Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32004E0179

    Rådets fælles holdning 2004/179/FUSP af 23. februar 2004 om restriktive foranstaltninger over for lederne i Transdnestrien-området i Republikken Moldova

    EUT L 55 af 24.2.2004, p. 68–69 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL, BG, RO)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 27/02/2008: This act has been changed. Current consolidated version: 19/02/2007

    ELI: http://data.europa.eu/eli/compos/2004/179/oj

    32004E0179

    Rådets fælles holdning 2004/179/FUSP af 23. februar 2004 om restriktive foranstaltninger over for lederne i Transdnestrien-området i Republikken Moldova

    EU-Tidende nr. L 055 af 24/02/2004 s. 0068 - 0069


    Rådets fælles holdning 2004/179/FUSP

    af 23. februar 2004

    om restriktive foranstaltninger over for lederne i Transdnestrien-området i Republikken Moldova

    RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

    under henvisning til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 15, og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1) Rådet vedtog den 27. februar 2003 fælles holdning 2003/139/FUSP om restriktive foranstaltninger over for lederne i Transdnestrien-området i Republikken Moldova(1).

    (2) Til trods for, at der er indledt forhandlinger om en række forfatningsmæssige ændringer, er situationen i Transdnestrien-konflikten i Moldova ikke blevet væsentlig bedre.

    (3) EU er fortsat rede til at bidrage til målet om at nå til en fredelig løsning på konflikten, der respekterer Moldovas territoriale integritet fuldt ud, og som foregår inden for rammerne af Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

    (4) EU finder den holdning, som lederne i Transdnestrien-området i Republikken Moldova fortsat indtager, og deres manglende vilje til fuldt ud at bidrage til bestræbelserne på at nå til en fredelig og samlet løsning på Transdnestrien-konflikten, uacceptabel.

    (5) Det rejseforbud, der gælder i medfør af fælles holdning 2003/139/FUSP, udløber den 26. februar 2004 og bør fornys -

    VEDTAGET FØLGENDE FÆLLES HOLDNING:

    Artikel 1

    1. Medlemsstaterne træffer de nødvendige foranstaltninger til at begrænse indrejse i eller transit gennem deres område for de personer, der er opført på listen i bilaget, og som er ansvarlige for de manglende fremskridt med hensyn til at nå til en politisk løsning på konflikten.

    2. Stk. 1 forpligter ikke en medlemsstat til at nægte sine egne statsborgere indrejse i sit område.

    3. Stk. 1 gælder med forbehold af tilfælde, hvor en medlemsstat er bundet af en folkeretlig forpligtelse, dvs.:

    a) som værtsland for en international mellemstatslig organisation

    b) som værtsland for en international konference indkaldt af eller i De Forenede Nationers regi, eller

    c) i henhold til en multilateral aftale, hvorved der tilkendes privilegier og immuniteter.

    Rådet underrettes behørigt i hvert af disse tilfælde.

    4. Stk. 3 anses ligeledes for at gælde i tilfælde, hvor en medlemsstat er værtsland for Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE).

    5. Medlemsstaterne kan indrømme undtagelser fra foranstaltningerne i stk. 1, når rejse er berettiget af tvingende humanitære hensyn eller af hensyn til muligheden for at kunne deltage i mellemstatslige møder, herunder møder i Den Europæiske Unions regi, hvor der føres en politisk dialog, som direkte fremmer demokratiet, menneskerettighederne og retsstaten i Moldova.

    6. En medlemsstat, der ønsker at indrømme undtagelser, jf. stk. 5, giver Rådet skriftlig meddelelse herom. Undtagelsen anses for at være indrømmet, medmindre en eller flere rådsmedlemmer skriftligt gør indsigelse inden for 48 timer efter at have modtaget meddelelsen om den foreslåede undtagelse. Hvis et eller flere af rådsmedlemmerne gør indsigelse, kan Rådet med kvalificeret flertal beslutte at indrømme den foreslåede undtagelse.

    7. I tilfælde, hvor en medlemsstat i medfør af stk. 3, 4, 5 og 6 tillader indrejse i eller transit gennem sit område for de personer, der er opført på listen i bilaget, gælder tilladelsen udelukkende det formål, til hvilket den er udstedt, og de berørte personer.

    Artikel 2

    Rådet vedtager på forslag af en medlemsstat eller Kommissionen ændringer til listen i bilaget, hvis den politiske udvikling i Moldova tilsiger det.

    Artikel 3

    For at give ovennævnte foranstaltninger den størst mulige virkning tilskynder Den Europæiske Union tredjelande til at vedtage restriktive foranstaltninger svarende til dem, der er indeholdt i denne fælles holdning.

    Artikel 4

    Denne fælles holdning har virkning fra den 27. februar 2004 og finder anvendelse indtil den 27. februar 2005. Den revideres løbende. Den kan forlænges eller ændres efter behov, såfremt Rådet skønner, at formålet ikke er opfyldt.

    Artikel 5

    Denne fælles holdning offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 23. februar 2004.

    På Rådets vegne

    B. Cowen

    Formand

    (1) EUT L 53 af 28.2.2003, s. 60.

    BILAG

    Liste over personer, der er omfattet af artikel 1

    1) SMIRNOV, IGOR, "præsident", født den 29.10.1941 i Chabarowsk. Russisk pas nr. 50 NO.0337530.

    2) SMIRNOV, VLADIMIR, søn af Igor Smirnov og formand for Statstoldkomitéen, født den 3.4.1961 i Vupiansk Charkow. Russisk pas nr. 50 NO. 00337016.

    3) SMIRNOV, OLEG, søn af Igor Smirnov og rådgiver for Statstoldkomitéen, født den 8.8.1967 i Nowaja Wachowka, Cherson. Russisk pas nr. 60 NO. 1907537.

    4) LEONTYEV, SERGEY, "vicepræsident", født den 9.2.1944 i Odessa Leontovka. Russisk pas nr. 50 NO. 0065438.

    5) MARACUTSA, GRIGORY, "formand for Den Øverste Sovjet", født den 15.10.1942 i Teia, Grigoriopol. Gammelt sovjetisk pas nr. 8BM724835.

    6) KAMINSKY, ANATOLY, "næstformand i Den Øverste Sovjet", født den 15.3.1950 i Cita. Gammelt sovjetisk pas nr. A25056238.

    7) SHEVCHUK, EVGENY, "næstformand i Den Øverste Sovjet", født den 21.6.1946 i Nowosibirsk. Gammelt sovjetisk pas nr. A25004230.

    8) LITSKAI, VALERY, "udenrigsminister", født den 13.2.1949 i Tver. Russisk pas.

    9) KHAJEEV, STANISLAV, "forsvarsminister", født 28.12.1941 i Celabinsk.

    10) ANTIUFEEV (SEVTOV), VADIM, "minister for statens sikkerhed", født i 1951 i Novosibirsk. Russisk pas.

    11) KOROLYOV, ALEXANDER, "minister for indre anliggender", født i 1951 i Briansk. Russisk pas.

    12) BALALA, VIKTOR, "justitsminister", født i 1961 i Vinitsa.

    13) AKULOV, BORIS, "Transdnestriens repræsentant i Ukraine".

    14) ZAKHAROV, VIKTOR, "offentlig anklager", født i 1948 i Camenca.

    15) LIPOVTSEV, ALEXEY, "næstformand for Toldkomitéen".

    16) GUDYMO, OLEG, "viceminister for sikkerhed", født den 11.9.1944 i Alma-Ata. Russisk pas nr. 51 NO. 0592094.

    17) KOSOVSKI, EDUARD, "formand for Transdnestriens Bank", født den 7.10.1958 i Floresti.

    Top