Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52018BP1392

    Europa-Parlamentets beslutning (EU) 2018/1392 af 18. april 2018 med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug for regnskabsåret 2016

    EUT L 248 af 3.10.2018, p. 267–269 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2018/1392/oj

    3.10.2018   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    L 248/267


    EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU) 2018/1392

    af 18. april 2018

    med bemærkningerne, der er en integrerende del af afgørelsen om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug for regnskabsåret 2016

    EUROPA-PARLAMENTET,

    der henviser til sin afgørelse om decharge for gennemførelsen af budgettet for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug for regnskabsåret 2016,

    der henviser til forretningsordenens artikel 94 og bilag IV,

    der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget og udtalelse fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender (A8-0081/2018),

    A.

    der henviser til, at dechargemyndigheden inden for rammerne af dechargeproceduren gerne vil understrege, at det er særlig vigtigt at styrke EU-institutionernes demokratiske legitimitet yderligere ved at forbedre gennemsigtigheden og ansvarligheden, gennemføre begrebet resultatbaseret budgettering og sørge for god forvaltning af menneskelige ressourcer;

    B.

    der henviser til, at det endelige budget for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug (»centret«) for regnskabsåret 2016 ifølge dets opgørelse over indtægter og udgifter (1) var på 15 421 357 EUR, hvilket svarer til en stigning på 16,73 % sammenlignet med 2015; der henviser til, at centrets budget hovedsagelig stammer fra EU-budgettet;

    C.

    der henviser til, at Revisionsretten i sin beretning om årsregnskabet for Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug for regnskabsåret 2016 (»Revisionsrettens beretning«) har fastslået, at den har fået rimelig sikkerhed for, at årsregnskabet er rigtigt, og at de underliggende transaktioner er lovlige og formelt rigtige;

    Opfølgning på decharge for 2015

    1.

    bemærker, at centret ifølge Revisionsrettens beretning i 2012 underskrev en rammeaftale med et maksimumsbeløb på 250 000 EUR for indgåelse af specifikke kontrakter, og at beløbet var angivet i udbudsbekendtgørelsen; bemærker med bekymring, at centret imidlertid ikke overholdt dette loft; bemærker desuden, at de samlede betalinger afholdt under denne aftale ved udgangen af 2015 var på 382 181 EUR, dvs. at de overskred loftet med 50 %; påpeger, at de betalinger, der blev afholdt ud over loftet, tyder på, at centrets procedure for overvågning af rammeaftaler bør forbedres; opfordrer centret til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om status for den korrigerende foranstaltning, som i øjeblikket er markeret som »i gang«, og om fremtidige forbedringer af overvågningen af rammeaftaler;

    Bemærkninger om transaktionernes lovlighed og formelle rigtighed

    2.

    bemærker, at en af centrets ansatte, ifølge Revisionsrettens beretning, i forbindelse med to rammeaftaler med en maksimumsværdi på henholdsvis 135 000 EUR og 650 000 EUR fungerede som ved delegation bemyndiget anvisningsberettiget, da vedkommende udnævnte bedømmelsesudvalget, traf tildelingsafgørelser og underskrev kontrakterne; bemærker imidlertid, at delegationen fra den anvisningsberettigede var begrænset til 130 000 EUR og ikke udtrykkeligt henviste til rammeaftaler; bemærker, at maksimumsværdien af de to rammeaftaler ifølge centrets svar angav det samlede kumulative beløb for de specifikke kontrakter, som kunne forventes indgået med henblik på gennemførelse; bemærker med tilfredshed, at centret vil korrigere sin afgørelse om delegationen af den anvisningsberettigedes beføjelser, så det fremgår mere tydeligt, hvilke handlinger denne delegation omfatter;

    Budgetmæssig og økonomisk forvaltning

    3.

    bemærker, at budgetovervågningsindsatsen i regnskabsåret 2016 resulterede i en budgetgennemførelsesgrad på 99,95 %, svarende til en stigning på 0,12 % i forhold til 2015, og at udnyttelsesgraden for betalingsbevillingerne var på 95,64 %, hvilket udgør et fald på 1,71 % i forhold til 2015; bemærker med tilfredshed, at det høje samlede niveau af forpligtede bevillinger tyder på, at forpligtelserne blev indgået rettidigt;

    Forpligtelser og fremførsler

    4.

    bemærker, at niveauet af forpligtede bevillinger, der blev fremført til 2016, beløb sig til 671 266 EUR (4,36 %);

    5.

    bemærker, at fremførsler ofte kan være delvist eller helt berettigede på grund af den flerårige karakter af agenturernes operationelle programmer, at de ikke nødvendigvis er tegn på svagheder i budgetplanlægningen og budgetgennemførelsen og ikke altid er i strid med budgetprincippet om etårighed, navnlig hvis de er planlagt på forhånd af centret og meddelt Revisionsretten;

    Udbud

    6.

    noterer sig, at centret indførte en ny udbudsplan, som blev gennemført med succes i tæt samarbejde med alle enheder; opfordrer centret til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om gennemførelsen af denne plan;

    7.

    noterer sig, at centret deltog i mødet for netværket af agenturernes ansvarlige for udbud for at udveksle erfaringer med henblik på at fortsætte med at gennemføre foranstaltninger for at rationalisere og optimere udbud og andre finansielle processer;

    Personalepolitik

    8.

    bemærker, at ifølge resultaterne af centrets personalescreening blev 69,75 % af dets menneskelige ressourcer anvendt til operationelle aktiviteter, 20,17 % blev anvendt til administrativ støtte og koordinering, og 10,08 % blev anvendt til aktioner, der blev anset for neutrale i 2016;

    9.

    konstaterer ud fra stillingsfortegnelsen, at 73 stillinger (ud af de 79 stillinger, som var godkendt i henhold til EU-budgettet) var besat pr. 31. december 2016, sammenlignet med 74 i 2015; bemærker med tilfredshed, at der har været kønsbalance i det samlede antal besatte stillinger pr. 31. december 2016, eftersom forholdet er 53,47 % kvinder og 46,53 % mænd;

    10.

    understreger, at forening af arbejds- og familieliv bør indgå i centrets personalepolitik, og at det budget, der er brugt på aktiviteter til fremme af trivsel på arbejdspladsen, beløber sig til ca. 100 EUR pr. medarbejder svarende til en dag; bemærker, at det gennemsnitlige sygefravær er 8,54 dage pr. medarbejder;

    11.

    glæder sig over, at centret allerede har vedtaget en politik for beskyttelse af personers værdighed og forebyggelse af chikane; opfordrer centret til at afholde uddannelseskurser med henblik på at gøre medarbejderne mere bevidste om disse emner;

    12.

    bemærker med tilfredshed, at centret i 2016 ikke modtog nogen klager eller sagsanlæg, og at der ikke blev indberettet nogen sager vedrørende ansættelse eller afskedigelse af medarbejdere;

    Forebyggelse og håndtering af interessekonflikter samt gennemsigtighed og demokrati

    13.

    bemærker, at interesseerklæringen fra centrets direktør er offentliggjort på centrets websted; opfordrer centret til at offentliggøre flere interesseerklæringer på sit websted;

    14.

    bemærker, at centrets bestyrelse har vedtaget en politik for bekæmpelse af svig, som følger den metode, der er udarbejdet af Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig (OLAF) for at vejlede decentraliserede agenturer, og supplerer de foranstaltninger, som centret allerede har truffet på dette område, navnlig regler for interne undersøgelser foretaget af OLAF, oplysningskampagner om personaleetik, regler for gaver og gæstfrihed fra tredjeparter og retningslinjer i forbindelse med alvorlige forseelser og whistleblowing;

    15.

    mener, at der er behov for at oprette et uafhængigt indberetnings-, rådgivnings- og henvisningsorgan med tilstrækkelige budgetmidler med henblik på at hjælpe whistleblowere med at bruge de rette kanaler til at videregive deres oplysninger om mulige uregelmæssigheder, der skader Unionens finansielle interesser, og samtidig beskytte deres fortrolighed og tilbyde den nødvendige støtte og rådgivning;

    Vigtigste resultater

    16.

    glæder sig over centrets tre vigtigste resultater i 2016, nemlig:

    det vedtog sin første langsigtede plan: EMCDDA's 2025-strategi

    det indførte passende mekanismer til på vellykket vis at lede organisationen gennem en overgangsperiode og opnåede samtidig yderligere fremskridt i overensstemmelse med sit mandat

    det lancerede tre flagskibspublikationer: den europæiske narkotikarapport for 2016, den fælles EMCDDA-Europol-rapport for 2016 om EU's narkotikamarked og det europæiske skoleundersøgelsesprojekt om alkohol og andre stoffer fra 2015;

    Intern revision

    17.

    bemærker med bekymring, at Kommissionens Interne Revisionstjeneste (IAS) — ifølge Revisionsrettens beretning — i sin revisionsberetning fra januar 2016 fremhævede, at der var et stort behov for at forbedre centrets forvaltning af IT-projekter; bemærker endvidere med bekymring, at IAS navnlig konkluderede, at der ikke findes nogen overordnet langsigtet strategisk vision for de IT-systemer, som understøtter centrets centrale operationelle processer, at metoden til forvaltning af IT-projekter kun delvist var tilpasset centrets behov, og at proceduren for håndtering af systemkrav er utilstrækkelig; noterer sig, at centret og IAS blev enige om en plan for korrigerende foranstaltninger; opfordrer centret til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om de fremskridt, der er gjort i denne henseende;

    18.

    bemærker, at IAS i tråd med de retningslinjer, der er angivet i dens strategiske interne revisionsplan for 2016-18, i september 2016 gennemførte en begrænset revision af driftskontinuiteten i EMCDDA; bemærker, at et hertil relateret udkast til rapport indeholdt tre anbefalinger, som den interne revisor havde angivet som »vigtige«, og som dækkede spørgsmål om driftskonsekvensanalyser, uddannelse og oplysningskampagner samt listen over kritiske registre; bemærker, at en handlingsplan, som skal håndtere de tre anbefalinger, vil blive udarbejdet efter modtagelse af den endelige rapport om centrets driftskontinuitet; opfordrer centret til at aflægge rapport til dechargemyndigheden om gennemførelsen af denne plan;

    19.

    tilskynder centret til at engagere sig i at give interesserede tredjeparter forbedret adgang til dets data, i betragtning af at et af dets hovedformål er formidling af data og oplysninger om narkotikasituationen, herunder data om relevante nye tendenser; forventer, at et sådant engagement fører til, at der træffes effektive foranstaltninger i overensstemmelse hermed;

    20.

    henviser med hensyn til de øvrige bemærkninger, der ledsager dechargeafgørelsen, og som er af horisontal karakter, til sin beslutning af 18. april 2018 (2) om agenturernes resultater, økonomiske forvaltning og kontrol.

    (1)  EUT C 12 af 13.1.2017, s. 6.

    (2)  Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0133 (se side 393 i denne EUT).


    Top