22.10.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 280/26

(1)

Ved brev af 2. februar 2007 anmodede Kommissionen Rumænien om oplysninger om eftergivelse af gæld til staten og omlægning af gæld til staten til fordel for Petrotub Roman S.A. (i det følgende benævnt "Petrotub") i forbindelse med Petrotubs privatisering i 2003 (efter privatiseringen blev virksomheden omdøbt til Mittal Steel Roman og efterfølgende ArcelorMittal Tubular Products S.A. (2) – i det følgende benævnt "AM Roman").

(2)

Ved brev af 25. september 2007 meddelte Kommissionen Rumænien, at den med hensyn til den eventuelle støtte i forbindelse med privatiseringen af Petrotub havde besluttet at indlede en procedure i henhold til artikel 108, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (3). Kommissionens beslutning blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (4). Kommissionen opfordrede interesserede parter til at indsende deres bemærkninger til foranstaltningen.

(3)

Rumænien fremsatte bemærkninger ved brev af 26. november 2007, som blev registreret samme dag. Ved brev dateret den 28. januar 2008, der blev registreret den 29. januar 2008, fremsatte ArcelorMittal (moderselskabet) og AM Roman (det pågældende datterselskab) bemærkninger, der blev meddelt Rumænien den 12. februar 2008. Rumænien reagerede ved skrivelse af 11. marts 2008, der blev registreret samme dag.

(4)

Ved brev af 26. februar 2009, 8. oktober 2009 og 29. januar 2010 anmodede Kommissionen om yderligere oplysninger. Rumænien svarede ved brev af 27. april 2009, 19. oktober 2009 og 3. februar 2010, der alle blev registreret på de samme datoer.

(5)

AM Roman er en producent af sømløse stålrør med hjemsted i Roman, som er en rumænsk region, der modtager bistand i medfør af artikel 107, stk. 3, litra a), i TEUF (5). Inden privatiseringen i 2003 var virksomheden, som dengang hed Petrotub, producent af sømløse stålrør, hvis produktion omfattede varmvalsede og koldvalsede stålrør med en diameter på mellem 6 og 620 mm og en godstykkelse på mellem 0,5 og 70 mm. Disse produkter har forskellige anvendelsesformål i energiindustrien (inden for olie- og gasindustrien, den kemiske industri, atomenergi og den konventionelle energi) samt i maskin- og anlægsindustrien. Efter privatiseringen fortsatte virksomheden med at operere på det samme produktmarked. På nuværende tidspunkt ejer ArcelorMittal Tubular Products Holding B.V. Rotterdam NLD (i ArcelorMittal-koncernen) 69,76 % af aktiebeholdningen i virksomheden (6).

(6)

Den 23. juli 2003 offentliggjorde det rumænske privatiseringsagentur, APAPS (det nuværende AVAS) (7), at det agtede at sælge sin aktieandel på 70 % i Petrotub. Privatiseringen blev gennemført ved offentligt udbud. Den 28. oktober 2003 blev der undertegnet en salgsaftale med LNM Holdings NV (det nuværende ArcelorMittal) med en købspris på 6 mio. USD (5,1 mio. EUR (8)).

(7)

I forbindelse med privatiseringen indvilligede APAPS på vegne af den rumænske stat i at afskrive gæld til staten, som beløb sig til i alt 22,5 mio. EUR, og til at omlægge den resterende gæld til staten.

(8)

I 1998 havde Petrotub optaget et erhvervslån på [30-50] (9) mio. DEM [15-25 mio. EUR] med en løbetid indtil 2011 i den tyske udviklingsbank Kreditanstalt für Wiederaufbau (herefter benævnt "KfW") med henblik på køb af en ny valse hos Mannesmann AG. De forskellige elementer i KfW's finansieringspakke var sikret ved hjælp af statsgarantier stillet af Tyskland og Østrig og en bankgaranti fra den rumænske bank Banca Comercială Română (BCR). Den tyske statsgaranti blev modgaranteret af den rumænske stat. Den rumænske modgaranti dækkede 85 % af det samlede KfW-lån på 30-50 mio. DEM. Rumænien pålagde Petrotub et engangsgebyr på [3-7 %].

(9)

I åbningsbeslutningen orienterede Kommissionen Rumænien om, at grundlaget for åbningsbeslutningen var bilag VII, afdeling B, om strukturomlægning af stålindustrien, til protokollen til Rumæniens tiltrædelsestraktat (i det følgende benævnt "Bilag VII"), og at Kommissionen i mangel af specifikke bestemmelser i bilag VII med hensyn til de rumænske rørproducenters retsstilling på tidspunktet for privatiseringen ville undersøge, hvorvidt der foreligger statsstøtte til AM Roman, og hvorvidt denne er forenelig med traktaten.

(10)

Kommissionen bemærkede, at købsprisen (5,1 mio. EUR) ikke dækkede det tab, som staten blev påført i kraft af den eftergivelse af gæld til staten, der beløb sig til 22,5 mio. EUR, og som det rumænske privatiseringsagentur APAPS indrømmede i forbindelse med privatiseringen.

(11)

Inden indledningen af den formelle undersøgelsesprocedure havde Rumænien fremsendt en rapport udarbejdet af en ekstern konsulent (10) for at dokumentere, at en privatisering på de fastsatte vilkår havde været den mest gunstige løsning for staten.

(12)

I rapporten blev det påpeget, at privatisering førte til den mest gunstige situation for den rumænske stat. I nedenstående tabel sammenlignes de beløb, som de enkelte offentlige kreditinstitutioner skønsmæssigt ville have opnået i henholdsvis privatiserings- og likvidationsscenariet (11).

(13)

Denne rapport byggede på antagelsen om, at 1998-garantien i tilfælde af likvidation ville være blevet udløst, og at gældsforpligtelsen i form af det lån, som Petrotub i 1998 optog hos KfW, dvs. [15-25] mio. EUR, ville have påhvilet staten (repræsenteret ved finansministeriet). I likvidationsscenariet ville staten således i sidste ende kun have modtaget [2-9] mio. EUR, hvilket til sammenligning er lavere end det samlede beløb på [4-9] mio. EUR, som den modtog i kraft af privatiseringen.

(14)

I åbningsbeslutningen stillede Kommissionen spørgsmålstegn ved, hvorvidt resultaterne af privatiserings- og likvidationsscenarierne skulle være blevet anslået for staten som helhed, som foreslået i ekspertrapporten, eller særskilt for hver enkelt offentlig kreditor i overensstemmelse med retspraksis fra HAMSA-sagen (12).

(15)

Kommissionen betvivlede tilmed, at tabet på [15-25] mio. EUR som følge af udløsningen af 1998-garantien kunne medtages i beregningen af resultatet ved likvidation. I henhold til Hytasa- (13) og Gröditzer-dommen (14) må der sondres mellem de forpligtelser, staten hæfter for som ejer af et selskabs aktiekapital, og de forpligtelser, der kan påhvile den som offentlig myndighed. Som følge heraf kan de omkostninger, der hæftes for i forbindelse med en lov om offentlige myndigheder, ikke medtages i beregningen af de omkostninger, som en privat aktionær ville have været i stand til og villig til at hæfte for. Kommissionen ser det rumænske finansministeriums udstedelse af en statsgaranti til Petrotub i 1998 som en indikation af, at en privat aktionær ikke ville have været i stand til at udstede en sådan garanti. Et andet forhold, der peger i den retning, er at 1998-garantien blev ydet på vilkår og betingelser, som en privat aktør måske ikke ville accepteret.

(16)

I sit indlæg af 27. november 2007 gjorde Rumænien hovedsagelig gældende, at privatiseringen af Petrotub i oktober 2003 ikke havde begunstiget hverken Petrotub eller køberen, og at transaktionen derfor ikke omfattede statsstøtte i henhold til artikel 107, stk. 1, i TEUF.

(17)

Rumænien fremhævede indledningsvis, at salget af Petrotub var blevet gennemført efter afholdelse af en åben, gennemsigtig og ubetinget udbudsprocedure, hvilket efter de rumænske myndigheders opfattelse viste, at Petrotub var blevet solgt til markedsprisen, og at køberen ikke blev begunstiget ved købet. For det andet mente Rumænien, at staten havde handlet på samme måde som enhver privat sælger ville have gjort, nemlig ved i forbindelse med valget mellem privatisering og likvidation at vælge det scenario, der var mest fordelagtigt ud fra rent økonomiske betragtninger, uden at tage højde for ikke-kommercielle eller politiske betragtninger af den art, som i sagens natur kendetegner udøvelsen af offentlig myndighed.

(18)

I forbindelse med dette andet argument dokumenterede Rumænien, at privatiseringsagenturet, AVAS, i henhold til den nationale lovgivning var forpligtet til og havde beføjelse til at vurdere og sammenligne de samlede resultater af privatisering og likvidation under hensyntagen til statsbudgettet som helhed. Privatiseringsagenturet vælger med andre ord det scenario, som er det mest gunstige for statsbudgettet som helhed, på samme måde som en stor koncern med adskillige kreditorer ville gøre. Ud fra denne synsvinkel, der er i strid med Kommissionens standpunkt, hverken kunne eller skulle staten foretage en særskilt vurdering af resultatet som følge af privatisering og likvidation for hvert af de relevante offentlige organer.

(19)

I forbindelse med vurderingen af resultatet af likvidationen var det desuden korrekt af staten at medregne det tab, som var forbundet med udløsningen af 1998-garantien, da en privat investor også ville have ydet Petrotub en sådan garanti på de givne betingelser. Virksomheden var ikke i vanskeligheder på det tidspunkt, hvor garantien blev ydet, og den risikopræmie, som blev opkrævet hos Petrotub for garantien, udgjorde en passende betaling for en aktionærgaranti, der blev udstedt for en virksomhed, som på daværende tidspunkt var velkørende.

(20)

Desuden skal 1998-garantien vurderes med udgangspunkt i de relevante statsstøttebestemmelser, der var gældende på daværende tidspunkt. I Kommissionens meddelelse om kortfristede eksportkreditforsikringer, som var gældende på daværende tidspunkt, blev langfristede eksportkreditforsikringer undtaget fra kontrollen i medfør af artikel 107, stk. 1, i TEUF (den tidligere artikel 87, stk. 1, i TEF) (15). Rumænien understregede endvidere, at Petrotub i 1998, da garantien blev ydet, var rørproducent, og således ikke var omfattet af EKSF-definitionen af stål eller af bestemmelserne i protokol nr. 2 i EKSF-aftalen om stål henhørende under Europaaftalen.

(21)

AM Roman og moderselskabet ArcelorMittal tilsluttede sig fuldt ud Rumæniens argumentation. Under henvisning til den rumænske lovgivning, der var gældende på daværende tidspunkt, og til Europaaftalens bestemmelser om statsstøtte fremhævede virksomhederne desuden, at den statsgaranti, som blev udstedt til Petrotub i 1998, ikke omfattede statsstøtte. Endvidere udgjorde 1998-garantien en tydelig og bindende kommerciel forpligtelse, som staten påtog sig i sin egenskab af hovedaktionær i den pågældende virksomhed, og kan derfor medtages i beregningen af likvidationsomkostningerne. ArcelorMittal fremhævede også, at selskabet havde købt Petrotub til markedspris, og at enhver eventuel fordel som følge af privatiseringen, quod non, under alle omstændigheder ville have tilfaldet staten som sælger.

(22)

Denne procedure omhandler begivenheder, som fandt sted inden Rumæniens tiltrædelse af Den Europæiske Union (den 1. januar 2007). Petrotub blev privatiseret i oktober 2003. I 1998 havde den rumænske stat udstedt en garanti til Petrotub i forbindelse med optagelsen af et lån på [30-50] mio. DEM hos KfW til køb af en ny valse. 1998-garantien er knyttet til privatiseringen i 2003, for så vidt Rumænien gjorde gældende, at statens omkostninger i tilfælde af likvidation skal medtages i vurderingen af privatiseringstransaktionen i 2003 i forbindelse med princippet om markedsøkonomiske Investor.

(23)

Den generelle regel er, at artikel 107-108 i TEUF ikke finder anvendelse på foranstaltninger iværksat før tiltrædelsen, når de heller ikke finder anvendelse efter tiltrædelsen (16). Kommissionen har kompetence til at udøve undtagelsesvis kontrol af statsstøtte ydet af Rumænien i forbindelse med omstruktureringen af den rumænske stålindustri inden tiltrædelsen på grundlag af bilag VII til tiltrædelsestraktaten for Rumænien (17). Denne undtagelse afviger fra de generelle regler.

(24)

I bilag VII gives der i en bestemmelse tilladelse til, at Rumænien kan afslutte den omstrukturering af landets stålindustri, som blev iværksat inden tiltrædelsen. Omstruktureringen af den rumænske stålindustri inden tiltrædelsen blev iværksat i henhold til protokol nr. 2 i EKSF-aftalen om stål henhørende under Europaaftalen (i det følgende benævnt "protokol nr. 2") og fortsat i henhold til den tillægsprotokol, der blev undertegnet den 23. oktober 2002 (i det følgende benævnt "tillægsprotokollen").

(25)

I protokol nr. 2 fik Rumænien tildelt en femårig periode, hvor landet kunne omstrukturere sin EKSF-stålindustri med henblik på tiltrædelse. Perioden varede fra 1993 til udgangen af 1998. Perioden blev forlænget indtil udgangen af 2004 med en tillægsprotokol, som blev vedtaget ved Rådets beslutning af 29. juli 2002 og undertegnet den 23. oktober 2002. I hele denne periode, dvs. fra 1993 indtil udgangen af 2004, havde Rumænien tilladelse til at yde en omstruktureringsstøtte til stålindustrien, der opfyldte de fastsatte kriterier i protokol nr. 2 (anvendelsen af kriterierne blev forlænget i henhold til tillægsprotokollen), samt på grundlag af det nationale omstruktureringsprogram (i det følgende benævnt "NOP"), som var godkendt af Fællesskabet. Den 18. juli 2005 godkendte Rådet det rumænske NOP (18).

(26)

Bilag VII er en "sikkerhedsforanstaltning", der bemyndiger Kommissionen til efter den 1. januar 2007 (tiltrædelsesdatoen) at overvåge Rumæniens støtte til stålindustrien før tiltrædelsen på grundlag af protokol nr. 2 (fortsat i henhold til tillægsprotokollen) og NOP. I bilag VII bemyndiges Kommissionen desuden til at kræve, at den ydede støtte tilbagebetales, hvis den ikke overholder protokol nr. 2 og NOP. Bilag VII har følgelig karakter af lex specialis, da det tillader overvågning af og kontrol med Rumæniens statsstøtte til stålindustrien med tilbagevirkende kraft forud for landets tiltrædelse af EU. Det er en undtagelse, der afviger fra de generelle regler. I nylige domme vedrørende statsstøtte ydet til polske stålvirksomheder før tiltrædelsen (19) har Retten fastslået, at protokol nr. 8 til tiltrædelsestraktaten for Polen udgør en lex specialis, der indeholder bestemmelser, som svarer til bestemmelserne i bilag VII.

(27)

Kommissionen skal i den igangværende procedure vurdere, om kompetencen til at udøve undtagelsesvis kontrol med tilbagevirkende kraft nævnt i betragtning 23-26 også vedrører den støtte, som Rumænien ydede til rørproducenter før landets tiltrædelse af EU. Det er i denne forbindelse nødvendigt at fortolke det retsgrundlag, der finder anvendelse i dette tilfælde, nemlig bilag VII sammenholdt med protokol nr. 2 og tillægsprotokollen. Det skal undersøges, om bestemmelserne omfatter den støtte, som Rumænien ydede til rørproducenter før landets tiltrædelse af EU.

(28)

Bestemmelser, der udgør lex specialis, skal i overensstemmelse med de almene retsprincipper fortolkes snævert. En snæver fortolkning af retsgrundlaget (se betragtning 29-43 nedenfor) fører frem til den konklusion, at Kommissionens kompetence til at udøve undtagelsesvis kontrol med tilbagevirkende kraft er begrænset til (eventuel) støtte, der er tildelt producenter af EKSF-produkter inden tiltrædelsen af EU, og Kommissionens kompetence vedrører derved ikke (eventuel) støtte til rørproducenter.

(29)

Kommissionens kompetence til at overvåge og kontrollere førtiltrædelsesstøtte til rumænsk stålindustri med tilbagevirkende kraft er fastsat i bilag VII, punkt 12 og 17. I henhold til punkt 12 er Kommissionen og Rådet bemyndiget til at overvåge gennemførelsen af det rumænske NOP forud for og efter tiltrædelsen indtil 2009. I henhold til punkt 17 er Kommissionen bemyndiget til at kræve tilbagebetaling af ydet statsstøtte, hvis de fastsatte betingelser i punkt 1-3 i bilag VII ikke overholdes (som anført i betragtning 30-32 nedenfor).

(30)

Det fastsættes i punkt 1 i bilag VII, at statsstøtte, som Rumænien fra 1993 til 2004 ydede til "bestemte dele af den rumænske stålindustri", anses for at være forenelig med det indre marked, forudsat at: "den periode, der er omhandlet i artikel 9, stk. 4, i protokol nr. 2 om EKSF-produkter til Europaaftalen […] er blevet forlænget indtil den 31. december 2005", vilkårene og betingelserne i NOP er blevet overholdt, der ikke ydes eller betales nogen form for statsstøtte til stålvirksomheder, som er omfattet af nationale strukturomlægningsprogrammer efter den 1. januar 2005, og "[…] der ikke ydes eller betales statsstøtte til den rumænske stålsektor efter den 31. december 2004". Der fastsættes også følgende: "Med henblik på disse bestemmelser og tillæg A forstås ved statsstøtte til strukturomlægning en hvilken som helst foranstaltning vedrørende stålvirksomheder, der udgør statsstøtte efter EF-traktatens artikel 87, stk. 1, og ikke kan anses for forenelig med det fælles marked i henhold til de normale regler, der anvendes i Fællesskabet".

(31)

I punkt 2 i bilag VII bestemmes det, at kun virksomheder, der er anført som begunstigede virksomheder i henhold til NOP (og som også er anført i tillæg A til bilag VII), er berettiget til statsstøtte i perioden 1993-2004.

(32)

I punkt 6 i bilag VII bestemmes det, at virksomheder, der ikke er anført som begunstigede virksomheder i henhold til NOP, ikke kan "modtage statsstøtte til strukturomlægning eller nogen anden form for støtte" og heller ikke skal indskrænke deres kapacitet.

(33)

Bilag VII, punkt 1, første afsnit, indeholder en tydelig henvisning til artikel 9, stk. 4, i protokol nr. 2 (bestemmelsens anvendelse er forlænget med tillægsprotokollen undertegnet den 23. oktober 2002). Protokol nr. 2 vedrører alene EKSF-stålprodukter, og der findes sågar en fortegnelse over EKSF-stålprodukterne i et tillæg. Indholdet af tillægget er en gentagelse af den fortegnelse over EKSF-varer, som er anført i bilag I til EKSF-traktaten, hvor rør tydeligvis ikke indgår i definitionen over "EKSF-stålprodukter" ("stålrør (sømløse eller svejsede) […] trukne stålstænger og slebne eller polerede stålstænger samt jernafstøbninger (rør, tykvæggede rør og fittings samt andre jernafstøbninger").

(34)

EKSF-traktaten udløb den 23. juli 2002. Fra denne dato blev statsstøtte til stålindustrien en del af EU's generelle lovgivningsrammer. I denne forbindelse blev det besluttet, at definitionen på den europæiske stålindustri skulle udvides med rørproducenter. Denne ændrede definition blev anført i artikel 27 og bilag B til de multisektorale rammebestemmelser for regionalstøtte til store investeringsprojekter (20), ifølge hvilke EU's stålindustri omfatter sømløse rør og store svejsede rør (med en diameter på over 406,4 mm). Denne udvidede definition på stålsektoren blev derpå gentaget i bilag I til retningslinjer for statsstøtte med regionalt sigte for 2007-2013 (21) samt i artikel 2, stk. 29, i den generelle gruppefritagelsesordning (22).

(35)

Denne ændring inddrog den nye definition på EU's stålsektor, der omfatter rørproducenter, men den blev ikke desto mindre ikke indført tydeligt i hverken protokol nr. 2 eller tillægsprotokollen. Protokol nr. 2 udløb den 31. december 1997. Med tillægsprotokollen blev gyldighedsperioden af protokol nr. 2 forlænget med yderligere otte år fra den 1. januar 1998 eller indtil Rumæniens tiltrædelse af EU (afhængigt af hvad der først indtræffer). I tillægsprotokollen henvises der generelt til "stålprodukter", og bestemmelsens anvendelsesområde er tydeligt forbundet med artikel 9, stk. 4, i protokol nr. 2, der alene vedrører EKSF-produkter. I henhold til artikel 2 i tillægsprotokollen blev forlængelsen af gyldighedsperioden af protokol nr. 2 navnlig gjort afhængig af, at Rumænien forelagde Kommissionen et NOP og virksomhedsomstruktureringsplaner for støttemodtagerne, som begge opfylder "kravene i artikel 9, stk. 4, i protokol nr. 2 til Europaaftalen, og som er blevet evalueret og godkendt af den nationale myndighed for statsstøttekontrol (Kontoret for Konkurrence og Forbrugerbeskyttelse)".

(36)

Set i lyset af fortolkningen af punkt 1-2 og 6 i bilag VII samt protokol nr. 2 og tillægsprotokollen konstateres det derfor, at punkt 17 i bilag VII ikke giver Kommissionen kompetence til at kontrollere støtte tildelt rumænske rørproducenter forud for tiltrædelsen og særlig i perioden 1993-2004.

(37)

Uafhængigt af den retlige fortolkning af det anvendte retsgrundlag (dvs. bilag VII, protokol nr. 2 og tillægsprotokollen – se betragtning 29-36 ovenfor) undersøgte Kommissionen også, om gennemførelsesbestemmelserne til reglerne om statsstøtte i Europaaftalen og protokol nr. 2 samt de gennemførelsesbestemmelser, der blev vedtaget i 2001 af EU og Rumænien (i det følgende benævnt "gennemførelsesbestemmelserne" (23)), har betydning for fastsættelsen af Kommissionens kompetence til med tilbagevirkende kraft at kontrollere (eventuel) støtte til rumænske rørproducenter tildelt forud for tiltrædelsen.

(38)

Gennemførelsesbestemmelserne indeholder principielt procedurebestemmelser, der skal skelnes fra de materielle bestemmelser om statsstøtte i Europaaftalen og protokol nr. 2. Det skal dog bemærkes, at gennemførelsesbestemmelserne ligeledes indeholder særlige bestemmelser om kriterier til undersøgelse af, om støtten er forenelig med henholdsvis Europaaftalen og protokol nr. 2.

(39)

Det fastslås i den første sætning i gennemførelsesbestemmelsernes artikel 2, stk. 1, at: "[d]en i artikel 1 omhandlede undersøgelse af, hvorvidt støtteprogrammer og støttetildelinger er forenelige med Europaaftalen, vurderes på grundlag af kriterier, som udformes på basis af anvendelsen af artikel 87 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, dvs. på grundlag af nuværende og fremtidig afledt ret, rammebestemmelser, retningslinjer og andre relevante administrative retsakter, der er i kraft i Fællesskabet, samt den retspraksis, der er fastlagt af Retten i Første Instans og De Europæiske Fællesskabers Domstol og afgørelser truffet af associeringsrådet i medfør af artikel 4, stk. 3." I dette stykkes første punktum fastlægges et generelt princip, hvorfor de materielle kriterier for undersøgelse af, om statsstøtte er forenelig med Europaaftalen, generelt har en "udviklingskarakter". Alle løbende ændringer i EU-lovgivningen og domstolenes retspraksis inddrages nemlig i kriterierne.

(40)

I artikel 2, stk. 1, andet punktum, henvises der særlig til de forenelighedskriterier, som er fastlagt i protokol nr. 2: "Hvis støtteydelsen eller støtteprogrammer gælder produkter, der er omfattet af traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, anvendes dette stykkes første punktum fuldt ud, idet undersøgelsen dog ikke foretages på grundlag af de kriterier, der er udformet på basis af anvendelsen af artikel 87 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, men på grundlag af kriterier, der er udformet på basis af anvendelsen af statsstøttereglerne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab." Det skal bemærkes, at det tydeligt fremgår af bestemmelsen, at udviklingen af forenelighedskriterierne er forbundet med EKSF-traktaten i forhold til støtte, der er omfattet af protokol nr. 2. Det er i modsætning til den generelle støtte, der vedrører artikel 2, stk. 1, første sætning (se betragtning 41 ovenfor). Bestemmelsen forholder sig ikke tydeligt til udviklingen af forenelighedskriterierne efter udløbet af EKSF-traktaten i 2002.

(41)

I gennemførelsesbestemmelsernes artikel 2, stk. 2 og 3, fastsættes EU's forenelighedskriterier, som Rumænien skal opfylde. Rumænien underrettes især om alle EU-ændringer af forenelighedskriterierne, når sådanne retsakter ikke offentliggøres, og "har Rumænien ikke senest tre måneder efter modtagelsen af de officielle oplysninger om ændringerne gjort indsigelse mod dem, gælder de som forenelighedskriterier, jf. stk. 1. Gør Rumænien indsigelse mod ændringerne, finder der med udgangspunkt i den indbyrdes tilnærmelse af lovgivningerne, der tilsigtes med Europaaftalen, konsultationer sted i associeringsrådet i henhold til artikel 7 og 8 i nærværende bestemmelser".

(42)

Selv om Rumænien inden for tre måneder ikke havde gjort indsigelse mod ændringen i Fællesskabets definition af stålindustrien, som i 2002 blev udvidet til at omfatte rørproducenter, kunne ændringerne i EU-lovgivningen ikke finde anvendelse på støtte, der ikke var underlagt Europaaftalen, nemlig støtte, der ikke var omfattet af EKSF-traktaten. Bilag VII udgør herudover lex specialis, og Kommissionen kan derfor ikke anvende den udvidede definition af EU's stålsektor til at fastsætte bilagets anvendelsesområde efter udløbet af EKSF-traktaten. Det er derfor nødvendigt at foretage en tydelig sondring mellem "udviklingskarakteren" af den lovgivning, der gælder for statsstøtte til den rumænske stålindustri forud for tiltrædelsen til EU i henhold til Europaaftalen, og en nødvendigvis snæver fortolkning af Kommissionens kompetence til at udøve kontrol med tilbagevirkende kraft, hvilket fremgår af bilag VII, protokol nr. 2 og tillægsprotokollen.

(43)

Kommissionen må som følge af de ovennævnte betragtninger (se navnlig betragtning 36 og 42 ovenfor) konstatere, at den ikke har kompetence til at kontrollere støtte tildelt til rumænske rørproducenter inden tiltrædelsen, især fra 1993-2004, på grundlag af bilag VII. Nærværende procedure afsluttes, idet det tages til efterretning, at Kommissionen ikke har kompetence til at vurdere de pågældende foranstaltninger —