EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32012D0448

2012/448/EU: Kommissionens afgørelse af 12. juli 2012 om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU's miljømærke til avispapir (meddelt under nummer C(2012) 4693) EØS-relevant tekst

EUT L 202 af 28.7.2012, p. 26–37 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (HR)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 15/01/2019; ophævet ved 32019D0070

ELI: http://data.europa.eu/eli/dec/2012/448/oj

28.7.2012   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 202/26


KOMMISSIONENS AFGØRELSE

af 12. juli 2012

om opstilling af miljøkriterier for tildeling af EU's miljømærke til avispapir

(meddelt under nummer C(2012) 4693)

(EØS-relevant tekst)

(2012/448/EU)

EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 66/2010 af 25. november 2009 om EU-miljømærket (1), særlig artikel 8, stk. 2,

efter høring af Den Europæiske Unions Miljømærkenævn og

ud fra følgende betragtninger:

(1)

I henhold til forordning (EF) nr. 66/2010 kan produkter, hvis miljøbelastning er nedbragt gennem hele deres livscyklus, få tildelt EU's miljømærke.

(2)

Forordning (EF) nr. 66/2010 foreskriver, at der fastsættes specifikke miljømærkekriterier for hver produktgruppe.

(3)

Da fremstillingen af avispapir kræver betydelige mængder energi, træ og kemikalier og kan føre til miljøskader eller -risici i relation til udnyttelsen af naturressourcer, bør der opstilles kriterier for tildeling af EU's miljømærke til produktgruppen »avispapir«.

(4)

Foranstaltningerne i denne afgørelse er i overensstemmelse med udtalelse fra det udvalg, der er nedsat ved artikel 16 i forordning (EF) nr. 66/2010 —

VEDTAGET DENNE AFGØRELSE:

Artikel 1

1.   Produktgruppen »avispapir« omfatter papir, som fremstilles af papirmasse og anvendes til at trykke aviser og andre tryksager.

2.   Produktgruppen avispapir omfatter ikke kopipapir og grafisk papir, varmefølsomt papir, fotopapir og selvkopierende papir, indpakningspapir og duftpapir.

Artikel 2

I denne afgørelse forstås ved:

1)   »avispapir«: papir, som primært bruges til at trykke aviser, er fremstillet af papirmasse og/eller genvundet papir og vejer mellem 40 og 65 g/m2.

2)   »genvundne fibre«: fibre, som er udtaget fra affaldsstrømmen i en produktionsproces, eller som er frembragt af husholdninger eller af kommercielle, industrielle eller institutionelle anlæg i deres egenskab af slutbrugere af produktet, og som ikke længere kan bruges til deres oprindelige formål.

Artikel 3

For at få tildelt EU-miljømærket i medfør af forordning (EF) nr. 66/2010 skal en avispapirvare tilhøre produktgruppen »avispapir« som defineret i denne afgørelses artikel 1 og opfylde de tilhørende krav til vurdering og verifikation, jf. bilaget til denne afgørelse.

Artikel 4

Miljøkriterierne for produktgruppen »avispapir« og de krav til vurdering og verifikation, der er knyttet til disse kriterier, gælder i tre år fra vedtagelsen af denne afgørelse.

Artikel 5

Til administrative formål er kodenummeret for »avispapir«»037«.

Artikel 6

Denne afgørelse er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 12. juli 2012.

På Kommissionens vegne

Janez POTOČNIK

Medlem af Kommissionen


(1)  EUT L 27 af 30.1.2010, s. 1.


BILAG

GENERELT

Sigtet med kriterierne

Kriterierne tager navnlig sigte på at fremme en effektiv ressourceudnyttelse ved at fremme genanvendelse af papir, ved at mindske udledningen af giftige eller eutrofierende stoffer i vandmiljøet, at reducere miljøskader eller -risici i forbindelse med anvendelsen af energi (global opvarmning, forsuring, nedbrydning af ozonlaget, udtømning af ikke-vedvarende ressourcer) ved at nedbringe energiforbruget og de dermed forbundne emissioner til luften, at reducere miljøskader eller -risici i forbindelse med anvendelsen af farlige kemikalier og at følge bæredygtige forvaltningsprincipper med henblik på at beskytte skovene.

KRITERIER

Der opstilles kriterier for hvert af de følgende aspekter:

1.

Udledninger til vand og luft

2.

Energiforbrug

3.

Fibre: bæredygtig skovforvaltning

4.

Farlige kemiske stoffer

5.

Affaldshåndtering

6.

Brugsegnethed

7.

Oplysninger på EU-miljømærket

Miljøkriterierne omfatter produktionen af papirmasse, herunder alle delprocesser fra det punkt, hvor fiberråmaterialet/det genvundne råmateriale passerer produktionsstedets porte til det punkt, hvor papirmassen forlader papirmøllen. Hvad angår papirproduktionsprocesserne, omfatter miljøkriterierne alle delprocesser fra bankning af papirmassen (opløsning af det genvundne papir) til oprulning af papiret på ruller.

Følgende aktiviteter er ikke omfattet af disse kriterier:

1.

Transport og emballering af papirmasse, papir eller råvarer

2.

Konvertering af papir.

Krav til vurdering og verifikation

Der er ved hvert kriterium anført specifikke vurderings- og verifikationskrav.

Når ansøgeren skal fremlægge erklæringer, dokumentation, analyser, prøvningsrapporter eller andet belæg for, at kriterierne opfyldes, er det underforstået, at dette kan stamme fra ansøgeren og/eller dennes leverandør(er) og/eller deres leverandør(er) alt efter omstændighederne.

Der kan eventuelt anvendes andre prøvningsmetoder end dem, der er anført ved de enkelte kriterier, hvis disse accepteres som ligeværdige af det kompetente organ, der skal vurdere ansøgningen.

Prøvning skal så vidt muligt udføres af laboratorier, som opfylder de generelle krav i standard EN ISO 17025 eller tilsvarende standard.

De kompetente organer kan om nødvendigt kræve supplerende dokumentation og foretage uafhængig verifikation.

KRITERIER FOR EU-MILJØMÆRKET

Kriterium 1 —   Udledninger til vand og luft

a)   COD, svovl (S), NOx og phosphor (P)

For hver af disse parametre skal udledningen til luft og/eller i vandmiljøet fra papirmasse- og papirfremstillingen udtrykkes i point (PCOD, PS, PNOx og PP), som angivet nedenfor.

Ingen af de point, der gives individuelt til PCOD, PS, PNOx og PP, må overstige 1,5.

Det samlede antal point (Ptotal = PCOD + PS + PNOx + PP), må ikke overstige 4,0.

PCOD beregnes på følgende måde (PS, PNOx og PP beregnes på præcis den samme måde).

For hver anvendt papirmasse »i« skal de dermed forbundne COD-emissioner (CODpapirmasse,i udtrykt i kg/ton lufttørret papirmasse — ADT) vægtes i henhold til deres relative andele af hver mængde anvendt papirmasse (papirmasse »i« for ton lufttørret papirmasse) og lægges sammen. Den vægtede COD-emission for papirmasserne lægges derefter sammen med den målte COD-emission fra papirproduktionen for at give en samlet COD-emission, CODtotal.

Den vægtede COD-referenceværdi for papirmasseproduktion beregnes på samme måde som summen af de vægtede referenceværdier for hver anvendt papirmasse og sammenlægges med referenceværdien for papirproduktion for at give en samlet COD-referenceværdi, CODref total. Referenceværdierne for hver anvendt papirmassetype og for papirproduktionen er anført i tabel 1.

Til sidst divideres den samlede COD-emission med den samlede COD-referenceværdi således:

Formula

Tabel 1

Referenceværdier for emissioner fra forskellige papirmassetyper og papirproduktion

Papirmassetype/papir

Emissioner (kg/ADT)

CODreference

Sreference

NOx,reference

Preference

Bleget kemisk papirmasse (undtagen sulfit)

18,0

0,6

1,6

0,045

Bleget kemisk papirmasse (sulfit)

25,0

0,6

1,6

0,045

Ubleget kemisk papirmasse

10,0

0,6

1,6

0,04

CTMP

15,0

0,2

0,3

0,01

TMP/slibmasse

3,0

0,2

0,3

0,01

Genvundne papirmassefibre

2,0

0,2

0,3

0,01

Papir (ikke-integrerede papirmøller, hvor den anvendte papirmasse købes på markedet)

1

0,3

0,8

0,01

Papir (andre papirmøller)

1

0,3

0,7

0,01

Der indrømmes en undtagelse for Preference-værdien for bleget kemisk papirmasse (undtagen sulfit), jf. tabel 1, op til et indhold på 0,1, hvis det kan godtgøres, at det højere P-indhold skyldes den naturlige forekomst af P i træpapirmassen.

Ved kraftvarmeproduktion på samme anlæg kan NOx- og S-emissionerne fra elfremstilling trækkes fra den samlede mængde. Følgende ligning kan anvendes til at beregne andelen af emissionerne fra elfremstilling:

2 × (MWh(el))/[2 × MWh(el) + MWh(varme)]

Elektriciteten i denne beregning er den elektricitet, der fremstilles i kraftvarmeværket.

Varmen i denne beregning er nettovarmen fra kraftværket, der bruges til papirmasse/papirfremstilling.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge udførlige beregninger, som skal dokumentere, at dette kriterium overholdes, tillige med tilhørende dokumentation, bl.a. prøvningsrapporter på grundlag af følgende prøvningsmetoder: COD: ISO 6060; NOx: ISO 11564; S(oxid.): EPA nr. 8; S(red.): EPA nr. 16A; svovlindholdet i olie: ISO 8754; svovlindholdet i kul: ISO 351; P: EN ISO 6878, APAT IRSA CNR 4110 eller Dr Lange LCK 349.

Dokumentationen skal omfatte en angivelse af målehyppigheden og en beregning af point for COD, S og NOx. Den skal inddrage alle emissioner af S og NOx, som forekommer i forbindelse med fremstillingen af papirmasse og papir, herunder damp, der genereres uden for produktionsstedet, med undtagelse af emissioner fra elproduktionen. Målingerne skal omfatte genvindingskedler, kalkovne, dampkedler og afbrændingsovne til stærkt ildelugtende gasser. Emissioner fra diffuse kilder skal også inddrages. De indrapporterede emissionsmængder af svovl til luften skal omfatte emissioner af såvel oxiderede som reducerede svovlforbindelser (dimethylsulphid, methylmercaptan, hydrogensulphid og lignende emissioner). Svovlemissionerne fra kraftvarmeproduktionen fra olie, kul og andre brændselstyper, hvor svovlindholdet er kendt, kan beregnes i stedet for at måles, og de skal indregnes.

Målinger af udledninger i vandmiljøet skal foretages på ufiltrerede og ikke-bundfældede prøver, der udtages enten efter behandling ved produktionsanlægget eller efter behandling i et offentligt rensningsanlæg. Perioden for målingerne baseres på produktionen i løbet af 12 måneder. Hvis der er tale om et nyt eller ombygget produktionsanlæg, skal målingerne være baseret på mindst 45 på hinanden følgende dage med en løbende, stabil produktion. Målingerne skal være repræsentative for den pågældende produktionsperiode.

Drejer det sig om integrerede papirmøller, skal emissionsværdierne for papirmasse sættes til nul, og tallet for papirmøllen skal omfatte både papirmasse- og papirfremstilling, da det er vanskeligt at uddrage separate emissionstal for papirmasse og papir, hvis der kun foreligger et samlet tal for papirmasse- og papirfremstilling.

b)   Absorberbare organiske halogenforbindelser (AOX)

Indtil den 31. marts 2013 må AOX-emissionerne fra fremstillingen af hver anvendt papirmasse ikke overstige 0,20 kg/ADT.

Fra den 1. april 2013 og indtil gyldighedsperioden for kriterierne i nærværende afgørelse ophører, må AOX-emissionerne fra fremstillingen af hver anvendt papirmasse ikke overstige 0,17 kg/ADT.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en prøvningsrapport, hvor følgende prøvningsmetode er anvendt: AOX ISO 9562 ledsaget af udførlige beregninger, som skal dokumentere, at dette kriterium overholdes, tillige med tilhørende dokumentation.

Målehyppigheden skal oplyses i den underbyggende dokumentation. AOX måles kun under processer, hvor der anvendes chlorforbindelser til blegning af papirmassen. Det er ikke nødvendigt at måle AOX i spildevandet fra ikke-integreret papirproduktion eller i spildevandet fra papirmasseproduktion, hvor der ikke anvendes chlorblegning, eller hvor blegningen udføres med chlorfrie stoffer.

Målingerne foretages på ufiltrerede og ikke-bundfældede prøver, der udtages enten efter behandling ved produktionsanlægget eller efter behandling i et offentligt rensningsanlæg. Perioden for målingerne baseres på produktionen i løbet af 12 måneder. Hvis der er tale om et nyt eller ombygget produktionsanlæg, skal målingerne være baseret på mindst 45 på hinanden følgende dage med en løbende, stabil produktion. Målingerne skal være repræsentative for den pågældende produktionsperiode.

c)   CO2

Emissionerne af kuldioxid fra ikke-vedvarende energikilder må ikke overstige 1 000 kg pr. ton fremstillet papir, inklusive emissioner fra elproduktionen (uanset om den finder sted i eller uden for produktionsanlægget). Emissionerne fra ikke-integrerede papirmøller (hvor den anvendte papirmasse købes på markedet) må ikke overstige 1 100 kg pr. ton. Emissionerne skal beregnes som summen af emissionerne fra papirmasse- og papirfremstillingen.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge udførlige beregninger, som dokumenterer, at kriteriet er opfyldt, tillige med tilhørende dokumentation.

Ansøgeren skal fremlægge data om emissionerne af kuldioxid til luften. Dataene skal omfatte alle konventionelle brændsler, der benyttes under papirmasse- og papirproduktionen, herunder emissioner fra elproduktionen (uanset om den produceres i eller uden for anlægget).

Følgende emissionsfaktorer anvendes til beregning af CO2-emissioner fra brændsler:

Tabel 2

Brændstof

CO2 fossil emission

Enhed

Kul

96

g CO2 fossil/MJ

Råolie

73

g CO2 fossil/MJ

Brændselsolie 1

74

g CO2 fossil/MJ

Brændselsolie 2-5

81

g CO2 fossil/MJ

LPG

66

g CO2 fossil/MJ

Naturgas

56

g CO2 fossil/MJ

El fra elnettet

400

g CO2 fossil/kWh

Perioden for beregningerne eller massebalancerne skal baseres på produktionen i løbet af 12 måneder. Hvis der er tale om et nyt eller ombygget produktionsanlæg, skal beregningerne være baseret på mindst 45 på hinanden følgende dage med en løbende, stabil produktion. Beregningerne skal være repræsentative for den pågældende produktionsperiode.

Ovennævnte tabelværdi for el fra elnettet (EU-gennemsnittet) skal anvendes, medmindre ansøgeren forelægger dokumentation for sine elleverandørers gennemsnitlige værdi (fra den leverandør, med hvem der er indgået kontrakt, eller det nationale gennemsnit); i så fald kan ansøgeren anvende denne værdi i stedet for tabelværdien.

Mængden af energi fra vedvarende energikilder (1), der er købt og anvendt til produktionsprocesserne, tages ikke i betragtning ved beregning af CO2-emissionerne: Ansøgeren skal fremlægge passende dokumentation for, at den form for energi faktisk anvendes i møllen eller indkøbes eksternt.

Kriterium 2 —   Energiforbrug

a)   Elektricitet

Elforbruget i relation til papirmasse- og papirfremstillingen skal udtrykkes i point (PE) som anført nedenfor.

Antallet af point PE skal være 1,5 eller derunder.

Beregningen af PE foretages på følgende måde:

Beregning for papirmassefremstilling: For hver anvendt mængde papirmasse i skal det tilsvarende elforbrug (Epapirmasse,i udtrykt i kWh/ADT) beregnes således:

Epapirmasse,i = Intern elproduktion + købt el — solgt el

Beregning for papirfremstillingen: Tilsvarende skal elforbruget til papirfremstillingen (Epapir) beregnes således:

Epapir = Intern elproduktion + købt el – solgt el

Endelig skal pointsummen for fremstilling af papirmasse og papir (PE) beregnes på følgende måde:

Formula

Drejer det sig om integrerede papirmøller, skal elektricitetsværdierne for papirmasse sættes til nul, og tallet for papirmøllen skal omfatte både papirmasse- og papirfremstilling, da det er vanskeligt at uddrage separate elektricitetstal for papirmasse og papir, hvis der kun foreligger et samlet tal for papirmasse- og papirfremstilling.

b)   Brændsel (varme)

Brændselsforbruget i relation til papirmasse- og papirfremstillingen skal udtrykkes i point (PF) som anført nedenfor.

Antallet af point PF skal være 1,5 eller derunder.

Beregningen af PF foretages på følgende måde:

Beregning for papirmassefremstilling: For hver anvendt mængde papirmasse i skal det tilsvarende brændselsforbrug (Fpapirmasse,i udtrykt i kWh/ADT) beregnes således:

Fpapirmasse,i = Intern brændselsproduktion + købt brændsel – solgt brændsel – 1,25 × den internt producerede el

Bemærk:

1.

Fpapirmasse,i (og dettes bidrag til PF, papirmasse) behøver ikke blive beregnet for mekanisk papirmasse, medmindre det drejer sig om markedsført, lufttørret, mekanisk papirmasse, som indeholder mindst 90 % tørstof.

2.

Mængden af brændsel anvendt til at fremstille den solgte varme føjes til termen »solgt brændsel« i ligningen ovenfor.

Beregning for papirfremstillingen: brændselsforbruget til papirfremstillingen (Fpapir udtrykt i kWh/ADT) skal beregnes på tilsvarende måde:

Fpapir = Intern brændselsproduktion + købt brændsel — solgt brændsel – 1,25 × den internt producerede el

Endelig skal pointsummen for fremstilling af papirmasse og papir (PF) beregnes på følgende måde:

Formula

Tabel 3

Referenceværdier for el og brændsler

Papirmassetype

Brændsel kWh/ADT

Freference

El kWh/ADT

Ereference

Ikke-admp

admp

Ikke-admp

admp

Kemisk papirmasse

4 000

5 000

800

800

Termomekanisk papirmasse (TMP)

0

900

2 200

2 200

Mekanisk papirmasse SGW (og PGW)

0

900

2 000

2 000

Kemisk termomekanisk papirmasse (CTMP)

0

1 000

2 000

2 000

Genvundne papirmassefibre

300

1 300

450

550

Papirtype

Brændstof

kWh/ton

 

Elektricitet

kWh/ton

Avispapir

 

1 800

 

700

Admp

=

lufttørret papirmasse, der sælges på det åbne marked.

Vurdering og verifikation (for både a) og b)): Ansøgeren skal fremlægge udførlige beregninger, som dokumenterer, at kriteriet er opfyldt, tillige med al tilhørende dokumentation. De afgivne oplysninger skal derfor omfatte det samlede el- og brændselsforbrug.

Ansøgeren skal beregne alle energiinputs, opdelt på varme/brændstoffer og elektricitet, der anvendes under produktionen af papirmasse og papir, inklusive den energi, der bruges ved fjernelse af tryksværte fra affaldspapir til produktion af genvundet papir. Energiforbruget i forbindelse med transport af råmaterialer og til omdannelse og emballering skal ikke indregnes i beregningen af energiforbruget.

Det samlede varmeenergiforbrug omfatter alle indkøbte brændsler. Det omfatter også genvundet varmeenergi ved forbrænding af væsker og affald fra produktionsprocesser på stedet (f.eks. træaffald, savsmuld, væsker, affaldspapir og fraskær) såvel som varme, der genvindes ved intern elproduktion — ansøgeren behøver dog kun at medregne 80 % af varmeenergien fra sådanne kilder ved beregning af den samlede varmeenergi.

Ved elenergi forstås netto importeret el stammende fra elforsyningsnettet og intern elproduktion målt som eleffekt. Der skal dog ikke redegøres for el, som anvendes til spildevandsrensning.

Når der genereres damp med el som varmekilde, skal dampens varmeværdi beregnes og dernæst divideres med 0,8 og lægges til det samlede brændselsforbrug.

Drejer det sig om integrerede papirmøller, skal brændsels(varme)værdierne for papirmasse sættes til nul, og tallet for papirmøllen skal omfatte både papirmasse- og papirfremstilling, da det er vanskeligt at uddrage separate brændsels(varme)tal for papirmasse og papir, hvis der kun foreligger et samlet tal for papirmasse- og papirfremstilling.

Kriterium 3 —   Fibre

Mindst 70 vægtprocent af den samlede mængde fibre, som benyttes til avispapiret, skal bestå af genvundne fibre.

Alle benyttede fibre, som ikke er genvundne, skal være nye fibre, der er omfattet af gyldige certifikater for bæredygtig skovforvaltning og kontrol af leverandørkæden (chain of custody), og som er udstedt af en uafhængig ekstern certificeringsordning som f.eks. FSC, PEFC eller lignende.

Er det imidlertid efter en sådan certificeringsordning tilladt, at certificeret materiale blandes med ucertificeret materiale i et produkt eller i en produktlinje, må andelen af ucertificeret materiale ikke overstige 50 % af den samlede mængde benyttede fibre. Ucertificeret materiale skal være omfattet af en kontrolordning, som sikrer, at det stammer fra lovlige kilder og opfylder eventuelle andre krav i certificeringsordningen vedrørende ucertificeret materiale.

Certificeringsorganer, der udsteder certifikater for skov og/eller leverandørkæden (chain of custody), skal være akkrediteret/anerkendt af den pågældende certificeringsordning.

Beregningen af indholdet af genvundne fibre omfatter ikke genbrug af materialer, der er frembragt i en proces, og som kan oparbejdes inden for samme proces (fraskær — egen produktion eller indkøbt).

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge fyldestgørende dokumentation med angivelse af type, mængde og oprindelse for de fibre, der er anvendt i papirmassen og i papirproduktionen.

Anvendes der nye fibre, skal produktet være omfattet af gyldige certifikater for bæredygtig skovforvaltning og for kontrol af leverandørkæden (chain of custody) udstedt af en uafhængig ekstern certificeringsordning som f.eks. FSC, PEFC eller lignende. Hvis produktet eller produktlinjen omfatter ucertificeret materiale, bør der fremlægges bevis for, at det ucertificerede materiale udgør mindre end 50 procent, og at det er omfattet af en kontrolordning, som sikrer, at det stammer fra lovlige kilder og opfylder eventuelle andre krav i certificeringsordningen vedrørende ucertificeret materiale.

Andelen af genvundne fibre beregnes som forholdet mellem de benyttede genvundne fibre og den endelige papirproduktion. Anvendes der genvundne fibre, skal ansøgeren fremlægge en erklæring med angivelse af den gennemsnitlige mængde genvundet papir, der er anvendt til produktet i overensstemmelse med standard EN 643 (2) eller en tilsvarende standard. Ansøgeren skal også fremlægge en erklæring om, at fraskær (egen produktion eller indkøbt) ikke indgår i beregningen af andelen af genvundet papir.

Kriterium 4 —   Stoffer og blandinger, der ikke må anvendes eller kun må anvendes i begrænset omfang

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en liste over de kemikalier, der er anvendt til fremstillingen af papirmasse og papir, sammen med anden relevant dokumentation (som f.eks. sikkerhedsdatablade). Denne liste skal omfatte mængde, funktion og leverandører af alle de stoffer, som anvendes i fremstillingsprocessen.

a)   Farlige stoffer og blandinger

I henhold til artikel 6, stk. 6, i forordning (EF) nr. 66/2010 må produktet ikke indeholde stoffer, der er omhandlet i artikel 57 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (3), eller stoffer eller blandinger, der opfylder kriterierne for klassifikation i fare- eller risikosætninger i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1272/2008 (4) eller Rådets direktiv 67/548/EØF (5) som angivet i nedenstående tabel.

Liste over fare- og risikosætninger:

Faresætning (6)

Risikosætning (7)

H300 Livsfarlig ved indtagelse

R28

H301 Giftig ved indtagelse

R25

H304 Kan være livsfarligt, hvis det indtages og kommer i luftvejene

R65

H310 Livsfarlig ved hudkontakt

R27

H311 Giftig ved hudkontakt

R24

H330 Livsfarlig ved indånding

R23/26

H331 Giftig ved indånding

R23

H340 Kan forårsage genetiske defekter

R46

H341 Mistænkt for at forårsage genetiske defekter

R68

H350 Kan fremkalde kræft

R45

H350i Kan fremkalde kræft ved indånding

R49

H351 Mistænkt for at fremkalde kræft

R40

H360F Kan skade forplantningsevnen

R60

H360D Kan skade det ufødte barn.

R61

H360FD Kan skade forplantningsevnen. Kan skade det ufødte barn

R60/61/60-61

H360Fd Kan skade forplantningsevnen. Mistænkes for at skade det ufødte barn

R60/63

H360Df Kan skade det ufødte barn. Mistænkes for at skade forplantningsevnen

R61/62

H361f Mistænkes for at skade forplantningsevnen

R62

H361d Mistænkes for at skade det ufødte barn

R63

H361fd Mistænkes for at skade forplantningsevnen. Mistænkes for at skade det ufødte barn

R62-63

H362 Kan skade børn, der ammes

R64

H370 Forårsager organskader

R39/23/24/25/26/27/28

H371 Kan forårsage organskader

R68/20/21/22

H372 Forårsager organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering

R48/25/24/23

H373 Kan forårsage organskader ved længerevarende eller gentagen eksponering

R48/20/21/22

H400 Meget giftig for vandlevende organismer

R50

H410 Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer

R50-53

H411 Giftig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger

R51-53

H412 Skadelig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger

R52-53

H413 Kan forårsage langvarige skadelige virkninger for vandlevende organismer

R53

EUH059 Farlig for ozonlaget

R59

EUH029 Udvikler giftig gas ved kontakt med vand

R29

EUH031 Udvikler giftig gas ved kontakt med syre

R31

EUH032 Udvikler meget giftig gas ved kontakt med syre

R32

EUH070 Giftig ved kontakt med øjnene

R39-41

Der må ikke anvendes kommercielle farveformuleringer, farvestoffer, midler til overfladeefterbehandling, hjælpekemikalier og belægningsmaterialer i papirmasse eller papir, hvis disse på ansøgningstidspunktet er tildelt eller kan tildeles faresætning H317: Kan forårsage allergisk hudreaktion

R43

Ovenstående krav gælder ikke for stoffer eller blandinger, hvis egenskaber ændres af forarbejdningen på en sådan måde, at den identificerede fare ikke længere er til stede (f.eks. således, at de ikke længere er biotilgængelige, eller ved at de undergår en kemisk forandring).

Koncentrationsgrænserne for stoffer eller blandinger, som kan tildeles eller er tildelt ovennævnte faresætninger eller risikosætninger, eller som opfylder kriterierne for klassifikation i de fareklasser eller –kategorier, der er angivet i ovenstående tabel, og koncentrationsgrænserne for stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra a), b) eller c), i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke overskride de generiske eller specifikke koncentrationsgrænser, der er fastsat i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1272/2008. Er der fastsat specifikke koncentrationsgrænser, går disse forud for de generiske koncentrationsgrænser.

Koncentrationsgrænserne for stoffer, der opfylder kriterierne i artikel 57, litra d), e) eller f), i forordning (EF) nr. 1907/2006, må ikke overskride 0,1 vægtprocent.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal dokumentere, at disse kriterier er opfyldt, ved at fremlægge data om mængden (kg/ADT fremstillet papir) af stoffer anvendt i processen, og ved at godtgøre, at de i kriterierne omhandlede stoffer ikke findes i slutproduktet ud over de anførte koncentrationsgrænser. Koncentrationen for stoffer og blandinger anføres i sikkerhedsdatabladene, jf. artikel 31 i forordning (EF) nr. 1907/2006.

b)   Stoffer på den liste, der er omhandlet i artikel 59, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1907/2006

Der gøres ingen undtagelser fra forbuddet i artikel 6, stk. 6, i forordning (EF) nr. 66/2010 for så vidt angår stoffer, der er udpeget som særlig problematiske og opført på den i artikel 59 i forordning (EF) nr. 1907/2006 omhandlede liste, og som findes i blandinger, i en artikel eller i en homogen del af en kompleks artikel i koncentrationer på over 0,1 %. Specifikke koncentrationsgrænser fastsat i overensstemmelse med artikel 10 i forordning (EF) nr. 1272/2008 finder anvendelse, når koncentrationen er under 0,1 %.

Vurdering og verifikation: De stoffer, der er udpeget som særlig problematiske og opført på kandidatlisten som omhandlet i artikel 59 i forordning (EF) nr. 1907/2006, kan findes her:

http://echa.europa.eu/chem_data/authorisation_process/candidate_list_table_en.asp

Der skal henvises til listen på ansøgningsdatoen.

Ansøgeren skal dokumentere, at dette kriterium er opfyldt, ved at fremlægge data om mængden (kg/ADT fremstillet papir) af stoffer anvendt i processen, og ved at godtgøre, at de i kriteriet omhandlede stoffer ikke findes i slutproduktet ud over de anførte koncentrationsgrænser. Koncentrationen anføres i sikkerhedsdatabladene, jf. artikel 31 i forordning (EF) nr. 1907/2006.

c)   Chlor

Chlorgas eller andre chlorforbindelser må ikke anvendes som blegemiddel. Dette kriterium gælder ikke for chlorgas i forbindelse med produktion og anvendelse af chlordioxid.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring fra papirmasseproducenten eller -producenterne om, at der ikke er anvendt chlorgas eller andre chlorforbindelser som blegemiddel. Bemærk: Selv om dette krav også gælder for blegning af genvundne fibre, accepteres det, at sådanne fibre i deres forudgående livscyklus er blevet bleget med chlorgas eller andre chlorforbindelser.

d)   APEO

Alkylphenolethoxylater eller alkylphenolderivater må ikke tilsættes rengøringskemikalier, afsværtningskemikalier, skumdæmpere eller dispergeringsmidler. Alkylphenolderivater defineres som stoffer, der danner alkylphenoler i forbindelse med nedbrydningen.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en eller flere erklæringer fra sine kemikalieleverandør(er) om, at der hverken er tilsat alkylphenolethoxylater eller alkylphenolderivater til disse produkter.

e)   Restmonomerer

Den samlede mængde restmonomerer (med undtagelse af akrylamid), som kan tildeles eller er tildelt en eller flere af følgende risikosætninger (eller kombinationer heraf), og som findes i bestrygninger, retentionsfremmende midler, forstærkningsmidler, vandafvisende stoffer eller kemikalier, der anvendes til intern eller ekstern vandrensning, må ikke overskride 100 ppm (beregnet ud fra faststofindholdet).

Faresætning (8)

Risikosætning (9)

H340 Kan forårsage genetiske defekter

R46

H350 Kan fremkalde kræft

R45

H350i Kan fremkalde kræft ved indånding

R49

H351 Mistænkt for at fremkalde kræft

R40

H360F Kan skade forplantningsevnen

R60

H360D Kan skade det ufødte barn

R61

H360FD Kan skade forplantningsevnen. Kan skade det ufødte barn

R60/61/60-61

H360Fd Kan skade forplantningsevnen. Mistænkes for at skade det ufødte barn

R60/63

H360Df Kan skade det ufødte barn. Mistænkes for at skade forplantningsevnen

R61/62

H400 Meget giftig for vandlevende organismer

R50/50-53

H410 Meget giftig med langvarige virkninger for vandlevende organismer

R50-53

H411 Giftig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger

R51-53

H412 Skadelig for vandlevende organismer, med langvarige virkninger

R52-53

H413 Kan forårsage langvarige skadelige virkninger for vandlevende organismer

R53

Akrylamid må ikke anvendes i bestrygninger, retentionsfremmende midler, styrkemidler, vandafvisende stoffer eller kemikalier, der anvendes til intern eller ekstern vandrensning, i koncentrationer på mere end 700 ppm (beregnet ud fra faststofindholdet).

Det kompetente organ kan tillade, at ansøgeren ikke opfylder disse krav med hensyn til de kemikalier, der anvendes til ekstern vandrensning.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium er opfyldt, sammen med anden relevant dokumentation (som f.eks. sikkerhedsdatablade).

f)   Overfladeaktive stoffer anvendt til afsværtning

Alle overfladeaktive stoffer, der anvendes til afsværtning, skal være bionedbrydelige på lang sigt (prøvningsmetoder og tærskelværdier er angivet nedenfor).

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium er opfyldt, sammen med anden relevant dokumentation (som f.eks. sikkerhedsdatablade) eller prøvningsrapporter for hvert overfladeaktivt stof. Dokumentationen skal indeholde oplysninger om prøvningsmetode, tærskelværdi og konklusion på grundlag af en af de følgende prøvningsmetoder og tærskelværdier: OECD 302 A-C (eller tilsvarende ISO-standarder) med en nedbrydningsprocent (inklusive adsorption) i løbet af 28 dage på mindst 70 % for 302 A og B og på mindst 60 % for 302 C.

g)   Biocider

Den aktive komponent i biocider eller biostatiske stoffer, der anvendes til at bekæmpe slimdannende organismer i vandcirkuleringssystemer, må ikke indebære risiko for bioakkumulering. Biocidernes bioakkumulationspotentiale er kendetegnet ved log Pow (log oktanol/vand-fordelingskoefficient) < 3,0 eller en eksperimentelt bestemt biokoncentrationsfaktor (BCF) ≤ 100.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en erklæring om, at dette kriterium er opfyldt, sammen med de pågældende materiale- og sikkerhedsdatablade eller prøvningsrapporter, hvori der skal redegøres for prøvningsmetode, tærskelværdier og konklusion på grundlag af følgende prøvningsmetoder: OECD 107, 117 eller 305 A-E.

h)   Azofarvestoffer

Der må ikke benyttes azofarvestoffer, der kan spaltes til nogen af følgende aromatiske aminer, jf. bilag XVII til forordning (EF) nr. 1907/2006:

1.

4-aminobiphenyl

(92-67-1)

2.

benzidin

(92-87-5)

3.

4-chlor-o-toluidin

(95-69-2)

4.

2-naphtylamin

(91-59-8)

5.

o-aminoazotoluen

(97-56-3)

6.

2-amino-4-nitrotoluen

(99-55-8)

7.

p-chloroanilin

(106-47-8)

8.

2,4-diaminoanisol

(615-05-4)

9.

4,4′-diaminodiphenylmethan

(101-77-9)

10.

3,3′-dichlorbenzidin

(91-94-1)

11.

3,3′-dimethoxybenzidin

(119-90-4),

12.

3,3′-dimethylbenzidin

(119-93-7)

13.

3,3′-dimethyl-4,4′-diaminodiphenylmethan

(838-88-0)

14.

p-cresidin

(120-71-8)

15.

4,4′-methylen-bis-(2-chloranilin)

(101-14-4)

16.

4,4′-oxydianilin

(101-80-4)

17.

4,4′-thiodianilin

(139-65-1)

18.

o-toluidin

(95-53-4)

19.

2,4-diaminotoluen

(95-80-7)

20.

2,4,5-trimethylanilin

(137-17-7)

21.

4-aminoazobenzol

(60-09-3)

22.

o-anisidin

(90-04-0).

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal erklære, at produktet opfylder dette kriterium.

i)   Metalkompleksfarvestoffer eller pigmenter

Farvestoffer eller pigmenter, der er baseret på bly, kobber, chrom, nikkel eller aluminium, må ikke anvendes. Kobberphthalocyaninfarvestoffer eller -pigmenter kan dog anvendes.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en overensstemmelseserklæring.

j)   Ionformige urenheder i farvestoffer

Niveauerne for ionformige urenheder i de anvendte farvestoffer må ikke overstige følgende værdier: Ag 100 ppm; As 50 ppm; Ba 100 ppm; Cd 20 ppm; Co 500 ppm; Cr 100 ppm; Cu 250 ppm; Fe 2 500 ppm; Hg 4 ppm; Mn 1 000 ppm; Ni 200 ppm; Pb 100 ppm; Se 20 ppm; Sb 50 ppm; Sn 250 ppm; Zn 1 500 ppm.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en overensstemmelseserklæring.

Kriterium 5 —   Affaldshåndtering

Alle papirmasse- og papirproducerende anlæg skal have et system til håndtering af affald (som fastlagt for de pågældende papirmasse- og papirproduktionsanlæg af de kompetente myndigheder) og restprodukter fra produktionen af det miljømærkede produkt. Systemet skal dokumenteres eller beskrives i ansøgningen og mindst indeholde følgende punkter:

fremgangsmåder for adskillelse og anvendelse af genanvendelige materialer fra affaldsstrømmen.

fremgangsmåder med henblik på at nyttiggøre materialer til anden brug, f.eks. forbrænding til dampproduktion, opvarmning eller til brug i landbrugsproduktion

fremgangsmåder med henblik på at håndtere farligt affald (som fastlagt for de pågældende papirmasse- og papirproduktionsanlæg af de kompetente myndigheder).

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge en detaljeret beskrivelse af fremgangsmåderne til affaldshåndtering for hvert af de pågældende anlæg og en erklæring om, at kriteriet er opfyldt.

Kriterium 6 —   Brugsegnethed

Produktet skal være brugsegnet.

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal fremlægge passende dokumentation for, at kriteriet er opfyldt. Produktet skal opfylde holdbarhedskravene i overensstemmelse med de relevante standarder. Brugervejledningen indeholder en liste over de normer og standarder, der skal anvendes til holdbarhedsvurderingen.

Anvendes de ovennævnte metoder ikke, skal producenterne garantere deres produkters brugsegnethed ved at forelægge passende dokumentation for papirkvaliteten i overensstemmelse med standard EN ISO/IEC 17050-1:2004, som indeholder generelle kriterier for leverandørers overensstemmelseserklæring.

Kriterium 7 —   Oplysninger på EU-miljømærket

Det valgfrie mærke med tekstrubrik skal indeholde følgende tekst:

»—

mindsket luft- og vandforurening

anvendelse af certificerede fibre OG/ELLER af genvundne fibre [alt efter omstændighederne]

begrænset brug af farlige stoffer«.

Retningslinjerne for brugen af det valgfrie mærke med tekstrubrikken foreligger i »Guidelines for use of the EU Ecolabel logo« på webstedet:

http://ec.europa.eu/environment/ecolabel/promo/pdf/logo%20guidelines.pdf

Vurdering og verifikation: Ansøgeren skal indlevere en prøve af produktemballagen, hvor mærket er vist, samt en erklæring om, at produktet opfylder dette krav.


(1)  Som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/28/EF (EUT L 140 af 5.6.2009, s. 16).

(2)  European List of Standard Grades of Recovered Paper and Board, juni 2002.

(3)  EUT L 396 af 30.12.2006, s. 1.

(4)  EUT L 353 af 31.12.2008, s. 1.

(5)  EFT 196 af 16.8.1967, s. 1.

(6)  I henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008.

(7)  I henhold til direktiv 67/548/EØF.

(8)  I henhold til forordning (EF) nr. 1272/2008.

(9)  I henhold til direktiv 67/548/EØF.


Top