32002D0631

Kommissionens beslutning

af 7. maj 2002

om en mulig statsstøtte fra Tyskland til RAG AG i forbindelse med privatiseringen af Saarbergwerke AG

(meddelt under nummer K(2002) 1810)

(Kun den tyske udgave er autentisk)

(EØS-relevant tekst)

(2002/631/EKSF)

KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab, især artikel 4, litra c),

under henvisning til Kommissionens beslutning nr. 3632/93/EKSF af 28. december 1993 om fællesskabsordningen for statsstøtte til kulindustrien(1),

efter at have opfordret interesserede parter til at fremsætte bemærkninger i henhold til artikel 88 i EKSF-traktaten(2) og under hensyntagen til disse bemærkninger, og

ud fra følgende betragtninger:

I. BAGGRUND

(1) Ved brev af 13. november 1997 meddelte RAG AG (i det følgende benævnt "RAG") Kommissionen i henhold til artikel 66, stk. 1, i EKSF-traktaten, at virksomheden havde til hensigt at erhverve hele aktiekapitalen i Saarbergwerke AG og Preussag Anthrazit GmbH.

(2) Ved brev af 9. marts 1998 underrettede Tyskland Kommissionen i henhold til artikel 67 i EKSF-traktaten om den planlagte privatisering af Saarbergwerke AG via salg til RAG til en symbolsk pris. I dette brev betegnes privatiseringen som led i en aftale, som forbundsregeringen, regeringerne for delstaterne Nordrhein-Westfalen og Saarland, mineindustrien og fagforeningerne for minedrifts- og elektricitetssektoren indgik den 13. marts 1997 (i det følgende benævnt "kulkompromiset").

(3) Saarbergwerke AG (i det følgende benævnt "Saarbergwerke") var en statsejet virksomhed, som hovedsageligt beskæftigede sig med følgende områder: kulproduktion i Tyskland, koksproduktion, el-produktion, fjernvarme, miljøbeskyttelse, handel og tjenesteydelser (herunder særlig kulafsætning og -handel, olietransport og -forsyning) samt gummiproduktion. Kulproduktionen betegnes traditionelt som "det sorte område" under virksomhedens aktiviteter, medens de øvrige aktiviteter udgør "det hvide område". Saarbergwerke AG ejedes med 74 % af Forbundsrepublikken Tyskland og med 26 % af delstaten Saarland. Virksomheden drev tre kulminer, og den samlede produktion udgjorde 7,3 mio. t SKE(3) i 1997.

(4) Kulkompromiset, som indeholder nye retningslinjer for kulpolitikken frem til 2005, omfattede en kontinuerlig nedbringelse af årsproduktionen fra 47 mio. t SKE i 1997 til 42 mio. t SKE i 2000 og 30 mio. t SKE i år 2005. Samtidig skulle antallet af producerende miner mindskes fra 17 til 12. Disse oplysninger fra 1997 skal dog nedjusteres. Den anslåede stenkulsproduktion for 2000, som Tyskland indberettede til Kommissionen i forbindelse med anmeldelse af statsstøtte, kommer til at ligge på ca. 35 mio. t SKE og kommer sikkert ikke til at ligge over 26 mio. t SKE i 2005.

(5) Det samlede beløb for statsstøtten i tidsrummet 1997-2005 blev fastsat til 68 mia. DEM i kulkompromiset. Det omfattede også en degression af støtten. Med udgangspunkt i beløbet på 10,5 mia. DEM i 1997 var der blevet fastsat et loft for støtten i 2005 på 5,5 mia. DEM. Endelig blev tildelingen af et samlet beløb på 2,5 mia. DEM gjort afhængig af, at RAG skulle overtage Saarbergwerke.

(6) Den 3. april 1998 enedes den tyske forbundsregering, Saarlands regering og RAG om, at RAG skulle overtage den samlede aktiekapital i Saarbergwerke ved at købe de andele, som ejedes af den tyske forbundsregering og Saarlands regering. Salgsprisen blev fastsat til 2 DEM - 1 DEM for den tyske forbundsregerings andele og 1 DEM for de andele, som ejedes af Saarlands regering. Det blev desuden aftalt, at virksomhedernes kulområder skulle sammenlægges i én virksomhed, som skulle være Deutsche Steinkohle AG, som fuldt ud kontrolleres af RAG.

(7) Ved beslutning af 29. juli 1998 gav Kommissionen i henhold til artikel 66 i EKSF-traktaten tilladelse til, at Saarbergwerke og Preussag Anthrazit blev overtaget af RAG, efter at RAG havde forpligtet sig til at afstå Saarbergwerkes kulimportforretning og at adskille salg af tyskproducerede kul fra salg af importeret kul(4). I sin beslutning henviste Kommissionen udtrykkeligt til, at den anførte beslutning "kun vedrører anvendelsen af artikel 66 i EKSF-traktaten og på ingen måde foregriber en beslutning fra Kommissionens side, som vedrører anvendelsen af andre bestemmelser i EF-traktaten eller EKSF-traktaten, især sådanne, som vedrører kontrollen med statsstøtte".

(8) Sammenslutningen af virksomhederne RAG og Saarbergwerke trådte i kraft den 1. oktober 1998. Af regnskabstekniske grunde skulle det dog være med tilbagevirkende kraft fra 1. januar 1998.

(9) Den 29. september 1998 indgav det britiske mineselskab RJB Mining (nu "UK Coal") en klage til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans, hvor der søgtes om annullation af Kommissionens beslutning af 29. juli 1998 om godkendelse af sammenlægningen af virksomhederne RAG, Saarbergwerke og Preussag Anthrazit, fordi Kommissionen ved undersøgelsen af fusionen ikke havde undersøgt, om der i salgsprisen var indeholdt en statsstøtte. RJB Mining mener, at der ifølge de oplysninger, som Kommissionen har modtaget fra Tyskland, har været tale om en statsstøtte på 1 mia. DEM til RAG i forbindelse med salget af Saarbergwerke.

(10) Med sin dom af 31. januar 2001 i sag T-156/98, RJB Mining mod Kommissionen(5), annullerede De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans Kommissionens beslutning af 29. juli 1998. Ifølge rettens opfattelse har Kommissionen forsømt at undersøge salgsprisen og navnlig at undersøge, om den økonomiske støtte, som der kan være tale om ved en rent symbolsk salgspris, har styrket RAG's økonomiske og dermed markedsmæssige stilling. Tyskland og RAG appellerede henholdsvis den 12. og 19. april 2001 rettens afgørelse(6).

(11) Kommissionen anmodede revisionsfirmaet [...](7) om at gennemføre en undersøgelse med henblik på at konstatere, hvilken virkning sammenlægningen kunne få for RAG's økonomiske styrke. [...] kontrollerede især, hvordan Saarbergwerkes konti var blevet konsolideret med RAG's.

II. SAGSFREMSTILLING

II.1. Salgsprisen

(12) I brevet af 9. marts 1998, hvori Tyskland gjorde Kommissionen opmærksom på privatiseringen af Saarbergwerke, blev det anført, at risiciene i forbindelse med overtagelsen af Saarbergwerkes minedriftsaktiviteter retfærdiggjorde virksomhedens salg for et symbolsk beløb. Ifølge Tyskland havde den tyske regering i kulkompromiset kun forpligtet sig til at støtte kulindustrien frem til 2005. Herudover udgør udløbet af EKSF-traktaten og bestemmelserne om statsstøtte til kulindustrien inden for rammerne af beslutning nr. 3632/93/EKSF den 23. juli 2002 også et stort usikkerhedsmoment for kulindustriens fremtid. Salgsprisen skyldtes derfor hovedsageligt usikkerheden om kommende politiske beslutninger på nationalt plan og EU-plan om den tyske kulindustris fremtid.

(13) Tyskland fremhævede også de betydelige risici i forbindelse med udsving i kulprisen på verdensmarkedet, idet priserne benyttes som grundlag for beregning af støtten pr. ton kul. Enhver nedgang i kulpriserne på de internationale markeder, som ikke udlignes af en produktivitetsstigning, medfører en stigning i støtten pr. ton kul. I kulkompromiset er der dog fastsat lofter for den støtte, som Tyskland kan yde hvert år, så en nedgang i kulpriserne på verdensplan ville uundgåeligt medføre, at virksomheden ville skulle nedsætte sin produktion, da den ellers ikke ville kunne dække sit driftstab via statsstøtten. Ud over at en kortsigtet tilpasning af produktionen ville være vanskelig, ville en nedgang i kulproduktionen også medføre en stigning i produktionsomkostningerne.

(14) Tyskland henviste desuden til de forskellige forpligtelser, som RAG var blevet pålagt ved overtagelsen af Saarbergwerke. Således skulle RAG dække underskuddet på minedriften frem til 2000 og overføre et beløb på 200 mio. DEM årligt fra "det hvide område" til "det sorte område" i perioden 2001 til og med 2005. Denne forpligtelse, som er medtaget i kulkompromiset, gjaldt dog allerede for RAG's kulaktiviteter og ikke-kulrelaterede aktiviteter før kompromiset, så den har ikke forbindelse med sammenlægningen og er heller ikke en følge heraf. De tyske kulproducenter var indtil 1997 forpligtet til at anvende 75 % af overskuddet fra "det hvide område" til at dække tab i forbindelse med kulproduktionen. Herudover var RAG pålagt visse yderligere forpligtelser - navnlig vedrørende den videre drift af Saarbergwerkes aktiviteter inden for "det hvide område" og indlemmelsen af RAG's eget miljøområde i Saarbergwerke - hvilket ifølge Tysklands oplysninger indskrænkede RAG's økonomiske handlefrihed.

(15) På grund af alle disse forhold ville det have været svært at finde en køber til Saarbergwerke. Tyskland fremhæver i denne sammenhæng og navnlig i et brev af 15. april 1998, at man siden 1991 havde forsøgt at finde en køber.

II.2. Åbningsskrivelse af 4. februar 2000

(16) Blandt de oplysninger om sammenlægningen, som Tyskland fremsendte til Kommissionen i brev af 30. juni 1998, var der også en rapport om konsolideringskonceptet for Saarbergwerke. Denne rapport blev udarbejdet af Roland Berger & Partner GmbH i januar 1996 efter anmodning fra forbundsregeringen, som var hovedaktionær (flertalsaktionær) i Saarbergwerke.

(17) Med brev af 10. juli 1998 modtog Kommissionen fra Tyskland dele af en vurdering fra marts 1996, som var udarbejdet af Roland Berger & Partner, om vidtrækkende virksomhedskoncepter for den tyske kulindustri og en kort rapport af 9. juli 1998, som indeholdt en aktualiseret vurdering af Saarbergwerke. Denne rapport var udarbejdet af [...] efter anmodning fra forbundsregeringen, efter at Kommissionen havde udbedt sig yderligere oplysninger med henblik på undersøgelsen af sammenlægningen.

(18) De oplysninger, som den tyske regering forelagde Kommissionen, angav ikke i tal værdien af "det hvide område". I sin klage til De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans(8) har Vasa Energy GmbH & Co. KG dog vedlagt yderligere sider fra den rapport, som er udarbejdet af Roland Berger & Partner i januar 1996, og disse sider havde Kommissionen ikke modtaget fra Tyskland. I denne del af rapporten anslår Roland Berger & Partner værdien af "det hvide område" til at være ca. 1 mia. DEM.

(19) I den korte aktualisering af værdiansættelserne for Saarbergwerke fra 9. juli 1998 anførtes [...], at minedriftsdelen på grund af manglende konkurrenceevne har en negativ, ikke kvantificerbar virksomhedsværdi. I rapporten fremhæves også, at der består politiske, ikke-kvantificerbare risici fra 2002 som følge af EKSF-traktatens udløb og fra 2005, da der endnu ikke foreligger nogen politisk hensigtserklæring fra Tyskland om støttens højde og løbetid efter denne dato.

(20) Ud fra alle de foreliggende oplysninger mente Kommissionen, at der var flere elementer, som gav anledning til at formode, at der havde været tale om en ikke anmeldt statsstøtte på 1 mia. DEM i forbindelse med privatiseringen af Saarbergwerke. I overensstemmelse med artikel 88 i EKSF-traktaten opfordrede Kommissionen i et brev af 4. februar 2000 Tyskland til at fremsende omfattende oplysninger, herunder bl.a. en detaljeret økonomisk, driftsøkonomisk og finansiel vurdering af Saarbergwerke samt et skøn over de risici, der er forbundet med erhvervelsen af virksomheden. Dette brev blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende. Ved denne lejlighed opfordrede Kommissionen også interesserede parter til at fremsætte deres bemærkninger(9).

(21) Kommissionen gjorde i brevet opmærksom på, at hvis det efter modtagelse og gennemgang af Forbundsrepublikken Tysklands svar vurderes, at salget af Saarbergwerke omfatter en uanmeldt støtte til kulindustrien, vil Kommissionen undersøge støtten på baggrund af artikel 4, litra c), i EKSF-traktaten, de tre allerede trufne beslutninger på grundlag af beslutning nr. 3632/93/EKSF for årene 1997, 1998 og 1999, dvs. beslutning 98/687/EKSF(10), 1999/270/EKSF(11) og 1999/299/EKSF(12), samt den for år 2000 modtagne meddelelse. Kommissionen gjorde endvidere opmærksom på, at "hvis Kommissionen efter modtagelse og gennemgang af Forbundsrepublikken Tysklands svar når frem til den slutning, at salget af Saarbergwerke AG omfattede en uanmeldt støtte til fordel for ikke-kulrelaterede aktiviteter, vil den ved gennemgangen af sagsforløbet støtte sig på de bestemmelser, der er fastsat i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab om statsstøtte."

III. TYSKLANDS BEMÆRKNINGER

(22) I et brev af 8. maj 2000 fremsendte Tyskland de oplysninger, som Kommissionen havde krævet i åbningsskrivelsen, samt en stillingtagen til den symbolske pris, som RAG betalte for købet af Saarbergwerke. I bilaget til brevet fremsendte Tyskland desuden flere dokumenter, herunder en rapport fra [...] af 2. maj 2000, som indeholder en vurdering af Saarbergwerke på grundlag af diskonterede pengestrømme samt flere scenarier for salg og likvidation af Saarbergwerkes aktiviteter (likvidationsscenariet omhandler navnlig Saarbergwerkes kulrelaterede aktiviteter, som regnes for at være meget risikobehæftede og eventuelt må ophøre), herudover en erklæring fra sagkyndige hos [...] af 29. februar 2000, som omfatter en vurdering af Saarbergwerke på grundlag af kapitaliserede værdier, en erklæring fra en sagkyndig af 29. april 2000 om fremgangsmåden ved vurdering af virksomhedsværdien for Saarbergwerke og et brev fra Roland Berger & Partner af 14. april 2000, som endnu en gang gennemgår baggrunden for og indholdet af firmaets rapport fra januar 1996, herunder navnlig irrelevansen af det nævnte beløb på 1 mia. DEM.

(23) Tyskland mener ikke, at privatiseringen af Saarbergwerke ved hjælp af et salg til RAG til en pris af 2 DEM udgør nogen statsstøtte. Tværtimod fremstod salget af denne virksomhed, som er behæftet med betydelige økonomiske risici i "den aktuelle tilstand", dvs. uden forudgående finansielle konsolideringsforanstaltninger, fra det offentliges synspunkt som den økonomisk optimale løsning. Ejerne af Saarbergwerke, den tyske forbundsregering og regeringen i Saarland, havde forholdt sig som markedsøkonomiske sælgere, som søgte en optimering af salgsprisen.

(24) Den rapport, som [...] har udarbejdet efter Tysklands anmodning, bekræfter, at Saarbergwerke havde en negativ værdi på privatiseringstidspunktet. [...] udregnede på grund af det strukturelt belastede minedriftsområde en negativ værdi på [...] mio. DEM for virksomheden som helhed. Likvidation af minedriftsområdet var desuden ikke en tænkelig løsning, da [...] anslog likvidationsomkostningerne til at udgøre et samlet negativt beløb på [...] mia. DEM, hvilket langt ville have oversteget gevinsten ved at sælge aktiviteterne inden for "det hvide område". En opsplitning af Saarbergwerke med frasalg af de forskellige virksomhedsdele ville heller ikke have ført til et positivt resultat, da kuldelen ikke ville have kunnet sælges, og et frasalg af energidelen ville have medført ødelæggelse af de økonomiske aktiver inden for området. Tysklands argumentation bygger på en tæt økonomisk sammenhæng mellem de forskellige virksomhedsdele, navnlig mellem kraftværksdelen og kuldelen.

(25) Tyskland er af den opfattelse, at man med salget af Saarbergwerke i sin helhed til RAG til en pris af 2 DEM har valgt den økonomisk mest fornuftige løsning.

IV. BEMÆRKNINGER FRA INTERESSEREDE PARTER

(26) Efter offentliggørelsen af åbningsskrivelsen til Tyskland i De Europæiske Fællesskabets Tidende modtog Kommissionen bemærkninger fra to andre parter. Det Forenede Kongeriges Faste Repræsentation ved Den Europæiske Union fremsendte et brev til Kommissionen den 5. maj 2000, hvori Det Forenede Kongerige på alle punkter understøttede den analyse, som Kommissionen havde anført i åbningsskrivelsen.

(27) Også RJB Mining (nu UK Coal) fremsatte sine bemærkninger i et brev af 5. maj 2000. Efter RJB Minings opfattelse er betingelserne for sammenlægningen af RAG og Saarbergwerke ikke gennemskuelige. Det gælder navnlig fastsættelsen af salgsprisen. En opsplitning af virksomheden og separat salg af de enkelte virksomhedsdele ville desuden have givet mulighed for - ved at indhente købstilbud - at opnå en højere pris end det symbolske beløb, som RAG har betalt.

V. VURDERING

(28) For at kunne konstatere, om der har været tale om statsstøtte i forbindelse med sammenlægningen af RAG/Saarbergwerke, har Kommissionen først undersøgt, hvordan en markedsøkonomisk virksomhed ville have forholdt sig. På grundlag af dette kriterium kan man vurdere, om den tyske forbundsregering og regeringen i Saarland ved at sælge Saarbergwerke til en pris af 2 DEM har givet afkald på en del af de indtægter, de kunne have opnået ved et salg af Saarbergwerke som helhed. Herefter har Kommissionen undersøgt (som anført i betragtning 55 til 59), om salget af "det hvide område" og "det sorte område", uafhængigt af spørgsmålet om vurdering af virksomheden som helhed, udgjorde en støtte fra "det hvide område" (som havde en positiv værdi) til "det sorte område" (som havde en negativ værdi)

V.1. Værdien af "det sorte område"

(29) Tyskland, som hovedsageligt støtter sig til rapporten fra [...], når for dette område frem til en negativ for den fortsatte på [...] mio. DEM og en negativ likvidationsværdi på [...] mia. DEM. Tyskland mener derfor, at salget af hele virksomheden til RAG til en pris af 2 DEM var en fornuftig økonomisk foranstaltning. For Saarbergwerkes samlede aktiviteter når [...] frem til en negativ værdi på [...] mio. DEM, og det er kuldelen, som er skyld i det negative resultat ([...] mio. DEM for "det sorte område" og [...] mio. DEM for "det hvide område").

(30) Saarbergwerkes minedriftsområde bestod i 1997 af tre kulminer (Ensdorf, Warndt/Luisenthal og Göttelborn/Reden) og et koksværk (Fürstenhausen) i Völklingen, som dog standsede produktionen i juni 1997 i forbindelse med sammenlægningen af Saarbergwerke og RAG. I 1997 producerede minerne i Ensdorf, Warndt/Luisenthal og Göttelborn/Reden henholdsvis 2,8 mio. t SKE, 2,4 mio. t SKE og 2,1 mio. t SKE. Inden for dette område var 12697 af Saarbergwerkes 18000 ansatte beskæftiget.

(31) Kommissionen erklærede i sin beslutning 1999/270/EKSF vedrørende Tysklands foranstaltninger som led i kulkompromiset, at omstruktureringen af Saarbergwerkes produktionsenheder ville medføre en yderligere produktionsnedgang, herunder en lukning af minen Göttelborn/Reden i 2000. Lukningen skyldtes betydelige geologiske vanskeligheder i minen, som umuliggjorde en videreførelse.

(32) For minen Warndt/Luisenthal lå produktionsomkostninger i 1998 jf. de oplysninger, som Tyskland har afgivet i forbindelse med anmeldelse af støtte til kulindustrien, på [...] DEM/t SKE, sammenlignet med en af Tyskland anslået gennemsnitlig salgspris for kul på 71 DEM/t SKE i det samme år (dvs. produktionsomkostningerne var [...] gange større end salgsprisen for kullet). Minen Ensdorf blev anset for at være den mindst underskudsgivende i Tyskland og havde i 1998 produktionsomkostninger på [...] DEM/t SKE, hvilket stadig er mere end [...] gange højere end kullets salgspris.

(33) Minerne Ensdorf og Warndt/Luisenthal modtog driftsstøtte på tidspunktet for Saarbergwerkes privatisering, hvilket Kommissionen navnlig havde godkendt ved beslutning 98/687/EKSF. Ud fra de oplysninger, som Tyskland havde fremsendt, regnede Kommissionen med, at begge disse miner ville være i stand til at forbedre deres økonomiske situation yderligere ved at sænke deres produktionsomkostninger, og at de så ville kunne opfylde kriterierne i artikel 3 i beslutning nr. 3632/93/EKSF.

(34) I henhold til dommen fra De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans af 9. september 1999 i sagen T-110/98, RJB Mining mod Kommissionen(13) er der i artikel 3 i beslutning nr. 3632/93/EKSF ikke krav om, at den virksomhed, som modtager driftsstøtte, ved udløbet af en forud fastsat periode er blevet levedygtig. Der kræves faktisk kun "forbedring" af den økonomiske levedygtighed. Retten begrunder denne fleksible struktur med de økonomiske konstateringer, som ordningen med statsstøtte til kulindustrien er baseret på, dvs. den strukturelle mangel på konkurrencedygtighed, industrien står over for som følge af, at størstedelen af dens virksomheder ikke er konkurrencedygtige i forhold til importen fra tredjelande. Heraf følger, at forbedringen af en given virksomheds økonomiske levedygtighed nødvendigvis bliver et spørgsmål om at gøre den mindre urentabel og mindre konkurrenceudygtig.

(35) Selv om disse miner opnåede en forbedret økonomisk levedygtighed og nærmede sig kriterierne for, at der kan gives driftstilskud i overensstemmelse med artikel 3 i beslutning nr. 3632/93/EKSF, ville der stadig være tale om, at de kun ville have ringe udsigter til at nå op over tærsklen for økonomisk levedygtighed. I beslutning nr. 1999/270/EKSF blev det i øvrigt anført, at "der kan opnås en kraftig sænkning af støtten hovedsageligt via foranstaltninger til nedbringelse af produktionen". For "selv om der kan ses en vis nedgang i de gennemsnitlige produktionsomkostninger i den tyske kulindustri, og under hensyntagen til artikel 3, stk. 3, i beslutning nr. 3632/93/EKSF, er produktionsomkostningerne i faste 1992-priser stadig så høje, at de i 2002 sandsynligvis stadig vil være [...] DEM/t SKE, sammenlignet med [...] DEM/t SKE i 1992".

(36) På baggrund af de geologiske vanskeligheder med kulforekomsterne i Tyskland og de dermed forbundne produktionsomkostninger ved udvindingen er det indlysende, at kullene fra disse miner ikke kan - og heller ikke i fremtiden vil kunne - konkurrere med kul importeret fra tredjelande. Til trods for en dybtgående omstrukturerings-, moderniserings- og rationaliseringsindsats på kulområdet, som sigter mod at øge konkurrencedygtigheden, er og forbliver den tyske kulproduktion for dyr i forhold til import fra tredjelande, også selv om man opnår mærkbare produktivitetsstigninger og gradvis lukker de mest underskudsgivende miner og reducerer antallet af beskæftigede i sektoren voldsomt.

(37) Udviklingen inden for kulsektoren i årene efter sammenlægningen af RAG og Saarbergwerke bekræfter denne analyse. I kulkompromiset var der regnet med en kulproduktion på 37 mio. t SKE, men de foranstaltninger til nedbringelse af produktionen, som skyldes sektorens kroniske konkurrenceudygtighed, vil sikkert medføre, at kulproduktionen i Tyskland daler til under 29 mio. t SKE i 2002. Den anslåede produktion for 2000 på 35 mio. t SKE ligger allerede under den mængde, som der var regnet med for 2002 i kulkompromiset.

(38) I anmeldelsen af kulstøtten for 2000 af 22. november 2000 havde Tyskland allerede anført, at der ville blive brug for yderligere foranstaltninger til nedbringelse af produktionen, som ville medføre yderligere lukninger. Kommissionen havde desuden i beslutning 2001/361/EKSF(14) taget til efterretning, at denne kapacitetsreduktion fortsætter de omfattende foranstaltninger inden for omstrukturering, rationalisering, modernisering og reduktion af produktionen, som allerede er gennemført siden kulkompromiset i 1997.

(39) Den undersøgelse, som [...] har gennemført for Kommissionen, bekræfter, at RAG's overtagelse af Saarbergwerkes kulsektor medfører en stor risiko for RAG. Denne risiko hidrører navnlig fra den stadig faldende støtte, hvis beløb er fastsat i kulkompromiset, usikkerheden vedrørende tiden efter 2005, når kulkompromiset udløber, det forhold at støtte til kulindustrien skal godkendes af Kommissionen, usikkerheden vedrørende kulpriserne på verdensmarkedet og problemerne med at tilpasse produktionsmængden, således at statsstøtten kan udnyttes bedst muligt. [...]-undersøgelsen når frem til, at det ganske vist er svært at kvantificere disse risici, men at det er mere end sandsynligt, at de har negative konsekvenser for RAG, da virksomheden har påtaget sig betydelige risici med købet af Saarbergwerke uden at få nogen synlig modydelse. Herudover må udløbet af EKSF-traktaten og bestemmelserne om statsstøtte til kulindustrien inden for rammerne af beslutning nr. 3632/93/EKSF den 23. juli 2002 også anses for at have været yderligere risikomomenter for RAG på sammenlægningstidspunktet.

(40) Kommissionen henviser i denne sammenhæng til, at [...] vurdering af kulsektoren går ud fra den forudsætning, at der efter 2005, dvs. efter udløbet af kulkompromiset, ikke længere produceres kul i Tyskland. Der hersker altså betydelige tvivl om branchens fremtid i Tyskland efter 2005.

(41) Det fremgår af denne fremstilling, uanset vanskelighederne med at fastsætte en præcis værdi for kulsektoren, at den har en negativ værdi, også selv om Tyskland årligt giver støtte til at dække driftstabene. Den totale mangel på udsigter til økonomisk levedygtighed på sammenlægningstidspunktet er blevet bekræftet i de efterfølgende år. Man kan derfor gå ud fra, at vurderingen af værdien ved fortsat drift, som [...] anslog til en negativ værdi på [...] mio. DEM, er realistisk.

V.2. Værdien af "det hvide område"

(42) Ifølge [...] har el-produktionen en negativ værdi på [...] mio. DEM. Denne værdiansættelse går ud fra to forudsætninger: For det første er området nært forbundet med Saarlands kulproduktion, og for det andet fortsættes denne kulproduktion ikke efter 2005. I betragtning af den nære forbindelse mellem kulsektoren og el-produktionen afhænger sidstnævntes værdi stærkt af kulproduktionen i Saarland. På tidspunktet for salget af Saarbergwerke forpligtede Tyskland sig kun til at dække driftstab for kulindustrien til og med 2005. Da der ikke findes nogen garantier for, at der gives støtte efter dette tidspunkt, og da den tyske kulindustri lider af kronisk konkurrenceudygtighed, kan det ifølge [...] ikke udelukkes, at kulindustrien simpelthen forsvinder efter 2005. Ophør af kulproduktionen i Tyskland ville tvinge kraftværkerne til at importere kul, hvilket ifølge Tyskland ville medføre betydelige ekstraomkostninger, især til transport af kullene fra losningshavnen.

(43) Hvis hypotesen om kulproduktionens forsvinden efter 2005 holder stik, ville værdien af el-produktionsområdet være lig nul. Hvis der fortsat produceres kul i Tyskland efter 2005, regner [...] med en positiv værdi for el-produktionen på [...] mio. DEM.

(44) "Det hvide områdes" andre aktiviteter ud over el-produktion blev af [...] vurderet som følger: a) fjernvarme: [...] med [...] mio. DEM, b) miljø: [...] med [...] mio. DEM, c) handel og tjenesteydelser: [...] med [...] mio. DEM og d) gummi: [...] med [...] mio. DEM.

(45) [...] har på den ene side analyseret ydelserne inden for de forskellige dele af "det hvide område" og på den anden resultatet af frasalg af visse dele af sektoren efter sammenlægningen. For perioden mellem 1992 og 1996 nåede man frem til en meget ringe rentabilitet på [...] %. Der er altså ikke noget, som tyder på, at aktiviteterne inden for Saarbergwerkes "hvide område" har tilført RAG nogen merværdi. Frasalget af visse aktivitetsområder efter sammenlægningen medførte åbenbart tab på [...] mio. DEM.

(46) På denne baggrund kan "det hvide områdes" samlede værdi ansættes til et lille, positivt beløb. [...] analyse viser, at den værdi, som [...] har fundet frem til, er realistisk, hvis man går ud fra en værdi på mellem [...] og [...] mio. DEM og godtager hypotesen vedrørende kulindustriens fremtid efter 2005 og virkningen på el-produktionssektoren.

V.3. Salg af virksomheden

(47) Tysklands argumentation i brevet af 8. maj 2000 hviler på den forudsætning, at der kun kunne blive tale om salg af Saarbergwerke som et hele, og at denne pakke havde en negativ værdi. Den positive værdi, som visse dele af "det hvide område" kunne fremvise, ville ikke kunne have udlignet "det sorte områdes" betydelige negative værdi, uanset om man havde fortsat driften af området eller likvideret det. I betragtning af Saarbergwerkes kroniske underskud på kulområdet fremstod salget af virksomheden til en pris af 2 DEM i "den aktuelle stand" som den bedst mulige løsning for Tyskland.

(48) Tyskland henviser til, at en opsplitning af Saarbergwerke ved frasalg af de forskellige virksomhedsdele ikke ville have ført til nogen positiv værdi.

(49) Hertil kommer, at de forskellige aktivitetsområder inden for Saarbergwerke-gruppen ikke var strukturelt adskilt. Som følge heraf ville en likvidation af et eller flere underskudsgivende områder - herunder navnlig kulområdet - med en negativ restværdi skulle have været udlignet med den positive værdi ved frasalg af andre aktivitetsområder. Likvidationen af kulområdet, hvis negative værdi blev anslået til ca. [...] mia. DEM af [...], ville således i det store hele have opbrugt indtægterne fra salg af de overskudsgivende virksomhedsdele.

(50) Analysen af RAG's bogføring bekræfter, at overtagelsen af Saarbergwerke ikke har medført nogen merværdi. Tværtimod er der efter endt transaktion tale om et underskud på [...] mio. DEM. Dette underskud skyldes især regnskabsmæssige korrektioner efter sammenlægningen. En del af disse korrektioner skulle Saarbergwerke i henhold til almengyldige bogføringsprincipper have foretaget før sammenlægningen. Andre korrektioner blev gennemført, fordi Saarbergwerke anvendte andre bogføringsprincipper end RAG. [...] mener, at nogle af disse korrektioner er sat for højt, men dog kun til et samlet beløb på [...] mio. DEM. [...] konkluderer, at RAG ikke kunne få noget positivt resultat ud af at købe Saarbergwerke i 1998.

V.4. Den påståede værdi på 1 mia. DEM

(51) Ifølge rapporten fra Roland Berger & Partner fra marts 1996 kan "det hvide områdes" værdi sættes til ca. 1 mia. DEM. Denne rapport var dog ikke tænkt som en vurdering af en eventuel privatisering af Saarbergwerke. Tyskland henviser i sit brev af 8. maj 2000 til, at dette beløb bygger på en hypotese om, at der skulle gennemføres de nødvendige omstruktureringsforanstaltninger, hvilket dog ikke skete ved virksomhedens privatisering. Værdien på 1 mia. DEM gav derfor ikke udtryk for virksomhedens værdi i "den aktuelle stand", men indregnede allerede de omstruktureringsforanstaltninger, som Roland Berger & Partner anså for nødvendige. Der var derfor tale om en "omstruktureringsværdi".

(52) Den anslåede værdi, som optræder i rapporten af marts 1996 fra Roland Berger & Partner, er i øvrigt ikke blevet bekræftet i nogen anden rapport, hverken fra [...], [...] eller den [...]-undersøgelse, som er udarbejdet efter Kommissionens anmodning.

(53) Kommissionens åbningsskrivelse af 4. februar 2000, som nævnte muligheden af en statsstøtte på 1 mia. DEM i forbindelse med Saarbergwerkes privatisering, byggede først og fremmest på det forhold, at alle de foranstaltninger, som er indeholdt i kulkompromiset, og herunder navnlig sammenlægningen af Saarbergwerkes og Preussag Anthrazits kulaktiviteter under RAG, havde dels en overregional rationalisering dels en socialkontraktlig udformning af tilpasningsprocessen til formål, som skulle sikre, at minedrift fortsat kunne være leve- og ydelsesdygtig også efter 2005.

(54) Desværre må man konstatere, at omstruktureringen af kulindustrien efter privatiseringen af Saarbergwerke i 1998 ikke har medført en mærkbar forbedring af den økonomiske levedygtighed for denne sektor. Omstruktureringsindsatsen, som har medført væsentlig flere lukninger og produktionsnedskæringer, end det var planlagt i kulkompromiset, har ikke kunnet forbedre sektorens konkurrencedygtighed. På denne baggrund må der stilles et stort spørgsmålstegn ved, om kulindustrien i Saarland har en langsigtet fremtid.

V.5. Undersøgelse af salget ifølge Kommissionens praksis ved salg af "bundtede virksomheder" (cluster-sales)

(55) Kommissionen var som nævnt i betragtning 20 og 21 af den mening, at salget til 2 DEM kunne være en statsstøtte, da salget omfattede formueværdier, som eventuelt havde en stor positiv værdi. Selv hvis den lave pris, sammenholdt med alle de solgte aktivitetsområder, var rimelig, går Kommissionen i de tilfælde, hvor myndighederne forlanger, at separate aktivitetsområder sælges sammen, normalt ud fra, at salget er underlagt betingelser og dermed kan omfatte en statsstøtte. Især hvis et aktivitetsområde med en negativ værdi og et andet med en positiv værdi skal sælges sammen, kan det give anledning til en formodning om, at salget udgør statsstøtte til det førstnævnte område - ligesom ved et separat frasalg af aktivitetsområdet til en negativ pris.

(56) Et eksempel på denne strategi er givet i Kommissionens brev af 8. december 1992 til Tyskland (SG(92) D/17613), hvori det hedder: "I tilfælde, hvor sådanne virksomheder ikke er vokset sammen historisk set, kan Kommissionen ikke være af den opfattelse, at en kunstig sammenslutning af virksomheder opfylder kravet om, at tilbud ikke må være behæftet med betingelser". Det blev navnlig fremhævet ved salget af Lintra-gruppen (statsstøttesag N 49/95)(15). Denne opfattelse kan frem for alt begrundes med henvisning til, hvordan en markedsøkonomisk investor i den samme situation sandsynligvis ville handle, idet han snarere ville likvidere en virksomhed med en negativ værdi end give afkald på indtægterne fra salg af en virksomhed med positiv værdi.

(57) Kommissionen har undersøgt, om dette argument også gælder for Saarbergwerke, og har konstateret (se betragtning 49), at en markedsøkonomisk investor i den samme situation som Saarbergwerkes ejere ikke ville have kunnet forhindre, at "det hvide områdes" positive værdi ville blive opslugt af "det sorte områdes" negative værdi, da Saarbergwerkes kulområde ikke var konstitueret som en selvstændig juridisk enhed. Oversigten over virksomheden viser, at kulområdet hørte til holdingsselskabet Saarbergwerke AG.

(58) Kommissionen mener dog ikke, at denne analyse er fuldstændig overbevisende. I betragtning af den manglende rentabilitet og den potentielt store gæld for "det sorte område", hvis overlevelse er helt og aldeles afhængig af statsstøtte, må det anses for usandsynligt, at en markedsøkonomisk investor ville have ladet formueværdier med en betydelig positiv værdi være så ubeskyttet. Den markedsøkonomiske investor kan derfor ikke uden videre anvendes som målestok.

(59) På den anden side har Tyskland også oplyst, at der mellem Saarbergwerkes forskellige aktivitetsområder og navnlig mellem kul- og el-produktionssektoren findes historiske og handelsmæssige forbindelser, også selv om man må konstatere, at tysk kul i stigende grad erstattes af importeret kul i el-produktionen (fra 1992 til 1998 faldt den tyske kulproduktion fra 72 til 47 mio. t SKE, og denne tendens fortsætter med mindre end 35 mio. t SKE i 2000). I det mindste ved sammenlægningen i 1998 fandtes der en vis forbindelse mellem Saarbergwerkes forskellige aktivitetsområder, som ved en hurtig omstilling fra tyskproduceret kul til importeret kul ville have medført vanskeligheder. På baggrund af alle disse forhold er Kommissionen kommet frem til, at argumenterne vedrørende salg af bundtede virksomheder (cluster-sales) ikke finder anvendelse for denne sag. Kommissionen gør dog opmærksom på, at i mere entydige salgssituationer (især hvis aktivitetsområderne ikke har handelsmæssige eller historiske forbindelser og hører til separate selskaber) vil det argument, der er beskrevet i betragtning 55 og 56, også fortsat blive anvendt.

VI. KONKLUSION

(60) Privatiseringen af Saarbergwerke ved hjælp af et salg til RAG til en pris af 2 DEM udgør ikke nogen statsstøtte. Salget af virksomheden i "den aktuelle stand", dvs. uden forudgående finansiel konsolidering, var i betragtning af de betydelige markedsøkonomiske risici en foranstaltning, hvor det offentlige har forholdt sig som en markedsøkonomisk sælger, der er interesseret i det størst mulige overskud ved salget.

(61) Saarbergwerke havde ingen positiv værdi på grund af kulområdet, som er præget af kronisk underskud og meget usikre fremtidsperspektiver. Den manglende positive værdi bekræftes af tre rapporter, hvoraf den ene er udarbejdet af et revisionsfirma på Kommissionens anmodning.

(62) I henhold til rapporten fra [...] er værdien ved fortsat drift for Saarbergwerke negativ med [...] mio. DEM, dvs. en negativ værdi på [...] mio. DEM for "det sorte område" og en positiv værdi på [...] mio. DEM for "det hvide område" -

VEDTAGET FØLGENDE BESLUTNING:

Artikel 1

Der var ikke tale om statsstøtte i forbindelse med privatisering af virksomheden Saarbergwerke AG ved at sælge den til virksomheden RAG AG til en pris af 2 DEM.

Artikel 2

Denne beslutning er rettet til Forbundsrepublikken Tyskland.

Udfærdiget i Bruxelles, den 7. maj 2002.

På Kommissionens vegne

Loyola De Palacio

Næstformand

(1) EFT L 329 af 30.12.1993, s. 12.

(2) EFT C 101 af 8.4.2000, s. 3.

(3) t SKE = ton stenkulækvivalent.

(4) Sag IV/EKSF.1252 - RAG/Saarbergwerke/Preussag Anthrazit.

(5) Sml. 2001 II, s. 337.

(6) Sagerne C-157/01 P og C-169/01 P.

(7) Fortrolige oplysninger.

(8) Sag T-29/99, Vasa Energy mod Kommissionen (ikke offentliggjort).

(9) Se fodnote 2.

(10) EFT L 324 af 2.12.1998, s. 30.

(11) EFT L 109 af 27.4.1999, s. 14.

(12) EFT L 117 af 5.5.1999, s. 44.

(13) Sml. 1999 II, s. 2585.

(14) EFT L 127 af 9.5.2001, s. 55.

(15) EFT C 168 af 12.10.1996, s. 10.