranstaltninger. I den foreliggende sag hævdede GOID, at den blot udøver sine funktioner, og at dens nikkelmalmpolitik ikke er en foranstaltning, der har til formål at yde subsidier. GOID bekræftede, at Kommissionens konklusioner vedrører reaktionen på eller virkningen af politikken for nikkelmalm.

(496)

Kommissionen henviste til sine argumenter i betragtning 493 og bemærkede, at dens konklusioner om eksistensen af et finansielt bidrag ikke kun er baseret på det eksportforbud, som Indonesien har indført, men også på en række foranstaltninger og mekanismer, som GOID har indført, herunder navnlig forpligtelsen til indenlandsk forarbejdning, RKAB, afhændelsesforpligtelsen, prisfastsættelsesmekanismen for nikkelmalm og udpegelsen af minevirksomhederne som »objekter af afgørende national betydning«. Den samordnede anvendelse af alle disse foranstaltninger taler for en bevidst handling fra GOID's side for at nå sit politiske mål om at give nikkelforarbejdningsindustrien, hovedsagelig producenterne af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål, en fordel. Påstanden blev derfor anset for at være ubegrundet og blev afvist.

(497)

Som svar på konklusionen i betragtning 330 vedrørende forholdet mellem GOID's nikkelmalmpolitik og samarbejdet mellem GOID og GOC hævdede GOID, at aftalen mellem GOID og GOC om udvidelse og uddybning af det bilaterale økonomiske og handelsmæssige samarbejde ikke har nogen forbindelse med leveringen af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag. Ifølge GOID var samarbejdet med GOC ikke begrænset til industrien for rustfrit stål. GOID mindede om, at gennemførelsen af enhver international aftale under alle omstændigheder er underlagt indonesisk lovgivning, som finder anvendelse på alle markedsoperatører i Indonesien.

(498)

Kommissionen bemærkede, at samarbejdet mellem GOC og GOID som konstateret i denne undersøgelse viste, at adgang til indonesisk nikkelmalm var et af de vigtigste mål for Kinas samarbejde i Morowali-projektet. Aftalen mellem GOID og GOC om udvidelse og uddybning af det bilaterale økonomiske og handelsmæssige samarbejde stammer fra 2011, hvor eksporten af nikkelmalm til Kina var på et højt niveau, som det fremgår af tabel 2, og eksportforbuddet fra 2014 endnu ikke var trådt i kraft. Ikke desto mindre blev der allerede i aftalen henvist til »stålindustrien« (artikel III) som et af samarbejdsområderne, eftersom loven om minedrift fra 2009 allerede indeholdt bestemmelser om en forpligtelse til indenlandsk forarbejdning med en overgangsperiode på fem år. Målet med det kinesiske samarbejde har under alle omstændigheder ingen betydning for konstateringen af, at leveringen af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag er udligningsberettiget, da det kun vedrørte den sammenhæng, hvori dette program blev gennemført. Det, der var relevant for konklusionen vedrørende denne ordning, er de foranstaltninger, der blev truffet af GOID. Denne påstand blev derfor afvist.

(499)

Kommissionen konkluderede derfor, at der var omfattende beviser for, at de foranstaltninger, som GOID traf, specifikt havde til formål at overdrage det til eller pålægge nikkelminevirksomheder at leve op til de politiske mål om at give industrien for rustfrit stål en fordel på en måde, som udgør udligningsberettigede subsidier, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 1, litra a), nr. iv) og iii), som fortolket og anvendt i overensstemmelse med den relevante WTO-standard i henhold til artikel 1, stk. 1, litra a), nr. iv) og iii), i SCM-aftalen.

(500)

Kommissionen konkluderede, at nikkelmalmminevirksomhederne udgør offentlige organer og/eller har fået overdraget eller er blevet pålagt af GOID at levere nikkelmalm til industrien for rustfrit stål.

(501)

Som det næste skridt vurderede Kommissionen, om minevirksomhederne, der optræder som offentlige organer eller har fået overdraget eller er blevet pålagt funktioner af GOID, faktisk leverede nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag. Dette nødvendiggjorde en nærmere undersøgelse af markedsudviklingen i Indonesien i forhold til et passende benchmark.

(502)

I overensstemmelse med grundforordningens artikel 3, stk. 2, artikel 5 og artikel 6, litra d), vurderede Kommissionen det udligningsberettigede subsidiebeløb, udtrykt ved den fordel, som det konstateredes, at modtageren havde opnået i UP.

(503)

Kommissionen vurderede derfor først, om de priser, der blev fastsat af minevirksomheder i Indonesien, kunne udgøre et passende benchmark.

(504)

Som bemærket i betragtning 435-437 viste undersøgelsen, at prisfastsættelsen af nikkelmalm var underlagt en statslig prisfastsættelsesmekanisme og andre statslige indgreb, som forhindrede den normale markedsdynamik med udbud og efterspørgsel i at fastsætte prisen.

(505)

Som mindet om i betragtning 458 begyndte GOID at regulere visse aspekter af nikkelmalmpriserne allerede i 2010.

(506)

Med den gradvise indførelse af eksportrestriktioner og de andre foranstaltninger fra 2014 for at nå målet om at etablere en indenlandsk aftagerindustri for rustfrit stål og om at støtte en sådan etablering, bl.a. gennem lave priser på nikkelmalm, ændrede GOID gradvist den måde, hvorpå prisen blev fastsat. Med disse politikker nåede GOID målet om at skabe et overudbud af nikkelmalm på det indonesiske marked til fordel for industrien for rustfrit stål. Som følge heraf opnåede denne industri en stærk prissætningsposition over for minevirksomhederne og trykkede således i betydeligt omfang priserne på nikkelmalm i Indonesien.

(507)

Prisfastsættelsesmekanismen i artikel 85 blev i den forbindelse som forklaret ovenfor ændret i 2017, da GOID begyndte at regulere ikke kun nikkelmalmprisen for så vidt angår royalties, men også den faktiske transaktionspris.

(508)

Det skal erindres, at GOID indførte den faktiske mekanisme til fastsættelse af referencepriserne for transaktioner mellem minevirksomheder og smelteanlæg gennem sine specifikke bekendtgørelser med henblik på at opnå en betydelig rabat på prisen på nikkelmalm på internationale markeder. Referenceprisen på nikkel (HPM) blev fastsat ved følgende formel i MEMR-dekret 2946K/30/MEM/2017 (»MEMR 7/2017«): HPM nikkelmalm = % Ni × CF × HMA nikkel. »1. HPM nikkelmalm er prisen i USD/DMT på metalholdige mineraler i form af nikkelmalm 2. % Ni er indholdet af Ni i nikkelmalm 3. CF er korrektionsfaktoren, dvs. den procentdel, der tager højde for rabat eller tillægsværdi i forhold til kvaliteten af den råvare, der sælges, forudsat at: a. CF for nikkelmalm med 1,9 % Ni = 20 %, og b. CF vil svinge til et højere/lavere niveau med 1 % for hver forøgelse af Ni-indholdet med 0,1 %«. I MEMR 7/2017 er HPM defineret som »prisen på metalholdige mineraler, som er fastsat på et salgspunkt, frit om bord for hvert minedriftsprodukt baseret på metalholdige mineraler,« og HMA som »den pris, der er resultatet af den gennemsnitspris på metalholdige mineraler, som blev offentliggjort i løbet af den foregående måned, eller den pris, som var gældende på samme dato som transaktionen afhængigt af pristilbuddet fra den offentliggjorte pris på metalholdige mineraler«. Størrelsen af HMA fastsættes af ministeren hver måned, og HMA refererer til internationale priser som f.eks. LME-prisen på nikkel.

(509)

Artikel 2 i MEMR 7/2017 har endvidere følgende ordlyd: »1) Indehavere af IUP til udvinding af metalholdige mineraler, IUP til udvinding af kul, IUPK til udvinding af metalholdige mineraler eller IUPK til udvinding af kul skal ved salg af metalholdige mineraler eller kulprodukter tage udgangspunkt i HPM eller HPB for metaller.«

(510)

GOID hævdede, at HPM var knyttet til internationale priser og burde betragtes som mindsteprisen for den reelle transaktion mellem producenter og købere af nikkelmalm. Kommissionen bemærker, at selv om formlen til beregning af den regulerede HPM for nikkelmalm er knyttet til den internationale pris på nikkelmalm, indeholder denne formel en væsentlig korrektionsfaktor, der sikrer, at den indonesiske hjemmemarkedspris på nikkelmalm ligger betydeligt under de internationale priser. Den faktiske transaktionspris skal alene i kraft af sin mekanik sikre en betydelig rabat i forhold til de internationale priser.

(511)

Selv om HPM ikke var en obligatorisk pris på daværende tidspunkt, var det vigtigt at beskytte aktørerne inden for minedrift og smelteindustrien i forbindelse med køb og salg af mineraler. Generaldirektøren for MEMR oplyste, at regeringen ville gennemføre prisen i oktober 2017, og at den ville blive meddelt hver måned. Det blev endvidere anført, at »HPM vil blive en reference, således at minevirksomhederne ikke sælger til en højere pris, for ellers køber smelterierne ikke nikkel til en pris, der ligger langt under markedsprisen. I dette tilfælde ønsker staten ikke, at den ene part skal være overordnet den anden ved fastsættelsen af råvarepriserne« (110). Dette blev bekræftet i en publikation fra den indonesiske sammenslutning af virksomheder inden for forarbejdnings- og raffineringsindustrien (AP3I) fra september 2017, som nævnte, at HPM havde til formål at beskytte smeltevirksomheder og minedrifter i forbindelse med salg og køb af mineraler (111). Med andre ord blev HPM — der var fastsat langt under den internationale pris — referenceprisen på nikkelmalm i Indonesien.

(512)

Da GOID's politik til udvikling af industrien for rustfrit stål var blevet effektivt og vellykket gennemført, havde de deraf følgende trykkede priser på nikkelmalm kombineret med den statsdrevne købekraft i industrien for rustfrit stål forværret minevirksomhedernes vanskelige finansielle situation, og de fleste af minevirksomhederne risikerede at lukke ned. Minedrifterne organiserede protester, og på grund af denne ubalance til fordel for industrien for rustfrit stål opstod der social uro. GOID måtte derfor ty til HPM som et middel til at begunstige industrien for rustfrit stål og samtidig undgå, at minevirksomhederne hverken gik konkurs eller yderligere rettede deres sociale utilfredshed mod regeringen. Dette ville have forårsaget forsyningsafbrydelser og mulige prisstigninger på bekostning af industrien for rustfrit stål, hvilket ville bringe GOID's overordnede politiske mål i fare. HPM havde også som bivirkning at sikre staten et minimumsniveau af indtægter fra royalties, som også var blevet væsentligt påvirket af overudbuddet af nikkelmalm og de tilsvarende trykkede priser som følge af den vellykkede politiske skævhed til fordel for industrien for rustfrit stål.

(513)

I januar 2020 genindførte GOID det fuldstændige eksportforbud mod nikkelmalm for alle renhedsklasser. Dette øgede den allerede eksisterende ubalance på det indonesiske marked for nikkelmalm til fordel for smelteanlæggene, og som følge heraf besluttede GOID gennem specifik lovgivning at regulere prisen på nikkelmalm og ved at anvende HPM. I april 2020 reviderede MEMR derfor MEMR 7/2017 og udstedte MEMR 11/2020. Denne bekendtgørelse ændrer artikel 2 om retningslinjer for salg af metalliske mineraler og kul. Den nye artikel 2 har følgende ordlyd: »1) Indehavere af IUP til udvinding af metalholdige mineraler, IUP til udvinding af kul, IUPK til udvinding af metalholdige mineraler eller IUPK til udvinding af kul skal ved salg af udvundne metalholdige mineraler eller udvundet kul referere til HPM eller HPB.« I henhold til MEMR 7/2017 skulle minedrifterne tage udgangspunkt i HPM i forbindelse med deres salgstransaktioner, mens de i henhold til MEMR 11/2020 var forpligtet til at anvende HPM som transaktionspris. Som anført i betragtning 508 forstås ved HPM »prisen på metalholdige mineraler, som fastsat på et salgspunkt.« Minevirksomhederne var med andre ord forpligtet til at fastsætte prisen i overensstemmelse med HPM og gjorde det i praksis.

(514)

Endvidere blev der i MEMR 11/2020 tilføjet artikel 2A om procedurer og forpligtelser ved salg af nikkelmalm, der har følgende ordlyd: »1) Indehavere af IUP til udvinding af metalholdige mineraler og indehavere af IUPK til udvinding af metalholdige mineraler, der udvinder nikkelmalm, skal referere til HPM ved salg af den udvundne nikkelmalm. 2) Forpligtelsen til at referere til HPM som omhandlet i stk. 1 gælder også for indehavere af IUP til udvinding af metalholdige mineraler og indehavere af IUPK til udvinding af metalholdige mineraler ved salg af udvunden nikkelmalm til deres tilknyttede virksomheder. 3) Andre parter, der foretager raffinering af nikkelmalm fra indehavere af IUP til udvinding af metalholdige mineraler og indehavere af IUPK til udvinding af metalholdige mineraler, er forpligtet til at købe nikkelmalm med henvisning til HPM.«

(515)

Artikel 3 har følgende ordlyd: »1) HPM for metaller som omhandlet i artikel 2 er: a. den lavere limitpris ved beregningen af forpligtelsen til at betale udvindingsafgifter for indehavere af IUP til udvinding af metalholdige mineraler og indehavere af IUPK til udvinding af metalholdige mineraler«. I samme artikel hedder det endvidere, at »3) for så vidt der i referenceperioden er en forskel hvad angår den referencepris på metalholdige mineraler, der anvendes til beregning af HPM for metaller, i forhold til perioden for transaktionstilbuddet, indføres der ved salg af nikkelmalm sanktioner for urenheder eller bonusser for visse mineraler på følgende betingelser: a. hvis transaktionsprisen er lavere end HPM for metaller i tilbudsperioden i henhold til referenceprisen for metalholdige mineraler, eller hvis der er indført en sanktion for urenheder, kan salget foretages i henhold til HPM for metaller med en maksimal forskel på 3 % (tre procent), eller b. hvis transaktionsprisen er højere end HPM for metaller i tilbudsperioden i henhold til referenceprisen for metalholdige mineraler, eller hvis der er indført en bonus for visse mineraler, skal salget følge transaktionsprisen, der ligger over HPM for metaller«.

(516)

Som en fortsættelse af den prisfastsættelsesmekanisme, der blev indført ved udgangen af 2017, afspejler den regulerede pris på nikkelmalm, som gennemført i lovgivningen, samme tilgang og logik. Det er en pris, som fastsættes af regeringen, og hvis hovedformål er at sikre, at nikkelmalmen leveres til en betydelig rabat i forhold til den internationale LME til fordel for industrien for rustfrit stål. Samtidig søger man med denne pris også at tage hensyn til minedrifternes interesser for at sikre kontinuitet i forsyningen til denne lave pris og undgå konkurser og social uro. Endelig sikrer den staten et minimumsniveau af indtægter, selv om det er meget lavere end, hvis ikke der havde været en rabat i forhold til den internationale pris. Dette er blevet bekræftet af den fungerende generaldirektør for mineraler og kul, der som nævnt sagde, at denne havde til hensigt at finde »retfærdighed for smelteanlæg, der ønsker de lavest mulige priser. Men på den anden side skal [denne] sikre, at nikkelminedriften giver en tilstrækkelig margen for minedrift« (112). Prisen på nikkelmalm i Indonesien fastsættes med andre ord ikke frit på markedsvilkår, men inden for en snæver priskorridor af GOID med henblik på opfyldelse af dens respektive politiske mål.

(517)

Den omstændighed, at HPM som gennemført i lovgivningen i april 2020 var en fortsættelse af mekanismen fra 2017, er også blevet bekræftet i forbindelse med undersøgelsen. Den største forskel var, at prisen på nikkelmalm inden ikrafttrædelsen af MEMR 11/2020 blev fastsat som en absolut værdi i aftalerne om salg og køb af nikkelmalm. Efter at MEMR 11/2020 trådte i kraft, blev prisen på nikkelmalm i salgs- og købsaftalerne fastsat som statslig HPM. Den empiriske dokumentation, der blev indsamlet i forbindelse med undersøgelsen (dvs. IRNC-gruppens køb af nikkelmalm), bekræftede, at priserne i UP før og efter ikrafttrædelsen af MEMR 11/2020 stort set er de samme, hvilket er i overensstemmelse med HPM-mekanismen som den forelå før og efter april 2020.

(518)

Undersøgelsen viste også, at prisformlen fra april 2020 blev justeret med »1-vandindhold%«. IRNC anførte, at statens formel var for tør nikkelmalm, og da nikkelmalm blev solgt i våd form, måtte denne formel justeres i overensstemmelse hermed. Hvis dette er tilfældet, var dette i modstrid med GOID's påstand om, at HPM tidligere kun blev anvendt til beregning af royalties. Undersøgelsen viste nemlig, at købsprisen for IRNC og dens forretningsmæssigt forbundne virksomheder i undersøgelsesperioden lå meget tæt på den statslige pris. Desuden var der ingen prisforskel mellem køb af nikkelmalm fra forretningsmæssigt forbundne leverandører sammenlignet med køb fra ikke forretningsmæssigt forbundne leverandører. Endelig viste salgstransaktionerne i undersøgelsesperioden for den eneste nikkelminedrift, der havde fremlagt sådanne oplysninger i forbindelse med undersøgelsen, at alle kunder blev opkrævet en næsten ens pris for den samme type nikkelmalm. Dette viser, at den af staten fastsatte pris på nikkelmalm blev fulgt i praksis.

(519)

Ud fra alle ovenstående beviser konkluderede Kommissionen, at GOID griber ind på markedet for nikkelmalm ved specifikt at regulere prisen på nikkelmalm ved transaktioner mellem minevirksomheder og smelteanlæg. Denne pris er derfor ikke en markedspris, men en pris, som fastsættes af staten med specifikke politiske mål for øje. Alene af denne grund finder Kommissionen, at priserne på nikkelmalm i Indonesien er fordrejede og ikke kan anvendes som benchmark ved fastsættelsen af fordelen.

(520)

Ud over den statslige regulering af nikkelmalmpriserne er der imidlertid andre markedsfordrejninger fra GOID's side, som specifikt påvirker nikkelmalmpriserne i Indonesien, hvilket bekræfter, at disse priser ikke kan anvendes som benchmark. Den forpligtelse til indenlandsk forarbejdning af nikkelmalm, som smelteanlæggene blev pålagt af staten, kombineret med specifikke produktionsmål førte til overforsyning på hjemmemarkedet og trykkede dermed hjemmemarkedspriserne. Eksportrestriktionerne bidrog også til overforsyningen af nikkelmalm på hjemmemarkedet og dermed til et pristryk. Ingen enkelttransaktion vedrørende nikkelmalm i Indonesien går fri af det forhold, at de forskellige markedsfordrejninger, der direkte eller indirekte påvirker priserne, resulterer i, at alle nikkelmalmpriser i Indonesien fordrejes.

(521)

Som følge heraf konkluderede Kommissionen, at hele det indenlandske marked for nikkelmalm er påvirket af disse foranstaltninger, og at det var umuligt at fastsætte en ikkefordrejet pris på nikkelmalm på det indonesiske marked i henhold til de gældende indenlandske betingelser. Derfor var der heller ingen hjemmemarkedspriser, der kunne anvendes som et passende benchmark.

(522)

Kommissionen måtte derfor søge efter et passende benchmark uden for landet (113). I den forbindelse bemærkede Kommissionen, at eksporten af nikkelmalm fra Filippinerne har udviklet sig betydeligt, navnlig til det vigtigste forbrugsmarked Kina, siden den indonesiske eksport af nikkelmalm ophørte i 2014. Filippinsk lateritnikkelmalm har samme egenskaber som indonesisk lateritnikkelmalm. Den udvindes ved den samme åbne udvindingsproces som i Indonesien og har samme indhold af nikkel som indonesisk malm. Både filippinsk og indonesisk malm udvindes i et lignende vådt klima, så de har et lignende, relativt højt vandindhold. Da filippinsk nikkelmalm ikke er påvirket af de statslige foranstaltninger, der fordrejer det indonesiske marked, og da de gældende markedsvilkår i de to lande, herunder med hensyn til kvalitet, tilgængelighed, omsættelighed, transport og andre betingelser for køb eller salg, er omtrent de samme, fandt Kommissionen derfor, at filippinsk og indonesisk nikkelmalm var sammenlignelige. Der er desuden geografisk nærhed, hvilket også bidrager til at gøre situationen for filippinsk nikkelmalm sammenlignelig med situationen i Indonesien uden GOID's fordrejende foranstaltninger.

(523)

Kommissionen fandt derfor, at prisen ved eksport fra Filippinerne i overensstemmelse med grundforordningens artikel 6, litra d), andet afsnit, nr. ii), udgør et passende benchmark til vurdering af, om de indonesiske priser på nikkelmalm blev fastsat mod utilstrækkeligt vederlag eller ej. Den pris, der betragtes som en reference for filippinsk nikkelmalm, er Filippinernes fob-pris som oplyst af FerroAlloyNet med et nikkelindhold på 1,8 %. Disse oplysninger blev fremlagt af klageren for hvert kvartal. Desuden fremlagde klageren benchmarks (også for hvert kvartal) for produkter med et nikkelindhold på 1,5 %, 1,6 %, 1,9 % og 2,0 %. Disse benchmarks blev anvendt til at fastsætte benchmarks for andre kvaliteter indkøbt af IRNC-gruppen på grundlag af nikkelindholdet (1,3 %, 1,4 %, 1,7 %, 2,1 %, 2,2 %, 2,3 % og 2,4 %).

(524)

Disse benchmarks blev sammenlignet med de indberettede købspriser for virksomhederne i IRNC-gruppen (IRNC, GCNS, ITSS, SMI og TSI) i UP i henhold til både nikkelindholdet og det relevante kvartal. Forskellene fra denne sammenligning blev beregnet for hver virksomhed i gruppen i IDR. Det fremgår af ovenstående betragtninger, at de indonesiske hjemmemarkedspriser på nikkelmalm konsekvent var lavere end den sammenlignelige referenceprise (filippinske fob-priser). Kommissionen konkluderede derfor, at GOID's foranstaltninger forpligter nikkelmalmminevirksomheder, der optræder som offentlige organer og/eller som har fået overdraget eller er blevet pålagt funktioner af GOID, til at levere nikkel mod utilstrækkeligt vederlag til den indonesiske industri for rustfrit stål.

(525)

Kommissionen sammenlignede derfor den faktiske købspris på hjemmemarkedet for nikkelmalm for de samarbejdsvillige producenter med den ikkefordrejede referencepris i Filippinerne.

(526)

I deres bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger var GOID og IRNC-gruppen uenige i referenceværdien for nikkelmalm, der var baseret på nikkelmalm fra Filippinerne, fordi: i) filippinsk lateritnikkelmalm har egenskaber af nikkelmalm med Ni < 1,5 % (limonit), mens indonesisk lateritnikkelmalm har egenskaber af nikkelmalm med Ni > 1,5 %, ii) den mængde af lateritnikkelmalm, der udvindes i Indonesien, er mere end dobbelt så stor som den udvundne mængde i Filippinerne, og iii) forholdet mellem omkostninger/ton udvundet nikkel i Indonesien er lavere end i Filippinerne, eftersom den gennemsnitlige tykkelse af nikkellaterit er 30 m i Indonesien, mens den i Filippinerne kun er 20 m, og nikkelindholdet i nikkellejer i Indonesien er 1,8 %, mens den i Filippinerne er 1,6 %. Endvidere hævdede både GOID og IRNC, at det indonesiske eksportforbud pressede priserne på nikkelmalm fra Filippinerne op, samtidig med at det trykkede hjemmemarkedsprisen. Det rette benchmark burde ifølge GOID være IRNC's faktiske produktionsomkostninger ved nikkelmalm, som fastsat i antidumpingundersøgelsen vedrørende importen af visse varmvalsede plader og ruller af rustfrit stål (114), eller ifølge IRNC-gruppen de faktiske produktionsomkostninger, de faktiske SA&G-omkostninger og en passende fortjeneste for de undersøgte indonesiske producenter af nikkelmalm.

(527)

Klageren svarede, at filippinsk nikkelmalm efter dennes opfattelse fortsat var det mest passende benchmark for indonesisk nikkelmalm. Klageren tilføjede, at denne støttede henvisningen til den internationale LME-pris på nikkel som det eneste eksisterende alternative benchmark, hvis Kommissionen finder, at filippinsk nikkelmalm ikke udgør et passende benchmark. Klageren mindede om, at den offentliggjorte indonesiske HMA-pris på nikkel, som blev anvendt til at fastsætte salgsprisen på nikkelmalm på hjemmemarkedet (HPM), selv er baseret på LME. Da LME henviser til ton i tørvægt, bør den ifølge klageren justeres for vandindholdet. Klageren præciserede, at dette ville være en konservativ tilgang, fordi den ikke tager hensyn til jernindholdet i nikkelmalm.

(528)

IRNC indgav en duplik til EUROFER's svar vedrørende anvendelsen af LME som alternativt benchmark. IRNC-gruppen fremhævede først, at nikkel, som LME henviser til, og nikkelmalm er forskellige produkter. Ifølge IRNC-gruppen ville de forskellige tendenser for så vidt angår prisoplysningerne for nikkel på grundlag af LME, som var faldende, og for filippinsk nikkelmalm, som var stigende, rejse tvivl om anvendelsen af disse oplysninger, fordi der ville være forskel på efterspørgslen efter og udbuddet af nikkel og nikkelmalm. IRNC-gruppen hævdede dernæst, at den af EUROFER foreslåede formel overvurderer nikkelmalmprisen, fordi: i) hele nikkelindholdet i nikkelmalmen ikke kan udvindes af nikkelmalmen og forarbejdes yderligere til ren nikkel, og et udbytteforhold fra nikkelmalm til nikkel bør tages i betragtning, ii) prisen på ren nikkel afspejler alle omkostninger og udgifter, der er nødvendige for at bringe den rene nikkel på markedet (f.eks. nikkelmalmomkostninger, energiomkostninger, afskrivninger på maskiner, arbejdskraftomkostninger, transportomkostninger, SA&G-omkostninger og producenternes og forhandlernes fortjeneste osv.). IRNC-gruppen konkluderede, at formlen baseret på LME efter dens opfattelse overvurderede benchmarket, og at et passende benchmark ville være baseret på de faktiske produktionsomkostninger, de faktiske SA&G-omkostninger og en passende fortjeneste for de undersøgte indonesiske producenter af nikkelmalm.

(529)

Kommissionen behandlede omhyggeligt alle argumenter, som parterne havde fremført. Med udgangspunkt i anmodningen fra GOID og IRNC-gruppen om at anvende et indenlandsk benchmark baseret på produktionsomkostningerne, SA&G-omkostningerne og en passende fortjenstmargen for indonesiske producenter af nikkelmalm konkluderede Kommissionen, at dette ikke ville være muligt og under alle omstændigheder ikke ville være i overensstemmelse med den relevante lovgivning. På grund af nikkelmalmproducenternes manglende samarbejdsvilje rådede Kommissionen ikke i sagen over indenlandske oplysninger om produktionsomkostningerne og SA&G-omkostningerne for de indonesiske producenter af nikkelmalm, ligesom den heller ikke rådede over oplysninger om en passende fortjenstmargen i Indonesien. Det ville derfor ikke være muligt at fastsætte benchmarket som ønsket af disse parter. Kommissionen bemærkede under alle omstændigheder, at i betragtning af de omfattende indenlandske fordrejninger på det indonesiske marked for nikkelmalm, jf. afsnit 4.4.3.2.2, var den i betragtning 521 nået frem til den konklusion, at den ikke kunne finde et passende internt benchmark, og at den derfor var nødt til at anvende et eksternt benchmark. Dette alternative interne benchmark blev derfor afvist.

(530)

Kommissionen vurderede derefter omhyggeligt argumenterne vedrørende formlen, der var baseret på LME-prisen på nikkel. Kommissionen fandt indledningsvis, at LME er blandt verdens største finansielle markeder, der dækker uædle metaller. Med hensyn til prisen på nikkel bemærkede Kommissionen, at LME-prisen er baseret på faktiske transaktioner, og at dens betingelser er i overensstemmelse med de indonesiske markedsvilkår. Hvad der er endnu vigtigere, fandt Kommissionen argumentet om, at LME-nikkelprisen er udgangspunktet for den metode, som GOID selv anvendte til at fastsætte hjemmemarkedsreferenceprisen på nikkelmalm, overbevisende, da dette ville udgøre en tættere forbindelse til det indonesiske marked og den indonesiske situation. LME-nikkelpriserne udgør derfor et passende grundlag for beregningen af nikkelmalm i Indonesien. Samtidig bemærkede Kommissionen, at den formel, som klageren havde foreslået med hensyn til nikkelpriserne, skulle tilpasses for at afspejle nogle af de elementer, som IRNC-gruppen nævnte i sine modargumenter. Da der ikke forelå tilstrækkelige beviser i sagen på dette meget sene tidspunkt i undersøgelsen, var det imidlertid ikke praktisk muligt for Kommissionen at foretage ovennævnte tilpasning og dermed anvende LME-priserne som benchmark i undersøgelsen.

(531)

I lyset af ovenstående undersøgte Kommissionen derefter parternes argumenter vedrørende det benchmark, der var baseret på Filippinernes faktiske fob-priser på nikkelmalm, der blev anvendt til beregningen af fordelen. Kommissionen bemærkede, at GOID og IRNC-gruppen ikke havde dokumenteret, hvordan de elementer, de henviste til vedrørende forskelle mellem tekniske egenskaber og produktionsmængder for indonesisk og filippinsk nikkelmalm, påvirkede disse filippinske priser, og de fremlagde heller ingen dokumentation, der havde til formål at kvantificere eventuelle justeringer som følge af disse forskelle i forhold til de filippinske priser, der blev anvendt som benchmark. Argumentet om, at det indonesiske eksportforbud kunstigt trykkede de indonesiske priser på hjemmemarkedet og også førte til højere filippinske priser, påvirkede ikke det forhold, at de filippinske priser udgjorde et passende benchmark, fordi de afspejlede de faktiske markedspriser på nikkelmalm som følge af alle sammenfaldende markedsforhold og lovgivningsmæssige valg i de forskellige lande (herunder Indonesien) og dermed ikke undergravede disse prisers faktiske markedsrepræsentativitet. Med hensyn til påstanden om et andet nikkelindhold i nikkelmalm i Filippinerne tager Kommissionens benchmark højde for en sådan forskel (Kommissionen beregnede et benchmark for hver type nikkelmalm, som blev købt af IRNC-gruppen). Hvad angår påstanden om, at produktionsomkostningerne for nikkelmalm i Indonesien er lavere end i Filippinerne, jf. betragtning 528, har de indonesiske nikkelmalmminedrifter ikke samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen, og Kommissionen var derfor ikke i stand til at vurdere sådanne omkostninger. Kommissionen bekræftede derfor sit valg af Filippinerne som det mest passende benchmark under disse omstændigheder, også i betragtning af de betydelige mængder, der blev eksporteret fra Filippinerne, og det forhold, at de største købere af filippinsk nikkelmalm var kinesiske producenter af rustfrit stål, der anvendte den samme teknologi som IRNC-gruppen til fremstilling af den pågældende vare. GOID's og IRNC-gruppens påstande i denne henseende blev derfor afvist.

(532)

GOID hævdede også, at nikkelmalm ikke var et direkte råmateriale til fremstilling af koldvalsede flade produkter af rustfrit stål. Nikkelmalm var derimod et råmateriale til nikkelråjern og varmvalsede produkter af rustfrit stål, som igen er input til koldvalsede flade produkter af rustfrit stål i forudgående produktionsled. Ifølge GOID bør dette forhold tages i betragtning ved beregningen af fordelen.

(533)

IRNC-gruppen hævdede, at enheden IRNC solgte den købte nikkelmalm inden for IRNC-gruppen, og at der derfor ikke var opnået nogen fordel gennem dens indkøb af nikkelmalm, som skulle medtages ved beregningen af fordelen. Dette argument blev gentaget af IRNC-gruppen efter den supplerende endelige fremlæggelse af oplysninger.

(534)

Kommissionen bekræftede, at den havde taget hensyn til begge disse aspekter ved beregningen af subsidiebeløbet for IRNC-gruppen. For så vidt angår de forretningsmæssigt forbundne leverandører af input, blev den fordel, der blev konstateret i forbindelse med disse virksomheder, først tildelt efter den andel af deres omsætning, der vedrørte den eksporterende producent. Denne tildelte fordel blev derefter lagt til den eksporterende producents fordel og medtaget i subsidieberegningerne for denne producent. For så vidt angår den eksporterende producent, blev virksomhedens samlede omsætning anvendt som nævner ved beregningen af fordelen. Den detaljerede beregningsmetode blev fremlagt for IRNC-gruppen i forbindelse med fremlæggelsen af dens individuelle oplysninger, da den indeholdt fortrolige oplysninger.

(535)

Kommissionen bemærkede, at den endelige anvendelse af den nikkelmalm, der blev købt, hvad enten det var med henblik på den pågældende vare eller på salg til forretningsmæssigt forbundne virksomheder til yderligere forarbejdning, er irrelevant, da nævneren ved beregningen af subsidiesatsen er IRNC-gruppens samlede omsætning. Påstanden blev derfor afvist.

(536)

Det således beregnede fordelsbeløb udgjorde 9,64 % for IRNC-gruppen.

(537)

GOID's sæt af foranstaltninger var rettet mod at give visse industrier, navnlig den indenlandske industri for rustfrit stål, en fordel. Selv om fordrejningerne, for så vidt angår nikkelmalm, også kommer andre varer i efterfølgende produktionsled end rustfrit stål til gode (nemlig producenterne af elektriske batterier, der anvendes i køretøjer drevet af ny energi), er det kun visse industrier i Indonesien, der kan nyde godt af denne fordel, nemlig dem, der er aktive i nikkelværdikæden. GOID's foranstaltninger er således specifikke, jf. grundforordningens artikel 4, stk. 2, litra a). De iboende egenskaber ved nikkelmalm begrænser den mulige anvendelse af subsidierne til visse erhvervsgrene, men dette betyder ikke, at subsidierne, for at være specifikke, skal være yderligere begrænset til en del af denne erhvervsgren (115).

(538)

I sine bemærkninger til den endelige fremlæggelse af oplysninger hævdede GOID, at der ikke var nogen specificitet i nikkelmalmpolitikkerne, fordi de ikke kun fandt anvendelse på sektoren for rustfrit stål, men også på en række forskellige varer.

(539)

Kommissionen afviste denne påstand. GOID's nikkelmalmpolitikker fokuserede nemlig altid på nikkelmalm som råmateriale til sektoren for rustfrit stål. Det fremgik faktisk af dokumenter i undersøgelsens sagsakter, at nikkelmalm, der anvendes til fremstilling af rustfrit stål, skal have et nikkelindhold på > 1,7 %. Nikkelmalm med et indhold på 1,7 % har derimod forskellige anvendelser, f.eks. i batterier til elektriske køretøjer. Bevis herfor er, at eksportforbuddet fra og med GR 1/2017 og indtil MEMR-bekendtgørelse 11/2019 kun vedrørte nikkelmalm med et nikkelindhold på > 1,7 %, dvs. kun nikkelmalm, der anvendes i sektoren for rustfrit stål. Påstanden blev derfor afvist.

(540)

Ved en række specifikke foranstaltninger leverer GOID gennem minevirksomhederne, der optræder som offentlige organer eller har fået overdraget/er blevet pålagt funktioner af GOID, nikkelmalm til industrien for rustfrit stål mod utilstrækkeligt vederlag. Leveringen af varer udgør en økonomisk fordel for modtageren og er specifik og således udligningsberettiget.

(541)

Der forelå ikke tilstrækkelige beviser til at fastslå, i hvilket omfang Jindal Stainless Indonesia kan drage fordel af denne ordning, da Jindal Stainless Indonesia ikke er vertikalt integreret og påbegynder sin produktionsproces ved varmvalsede produkter i oprullet stand.

(542)

Det subsidiebeløb, der blev fastsat med hensyn til leveringen af nikkelmalm mod utilstrækkeligt vederlag i undersøgelsesperioden for IRNC-gruppen, beløb sig til: