13.11.2008   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

L 302/9

(1)

Den 21. februar 2003 modtog Kommissionen en klage (registreret som CP 15/2003) om misbrug af en regionalstøtteordning til fordel for hotelindustrien på Sardinien, som var blevet godkendt af Kommissionen i 1998 (N 272/98).

(2)

Ved brev af 26. februar 2003 (D/51355) anmodede Kommissionen de italienske myndigheder om supplerende oplysninger. Ved brev af 28. marts 2003 accepterede Kommissionen de italienske myndigheders anmodning om en udsættelse af fristen for indsendelse af de ønskede oplysninger; oplysningerne blev fremsendt ved brev af 22. april 2003 (A/33012).

(3)

Den 3. februar 2004 besluttede Kommissionen at indlede en formel undersøgelsesprocedure »Misbrug af støtte N 272/98 — Beslutning om at indlede proceduren i EF-traktatens artikel 88, stk. 2«. Kommissionens beslutning om at indlede proceduren blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (2). Kommissionen opfordrede berørte parter til at fremsende bemærkninger.

(4)

Ved brev af 10. marts 2004 (D/5172) anmodede de italienske myndigheder Kommissionen om at udsætte fristen for fremsendelse af bemærkninger. De italienske myndigheder fremsendte deres bemærkninger ved brev af 19. april 2004, der blev registreret i Kommissionen den 26. april 2004 (A/32956).

(5)

Kommissionen modtog et brev dateret den 30. april 2004, registreret som indgået i Kommissionen samme dag, med bemærkninger fra en berørt part, nærmere betegnet en virksomhed, der modtog støtte på grundlag af ordningen. Kommissionen modtog ikke yderligere bemærkninger fra klageren.

(6)

Ved brev D/53359 af 13. maj 2004 sendte Kommissionen de modtagne bemærkninger til de italienske myndigheder, for at disse kunne svare herpå.

(7)

De italienske myndigheder reagerede ikke på de fremsendte bemærkninger.

(8)

Den 7. december 2004 blev der afholdt møde i Bruxelles med de italienske myndigheder.

(9)

De italienske myndigheder fremsendte uddybende oplysninger ved brev af 28. juni 2005, der blev registreret i Kommissionen den 30. juni 2005 (A/35257).

(10)

Kommissionen vedtog den 22. november 2006 en beslutning om ændring og udvidelse af den igangværende procedure. Beslutningen blev offentliggjort i Den Europæiske Unions Tidende  (3). Kommissionen opfordrede de berørte parter til at fremsende bemærkninger.

(11)

Hverken de italienske myndigheder eller andre berørte parter reagerede på beslutningen om ændring og udvidelse af den igangværende procedure.

(12)

I henhold til støtteordning N 272/98 kan der ydes tilskud til initialinvesteringer i hotelindustrien på Sardinien. Denne regionalstøtteordning var blevet godkendt i 1998 (4), hvor Kommissionen fandt den forenelig med fællesmarkedet i kraft af undtagelsesbestemmelsen i traktatens artikel 87, stk. 3, litra a).

(13)

Støtteordningen omfatter to foranstaltninger:

Nærværende beslutning berører ikke støtteordningens del 2, der kun anføres her som baggrundsinformation.

(14)

Ved anmeldelsen af regionalstøtteordningen fremsendte de italienske myndigheder ordlyden af regionallov nr. 9 af 1998, men ikke gennemførelsesbestemmelserne hertil.

(15)

I beslutningen om godkendelse af ordningen, beskrev Kommissionen foranstaltningen således:

(16)

Efter at Kommissionen havde godkendt ordningen, udstedte regionen Sardinien et dekret og forskellige anordninger (deliberazioni) med henblik på ordningens gennemførelse. Dekret nr. 285, der blev vedtaget i april 1999 (5), blev opfulgt af anordning nr. 33/4 og 33/6 af 27. juli 2000. Anordning nr. 33/4 og 33/6 eksisterer side om side. Heri er det fastsat, at der i visse exceptionelle tilfælde kan ydes støtte, også selv om arbejdet er blevet igangsat inden ansøgningens indsendelse.

(17)

Efter at det italienske regionalstøttekort for tidsrummet 2000-2006 var blevet godkendt, blev støtteordningens støtteintensitet tilpasset (6). De italienske myndigheder underrettede ved brev af 2. november 2000 (A/39177) Kommissionen om de gennemførelsesbestemmelser, der var blevet vedtaget som led i iværksættelsen af passende foranstaltninger. De bekræftede:

(18)

Med udgangspunkt i de oplysninger, de italienske myndigheder havde indsendt ved brev af 17. maj 2001, tog Kommissionen ad notam, at Italien havde accepteret forslaget om passende foranstaltninger, og bekræftede, at ordningen var bragt i overensstemmelse med 1998-retningslinjerne for regional statsstøtte (i det følgende benævnt »1998-retningslinjerne«) (8).

(19)

Ordningen fungerede i praksis på grundlag af en ansøgningsindkaldelsesprocedure, dvs. offentliggørelse af en opfordring til at indgive ansøgning, som fastsat i ovennævnte anordninger.

(20)

I henhold til de italienske myndigheder blev første ansøgningsindkaldelse (den såkaldte 2000-indkaldelse) offentliggjort i 2001. Heri opfordredes interesserede virksomheder til at indgive en formel ansøgning om finansiering under støtteordningen.

(21)

I henhold til de foreliggende oplysninger blev der efter første ansøgningsindkaldelse vedtaget følgende anordninger:

(22)

På side 13 i de oplysninger, som blev fremsendt den 22. april 2003 (registreret som indgået den 28.4.2003 under nummeret A/33012), erklærede de italienske myndigheder, at det »i regionens interesse var blevet besluttet at opføre visse »kritiske« projekter (dvs. projekter, der var blevet påbegyndt inden den dato, hvorpå støtteansøgningen blev forelagt, men efter lovens ikrafttrædelsesdato den 5.4.1998) på listen«. Det vil således ifølge de italienske myndigheders oplysninger sige, at der i 2002 blev ydet støtte til mindst 28 investeringsprojekter, der var igangsat før støtteansøgningsdatoen, til et samlet støttebeløb på ca. 24 mio. EUR.

(23)

I forbindelse med iværksættelsen af den formelle undersøgelse gjorde Kommissionen opmærksom på punkt 4.2 i 1998-retningslinjerne, hvori det er fastsat, at støtteansøgningen skal være indgivet, inden projektet indledes.

(24)

Kommissionen påpegede i øvrigt, at denne forpligtelse også fremgik af Kommissionens beslutning af 1998 om ikke at rejse indvending med hensyn til regionalstøtteordningen for den italienske hotelindustri i regionen Sardinien (N 272/1998).

(25)

Til trods for, at Kommissionen i sin beslutning havde fastslået, at der var pligt til at indsende støtteansøgning inden arbejdets igangsættelse, og til trods for at de italienske myndigheder udtrykkeligt havde bekræftet, at denne forpligtelse var opfyldt i forbindelse med gennemførelsen af de passende foranstaltninger efter ikrafttrædelsen af 1998-retningslinjerne, vedtog de italienske myndigheder ikke desto mindre forskellige gennemførelsesbestemmelser (bl.a. anordningen af 22.12.1998 og anordning nr. 33/6 af 27.7.2000), der aldrig er blevet indberettet til Kommissionen (9). Nævnte anordninger åbnede mulighed for — rent undtagelsesvis og kun i løbet af ordningens første år — på grundlag af første ansøgningsindkaldelse at yde støtte til investeringsprojekter, der iværksattes forud for støtteansøgningens indgivelse. På baggrund heraf finder Kommissionen, at de italienske myndigheder ikke har opfyldt de forpligtelser, der var fastsat i Kommissionens beslutning om godkendelse af støtten, og ej heller de krav, der er fastsat i retningslinjerne for regionalstøtte.

(26)

Det er derfor Kommissionens standpunkt, at støttens tilskyndende virkning kan være blevet reduceret, da der ikke er indgivet støtteansøgning forud for projektarbejdets reelle iværksættelse. Kommissionen mener, at der her kan foreligge et tilfælde af misbrug af støtte N 272/98, jf. artikel 16 i forordning (EF) nr. 659/99 (10). (i det følgende benævnt »procedureforordningen«), og betvivler, at den støtte, der er ydet til investeringsprojekter, der er iværksat inden støtteansøgningens indsendelsesdato, er forenelig med fællesmarkedet

(27)

I den første beslutning om iværksættelse af proceduren havde Kommissionen i sin analyse sat fokus på den omstændighed, at den ikke var blevet holdt underrettet om de nævnte anordninger for ordningens gennemførelse. Anordning 33/6 blev ikke en gang nævnt i beslutningen om iværksættelse af den formelle undersøgelsesprocedure.

(28)

Ydelsen af den under betragtning 22 omhandlede støtte er imidlertid et resultat af anordning 33/6, ikke anordning 33/4, der fejlagtigt var blevet anført i beslutningen om iværksættelse af den formelle undersøgelsesprocedure af 3. februar 2004.

(29)

Hertil kommer, at den første beslutning om iværksættelse af den formelle undersøgelsesprocedure vedrørte misbrug af en godkendt støtteordning, jf. artikel 16 i ovennævnte procedureforordning. Den gængse tolkning af artikel 16 er, at den gælder i situationer, hvor en modtager af en godkendt støtte anvender støtten på en måde, der strider mod vilkårene i beslutningen om ydelse af individuel støtte eller mod støttekontrakten. Den gælder således ikke i situationer, hvor en medlemsstat ved at ændre en eksisterende støtteordning skaber en ny ulovlig støtte (artikel 1, litra c) og f) i procedureforordningen).

(30)

Af denne årsag og for at undgå misforståelser skønnede Kommissionen det nødvendigt at ændre og udvide proceduren, og den opfordrede derfor de nationale myndigheder og berørte tredjeparter til at fremsende eventuelle bemærkninger.

(31)

Offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende af beslutningen af 2004 om iværksættelse af den formelle undersøgelsesprocedure resulterede i, at Kommissionen modtog bemærkninger fra én berørt part:

Parten argumenter, at der har været en reel tilskyndende virkning, og at princippet om støttens nødvendighed er blevet overholdt.

(32)

Parten hævder, at der har været en reel tilskyndende virkning, og at princippet om støttens nødvendighed er blevet overholdt, af følgende årsager:

(33)

Parten hævder også, at støtten er nødvendig, idet den argumenter, at den ikke ville have iværksat et sådant investeringsprojekt uden offentlig finansiering. Parten havde endvidere måttet gøre brug af kortfristet bankfinansiering for at iværksætte investeringen, medens den ventede på at få støtten tildelt.

(34)

Kommissionen modtog ikke yderligere bemærkninger, efter at den havde besluttet at ændre og udvide proceduren (12).

(35)

Som reaktion på Kommissionens vurdering i brevet om iværksættelsen af proceduren, har de italienske myndigheder fremlagt tre argumenter vedrørende eksistensen af berettigede forventninger, støttens tilskyndelsesvirkning og vurderingen af de minimis-tærsklen.

(36)

I de bemærkninger, de italienske myndigheder sendte Kommissionen, hævder de, at der foreligger berettigede forventninger, og henviser til retssikkerhedsprincippet. De anfører for det første, at støttemodtagerne på en vis måde betragter regionallov nr. 9 af 1998 som en videreførelse af den foregående ordning, der byggede på regionallov nr. 40 af 1993 (der stadig eksisterer og stadig er gældende). Denne lov implementeres i form af et såkaldt »a sportello«-system (støtteordning N 611/93, ændret ved ordning N 250/01), der eksisterede og var gældende på det pågældende tidspunkt. De italienske myndigheder forklarer, at dette system har medvirket til at give støttemodtagerne en berettiget forventning om, at de har ret til at modtage tilskud ved indgivelse af en støtteansøgning, uanset om det pågældende projekt allerede er indledt eller ej.

(37)

De italienske myndigheder anfører også, at foranstaltningerne til gennemførelse af regionalstøtteordningen blev vedtaget efter Kommissionens godkendelse af ordningen. Den første gennemførelsesforanstaltning blev vedtaget den 29. april 1999 (dekret nr. 285 af 1999). Det fremgår af artikel 17 i dette dekret (Overgangsbestemmelser), at udgifter afholdt efter lovens ikrafttrædelsesdato (den 5. april 1998) er berettiget til støtte. Dekret nr. 285 af 1999 blev offentliggjort i regionen Sardiniens officielle tidende den 8. maj 1999 (13).

(38)

De italienske myndigheder tilføjer, at dekret nr. 285 af 1999 var blevet annulleret den 27. juli 2000 ved anordning nr. 33/3, fordi det var fejlbehæftet. Samtidig hermed vedtog regionen Sardinien nye gennemførelsesdirektiver, som blev anmeldt til Kommissionen den 20. september 2000.

(39)

De italienske myndigheder understreger, at regionen Sardinien ved gennemførelsen af nævnte anordninger den 27.7.2000 blev nødt til at tage hensyn til den omstændighed, at offentliggørelsen af dekret nr. 285 af 1999 i den officielle tidende havde rejst begrundede forventninger hos støttemodtagerne. Det var grunden til, at det med hensyn til første ansøgningsindkaldelse var blevet bestemt, at støtteansøgninger vedrørende allerede igangsatte projekter ville blive accepteret på grundlag af bestemmelserne i artikel 9 i regionallov nr. 9 af 1998. Af denne årsag blev det i anordning nr. 33/6 »Overgangsbestemmelser for første ansøgningsindkaldelse« fastsat, for så vidt angik ansøgninger indgivet med henblik på deltagelse i første ansøgningsindkaldelse, at arbejdsomkostninger afholdt efter den 5. april 1998, dvs. den dato, hvor regionallov nr. 9 af 1998 trådte i kraft, exceptionelt var støtteberettigede.

(40)

De italienske myndigheder minder i øvrigt om, at Kommissionen som led i iværksættelsen af passende foranstaltninger ved brev af 17. maj 2001 (D/52027) havde konkluderet, at ordningen var i overensstemmelse med fællesmarkedet, efter at de italienske myndigheder var blevet anmodet om at implementere artikel 9 i regionallov nr. 9 af 1998 på grundlag af de minimis-bestemmelserne i forordning (EF) nr. 69/2001.

(41)

Myndighederne forklarede også, at den konkrete gennemførelse af ordningen efter ikrafttrædelsen af anordningen af 27. juli 2000 krævede, at de støtteansøgninger, der var indgivet inden offentliggørelsen af første ansøgningsindkaldelse, blev genfremsat på nye skemaer.

(42)

De italienske myndigheder insisterer endvidere på, at der foreligger en tilskyndelsesvirkning, eftersom tilskuddene var nødvendige for at afvikle de banklån, der var optaget til dækning af tidsrummet mellem udgifternes afholdelse og støttens udbetaling.

(43)

De italienske myndigheder erklærer til slut, at virksomhederne var nødt til at vælge referenceregionalstøtteordningen, da de ikke kunne indsende forskellige støtteansøgninger under forskellige ordninger for det samme projekt. Det understreges til slut, at Sardiniens regionalstøtteordning i regionallov nr. 9 af 1998 (N 272/98) og den landsdækkende regionalstøtteordning i lov nr. 488 af 1992 (N 715/99) gensidigt udelukker hinanden.

(44)

De italienske myndigheder hævder, at princippet om, at støtten skal have tilskyndende virkning, er overholdt, også selv om arbejdet blev påbegyndt inden indgivelsen af støtteansøgningen, jf. bestemmelserne i artikel 9 i regionallov nr. 9 af 1998. Ifølge de italienske myndigheder er den del af støtten, der er ydet forud for indgivelsen af støtteansøgningen, omfattet af de minimis-reglen. De anfører, at den del af støtten — under tærsklen på 100 000 EUR — der er ydet forud for indgivelsen af støtteansøgningen, skal betragtes separat, idet der kun tages hensyn til de udgifter, der er afholdt forud for denne dato, ikke til de samlede projektomkostninger. Denne betragtning gælder 12 af de 28 projekter.

(45)

Kommissionen modtog ikke yderligere bemærkninger, efter at den havde besluttet at ændre og udvide proceduren.

(46)

Det bør anføres, at undersøgelsen af ordning N 272/98 resulterede i den konklusion, at foranstaltningen udgjorde statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, omhandlede forstand, eftersom den opfylder samtlige heri fastsatte kriterier.

(47)

Foranstaltningen giver en specifik modtagerkategori en økonomisk fordel ved at mindske de normale omkostninger. Støtten ydes med statsmidler og truer med at fordreje konkurrencen, eftersom den giver visse virksomheder en økonomisk mere fordelagtig stilling end deres konkurrenter. Eftersom hotelbranchen i forskellige medlemsstater konkurrerer om turisterne, indebærer støtte til turistsektoren en risiko for fordrejning af samhandelen inden for Fællesskabet (14).

(48)

Den støtteordning, der er anmeldt til Kommissionen og godkendt af denne på grundlag af artikel 4, stk. 3, i forordning (EF) nr. 659/99, er statsstøtte i den i EF-traktatens artikel 87, stk. 1, omhandlede forstand.

(49)

I forbindelse med gennemførelsen af de passende foranstaltninger garanteredes det ved anordning nr. 34/73, at ordningen var i overensstemmelse med 1998-retningslinjerne, for så vidt angik tilpasningen af støtteintensiteten til maksimumsgrænserne i det nye regionalstøttekort, medens anordning nr. 33/4 garanterede, at tilskyndelsesprincippet var overholdt. Dette var grundlaget for Kommissionens konklusion om, at bestemmelserne i nævnte forordninger ikke tilføjede nye elementer i den oprindeligt godkendte støtteordning N 272/98.

(50)

Kommissionen mener imidlertid, at de overgangsbestemmelser, der blev indført ved dekret nr. 285 af 1999, kan have ændret ordningen i forhold til, hvordan den oprindeligt var blevet godkendt af Kommissionen. Kommissionen gør gældende, at den indtil nu ikke har taget stilling til disse gennemførelsesforanstaltninger, om end den medgiver, at dekret nr. 285 af 1999 aldrig trådte i kraft, da det blev annulleret ved anordning nr. 33/3.

(51)

Med vedtagelsen af anordning nr. 33/4 og 33/6 den 27. juli 2000 blev ordning N 272/98 ændret yderligere. Ved anordning 33/6 blev den anmeldte foranstaltning som beskrevet ovenfor (betragtning 16-21) ændret på en måde, der strider mod vilkårene i den beslutning, hvormed Kommissionen havde godkendt ordningen.

(52)

Som anført under betragtning 38 hævder de italienske myndigheder, at de anmeldte de nævnte gennemførelsesforanstaltninger til Kommissionen som led i iværksættelsen af de passende foranstaltninger.

(53)

Kommissionen skal for det første påpege, at de italienske myndigheder ikke anmeldte de nævnte anordninger, og at de som led i iværksættelsen af de passende foranstaltninger meddelte Kommissionen, at anordning 33/4 garanterede overholdelsen af tilskyndelsesvirkningsprincippet. De italienske myndigheder underrettede aldrig Kommissionen om anordning 33/6 som led i iværksættelsen af de passende foranstaltninger. Dette er en krænkelse af EF-traktatens artikel 88, stk. 3, og den samarbejdspligt, der påhviler dem i medfør af traktatens artikel 10 (15).

(54)

Det vil således sige, at den støtteordning, der herefter blev iværksat ved vedtagelsen af ovennævnte gennemførelsesforanstaltninger, strider mod Kommissionens oprindelige godkendelsesbeslutning.

(55)

Det følger heraf, at de støtteprojekter, der er blevet iværksat, inden der er indgivet støtteansøgning, må betragtes som ulovlige.

(56)

Hverken de italienske myndigheder eller den berørte part har udtrykkeligt anfægtet det standpunkt, som Kommissionen gjorde rede for i brevene af 3. februar 2004 og 22. november 2006, hvormed den formelle undersøgelsesprocedure blev iværksat. Kommissionen bekræfter derfor sin vurdering af forholdene, jf. nedenstående resumé.

(57)

Som allerede anført ovenfor er mindst 28 investeringsprojekter blevet igangsat på et tidspunkt, hvor de ikke var berettiget til støtte under den foreliggende ordning.

(58)

Det er fastsat i 1998-retningslinjerne, at ansøgninger om støtte skal være indsendt, inden projektet iværksættes.

(59)

Dette krav fremgår også af den beslutning, som Kommissionen traf i 1998 om ikke at rejse indvendinger over for en regionalstøtteordning for den italienske hotelbranche i regionen Sardinien (N272/1998). Det er udtrykkeligt fastsat i denne beslutning, at støtteansøgninger skal være indsendt, inden arbejdet påbegyndes.

(60)

Hertil kommer, at de italienske myndigheder som led i iværksættelsen af de passende foranstaltninger, der fulgte efter ikrafttrædelsen af 1998-retningslinjerne, fremsendte anordning nr. 33/4 af 27. juli 2000 til Kommissionen, og at det i dennes artikel 6 udtrykkeligt er fastsat, at udgifter, der afholdes efter finansieringsansøgningens indgivelse, er støtteberettigede.

(61)

Det må ikke glemmes, at princippet om støttens nødvendighed er et generelt princip, som Domstolen har knæsat ved sin dom i Philip Morris-sagen (16), og at dette princip er et grundlæggende element ved undersøgelsen af, om de investeringer, som virksomhederne gennemfører, er støtteberettigede ifølge 1998-retningslinjerne. Det fastslås både i ovennævnte kommissionsbeslutning og i retningslinjerne, at finansieringsansøgningen skal være indgivet inden projektets igangsættelse.

(62)

De italienske myndigheder fremfører, at det italienske system har givet virksomhederne berettiget forventning om, at de har ret til at modtage tilskud blot ved indgivelse af støtteansøgning, uanset om projektet allerede er igangsat eller ej.

(63)

Kommissionen finder ikke dette argument acceptabelt, eftersom den beslutning, hvormed regionalstøtteordningen blev godkendt, indeholder et udtrykkeligt krav om, at støtteansøgningen skal være indgivet inden projektets igangsættelse.

(64)

Der er ydermere den omstændighed, at anordning 33/6 først blev tilsendt Kommissionen, efter at ordningen var blevet indklaget. Den blev faktisk først indsendt ved note nr. 5245 af 22. april 2003 som led i den procedure, der var indledt på grundlag af klagen (CP 15/2003). De italienske myndigheders argument om berettigede forventninger er ikke acceptabelt, da Kommissionen ikke har givet de italienske myndigheder eller de berørte tredjeparter specifikke garantier herom, og de derfor ikke med rimelighed har kunnet nære berettigede forventninger om, at de ikke behøvede at opfylde nævnte krav. Det er fast retspraksis, at enhver erhvervsdrivende, hos hvem en institution har vakt berettigede forhåbninger, kan påberåbe sig princippet om beskyttelsen af legitime forventninger (…). Omvendt kan ingen påberåbe sig en krænkelse af princippet om berettigede forventninger, hvis Fællesskabets administration ikke har givet specifikke forsikringer herom (17).

(65)

Kommissionen kan heller ikke godtage de italienske myndigheders argument om, at tilskyndelsesvirkningen blev overholdt for så vidt angår de tilfælde, hvor en virksomhed indsendte støtteansøgning forud for arbejdets påbegyndelse under en anden ordning end regionalstøtteordningen.

(66)

Kommissionen mener ikke, at tilskyndelsesvirkningen kan overføres fra én ordning til en anden. Den omstændighed, at en virksomhed har valgt at indgive ansøgning under den ene eller den anden ordning, kan ikke godtages som et gyldigt argument for, at princippet om støttens tilskyndelsesvirkning er blevet overholdt. De italienske myndigheder har endvidere selv fremhævet (se betragtning 43), at en virksomhed ikke må ansøge om støtte til samme projekt under flere forskellige ordninger, og at regionalstøtteordningen i regionallov nr. 9 af 1998 (statsstøtte N 272/98) og den landsdækkende regionalstøtteordning i lov nr. 488 af 1992 (statsstøtte N 715/99) gensidigt udelukker hinanden.

(67)

Kommissionen kan heller ikke acceptere de italienske myndigheders argument om, at princippet om tilskyndelsesvirkning er overholdt, eftersom tilskuddene er nødvendige for at afvikle de banklån, der er optaget til dækning af tidsrummet fra udgifternes afholdelse til støttens udbetaling. At en erhvervsdrivende er indstillet på at iværksætte arbejder og optage lån til finansiering af omkostningerne i denne forbindelse, beviser på ingen måde, at støtten er nødvendig for projektets iværksættelse, eller at støtten garanterer en tilskyndelse til at iværksætte projekter, der ellers ikke ville blive gennemført. Det kan tværtimod argumenteres, at den omstændighed, at en erhvervsdrivende er indstillet på at iværksætte arbejder og bære de risici, der følger af et sådant projekt, uden at indgive en støtteansøgning under den relevante ordning, beviser, at støtten ikke er nødvendig som tilskyndelse til at gennemføre projektet.

(68)

Endelig kan Kommissionen ikke godtage de argumenter, der fremføres fra italiensk side vedrørende de minimis-reglen, da denne regel ikke åbner mulighed for at tilsidesætte den pligt, der følger af retningslinjerne, hvori det hedder, at støtteansøgningen skal indgives inden projektets gennemførelse af hensyn til overholdelsen af princippet om støttens tilskyndelsesvirkning. Det, der skal tages hensyn til, er det beløb, der repræsenterer hele projektet, ikke det beløb, der blot repræsenterer den del af støtten, der blev ydet forud for støtteansøgningens indgivelse. Kommissionen kan ikke godtage argumentet om, at startarbejdet burde kunne accepteres på grundlag af de minimis-reglen, da dette ville være at tilsidesætte bestemmelserne i retningslinjerne. Der er yderligere det forhold, at de italienske myndigheder ved beregningen af de minimis-tærsklen ikke blot ikke har taget hensyn til projekterne i deres helhed, men at samme virksomhed kan have modtaget de minimis-støtte fra anden side. Denne omstændighed indgår tilsyneladende ikke i de italienske myndigheders betragtninger.

(69)

Kommissionen må derfor konkludere, at de italienske myndigheder ikke har godtgjort, at ydelsen af denne støtte er sket i overensstemmelse med de vilkår, der er fastlagt i godkendelsesbeslutningen. Heller ikke i tilfælde af, at det skulle dreje sig om en driftsstøtte, vil støtten kunne betragtes som støtte, der er forenelig med fællesmarkedet. Ifølge 1998-retningslinjerne kan der undtagelsesvis ydes driftsstøtte i de regioner, der er berettigede hertil i kraft af undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a). Sardinien var i tidsrummet 1998-2006 opført blandt de regioner, der var støtteberettigede i medfør af EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a). Med undtagelse af de minimis-støtten, blev der imidlertid ikke godkendt driftsstøtte under den pågældende ordning. Ydermere har de italienske myndigheder ikke som led i denne procedure fremlagt oplysninger, der kan godtgøre, at støtten var berettiget som et bidrag til regionens udvikling eller natur, og de har ej heller godtgjort, at støtten stod i forhold til de ulemper, den skulle eliminere.

(70)

Hertil kommer, at de italienske myndigheder ikke har søgt at gøre gældende, at støtten skulle være forenelig med andre bestemmelser i EF-traktaten, statsstøttebestemmelserne eller andre forordninger, bestemmelser eller retningslinjer.

(71)

Kommissionen har heller ikke kunnet finde andre retsbestemmelser, der kan tjene som grundlag for en godkendelse af støtten. Som fastslået ovenfor kan foranstaltningen ikke henføres under undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c), der tillader støtte til fremme af udviklingen af visse erhvervsgrene eller økonomiske regioner, når den ikke ændrer samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse. Undtagelsesbestemmelserne i EF-traktatens artikel 87, stk. 2, der vedrører støtte af social karakter til enkelte forbrugere, støtte, hvis formål er at råde bod på skader, der er forårsaget af naturkatastrofer eller andre usædvanlige begivenheder og støtteforanstaltninger for økonomien i visse af Forbundsrepublikkens Tysklands områder, kan heller ikke bringes i anvendelse på dette tilfælde. Foranstaltningen kan heller ikke komme i betragtning som et vigtigt projekt af fælleseuropæisk interesse eller som en foranstaltning til afhjælpning af en alvorlig forstyrrelse i Italiens økonomi, jf. EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra b). Foranstaltningen har ikke til formål at fremme kulturen og bevare kulturarven, som omhandlet i EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra d).

(72)

Kommissionen finder derfor, at den støtte, der formodes ydet til projekter, hvis iværksættelse er indledt, inden der blev indgivet støtteansøgning under den ordning for regionalstøtte til hotelbranchen på Sardinien, der blev godkendt af Kommissionen i 1998 (sag N 272/1998), er uforenelig med fællesmarkedet, således som den er blevet implementeret ved anordning 33/6 i forbindelse med første ansøgningsindkaldelse.

(73)

Denne konstatering af, at støtten er uforenelig med fællesmarkedet, gælder al støtte, der er ydet til projekter, hvis støtteberettigede omkostninger er påløbet forud for indgivelsen af støtteansøgningen, i medfør af de gennemførelsesbestemmelser, der var gældende på det tidspunkt, støtteansøgningen skulle indgives, og som overstiger det de minimis-beløb, hvortil støttemodtageren ville have været berettiget på det pågældende tidspunkt, beregnet på grundlag af artikel 2 i forordning (EF) nr. 69/2001.

(74)

Kommissionen finder, at Italien har gennemført den forelagte støtteordning på ulovlig vis, dvs. i modstrid med EF-traktatens artikel 88, stk. 3.

(75)

Kommissionen konkluderer på grundlag af sin undersøgelse, at den støtte, der under støtteordningen »Regionallov nr. 9 af 1998 — Misbrug af støtte N 272/98« er ydet til nævnte projekter på grundlag af første ansøgningsindkaldelse og anordning nr. 33/6, ikke opfylder de krav, der er fastsat i retningslinjerne for statslig regionalstøtte af 1998. Den finder, at støtten er ulovligt ydet, og at den er uforenelig med EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra a), og EF-traktatens artikel 87, stk. 3, litra c).

(76)

Det er fast praksis, at Kommissionen som fastsat i EF-traktatens artikel 87 pålægger støttemodtagerne, at støtte, der er ulovligt ydet og uforenelig med EF-traktatens artikel 88, skal tilbagebetales. Denne praksis er fastslået ved artikel 14 i Rådets forordning (EF) nr. 659/99.

(77)

Det pålægges derfor Italien at træffe alle fornødne foranstaltninger til at opkræve støtten hos støttemodtagerne. Med henblik på gennemførelsen heraf skal Italien inden for en frist på fire måneder efter meddelelsen af denne beslutning kræve støtten tilbagebetalt af støttemodtagerne.

(78)

Det følger af artikel 14, stk. 2, i forordning (EF) nr. 659/99, at støtte, der skal tilbagebetales som følge af en beslutning om tilbagebetaling, pålægges renter beregnet på grundlag af en af Kommissionen fastsat passende sats. Renterne beregnes fra den dato, hvor den ulovlige støtte er stillet til rådighed for støttemodtageren, frem til tilbagebetalingstidspunktet.

(79)

Renten beregnes som fastsat i kapitel V i Kommissionens forordning (EF) nr. 794/2004 af 21. april 2004 om gennemførelse af Rådets forordning (EF) nr. 659/1999 om fastlæggelse af regler for anvendelsen af EF-traktatens artikel 93 (18). Kommissionen anmoder Italien om at sørge for, at potentielle støttemodtagere tilbagebetaler støtten inklusive renter inden for en frist på fire måneder efter meddelelsen af denne beslutning.

(80)

Kommissionen beder Italien udfylde og fremsende skemaet i bilag til denne beslutning, idet de udarbejder en liste over støttemodtagerne og en klar redegørelse for, hvilke foranstaltninger der er planlagt eller allerede gennemført med henblik på en øjeblikkelig og reel tilbagebetaling af den ulovlige statsstøtte. Kommissionen beder Italien om inden for en frist på to måneder efter meddelelsen af denne beslutning at fremsende udtømmende dokumentation for, at tilbagebetalingsproceduren er blevet indledt over for de virksomheder, der har modtaget ulovlig støtte (såsom cirkulærer, tilbagesøgningsordrer osv.) —

a)

en liste over de virksomheder, der har modtaget støtte under den i artikel 1 omhandlede ordning, samt oplysning om, hvor stort et beløb hver af disse i alt har modtaget under ordningen. Ved indsendelsen af nævnte oplysninger anvendes skemaet i bilag til denne beslutning

b)

oplysning om, hvor stort et beløb (hovedstol og renter) der skal tilbagesøges hos de enkelte støttemodtagere

c)

en detaljeret beskrivelse af, hvilke foranstaltninger der er planlagt eller allerede truffet for at efterkomme beslutningen

d)

dokumentation for, at støttemodtagerne har fået påbud om at tilbagebetale støtten.