Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000R2888

    Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 2888/2000 af 18. december 2000 om fordeling af tilladelserne til lastbilkørsel i Schweiz

    EFT L 336 af 30.12.2000, p. 9–13 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

    Dokumentet er offentliggjort i en specialudgave (CS, ET, LV, LT, HU, MT, PL, SK, SL)

    Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 19/11/2017; ophævet ved 32017R1952

    ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2000/2888/oj

    30.12.2000   

    DA

    De Europæiske Fællesskabers Tidende

    L 336/9


    EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EF) Nr. 2888/2000

    af 18. december 2000

    om fordeling af tilladelserne til lastbilkørsel i Schweiz

    EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

    under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 71,

    under henvisning til forslag fra Kommissionen (1),

    under henvisning til udtalelse fra Det Økonomiske og Sociale Udvalg (2),

    efter høring af Regionsudvalget,

    efter proceduren i traktatens artikel 251 (3), og

    ud fra følgende betragtninger:

    (1)

    Det schweiziske forbundsråd har den 1. november 2000 besluttet fra 1. januar 2001 at tillade kørsel på sit territorium af lastbiler med en vægt på indtil 34 tons og fra samme dato at åbne kontingenter for køretøjer, hvis faktiske totalvægt er over 34 tons, men ikke over 40 tons, samt for køretøjer, der kører tomkørsel eller er læsset med let gods. Denne beslutning hænger sammen med indførelsen af RPLP (Redevance poids lourds liée aux prestations — ydelsesafhængig afgift på kørsel med lastbiler) på det schweiziske vejnet.

    (2)

    Denne beslutning er en autonom foranstaltning truffet af Det Schweiziske Forbund, og den kan derfor ikke betragtes som en midlertidig anvendelse af aftalen mellem Det Europæiske Fællesskab og Det Schweiziske Forbund om gods- og persontransport ad jernbane og landevej, undertegnet den 21. juni 1999. Fællesskabets indgåelse af denne aftale forudsætter, at de syv aftaler, som samme dag blev undertegnet med Det Schweiziske Forbund, træder i kraft samtidig.

    (3)

    Det er nødvendigt, at der fra 1. januar 2001 indføres varige regler for fordeling og administration af de tilladelser, der tildeles Fællesskabet.

    (4)

    Af praktiske og administrative grunde bør det være Kommissionen, som fordeler disse tilladelser til medlemsstaterne.

    (5)

    Der bør derfor indføres en fordelingsmetode. Medlemsstaterne bør derefter fordele de tildelte tilladelser mellem transportvirksomhederne efter objektive kriterier.

    (6)

    For at sikre en optimal udnyttelse af tilladelserne bør alle tilladelser, som ikke er blevet fordelt, tilbageføres til Kommissionen med henblik på fornyet fordeling.

    (7)

    Fordelingen af tilladelser bør ske efter kriterier, som fuldt ud tager hensyn til de nuværende godstransportstrømme og til de faktiske transportbehov i Alpeområdet.

    (8)

    Det kan blive nødvendigt at ændre fordelingen af tilladelserne på grundlag af den faktiske trafikstrøm under hensyntagen til de relevante elementer i den metode, der er beskrevet i bilag III. Kommissionen bør i forbindelse med gennemførelsen af sådanne ændringer bistås af et udvalg.

    (9)

    De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen (4)

    UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

    Artikel 1

    Ved denne forordning fastlægges en ordning for fordelingen af de tilladelser, der er tildelt Fællesskabet af Schweiz, som fra 1. januar 2001 tillader kørsel på sit territorium af lastbiler med en vægt på indtil 34 tons, som fra samme dato åbner kontingenter for køretøjer, hvis faktiske totalvægt er over 34 tons, men ikke over 40 tons, samt for køretøjer, der kører tomkørsel eller er læsset med let gods, og som indfører RPLP (Redevance poids lourds liée aux prestations — ydelsesafhængig afgift på kørsel med lastbiler) på det schweiziske vejnet.

    Artikel 2

    I denne forbindelse forstås ved:

    1)

    »tilladelse til tunge køretøjer«: en tilladelse til kørsel på schweizisk territorium til erhvervskøretøjer med en faktisk totalvægt på over 34 tons, men ikke over 40 tons

    2)

    »tilladelse til tomkørsel«: en tilladelse til kørsel på schweizisk territorium til erhvervskøretøjer, der kører tomkørsel eller er læsset med let gods.

    Artikel 3

    1.   Kommissionen fordeler tilladelserne efter de i stk. 2, 3 og 4 anførte retningslinjer.

    2.   Tilladelserne til tunge køretøjer fordeles som angivet i bilag I.

    3.   Tilladelserne til tomkørsel fordeles som angivet i bilag II.

    4.   Tilladelserne for hvert år tildeles inden den 15. august det foregående år.

    Artikel 4

    Medlemsstaterne fordeler tilladelserne blandt de virksomheder, der er etableret på deres område, efter objektive kriterier, som udelukker forskelsbehandling.

    Artikel 5

    Inden den 15. september hvert år tilbagefører medlemsstaterne de tilladelser, som ikke er fordelt mellem virksomhederne, til Kommissionen.

    Kommissionen tildeler efter proceduren i artikel 7 en eller flere andre medlemsstater disse tilladelser for at sikre, at de udnyttes fuldt ud.

    Artikel 6

    Kommissionen forelægger et forslag om tilpasning af fordelingen på grundlag af den faktiske trafikstrøm i 2001 under ligelig hensyntagen til kriterier, som bygger på den bilaterale trafik og transittrafikken. Viser den nye beregning, at det antal tilladelser, der skal tildeles en bestemt medlemsstat, afviger væsentligt fra antallet i bilag I og II, vedtages de nødvendige tilpasninger af bilag I og II efter proceduren i artikel 7.

    Artikel 7

    1.   Kommissionen bistås af et udvalg.

    2.   Når der henvises til denne artikel, anvendes artikel 5 og 7 i Rådets afgørelse 1999/468/EF, jf. dens artikel 8.

    Fristen i artikel 5, stk. 6, i afgørelse 1999/468/EF fastsættes til tre måneder.

    3.   Udvalget vedtager selv sin forretningsorden.

    Artikel 8

    Denne forordning træder i kraft på dagen for offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende.

    Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

    Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2000.

    På Europa-Parlamentets vegne

    N. FONTAINE

    Formand

    På Rådets vegne

    D. VOYNET

    Formand


    (1)  EFT C 114 af 27.4.1999, s. 4, og EFT C 248 E af 29.8.2000, s. 108.

    (2)  EFT C 329 af 17.11.1999, s. 1.

    (3)  Europa-Parlamentets udtalelse af 15.12.1999 (EFT C 296 af 18.10.2000, s. 108), Rådets fælles holdning af 8.12.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT) og Europa-Parlamentets afgørelse af 14.12.2000 (endnu ikke offentliggjort i EFT).

    (4)  EFT L 184 af 17.7.1999, s. 23.


    BILAG I

    Fordeling af tilladelser til tunge køretøjer

    Kommissionen tildeler medlemsstaterne tilladelser til tunge køretøjer efter følgende fordelingsskema:

    Medlemsstat

    %

    Belgien

    6,9

    Danmark

    1,4

    Tyskland

    25

    Grækenland

    0,9

    Spanien

    2

    Frankrig

    15

    Irland

    0,85

    Italien

    24

    Luxembourg

    1,45

    Nederlandene

    8,9

    Østrig

    8

    Portugal

    0,7

    Finland

    0,8

    Sverige

    0,75

    Det Forenede Kongerige

    3,35

    I alt

    100 %

    Det samlede antal tilladelser til fordeling udgør 300 000 for 2001 og 2002 og 400 000 for 2003 og 2004.


    BILAG II

    Fordeling af tilladelser til tomkørsel

    Kommissionen tildeler medlemsstaterne tilladelser til tomkørsel efter følgende fordelingsskema:

    Årligt antal tilladelser til tomkørsel

    Medlemsstat

    2001-2004

    Belgien

    14 067

    Danmark

    1 310

    Tyskland

    50 612

    Grækenland

    5 285

    Spanien

    1 500

    Frankrig

    16 126

    Irland

    220

    Italien

    93 012

    Luxembourg

    3 130

    Nederlandene

    21 517

    Østrig

    2 183

    Portugal

    192

    Finland

    867

    Sverige

    381

    Det Forenede Kongerige

    9 598

    I alt

    220 000


    BILAG III

    Beregningsmetode for fordeling af tilladelserne

    Fordelingen af de i bilag I og II fastsatte tilladelser er baseret på følgende:

     

    Tilladelser til tunge køretøjer

    Først får hver medlemsstat 1 500 tilladelser.

    De resterende tilladelser fordeles ligeligt efter kriterier, som bygger på bilateral trafik og transittrafik.

    Dette resultat tilpasses let for at tage hensyn til visse medlemsstaters særlige geografiske situation.

    Bilateral trafik

    Tilladelserne tildeles på grundlag af hver medlemsstats andel af den bilaterale trafik til og fra Schweiz.

    Transittrafik

    Antallet af tilladelser, der tildeles en medlemsstat, er proportionalt med det samlede antal omkørselskilometer, som lastbiler, der er registreret i denne medlemsstat, tilbagelægger i nord-sydgående (og vice versa) landevejstrafik over Alperne som følge af de nuværende vægtrestriktioner i Schweiz.

    Omkørselsafstanden svarer til forskellen mellem længden af de nuværende alperuter og længden af den korteste vej gennem Schweiz. Sidstnævnte forlænges med et tillæg på 60 km for at tage hensyn til ventetid ved grænsen og trafikforhold.

    De medlemsstater, som efter denne beregningsmetode vil få under 200 tilladelser, får tildelt 200 tilladelser.

     

    Tilladelser til tomkørsel

    Tilladelserne til tomkørsel tildeles i forhold til den andel, de køretøjer, som er registreret i medlemsstaterne, udgør af det samlede antal køretøjer med en totalvægt på mellem 7,5 tons og 28 tons, som kører transitkørsel gennem Schweiz.


    Top