Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 32000R2788

Rådets forordning (EF) nr. 2788/2000 af 18. december 2000 om ændring af forordning (EF) nr. 2402/98 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EFT L 324 af 21.12.2000, p. 4–9 (ES, DA, DE, EL, EN, FR, IT, NL, PT, FI, SV)

Legal status of the document No longer in force, Date of end of validity: 08/11/2003

ELI: http://data.europa.eu/eli/reg/2000/2788/oj

32000R2788

Rådets forordning (EF) nr. 2788/2000 af 18. december 2000 om ændring af forordning (EF) nr. 2402/98 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium med oprindelse i Folkerepublikken Kina

EF-Tidende nr. L 324 af 21/12/2000 s. 0004 - 0009


Rådets forordning (EF) nr. 2788/2000

af 18. december 2000

om ændring af forordning (EF) nr. 2402/98 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium med oprindelse i Folkerepublikken Kina

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab,

under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 384/96 af 22. december 1995 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab(1), særlig artikel 11, stk. 3,

under henvisning til forslag fremsat af Kommissionen efter høring af det rådgivende udvalg, og

ud fra følgende betragtninger:

A. TIDLIGERE PROCEDURER

1. Gældende foranstaltninger

(1) Ved forordning (EF) nr. 2402/98(2) ("forordningen") indførte Rådet en endelig antidumpingtold på importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium med oprindelse i Folkerepublikken Kina.

Ifølge forordningen omfatter ubearbejdet, ulegeret magnesium bl.a.:

- ubearbejdet magnesium, der utilsigtet indeholder små mængder af andre stoffer i form af urenheder, og

- ubearbejdet magnesium, der tilsigtet har et indhold af stoffer som f.eks. aluminium og zink, der ikke svarer til en af de legeringer, der beskrives i bilaget til forordningen.

2. Antiovervæltningsundersøgelse

(2) På grundlag af en anmodning indgivet af EF-erhvervsgrenen indledte Kommissionen den 4. september 1999(3) en antiovervæltningsundersøgelse. Resultaterne af denne undersøgelse blev offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(4).

B. UNDERSØGELSE VEDRØRENDE VAREDÆKNINGEN

1. Procedure

(3) Ved en meddelelse offentliggjort i De Europæiske Fællesskabers Tidende(5) indledte Kommissionen den 8. februar 2000 en fornyet undersøgelse i henhold til artikel 11, stk. 3, i Rådets forordning (EF) nr. 384/96 ("grundforordningen"). Den fornyede undersøgelse var begrænset til en præcisering af hvilke varer, der er omfattet af forordningen.

(4) Dette skete efter en anmodning fra to importører i Fællesskabet, Pro.cat Scarl, Bolzano, Italien, og De Stefani Luigi, Trento, Italien ("ansøgerne"). De fremførte, at visse typer magnesiumlegeringer, der ikke er anført i bilaget til forordningen, særlig magnesiumlegeringer i form af ingots til støbeanoder, opfyldte internationale standarder for "legeringer" og derfor ikke burde være omfattet af antidumpingforanstaltningerne.

(5) Kommissionen fandt, at anmodningen indeholdt tilstrækkelige beviser til at indlede en fornyet undersøgelse. Kommissionen underrettede officielt myndighederne i eksportlandet og de parter, som den vidste var berørt af sagen, om indledningen af denne fornyede undersøgelse.

(6) Kommissionen sendte spørgeskemaer til eksporterende producenter, importører, EF-erhvervsgrenen, stål- og magnesiumsammenslutninger og brugere, som samarbejdede i forbindelse med den undersøgelse, der førte til de eksisterende foranstaltninger. Der blev modtaget fem besvarelser.

2. Undersøgelsens resultater

(7) Det skal erindres, at forordningen overvejede risikoen for, at foranstaltningerne blev omgået ved fejlagtigt at angive importen af ubearbejdet, ulegeret magnesium som legeringer ved definitionen af den pågældende vare som beskrevet i betragtning 1. Forordningen indeholdt et bilag med angivelse af de legeringer, der svarer til tidligere fastsatte industristandarder.

(8) Det konstateredes, at der er to europæiske standarder for magnesiumlegeringer, EN 12438:1998 ("Magnesiumlegeringer til støbeanoder") og EN 1753:1997 ("Blokke og støbegods af magnesiumlegeringer"), som er fastsat af Den Europæiske Standardiseringsorganisation (CEN). Disse europæiske standarder svarer til internationale industristandarder.

(9) De legeringer, der er defineret i standarden EN 1753:1997 ("Blokke og støbegods af magnesiumlegeringer"), der falder sammen med bilaget til forordningen, var ikke omfattet af varedækningen i forordningen. Standarden EN 12438:1998 ("Magnesiumlegeringer til støbeanoder") forelå først i april 1998, og Kommissionens opmærksomhed blev ikke henledt på denne standard under den undersøgelse, der førte til de eksisterende foranstaltninger. Den kunne derfor ikke tages i betragtning.

(10) Den aktuelle undersøgelse fastslog, at legeringer, der er omfattet af standard EN 12438:1998 ("Magnesiumlegeringer til støbeanoder"), også burde fritages for foranstaltningerne, da de svarede til definitionen af legeringer, der oprindelig var udelukket. Disse legeringer er beregnet til anvendelsesformål, hvortil der typisk behøves legeret magnesium, og blev benyttet af aftagerindustrierne før indførelsen af midlertidige foranstaltninger i maj 1998. Ingen part anfægtede disse kendsgerninger.

(11) Det konstateredes desuden, at der var visse unøjagtigheder i gengivelsen af den europæiske standard EN 1753:1997 ("Blokke og støbegods af magnesiumlegeringer") i bilaget til forordningen. Disse bør rettes.

(12) En bruger af magnesium, som producerer legeringer, modsatte sig, at de nævnte legeringer blev friholdt fra antidumpingforanstaltningerne. Denne samarbejdsvillige bruger fremførte, at importen af disse legeringer ville skade dens virksomhed. Dette argument er helt irrelevant. Forordningen indførte antidumpingforanstaltninger på ubearbejdet, ulegeret magnesium, og legeringer skulle derfor ikke have været omfattet af antidumpingforanstaltningerne. En importør af magnesium fremførte, at legeringer omfattet af standard EN 12438:1998 ("Magnesiumlegeringer til støbeanoder") ikke burde være fritaget fra foranstaltningerne uden at underbygge denne påstand.

(13) I løbet af undersøgelsen rejstes spørgsmålet om, hvorvidt ikke blot ingots, men også visse elementære støbninger fremstillet af de magnesiumlegeringer, der er defineret i CEN-standarderne, er fritaget for de gældende foranstaltninger. I denne forbindelse finder Kommissionen, at magnesium lige som alle metaller er i flydende form, når det kommer ud af en ovn, og antager en given form, når det stivner. Ved forarbejdning kommer magnesium ud af ovnene i kontinuerlige stænger, der skæres i stykker (sædvanligvis kaldet ingots), så varen kan transporteres og forarbejdes yderligere. Det kan imidlertid forekomme, at den givne form ikke er en ingot, men en såkaldt "notch bar", "slab", "stick", "cake", "cube" osv. Det konkluderedes derfor, at alle de mulige former for ubearbejdet magnesium burde anses for ækvivalente med formen "ingot". Mere forarbejdede artikler af magnesium og magnesiumlegeringer henhører ikke under kategorien "ubearbejdet" og er derfor ikke berørt af foranstaltningerne.

(14) Da den fornyede undersøgelse er begrænset til en klarlæggelse af, hvilken vare der påtænktes dækket af de oprindelige foranstaltninger, og forhindre enhver efterfølgende skade for importører af varen, er det passende, at undersøgelsesresultaterne anvendes fra datoen for forordningens ikrafttræden.

(15) Det anses derfor for hensigtsmæssigt at ændre forordningen for at præcisere varedefinitionen og fritage ikke blot legeringer, der overholder den europæiske standard EN 1753:1997 ("Blokke og støbegods af magnesiumlegeringer"), men også de legeringer, der overholder den europæiske standard EN 12438:1998 ("Magnesiumlegeringer til støbeanoder"), fra foranstaltningerne ved at ændre bilaget til forordningen -

UDSTEDT FØLGENDE FORORDNING:

Artikel 1

Forordning (EF) nr. 2402/98 ændres således:

Bilaget affattes som følger:

"BILAG

Ubearbejdet magnesium:

- Materialebetegnelse i overensstemmelse med CEN-standard EN 1753:1997:

>TABELPOSITION>

- Materialebetegnelse i overensstemmelse med CEN-standard EN 12438:1998:

>TABELPOSITION>"

Artikel 2

Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i De Europæiske Fællesskabers Tidende og finder anvendelse på al import af ubearbejdet, ulegeret magnesium med oprindelse i Folkerepublikken Kina, der er overgået til fri omsætning i Fællesskabet fra den 8. november 1998.

Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.

Udfærdiget i Bruxelles, den 18. december 2000.

På Rådets vegne

D. Voynet

Formand

(1) EFT L 56 af 6.3.1996, s. 1. Forordningen er senest ændret ved forordning (EF) nr. 2238/2000 (EFT L 257 af 11.10.2000, s. 2).

(2) EFT L 298 af 7.11.1998, s. 1. Forordningen er ændret ved forordning (EF) nr. 2315/2000 (EFT L 267 af 20.10.2000, s. 17).

(3) EFT C 253 af 4.9.1999, s. 15.

(4) EFT L 267 af 20.10.2000, s. 17.

(5) EFT C 35 af 8.2.2000, s. 12.

Top