(1)

Principperne for liberaliseringen af det europæiske elektricitetsmarked blev fastsat ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 96/92/EF af 19. december 1996 om fælles regler for det indre marked for elektricitet (1) (i det følgende benævnt »direktivet« eller »direktiv 96/92/EF«).

(2)

Ovennævnte direktiv blev indarbejdet i EØS-aftalen ved afgørelse truffet af Det Blandede EØS-udvalg nr. 168/1999 (2).

(3)

Den gradvise overgang fra en situation, hvor konkurrencen i stor udstrækning er begrænset, til en situation med virkelig konkurrence på EØS-plan, bør ske på acceptable økonomiske vilkår under hensyntagen til elektricitetssektorens særlige forhold. Dette hensyn afspejles allerede i vid udstrækning i selve direktivet.

(4)

For at klare visse meget specifikke situationer åbner direktivets artikel 24 mulighed for, at EFTA-staterne kan udskyde gennemførelsen af nogle bestemmelser i en overgangsperiode. Statsstøttemekanismer, der giver elselskaber mulighed for at tilpasse sig til den nye konkurrencesituation på gunstige vilkår, falder ikke ind under anvendelsesområdet for undtagelserne i artikel 24.

(5)

Formålet med disse retningslinjer er at præcisere, hvordan Tilsynsmyndigheden i lyset af direktiv 96/92/EF vil anvende EØS-aftalens regler for så vidt angår sådanne former for statsstøtte. Retningslinjerne ændrer ikke de regler, på statsstøtteområdet, der følger af andre relevante rammebestemmelser, retningslinjer og meddelelser. Tilsynsmyndigheden vil fortsat godkende regionalstøtte og miljøstøtte i overensstemmelse med de gældende retningslinjer. På samme måde vil de støtteforanstaltninger, der ikke kan godkendes efter EØS-aftalens artikel 61, eventuelt kunne analyseres i lyset af aftalens artikel 59, stk. 2.

(1)

Artikel 24 i direktiv 96/92/EF, som er tilpasset i artikel 1, litra i), i afgørelse truffet af Det Blandede EØS-udvalg nr. 168/1999 af 26. november 1999, fastsætter, at Tilsynsmyndigheden kan godkende overgangsforanstaltninger, der indebærer en midlertidig fritagelse fra at anvende direktivet (3).

»De EFTA-stater, i hvilke forpligtelser eller driftsgarantier, som er givet, inden Det Blandede EØS-udvalgs afgørelse nr. 168/1999 af 26. november 1999 trådte i kraft, ikke vil kunne opfyldes på grund af bestemmelserne i denne afgørelse, kan anmode om en overgangsordning i henhold til artikel 24, stk. 1 og 2. Anmodninger om en overgangsordning indgives til EFTA-Tilsynsmyndigheden senest seks måneder efter, at Det Blandede EØS-uvalgs afgørelse nr. 168/1999 af 26. november 1999 er trådt i kraft«.

(2)

Som situationen er i øjeblikket, kan Tilsynsmyndigheden kun indrømme en overgangsordning efter direktivets artikel 24, hvis Tilsynsmyndigheden på forhånd har konstateret, at de foranstaltninger, som medlemsstaterne anmelder inden for rammerne af denne artikel, er uforenelige med direktivets bestemmelser i kapitel IV, V, VI og VII. Direktivets artikel 24 giver udelukkende Tilsynsmyndigheden mulighed for at indrømme undtagelser fra bestemmelserne i disse kapitler i direktivet.

(3)

Et afgiftssystem indført af en EFTA-stat via en fond for at kompensere for omkostninger i forbindelse med forpligtelser eller garantier, som ikke vil kunne opfyldes på grund af anvendelsen af afgørelse nr. 168/1999, er følgelig ikke en foranstaltning, som Tilsynsmyndigheden kan godkende som en overgangsordning efter artikel 24 i direktiv 96/92/EF. En sådan foranstaltning nødvendiggør nemlig ikke en undtagelse fra de pågældende kapitler i direktivet. En sådan foranstaltning kan derimod være statsstøtte, der falder ind under artikel 61 i EØS-aftalen og protokol 3 til aftalen mellem EFTA-staterne om oprettelse af en tilsynsmyndighed og en domstol.

(4)

Formålet med disse retningslinjer er at vise, hvordan Tilsynsmyndigheden agter at anvende EØS-aftalens regler for statsstøtte, for så vidt angår støtteforanstaltninger, der tager sigte på at kompensere for omkostninger i forbindelse med forpligtelser eller garantier, som ikke vil kunne opfyldes på grund af afgørelse nr. 168/1999. Retningslinjerne finder især ikke anvendelse på foranstaltninger, der ikke falder ind under statsstøtte i henhold til EØS-aftalens artikel 61, stk. 1.

(1)

Sådanne driftsforpligtelser eller -garantier benævnes sædvanligvis »strandede omkostninger« (stranded costs). Disse driftsforpligtelser eller -garantier kan i praksis antage forskellige former: langsigtede købskontrakter, investeringer, der gennemføres med en implicit eller eksplicit afsætningsgaranti, investeringer uden for det normale aktivitetsområde osv. For at kunne betragtes som støtteberettigede strandede omkostninger, som Tilsynsmyndigheden kan godkende, skal disse forpligtelser eller garantier opfylde følgende kriterier:

(1)

Det almindelige princip, som fastslås i EØS-aftalens artikel 61, stk. 1, er, at det ikke er tilladt at give statsstøtte. Artikel 61, stk. 2 og 3, fastsætter imidlertid visse muligheder for undtagelse fra denne almindelige regel. Desuden gælder det i EØS-aftalens artikel 59, stk. 2, at »virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler«, er underkastet denne aftales bestemmelser, navnlig konkurrencereglerne, i det omfang anvendelsen af disse bestemmelser ikke retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet dem. Under alle omstændigheder må udviklingen af samhandelen ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod de kontraherende parters interesse.

(2)

Statsstøtte, der svarer til de definerede støtteberettigede strandede omkostninger i disse retningslinjer, tager sigte på at lette overgangen for elselskaber til et konkurrencebetonet elmarked. Kommissionen kan indtage en positiv holdning til en sådan form for støtte, i det omfang forvridningen af konkurrencen er berettiget eller opvejes af støttens bidrag til at realisere et fælles mål, som ikke ville kunne nås ved hjælp af markedskræfterne. Den forvridning af konkurrencen, der følger af den støtte, der udbetales for at lette overgangen for elselskaber fra et mere eller mindre lukket marked til et delvis liberaliseret marked, strider ikke nødvendigvis mod den fælles interesse, hvis den er begrænset i tid og i sine konsekvenser, da liberaliseringen af elmarkedet er i EØS-markedets almindelige interesse og bidrager til at virkeliggøre det indre marked. Desuden mener Tilsynsmyndigheden, at den støtte, elselskaberne har fået til strandede omkostninger, gør det muligt for dem at mindske risici ved deres hidtidige forpligtelser eller investeringer og således kan tilskynde dem til at opretholde deres investeringer på lang sigt. Endelig kunne manglende godtgørelse for strandede omkostninger medføre, at de involverede selskaber lader deres bundne kunder bære de samlede omkostninger for deres uøkonomiske forpligtelser eller garantier.

(3)

Desuden kan støtte, der tager sigte på at udligne strandede omkostninger i elsektoren, yderligere begrundes i forhold til andre liberaliserede sektorer med det faktum, at liberaliseringen af elmarkedet hverken er blevet ledsaget af hurtigere teknologiske fremskridt eller af en efterspørgselsstigning, og af det faktum at det af hensyn til miljøbeskyttelse, forsyningssikkerhed og EØS-landenes økonomi er usandsynligt, at staten vil vente med gribe ind, til virksomhederne i sektoren kommer i vanskeligheder.

(4)

I denne sammenhæng mener Tilsynsmyndigheden, at støtte, der tager sigte på at kompensere for strandede omkostninger, i princippet kan omfattes af undtagelsen i EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c), hvis den fremmer udviklingen af visse erhvervsgrene uden at ændre samhandelsvilkårene på en måde, der strider mod den fælles interesse.

(5)

Med forbehold af de særlige bestemmelser i Tilsynsmyndighedens retningslinjer for anvendelse af statsstøttereglerne i hele Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, herunder statsstøttereglerne for miljøbeskyttelse (6), kan Tilsynsmyndigheden i princippet godkende, at støtte til kompensation for støtteberettigede strandede omkostninger, som opfylder nedenstående kriterier, er forenelig med EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra c):

(6)

Tilsynsmyndigheden udtrykker derimod de stærkeste forbehold, for så vidt angår støtte til at kompensere for strandede omkostninger, som ikke opfylder ovenstående kriterier, eller som af nedenstående grunde kan skabe konkurrenceforvridninger, der er i strid med den fælles interesse:

(1)

Det står EFTA-staterne frit for at vælge, hvilken metode de finder mest hensigtsmæssig til at finansiere støtten til dækning af strandede omkostninger. Når Tilsynsmyndigheden skal godkende sådan støtte, vil den dog undersøge, om finansieringsmekanismen kan stride imod målsætningerne i direktiv 96/92/EF eller stride mod de kontraherende parters interesse. De kontraherende parters interesse dækker især over forbrugerbeskyttelse, fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt konkurrence

(2)

Finansieringsmekanismerne må ikke gøre det vanskeligere for andre virksomheder eller nye markedsdeltagere at få adgang til bestemte nationale eller regionale markeder. Specielt må støtte til strandede omkostninger ikke finansieres af afgifter på elektricitet mellem EFTA-staterne eller af afgifter, der er afhængige af afstanden mellem producent og forbruger.

(3)

Tilsynsmyndigheden vil tillige overvåge, om mekanismerne til at finansiere støtte, der tjener til at kompensere for strandede omkostninger, medfører en fair behandling af støtteberettigede og ikke-støtteberettigede forbrugere. Derfor skal den årlige rapport, som er nævnt i punkt (c) i afsnit 21.4, angive fordelingen af støtteberettigede og ikke-støtteberettigede forbrugere med hensyn til kilderne til finansiering af støtte til dækning af strandede omkostninger. Hvis ikke-støtteberettigede forbrugere bidrager til finansiering af støtte til strandede omkostninger gennem køb af elektricitet, skal dette specificeres utvetydigt. Den andel, som hver af grupperne skal betale (støtteberettigede eller ikke-støtteberettigede), må ikke overstige den andel af dækningen af de strandede omkostninger, som svarer til disse forbrugeres markedsandel.

(4)

Hvis de private virksomheder selv opkræver midlerne til finansiering af støttemekanismerne for strandede omkostninger, skal disse midler være klart adskilt fra virksomhedernes øvrige midler. Opkrævningen må ikke være til særlig fordel for de virksomheder, som foretager den.

(1)

I sin vurdering af statsstøtte til dækning af strandede omkostninger vil Tilsynsmyndigheden specielt tage hensyn til det relevante nets størrelse, dets sammenkoblingsgrad og elsektorens struktur. Støtte til et lille net, der kun i beskedent omfang er sammenkoblet med resten af EØS, vil være mindre tilbøjelig til at skabe betydelige konkurrenceforvridninger.

(2)

Denne metode for strandede omkostninger skal anvendes med forbehold af retningslinjerne for national regionalstøtte i de regioner (7), der er omfattet af EØS-aftalens artikel 61, stk. 3, litra a). I medfør af EØS-aftalens artikel 59, stk. 2, når anvendelsen af statsstøttereglerne på strandede omkostninger retligt eller faktisk hindrer opfyldelsen af de særlige opgaver, som er betroet virksomheder, der har fået overdraget at udføre tjenesteydelser af almindelig økonomisk interesse, eller som har karakter af fiskale monopoler, kan disse regler fraviges under forudsætning af, at udviklingen af samhandelen ikke påvirkes i et sådant omfang, at det strider mod de kontraherende parters interesse.

(3)

Regler som følger denne metode for statsstøtte til dækning af strandede omkostninger, der skyldes afgørelse nr. 168/1999, skal anvendes uafhængigt af de berørte virksomheders offentlige eller private ejendomsret.«