52018BP1315

EUR-Lex

Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EUROPA
EUR-Lex home
EUR-Lex - 52018BP1315 - EN

Help

Search tips

Need more search options? Use the Advanced search

Document 52018BP1315

Europa-Parlamentets beslutning (EU, Euratom) 2018/1315 af 18. april 2018 om Revisionsrettens særberetninger i forbindelse med decharge til Kommissionen for regnskabsåret 2016

EUT L 248 af 3.10.2018, p. 71–102 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

ELI: http://data.europa.eu/eli/res/2018/1315/oj

HTML

PDF

Official Journal

3.10.2018

Den Europæiske Unions Tidende

L 248/71

EUROPA-PARLAMENTETS BESLUTNING (EU, EURATOM) 2018/1315

af 18. april 2018

om Revisionsrettens særberetninger i forbindelse med decharge til Kommissionen for regnskabsåret 2016

EUROPA-PARLAMENTET,

—	der henviser til Revisionsrettens særberetninger, der er udarbejdet i medfør af artikel 287, stk. 4, andet afsnit, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016 (1),

—	der henviser til Den Europæiske Unions konsoliderede årsregnskab for regnskabsåret 2016 (COM(2017) 365 — C8-0299/2017) (2),

—	der henviser til Revisionsrettens årsberetning om budgetgennemførelsen i regnskabsåret 2016 med institutionernes svar (3),

—	der henviser til Revisionsrettens erklæring (4) for regnskabsåret 2016 om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed, jf. artikel 287 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til sin afgørelse af 18. april 2018 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016, Sektion III — Kommissionen (5), og til sin beslutning med bemærkninger, der udgør en integrerende del af nævnte afgørelse,

—	der henviser til Rådets henstilling af 20. februar 2018 om meddelelse af decharge til Kommissionen for gennemførelsen af budgettet for regnskabsåret 2016 (05940/2018 — C8-0042/2018),

—	der henviser til artikel 317, 318 og 319 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

—	der henviser til artikel 106A i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Atomenergifællesskab,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) nr. 966/2012 af 25. oktober 2012 om de finansielle regler vedrørende Unionens almindelige budget og om ophævelse af Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 1605/2002 (6), særlig artikel 62, 164, 165 og 166,

—	der henviser til forretningsordenens artikel 93 og bilag IV,

—	der henviser til betænkning fra Budgetkontroludvalget (A8-0130/2018),

der henviser til, at Kommissionen i henhold til artikel 17, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union gennemfører budgettet og forvalter programmerne, og at den i henhold til artikel 317 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde gennemfører budgettet på eget ansvar i samarbejde med medlemsstaterne i overensstemmelse med princippet om forsvarlig økonomisk forvaltning;

B.	der henviser til, at Revisionsrettens særberetninger giver oplysninger om vigtige spørgsmål i forbindelse med afholdelsen af udgifter og derfor er nyttige for Parlamentet i dets udførelse af rollen som dechargemyndighed;

C.	der henviser til, at dets bemærkninger til Revisionsrettens særberetninger udgør en integrerende del af Parlamentets ovennævnte afgørelse af 18. april 2018 om decharge for gennemførelsen af Den Europæiske Unions almindelige budget for regnskabsåret 2016, Sektion III — Kommissionen;

Del I Revisionsrettens særberetning nr. 21/2016 med titlen »EU's førtiltrædelsesbistand til styrkelse af den administrative kapacitet i det vestlige Balkan: en metarevision«

glæder sig over Revisionsrettens særberetning, der er i form af en metarevision, og som giver et overblik over Kommissionens forvaltning af førtiltrædelsesbistanden i Albanien, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Montenegro og Serbien, og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

anerkender, at Kommissionen er nødt til at operere i en vanskelig politisk kontekst og støder på mange svagheder i modtagerlandenes offentlige institutioner, såsom overdrevent bureaukrati, stor personaleudskiftning, lav effektivitet, manglende ansvarlighed og korruption;

opfordrer alle aktører til både at lægge særlig vægt på definitionen af kvalitative nationale strategier og på nationale og regionale programmer med klare, realistiske og målbare målsætninger og at afstemme udformningen af programmerne i modtagerlandene bedre til disse strategier og deres respektive behovsvurderinger;

støtter Vestbalkanlandenes myndigheders bestræbelser på fortsat at gøre fremskridt på centrale områder for god regeringsførelse og hen imod en reform af deres offentlige forvaltninger, herunder på området for finanskontrol i forbindelse med forvaltningen af offentlige finanser; opfordrer alle aktører til at intensivere bestræbelserne på at udvikle eller konsolidere strategier, som har til formål at koordinere gennemførelsen af reformen af forvaltningen af offentlige finanser;

anser det for at være af afgørende betydning, at anvendelsen af princippet om konditionalitet styrkes, navnlig ved på forhånd og på en konkret målbar måde at kontrollere støttemodtagerens evne til at gøre, hvad der kræves for at sikre et projektet af høj kvalitet;

beklager, at omkring halvdelen af de EU-finansierede projekter til styrkelse af reformerne af den offentlige forvaltning og retsstatsprincippet ikke var bæredygtige; understreger, at det er vigtigt at udvikle bæredygtighed, navnlig i forbindelse med projekter, som har til formål at styrke den administrative kapacitet; beklager, at bæredygtigheden i mange tilfælde ikke var sikret på grund af iboende faktorer, såsom mangel på budgetmidler, personale og frem for alt støttemodtagerens manglende politiske vilje til at reformere institutioner; opfordrer Kommissionen til at bygge videre på resultaterne af vellykkede projekter, som har en kvantificerbar merværdi, og til at sikre projekternes bæredygtighed og rentabilitet ved at fastsætte disse kriterier som en forhåndsbetingelse for projekterne i forbindelse med gennemførelsen af IPA II;

mener, at der stadig er mulighed for forbedringer med hensyn til at bringe visse nøglesektorer op til Unionens standarder, såsom retsstatsprincippet, reform af den offentlige forvaltning og god regeringsførelse; er af den opfattelse, at støtten til disse områder bør øges samt være mere effektiv og mere målrettet mod bæredygtighed på grund af den tætte sammenhæng med udvidelsesstrategien og de politiske kriterier;

opfordrer Kommissionen til at fokusere på bekæmpelsen af korruption og organiseret kriminalitet og til at opfordre til offentlig påtale og udviklingen af gennemsigtighed og integritet i den offentlige forvaltning; understreger behovet for en mere sammenhængende og stringent strategi og en højere grad af politisk forpligtelse fra de nationale myndigheder med henblik på at sikre bæredygtige resultater i denne henseende;

Del II Revisionsrettens særberetning nr. 24/2016 med titlen »Der bør gøres mere for at sikre opmærksomhed på og overholdelse af statsstøttereglerne inden for samhørighedspolitikken«

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens anbefalinger;

10.

bemærker med tilfredshed, at Kommissionen vil gennemføre langt de fleste af anbefalingerne;

11.

understreger, at alle berørte generaldirektorater, navnlig GD COMP og GD REGIO, skal have adgang til alle databaser, som Kommissionens tjenestegrene opretholder, for at gøre det muligt for dem effektivt at påtage sig deres ansvar;

12.

opfordrer Kommissionen til at genoverveje sin afvisning af at gennemføre anbefaling 4 b), da dette kan true beskyttelsen af Unionens finansielle interesser;

13.

kan acceptere Kommissionens tilbageholdenhed med hensyn til at gennemføre anbefaling 4 d), så længe de alternative metoder, medlemsstaterne har valgt, er lige så effektive som et centralt register for overvågning af »de minimis«-støtte; opfordrer Kommissionen til at sikre, at dette er tilfældet;

14.

er overbevist om, at det er af afgørende betydning for medlemsstaterne at have retssikkerhed for så vidt angår de gældende statsstøtteregler, inden de iværksætter store projekter, eftersom klare og sammenhængende regler kan bidrage til at nedbringe fejlprocenten på dette område;

15.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at de nationale revisionsmyndigheder er bekendt med og kontrollerer gældende statsstøtteregler inden indgivelse af deres årlige kontrolrapport;

16.

glæder sig i den forbindelse over, at GD COMP og GD REGIO blev enige om en fælles handlingsplan om statsstøtte i marts 2015; bemærker, at handlingsplanen oprindelig omfattede seks foranstaltninger, som skulle sikre øget opmærksomhed og knowhow om statsstøtte i samtlige medlemsstater: identificering og formidling af god praksis, kurser for statsstøttespecialister, landespecifikke workshopper, seminarer for specialister, videreudvikling af en database med spørgsmål og svar (ECN-ET-nettet) og udvikling af en database med statsstøtterelateret information; bemærker, at Kommissionen fra og med 2016 også har tilbudt et særligt uddannelsesmodul;

17.

glæder sig også over, at GD COMP i januar 2016 afholdt kurser om statsstøtte og infrastruktur i Bulgarien, Kroatien, Den Tjekkiske Republik, Rumænien og Slovakiet;

18.

støtter Revisionsrettens opfordring til, at der oprettes en central EU-database, hvor medlemsstaternes relevante myndigheder kan se, hvilke virksomheder der har modtaget krav om tilbagebetaling af statsstøtte, og se status for inddrivelsen; mener, at en sådan database kunne være vigtig for fremtidige risikoanalyser;

Del III Revisionsrettens særberetning nr. 29/2016 med titlen »Den fælles tilsynsmekanisme — God start, men der er behov for yderligere forbedringer«

19.

minder om følgende retsgrundlag:

Artikel 287, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF): »1. Revisionsretten reviderer regnskaberne over samtlige Unionens indtægter og udgifter. Den reviderer endvidere regnskaberne vedrørende samtlige indtægter og udgifter for ethvert af Unionen oprettet organ, kontor eller agentur, for så vidt oprettelsesakten ikke udelukker det.

Revisionsretten afgiver en erklæring til Parlamentet og Rådet om regnskabernes rigtighed og de underliggende transaktioners lovlighed og formelle rigtighed; erklæringen offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. Erklæringen kan suppleres med specifikke vurderinger for hvert enkelt af Unionens større aktivitetsområder.«

Artikel 27 i statutten for Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank (Protokol nr. 4 knyttet som bilag til TEU og til TEUF): »27.1. ECB's og de nationale centralbankers regnskaber revideres af uafhængige eksterne revisorer, der indstilles af Styrelsesrådet og godkendes af Rådet. Revisorerne skal have fri adgang til alle ECB's og de nationale centralbankers bøger og konti og skal have adgang til al information om disses transaktioner.

27.2.

Artikel 287 i TEUF gælder kun for efterprøvning af, hvor effektiv ECB's forvaltning er i operationel henseende.«

Artikel 20, stk. 1 og 7, i Rådets forordning (EU) Nr. 1024/2013 (7) om overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter: »1. ECB er ansvarlig over for Parlamentet og Rådet for gennemførelsen af denne forordning, jf. dette kapitel. 7. Når Revisionsretten i henhold til artikel 27.2 i statutten for ESCB og ECB, efterprøver, hvor effektiv ECB's forvaltning er i operationel henseende, tager den ligeledes hensyn til de tilsynsopgaver, som overdrages til ECB i henhold til denne forordning.«

20.

støtter Revisionsrettens konklusioner og glæder sig over, at ECB har accepteret Revisionsrettens anbefalinger (8);

21.

er imidlertid bekymret over en rapport fra Kontaktkomitéen for de Overordnede Revisionsorganer i Den Europæiske Union (OR), der sammenligner revisionsrettighederne over banktilsynsmyndigheder for 27 ud af de 28 nationale OR'er i hele Unionen; beklager, at det i den efterfølgende erklæring blev påpeget, at der er opstået en revisionsmangel i de lande, hvor det mandat, de nationale OR'ere tidligere havde til at revidere de nationale banktilsynsorganer, ikke bliver erstattet af revision på et tilsvarende niveau udført af Revisionsretten vedrørende ECB's tilsynsaktiviteter (9);

22.

understreger, at Parlamentet i sin beslutning af 10. marts 2016 om Bankunionen — Årsberetning 2015 (10) allerede gav udtryk for denne bekymring;

23.

beklager, den begrænsede gennemsigtighed i oplysninger for de enheder, der er underlagt tilsyn, hvilket skyldes den tilgang der blev vedtaget af ECB i forbindelse med offentliggørelsen, som betød, at enheder under tilsyn ikke var i stand til at forstå resultatet af evalueringsprocessen og den tilsynsmæssige vurdering fuldt ud; understreger, at Revisionsretten har udtrykt bekymring over den manglende gennemsigtighed, hvilket den mener, kan øge »risikoen for vilkårlighed i tilsynet«;

24.

påpeger, at fraværet af en grundig tilsynsmæssig kontrol af bankers eksponering over for illikvide »niveau 3-aktiviteter«, herunder giftige aktiver og derivater, resulterede i en asymmetrisk udøvelse af tilsynsfunktionen; mener, at det kraftige fokus på kreditrisici i forhold til markeds- og operationelle risici som følge af spekulative finansielle aktiviteter har resulteret i, at de kommercielle banker er blevet straffet hårdere end de store investeringsbanker, hvilket sætter spørgsmålstegn ved gyldigheden og pålideligheden af de omfattende vurderinger, der indtil videre er blevet gennemført; er bekymret over de seneste udtalelser fra formanden for tilsynsrådet, Danièle Nouy, vedrørende ECB's vanskeligheder og manglende evne til at gå videre med en korrekt værdiansættelse af positioner i forhold til disse komplekse og risikobetonede produkter;

25.

bemærker med bekymring Revisionsrettens konklusioner om en manglende reel adskillelse mellem ECB's pengepolitiske funktion og tilsynsfunktion såvel som klare og strenge forvaltningsregler med henblik på at forebygge interessekonflikter, hvilket yderligere underbygger bekymringerne for ECB's iboende interessekonflikt i forhold til dens rolle i at bevare euroens stabilitet og dens tilsyn med store europæiske kreditinstitutter;

26.

støtter Revisionsrettens konklusion om nødvendigheden af at tilvejebringe en risikoanalyse for brugen af delte tjenester, gældende for opgaver relateret til ECB's pengepolitik og tilsynsfunktioner;

27.

er bekymret over, at Revisionsretten — i denne forbindelse — har bemærket, at niveauet af den information som ECB leverede, kun var delvis tilstrækkeligt i forhold til at kunne vurdere effektiviteten af de operationer, der er knyttet til FTM's forvaltningsstruktur, det arbejde der udføres af de fælles tilsynshold og den stedlige kontrol; understreger, at væsentlige områder derfor ikke er blevet revideret;

28.

finder det uacceptabelt, fra et ansvarlighedssynspunkt, at den reviderede enhed, det vil sige ECB, egenrådigt ønsker at beslutte, hvilke dokumenter de eksterne revisorer må have adgang til (11); opfordrer derfor ECB til at samarbejde fuldt ud med Revisionsretten som ekstern revisor samt at give den fuld adgang til oplysninger med henblik på at overholde ovennævnte regler;

29.

opfordrer Revisionsretten til at oplyse Parlamentets kompetente udvalg om, hvorvidt der inden november 2018 er fundet en løsning på problemerne om tilgængeligheden af oplysninger;

30.

anerkender de gældende rapporteringsordninger mellem ECB og Parlamentet (12); mener, at disse ordninger imidlertid ikke kan erstatte Revisionsrettens tilsyn;

31.

minder om, at Kommissionen inden den 31. december 2015 burde have offentliggjort en evaluering af forordning (EU) nr. 1024/2013 overdragelse af specifikke opgaver til Den Europæiske Centralbank i forbindelse med politikker vedrørende tilsyn med kreditinstitutter; beklager, at dette ikke skete;

32.

opfordrer derfor Kommissionen til hurtigst muligt at færdiggøre denne rapport;

Del IV Revisionsrettens særberetning nr. 30/2016 med titlen »Effektiviteten af EU's støtte til prioriterede sektorer i Honduras«

33.

glæder sig over Revisionsrettens beretning, tilslutter sig dens anbefalinger og fremsætter sine nedenstående bemærkninger og henstillinger; noterer sig ligeledes Kommissionens svar;

34.

bemærker med tilfredshed, at Revisionsrettens beretning er blevet godt modtaget af både Honduras' regering og af Kommissionen, og at udfordringerne identificeret af Revisionsretten såvel som dennes konklusioner har været meget nyttige med hensyn til at styrke den politiske dialog mellem Honduras og Unionen;

35.

minder om, at relationerne mellem Honduras — som en del af Mellemamerika — og Unionen for øjeblikket grundlæggende bygger på associeringsaftalen, der blev undertegnet i 2012, og som skaber en stærk, langsigtet forbindelse mellem parterne baseret på gensidig tillid og forsvaret af fælles værdier og principper; påpeger, at aftalen fastsætter tre hovedindsatsområder: politisk dialog, samarbejde og handel; minder især om, at begge parter i aftalen har forpligtet sig til at iværksætte foranstaltninger til at fremme den økonomiske udvikling under hensyntagen til fælles interesser såsom fattigdomsbekæmpelse, jobskabelse og retfærdig og bæredygtig udvikling;

36.

understreger, at 21 medlemsstater indtil videre har ratificeret aftalen; håber, at de lande, som endnu ikke har undertegnet den, vil gøre dette hurtigst muligt, eftersom en fuldstændig gennemførelse af de tre hovedindsatsområder vil styrke den politiske dialog, vil give mulighed for en effektiv tildeling af økonomiske midler og vil sikre. at støtten fra Unionen vil være effektiv med henblik på at genopbygge og udvikle Honduras;

37.

påpeger, at Honduras er det mellemamerikanske land, som modtager mest i udviklingsstøtte fra Unionen, at Unionens bidrag er det fjerdestørste blandt de 12 største donorer til Honduras, hvilket udgør 11 % af den samlede officielle udviklingsbistand til landet; understreger, at den samlede støtte er gået fra 223 mio. EUR i perioden 2007-2013 til 235 mio. EUR i 2014-2020;

38.

bemærker imidlertid med bekymring, at det økonomiske bidrag fra Unionen i den undersøgte periode kun beløb sig til 0,2 % af landets BNP, hvilket ligger langt under andre landes bidrag, navnlig USA's;

39.

bemærker samtidig, at Honduras ifølge Verdensbanken har oplevet en moderat økonomisk genopretning efter den globale finanskrise, og at denne genopretning blev drevet af offentlige investeringer, eksport og store indtægter fra pengeoverførsler, hvilket tilsammen muliggjorde en vækst på 3,7 % i 2016 og på 3,5 % i 2017;

40.

understreger imidlertid, at Honduras — på trods af de opmuntrende økonomiske udsigter og indsatsen fra regeringens og donorernes side — fortsat er det land med størst fattigdom og økonomisk ulighed i Latinamerika, idet omkring 66 % af befolkningen ifølge officielle tal levede i fattigdom i 2016 og med fortsat udbredt vold, korruption og straffrihed, og at landet, skønt drabstallet er faldet i løbet af de seneste år, fortsat har et af de højeste drabstal i verden og det højeste i Latinamerika; understreger ligeledes, at der fortsat er alvorlige vanskeligheder og udfordringer for så vidt angår adgang til grundlæggende fornødenheder, jobmuligheder, naturressourcer som jord og midler til opretholdelse af livet, og at kvinder, oprindelige folk og folk af afrikansk herkomst er de befolkningsgrupper, der er mest udsatte for menneskerettighedskrænkelser som resultat af ulighed;

41.

understreger med særlig bekymring, at Honduras fortsat er et af de farligste lande i verden for menneskerettigheds- og miljøforkæmpere — to områder, som ofte er tæt forbundet med hinanden; bemærker, at mindst 123 miljøaktivister ifølge organisationen Global Witness er blevet myrdet i Honduras siden 2009, og at mange af dem tilhørte oprindelige samfund og landbosamfund, som modsatte sig gennemførelsen af store projekter på deres område — det er f.eks. tilfældet med Berta Cáceres, hvis drab stadig er uopklaret; opfordrer Kommissionen til regelmæssigt og nøje at holde øje med, at samarbejdet mellem Unionen og Honduras ikke på nogen måde er til skade for den honduranske befolknings menneskerettigheder; gentager i den forbindelse betydningen af, at det europæiske instrument for demokrati og menneskerettigheder (EIDHR) yder presserende direkte finansiel og materiel støtte til truede menneskerettighedsforkæmpere, og betydningen af nødfonden, der sætter EU-delegationerne i stand til at yde direkte ad hoc-tilskud; opfordrer ligeledes Kommissionen til at fremme en effektiv anvendelse af Unionens retningslinjer vedrørende menneskerettighedsforkæmpere gennem vedtagelse af lokale strategier, der kan sikre fuld gennemførelse af retningslinjerne i praksis, i samarbejde med civilsamfundsorganisationer, som allerede har erfaring på området;

42.

bemærker med stor bekymring de alvorlige hændelser, der fandt sted i Honduras efter valget den 26. november 2017; påpeger, at de europæiske og internationale menneskerettigheds- og medienetværk har fordømt den uforholdsmæssigt store og sommetider dødbringende magtanvendelse fra sikkerhedsstyrkerne mod demonstranter samt andre angreb på menneskerettighedsforkæmpere i krisen efter valget, idet menneskerettighedsorganisationer har registreret 30 drab (hvoraf 21 er begået af militærpolitiet (PMOP)), 232 sårede og 1 085 tilbageholdte; påpeger, at FN's højkommissariat i Honduras har dokumenteret mere end 50 tilfælde af intimidering og chikane mod menneskerettighedsforkæmpere, lokale ledere og journalister; bemærker, at den honduranske regering som en reaktion på situationen har bebudet, at der vil blive oprettet et ministerium for menneskerettigheder, der skal fungere uafhængigt af det nuværende ministerium for menneskerettigheder, justitsforhold, forvaltning og decentralisering, og som påbegyndte sit arbejde den 27. januar 2018; opfordrer EU-Udenrigstjenesten til at intensivere Unionens støtte til menneskerettighedsforkæmpere og fremme af politisk dialog og at kræve, at den honduranske regering lever op til sit ansvar og forpligtelse til at bevare freden og garantere sikkerheden for sine borgere;

43.

påpeger, at det er vigtigt, at den private sektor i EU-landene også overholder menneskerettighederne og de strengeste sociale og miljømæssige normer, og at de som minimum overholder de europæiske standarder på området; opfordrer Unionen og dens medlemsstater til fortsat at engagere sig aktivt i FN's bestræbelser på at etablere en international traktat, der kan holde virksomheder ansvarlige for enhver deltagelse i krænkelser af menneskerettighederne;

44.

minder om, at kuppet i 2009 havde katastrofale følger for landet: Den socioøkonomiske vækst aftog betydeligt, den internationale bistand standsede, og Honduras blev udelukket af Organisationen af Amerikanske Stater; noterer sig imidlertid, at Unionens tiltag i Honduras i den pågældende periode kunne opretholdes, men med forsinkelser i gennemførelsen i alle de prioriterede sektorer, mens nogle af tiltagene såsom harmoniseringen af de retlige rammer slet ikke kunne gennemføres; understreger, at de prioriterede samarbejdsområder ville have haft endnu vanskeligere betingelser, hvis Unionen ikke havde ydet og opretholdt sin støtte til disse områder;

45.

glæder sig over, at Honduras' regering har meddelt, at den er villig til at acceptere international kontrol og at samarbejde med internationale organer (herunder oprettelse af et FN-menneskerettighedskontor, den nylige oprettelse af en mission til støtte for kampen mod korruption og straffrihed i Honduras, revision af statsregnskabet udført af Transparency International osv.); påpeger imidlertid, at det er vigtigt at lære af erfaringerne og anvende den bedste lærte praksis og ikke blive ved med at være afhængig af disse organer på de områder, som er statens grundlæggende ansvarsområder; bemærker med stor bekymring, at chefen for missionen til støtte for bekæmpelse af korruption og straffrihed i Honduras (MACCIH) trådte tilbage den 18. februar 2018, som følge af at Organisationen af Amerikanske Stater (OAS) ikke havde givet ham tilstrækkelig opbakning til at videreføre den opgave, som han var blevet pålagt for to år siden for at bekæmpe korruption i Honduras (mangel på ressourcer, spild af midler i organisationen, manglende etablering af passende faciliteter osv.); bemærker, at MACCIH på trods af den manglende støtte har opnået betydelige resultater i bekæmpelsen af korruption siden 2017 med store sager mod embedsmænd, der er involveret i grov korruption og efterforskning af Honduras' politiske klasse; er bekymret over, at disse omstændigheder vil modarbejde de første større regionale bestræbelser på at bekæmpe korruption og straffrihed i et af de lande, der har størst behov for sådanne foranstaltninger, opfordrer den honduranske regering og OAS til at yde ubetinget støtte og bistand til MACCIH's arbejde og opfordrer EU-Udenrigstjenesten til fortsat at arbejde med MACCIH med henblik på at nå fælles mål;

46.

noterer sig, at Revisionsretten revision fokuserede på perioden 2007-2015, hvor betalingerne fra Unionen beløb sig til 119 mio. EUR, og at de undersøgte prioriterede områder var fattigdomsbekæmpelse, skovbrug, sikkerhed og retfærdighed, som modtog 89 % af den bilaterale støtte; mener imidlertid, at den periode, som Revisionsrettens beretning dækker, er for lang, og den overskrider således også Kommissionens mandatperiode, og at den desuden omfatter særligt vanskelige og meget forskelligartede politiske og økonomiske situationer; mener, at revisionen, for at være mere effektiv, bør dække en kortere periode, eller at der bør foretages midtvejsevalueringer, eftersom beretningen i alt for mange tilfælde angiver problemer eller mangler, der allerede er blevet afhjulpet, hvorfor nogle af dens konklusioner og anbefalinger ikke længere er relevante; understreger også, at Revisionsretten i sin beretning ikke medtager resultaterne af de drøftelser, den havde under sit besøg i Honduras, navnlig med støttemodtagere, andre donorer og civilsamfundsorganisationer;

47.

bemærker, at Revisionsretten i sin beretning konkluderer, at Unionens bistand til de prioriterede sektorer trods visse fremskridt kun delvist har været effektiv, hvilket hovedsagelig skyldes den situation, landet befinder sig i, samt en række forvaltningsmæssige svagheder, som har hæmmet støttens virkninger, og bemærker samtidig, at Kommissionens strategi, selv om den var relevant og koordineret, ikke var tilstrækkelig specifik, og at finansieringen blev fordelt på alt for mange områder med det resultat, at det — på trods af flere anmodninger fra den honduranske regerings side — ikke lykkedes at imødegå vigtige behov i de prioriterede sektorer, som heller ikke blev imødegået af andre donorer;

48.

deler Revisionsrettens bekymringer, men er ligeledes enig med Kommissionen i, at det i mange tilfælde har været nødvendigt med en vis grad af fleksibilitet for at tilpasse sig til den krise, som fulgte efter statskuppet, og at der var et behov for at kunne reagere på ekstremt presserende situationer og imødekomme befolkningens basale behov; opfordrer Kommissionen til fortsat at arbejde på at opnå en reel balance mellem den fleksibilitet, der er nødvendig for at kunne tilpasse sig til landets skiftende omstændigheder, behov og krav, det at skulle tackle de mest presserende udfordringer, bl.a. vedrørende menneskerettigheder, retten til liv og retten til et anstændigt liv, og behovet for at kunne reagere og øge den mulige virkning af Unionens bistand;

49.

bemærker, at EU-samarbejdet førhen havde fokus på social samhørighed og økonomisk vækst, mens der i den nye programmering tages fat på de behov, der udspringer af de største udviklingsmæssige udfordringer, som landet står overfor: nedbringelse af fattigdommen og uligheden, fødevaresikkerhed, uddannelse og sundhed, sikkerhed og menneskerettigheder, skattereformer, bekæmpelse af straffrihed og korruption, skabelse af arbejdspladser med social sikring, beskæftigelse, konkurrenceevne, forvaltning af naturressourcer og sårbarhed som følge af klimaændringer;

50.

fastholder, at det i betragtning af den særlige situation, som landet befinder sig i, er afgørende at styrke og iværksætte omfattende programmer for fattigdomsbekæmpelse (navnlig blandt de mest udsatte befolkningsgrupper såsom kvinder, børn og oprindelige folk, hvilket den honduranske regering har anmodet om) samt omfattende programmer for uddannelse og faglig uddannelse, der er målrettet mod børn og unge med de dårligste kår, således at de kan få mulighed for at udvikle deres færdigheder og kompetencer, og risikoen for, at de kommer ud i vold og organiseret kriminalitet, samtidig mindskes;

51.

fremhæver ligeledes den afgørende rolle, som kvinder og kvindeorganisationer, herunder ungdomsledede bevægelser, spiller med hensyn til at opnå sociale fremskridt; opfordrer Unionen til at insistere på, at der er behov for at støtte indsatsen for at styrke kvinders position og etablere et sikkert og gunstigt miljø for civilsamfundsorganisationer for kvinder og forsvarere af kvinders rettigheder og bekæmpe specifikke kønsbaserede former for undertrykkelse, navnlig i konfliktramte områder; understreger, at det er vigtigt aktivt at bidrage til at støtte politikker og tiltag, der har relation til kvinders rettigheder samt til seksuel og reproduktiv sundhed og seksuelle og reproduktive rettigheder;

52.

mener, at Unionen som led i samarbejdet fortsat bør gøre en særlig indsats for at øge gennemsigtigheden, troværdigheden og ansvarligheden i de statslige institutioner og bekæmpe korruptionen og straffriheden, som undergraver borgernes tillid og er en af de største hindringer for landets udvikling;

53.

er foruroliget over den af Revisionsretten påpegede mangel på politisk dialog inden for visse kritiske områder, der har modtaget støtte under programmet for støtte til den nationale plan (med mål inden for uddannelse, udvikling af den nationale statistik og reform af den offentlige administration); anmoder — i betragtning af at Kommissionens politiske dialog letter gennemførelsen af Unionens foranstaltninger og fører til konkrete forbedringer — Kommissionen at styrke den politiske dialog, navnlig inden for de strategiske og prioriterede sektorer, og om at stå fast på de områder, hvor regeringen ikke viser stor interesse, eller som den ikke er så åben over for, hvilket var tilfældet med den nationale rets- og sikkerhedspolitik og det juridiske observatorium;

54.

opfordrer Kommissionen til fortsat at forbedre den fælles programmering med Honduras' regering og med Unionens medlemsstater og til, sammen med andre donorer, at gøre en særlig indsats i forbindelse med intern koordinering med henblik på at optimere arbejdsfordelingen, opnå komplementaritet, hvor det er muligt, og især med henblik på at undgå de problemer, som Revisionsretten har påpeget: flere identiske eller lignende projekter (inden for samme sektorer og med samme støttemodtagere), modstridende tiltag, overlappende eller manglende tiltag, især i de prioriterede sektorer; påpeger, at Kommissionen også bør finde en hurtig og effektiv måde at koordinere indsatsen med andre donorer med henblik på at mindske tidsrammerne og opnå større dynamisk og effektivitet og bedre resultater;

55.

bemærker, at ca. halvdelen af Unionens bilaterale bistand til Honduras ydes som generel og sektorspecifik budgetstøtte; bemærker med bekymring, at budgetstøtte kan indebære betydelige risici navnlig på grund af den særlige makroøkonomiske ustabilitet i landet samt tekniske svagheder og problemer med svig og korruption i forvaltningen af de offentlige finanser;

56.

bemærker med bekymring, at skønt det i Revisionsrettens beretning anføres, at budgetstøtten blev brugt til relevante og troværdige nationale strategier, havde regeringen ikke nogen klare strategier for visse af de prioriterede sektorer, eller strategierne var fragmenterede og havde ikke noget særskilt budget, og samtidig havde de involverede institutioner ikke kompetence til at udarbejde politikker og reformer;

57.

anerkender, at Kommissionen har påpeget disse risici og forsøgte at afhjælpe dem; minder endnu engang imidlertid Kommissionen om, at budgetstøtte ikke er en blankocheck, og at regeringens tilsagn om at gennemføre reformer ikke nødvendigvis er en tilstrækkelig garanti; opfordrer følgelig Kommissionen til for at mindske enhver risiko i den henseende fortsat nøje at holde øje med, at retningslinjerne for budgetstøtte bliver fulgt og overholdt i alle faser af proceduren; opfordrer endvidere Kommissionen til at undgå at yde budgetstøtte til de sektorer, hvor der ikke med sikkerhed kan forventes en troværdig og relevant reaktion fra regeringens side;

58.

er enig med Kommissionen i, at afbrydelsen af flere udbetalinger af budgetstøtte i en bestemt periode — hvilket skete i 2012 på grund af den generelle makroøkonomiske situation og manglende enighed mellem Honduras og IMF — ikke, som Revisionsretten anfører, behøver sende et modstridende signal, der kan underminere støttens effektivitet, men at den tværtimod giver mulighed for at sende et klart og overbevisende signal til regeringen om, at den hurtigt og effektivt skal få løst de nævnte problemer;

59.

noterer sig med stor interesse, at Honduras er det første land, hvor der anvendes resultatorienteret budgetstøtte; giver imidlertid udtryk for sin bekymring over, at Revisionsretten konkluderer, at manglen på kontrolinstrumenter komplicerede evalueringen af de opnåede resultater, at overvågningen af resultaterne afslørede talrige mangler, og at anbefalingerne ikke blev fulgt konsekvent; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en detaljeret rapport, der indeholder målsætninger, indikatorer og anvendte benchmarks, beregnings- og kontrolmetoder osv., og vurdere deres effektivitet og virkning med henblik på at måle de opnåede resultater og samtidig forbedre formidlingen, synligheden og virkningen af Unionens indsats; opfordrer endvidere Kommissionen til at lægge større vægt på resultaterne af de mål, der er fastsat i dens strategier for den politiske dialog med regeringen i Honduras og i dialogen med civilsamfundet og de andre donorer;

60.

mener — eftersom en forsvarlig forvaltning af de offentlige finanser er en grundlæggende forudsætning for udbetaling af budgetstøtte, og eftersom manglen herpå udgør en af de største svagheder i Honduras på trods af regeringens mange planer for at rette op på dette og støtte fra Kommissionen — at Kommissionen bør lægge særlig vægt på fortsat at styrke dette område; opfordrer i den forbindelse og under hensyntagen til den rolle, som Honduras' overordnede revisionsorgan bør spille i forvaltningen af statens midler, Kommissionen til at udarbejde specifikke programmer for samarbejdet med dette organ med henblik på at yde teknisk bistand og uddannelse på det pågældende område;

61.

opfordrer den honduranske regering til at tilvejebringe alle nødvendige midler og den nødvendige finansiering til, at Honduras' overordnede revisionsorgan kan udføre sit arbejde uafhængigt, effektivt og i overensstemmelse med de internationale standarder for revision, gennemsigtighed og ansvarlighed;

62.

noterer sig med bekymring Revisionsrettens bemærkning om, at Unionens kontor i Honduras stadig mangler personale med ekspertise i forvaltning af offentlige finanser og makroøkonomi i forbindelse med budgetstøttetransaktioner, hvilket er særlig risikabelt i lyset af den permanente økonomiske ustabilitet i landet, som ikke desto mindre bliver ved med at modtage budgetstøtte; opfordrer i betragtning af de risici, som Revisionsretten anfører, Kommissionen til hurtigst muligt at styrke Unionens kontor i Honduras;

63.

bemærker, at Unionens samarbejde med Honduras yder støtte til civilsamfundsorganisationer til fremme af fødevaresikkerhed, menneskerettigheder og ligestilling mellem kønnene, og at der i øjeblikket gennemføres ca. 35 tematiske projekter til et samlet beløb på over 9 mio. EUR; bemærker også, at Unionens delegation i forbindelse med engagementet i civilsamfundet i Honduras har udarbejdet en køreplan, der blev godkendt i 2014, og som omfatter tiltag vedrørende politisk dialog og støtteaktioner i landet. Finder det fuldstændig afgørende, at civilsamfundsorganisationerne ikke blot deltager i høringsprocessen i forbindelse med udarbejdelsen af køreplaner, men også i gennemførelsen, opfølgningen og revisionen heraf;

64.

udtrykker sin største bekymring over indskrænkningen af civilsamfundets spillerum i udviklingslandene; bemærker med stor bekymring, at enheden for registrering og overvågning af civile foreninger alene i de første tre måneder af 2014 tilbagekaldte tilladelser fra mere end 10 000 NGO'er, fordi de ikke havde indberettet deres offentlige finanser og programmer til regeringen, og at — til trods for at der har været en vis positiv udvikling på området i de seneste år — så hæmmer og begrænser nogle af de love og administrative foranstaltninger, der for nylig er blevet vedtaget i Honduras, disse foreningers spillerum og aktiviteter, hvilket tvinger mange af dem til at lukke;

65.

glæder sig over Unionens langvarige støtte til og engagement i civilsamfundet i udviklingslandene; mener, at Kommissionen inden for rammerne af den politiske dialog og ved udarbejdelsen af samarbejdsprogrammer bør fremme udviklingen af strategier, der kan indføre en passende juridisk, administrativ og politisk ramme, som kan give civilsamfundsorganisationerne mulighed for at opfylde deres rolle og arbejde effektivt, og at den bør rådgive og regelmæssigt informere dem om midler og finansieringsmuligheder og fremme deres tilslutning til internationale civilsamfundsorganisationer og -netværk;

66.

mener, at Revisionsretten burde have dedikeret et kapitel i sin beretning til Unionens samarbejde med civilsamfundsorganisationerne i Honduras i betragtning af den afgørende rolle, de spiller for samfundet som helhed, og navnlig for den lokale udvikling, og især i betragtning af, at Unionen er den største donor til disse organisationer i udviklingslandene og har påtaget sig en ledende rolle med hensyn til at beskytte repræsentanter for civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere gennem anvendelsen og gennemførelsen af en række instrumenter og politikker; håber, at Revisionsretten tager højde for dette i sine fremtidige beretninger;

Del V Revisionsrettens særberetning nr. 31/2016 med titlen »Mindst én ud af fem euro fra EU-budgettet skal bruges på klimaindsatsen: Der er sat ambitiøse tiltag i værk, men der er en alvorlig risiko for, at målet ikke kan nås«

67.

glæder sig over Revisionsrettens beretning og fremsætter sine nedenstående bemærkninger og henstillinger;

68.

glæder sig over Unionens ambitiøse forpligtelser til at mindske udledningen af dens emissioner med mindst 20 % i 2020 sammenlignet med niveauet i 1990 og 40 % i 2030 og at bruge mindst 20 % af budgettet på klimarelaterede aktioner i budgetperioden 2014-2020; glæder sig over de generelle fremskridt, der er gjort; beklager imidlertid, at der ifølge Revisionsretten er en alvorlig risiko for, at budgetmålet på 20 % ikke nås;

69.

finder det vigtigt, at Kommissionen løbende udviser tilstrækkeligt lederskab og engagement i relation til klimaproblematikken ved effektiv at gennemføre Parisaftalen såvel som at konsolidere dens internationale troværdighed og de værktøjer, der skal skabe grundlaget for Unionens klimapolitik og miljødiplomati i de kommende år;

70.

glæder sig over gennemførelsen af løftet i allerede eksisterende politikker, der er etableret for at oprette nye finansielle instrumenter, med henblik på at medvirke til at skabe en større sammenhæng mellem Unionens forskellige politikområder; anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at forelægge et udkast til en samordnet plan om opretholdelse af en maksimal sammenhæng og kontinuitet i de forskellige programmer;

71.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en konkret overordnet strategi for at nå målsætningen, hvilket vil indebære områdespecifikke handlingsplaner, der udpeger detaljerede foranstaltninger og instrumenter, metoder til måling og rapportering, og resultatindikatorer til brug for klimarelaterede aktioner inden for specifikke politikområder; opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at videreudvikle fælles og ensartede standarder for gennemførelsen af passende overvågnings-, vurderings- og godkendelsessystemer, navnlig når det drejer sig om anvendelsen af Riomarkører og rapportering om udbetalingen af klimarelaterede udgifter;

72.

beklager, at Revisionsretten har konstateret svagheder i Unionens overvågningssystem, der øger risikoen for at overvurdere de klimarelaterede udgifter betydeligt; opfordrer Kommissionen til systematisk at tage hensyn til forsigtighedsprincippet med henblik på at undgå overvurderinger; opfordrer Kommissionen til at revidere overslagene og rette de klimakoefficienter, hvor der er risiko for overvurdering;

73.

opfordrer Kommissionen til at prioritere udviklingen af en handlingsplan inden for visse områder med et stort potentiale, navnlig Horisont 2020-programmet, landbrug og fiskeri, i samarbejde med medlemsstaterne; opfordrer desuden Kommissionen til at gennemføre en tæt koordinering af aktiviteter på området for udvikling af nye teknologier og innovation til miljøbeskyttelse i samarbejde med Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi (EIT);

74.

påpeger det særlige behov for, at Kommissionen opfylder de klimarelaterede benchmarks ved at integrere dens forskellige programmeringsinstrumenter for derved at fremme en høj grad af sammenhæng og muligvis styrket samordning mellem medlemsstaterne med henblik på at nå den overordnede målsætning om at afsætte mindst 20 % af EU-budgettet til et klimarobust lavemissionssamfund;

75.

beklager, at der mangler specifikke målsætninger i væsentlige dele af EU-budgettet; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en overordnet plan, som beskriver, hvilke finansieringsinstrumenter kan bidrage og i et hvilket omfang til at nå budgetmålet på 20 %; bemærker med bekymring, at den manglende plan er et tegn på den lave overensstemmelse mellem de forskellige budgetområder;

76.

bemærker med bekymring, at der er meget få oplysninger om, hvor meget der bruges på modvirkning af og tilpasning til klimaændringer, og i hvilket omfang Unionens klimaindsats vil bidrage til nedbringelsen af CO2-udledningen, mens de tilgængelige data ikke nødvendigvis er sammenlignelige på tværs af medlemsstaterne; anmoder Kommissionen om yderligere at udvikle rapporteringen af, hvorvidt målsætningen om at bruge 20 % af EU-budgettet i perioden 2014 til 2020 på klimaindsatsen er gennemført i alle politikker, ved at angive ud over hvad der er indgået forpligtelser for, og hvad der er udbetalt, hvad der vedrører modvirknings- eller tilpasningsområder, mens det også identificeres, hvor klimaresultaterne skal forbedres;

77.

mener, at integreringen af finansieringsprogrammerne skal forbedres ved at definere klare tilpasnings- eller modvirkningsstrategier og relaterede handlingsplaner, herunder passende redskaber til opgørelse af nødvendige investerings- og klimaincitamenter og bedre overvågningsmetoder for overslag for at få korrekte prognoser for de opnåede fremskridt på tværs af EU-programmerne og medlemsstaternes tiltag;

78.

opfordrer Kommissionen til hurtigt at udvikle et befordrende miljø for overgangen til en lavemissionsøkonomi ved at tilpasse sine investeringsvilkår, udgiftsrammer og instrumenter til fornyelse og modernisering af alle relevante nøglesektorer;

79.

bemærker med beklagelse, at der ikke eksisterer noget værktøj, der kan sikre en flerårig, konsolideret opdatering af situationen for det samlede EU-budget; mener, at der er behov for efterfølgende evaluering og genberegning af den planlagte klimafinansiering;

80.

beklager at der ikke foreligger nogen specifik rapporteringsramme, som er udarbejdet af Kommissionen, som identificerer og måler modsatrettede konsekvenser af EU-politikker, der bidrager negativt til klimaforandringer, samt hvor stor en del af EU-budgettet anvendes i denne modsatte retning; er bekymret over, at Kommissionen uden disse data ikke udførligt beskriver, i hvilket omfang Unionen bidrager til modvirkningen af klimaændringerne; opfordrer Kommissionen til systematisk at identificere potentielle kontraproduktive tiltag og integrere dem ind i de endelige beregninger for modvirkning af klimaændringerne;

Del VI Revisionsrettens særberetning nr. 32/2016 med titlen »EU’s bistand til Ukraine«

81.

noterer sig, at Unionens finansielle bistand og ekspertbistand til at reformere Ukraine var nødvendig; fremhæver dog, at gennemførelsen af reformerne halter langt bagefter, hvad der var forventet;

82.

beklager, at der fortsat findes gamle strukturer, som modsætter sig at reformere, modernisere og demokratisere, mens kræfter, der er villige til at reformere, har alvorlige vanskeligheder med at vinde indpas;

83.

glæder sig over Unionens bistand til Ukraine; er dog af den opfattelse, at den bør knyttes til den ukrainske regerings konkrete indsats for at forbedre situationen i landet, nemlig at forbedre ordningen for egne indtægter gennem en effektiv og gennemsigtig skatteordning, som ikke alene tager højde for borgernes indkomst, men også oligarkernes aktiver;

84.

opfordrer til effektiv bekæmpelse af den fortsat udbredte korruption og til effektiv støtte til de organisationer, der er fast besluttet på bekæmpe den;

85.

opfordrer til en styrkelse af retsvæsenet i landet hen imod et uafhængigt instrument, der hviler på retsstatsprincippet;

86.

kræver en strengere kontrol af banksektoren med henblik på at undgå kapitalflugt til tredjelande, hvilket fører til insolvente bankinstitutter; påpeger, at det i denne forbindelse er nødvendigt, at der kun ydes budgetstøtte på betingelse af, at den finansielle bistand udbetales på en gennemsigtig og sammenhængende måde;

87.

er af den opfattelse, at der forud for enhver finansiel bistand generelt bør foretages en forudgående vurdering af udsigterne til succes;

88.

er overbevist om, at der skal lægges større vægt på udformningen og oplæringen af kompetente, decentrale administrative strukturer;

Del VII Revisionsrettens særberetning nr. 33/2016 med titlen »EU-civilbeskyttelsesmekanismen: Koordineringen af reaktionen på katastrofer uden for EU har generelt været effektiv«

89.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning; tilslutter sig dens anbefalinger og glæder sig over Kommissionens vilje til at tage dem i betragtning;

90.

understreger betydningen af en hurtig og sammenhængende reaktion på naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer for at minimere deres menneskelige, miljømæssige og økonomiske virkning;

91.

noterer sig Revisionsrettens generelle tilfredshed med Kommissionens måde at håndtere processen for katastrofeberedskab;

92.

opfordrer Kommissionen til bygge videre på sine ressourcer, herunder budgetmæssige, mobilisering og procedurer for udvælgelse af eksperter, således at de berørte lande omgående får stillet den fornødne EU-bistand til rådighed; understreger betydningen af kontaktpunkter vedrørende civilbeskyttelse, som skal udpeges inden for GD ECHO's netværk af nationale og regionale kontorer i kriseområder og blandt ansatte i EU-delegationer i risikolande;

93.

glæder sig over oprettelsen af det europæiske lægekorps i februar 2016, som væsentligt udvidede EU-civilbeskyttelsesmekanismens frivillige pulje med en reserve af lægehold og folkesundhedsteams, der efter erfaringerne fra ebolakrisen står til rådighed til udsendelse; mener, at dette beredskab bestående af en reserve af lægepersonale og andre specialiserede indsats- og støttehold er en tilgang, som skal videreføres og forbedres yderligere;

94.

foreslår at fjerne alle unødvendige administrative byrder, der forhindrer både de deltagende stater og beredskabskoordineringscentret (ERCC) i at reagere øjeblikkeligt, især i begyndelsen af en krise;

95.

anmoder de deltagende lande om at registrere flere aktiver i den frivillige pulje for at forbedre beredskabet til at reagere på katastrofer;

96.

fremhæver betydningen af informationsudveksling og samarbejde mellem Kommissionen, andre EU-organer og FN for at fremme en struktureret reaktion på katastrofer; glæder sig over de indgåede samarbejdsaftaler med FN's Kontor for Koordination af Humanitære Anliggender (OCHA) og FN's Fødevareprogram (WFP), og opfordrer Kommissionen til at underskrive yderligere samarbejdsaftaler med Verdenssundhedsorganisationen (WHO), Den Internationale Organisation for Migration (IOM) og andre involverede aktører;

97.

minder om, at krav om kvalitet og interoperabilitet er defineret og udvidet i overensstemmelse med de nye WHO-standarder for medicinske moduler såvel som andre strategiske partnere og deres rammebetingelser for at sikre tidlig handling i forbindelse med en mere grundig koordinering i internationale missioner; mener, at for at garantere øjeblikkelig tilgængelighed/mobilisering af kapaciteter fra begyndelsen af en katastrofe og for at undgå fejl i finansieringen, skal forsyningsprocesserne optimeres og standardiseres i stor udstrækning;

98.

opfordrer til fortsat at udnytte de potentielle synergier med de andre involverede aktører og instrumenter, særligt i forbindelse med humanitær bistand og udviklingsbistand, og til at undgå overlapning af aktioner, der allerede er iværksat;

99.

opfordrer Kommissionen til at forbedre funktionen af ERCC's kommunikationsplatform, CECIS, så informationen er nemmere at få fat i for interessenterne, herunder mobil adgang for de EUCP-hold, der er indsat i katastroferamte områder;

100.

er af den opfattelse, at humanitær bistand og civilbeskyttelse bør efterfølges af andre aktiviteter, der er rettet mod at udbrede en kultur for forebyggelse såvel som opbygning af kapacitet og modstandsdygtighed i sårbare eller katastroferamte samfund;

Del VIII Revisionsrettens særberetning nr. 34/2016 med titlen »Bekæmpelse af madspild: en mulighed for EU for at forbedre fødevareforsyningskædens ressourceeffektivitet«

101.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning, der undersøger, hvor effektivt Unionen bekæmper madspild; tilslutter sig Revisionsrettens anbefalinger og opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til disse anbefalinger;

102.

bemærker med dyb bekymring, at overslag viser, at ca. én tredjedel af de fødevarer, der fremstilles til konsum, går til spilde eller går tabt på verdensplan; beklager, at Unionen ikke bekæmper madspild effektivt, og at de hidtidige foranstaltninger har været usammenhængende og fragmenterede;

103.

understreger, at Unionen har et stort potentiale til at løse problemet med madspild ved at afstemme de eksisterende politikker, uden at der opstår yderligere omkostninger, og bør stræbe efter at gøre dette; bemærker dog med beklagelse, at der på trods af den opmuntrende retorik har manglet politisk vilje til at omsætte disse forpligtelser til politiske foranstaltninger;

104.

beklager dybt, at Kommissionens ambitioner med hensyn til at bekæmpe madspild påviseligt er aftaget over tid; beklager, at der ikke findes en målrettet politisk indsats på området madspild, og at den positive effekt, der er konstateret på visse politikområder, snarere er tilfældig; ser frem til at vurdere resultaterne af pakken om den cirkulære økonomi for bekæmpelsen af madspild;

105.

anser det for at være et tegn på inkonsekvent fremgangsmåde fra Kommissionens side, at, for det første, Unionen, som betragtes som førende i kampen mod klimaændringer, kun viser utilstrækkelig vilje til at bekæmpe madspild, som direkte bidrager til negative klimavirkninger, og, for det andet, at Unionen, som årligt investerer flere hundrede millioner euro i udviklingsbistand, bekæmpelse af sult og overholdelse af fair handel, ikke i tilstrækkelig grad behandler spørgsmålet om bekæmpelse af madspild, som er en af de direkte årsager til ovennævnte problemer;

106.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at træffe øjeblikkelige foranstaltninger til bekæmpelse af madspild; opfordrer Kommissionen til at opfylde sine forpligtelser i relation til relevante politiske dokumenter vedrørende bekæmpelse af madspild;

107.

opfordrer Kommissionen til at tilvejebringe tæt koordinering på EU-plan og på nationalt plan for at samle de forskellige tilgange i de forskellige medlemsstater med hensyn til forebyggelse af madspild, fødevaredonation, fødevaresikkerhed og god hygiejnepraksis; opfordrer Kommissionen til at skabe en platform for udveksling af bedste praksis for bekæmpelse af madspild, som i højere grad afstemmer sit arbejde med medlemsstaternes aktiviteter;

108.

beklager, at Kommissionens indsats på det tekniske plan har begrænset sig til at nedsætte arbejds- og ekspertgrupper, hvilket imidlertid ikke har givet noget relevant input; opfordrer Kommissionen til at styrke sin indsats på det tekniske plan og skabe konkrete resultater; opfordrer Kommissionen til at etablere et tættere samarbejde med Det Europæiske Miljøagentur og EIT, som er i stand til at tilvejebringe solid ekspertise og teknisk bistand;

109.

beklager, at Kommissionen ikke mener, at der er behov for at opstille en fælles definition af madspild, og ikke finder det nødvendigt at fastlægge et specifikt madspildshierarki; opfordrer Kommissionen til at opstille en fælles definition af madspild og en fælles metode til måling og overvågning af madspild samt retningslinjer for anvendelse af affaldshierarkiet for så vidt angår madspild i samarbejde med medlemsstaterne;

110.

opfordrer Kommissionen til at udarbejde en handlingsplan, der har til formål at identificere politikområder, der har potentiale til at afhjælpe madspild, med vægt på forebyggelse og donationer, og definere de muligheder, der kan udnyttes inden for rammerne af disse politikker; opfordrer Kommissionen til at udarbejde handlingsplaner, som omfatter målbare mål og resultatindikatorer og til at udarbejde konsekvensanalyser inden for bestemte politikområder;

111.

beklager, at der, selv om fødevaredonation er den anden mest foretrukne metode til forebyggelse af madspild, har været mange hindringer på forskellige niveauer, der gør, at fødevaredonation ikke udnyttes fuldt ud; henleder opmærksomheden på de vanskeligheder, som medlemsstaternes myndigheder har med at overholde de nuværende retlige rammer for især fødevaredonation; opfordrer Kommissionen til at etablere en specifik platform for udveksling af god praksis mellem medlemsstaterne for at gøre det lettere at donere fødevarer; opfordrer Kommissionen til at tage hensyn til de lokale og regionale myndigheders bidrag i revisionen af de relevante retlige bestemmelser;

112.

opfordrer Kommissionen til at færdiggøre og offentliggøre retningslinjer for omfordeling af mad og fødevaredonation, herunder afgiftsordninger for donorer, der skal være baseret på bedste praksis, som er fælles for de medlemsstater, der på nuværende tidspunkt gør en aktiv indsats for at bekæmpe madspild; opfordrer Kommissionen til at udarbejde retningslinjer om fjernelse af forskellige hindringer i relation til fødevaredonation og om skattelettelser for kæder og virksomheder, som donerer fødevarer;

113.

beklager, at begreberne »bedst før« og »sidste anvendelsesdato« generelt er uklare for deltagere på alle niveauer af fødevareforsyningskæden; opfordrer Kommissionen til at præcisere disse begreber og gøre retningslinjerne for anvendelsen heraf bindende for at undgå enhver misforståelse;

114.

opfordrer medlemsstaterne til at uddanne den brede offentlighed inden for fødevareforvaltning og madspild;

115.

beklager, at EU-organerne — trods individuelle og begrænsede initiativer i nogle af EU-institutionerne — hverken har retlige rammer eller fælles retningslinjer, der kan regulere håndteringen af ikke forbrugte fødevarer fra institutionernes cateringtjenester; opfordrer Kommissionen til at udarbejde fælles bestemmelser vedrørende spørgsmålet om madspild i de europæiske institutioner, herunder retningslinjer om forebyggelse af madspild og bestemmelser om donation af madaffald for at minimere mængden af madspild, der skyldes de europæiske institutioner;

Del IX Revisionsrettens særberetning nr. 35/2016 med titlen »Anvendelsen af budgetstøtte til at forbedre mobiliseringen af indenlandske indtægter i Afrika syd for Sahara«

116.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning; tilslutter sig dens anbefalinger; udtrykker tilfredshed med Kommissionens vilje til at omsætte dem i praksis; beklager Kommissionens svar, som er ret vage og uambitiøse;

117.

understreger vigtigheden af at mobilisere indenlandske indtægter i de mindst udviklede lande, eftersom det reducerer afhængigheden af udviklingsbistand, fører til forbedringer i den offentlige forvaltning og spiller en central rolle i statsopbygning;

118.

understreger, at Kommissionen i henhold til Revisionsretten endnu ikke reelt har gjort brug af budgetstøttekontrakter til mobilisering af indenlandske indtægter i lav- og mellemindkomstlande i Afrika syd for Sahara; bemærker dog, at Kommissionens nye tilgang har øget potentialet i denne form for støtte til effektivt at støtte mobilisering af indenlandske indtægter;

119.

påpeger, at styrkelse af skattesystemer ikke blot bidrager til at skabe mere forudsigelige indtægter, men også øger regeringers ansvarlighed ved at skabe en direkte forbindelse mellem skatteyderne og deres regering; støtter den eksplicitte inddragelse af forbedringer med hensyn til mobiliseringen af indenlandske indtægter i Kommissionens liste over de vigtigste udfordringer på udviklingsområdet, som tackles ved hjælp af budgetstøtte;

120.

beklager, at Kommissionen ikke tog tilstrækkelig højde for mobiliseringen af indenlandske indtægter i forbindelse med udarbejdelsen af sine budgetstøtteforanstaltninger; understreger, at de vigtigste risici i tilknytning til skattefritagelser og til opkrævningen og indbetalingen af skatter og andre indtægter fra naturressourcer ikke blev evalueret;

121.

minder om betydningen af at mobilisere indtægter i udviklingslandene, idet der også peges på udfordringer i forbindelse med skatteundgåelse, skatteunddragelse og ulovlige finansielle strømme; tilskynder til en styrkelse af den økonomiske og tekniske bistand til udviklingslande og regionale skatteforvaltningsrammer og til vedtagelsen af principper for forhandling af skatteaftaler;

122.

påpeger, at revisionen viste, at der ikke findes passende overvågningsværktøjer til at vurdere, i hvilket omfang budgetstøtten har bidraget til generelle forbedringer i forbindelse med mobiliseringen af indenlandske indtægter i udviklingslandene;

123.

mener, at det er afgørende at fortsætte med at fremme retfærdige og gennemsigtige interne skattesystemer på det skattepolitiske område, øge sin støtte til tilsynsprocesser og -organer på området for naturressourcer og fortsætte med at støtte forvaltningsreformer, der fremmer bæredygtig udnyttelse af naturressourcer og gennemsigtighed; understreger, at frihandelsaftaler reducerer skatteindtægterne for lav- og mellemindkomstlande og kan vise sig at være uhensigtsmæssige for disse lande; kræver, at Kommissionen tager højde for de skattemæssige konsekvenser af frihandelsaftaler med lav- og mellemindkomstlande i risikovurderingerne, når der forhandles frihandelsaftaler;

124.

opfordrer Kommissionen til at holde sig til sine retningslinjer, når den foretager makroøkonomiske vurderinger og vurderinger af forvaltningen af offentlige finanser i forbindelse med aspekter vedrørende mobilisering af indenlandske indtægter i udviklingslandene, med henblik på at få et bedre overblik over de mest problematiske spørgsmål, såsom f.eks. omfanget af skatteincitamenter, afregningspriser og skatteunddragelse;

125.

understreger, at proceduren for identifikation af risici, der truer opfyldelsen af målsætningerne, bør være mere omfattende og, når det er muligt, gøre brug af værktøjet til diagnostisk vurdering af skatteforvaltningen med henblik på at forbedre udformningen af budgetstøtteoperationer;

126.

understreger nødvendigheden af, at der oftere stilles særlige krav til mobiliseringen af indenlandske indtægter i udviklingslandene, eftersom dette klart knytter udbetalingen af budgetstøttemidler sammen med partnerlandets fremskridt med hensyn til reformer på området for mobilisering af indtægter i udviklingslandene; anmoder Kommissionen om at udvælge de betingelser, som er relevante, og som vil have størst mulig indvirkning på mobiliseringen af indenlandske indtægter i udviklingslandene;

127.

anerkender, at Kommissionen er nødt til at operere i en vanskelig politisk og institutionel kontekst; minder om betydningen af en struktureret politisk dialog, som inddrager samtalepartnere fra de nationale regeringer og andre donorer, med henblik på at fastslå de vigtigste interesseområder og udtænke en skræddersyet støttestrategi;

128.

opfordrer Kommissionen til at udvide komponenten vedrørende kapacitetsopbygning i forbindelse med budgetstøtte, idet dette skaber et solidt fundament for langsigtet økonomisk og social forandring og gør noget ved de væsentligste hindringer for den effektive inddrivelse af offentlige indtægter;

129.

påpeger, at det kræver en mere indgående evaluering af et skattesystems specifikke områder at fastslå, hvilke fordele den ydede støtte har haft på de enkelte dele af skattesystemet, hvis det skal kunne bekræftes, at budgetstøtteaktiviteter har en direkte indvirkning på mobiliseringen af indenlandske indtægter i udviklingslandene;

Del X Revisionsrettens særberetning nr. 36/2016 med titlen »En vurdering af ordningen for afslutning af samhørighedsprogrammerne og programmerne for udvikling af landdistrikter 2007-2013«

130.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens anbefalinger;

131.

bemærker med tilfredshed, at Kommissionen stillede passende og rettidig bistand til rådighed for at hjælpe medlemsstaterne med at forberede sig til afslutningen af 2007-2013-programmerne;

132.

glæder sig over Kommissionens parathed til at søge yderligere harmonisering af lovmæssige bestemmelser mellem fondene, herunder med hensyn til terminologi, sikkerhed og afslutningsprocesser, når det forbedrer forvaltningen af EU-midler, og når det bidrager til en enklere og mere effektiv gennemførelse i medlemsstaterne og regionerne;

133.

bemærker, at seks store projektafgørelser for perioden 2007-2013 stadig er uklare;

134.

bemærker med overraskelse Kommissionens afslag på at overveje konkrete tilsagn i forbindelse med lovforslag for perioden efter 2020, velvidende, at den allerede kan bygge på erfaringerne fra to afsluttede finansielle perioder (2000-2006 og 2007-2013); er dog lettet over det faktum, at afslaget var affødt af Kommissionens bekymringer om sine retlige beføjelser snarere end af uenighed om indholdet;

135.

støtter Revisionsrettens opfordring til yderligere harmonisering af de lovmæssige bestemmelser for afslutning på samhørighedsområdet og for investeringsrelaterede foranstaltninger inden for udvikling af landdistrikter;

136.

mener, at beregnede restrisikorater erfaringsmæssigt forbliver en ukendt størrelse og i bedste fald kan bruges som retningslinjer;

137.

bemærker Revisionsrettens krav om, at støtteberettigelsesperioder efter 2020 ikke længere bør overlappe den efterfølgende programperiode, og dens bekymring over, at forlængede støtteberettigelsesperioder (f.eks. n+2, n+3) er en af grundene til finansielle efterslæb og den sene start på den efterfølgende programperiode samt forsinkelser i forbindelse med afslutningen af den reviderede lovgivning for programmering og finansiering samt tilhørende gennemførelsesbestemmelser navnlig i 2014-2015; fremhæver i denne henseende vigtigheden af at sikre maksimal absorption, og at de flerårige projekter gennemføres gnidningsløst;

138.

bemærker, at den endelige afslutning af en finansiel periode kun finder sted hvert syvende år; er derfor enig med Revisionsretten i, at Kommissionen bør informere budgetmyndigheden og Parlamentets Budgetkontroludvalg om afslutningsprocedurens endelige resultat i et særskilt dokument; mener, at et sådant dokument ikke kun bør bekræfte udgifternes lovlighed og formelle rigtighed, men også bør måle programmernes resultat og virkning (resultatbaseret tilgang);

Del XI Revisionsrettens særberetning nr. 1/2017 med titlen »Det vil kræve en yderligere indsats at gennemføre Natura 2000-nettet på en sådan måde, at dets fulde potentiale realiseres«

139.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens anbefalinger;

140.

understreger biodiversitetens betydning for menneskeheden; bemærker, at Natura 2000-nettet, der er oprettet i henhold til fugle- (13)- og habitatdirektiverne (14) (naturdirektiverne) er et centralt element i Unionens biodiversitetsstrategi; bemærker dog med bekymring, at dens fulde potentiale ikke er blevet realiseret;

141.

bemærker, at Kommissionens generelle rolle er at yde rådgivning til medlemsstaterne; beklager, at medlemsstaterne ikke tog tilstrækkeligt hensyn til Kommissionen;

142.

beklager, at Revisionsretten konkluderede, at medlemsstaterne ikke forvaltede Natura 2000 på passende vis, og at samordningen mellem de nationale myndigheder og interesserede parter i medlemsstaterne ikke var fyldestgørende;

143.

minder om, at gennemførelsen af Natura 2000, på grund af nettets grænseoverskridende karakter, kræver en stærk koordinering mellem medlemsstaterne; opfordrer medlemsstaterne til at etablere en stærk struktur på nationalt plan for at fremme grænseoverskridende samarbejde; opfordrer Kommissionen til at yde bedre vejledning til medlemsstaterne med henblik på etablering af en platform for samarbejde;

144.

bemærker med dyb bekymring, at bevaringsmålsætningerne ofte ikke var specifikke nok og ikke kvantificerede, mens forvaltningsplanerne ikke var defineret præcist og manglede milepæle for deres gennemførelse; gentager, at dette kunne hindre merværdien af Natura 2000; opfordrer Kommissionen til at harmonisere reglerne for en effektiv tilgang hen imod oprettelsen af bevaringsmålsætninger og forvaltningsplaner i den næste programmeringsperiode; opfordrer endvidere Kommissionen til at følge op på, om medlemsstaterne følger vejledningen, og vejlede dem yderligere, hvor det er nødvendigt;

145.

opfordrer medlemsstaterne til at iværksætte de nødvendige bevaringsforanstaltninger i tide for at sikre deres merværdi og ajourføre forvaltningsplaner i overensstemmelse hermed; opfordrer Kommissionen til omhyggeligt at kontrollere eventuelle forsinkede bevaringsprojekter;

146.

bemærker, at inddragelse af vigtige berørte parter som f.eks. brugere og ejere af jord er af afgørende betydning for at gøre Natura 2000-nettet effektivt; beklager, at der i de fleste medlemsstater mangler effektive kommunikationskanaler; opfordrer medlemsstaterne til at forbedre samordningen mellem de nationale myndigheder og forskellige aktører;

147.

er bekymret over, at medlemsstaterne ikke i tilstrækkelig grad har vurderet projekter med negativ indvirkning på Natura 2000-lokaliteter, at de kompenserende foranstaltninger ikke er blevet udnyttet i tilstrækkelig grad, og at medlemsstaternes tilgange til dette varierer markant; opfordrer Kommissionen til at forsyne medlemsstaterne med en mere struktureret vejledning om, hvordan og hvornår der skal anvendes kompenserende foranstaltninger i praksis, og til at føre tilsyn med deres anvendelse;

148.

beklager, at programmeringsdokumenterne for perioden 2014-2020 ikke fuldt ud afspejlede finansieringsbehovene, og at Kommissionen ikke gjorde noget for at løse problemerne på en struktureret måde; opfordrer Kommissionen til at forberede den næste programmeringsperiode mere grundigt;

149.

beklager, at overvågnings- og rapporteringssystemerne for Natura 2000 ikke var tilstrækkelige til at give omfattende information om nettets effektivitet; er bekymret over, at der ikke blev udviklet noget specifikt resultatindikatorsystem for anvendelsen af EU-midler til at afspejle gennemførelsen af Natura 2000-nettet; er af den opfattelse, at dette hæmmer effektiviteten af Natura 2000-nettet; glæder sig over, at Kommissionen har indført et sæt obligatoriske omfattende indikatorer for alle projekter under LIFE-programmet for perioden 2014-2020; opfordrer Kommissionen til at anvende denne metode på andre programmer i den næste programmeringsperiode;

150.

bemærker med bekymring, at der på lokalitetsniveau ofte ingen overvågningsplaner var blandt forvaltningsdokumenterne, og hvis der forelå planer, var de enten ikke tilstrækkelig detaljerede eller ikke tidsbestemte; er også bekymret over, at standardformularerne ikke blev opdateret, og at data fremlagt af medlemsstaterne til brug i rapporten om naturens tilstand var ufuldstændige, upræcise og usammenlignelige; opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at afhjælpe dette problem i den planlagte handlingsplan;

151.

glæder sig over, at Kommissionen har udviklet et centralt register til registrering af klager og forespørgsler i forbindelse med Natura 2000; bemærker, at størstedelen af sagerne blev afsluttet uden yderligere proceduremæssige skridt; opfordrer Kommissionen til at følge nøje op på alle klager og forespørgsler;

152.

glæder sig over etableringen af den biogeografiske proces med en mekanisme for samarbejde mellem berørte parter om forvaltningen af Natura 2000 og en tilsvarende netværksmulighed; opfordrer dog Kommissionen til at løse spørgsmålet om sproglige barrierer, som begrænser dens rækkevidde;

153.

beklager dybt, at den prioriterede handlingsramme fremlagde et upålideligt billede af omkostningerne forbundet med Natura 2000-nettet, og at de data, som medlemsstaterne havde fremlagt, var ukorrekte og begrænsede; bemærker med bekymring, at prognoserne ikke var pålidelige og sammenlignelige og dermed til hinder for præcist at kontrollere omfanget af de EU-midler, der blev afsat til Natura 2000; beklager, at dette bevirkede, at de prioriterede handlingsrammer var til begrænset nytte med hensyn til at sikre sammenhængen i Unionens støtte til beskyttelse af biodiversitet under Natura 2000; opfordrer Kommissionen til at forsyne medlemsstaterne med mere strukturerede retningslinjer for rapportering og overvågning samt afslutning af de prioriterede handlingsrammer; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at de leverede data er korrekte;

154.

er af den opfattelse, at finansielle bevillinger til Natura 2000 skal kunne identificeres og spores, da investeringernes virkning ellers ikke kan måles; opfordrer Kommissionens respektive generaldirektorater til, i det omfang Natura 2000 medfinansieres af EFRU/Samhørighedsfonden og ELFUL, at tilføje et specifikt kapitel om Natura 2000 til deres årlige aktivitetsrapporter;

155.

glæder sig over nedsættelsen af ekspertpanelet og ad hoc-arbejdsgrupper om harmonisering af praksis og opfordrer Kommissionen til at udnytte resultaterne af deres aktiviteter i den næste programmeringsperiode;

156.

opfordrer Kommissionen til at orientere Parlamentets relevante udvalg om handlingsplanen med henblik på at forbedre gennemførelsen af naturdirektiverne (15);

Del XII Revisionsrettens særberetning nr. 2/2017 med titlen »Kommissionens forhandling af partnerskabsaftaler og programmer på samhørighedsområdet for perioden 2014-2020: Udgifterne er i højere grad rettet mod Europa 2020-prioriteterne, men ordningerne for resultatmåling bliver stadig mere komplekse«

157.

glæder sig over Revisionsrettens revisionsresultater, konklusioner og anbefalinger i dens særberetning; anser Revisionsrettens analyse af programmeringsfasen 2014-2020 i forbindelse med gennemførelsen af de europæiske struktur- og investeringsfonde (ESIF) som nyttig og rettidig i forhold til at bistå lovgiverne og Kommissionen med at drage passende konklusioner for perioden efter 2020;

158.

noterer sig Kommissionens svar, samt at Kommissionen fuldt ud accepterer fem af Revisionsrettens anbefalinger og delvist accepterer to anbefalinger; glæder sig over, at Kommissionen er rede til at gennemføre disse, og opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til at gennemføre anbefalingerne fuldt ud og på en rettidig måde;

159.

er uenig med Revisionsretten og Kommissionen i, at Parlamentets øgede beføjelser i sig selv udgjorde en faktor for den unødige forsinkelse i forbindelse med vedtagelsen af de relevante bestemmelser for perioden 2014-2020;

160.

beklager Kommissionens forsinkede fremlæggelse af dens forslag til den flerårige finansielle ramme for perioden efter 2020 (FFR), som giver udsigt til en betydelig forsinkelse i forhandlingerne og vedtagelsen af den relevante lovgivning om FFR og de finansielle programmer og instrumenter og bringer dermed den rettidige gennemførelse af dem i perioden efter 2020 i fare;

161.

understreger, at forslaget til de nye regler for samhørighedspolitikken efter 2020 bestående af et fælles sæt regler eller udformet på en anden form i praksis skal sikre forenkling, bedre adgang til finansiering og en vellykket gennemførelse af målene for denne politik;

162.

understreger behovet for at undgå en gentagelse af den forsinkede vedtagelse af de operationelle programmer samt af de problemer, som Revisionsretten har peget på, såsom mere komplekse, krævende og lange forhandlinger om ESIF-forordningerne for perioden 2014-2020, den sene vedtagelse af afledte retsakter og retningslinjer samt behovet for, at operationelle programmer skal igennem flere godkendelsesrunder i Kommissionen; beklager, at disse mangler er i strid med målsætningen om forenkling af samhørighedspolitikkens forvaltningssystem;

163.

bemærker, at Revisionsretten i særberetning nr. 2/2017 konkluderer, at partnerskabsaftaler har vist sig at være et effektivt instrument til at øremærke ESI-finansiering til tematiske mål og investeringsprioriteter og til at støtte fokusset på målene i Europa 2020-strategien for vækst og beskæftigelse; understreger imidlertid, at en vellykket gennemførelse af målene kræver et passende budget for samhørighedspolitikken efter 2020;

164.

bemærker, at Kommissionens bemærkninger om udkastene til de operationelle programmer i modsætning til tidligere perioder skulle vedtages af kommissærkollegiet, mens det i den tidligere programmeringsperiode kun var de endelige operationelle programmer, der skulle vedtages af kollegiet; opfordrer indtrængende Kommissionen til at genoverveje merværdien ved en sådan procedure, når den udarbejder sit forslag for programmeringsperioden efter 2020;

165.

opfordrer Kommissionen til nøje at analysere de problemer, der er nævnt ovenfor, og til at træffe foranstaltninger til at undgå dem i perioden efter 2020, herunder alle nødvendige forbedringer, og muliggøre en hurtig programplanlægning af høj kvalitet;

166.

opfordrer medlemsstaterne og Kommissionen til at styrke deres samråd i forbindelse med udarbejdelsen af operationelle programmer, hvilket bør fremme godkendelsesprocessen;

167.

understreger betydningen af at anvende præcise og harmoniserede begreber, som gør det muligt at foretage en korrekt måling af samhørighedspolitikkens resultater; beklager, at Kommissionen ikke har foreslået fælles definitioner af »resultater« og »output« i sit forslag til den nye finansforordning; opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt og i god tid før begyndelsen af perioden efter 2020 at indføre klare fælles definitioner af begreber som »output«, »resultater« og »indvirkninger«;

168.

minder om, at tilstrækkelig administrativ kapacitet, især på nationalt og regionalt plan, er afgørende for en velfungerende forvaltning og gennemførelse af operationelle programmer, herunder overvågning og rapportering af mål og opnåede resultater ved hjælp af relevante indikatorer; insisterer i denne forbindelse på, at Kommissionen og medlemsstaterne gør brug af den tilgængelige tekniske bistand til at forbedre den administrative kapacitet på forskellige niveauer;

169.

opfordrer Kommissionen til at styrke og fremme udvekslingen af bedste praksis på alle niveauer;

170.

er bekymret over, at medlemsstater anvender en lang række supplerende udfalds- og resultatindikatorer som supplement til de indikatorer, der opstilles i de grundlæggende retsakter; frygter en overreguleringseffekt, som kunne gøre anvendelsen af strukturfondene mere uhåndterlig og mindre effektiv; opfordrer Kommissionen til at fraråde medlemsstaterne fra at følge en sådan fremgangsmåde;

171.

fremhæver relevansen af at måle programmernes indvirkning på mellemlang og lang sigt, eftersom beslutningstagerne først kan fastslå, om de politiske mål er blevet opfyldt, hvis indvirkningen måles; opfordrer Kommissionen til udtrykkeligt at måle »indvirkningen« i løbet af programmeringsperioden efter 2020;

Del XIII Revisionsrettens særberetning nr. 3/2017 med titlen »EU's bistand til Tunesien«

172.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning med en vurdering af produktiviteten og effektiviteten af EU's bistand til Tunesien; tilslutter sig anbefalingerne heri og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

173.

bemærker, at EU-midlerne generelt blev anvendt hensigtsmæssigt, da de i væsentlig grad bidrog til overgangen til demokrati og til økonomisk stabilitet i Tunesien efter revolutionen;

174.

bemærker, at Unionens indsats var velkoordineret med de vigtigste donorer og inden for EU's institutioner og tjenestegrene; opfordrer Kommissionen til at sikre, at der opnås fælles programmering med medlemsstaterne med henblik på at forbedre fokus og koordinering af støtten;

175.

anerkender, at Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten skulle arbejde i en politisk, social og sikkerhedsmæssig ustabil kontekst, hvilket var en stor udfordring i forbindelse med leveringen af omfattende støtte;

176.

opfordrer Kommissionen til yderligere at finjustere fremgangsmåden for sektorspecifik budgetstøtte ved at skitsere landets egne prioriteter og udforme betingelserne og dermed fremme en mere struktureret og målrettet EU-strategi og styrke den generelle tillid til Tunesiens nationale strategi;

177.

bemærker, at EU-finansieringen bidrog væsentligt til overgangen til demokrati og til økonomisk stabilitet i Tunesien; anmoder Kommissionen og EU-Udenrigstjenesten om at indsnævre fokus for deres aktiviteter til et mindre antal veldefinerede områder for at maksimere virkningen af EU's bistand;

178.

opfordrer Kommissionen til at følge bedste praksis vedrørende budgetstøtteprogrammer og anvende relevante betingelser for udbetaling, som vil stimulere de tunesiske myndigheder til at gennemføre nødvendige reformer; udtrykker sin bekymring over en lempelig tildeling af »mere for mere«-midler, der for det meste ikke var forbundet med opfyldelse af yderligere krav, og hvor der forinden ikke var måling af de fremskridt, der var gjort;

179.

understreger betydningen af en omfattende vurdering af forvaltningen af de offentlige finanser, helst ved anvendelse af en PEFA-vurdering (16), med henblik på at identificere og håndtere potentielle svagheder ved EU-bistanden;

180.

anmoder Kommissionen om at forbedre udformningen af programmer og projekter ved at fastsætte et sæt af præcise referencepunkter og indikatorer, der vil gøre det muligt at foretage en ordentlig evaluering af opfyldelsen af målsætningerne;

181.

fremhæver nødvendigheden af at fokusere på langsigtet, bæredygtig økonomisk udvikling, snarere end foranstaltninger som kun medfører midlertidig genopretning på arbejdsmarkedet;

Del XIV Revisionsrettens særberetning nr. 4/2017 med titlen »Beskyttelse af EU-budgettet mod regelstridige udgifter: Kommissionen gjorde i stigende grad brug af forebyggende foranstaltninger og finansielle korrektioner på samhørighedsområdet i perioden 2007-2013«

182.

glæder sig over Revisionsrettens revisionsresultater, konklusioner og anbefalinger i dens særberetning;

183.

anerkender vigtigheden af at gennemføre målene for samhørighedspolitikken, dvs. at mindske de udviklingsmæssige skævheder mellem regioner, omstrukturere industriområder i tilbagegang og fremme grænseoverskridende, tværnationalt og interregionalt samarbejde, og dermed bidrage til opfyldelsen af Unionens strategiske mål; mener, at denne betydning berettiger til dens væsentlige andel af EU-budgettet; understreger betydningen af forsvarlig økonomisk forvaltning, forebyggelse af og afskrækkelse fra uregelmæssigheder og finansielle korrektioner;

184.

noterer sig, at Kommissionen har accepteret alle Revisionsrettens anbefalinger og opfordrer den til at gennemføre dem fuldt ud og i tide;

185.

noterer sig, at Kommissionen generelt gjorde effektiv brug af de foranstaltninger til beskyttelse af EU-budgettet mod regelstridige udgifter, som den rådede over i programperioden 2007-2013;

186.

glæder sig over, at Kommissionen i programmeringsperioden 2007-2013 begyndte at gennemføre korrigerende foranstaltninger og finansielle korrektioner meget tidligere end i perioden 2000-2006 og med større effekt; understreger imidlertid, at sådanne korrigerende foranstaltninger skal sikre beskyttelsen af Unionens finansielle interesser, samtidig med at det erkendes, at det er vigtigt, at de berørte operationelle programmer gennemføres rettidigt og effektivt;

187.

opfordrer Kommissionen til fortsat at være på vagt under gennemgangen af de afslutningserklæringer, som medlemsstaterne har indgivet for programmeringsperioden 2007-2013, samt i fremtiden;

188.

opfordrer Kommissionen til at fremlægge en analytisk og konsolideret rapport om alle de forebyggende foranstaltninger og finansielle korrektioner, der er anvendt i programmeringsperioden 2007-2013, på grundlag af rapporten for den foregående periode;

189.

understreger, at afbrydelse og suspension af betalinger udgør en betydelig økonomisk risiko for medlemsstaterne og også kan føre til vanskeligheder for Kommissionen i dens budgetforvaltning; opfordrer Kommissionen til at sikre en afbalanceret indsats for at beskytte budgettet og opnåelse af målene for samhørighedspolitikken;

190.

understreger, at hvis medlemsstaterne selv opdager uregelmæssigheder og træffer forebyggende foranstaltninger, vil dette medføre, at der bruges mindre tid på at finde frem til problemerne og give mere tid til at løse dem; mener, at det også vil betyde, at medlemsstaternes forvaltnings- og kontrolsystemer fungerer effektivt, og at omfanget af uregelmæssigheder dermed kunne ligge under væsentlighedstærsklen; opfordrer derfor medlemsstaterne til at være mere proaktive og ansvarlige og til at opdage og korrigere uregelmæssigheder på grundlag af deres egne kontroller og revisioner samt til at forbedre forvaltnings- og kontrolsystemerne på nationalt plan for at undgå yderligere finansielle nettokorrektioner og tab af midler;

191.

opfordrer medlemsstaterne til at give Kommissionen tilstrækkelige oplysninger om mængder og kvalitet i tilfælde af finansielle korrektioner, der er udløst af Kommissionens revisioner, med henblik på at sikre hurtige procedurer;

192.

understreger i denne forbindelse betydningen af reguleringsmæssig sikkerhed og hensigtsmæssig vejledning og teknisk bistand fra Kommissionen til medlemsstaternes myndigheder, herunder tilstrækkelig specifik formulering af dens krav; opfordrer desuden Kommissionen til at arbejde tæt sammen med medlemsstaternes myndigheder med henblik på at forbedre effektiviteten af kontrollen på første og andet niveau;

193.

opfordrer Kommissionen til at give medlemsstaterne retningslinjer for harmoniseret rapportering om gennemførelsen af finansielle korrektioner, hvilket vil lette overvågningen og evalueringen af virkningen af de finansielle korrektioner, som medlemsstaterne foretager;

194.

støtter Revisionsrettens konklusion om, at den retlige ramme for så vidt angår finansielle korrektioner for programmeringsperioden efter 2020 bør styrkes, men at det primære fokus fortsat skal være på forebyggelse af uregelmæssigheder og svig;

195.

opfordrer Kommissionen til så hurtigt som muligt at oprette et integreret overvågningssystem, der gør det muligt at anvende oplysningerne i databaser til sammenlignende analyser, der omfatter både forebyggende foranstaltninger og finansielle korrektioner for perioden 2014-2020, og til at sikre Parlamentet, Rådet og de relevante myndigheder i medlemsstaterne rettidig adgang til oplysninger;

196.

opfordrer Revisionsretten til i sin kommende revision at fokusere mere på systematiske svagheder og fremsætte anbefalinger til både Kommissionen og medlemsstaterne om forbedring af funktionen af det overordnede system for finansiel forvaltning og kontrol;

Del XV Revisionsrettens særberetning nr. 5/2017 med titlen »Ungdomsarbejdsløshed — Har EU's politikker gjort en forskel? En vurdering af ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet«

197.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og over, at Kommissionen accepterer nogle af Revisionsrettens anbefalinger og vil tage højde for dem;

198.

bemærker, at ungdomsarbejdsløsheden i Unionen har været faldende i de seneste år; beklager dog, at den i midten af 2016 stadig berørte 18,8 % af de unge; opfordrer på det kraftigste medlemsstaterne til at anvende den EU-støtte, der er til rådighed, til at tackle dette mangeårige problem;

199.

er dybt bekymret over, at NEET-gruppen (ikke i beskæftigelse eller under uddannelse) er frakoblet uddannelses- og arbejdsmarkedet; forstår, at denne gruppe er den vanskeligste at nå gennem de eksisterende operationelle programmer til gennemførelse af finansielle ordninger til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed; mener, at der for perioden 2017-2020 bør sættes fokus på denne gruppe for at sikre gennemførelsen af ungdomsgarantiens hovedmål;

200.

understreger, at NEET-gruppens integration kræver betydeligt mere EU-finansiering, og at medlemsstaterne også bør mobilisere yderligere ressourcer fra deres nationale budgetter;

201.

understreger, at ungdomsgarantien har ydet et positivt bidrag til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed siden 2012, men at ungdomsarbejdsløsheden fortsat ligger på et uacceptabelt højt niveau, og opfordrer derfor til, at ungdomsarbejdsløshedsinitiativet forlænges indtil 2020;

202.

beklager, at ingen af de besøgte medlemsstater var i stand til at give alle NEET’er mulighed for at acceptere et tilbud senest fire måneder efter deres indtræden i ungdomsgarantiordningen;

203.

glæder sig navnlig over Revisionsrettens anbefaling om, at man skal være mere opmærksom på at forbedre kvaliteten af tilbuddene;

204.

bemærker, at Kommissionen konkluderer i sin i oktober 2016 offentliggjorte meddelelse (17), at der er behov for at forbedre effektiviteten;

205.

bemærker den vedvarende udfordring, der er forbundet med at afhjælpe misforholdet mellem efterspurgte og udbudte kvalifikationer med henblik på at opfylde arbejdsmarkedets behov; anmoder Kommissionen om inden for rammerne af Rådets Beskæftigelsesudvalg (EMCO) at fremme udvekslingen af bedste praksis mellem medlemsstaterne for at sætte dette spørgsmål på beskæftigelsesdagsorden;

206.

glæder sig over Kommissionens samarbejde med medlemsstaterne med henblik på at identificere og udbrede god praksis inden for overvågning og rapportering på basis af de eksisterende systemer i medlemsstaterne; minder Kommissionen om, at det i denne sammenhæng er altafgørende, at dataene er sammenlignelige;

207.

bemærker, at der vil være behov for betydeligt flere ressourcer, hvis målet om at yde et kvalitetstilbud om varig beskæftigelse til alle unge under 24 år i nærmere bestemte regioner skal nås;

Del XVI Revisionsrettens særberetning nr. 6/2017 med titlen »EU's reaktion på flygtningekrisen: »hotspottilgangen««

208.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning; tilslutter sig anbefalingerne heri og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

209.

noterer sig Kommissionens svar og dens tilsagn om at støtte de italienske og græske myndigheder; glæder sig over, at Kommissionen accepterer alle Revisionsrettens anbefalinger med henblik på at videreudvikle specifikke aspekter af hotspottilgangen;

210.

beklager, at Revisionsretten i sin særberetning ikke kunne behandle det bredere billede, herunder omfordeling af ansøgere til andre medlemsstater; understreger, at flaskehalse i de opfølgende procedurer udgjorde en konstant udfordring for hotspottenes korrekte funktion;

211.

anerkender vigtigheden af at gennemføre den europæiske dagsorden for migration; understreger behovet for at fortsætte med at udvikle kortsigtede foranstaltninger såvel som langsigtede med henblik på at kunne forvalte grænserne bedre og behandle de grundlæggende årsager til ulovlig migration;

212.

opfordrer Kommissionen, Det Europæiske Asylstøttekontor (EASO), Europol, Frontex (i lyset af dets nye mandat som den europæisk grænse- og kystvagt), nationale myndigheder samt andre internationale organisationer til at fortsætte og øge deres støtte til hotspottene; bemærker, at det eneste, som på lang sigt kan sikre en mere vellykket udvikling af hotspotkonceptet, er et mere intensiveret samarbejde mellem Kommissionen, agenturerne og medlemsstaterne;

213.

understreger i denne forbindelse, at den fortsatte tilstrømning af migranter til især Italien stadig udgør enorme udfordringer, og at støtten fra Unionen og dets medlemsstater hertil er af afgørende betydning;

214.

understreger betydningen af Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden (AMIF) og Fonden for Intern Sikkerhed (ISF); opfordrer til at overveje muligheden for at lade de finansielle bestemmelser vedrørende krisebistand finde anvendelse på Asyl-, Migrations- og Integrationsfonden og Fonden for Intern Sikkerhed; fastholder, at den eneste måde at øge effektiviteten af hotspottene med henblik på at støtte de medlemsstater, der befinder sig i frontlinjen, er at øge de finansielle midler til at skabe og forbedre modtagelses- og indkvarteringsinfrastrukturen, som er af altafgørende betydning, når enorme antal migranter ankommer;

215.

glæder sig over resultaterne af Revisionsrettens revision vedrørende situationen for mindreårige migranter i hotspottene og understreger vigtigheden af at udvikle en integreret tilgang for deres modtagelse, idet der altid skal tages hensyn til deres bedste interesser; opfordrer til en bedre udnyttelse af de finansielle midler til modtagelse af mindreårige og til uddannelse af de medarbejdere, der skal arbejde tæt sammen med de mest sårbare personer; minder om, at Kommissionen efter offentliggørelsen af denne særberetning offentliggjorde en meddelelse, som udelukkende fokuserede på mindreårige (18); understreger betydningen af denne meddelelse og opfordrer medlemsstaterne til at gennemføre henstillingerne i dokumentet fuldt ud;

216.

opfordrer derfor Kommissionen og Rådet til at intensivere deres indsats for at understøtte hotspottene gennem en mere effektiv omfordeling og, hvis der ikke er nogen begrundelse for indrejse, tilbagesendelsesprocedurerne;

217.

er foruroliget over de fortsatte rapporter om handel med børn; opfordrer til yderligere foranstaltninger for at beskytte disse børn, navnlig de uledsagede mindreårige, fra de ankommer og på deres videre færd, da det er uacceptabelt, at menneskehandlere kan fortsætte med at udgøre en direkte trussel mod børn;

218.

opfordrer Europol til at fortsætte sine bestræbelser på at bekæmpe ulovlig migration og menneskehandel og de kriminelle organisationer, der er involveret heri, samt til at støtte de nationale myndigheder i deres eventuelle strafferetlige efterforskninger i forbindelse med forvaltningen af hotspottene;

219.

glæder sig over de italienske og de græske nationale myndigheders indsats for registrere det størst mulige antal migranter, der ankommer til deres kyster, med en registrering i Grækenland på 78 % i 2016 i forhold til 8 % i 2015 og for Italiens vedkommende 97 % i 2016 i forhold til et gennemsnit på 60 % i 2015; understreger, at den eneste måde, hvorpå man kan sikre et effektivt modtagelsessystem, er ved at skabe sig et præcist billede af situationen på stedet;

220.

opfordrer Kommissionen og Rådet til at sikre kvaliteten af behandlingen af asylansøgninger i hotspottene; anerkender de svære betingelser, under hvilke ansøgningerne skal behandles, men understreger, at det bør undgås, at der begås fejl som følge af fremskyndede procedurer; understreger endvidere, at medlemsstaterne i frontlinjen kun bør være ansvarlige for at registrere og tage alle migranters fingeraftryk, og at de opfølgende procedurer bør være et fælles ansvar for alle medlemsstater i en ånd af solidaritet; opfordrer til, at asylansøgerne informeres tilstrækkeligt om selve omfordelingsproceduren, om deres rettigheder og om mulige destinationslande;

221.

opfordrer Rådet til at sikre, at den fortsatte mangel på eksperter straks afhjælpes med støtte fra EASO og fra medlemsstaterne; er overbevist om, at yderligere støtte — navnlig til Italien — også vil vise sig at være nødvendig i fremtiden; opfordrer Kommissionen og Rådet til at nå til enighed om en plan for at stille sådan yderligere kapacitet til rådighed efter anmodning fra Italien og Grækenland;

222.

understreger, at hotspottene er steder, der er bestemt til registrering af indkommende migranter og derfor ikke bør overbefolkes eller blive til tilbageholdelsescentre; opfordrer medlemsstaterne til at fortsætte deres bestræbelser på i praksis at indføre alle nødvendige foranstaltninger til at respektere Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fuldt ud;

223.

er bekymret over de mange forskellige aktører, der i øjeblikket er involveret i oprettelsen og driften af hotspottene, og anmoder Kommissionen og medlemsstaterne om at fremsætte forslag, som vil gøre strukturen mere gennemsigtig og ansvarlig;

224.

henstiller, at Revisionsretten overvejer at udarbejde en hurtig opfølgningsberetning om driften af hotspottene ved at anvende bredere rammer, der omfatter en analyse af procedurer for asyl, omfordeling og tilbagesendelse;

Del XVII Revisionsrettens særberetning nr. 7/2017 med titlen »Godkendelsesorganernes nye rolle med hensyn til udgifterne til den fælles landbrugspolitik: et positivt skridt i retning af en fælles revisionsmodel, men der er stadig væsentlige problemer at løse«

225.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens bemærkninger og anbefalinger; bemærker med tilfredshed, at Kommissionen accepterer de fleste af anbefalingerne og vil overveje dem eller allerede er begyndt at gennemføre dem;

226.

anerkender de positive fremskridt, der er gjort med modellen for revision af udgifterne vedrørende den fælles landbrugspolitik; beklager dog, at den fælles revisionsordning stadig ikke indfrier sit fulde potentiale;

227.

minder Kommissionen om, at den har det endelige ansvar for, at midlerne til den fælles landbrugspolitik anvendes effektivt; opfordrer endvidere Kommissionen til at sikre, at anvendelsen af kontrolmetoder er tilstrækkeligt ensartet i hele Unionen, og at alle godkendelsesorganer anvender de samme kriterier i deres arbejde;

228.

bemærker, at godkendelsesorganerne uafhængigt har varetaget revisionen af deres respektive landes betalingsorganer siden 1996; glæder sig i denne forbindelse over, at godkendelsesorganerne i 2015 for første gang var forpligtet til at efterprøve lovligheden og den formelle rigtighed af de relaterede udgifter; betragter dette som en meget positiv udvikling, da det kan hjælpe medlemsstaterne med at skærpe deres kontrol og nedbringe omkostningerne til revision samt sætte Kommissionen i stand til at opnå uafhængig yderligere sikkerhed for lovligheden og den formelle rigtighed af udgifterne til den fælles landbrugspolitik;

229.

beklager imidlertid, at Kommissionen kun i begrænset udstrækning kan anvende godkendelsesorganernes arbejde, eftersom der ifølge Revisionsrettens beretning i udformningen af de nuværende rammer er betydelige svagheder, som betyder, at godkendelsesorganernes udtalelser ikke fuldt ud lever op til revisionsstandarder og -regler på nogle vigtige områder;

230.

bemærker på baggrund af Revisionsrettens beretning med bekymring, at der var svagheder med hensyn til både metode og gennemførelse, bl.a. er revisionsstrategierne ofte uhensigtsmæssige, de prøver, som udtages, er ikke fyldestgørende, og hyppigt besidder godkendelsesorganernes revisorer ikke tilstrækkelige færdigheder eller en tilstrækkelig grad af juridisk ekspertise; anerkender imidlertid, at året 2015 kan have været en udfordring for medlemsstaterne, da anvendelsen af de relevante EU-regler og -retningslinjer på daværende tidspunkt befandt sig i en indledende fase, og at godkendelsesorganerne muligvis ikke havde modtaget tilstrækkelig information om og uddannelse i den praktiske gennemførelse af dem eller fået tilstrækkelig vejledning hvad angår det krævede antal prøver;

231.

opfordrer Kommissionen til at gøre en yderligere indsats for at håndtere de svagheder, der påpeges i Revisionsrettens beretning, og at nå frem til en fælles model for revision af udgifterne til den fælles landbrugspolitik, som er virkelig effektiv; opfordrer Kommissionen til at overvåge og aktivt støtte godkendelsesorganerne i at forbedre deres arbejde og metoder med hensyn til udgifternes lovlighed og formelle rigtighed;

232.

påpeger navnlig behovet for at udvikle mere pålidelige arbejdsmetoder i retningslinjerne for så vidt angår risikoen for, at der på grundlag af de interne kontroller skabes for stor tiltro til graden af sikkerhed og tilslutter sig Revisionsrettens bemærkninger om den manglende repræsentativitet med hensyn til prøverne og den testmetode, som er tilladt, den unødvendige beregning af to forskellige fejlprocenter og måden, hvorpå procenterne anvendes, samt de upålidelige udtalelser, der bygger på en for lavt ansat fejlprocent;

233.

bemærker på baggrund af Revisionsrettens beretning endvidere, at Kommissionen på trods af den ofte upålidelige karakter af medlemsstaternes kontrolstatistikker fortsat baserer dens sikkerhedsmodel på disse data, og at godkendelsesorganernes udtalelse i 2015 kun var én blandt flere faktorer, som der blev taget hensyn til;

234.

beklager, at konsekvenserne af denne manglende pålidelighed er klare; noterer sig f.eks., at GD AGRI foretog supplerende direkte betalinger til 12 ud af 69 betalingsorganer med en fejlforekomst på over 2 %, mens kun ét betalingsorgan oprindeligt havde udtrykt forbehold i sin erklæring, og at GD AGRI i 2015 også fremsatte et forbehold for 10 betalingsorganer; bemærker også, at GD AGRI i landdistrikter foretog supplerende betalinger til 36 ud af 72 betalingsorganer, og at den justerede fejlprocent i 14 tilfælde var på over 5 %, og at GD AGRI også i 2015 fremsatte forbehold for 24 betalingsorganer fordelt på 18 medlemsstater;

235.

opfordrer Kommissionen til at fokusere på denne manglende pålidelighed og udvikle foranstaltninger med henblik på at opnå et pålideligt grundlag for dens sikkerhedsmodel; mener, at Kommissionen i denne forbindelse aktivt bør vejlede godkendelsesorganerne i at udfærdige fyldestgørende udtalelser og udnytte de oplysninger og data, som fremkommer herved;

236.

opfordrer endvidere Kommissionen til at kræve, at godkendelsesorganerne træffer passende beskyttelsesforanstaltninger for at sikre, at deres prøver er repræsentative, tillade godkendelsesorganerne at foretage tilstrækkelig afprøvning på stedet, kræve, at godkendelsesorganerne kun beregner én enkelt fejlprocent vedrørende lovlighed og formel rigtighed, og sikre, at den fejlforekomst, som betalingsorganerne indberetter i deres kontrolstatistikker, medtages på behørig vis i godkendelsesorganernes fejlprocent;

237.

anbefaler navnlig, at Kommissionen lægger vægt på at udtalelser om lovligheden og den formelle rigtighed af udgifterne til den fælles landbrugspolitik er af en sådan kvalitet og et sådant omfang, at Kommissionen kan bedømme troværdigheden af betalingsorganernes kontroldata eller, hvor det er relevant, vurdere den nødvendige justering af betalingsorganernes fejlprocent på grundlag af de udtalelser, som godkendelsesorganerne afgiver;

238.

bemærker, at Kommissionen med hensyn til Revisionsrettens anbefaling nr. 7 skal sikre, at betalingsorganernes fejlprocent ikke på uhensigtsmæssig vis akkumuleres i godkendelsesorganernes samlede fejlforekomst; mener, at retningslinjerne med hensyn hertil bør være så klare som muligt for at undgå misforståelser i finansielle korrektioner;

239.

bemærker desuden på baggrund af Revisionsrettens beretning, at forsigtighedsprincippet om, at betalingsorganernes ikke på forhånd giver besked om, hvilke transaktioner der vil blive gjort til genstand for fornyet kontrol, blev overtrådt i Italiens tilfælde, hvor godkendelsesorganet i forvejen havde givet betalingsorganet meddelelse om, hvilke støttemodtagere der ville blive kontrolleret, inden betalingsorganet foretog størstedelen af sine indledende kontroller på stedet; understreger på det kraftigste, at der i alle tilfælde skal sikres en passende anvendelse af den ansøgningsbaserede udvælgelsesmetode, og at forudgående meddelelser ikke må afgives uden konsekvenser;

240.

påpeger, at der for så vidt angår ikke-IFKS-relaterede transaktioner (både EGFL og ELFUL) er en betydelig forskel mellem den periode, for hvilken kontrollen på stedet indberettes (kalenderåret), og den periode, for hvilken udgifterne betales (16.10.2014-15.10.2015 for regnskabsåret 2015); bemærker, at nogle af de støttemodtagere, som er omfattet af kontroller på stedet, der gennemføres i kalenderåret 2014, som følge heraf ikke modtog refusion i regnskabsåret 2015, og at godkendelsesorganerne ikke kan lade resultatet af sådanne transaktioner indgå i deres beregning af fejlprocenten for det pågældende regnskabsår; opfordrer Kommissionen til at finde frem til en passende løsning på, hvordan disse tidsplaner kan synkroniseres;

241.

påpeger, at tidsrammen for betalingsorganernes kontroller kan være stram, navnlig i medlemsstater med en kort vækstsæson, og at det ofte kan vise sig særdeles vanskeligt at levere de relevante oplysninger til godkendelsesorganerne rettidigt; bemærker, at dette kan føre til anvendelsen af en lang række forskellige kontrolmetoder og fordobling af fejlprocenterne, idet godkendelsesorganet ikke i fuldt omfang kan følge betalingsorganets kontrolprocedure; mener, at dette problem f.eks. kan løses ved hjælp af satellitbaseret overvågning;

242.

mener, at der i forbindelse med kontrollen af udgifterne til den fælles landbrugspolitik generelt kunne drages større nytte af ny teknologi: Såfremt der kan opnås et tilstrækkeligt højt mål af pålidelighed gennem f.eks. satellitovervågning, bør støttemodtagere og revisorer ikke bebyrdes med omfattende revisioner på stedet; understreger, at det ganske vist er vigtigt at varetage Unionens finansielle interesser i forbindelse med udgifterne til den fælles landbrugspolitik, men at det egentlige mål med det fælles revisionssystem bør være at sikre effektive kontroller og velfungerende administrative systemer samt mindske den administrative byrde;

243.

understreger endvidere, at det fælles revisionssystem bør omfatte færre lag i kontrolsystemet og færre udgifter for Unionen, medlemsstaterne og støttemodtagerne; mener, at der bør lægges mere vægt på pålideligheden af medlemsstatens samlede kontrolsystem frem for alene at fokusere på supplerende kontrol af støttemodtagerne; er af den opfattelse, at kontrolsystemet stadig indebærer for mange byrder for støttemodtagerne, og at i de medlemsstater, hvor uregelmæssigheder og svig ikke er så almindeligt forekommende, har det overordnede revisionssystem vist sig at være tilstrækkeligt, og at pålideligheden kan sikres på anden vis end ved omfattende kontrol på stedet;

244.

opfordrer Kommissionen til at tage nøje hensyn til Revisionsrettens beretning og Parlamentets henstillinger og til yderligere at udvikle systemet til kontrol af udgifterne til den fælles landbrugspolitik i retning af et virkeligt fælles revisionssystem;

245.

fremhæver, at mange af de mangler, som Revisionsretten har påpeget, er blevet rejst og behandlet af Kommissionens i dens retningslinjer for 2018; glæder sig over den konstante fremgang, som godkendelsesorganerne har opnået;

Del XVIII Revisionsrettens særberetning nr. 8/2017 med titlen »EU's fiskerikontrol: Der er behov for en yderligere indsats«

246.

anmoder medlemsstaterne om senest i 2018 at fastlægge procedurer for kontrol af deres nationale flåderegistres nøjagtighed for at gøre oplysningerne om fiskerikapaciteten mere nøjagtige;

247.

anmoder Kommissionen om, i forbindelse med enhver fremtidig ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (19) (»kontrolforordningen«) og for at forbedre nøjagtigheden af oplysninger af fiskerikapaciteten, at lade sit lovgivningsforslag omfatte detaljerede regler for regelmæssig dokumentbaseret kontrol og kontrol på stedet af både bruttotonnage (GT) og maskineffekt (kW), der bruges som indikatorer til beregning af fiskerikapacitet;

248.

opfordrer Kommissionen, for at forbedre overvågningen af små fiskerfartøjers aktiviteter, til i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen lade sit lovgivningsforslag omfatte

a)	en fjernelse af FOS-fritagelserne (20) for fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter

b)	krav om installering af mindre og billigere positionssystemer på fartøjer med en længde på under 12 meter;

249.

anmoder medlemsstaterne om, for at sikre gennemsigtighed med hensyn til fordelingen af fiskekvoter, i overensstemmelse med artikel 16 i forordningen om den fælles fiskeripolitik (21), senest i 2019 at underrette Kommissionen om deres kvotefordelingssystemer, herunder om, hvordan gennemsigtige og objektive kriterier er blevet inkorporeret i metoden til fordeling af fiskekvoterne på interessenterne;

250.

opfordrer medlemsstaterne til, for at gøre oplysningerne om fiskeri mere fuldstændige og nøjagtige, senest i 2019 at:

gennemgå og forbedre proceduren for registrering og kontrol af papirbaserede fiskeridata; gradvist indføre procedurer til registrering og kontrol af elektroniske data om fiskeri fra fartøjer, der er under 10 meter lange; sikre, at disse systemer er kompatible og giver mulighed for udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne, Kommissionen og Det Europæiske Fiskerikontrolagentur

b)	sikre, at de råder over pålidelige data om fartøjer med en længde på under 10 m, gennem en gradvis indførelse af passende, billigere og brugervenlige registrerings- og rapporteringskrav, og at de anvender de regler, der er fastlagt af kontrolforordningen til at indsamle dem

c)	afslutte deres validering og krydskontrol af fiskeridata;

251.

anmoder Kommissionen om senest i 2020 at:

a)	oprette en platform for udveksling af oplysninger, som medlemsstaterne skal bruge til at fremsende validerede data i et standardiseret format og med et standardiseret indhold, så de oplysninger, Kommissionens tjenester råder over, svarer til medlemsstaternes data

fremme udviklingen af et billigt, enkelt og brugervenligt system, der muliggør elektronisk indberetning af fiskeri for fartøjer på under 12 meters længde; indføre for fartøjer mellem 10 og 12 meter lange en forpligtelse til at bruge elektroniske registrerings- og indberetningssystemer (e-logbøger) i stedet for papir; indføre gradvist for fartøjer under 10 meters længde en forpligtelse til at registrere og indberette deres fangster gennem billigere, enklere og brugervenlige elektroniske systemer

c)	analysere de resterende problemer med hensyn til fuldstændigheden og pålideligheden af dataene på medlemsstatsniveau og aftale hensigtsmæssige foranstaltninger med medlemsstaterne, hvor det er nødvendigt;

252.

opfordrer Kommissionen til, for at gøre fiskeridataene mere fuldstændige og pålidelige, i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen at lade sit lovgivningsforslag omfatte

a)	en fjernelse af fritagelserne for fartøjer med en længde på mellem 12 og 15 meter, hvad angår det elektroniske indberetningssystem og elektroniske erklæringer

b)	en udvidelse af de forpligtelser vedrørende rapportering af fangstdata, der påhviler medlemsstaterne i henhold til kontrolforordningen, så de kommer til at omfatte angivelse af fiskeområder, fartøjsstørrelser og fiskeredskaber;

253.

opfordrer medlemsstaterne med henblik på at gøre inspektionerne bedre til at udvikle og anvende standardiserede inspektionsprotokoller og -rapporter, som er tilpasset fiskeriernes specifikke regionale og tekniske forhold i højere grad end dem, der er fastsat i bilag XXVII til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 (22); opfordrer medlemsstaterne til at gøre dette i samråd med Det Europæiske Fiskerikontrolagentur og senest i 2019, hvor den nye forordning om tekniske foranstaltninger (23) forventes at træde i kraft;

254.

anmoder Kommissionen om, i forbindelse med en eventuel fremtidig ændring af kontrolforordningen, at lade sit lovgivningsforslag omfatte et obligatorisk krav til medlemsstaterne om at anvende systemet for elektronisk inspektionsrapportering med henblik på at sikre, at resultaterne af deres nationale inspektioner er udtømmende og opdaterede; opfordrer Kommissionen til også at medtage en forpligtelse for medlemsstaterne til at udveksle resultaterne af inspektioner med andre berørte medlemsstater i forslaget;

255.

opfordrer medlemsstaterne til, for at sikre sanktionssystemets effektivitet, senest i 2019 at:

a)	tage behørigt hensyn til gentagne overtrædelser og vedholdende overtrædere, når de fastlægger sanktioner

b)	gennemføre pointsystemet fuldt ud og sikre, at det bruges konsekvent i de forskellige områder;

256.

anmoder Kommissionen om i forbindelse med enhver fremtidig ændring af kontrolforordningen at medtage i sit lovgivningsmæssige forslag en bestemmelse om et system for udveksling af data om overtrædelser og sanktioner i samarbejde med Det Europæiske Fiskerikontrolagentur og medlemsstaterne;

Del XIX Revisionsrettens særberetning nr. 9/2017 med titlen »EU's støtte til bekæmpelse af menneskehandel i Syd- og Sydøstasien«

257.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning; tilslutter sig anbefalingerne heri og fremsætter sine bemærkninger og henstillinger nedenfor;

258.

anerkender, at Unionen på trods af det udfordrende miljø, det skulle operere i, har ydet et markant bidrag til bekæmpelsen af menneskehandel i Syd- og Sydøstasien;

259.

glæder sig over de fremskridt, der er gjort i bekæmpelsen af menneskehandel gennem foranstaltninger som f.eks. udnævnelse af europæiske migrationsforbindelsesofficerer til bestemte lande; opfordrer til, at dette arbejde fortsættes;

260.

opfordrer Unionen til at intensivere sit samarbejde med de nationale og regionale regeringer og med andre organisationer i området (såsom FN, ASEAN og relevante NGO'er) samt med civilsamfundet med henblik på at få et bedre overblik over de langvarige prioriteringer og udarbejde en mere målrettet handlingsplan;

261.

understreger betydningen af at udrydde ekstrem fattigdom og forskelsbehandling på grundlag af mindretal og køn i landene i Syd- og Sydøstasien samt af at konsolidere deres demokratifonde og menneskerettighedsfonde ved hjælp af EIDHR;

262.

opfordrer Kommissionen til at udvikle en omfattende, sammenhængende og pålidelig database om finansiel støtte til bekæmpelse af menneskehandel, således at fordelingen af midlerne er mere begrundet og når frem til de modtagere, som rent faktisk har de mest presserende behov; er enig med Rådet i, at det er nødvendigt at udarbejde en ajourført liste over de regioner og lande, der er berørt af menneskehandel, og at denne liste bør medtages i databasen;

263.

glæder sig over Kommissionens meddelelse med titlen »Rapportering om opfølgningen på EU's strategi for bekæmpelse af menneskehandel og fastlæggelse af yderligere konkrete tiltag« (COM(2017) 728), som blev offentliggjort i december 2017; opfordrer Kommissionen til at foreslå konkrete foranstaltninger, der skal udvikles for hver region;

264.

glæder sig over, at menneskehandel fortsat vil være en prioritet i Unionens kommende politikcyklus for organiseret og grov international kriminalitet for 2018-2021;

265.

mener, at det er af afgørende betydning at styrke de retshåndhævende myndigheder i staterne i Syd- og Sydøstasien, så de bliver mere effektive med hensyn til at afsløre og optrævle netværk af menneskehandlere; kræver, at straffene for kriminelle, der er involveret i menneskehandel, skærpes;

266.

opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til gennem et politisk og retligt samarbejde fortsat at bekæmpe menneskehandel i Unionen med henblik på at bekæmpe mafiaer, der anvender Unionen som endeligt bestemmelsessted for ofrene for menneskehandel, således som det fremgår af meddelelsen fra december 2017;

267.

mener, at det er nødvendigt at skabe en bedre sammenhæng mellem tidsplanerne for afbødende foranstaltninger og de ressourcer, der er påkrævet i denne forbindelse, samt at øge samarbejdet mellem EU-Udenrigstjenesten, Kommissionen, ASEAN og De Forenede Nationer for at muliggøre en mere effektiv bekæmpelse af menneskehandel;

268.

opfordrer EU-Udenrigstjenesten og Kommissionen til også at behandle spørgsmålet om menneskehandel ved at undersøge andre mulige foranstaltninger som f.eks. bilaterale og multilaterale aftaler;

Del XX Revisionsrettens særberetning nr. 10/2017 med titlen »EU’s støtte til unge landbrugere bør målrettes bedre med henblik på at fremme et effektivt generationsskifte«

269.

mener, at for så vidt angår den fælles landbrugspolitiks nuværende politikker:

er der behov for en omfattende evaluering af alle værktøjer og foranstaltninger, som kan kombineres med henblik på at hjælpe unge landbrugere, for at fokusere på sammenlignelighed i hele Unionen, sammenhæng eller manglende sammenhæng i resultatindikatorer og hindringer for unge landbrugeres indtræden på markedet, som kan tages op i forbindelse med den kommende revision af den fælles landbrugspolitik

b)	bør målsætningerne defineres bedre for så vidt angår generationsskifte, eventuelt med et kvantificeret mål, og der bør indsamles oplysninger om succesraten i forbindelse med generationsskifte og de faktorer, som bidrager hertil eller står i vejen herfor;

270.

er af den opfattelse, at for så vidt angår den fælles landbrugspolitik efter 2020, bør lovgivningen udformes på en sådan måde, at Kommissionen angiver (eller kræver, at medlemsstaterne i overensstemmelse med bestemmelserne om delt forvaltning angiver) en klar interventionslogik for de politikinstrumenter, der skal fremme et generationsskifte i landbruget; mener, at interventionslogikken bør omfatte:

en grundig vurdering af de unge landbrugeres behov, som undersøger de underliggende grunde til, at unge, der ønsker at blive landmænd, står over for hindringer for etableringen af bedrifter, og i hvilken grad disse hindringer findes på tværs af geografiske områder, landbrugssektorer og bedriftskategorier

en vurdering af, hvilke behov der kan imødekommes med Unionens politikinstrumenter, og hvilke behov der kan eller allerede nu imødekommes bedre gennem medlemsstaternes politikker, samt en analyse af, hvilke former for støtte (f.eks. direkte betalinger, faste beløb, finansielle instrumenter) der er bedst egnet til at imødekomme de identificerede behov

oplysningskampagner om mulige former for bistand i forbindelse med tidligere overdragelse af bedriften til en efterfølger med ledsagende rådgivningstjenester/-foranstaltninger som f.eks. en tilfredsstillende pensionsordning baseret på den nationale/regionale indkomst eller indtjening inden for landbrugs-, fødevare- og skovbrugssektoren

til trods for den lange planlægningsperiode i forbindelse med overdragelse landbrugsbedrifter fastsættelse af SMART-mål, som tydeliggør og kvantificerer de politiske instrumenters forventede resultater med hensyn til generationsskiftegrad og bidrag til de støttede bedrifters levedygtighed; mener, at det især bør fremgå klart, om de politiske instrumenter skal sigte mod at støtte det størst mulige antal unge landbrugere eller fokusere på særlige typer af unge landbrugere (f.eks. de bedst uddannede, dem, der etablerer sig i ugunstigt stillede områder, dem, der indfører teknologier til energi- eller vandbesparelser i bedrifterne, dem, der øger bedrifternes rentabilitet og produktivitet eller dem, der ansætter mere personale);

271.

opfordrer til, at medlemsstaterne ved gennemførelsen af foranstaltningerne under den fælles landbrugspolitik efter 2020 forbedrer målretningen af foranstaltningerne ved at:

anvende kriterier til at sikre, at de mest omkostningseffektive projekter udvælges, f.eks. de projekter, som sikrer de støttede bedrifter den største stigning i bæredygtig produktivitet eller levedygtighed, eller som sikrer den største stigning i beskæftigelsen i områderne med den største arbejdsløshed eller i de ugunstigt stillede områder med det laveste generationsskifte

anvende klare kriterier for vurdering af, hvordan unge landbrugere kan støttes i tilfælde med fælles kontrol over juridiske bedrifter (f.eks. ved at fastsætte, hvilken procentdel af stemmerettighederne eller hvilken ejerandel støttemodtageren skal have, eller ved at angive, i hvilken periode balancen i ejerandelen vil blive ændret, eller hvilken minimumsprocentdel af vedkommendes indkomst, der skal stamme fra vedkommendes aktivitet i den støttede bedrift) med henblik på at rette støtten mod unge landbrugere, som gør landbrug i de støttede bedrifter til deres hovedaktivitet

c)	anvende tilstrækkeligt høje minimumstærskler for de point, som projekterne skal opnå, og opdele budgettet for foranstaltningerne på passende vis for i hele programmeringsperioden at sikre lige adgang til midlerne for unge landbrugere, der etablerer bedrifter

forbedre anvendelsen af forretningsplaner som et værktøj til — i ansøgningsfasen — at vurdere behovet for offentlig finansiering ved at undersøge bedrifternes sandsynlige levedygtighed uden støtten og — ved projekternes afslutning — at vurdere støttens indvirkning på bedrifternes levedygtighed eller på andre klart specificerede mål (f.eks. beskæftigelse eller indførelse af teknologier til energi- eller vandbesparelse);

272.

er af den opfattelse, at lovgivningen vedrørende foranstaltningerne under den fælles landbrugspolitik efter 2020 bør sikre, at Kommissionen og medlemsstaterne (i overensstemmelse med bestemmelserne om delt forvaltning) forbedrer overvågnings- og evalueringssystemet; mener navnlig, at:

Kommissionen bør fastsætte output-, resultat- og virkningsindikatorer, som gør det muligt at vurdere de politiske redskabers fremskridt, effektivitet og produktivitet i forhold til målene ved at trække på bedste praksis, såsom nyttige indikatorer, som medlemsstaterne har udviklet i deres overvågningssystemer;

medlemsstaterne regelmæssigt bør indsamle faktiske data om de støttede bedrifters strukturelle og finansielle karakteristika (f.eks. indtægt, indkomst, antal ansatte, indførte innovationer, landbrugernes uddannelsesniveau), som gør det muligt at vurdere foranstaltningernes produktivitet og effektivitet med hensyn til at nå de ønskede politikmål

Kommissionen og medlemsstaterne bør kræve, at evalueringer giver nyttige oplysninger om projekternes og foranstaltningernes resultater på grundlag af faktiske data om udviklingen i de støttede bedrifters strukturelle og finansielle karakteristika ved at trække på bedste praksis (f.eks. benchmarking, kontrafaktiske analyser, undersøgelser), såsom dem, der blev identificeret i forbindelse med denne revision (jf. tekstboks 5 i Revisionsrettens særberetning — tilfældet Emilia-Romagna, punkt 75)

det bør sikres, at unge landbrugere har let adgang til rådgivning og redskaber, som gør det muligt at reagere effektivt og produktivt i forbindelse med truende markedsforstyrrelser eller markedsmætning samt prisvolatilitet; mener, at det ville gøre det muligt at styrke konkurrenceevnen og markedsorienteringen og reducere de kriserelaterede udsving i producenternes indkomst;

Del XXI Revisionsrettens særberetning nr. 11/2017 med titlen »EU's Bêkou-trustfond for Den Centralafrikanske Republik: en lovende begyndelse trods visse mangler«

273.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens bemærkninger og anbefalinger;

274.

glæder sig over oprettelsen af EU's Bêkou-trustfond og dens bidrag til den internationale reaktion på krisen i Den Centralafrikanske Republik; anerkender, at denne første trustfond kan betragtes som et stort pilotprojekt på flere måder, og at det er nødvendigt at udvikle mere præcise retningslinjer vedrørende det systemiske spørgsmål om donorkoordination, overvågning og evaluering ud fra en mere systemisk model for at opnå garantier;

275.

bemærker, at trustfonde var et led i en ad hoc-reaktion på baggrund af manglen på midler og den fleksibilitet, der var nødvendig for en hurtig og sammenhængende tilgang til større kriser; mener, at der er behov for mere tid for at bevise effektiviteten heraf og derudover lære af den operationelle gennemførelse;

276.

mener også, at der bør rettes særlig opmærksomhed mod effektiviteten og den politiske styring af trustfonde samt på fraværet af garantier og tilsyn med den endelige anvendelse af de tildelte midler;

277.

mener, at Revisionsrettens bemærkninger vedrørende fondens begrænsede indflydelse på koordinering mellem aktørerne bør gives særlig opmærksomhed, og at Kommissionen bør gøre alt, hvad der står i dens magt for at udnytte allerede indhøstede erfaringer fra Den Europæiske Udviklingsfonds (EUF's) aktiviteter på områder som gennemførelse og koordinering af investeringer, der involverer flere parter, og styring af ejerskabet over resultaterne;

278.

understreger, at eventuelle nye finansielle instrumenter og blandede finansielle instrumenter bør være i overensstemmelse med de overordnede mål for Unionens udviklingspolitik og fokusere på områder, hvor merværdien og de strategiske virkninger er størst;

279.

bemærker, at medlemsstaternes bidrag til trustfonden til dato har været forholdsvis lave; opfordrer medlemsstaterne til at involvere sig yderligere med henblik på at sikre, at denne fond leverer de forventede politiske mål;

280.

mener, at der bør udvises behørig omhu med hensyn til at kontrollere forvaltnings- og administrationsomkostningerne i forhold til de samlede bidrag; går ind for sammenhæng og overensstemmelse mellem sådanne nye udviklingsinstrumenter og strategien og de politiske mål for EUF;

281.

opfordrer Kommissionen til at indføre omfattende kontrolmekanismer til at sikre politisk kontrol fra Parlamentets side med forvaltningen, styringen og gennemførelsen af disse nye instrumenter inden for rammerne af dechargeproceduren; finder det vigtigt, at der udvikles særlige tilsynsstrategier for disse instrumenter med specifikke overordnede mål, delmål og evalueringer;

Del XXII Revisionsrettens særberetning nr. 12/2017 med titlen »Gennemførelsen af drikkevandsdirektivet: Kvaliteten af og adgangen til drikkevand er blevet forbedret i Bulgarien, Ungarn og Rumænien, men investeringsbehovene er stadig store«

282.

understreger, eftersom adgang til drikkevand af god kvalitet er et af borgernes mest basale behov, at Kommissionen bør gøre sit yderste for at forbedre overvågningen af situationen, navnlig i små vandforsyningsområder, som er tættest på slutbrugerne, og minder om, at ringe drikkevandskvalitet kan medføre sundhedsrisici for de europæiske borgere;

283.

opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at orientere borgerne bedre om kvaliteten af det drikkevand, der leveres til dem, eftersom borgerne i en række medlemsstater ikke er klar over, at postevandet er drikkeligt;

284.

beklager, at medlemsstaterne ikke er forpligtede til at indberette vandkvaliteten fra små vandforsyningsområder; håber, at det reviderede drikkevandsdirektiv (24) vil afhjælpe denne situation;

285.

understreger betydningen af en bæredygtig vandinfrastruktur og af, at borgerne inddrages i vedligeholdelse af vandinfrastrukturen;

286.

understreger, at det er absolut nødvendigt, at vandprissætningspolitikken fremmer effektiviteten og dækker omkostningerne ved vandanvendelse; bemærker, at det er medlemsstaternes ansvar at levere drikkevand til overkommelige priser og af høj kvalitet for alle deres borgere, idet vand er et fælles gode og en menneskeret;

287.

minder Kommissionen om, at de igangværende drøftelser og den voksende tendens hen imod liberalisering og privatisering af vandforsyningstjenester i flere medlemsstater har skabt stor bekymring blandt borgerne;

Del XXIII Revisionsrettens særberetning nr. 13/2017 med titlen »Et fælles europæisk jernbanetrafikstyringssystem: Vil det politiske mål nogensinde blive til virkelighed?«

288.

glæder sig over Revisionsrettens særberetning og tilslutter sig dens bemærkninger og anbefalinger;

289.

bemærker, at Kommissionen ikke har foretaget en behørig vurdering af konsekvenserne af de lovgivningsmæssige pakker, som den siden 2000 har iværksat inden for jernbanesektoren; beklager, at de EU-midler, som er investeret i de mange projekter, ikke kan anses for at være omkostningseffektive;

290.

bemærker, at jernbanesektoren generelt er meget korporativ af natur, hvilket kan påvirke opfattelsen af markedsliberaliseringen som en trussel snarere end som en fordel;

291.

bemærker, at medlemsstaternes interesse i at fremme interoperabilitet skal ledsages af et overslag over udgifterne og den nødvendige finansiering; opfordrer medlemsstaterne til at fastsætte realistiske mål, når der tildeles økonomisk støtte fra Unionen til ERTM-systemet, og råder Kommissionen til at fastsætte realistiske frister for gennemførelsen;

292.

glæder sig over Kommissionens tilsagn om at udarbejde en køreplan for afviklingen i samarbejde med medlemsstaterne med juridisk bindende mål; glæder sig derfor over, at Kommissionen har besluttet at samarbejde med sektoren om at fremme anvendelsen af en fælles udbudsordning udarbejdet af Fællesskabet af de Europæiske Jernbaner;

293.

mener, at de bekostelige investeringer, der kræves af ERTMS, og det forhold, at der ikke er nogen øjeblikkelige fordele for dem, der skal afholde udgifterne, kræver en strategisk vurdering af fastsættelsen af prioriteter i Rådet og medlemsstaterne; glæder sig over den europæiske udbygningsplan for ERTMS og den tilhørende detaljerede handlingsplan, hvis mål er at sikre en stabil strøm af bistand; opfordrer medlemsstaterne til at fokusere på at opnå en bedre koordinering af den europæiske udbygningsplan og sikre, at Unionens forpligtelser behandles inden for rammerne af deres nationale prioriteter; glæder sig over Kommissionens tilsagn om at fastsætte midlertidige mål i de nationale udbygningsplaner for at forbedre overvågningen af de enkelte sektioner;

294.

er bekymret over den høje grad af frigørelse, der er i forbindelse med TEN-T-støtte til ERTMS-projekter, hvilket hovedsagelig skyldes, at Unionens finansielle bestemmelser og de nationale gennemførelsesstrategier ikke er tilpasset hinanden; glæder sig over, at Kommissionen er i færd med at tilpasse procedurerne for CEF-finansieringen, hvor det er muligt; opfordrer Kommissionen til at overveje og vurdere situationen og træffe de nødvendige foranstaltninger for at få rettet op på disse svagheder;

295.

beklager, at EU-støtte til mobile enheder hovedsagelig anvendes til indenlandsk trafik, og at godstransport ikke kan støttes af samhørighedsfondene; minder om, at jernbanegodstransporten er et af de vigtigste aspekter af det indre marked;

296.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der rettes op på svagheder i forbindelse med inkompatibilitet i systemet i løbet af den næste programmeringsperiode;

297.

mener, at det indre jernbanemarked, hvis det skal være operationelt, kræver, at de berørte markedsdeltagere engagerer sig fuldt ud forud for tildelingen af EU-midler; er af den opfattelse, at Unionens politik for jernbanesektoren kræver en realistisk ændring af strategien, som bør omfatte en cost-benefit-vurdering, og udviklingen af en økonomisk model i medlemsstaterne, hvis der ikke findes en sådan model med henblik på at sikre tilstrækkelig finansiering og for at gøre det muligt at finde frem finansieringskilder på en effektiv måde;

Del XXIV Revisionsrettens særberetning nr. 14/2017 med titlen »Performancevurdering af sagsbehandlingen i Den Europæiske Unions Domstol«

298.

hilser Revisionsrettens særberetning velkommen; tilslutter sig dens bemærkninger og anbefalinger;

299.

kritiserer Den Europæiske Unions Domstol for at nægte Revisionsretten adgang til nogle af de dokumenter, som de anmodede om, til performancevurderingen af Den Europæiske Unions Domstol; minder Den Europæiske Unions Domstol om, at Revisionsrettens medlemmer samt dens revisorer er bundet af fortrolighedskrav og tavshedspligt i forbindelse med udøvelsen af deres opgaver (25); beklager, at det ikke var muligt at interviewe referendarerne til trods for den afgørende rolle, som de spiller i Den Europæiske Unions Domstols arbejde;

300.

bemærker med beklagelse, at Retten fra 2012 og fremefter gentagne gange har overskredet den rimelige frist for, hvornår en part i en retssag har ret til at forvente, at der afsiges dom; opfordrer Retten til at aflægge rapport til Budgetkontroludvalget for at afklare situationen;

301.

bemærker, at fordelingen af dommere mellem afdelingerne efter reformen af Den Europæiske Unions Domstols retslige struktur sker i henhold til arbejdsbyrden inden for de forskellige områder; er interesseret i at vide, hvordan denne fordeling foregår, og om der findes specialiserede afdelinger for visse områder; anmoder om statistiske data om udviklingen i sager under det nye system;

302.

beklager, at Revisionsretten i sin stikprøve ikke medtog de sager, hvor sagsbehandlingen varede dobbelt så lang tid end den gennemsnitlige varighed; er af den opfattelse, at det ikke kun er typiske sager, der er relevante for at en performancevurdering;

303.

foreslår, at Den Europæiske Unions Domstols arbejdssprog, navnlig i forbindelse med forhandlinger, udvides til at omfatte engelsk, fransk og tysk, der udgør arbejdssprogene i EU-institutionerne; opfordrer Den Europæiske Unions Domstol til at undersøge bedste praksis i EU-institutionerne med henblik på at gennemføre denne reform af den sproglige praksis;

304.

bemærker, at referendarer har stor indflydelse på Den Europæiske Unions Domstols præstation, men at omverdenen stadig ikke er bekendt med deres rolle og med de bestemmelser, som gælder for dem;

305.

er bekymret over, at i oversigten over de mest hyppige faktorer, der påvirker varigheden af den skriftlige forhandling ved Retten, tegner modtagelse og behandling af processkrifter i Justitskontoret sig for 85 % af den krævede tid; stiller spørgsmålstegn ved, om Justitskontoret har tilstrækkelige ressourcer til rådighed;

306.

er bekymret over varigheden af de sager ved Retten, hvor der er rejst fortrolighedsspørgsmål;

307.

noterer sig processen med hensyn til fordelingen af de sager, der indbringes for Domstolen og Retten; anmoder Den Europæiske Unions Domstol om at fremlægge de regler, der fastsætter fordelingsproceduren i såvel Domstolen som i Retten;

308.

bemærker, at 40 % af sagerne ved Retten blev fordelt uden for turnusordningen i 2014 og 2015, hvilket i sig selv gør systemet tvivlsomt; rejser samtidig tvivl om den skønsmæssige fordeling af sager i Retten; beklager manglen på gennemsigtighed i proceduren;

309.

er bekymret over, at retsferier er en af de faktorer, der hyppigst påvirker sagsbehandlingens varighed i Den Europæiske Unions Domstol; foreslår, at retsmøder og voteringer — også ud over i de sager, hvor specifikke omstændigheder kræver det — bør være tilladt i denne periode for en bredere vifte af sager;

310.

bemærker, at referendarers sygdom, barsels-/forældreorlov eller fratrædelse også har en indvirkning på sagsbehandlingens varighed; anmoder Den Europæiske Unions Domstol om at overveje alternative metoder til at håndtere midlertidigt fravær og sikre, at arbejdet udføres gnidningsløst;

311.

er af den opfattelse, at ressourcerne ikke fordeles forholdsmæssigt mellem Domstolen og Retten i forhold til deres respektive arbejdsbyrde; foreslår, at domslæserne i Retten griber ind på et senere tidspunkt i sagsforløbet;

312.

opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at afgørelserne om udnævnelse af nye dommere træffes i god tid inden deres forgængeres fratrædelsesdato med henblik på at sikre en gnidningsløs overgang i forbindelse med arbejdsbyrden;

313.

er bekymret over, at Den Europæiske Unions Domstol anvender en tilgang med standardløsninger for alle de forskellige trin i processen; opfordrer Den Europæiske Unions Domstol til at tilpasse den fastsatte frist, således at der tages højde for de individuelle sagers type og kompleksitet;

314.

bemærker, at spørgsmål vedrørende intellektuel ejendomsret indgår i et betydeligt antal sager i såvel Domstolen som i Retten; tilskynder Den Europæiske Unions Domstol til at analysere mulighederne for at forenkle procedurerne for disse sager og til at overveje at lade Den Europæiske Unions Domstols forsknings- og dokumentationstjeneste gennemføre en forundersøgelse;

Del XXV Revisionsrettens særberetning nr. 16/2017 med titlen »Udvikling af landdistrikterne: behov for mindre kompleksitet og større fokus på resultater«

315.

henstiller i forbindelse med forberedelsen af programmeringsperioden efter 2020 og for at sætte større fokus på performance og resultater, integrere landdistriktsprogrammerne bedre med andre programmer og styrke vurderingen af landdistriktsprogrammernes bidrag til opfyldelsen af de strategiske mål til:

a)	at Kommissionen i sine politikforslag sørger for at vise, hvordan sammenhængen mellem de enkelte programmer vil blive styrket gennem yderligere udvikling af krav

b)	at medlemsstaterne senest i 2022 beskriver nærmere, hvordan man på baggrund af Unionens overordnede mål og regler vil anvende, følge op på og rapportere om de mekanismer, der skal sikre samordning, komplementaritet og synergi;

316.

anmoder Kommissionen om at revidere programmeringsdokumenternes udformning med henblik på at forenkle deres indhold og reducere antallet af krav for programmeringsperioden efter 2020; mener især, at den bør begrænse programmeringsdokumenternes struktur, så den kun omfatter de elementer og muligheder, der er afgørende for at kunne planlægge, afholde og overvåge udgifterne korrekt;

317.

opfordrer Kommissionen til sammen med medlemsstaterne at træffe foranstaltninger senest ved udgangen af 2018 til at sikre, at den uddybende årlige gennemførelsesrapport i 2019 giver klare og omfattende oplysninger om programmernes resultater, og at de påkrævede svar på de fælles evalueringsspørgsmål giver et bedre grundlag for den næste programmeringsperiode;

318.

opfordrer Kommissionen til i forbindelse med forberedelsen af programmeringsperioden efter 2020 at definere mere nøjagtigt de typer af indikatorer, der skal fastsættes i forbindelse med Unionens overordnede mål for landbrug og udvikling af landdistrikter, med henblik på at vurdere resultaterne af landdistriktsforanstaltningerne og deres virkninger; mener, at Kommissionen her kunne drage nytte af de erfaringer med at sætte fokus på performance og resultater, som andre internationale organisationer (f.eks. WHO, Verdensbanken og OECD) har gjort, og de løsninger, de har udviklet;

319.

er af den opfattelse, at Kommissionen er nødt til at sikre kontinuiteten i den form for investering, der foretages på nuværende tidspunkt under den anden søjle i den fælles landbrugspolitik, som er et vigtigt finansieringsinstrument til at sætte skub i den økonomiske vækst, fremme konkurrenceevnen, innovation og beskæftigelsen i tilbagestående regioners landdistrikter og bjergområder og sikre en bæredygtig udvikling af landdistrikterne;

320.

opfordrer Kommissionen også til at fremme og lette det nationale samarbejde og netværkssamarbejdet for at udbrede gode praksisser for resultatmåling, der er udviklet på nationalt niveau senest ved udgangen af 2020;

321.

anmoder Kommissionen om med henblik på programmeringsperioden efter 2020 at gennemgå og gøre status over de erfaringer, der er gjort med at anvende det nuværende system senest ved udgangen af 2020, herunder:

a)	virkningen af resultatreserven, og hvilke alternative mekanismer der bedre vil kunne forbedre resultaterne

b)	relevansen og målbarheden af de resultatindikatorer, der anvendes med henblik på adgang til resultatreserven, og

c)	anvendelsen af finansielle sanktioner for at imødegå utilfredsstillende resultater;

322.

opfordrer Rådet og Kommissionen til at overveje, inden der vedtages yderligere lovgivningsforslag i midten af 2018, at bringe den langsigtede strategi og politikformulering i overensstemmelse med budgetcyklussen og foretage en gennemgribende udgiftsrevision, før der opstilles et nyt langsigtet budget;

323.

mener, at Kommissionen for at give mulighed for, at landdistriktsprogrammerne godkendes i begyndelsen af den næste programmeringsperiode, i sine forslag til lovgivning bør angive de ændringer, der indgår i tidsplanen for politikudformning, programmering og gennemførelse, for at sikre at landdistriktsprogrammerne kan blive godkendt i starten af den næste programmeringsperiode, således at de kan gennemføres rettidigt fra 2020;

324.

er af den opfattelse, at beslutningen om den flerårige finansielle rammes varighed bør skabe den rette ligevægt mellem to tilsyneladende modstridende krav: på den ene side behovet for, at flere EU-politikker — især dem, der er under delt forvaltning såsom landbrugs- og samhørighedspolitikken — fungerer på grundlag af stabiliteten og forudsigeligheden af en forpligtelse på mindst syv år, og på den anden side nødvendigheden af demokratisk legitimitet og ansvarlighed, som følger af, at de enkelte finansielle rammer synkroniseres med Parlamentets og Kommissionens femårige politiske cyklus;

Del XXVI Revisionsrettens særberetning nr. 17/2017 med titlen »Kommissionens intervention i den græske finanskrise«

325.

takker Revisionsretten for at forberede en omfattende rapport om et meget vigtigt emne, som er tæt knyttet til Budgetkontroludvalgets aktiviteter; beklager, at det tog tre år at udarbejde revisionsberetningen; understreger betydningen af rettidigt udarbejdede beretninger, da dette ville lette arbejdet for Kommissionen og Parlamentet betydeligt;

326.

beklager, at Revisionsretten kun havde begrænsede beføjelser i forbindelse med revisionen af Unionens finansielle bistand til Grækenland, der blev forvaltet af trojkaen bestående af Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og IMF, og ikke modtog tilstrækkelige oplysninger fra ECB; opfordrer ECB til i en ånd af gensidigt samarbejde at give oplysninger, der gør det muligt for Revisionsretten at få et bredere billede af anvendelsen af EU-midler;

327.

anerkender den vanskelige økonomiske situation i hele Europa og især den vanskelige politiske situation i Grækenland under gennemførelsen af Unionens finansielle bistand, eftersom dette havde en direkte indvirkning på effektiviteten af gennemførelsen af bistanden;

328.

understreger den afgørende betydning af gennemsigtighed i anvendelsen af EU-midler inden for rammerne af de forskellige finansielle støtteinstrumenter, der er gennemført i Grækenland;

329.

anmoder Kommissionen om at forbedre de generelle procedurer for udformning af støtteprogrammer, navnlig ved at beskrive omfanget af det analysearbejde, der er nødvendigt for at begrunde betingelsernes indhold, og om muligt at angive, hvilke værktøjer der kan anvendes i relevante situationer;

330.

understreger nødvendigheden af, at Kommissionen forbedrer sine ordninger vedrørende overvågning af gennemførelsen og lanceringen af reformerne med henblik på bedre at kunne identificere administrative hindringer eller andre hindringer for en effektiv gennemførelse af reformerne; mener endvidere, at Kommissionen bør sikre, at den har de nødvendige ressourcer til at foretage sådanne vurderinger;

Del XXVII Revisionsrettens særberetning nr. 18/2017 med titlen »Det fælles europæiske luftrum: En ændret kultur, men ikke et fælles luftrum«

331.

påpeger den manglende fuldstændige gennemførelse af det fælles europæiske luftrum på grund af modstand fra visse luftfartserhverv, der forsvarer deres egne prærogativer, og på grund af manglende stærk politisk vilje i medlemsstaterne til at opfylde betingelserne for gennemførelse af dette initiativ;

332.

beklager, at selv om det er lykkedes Unionen at fjerne landegrænser mellem Schengenmedlemsstater, har den hidtil ikke været i stand til at fjerne grænser i luften mellem de samme medlemsstater, hvilket fører til et fælles tab på 5 mia. EUR om året;

333.

påpeger, at der er behov for at revidere og ajourføre indikatorerne for at strømline lufttrafikkens præstationsordning; glæder sig over, at Kommissionen har oplyst, at de er ved at blive revideret; understreger, at nøjagtige, relevante data er nødvendige for at sikre, at revisionen af indikatorerne er effektiv;

334.

påpeger, at gennemførelsen af det fælles europæiske luftrum ville reducere CO2-emissioner fra luftfartssektoren med op til 10 %, hvilket i væsentlig grad ville medvirke til at nå målene i Parisaftalen om klimaændringer;

335.

opfordrer Kommissionen til at se nærmere på resultaterne af SESAR-fællesforetagendet, fordi de muligvis ikke kan anvendes i den aktuelle situation, hvor det fælles europæiske luftrum ikke er blevet gennemført, og de risikerer at blive anvendt i forbindelse med luftsystemer, som ikke er i stand til at samarbejde med hinanden;

336.

anmoder Kommissionen om at fremlægge detaljerede oplysninger om sin aftale med Eurocontrol med henblik på at overvåge anvendelsen af EU-skatteborgernes penge;

337.

påpeger nødvendigheden af, at de nationale tilsynsmyndigheder er uafhængige og udstyret med tilstrækkelige finansielle og organisatoriske ressourcer;

338.

opfordrer Kommissionen til at meddele Parlamentets ansvarlige udvalg, hvorfor den ikke har indledt overtrædelsesprocedurer vedrørende den manglende gennemførelse af de funktionelle luftrumsblokke, som skulle have været operationelle i 2012, men ikke har fungeret før nu;

Del XXVIII Revisionsrettens særberetning nr. 21/2017 med titlen »Forgrønnelse: en mere kompleks indkomststøtteordning, som endnu ikke er miljømæssigt effektiv«

339.

glæder sig over de anbefalinger, som Revisionsretten foreslår, og opfordrer Kommissionen til at følge op på de anbefalinger og bemærkninger, som findes i Revisionsrettens særberetning;

340.

noterer sig de meget høje udgifter til den nye grønne betaling svarende til 30 % af alle direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik og næsten 8 % af hele EU-budgettet; bemærker med bekymring, at dette beløb ikke modsvarer det ambitionsniveau, som der tilbydes med den grønne betaling; opfordrer Kommissionen til at tage højde herfor ved udarbejdelsen af en reform af den fælles landbrugspolitik;

341.

beklager, at det fortsat er uklart, hvordan forgrønnelsen forventes at bidrage til EU's bredere mål vedrørende klimaændringer; opfordrer Kommissionen til at udarbejde en specifik handlingsplan for forgrønnelse som en del af en ny reform af den fælles landbrugspolitik, som klart redegør for interventionslogikken og samtidig fastsætter en række specifikke, målbare mål;

342.

er bekymret over, at forgrønnelsesinstrumentet fortsat består af en indkomststøtteforanstaltning, der endda giver landbrugerne lov til at øge deres indkomst med op til 1 %, men i mange tilfælde ikke nødvendigvis pålægger forpligtelser eller omkostninger i forbindelse med gennemførelsen, hvilket sætter spørgsmålstegn ved finansieringens berettigelse i det hele taget; opfordrer Kommissionen til at udarbejde strengere regler for landbrugerne og i den forbindelse undgå overdreven brug af undtagelser;

343.

er bekymret over kompleksiteten og den begrænsede gennemsigtighed i forgrønnelsen og i selve den fælles landbrugspolitik; opfordrer Kommissionen til at strømline forgrønnelsesprogrammet og hele den fælles landbrugspolitik med henblik på at øge gennemsigtigheden og undgå den høje risiko for misbrug og fordoble finansieringen;

344.

er især bekymret over Revisionsrettens konklusion om, at forgrønnelsen sandsynligvis ikke vil give betydelige fordele for miljøet og klimaet, og opfordrer Kommissionen til at genoverveje, om instrumentet overhovedet bør eksistere, samt genoverveje muligheden for at geninvestere de betydelige forgrønnelsesmidler i allerede eksisterende, ofte overlappende programmer, som har vist sig at være mere effektive og berettigede;

345.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen og Revisionsretten og drage omsorg for, at den offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende (L-udgaven).

(1) EUT L 48 af 24.2.2016.

(2) EUT C 323 af 28.9.2017, s. 1.

(3) EUT C 322 af 28.9.2017, s. 1.

(4) EUT C 322 af 28.9.2017, s. 10.

(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2018)0121 (se side 27 i denne EUT).

(6) EUT L 298 af 26.10.2012, s. 1.

(7) EUT L 287 af 29.10.2013, s. 63.

(8) ECB bør:

1.	strømline beslutningsprocessen yderligere og delegere visse beslutninger til lavere niveauer, således at tilsynsrådet kan fokusere på mere krævende spørgsmål

2.	for at løse problemerne i relation til anvendelsen af delte tjenester, vurdere de forbundne risici og gennemføre de nødvendige beskyttelsesforanstaltninger, herunder håndtering af eventuelle modstridende anmodninger og gennemførelse af specifik kontrol med overholdelsen

3.	tildele tilstrækkelige kompetencer og ressourcer til intern revision, så det sikres, at områder med høj og mellemhøj risiko dækkes, hvor og når det er relevant

4.	samarbejde fuldt ud med Revisionsretten, således at den kan udøve sit mandat og derved styrke ansvarligheden

5.	formalisere sine nuværende ordninger for måling og offentliggørelse af tilsynsresultater med henblik på at styrke dens eksterne ansvarlighed

6.	ændre FTM-rammeforordningen for at formalisere de deltagende kompetente nationale myndigheders forpligtelser og sikre, at alle deltager fuldt ud og proportionelt i JST'ernes arbejde

7.	i samarbejde med de kompetente nationale myndigheder udvikle rolle-/holdprofiler og metoder til at vurdere egnetheden af de ansatte, som de kompetente nationale myndigheder har til hensigt at udpege til JST'erne, og deres efterfølgende resultater

8.	etablere og vedligeholde en centraliseret, standardiseret og omfattende database over JST-ansattes kompetencer, erfaring og kvalifikationer, både ansatte fra ECB og de kompetente nationale myndigheder

9.	indføre en formel undervisningsplan for både nye og eksisterende tilsynsmedarbejdere i JST'erne

10.	udvikle og gennemføre en risikobaseret metode til at fastlægge, hvor mange medarbejdere der bør være i de enkelte JST'er, og hvilken sammensætning af kompetencer de skal have

11.	regelmæssigt revidere klyngetilstanden i denne vigtige proces for planlægning af tilsyn, og om nødvendigt ajourføre den

12.	supplere eller omfordele sine ansatte — på basis af en tydelig prioritering af risiciene — så den i væsentlig højere grad kan være til stede ved den stedlige kontrol af signifikante banker

13.	følge grundigt op på svaghederne ved det IT-system, der anvendes ved kontrol på stedet, og fortsætte sine bestræbelser på at forbedre kvalifikationerne og færdighederne hos de inspektører med ansvar for kontrol på stedet, der kommer fra de kompetente nationale myndigheder.

(9) Erklæring »Sikring af fuldt reviderbare, ansvarlige og effektive banktilsynsordninger efter indførelsen af den fælles tilsynsmekanisme« fra Kontaktkomitéen af formændene for de overordnede revisionsorganer (OR) i EU's medlemsstater og Den Europæiske Revisionsret.

(10) EUT C 50 af 9.2.2018, s. 80.

(11) For begrænsninger af adgangen til oplysninger se bilag II i særberetningen.

(12) For de nuværende rapporteringsordninger mellem ECB og Europa-Parlamentet, se bilag IX i særberetningen.

(13) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle (EUT L 20 af 26.1.2010, s. 7).

(14) Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter (EFT L 206 af 22.7.1992, s. 7).

(15) Handlingsplan for naturen, mennesket og økonomien (COM(2017) 198).

(16) Public Expenditure and Financial Accountability assessment.

(17) Ungdomsgarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet efter tre år (COM(2016) 646).

(18) Beskyttelse af migrantbørn (COM(2017) 211).

(19) Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 af 20. november 2009 om oprettelse af en kontrolordning for Unionen med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik, om ændring af forordning (EF) nr. 847/96, (EF) nr. 2371/2002, (EF) nr. 811/2004, (EF) nr. 768/2005, (EF) nr. 2115/2005, (EF) nr. 2166/2005, (EF) nr. 388/2006, (EF) nr. 509/2007, (EF) nr. 676/2007, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1300/2008, (EF) nr. 1342/2008 og om ophævelse af forordning (EØF) nr. 2847/93, (EF) nr. 1627/94 og (EF) nr. 1966/2006 (EUT L 343 af 22.12.2009, s. 1).

(20) Fartøjsovervågningssystemer.

(21) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1380/2013 af 11. december 2013 om den fælles fiskeripolitik, ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1954/2003 og (EF) nr. 1224/2009 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 og (EF) nr. 639/2004 samt Rådets afgørelse 2004/585/EF (EUT L 354 af 28.12.2013, s. 22).

(22) Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 404/2011 af 8. april 2011 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 om oprettelse af en EF-kontrolordning med henblik på at sikre overholdelse af reglerne i den fælles fiskeripolitik (EUT L 112 af 30.4.2011, s. 1).

(23) Se Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om bevarelse af fiskeressourcerne og beskyttelse af havets økosystemer ved hjælp af tekniske foranstaltninger, om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 1967/2006, (EF) nr. 1098/2007, (EF) nr. 1224/2009 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1343/2011 og (EU) nr. 1380/2013 og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 894/97, (EF) nr. 850/98, (EF) nr. 2549/2000, (EF) nr. 254/2002, (EF) nr. 812/2004 og (EF) nr. 2187/2005 (COM(2016) 134).

(24) Se Kommissionens forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om kvaliteten af drikkevand (omarbejdet) (COM(2017) 753).

(25) Se adfærdskodeksen for medlemmer af Den Europæiske Revisionsret, særlig artikel 6, og de etiske retningslinjer for Den Europæiske Revisionsret, der gælder for de ansatte, særlig afsnit 4 om tavshedspligt.

Top

Choose the experimental features you want to try