Appel iværksat den 2. marts 2023 af FALKE KGaA til prøvelse af dom afsagt af Retten (Anden Udvidede Afdeling) den 21. december 2022 i sag T-306/21, Falke KGaA mod Europa-Kommissionen

(Sag C-127/23 P)

(2023/C 155/53)

Processprog: tysk

Parter

Appellant: FALKE KGaA (ved Rechtsanwalt R. Velte)

De andre parter i appelsagen: Europa-Kommissionen og Forbundsrepublikken Tyskland

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Appellen er støttet på fire appelanbringender:

Appellanten har for det første gjort gældende, at Retten begik en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 1, TEUF. Efter denne bestemmelses ordlyd og formål skal der ved bedømmelsen af den omtvistede afgørelses indvirkninger tages hensyn til konkurrencen mellem de produktionssektorer inden for den fysiske detailhandel, der var berørt af lock down, og ikke til en overordnet virksomhedsbetragtning, der også omfatter produktionssektorer, som ikke var berørt af lock down. Retten så bort fra, at den omtvistede støtteordning ved at tilgodese udelukkende fysiske detailhandlende til skade for »Multi Channel«-handlende som appellanten medførte en betydelig fordrejning af konkurrencen både inden for den fysiske detailhandel og Online-handelen.

For det begik Retten en retlig fejl ved fortolkningen af artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF. Retten anerkendte ikke, at artikel 107, stk. 3, litra b), TEUF udgør en undtagelsesbestemmelse, som knytter sig til betingelserne for at anvende artikel 101, stk. 1, TEUF. Som følge af denne bedømmelsesfejl erkendte Retten ikke, at Kommissionen som følge af et urigtigt skøn ved sin prøvelse ikke tog hensyn til støtteordningens konkurrencefordrejende virkninger. Den selektive karakter af støtten, der skyldes det anvendte støttekriterium »omsætningstab for alle virksomheder«, tilsidesætter desuden ligebehandlingsprincippet, da det undergiver appellanten en ulige behandling, selv om appellanten var berørt af nedlukninger inden for produktionssektoren »fysisk detailhandel« på samme måde som de støttemodtagende konkurrenter.

For det tredje anlagde Retten en urigtig fortolkning og subsumering af Kommissionens midlertidige rammebestemmelser, som den omtvistede støtteordning er baseret på. De midlertidige rammebestemmelser kræver ikke, at levedygtigheden for de virksomheder, der var berørt af lock down, var i fare. Formålet med støtten var ikke at støtte nødlidende virksomheder, men derimod at sikre berørte virksomheder en foreløbig støtte til videreførelse af driften i de berørte produktionssektorer og til at undgå omkostningstunge og uoprettelige omstruktureringer. De midlertidige rammebestemmelser foreskriver dermed netop ikke en overordnet virksomhedsbetragtning, men fokuserer på de produktionssektorer, der er berørt af nedlukninger.

For det fjerde har appellanten gjort gældende, at Retten også begik en retlig fejl ved fortolkningen af det i artikel 5, stk. 4, fastsatte proportionalitetsprincip. Det støttekriterium, som er støttet på en overordnet virksomhedsbetragtning, er hverken egnet eller nødvendigt for at opnå støtteordningens formål om at gøre det muligt for produktionssektorer, der var berørt af coronanedlukningerne, at videreføre deres virksomhed ved kompensation for udækkede faste omkostninger. Den alvorlige fordrejning af konkurrencen, som følger af det til grundlagte støttekriterium, er heller ikke passende for at opnå det — ikke opnåede — formål med støtteordningen. Kravet om, at der skal udvises tilbageholdenhed med hensyn til anvendelse af budgetmidler, kan ikke alene begrunde, at den omtvistede støtteordning er forholdsmæssig, navnlig da støtten til faste omkostninger blev tildelt de støttemodtagende fysiske detailhandlende uden hensyntagen til deres rentabilitet og kapitalgrundlag.