Ordfører:	Josep PUXEU ROCAMORA
Medordfører:	John COMER

Vedtaget på plenarforsamlingen	23.1.2023
Retsgrundlag	Forretningsordenens artikel 52, stk. 2
	Initiativudtalelse
Kompetence	Sektionen for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø
Vedtaget i sektionen	28.6.2023
Vedtaget på plenarforsamlingen	13.7.2023
Plenarforsamling nr.	580
Resultat af afstemningen (for/imod/hverken for eller imod)	181/0/0

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1.

Klimaændringerne ændrer nedbørsmønstrene i Den Europæiske Union med deraf følgende konsekvenser for den mængde vand, der er til rådighed for landbruget. Dette medfører ikke blot et fald i afgrødeproduktionen, men også øget konkurrence mellem forskellige forbrugsformer (befolkning, industri og landbrug). Dertil kommer, at menneskelige aktiviteter påvirker vandkvaliteten og forårsager øget forekomst af næringsstoffer og forurenende stoffer.

1.2.

Den fælles landbrugspolitik, jord til bord-strategien og biodiversitetsstrategien omfatter alle mål, der skal sikre bæredygtig fødevareproduktion og beskytte økosystemer. Opfyldelse af disse mål i landbrugsfødevaresektoren indebærer bevarelse af landdistrikter og produktionsstrukturer, støtte til producenter på lokalt plan, bæredygtig forvaltning af jord og vand samt åben strategisk autonomi. Vand er en grundlæggende ressource i fødevareproduktionen, og adgang til vand af tilstrækkelig kvalitet og en bæredygtig forvaltning heraf er afgørende for at sikre tilstrækkelig og bæredygtig fødevareproduktion i Den Europæiske Union. Alle ordninger under den fælles landbrugspolitik bør tilskynde til bæredygtig og effektiv vandforvaltning ved at indarbejde indikatorer i hver medlemsstat, der skal overvåge fremskridtene inden for vandforvaltningen.

1.3.

Bæredygtig vandforvaltning skal fokusere på forsyningsforvaltning og træffe foranstaltninger til at sikre, at alle brugere har adgang til vand. Forsyningsforvaltning skal nødvendigvis omfatte optimering af effektiviteten, reduktion af tab, prioritering af anvendelser, eliminering af ulovlige anvendelser, vedtagelse af foranstaltninger til sikring af hele systemets bæredygtighed og endelig vedtagelse af en række tilgange, der er tilpasset strategierne, således at der kan sikres en tilstrækkelig fødevareproduktion i EU.

1.4.

EØSU efterlyser særlige standarder for vandforbrug i forskellige økonomiske sektorer, f.eks. landbrug og industri, ved at oprette en forvaltningsstruktur med deltagelse af EØSU, der skal udarbejde sektorspecifikke retningslinjer for vandforbrug.

1.5.

Teknologier spiller en afgørende rolle med hensyn til at sikre vand til landbrugsproduktion. Der bør afsættes tilstrækkelige og nødvendige budgetmidler til forskning og ajourføring af viden inden for genomforskning med henblik på at udvikle afgrøder, der er mere modstandsdygtige og tilpasset klimaforholdene. Der vil også være behov for ressourcer til at fremme nye vandomdannelsesteknikker såsom genbrug og afsaltning. I den forbindelse foreslår EØSU at fremme de nødvendige foranstaltninger til udvikling af nye teknologier, samtidig med at de økosystemer, hvori de befinder sig, respekteres, og miljøhensyn prioriteres.

1.6.

Energipriserne påvirker indførelsen af nye teknologier, hvis drift er tæt forbundet med anvendelse af fossile brændstoffer. EØSU opfordrer til dekarbonisering af landbruget, tilpasning af landbrugspriserne i den primære sektor og intensiv anvendelse af vedvarende energikilder for at styrke sammenhængen mellem energi, vand og fødevarer.

1.7.

Klimaændringer indebærer højere temperaturer, øget fordampning og en betydelig stigning i ekstreme vejrforhold, der forårsager tørke, oversvømmelser, storme og brande. Disse problemer er stærkt ødelæggende for afgrødeproduktion og husdyrhold. Der er behov for en strategisk plan, der udnytter videnskabelig og teknologisk ekspertise til at sikre, at landbruget i hele EU har adgang til sikkert vand. Der bør udarbejdes specifikke planer for lokalområder og regioner, der lider under vedvarende tørke og oversvømmelser. Der vil være behov for et særligt selvstændigt budget og støtteposter samt en EU-forordning, der afsætter ressourcer til at udarbejde og støtte gennemførelsen af centrale, regionale og lokale planer for forsyning med tilstrækkeligt vand. Sådanne planer bør sikre opbygning og vedligeholdelse af hensigtsmæssig vandinfrastruktur i alle dele af EU.

2.   Vandproblematikken i det europæiske landbrug

2.1.

Formålet med denne initiativudtalelse er at analysere samspillet mellem vand og landbrug på EU-plan i forbindelse med klimakrisen og indvirkningen på fødevaresikkerhed og bæredygtighed i fremtiden. Udtalelsen giver anledning til overvejelser om konsekvenserne af ekstreme vejrforhold og virkningerne af de forskellige EU-politikker og -regler. Den beskriver, hvor presserende det er at sikre en bæredygtig vandforvaltning, samt de specifikke problemer, der påvirker vandressourcerne i EU's landbrug, og fremsætter forslag til at styrke EU's fødevareuafhængighed samt kvaliteten og kvantiteten af Unionens vandforsyninger for at nå dette mål.

2.2.

Landbruget er en strategisk sektor i Den Europæiske Union, hvilket rækker videre end dets socioøkonomiske betydning. Det anslås, at 30 % af EU's produktive landbrugsareal kunstvandes, selv om denne procentdel er højere i de sydlige medlemsstater på grund af deres særlige klimaforhold og når op på 70 % i visse regioner (1).

3.   Vandknaphed og de største udfordringer for EU's landbrugsfødevaresystem

3.1.

Landbrugsproduktionen er afhængig af, at der er vand til rådighed. Samtidig påvirker landbruget selv både vandkvantiteten og -kvaliteten, det være sig i form af diffus forurening gennem brug af gødningsstoffer og pesticider eller ved at forårsage indtrængen af saltvand i overudnyttede vandførende lag i kystområder. Det anslås, at 20 % af Europas jord og 30 % af befolkningen årligt berøres af vandknaphed (2), og omfanget af vandstress forventes at stige betydeligt på EU-plan i løbet af de næste ti år (3).

3.2.

Ifølge data fra Det Europæiske Miljøagentur faldt de vedvarende vandressourcer på EU-plan fra 3 219 km3 i 2010 til 2 883 km3 i 2020 (4). Denne situation vil blive påvirket negativt af den forventede temperaturstigning og højere fordampning, hvilket vil øge efterspørgslen efter vand til landbruget og konkurrencen mellem forskellige anvendelser.

3.3.

I løbet af de seneste 55 år har EU som helhed oplevet et fald på 17 % i sine vedvarende vandressourcer pr. indbygger (5). Selv om dette til dels kan forklares med befolkningstilvækst, er det også en realitet, at presset fra økonomiske aktiviteter — herunder landbruget — og klimaændringerne forværrer den sæsonbetingede og årlige vandknaphed i mange regioner i EU.

3.4.

Mellem 2010 og 2016 tegnede overfladevand sig for 54 % af det vand, der anvendtes til landbruget i EU, mens grundvandet tegnede sig for 39 %. Genvundet vand tegnede sig for 4 % og afsaltning for 3 % (6). Disse procentsatser kan variere betydeligt mellem medlemsstaterne afhængigt af deres klimaforhold. Forpligtelsen til at genbruge renset spildevand er et element i den cirkulære økonomi, især da kun 1 100 hm3 spildevand genbruges i EU hvert år (ca. 0,4 % af den samlede mængde indvundet ferskvand i EU) (7).

3.5.

Landbruget er både en vigtig årsag til og et offer for vandknaphed. Ifølge FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO) tegner landbruget sig for næsten 70 % af det vand, der anvendes, og dette tal kan være helt oppe på 95 % i nogle udviklingslande (8). I mange lande er effektiviteten af kunstvanding imidlertid lav.

3.6.

Selv om vandfodaftrykket fra EU's landbrugsproduktion er faldende, er det fortsat betydeligt i områder, hvor landbruget intensiveres, og hvor der er et større pres på vandressourcerne. Dette kan også bremse udviklingen af diversificeringsaktiviteter såsom ferskvandsbrug og algedyrkning, som kan skabe yderligere indtægtskilder i visse af EU's landdistrikter, men er betinget af, at der er en minimumsmængde vand til rådighed.

3.7.

Vandknaphed ændrer både opfattelsen af vand som en ressource og påvirker de eksisterende forvaltningsmodeller. Vand skal forstås som en grundlæggende ressource for livet og bør derfor forvaltes som et knapt økonomisk gode af høj værdi. Forvaltningsmodeller baseret på efterspørgsel er i øjeblikket vanskelige at anvende og bør i stedet ændres i retning af forvaltning af forsyningen ud fra sikkerheds- og bæredygtighedsmæssige kriterier.

3.8.

Problemerne i forbindelse med ressourceforvaltningen skyldes ikke kun manglende planlægnings- eller forvaltningsværktøjer eller modstridende interesser mellem interessenter, men skyldes ofte den dårlige tilstand af kunstvandingsinfrastrukturer og dræningssystemer, der fører til vandtab og ineffektiv vandanvendelse.

3.9.

Landbruget i de sydlige EU-medlemsstater står over for en række udfordringer, der er direkte forbundet med vandknaphed, navnlig langvarig tørke, som er mere intens i Middelhavsområdet, ulige adgang til og fordeling af vand samt konkurrence om vand, især til brug i byerne og som følge af turismens intensitet. I de nordlige EU-medlemsstater er problemet med vandforurening som følge af intensivt landbrug og brugen af næringsstoffer og pesticider fremherskende. Desuden skaber tilstedeværelsen af vandveje og transportruter, der kræver et minimum af gennemstrømning for at bevare deres effektivitet, større konkurrence mellem mulige alternative anvendelser af en stadig mere begrænset ressource.

3.10.

Åben strategisk autonomi i landbrugsfødevaresektoren, som tidligere defineret af EØSU (9), er en yderst relevant prioritet. Der kan anvendes forskellige indikatorer til at kvantificere EU's fødevareuafhængighed. Selv om EU's fødevareuafhængighed er høj, er kriterierne for fastlæggelsen af den imidlertid alt for generaliserede, da den varierer meget afhængigt af de forskellige typer fødevarer og regioner, og med betydelige underskud i produktionen af korn, sojabønner og vegetabilske olier.

3.11.

I sin strategiske fremsynsrapport for 2021 anfører Kommissionen, at »sikring af bæredygtige og robuste fødevaresystemer« er et af de vigtigste strategiske områder i indsatsen for at styrke EU's lederskab, og den nævner behovet for at investere i innovation, der skal sikre modstandsdygtige og robuste fødevaresystemer.

3.12.

Der bør sikres en effektiv anvendelse af grønt vand, forstået som den del af nedbørsmængden, der siver ned og infiltreres i jorden. Jordbundens centrale rolle i forbindelse med vandfiltrering og -absorption skal styrkes ved at støtte politikker til forbedring af jordbunden.

3.13.

Beslutningen om at vælge en cirkulær økonomi, når det gælder vandanvendelse (genanvendelse af sort vand eller spildevand til kunstvanding) og mere teknologiske systemer (afsaltning), er en ofte forekommende model i nogle producerende medlemsstater i Sydeuropa. Begge løsninger er imidlertid meget intensive med hensyn til elforbrug og er potentielt skadelige for jorden og afgrøderne. Genvundet vand skal behandles korrekt, og det bør være en prioritet at garantere sikkert vand til landbruget. Desuden kommer den anvendte energi fra forskellige systemer, som ikke altid er vedvarende. EØSU opfordrer til dekarbonisering af den cirkulære vandforvaltning og en generel anvendelse af alternative energikilder for at styrke sammenhængen mellem energi, vand og fødevarer.

3.14.

På grund af denne afhængighed af elektricitet fik stigningen i energipriserne i 2022 afgørende indflydelse på produktionsomkostningerne, navnlig i kystområderne i Middelhavsområdet, hvor det strukturelle vandunderskud gør det nødvendigt at anvende disse teknologiske løsninger.

3.15.

Forvaltningen af grænseoverskridende overfladevand påvirker ikke kun mængden af ressourcer nedstrøms, men også deres kvalitet. Uanset bestemmelserne i vandrammedirektivet (10) og den eksisterende forpligtelse til at etablere integreret planlægning på vandløbsoplandsniveau står det klart, at der er plads til forbedring af forvaltningsmekanismerne for denne type vand, enten gennem nye specialiserede organer eller ved at videreudvikle lovgivningen.

3.16.

Ukontrollerede emissioner til vandområder som følge af visse industrielle aktiviteter har negative virkninger for sundheden og fødevaresikkerheden og er en omkostning for samfundet som helhed. EØSU går fortsat ind for, at der udvikles klimaneutrale industrier med kontrollerede emissioner, som bærer miljøomkostningerne ved deres produktion.

4.   Eksisterende EU-politikker og nationale politikker

4.1.

EU's vigtigste lovgivningsmæssige ramme for kvantitative og kvalitative aspekter af vand og landbrug er vandrammedirektivet og den fælles landbrugspolitik (11). Blandt de specifikke mål, der foreslås i den nye fælles landbrugspolitik, er fremme af bæredygtig udvikling og effektiv forvaltning af naturressourcer såsom jord, luft og naturligvis vand. Desuden er vand omfattet af FN's verdensmål for bæredygtig udvikling nr. 6, hvis mål vedrører vandeffektivitet og integreret vandforvaltning.

4.2.

I vandrammedirektivet fastslås det, at vand er en naturressource, der skal beskyttes, bevares og forvaltes på en bæredygtig måde. Med henblik herpå etableres der en forvaltningsramme, enten direkte eller koncessioneret, afhængigt af de forskellige områder. Denne forvaltningsramme har til formål at sikre en integreret og bæredygtig vandforvaltning på EU-plan.

4.3.

I den flerårige finansielle ramme for 2021-2027 er der afsat i alt 386,6 mia. EUR til den fælles landbrugspolitik, som skal fordeles mellem de enkelte medlemsstater og anvendes på forskellige politikker under første og anden søjle. EØSU opfordrer til, at der oprettes et særligt budget og afsættes specifikke midler til vand, således som det fremgår af udtalelsen De økonomiske aspekter af en »blå EU-pagt« . (12)

4.4.

De fleste direkte betalinger under den fælles landbrugspolitik samt visse betalinger under søjle 2 er underlagt krydsoverensstemmelsesregler, der omfatter lovgivningsbestemte forvaltningskrav, og standarder for god landbrugs- og miljømæssig stand (GLM), som pålægger bæredygtige landbrugspraksisser, herunder integrerede vandforvaltningsprocedurer for kunstvanding. De fleste betalinger har dog vist sig at være neutrale med hensyn til kunstvanding (13). Alle ordninger under den fælles landbrugspolitik bør tilskynde til bæredygtig og effektiv vandforvaltning ved at indarbejde indikatorer i hver medlemsstat, der skal overvåge fremskridtene inden for vandforvaltningen.

4.5.

Nogle medlemsstater anvender EU-midler til at støtte vandintensive afgrøder i områder med vandstress uden at indføre sikkerhedsforanstaltninger. Der anvendes frivillig koblet støtte til at opretholde eller øge produktionen af afgrøder i vandintensive sektorer, der er koncentreret i de sydlige medlemsstater. EØSU mener, at det er nødvendigt at respektere bæredygtig vandforvaltning og cost-benefit-analyser for at sikre ikke blot bæredygtighed, men også en effektiv udnyttelse af vandressourcerne.

4.6.

Alle medlemsstater bør føre et register over indvundet overfladevand og grundvand samt over opbevaring af overfladevand. På samme måde bør vandbrugerne forpligtes til at søge om tilladelse, inden de udvinder eller oplagrer vand. Alle medlemsstater bør styrke og stramme de eksisterende overvågningssystemer for at afsløre og straffe ulovligt vandforbrug.

4.7.

Den Europæiske Revisionsret mener ikke, at omkostningerne ved forsyningspligtydelser i landbruget dækkes fuldt ud, hovedsagelig fordi miljø- og ressourceomkostningerne ikke afspejles tilstrækkeligt i vandpriserne. Ifølge Kommissionen indebærer dette skjulte omkostninger for samfundet og begrænser de potentielle indtægter, der kan anvendes til at finansiere foranstaltninger, som har til formål at sikre en effektiv gennemførelse af vandrammedirektivet.

4.8.

Princippet om det europæiske markeds enhed er ikke opfyldt for så vidt angår vand. Brugerne betaler meget forskellige priser for lignende tjenester afhængigt af medlemsstaten og endda af det specifikke sted i en medlemsstat, hvor ydelsen leveres. I betragtning af denne situation ville det være nyttigt at fremme en EU-metode til rationalisering og standardisering af prissætningssystemer for vand (14).

4.9.

EØSU opfordrer navnlig til, at der udarbejdes særlige standarder for vandforbruget i forskellige økonomiske sektorer såsom landbrug og industri ved at oprette en forvaltningsstruktur med deltagelse af EØSU, der skal udarbejde sektorspecifikke retningslinjer for vandanvendelse (15).

4.10.

Den gennemsnitlige stigning i priserne på fødevarer og rå- og hjælpestoffer kan tilskrives forskellige omstændigheder (16). Den nuværende inflationssituation indebærer imidlertid, at bidragene til den fælles landbrugspolitik er blevet kraftigt reduceret i faste priser. Der bør træffes passende budgetmæssige foranstaltninger for at rette op på situationen og genoprette den økonomiske ramme for EU's mål.

5.   Langsigtede forslag, løsninger og svar

5.1.

Vandknapheden og klimakrisen er to af de største udfordringer, som EU's landbrugsfødevaresystem står over for i dag. For at tackle disse udfordringer og sikre fødevareproduktionens bæredygtighed på lang sigt i Europa er der behov for både cirkulære og andre innovative løsninger. Konceptet med den blå pagt, der bygger på erfaringerne og principperne i EU's grønne pagt, er blevet foreslået som en ramme for håndtering af disse udfordringer.

5.2.

Det bør være et prioriteret mål at sikre åben strategisk autonomi i landbrugsfødevaresektoren på EU-plan. Det er derfor nødvendigt at fokusere på at opretholde EU's landbrugsproduktion, at udvikle politikker, der fremmer afgrødetyper, hvor der er konstateret underskud, og at skabe balance i overskudsproduktionen.

5.3.

Denne garanti for landbrugsproduktionen må nødvendigvis indebære, at man sikrer vandmængden og -kvaliteten, uden at opgive politikkerne til fremme af en reduktion af vandfodaftrykket. Politikker, der fremmer vandbesparelser i produktionen, vil gøre det muligt at frigøre flere ressourcer, uden at det påvirker bæredygtigheden af det hydrologiske kredsløb.

5.4.

En reduktion af landbrugets vandfodaftryk i EU kræver en kombination af teknologier, bæredygtige landbrugspraksisser, bæredygtig og effektiv vandforvaltning og effektive offentlige politikker, der fremmer bæredygtighed i landbrugsfødevaresektoren.

5.5.

I den forbindelse bør politikker, der tilskynder til effektivitet inden for kunstvanding og vandforbrug generelt, fremmes yderligere i forbindelse med både den fælles landbrugspolitik og andre EU-midler. Der bør gøres fremskridt med hensyn til gennemførelse af bæredygtige landbrugsmetoder, anvendelse af teknologier, der giver mulighed for en mere effektiv udnyttelse af vand, og udvikling af afgrøder, der er mere modstandsdygtige over for tørke og oversvømmelser. Uden de nødvendige budgetmidler vil det ikke være muligt at opbygge modstandsdygtige og bæredygtige landbrugsfødevaresystemer i Europa.

5.6.

En bæredygtig forvaltning af vandressourcerne i landdistrikterne ved hjælp af foranstaltninger såsom genopretning af vådområder, oprettelse af stødpudezoner og forbedring af vandkvaliteten i floder og søer kan bidrage til at reducere landbrugets vandfodaftryk i EU. Disse spørgsmål bør behandles i vandområdeplanerne for de forskellige vandløbsoplande, og EØSU opfordrer indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at sikre, at disse forpligtelser overholdes.

5.7.

Innovation og forskning med fokus på udvikling af teknologier og landbrugsmetoder, der er mere effektive og bæredygtige med hensyn til vandanvendelse, bør tildeles et passende budget. Det er også vigtigt at støtte udviklingen af politikker og praksis, der fremmer præcisionslandbrug, bæredygtig jordbundsforvaltning og jordbundens evne til at tilbageholde vand samt anvendelse af genomisk viden om planter og frø.

5.8.

Reduktion af madspild kan reducere den mængde vand, der er nødvendig til produktion af fødevarer. Dette kan opnås gennem kampagner til støtte for forbrugeroplysning, bedre styring af forsyningskæden og fremme af innovative teknologier til konservering af fødevarer.

5.9.

Medlemsstaterne bør indføre gennemsigtige prissætningspolitikker for vand, der tilskynder til effektivitet og besparelser, og sikre, at alle kategorier af vandbrugere bidrager tilstrækkeligt til omkostningsdækning i overensstemmelse med vandrammedirektivets principper.

5.10.

Det er klart, at mængdebaseret prisfastsættelse på et passende niveau kan tilskynde til et skift til vandeffektive kunstvandingspraksisser og -teknologier eller afgrøder, der kræver mindre vand. Derfor bør de medlemsstater, der stadig fakturerer kunstvandingsvand på grundlag af det kunstvandede område, gradvist afskaffe denne praksis.

5.11.

Den Europæiske Revisionsret har konstateret, at omkostningerne til vandforsyning i landbruget ikke dækkes fuldt ud. En af årsagerne hertil er, at miljø- og ressourceomkostninger (endnu) ikke afspejles i vandprissætningen. Det betyder, at der er et stort antal specifikke undtagelser for priserne på kunstvandingsvand, hvilket gør vand til landbruget billigere end til andre formål. Uden nødvendigvis at skulle opgive denne tilgang står det klart, at disse generelle politikker bør tages op til fornyet overvejelse og omdirigeres i retning af incitamenter og præmier for vandbesparelser.

5.12.

Vandrammedirektivet er 23 år gammelt og blev udarbejdet i en økonomisk, social og klimatologisk kontekst, der var meget forskellig fra den nuværende. Det bør overvejes at tage dele af dets indhold op til fornyet overvejelse, så vandrammedirektivet kan blive et effektivt instrument til støtte for fødevaresikkerheden.

5.13.

I henhold til nærhedsprincippet har medlemsstaterne frihed til at gennemføre og håndhæve forpligtelsen til, at der skal søges om tilladelse til at udvinde vand efter individuelle kriterier (på statsligt eller regionalt plan), og det er blevet konstateret, at den forskelligartethed, der opstår som følge heraf, fører til manglende kontrol med adgangen til visse grundvandsforekomster. Derfor bør både Kommissionen og medlemsstaterne enes om et mere selektivt kriterium og anvende strenge regulerings- og konditionalitetskrav for både overflade- og grundvandsindvinding.

5.14.

Moderniseringen af kunstvandingssystemer skal styrkes og fremmes, navnlig for at mindske tab som følge af udslip i ledningsnet og fordampning i åbne kanaler og bassiner. Den fælles landbrugspolitik og de øvrige EU-midler bør bidrage til udvikling af nye kunstvandingsstrukturer og ikke støtte situationer, der er i strid med vandrammedirektivets mål.

5.15.

I overensstemmelse med punkt 3.4 blev forordningen om mindstekrav til genbrug af vand vedtaget i maj 2020 (17). Denne nye forordning om genbrug af spildevand til kunstvanding i landbruget fastsætter mindstekrav til vandkvalitet og -overvågning, risikostyring og gennemsigtighed og gælder fra 2023. Ifølge den analyse, der er udført, vil den gøre det muligt at genbruge mere end 50 % af den samlede mængde vand, der teoretisk set er til rådighed til kunstvanding fra spildevandsrensningsanlæg i EU, hvorved mere end 5 % af den direkte indvinding fra vandområder og grundvand undgås. Dette vil resultere i en reduktion af den samlede vandstress på mere end 5 %. Finansieringen af sådanne genbrugsanlæg bør derfor fremmes, og det samme gælder forebyggende foranstaltninger møntet på at undgå jordforurening og garantere sikkert vand til landbruget.

5.16.

Fremme af landbrug i byer og bynære områder kan mindske behovet for at transportere fødevarer fra landdistrikter og reducere CO2-fodaftrykket (dekarboniseringsprocessen for landbruget) samt vandforbruget i landbruget. Desuden kan vandingssystemer i byerne drage fordel af regnvand og vand fra genbrugssystemer til kunstvanding.

5.17.

Anvendelse af vedvarende energi såsom sol- og vindenergi kan udgøre en bæredygtig energikilde til systemer til genbrug af vand, afsaltningssystemer, kunstvanding og andet landbrugsudstyr og dermed reducere CO2-fodaftrykket (dekarboniseringsprocessen for landbruget) og vandforbruget.

5.18.

Disse cirkulære og andre løsninger kan bidrage til en fremtidig blå EU-pagt, der tackler vandknapheden og klimakrisen i EU's landbrugsfødevaresystem. Det er vigtigt fortsat at udforske nye teknologier og innovativ praksis for at forbedre vandeffektiviteten og sikre fødevareproduktionens bæredygtighed og modstandsdygtighed på lang sigt i Europa.

5.19.

Det er afgørende at sikre den infrastruktur, der gør det muligt at lagre, distribuere og rense vand, samt at forebygge konsekvenserne af ekstreme vejrfænomener. Forvaltningsmodellen for ovennævnte infrastruktur bør baseres på principperne om integritet og bæredygtighed og dermed sikre den miljømæssige levedygtighed. I betragtning af de offentlige forvaltningers mulige budgetvanskeligheder kan alternative finansieringsmodeller og samarbejdsformer undersøges nærmere.

5.20.

Vandrammedirektivet forpligter medlemsstaterne til at udarbejde og forny vandområdeplaner. EØSU mener, at gennemførelsen, omfanget og graden af overholdelse af disse planer har været ujævn. EØSU mener derfor, at medlemsstaterne bør intensivere arbejdet med de strategiske planer, der har til formål at garantere vandsikkerhed og en ramme for landbruget, der kan sikre modstandsdygtigheden i EU's fødevaresystemer. De strategiske planer bør udstyres med tilstrækkelige budgetmidler fra EU som beskrevet i punkt 4.3. Der bør også fastsættes specifikke tidsfrister og fastlægges mål og prioriteter ved konsensus i overensstemmelse med overvejelserne og forslagene i denne udtalelse.

---

(1)  Eurostat, Economic accounts for agriculture by NUTS 2 regions og Eurostat, Agriculture, forestry and fishery statistics.

(2)  EEA, Water stress is a major and growing concern in Europe.

(3)  Særberetning nr. 20/2021 Bæredygtig vandanvendelse i landbruget.

(4)  EEA, Waterbase — Water Quantity.

(5)  World Bank, Renewable internal freshwater resources per capita (cubic meters) — European Union.

(6)  Eurostat, Annual freshwater abstraction by source and sector og EEA, European waters — Assessment of status and pressures 2018.

(7)  BIO by Deloitte, Optimising water reuse in the EU, Part I.

(8)  FAO, Water Scarcity — One of the greatest challenges of our time.

(9)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »strategisk autonomi og fødevaresikkerhed og –bæredygtighed« (initiativudtalelse) (EUT C 105 af 4.3.2022, s. 56).

(10)  Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/60/EF af 23. oktober 2000 om fastlæggelse af en ramme for Fællesskabets vandpolitiske foranstaltninger (EUT L 327 af 22.12.2000, s. 1).

(11)  EU's fælles landbrugspolitik for perioden 2023-2027.

(12)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om de økonomiske aspekter af en »europæisk blå pagt« — vandrelaterede investeringsbehov i EU (initiativudtalelse) (se side 50 i denne EUT).

(13)  Særberetning nr. 20/2021 Bæredygtig vandanvendelse i landbruget.

(14)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om adgang til vand: bekæmpelse af fattigdom og dennes konsekvenser for socialpolitikken (initiativudtalelse) (se side 60 i denne EUT) og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om de økonomiske aspekter af en »europæisk blå pagt« — vandrelaterede investeringsbehov i EU (initiativudtalelse) (se side 50 i denne EUT).

(15)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om vandintensive industrier og vandeffektive teknologier (initiativudtalelse) (se side 74 i denne EUT) og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om de økonomiske aspekter af en »europæisk blå pagt« — vandrelaterede investeringsbehov i EU (initiativudtalelse) (se side 50 i denne EUT).

(16)  Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om »Fødevarepriskrisen: Indvirkningen af spekulation og konkrete forslag til handling som følge af krigen i Ukraine« (initiativudtalelse) (EUT C 100 af 16.3.2023, s. 51).

(17)  Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2020/741 af 25. maj 2020 om mindstekrav til genbrug af vand (EUT L 177 af 5.6.2020, s. 32).