(1)

Parisaftalen, der blev vedtaget i december 2015 inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), trådte i kraft i november 2016 (»Parisaftalen«). Aftalens parter er blevet enige om at holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur et godt stykke under 2 oC over de førindustrielle niveauer og om at fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5  oC over de førindustrielle niveauer.

(1)

Parisaftalen, der blev vedtaget i december 2015 inden for rammerne af De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (UNFCCC), trådte i kraft i november 2016 (»Parisaftalen«). Aftalens parter er blevet enige om at holde stigningen i den gennemsnitlige globale temperatur et godt stykke under 2 oC over de førindustrielle niveauer og om at fortsætte indsatsen for at begrænse temperaturstigningen til 1,5  oC over de førindustrielle niveauer , og i den forbindelse lade sig lede af bl.a. principperne om lighed og om fælles, men differentieret ansvar og respektive kapaciteter. Med vedtagelsen af Glasgow-klimapagten i november 2021 erkendte parterne i Parisaftalen, at en fastholdelse af stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til 1,5  oC i væsentlig grad ville mindske risiciene og virkningerne af klimaændringer, og forpligtede sig til at styrke deres 2030-mål inden udgangen af 2022.

(1a)

Behovet for at gøre en indsats for at reducere emissionerne bliver stadig mere presserende, som Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer (IPCC) anførte i sine seneste rapporter af 7. august 2021 med titlen »Climate change 2021: The Physical Science Basis« (klimaændringer 2021: den fysiske videnskabsbasis) og af 28. februar 2022 med titlen »Climate Change 2022: Impacts, Adaptation and Vulnerability« (klimaændringer 2022: indvirkning, tilpasning og sårbarhed). IPCC erklærede med meget stor grad af vished, at klimaændringer er en trussel mod menneskers trivsel og planetens sundhed, og at enhver yderligere forsinkelse i den samordnede, foregribende globale indsats for tilpasning og afbødning vil betyde, at man misser et kortvarigt og hurtigt lukkende vindue af muligheder for at sikre en levedygtig og bæredygtig fremtid for alle. Panelet har nye skøn over mulighederne for, at det globale opvarmningsniveau på 1,5  oC overskrides i de kommende årtier, og konstaterer, at en begrænsning af opvarmningen til tæt på 1,5  oC eller endda 2 oC vil være uden for rækkevidde, medmindre der sker øjeblikkelige, hurtige og omfattende reduktioner af drivhusgasemissionerne. Unionen bør derfor reagere på denne påtrængende nødvendighed ved at optrappe sin indsats og etablere sig som en international leder i kampen mod klimaændringer.

(3)

Den europæiske grønne pagt (31) kombinerer et omfattende sæt af gensidigt forstærkende foranstaltninger og initiativer, der sigter mod at opnå klimaneutralitet i Unionen inden 2050, og fastlægger en ny vækststrategi, der har til formål at omdanne Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi , hvor den økonomiske vækst er afkoblet fra ressourceanvendelsen . Den har ligeledes til formål at beskytte, bevare og øge Unionens naturkapital og beskytte borgernes sundhed og trivsel mod miljørelaterede trusler og konsekvenser. Samtidig påvirker denne overgang kvinder og mænd forskelligt og har en særlig indvirkning på visse ugunstigt stillede grupper såsom ældre, personer med handicap og personer med en racemæssig eller etnisk minoritetsbaggrund. Det skal derfor sikres, at overgangen er retfærdig og inklusiv, og at ingen lades i stikken.

(3)

Den europæiske grønne pagt (31) udgør et udgangspunkt for opnåelse af Unionens mål om klimaneutralitet senest i 2050 og målet om at opnå negative emissioner derefter som fastsat i artikel 2, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119  (31a) . Den kombinerer et omfattende sæt af gensidigt forstærkende foranstaltninger og initiativer, der sigter mod at opnå klimaneutralitet i Unionen senest i 2050, og fastlægger en ny vækststrategi, der har til formål at omdanne Unionen til et retfærdigt og velstående samfund med en moderne, ressourceeffektiv og konkurrencedygtig økonomi. Den har ligeledes til formål at beskytte, bevare og øge Unionens naturkapital og beskytte borgernes sundhed og trivsel mod miljørelaterede trusler og konsekvenser. Samtidig påvirker denne omstilling alle køn forskelligt og har en særlig indvirkning på visse ugunstigt stillede grupper såsom ældre personer , personer med handicap , personer, der lider under energifattigdom eller transportfattigdom og personer med en racemæssig eller etnisk minoritetsbaggrund. Omstillingen påvirker også medlemsstaterne og regionerne forskelligt. Det skal derfor sikres, at omstillingen er retfærdig og inklusiv, og at ingen lades i stikken.

(3a)

For at være socialt acceptable bør klimaambitionerne i denne forordning modsvares af en tilsvarende social ambition. Det øgede ambitionsniveau indebærer væsentlige ændringer i de berørte sektorer, som kan have sociale og arbejdsmarkedsmæssige virkninger. De reviderede emissionsreduktionsmål skal ledsages af tilstrækkelige finansielle og politiske foranstaltninger for at sikre, at de pågældende mål kan opfyldes på en socialt retfærdig måde. Foranstaltningerne kan bl.a. omfatte gennemførelse af konsekvensanalyser for beskæftigelsen, som evaluerer indvirkningen på beskæftigelsen og arbejdsvilkårene både på nationalt og regionalt plan, samt tildeling af nationale midler og EU-midler til at finansiere sociale tilpasningsforanstaltninger og skabelse af kvalitetsjob, ligestilling mellem kønnene, livslang læring, erhvervsuddannelse og social beskyttelse og sikring af effektive kollektive overenskomstforhandlinger. Det er også vigtigt, at der er en rettidig høring og effektiv inddragelse af nationale arbejdsmarkedsparter i de sektorer, der er omfattet af artikel 2 i denne forordning, med hensyn til udvikling og gennemførelse af nationale foranstaltninger til gennemførelse af denne forordning.

(3b)

Omstillingen til en EU-økonomi, der er forenelig med målet om klimaneutralitet senest i 2050, kan desuden have en særlig indvirkning på visse økonomiske sektorer, navnlig sårbare mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder i disse sektorer. Ved gennemførelsen af denne forordning er det vigtigt, at medlemsstaterne skaber et gunstigt miljø for disse virksomheders omstilling til praksisser, der medfører færre og færre og efterhånden ingen drivhusgasemissioner.

(3c)

De Forenede Nationers Miljøprogram og OECD's globale miljøforum har konkluderet, at miljøforandringer har kønsspecifikke virkninger. Kønsdifferentierede roller resulterer også i differentierede sårbarheder for alle køn for så vidt angår virkningerne af klimaændringer, og klimaændringernes virkninger forværrer ulighederne mellem kønnene.

(4)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (32) (»den europæiske klimalov«) har Unionen fastsat målet om en klimaneutral økonomi inden 2050. Ved nævnte forordning fastsættes der også en bindende EU-forpligtelse om at reducere nettodrivhusgasemissionerne (emissioner efter fratrækning af optag) med mindst 55 % i forhold til 1990-niveauerne inden 2030.

(4)

I Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 (32) (»den europæiske klimalov«) har Unionen fastsat målet om en klimaneutral økonomi senest i 2050 og målet om at opnå negative emissioner derefter . Ved nævnte forordning fastsættes der også en bindende EU-forpligtelse om at reducere nettodrivhusgasemissionerne (emissioner efter fratrækning af optag) med mindst 55 % i forhold til 1990-niveauerne inden 2030. Ved den fastsættes desuden, at hurtige og forudsigelige emissionsreduktioner skal prioriteres ved gennemførelsen af målet, og at optag gennem naturlige dræn samtidig skal øges. Nettooptags bidrag til 2030-målet er begrænset til 225 mio. ton CO2-ækvivalenter, mens resten af målet skal nås gennem direkte emissionsreduktioner.

(5)

For at gennemføre disse forpligtelser og Unionens bidrag i henhold til Parisaftalen (33), der er vedtaget inden for rammerne af UNFCCC, bør Unionens lovgivningsmæssige ramme for at nå målet for reduktionen af drivhusgasemissionerne tilpasses.

(5)

For at gennemføre disse forpligtelser og de nationalt bestemte EU-bidrag i henhold til Parisaftalen (33), der er vedtaget inden for rammerne af UNFCCC, bør Unionens lovgivningsmæssige ramme for at nå målet for reduktionen af drivhusgasemissionerne tilpasses.

(7)

Selv om emissionshandel også vil finde anvendelse i forbindelse med drivhusgasemissioner fra vej- og søtransport samt fra bygninger, fastholdes anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/842. Forordning (EU) 2018/842 vil derfor fortsat finde anvendelse på drivhusgasemissioner fra indenlandsk sejlads, men ikke fra international sejlads. Drivhusgasemissioner fra en medlemsstat, der er omfattet af forordning (EU) 2018/842, og som skal tages i betragtning i forbindelse med overensstemmelseskontrol, vil fortsat blive fastlagt efter afslutningen af revisioner af opgørelserne i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (34).

(7)

Selv om emissionshandel også kan finde anvendelse i forbindelse med drivhusgasemissioner fra vej- og søtransport samt fra bygninger, fastholdes anvendelsesområdet for forordning (EU) 2018/842. Forordning (EU) 2018/842 vil derfor fortsat finde anvendelse på drivhusgasemissioner fra indenlandsk sejlads, men ikke fra international sejlads. Drivhusgasemissioner fra en medlemsstat, der er omfattet af forordning (EU) 2018/842, og som skal tages i betragtning i forbindelse med overensstemmelseskontrol, vil fortsat blive fastlagt efter afslutningen af revisioner af opgørelserne i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1999 (34). Imidlertid er emissionerne fra visse sektorer i de seneste år enten steget eller forblevet stabile.

(9)

I sine konklusioner af 11. december 2020 nævnte Det Europæiske Råd, at 2030-målet vil blive opfyldt af medlemsstaterne i fællesskab på den mest omkostningseffektive måde, at alle medlemsstater vil deltage i denne indsats under hensyntagen til retfærdighed og solidaritet, samtidig med at ingen lades i stikken, og at det nye 2030-mål skal nås på en måde, der bevarer Unionens konkurrenceevne og tager hensyn til medlemsstaternes forskellige udgangspunkter, særlige nationale forhold og emissionsreduktionspotentiale, herunder for ømedlemsstater og øer, samt den indsats, der gøres.

(9)

I sine konklusioner af 11. december 2020 nævnte Det Europæiske Råd, at 2030-målet vil blive opfyldt af medlemsstaterne i fællesskab på den mest omkostningseffektive måde, at alle medlemsstater vil deltage i denne indsats under hensyntagen til retfærdighed og solidaritet, samtidig med at ingen lades i stikken, og at det nye 2030-mål skal nås på en måde, der bevarer Unionens konkurrenceevne og tager hensyn til medlemsstaternes forskellige udgangspunkter, allerede opnåede emissionsreduktioner, særlige nationale forhold og emissionsreduktionspotentiale, herunder for ømedlemsstater og øer, samt den indsats, der gøres.

(9a)

Efter 2030 er det nødvendigt, at Unionen og hver enkelt medlemsstat når det EU-dækkende mål om klimaneutralitet senest i 2050 med det mål at opnå negative emissioner derefter. Forordning (EU) 2018/842 bør sikre, at alle medlemsstater bringes ind på en emissionskurs og vedtager konkrete langsigtede politikker, der fører til opfyldelsen af dette mål.

(10)

For at nå målet om at reducere drivhusgasemissionerne med 55 % vil de sektorer, der er omfattet af forordning (EU) 2018/842, skulle reducere deres emissioner gradvist, indtil de når - 40 % i forhold til 2005-niveauerne i 2030 .

(10)

For at implementere Unionens forpligtelser i henhold til Parisaftalen og nå målet om at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 55 % vil alle de sektorer, der er omfattet af forordning (EU) 2018/842, skulle reducere deres emissioner gradvist, indtil de i 2030 når - 40 % i forhold til 2005-niveauerne.

(11)

Med henblik herpå skal målet for reduktionen af drivhusgasemissionerne for 2030 revideres for hver medlemsstat. Ved revisionen af målet for reduktionen af drivhusgasemissionerne bør den samme metode anvendes, som da forordning (EU) 2018/842 først blev vedtaget, hvor de nationale bidrag blev fastsat under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige kapaciteter og muligheder for omkostningseffektivitet for at sikre en retfærdig og afbalanceret fordeling af indsatsen. Hver enkelt medlemsstats reduktion af drivhusgasemissioner i 2030 bør derfor fastsættes i forhold til dens evaluerede drivhusgasemissioner for 2005, der er omfattet af denne forordning, med undtagelse af verificerede drivhusgasemissioner fra anlæg, der var i drift i 2005, og som først blev inkluderet i Unionens emissionshandelssystem efter 2005.

(11)

Med henblik herpå skal målet for reduktionen af drivhusgasemissionerne for 2030 revideres for hver medlemsstat. Ved revisionen af målet for reduktionen af drivhusgasemissionerne anvendes den samme metode, som da forordning (EU) 2018/842 først blev vedtaget, hvor de nationale bidrag blev fastsat under hensyntagen til medlemsstaternes forskellige kapaciteter og muligheder for omkostningseffektivitet for at sikre en retfærdig og afbalanceret fordeling af indsatsen. Fordelingen af medlemsstaternes mål konvergerer imidlertid ikke, hvilket bør tages i betragtning, når det vurderes, hvordan de nationale mål bidrager til målet om klimaneutralitet senest ved udgangen af 2050 på en omkostningseffektiv og retfærdig måde. Hver enkelt medlemsstats reduktion af drivhusgasemissioner i 2030 bør derfor fastsættes i forhold til dens evaluerede drivhusgasemissioner for 2005, der er omfattet af denne forordning, med undtagelse af verificerede drivhusgasemissioner fra anlæg, der var i drift i 2005, og som først blev inkluderet i Unionens emissionshandelssystem efter 2005.

(11a)

I Kommissionens meddelelse af 14. oktober 2020 om en EU-strategi for reduktion af metanemissioner blev det påpeget, at metan er en kraftig drivhusgas, der kun overgås af kuldioxid, hvad angår dens samlede bidrag til klimaændringerne. På molekylært plan er metan kraftigere end kuldioxid. Selv om metan forbliver i atmosfæren i kortere tid end kuldioxid, har den en betydelig indvirkning på klimaet. I september 2021 offentliggjorde Den Europæiske Union og USA den globale metanaftale, som mere end 100 lande i alt har tilsluttet sig siden da. Underskriverne af aftalen sigter mod senest i 2030 at nå det kollektive mål om at reducere de globale metanemissioner med mindst 30 % i forhold til 2020-niveauerne og forbedre rapporteringsstandarderne. Metan, dinitrogenoxid og såkaldte F-gasser tegner sig tilsammen for over 20 % af Unionens drivhusgasemissioner. I betragtning af disse forpligtelser og den kortvarige karakter af mange af disse drivhusgasser er det hensigtsmæssigt at fastsætte et eller flere EU-mål for alle andre drivhusgasemissioner end CO2 i alle sektorer.

(13)

Covid-19-pandemien har påvirket Unionens økonomi og emissionsniveau i et omfang, der endnu ikke kan kvantificeres fuldt ud. På den anden side udruller Unionen sin største stimuluspakke nogensinde, som også har en potentiel indvirkning på emissionsniveauet. På grund af disse usikkerheder er det hensigtsmæssigt at revidere emissionsdataene i  2025 og om nødvendigt justere de årlige emissionstildelinger .

(13)

Covid-19-pandemien har påvirket Unionens økonomi og emissionsniveau i et omfang, der endnu ikke kan kvantificeres fuldt ud. På den anden side udruller Unionen sin største stimuluspakke nogensinde, der har til formål at sikre en grøn genopretning, samtidig med at den har en potentiel indvirkning på emissionsniveauet. Det er hensigtsmæssigt at opretholde en stabil, forudsigelig og ambitiøs reguleringsmæssig kurs for emissioner i  hele det nuværende tiår for at sikre både de nødvendige emissionsreduktioner og planlægningsmæssig sikkerhed .

(14)

De årlige emissionstildelinger for årene 2026-2030 bør derfor ajourføres i 2025. Dette bør baseres på en omfattende revision af de nationale opgørelsesdata, som Kommissionen har foretaget for at bestemme de gennemsnitlige drivhusgasemissioner for hver medlemsstat i årene 2021, 2022 og 2023.

(14a)

I overensstemmelse med forordning (EU) 2021/1119 bør det prioriteres at sikre reduktion af direkte emissioner, som vil skulle suppleres med øgede CO2-optag for at opnå klimaneutralitet. Forordning (EU) 2021/1119 anerkender, at kulstofdræn omfatter naturlige og teknologiske løsninger. Den rolle, som teknologiske løsninger til kulstofoptag spiller, er også blevet behandlet i flere rapporter fra Det Mellemstatslige Panel om Klimaændringer, navnlig i arbejdsgruppe III's bidrag til den sjette vurderingsrapport. Det er vigtigt, at der indføres en EU-ordning for certificering af sikker og permanent lagret kulstofoptag ved hjælp af teknologiske løsninger, og at en sådan ordning giver medlemsstaterne og markedsoperatørerne klarhed om, hvordan sådanne optag kan øges. Når en sådan certificeringsordning er i kraft, kan der foretages en analyse af opgørelsen af sådanne optag i henhold til EU-retten, herunder om opgørelsen af sådanne optag påvirker de emissioner, der er omfattet af forordning (EU) 2018/842, under fuld overholdelse af betingelserne i artikel 4, stk. 1, i forordning (EU) 2021/1119. Sådanne optag er supplerende og kompenserer ikke for den nødvendige reduktion af emissionerne i overensstemmelse med Unionens klimamål i forordning (EU) 2021/1119.

(15)

I henhold til forordning (EU) 2018/842 kan annullering af en begrænset mængde emissionskvoter i Den Europæiske Unions emissionshandelssystem tages i betragtning i forbindelse med visse medlemsstaters overholdelse af forordning (EU) 2018/842. Grundet den særlige opbygning af Maltas økonomi ligger det nationale reduktionsmål for Malta, som er baseret på BNP pr. indbygger, væsentligt over landets omkostningseffektive reduktionspotentiale, og i betragtning heraf er det hensigtsmæssigt at øge Maltas adgang til denne fleksibilitet, uden at det går ud over Unionens 2030-mål om emissionsreduktioner.

(15)

I henhold til forordning (EU) 2018/842 kan annullering af en begrænset mængde emissionskvoter i Den Europæiske Unions emissionshandelssystem tages i betragtning i forbindelse med visse medlemsstaters overholdelse af forordning (EU) 2018/842. Grundet den særlige opbygning af Maltas økonomi ligger det nationale reduktionsmål for Malta, som er baseret på BNP pr. indbygger, væsentligt over landets omkostningseffektive reduktionspotentiale, og i betragtning heraf er det hensigtsmæssigt at øge Maltas adgang til denne fleksibilitet, uden at det går ud over Unionens 2030-mål om emissionsreduktioner. De medlemsstater, der har ret til denne fleksibilitet, men som ikke gjorde brug af den inden for 2019- rammerne under forordning (EU) 2018/842, bør gives mulighed for at revidere denne beslutning for at tage hensyn til de nyligt foreslåede nationale reduktionsmål. De pågældende medlemsstater bør også få lov til at revidere deres indberettede procentsatser oftere.

(16a)

For at sikre og tilskynde til, at medlemsstaterne overholder deres minimumsbidrag for perioden fra 2021 til 2030 i henhold til forordning (EU) 2018/842 som ændret, bør de korrigerende foranstaltninger styrkes og knyttes tættere sammen med de integrerede nationale energi- og klimaplaner som omhandlet i forordning (EU) 2018/1999. Hvis en medlemsstat overskrider sine årlige emissionstildelinger i to på hinanden følgende år, bør den pågældende medlemsstat revidere sin integrerede nationale energi- og klimaplan, som den har fået forelagt i overensstemmelse med forordning (EU) 2018/1999, idet den samtidig giver offentligheden mulighed for at deltage i processen.

(16b)

Unionen og medlemsstaterne er parter i De Forenede Nationers Økonomiske Kommission for Europas (UNECE's) konvention om adgang til oplysninger, offentlig deltagelse i beslutningsprocesser samt adgang til klage og domstolsprøvelse på miljøområdet (»Århuskonventionen«)  (1a) . Offentlig kontrol og adgang til domstolsprøvelse er en afgørende del af Unionens demokratiske værdier og et værktøj til sikring af retsstatsprincippet. I sin meddelelse af 14. oktober 2020 om forbedret adgang til domstolsprøvelse på miljøområdet i Unionen og medlemsstaterne, anerkendte Kommissionen, at adgang til domstolsprøvelse ikke er garanteret i alle medlemsstater, og opfordrede Rådet og Europa-Parlamentet til at indføre udtrykkelige bestemmelser om adgang til domstolsprøvelse i sektorlovgivning. Det er derfor hensigtsmæssigt at fastsætte en bestemmelse, der sikrer offentlighedens adgang til domstolsprøvelse i forbindelse med foranstaltninger til gennemførelse af forordning (EU) 2018/842 som ændret.

(16c)

For at kunne opfylde målene i forordning (EU) 2018/842 som ændret og i anden EU-lovgivning, navnlig målene i forordning (EU) 2021/1119, bør Unionen og medlemsstaterne gøre brug af den nyeste videnskab, når de gennemfører politikker. Rådgivningen fra det europæiske videnskabeligt rådgivende organ om klimaændringer, der er oprettet ved artikel 3 i forordning (EU) 2021/1119, bør derfor tages i betragtning overalt i forordning (EU) 2018/842 som ændret, hvor det er relevant.

(18)

Fastsættelsen af mere ambitiøse mål i henhold til forordning (EU) 2018/841 vil reducere medlemsstaternes kapacitet til at generere nettooptag, der kan anvendes til overholdelse i henhold til forordning (EU) 2018/842. Desuden vil opdelingen af LULUCF-fleksibiliteten i to separate tidsperioder yderligere begrænse tilgængeligheden af nettooptag med henblik på overholdelse af forordning (EU) 2018/842. Som følge heraf kan nogle medlemsstater stå over for udfordringer med hensyn til at nå deres mål i henhold til forordning (EU) 2018/842, mens nogle medlemsstater, de samme eller andre, kan generere nettooptag, som ikke kan anvendes til at overholde forordning (EU) 2018/842. Så længe Unionens mål som fastsat i artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1119 er opfyldt, navnlig med hensyn til den maksimale grænse for bidraget fra nettooptag, bør der oprettes en ny frivillig mekanisme i form af en yderligere reserve, som vil hjælpe overholdende medlemsstaterne med at opfylde deres forpligtelser.

(18a)

I betragtning af den langsigtede dimension af en effektiv klimabeskyttelse i overensstemmelse med forordning (EU) 2021/1119 og Unionens forpligtelse til Parisaftalens målsætninger vil klarhed omkring medlemsstaternes individuelle langsigtede reduktionsforløb efter 2030 give mulighed for mere nøjagtig politisk planlægning. Det er derfor hensigtsmæssigt at medtage en proces, der fastsætter nationale reduktionsveje for hver enkelt medlemsstat med henblik på at nå klimaneutralitet senest ved udgangen af 2050.

-1.

1)

I artikel 1 , erstattes »30 %« med "40 %.

1)

Artikel 1 affattes således:

»Denne forordning fastsætter forpligtelser for medlemsstaterne angående deres mindstebidrag for perioden fra 2021 til 2030 til opfyldelse af Unionens mål om i 2030 at have reduceret sine drivhusgasemissioner i de sektorer, der er omfattet af denne forordnings artikel 2, med 40 % i forhold til niveauet i 2005. Forordningen bidrager til det langsigtede mål om klimaneutralitet i Unionen senest i 2050 med det formål at opnå negative emissioner derefter. Den bidrager derved til opfyldelsen af målene i forordning (EU) 2021/1119 og i Parisaftalen. Denne forordning indeholder også regler om fastsættelse af årlige emissionstildelinger og evaluering af medlemsstaternes fremskridt med hensyn til ydelsen af deres mindstebidrag og baner vejen for fastsættelse af Unionens emissionsreduktionsmål for tiden efter 2030 i de sektorer, der er omfattet af denne forordnings artikel 2, stk. 1.«

2a)

(3)

Artikel 4, stk. 2 og 3, affattes således:

3)

Artikel 4, stk. 2 og 3, affattes således:

a)

i årene 2021 og 2022 ikke overstiger det loft, der er defineret ved et lineært forløb, som tager sit udgangspunkt i gennemsnittet af dens drivhusgasemissioner i 2016, 2017 og 2018 som fastsat i henhold til nærværende artikels stk. 3 og slutter i 2030 ved det loft, der for den pågældende medlemsstat er fastsat i kolonne 1 i bilag I til nærværende forordning. En medlemsstats lineære forløb begynder enten fem tolvtedele inde i tidsrummet fra 2019 til 2020 eller i 2020, alt efter hvad der resulterer i en lavere tildeling til den pågældende medlemsstat

a)

i årene 2021 og 2022 ikke overstiger det loft, der er defineret ved et lineært forløb, som tager sit udgangspunkt i gennemsnittet af dens drivhusgasemissioner i 2016, 2017 og 2018 som fastsat i henhold til nærværende artikels stk. 3 og slutter i 2030 ved det loft, der for den pågældende medlemsstat er fastsat i kolonne 1 i bilag I til nærværende forordning. En medlemsstats lineære forløb begynder enten fem tolvtedele inde i tidsrummet fra 2019 til 2020 eller i 2020, alt efter hvad der resulterer i en lavere tildeling til den pågældende medlemsstat

b)

i årene 2023 , 2024 og 2025 ikke overstiger det loft, der er defineret ved et lineært forløb, som tager sit udgangspunkt i 2022 ved den årlige emissionstildeling for den pågældende medlemsstat , som fastsat i henhold til nærværende artikels stk. 3 for det pågældende år, og slutter i 2030 ved det loft, der for den pågældende medlemsstat er fastsat i kolonne 2 i bilag I til nærværende forordning

b)

i årene 2023 til 2030 ikke overstiger det loft, der er defineret ved et lineært forløb, baseret på gennemsnittet af dens drivhusgasemissioner i 2016, 2017 og 2018 , som fastsat i henhold til nærværende artikels stk. 3 for det pågældende år, og slutter i 2030 ved det loft, der for den pågældende medlemsstat er fastsat i kolonne 2 i bilag I til nærværende forordning . En medlemsstats lineære forløb begynder enten fem tolvtedele inde i tidsrummet fra 2019 til 2020 eller i 2020, alt efter hvad der resulterer i en lavere tildeling til den pågældende medlemsstat

c)

i årene 2026 til 2030 ikke overstiger det loft, der er defineret ved et lineært forløb, som tager sit udgangspunkt i 2024 i gennemsnittet af dens drivhusgasemissioner i årene 2021, 2022 og 2023, som medlemsstaten har forelagt i henhold til artikel 26 i forordning (EU) 2018/1999, og slutter i 2030 ved det loft, der for den pågældende medlemsstat er fastsat i kolonne 2 i bilag I til nærværende forordning.

3a)

3b)

3c)

3d)

a)

for året 2021 henlægge den overskydende del af sin årlige emissionstildeling til de efterfølgende år frem til 2030 , samt

»a)

for året 2021 henlægge den overskydende del af sin årlige emissionstildeling i en størrelsesorden på op til 5 % af sine årlige emissionstildelinger til de efterfølgende år frem til 2025 , samt«

3e)

b)

for årene 2022- 2029 henlægge den overskydende del af sin årlige emissionstildeling i en størrelsesorden på op til 30  % af sine årlige emissionstildelinger frem til det pågældende år til de efterfølgende år frem til 2030 .

3f)

3g)

3h)

3i)

5a)

-a)

-

a)

yderligere foranstaltninger, som medlemsstaten skal gennemføre for at opfylde sine specifikke forpligtelser efter artikel 4 gennem nationale politikker og foranstaltninger og ved at gennemføre Unionens tiltag

a)

yderligere foranstaltninger, som medlemsstaten skal gennemføre for at opfylde sine specifikke forpligtelser efter artikel 4 gennem nationale politikker og foranstaltninger og ved at gennemføre Unionens tiltag

b)

en stram tidsplan for gennemførelsen af sådanne tiltag, som gør det muligt at foretage en vurdering af de årlige fremskridt med gennemførelsen.

b)

en stram tidsplan for gennemførelsen af sådanne tiltag, som gør det muligt at foretage en vurdering af de årlige fremskridt med gennemførelsen. Hvis en medlemsstat har oprettet et nationalt rådgivende organ om klima, skal den rådføre sig med dette organ for at identificere de nødvendige foranstaltninger

ba)

en angivelse af den mængde yderligere emissionsreduktioner, som medlemsstaten anslår, at disse politikker og foranstaltninger vil føre til, og den anvendte metode til at anslå disse yderligere emissionsreduktioner

bb)

en redegørelse for, hvordan den korrigerende handlingsplan vil styrke medlemsstatens integrerede nationale energi- og klimaplan, der er vedtaget i henhold til forordning (EU) 2018/1999.

(7)

a)

eventuel fleksibilitet, der udnyttes i henhold til artikel 11-13b i forordning (EU) 2018/841

b)

de mængder, der tages i betragtning med henblik på overholdelse i henhold til artikel 7 i nærværende forordning.

a)

Medlemsstatens drivhusgasemissioner overstiger dens årlige emissionstildelinger i perioden fra 2026 til 2030.

b)

Medlemsstaten har opbrugt fleksibilitetsmulighederne i artikel 5, stk. 2 og 3.

c)

Medlemsstaten har gjort størst mulig brug af nettooptag i henhold til artikel 7, selv om denne mængde ikke når op på det niveau, der er fastsat i bilag III. samt

d)

Medlemsstaten har ikke foretaget nogen nettooverførsler til andre medlemsstater i henhold til artikel 5.

7a)

7b)

a)

egnetheden af de nuværende nationale mål i henhold til bilag I til denne forordning for så vidt angår deres bidrag til at nå målet om klimaneutralitet senest i 2050 i henhold til forordning (EU) 2021/1119 på en omkostningseffektiv og retfærdig måde

b)

en reduktionsvej for hver enkelt medlemsstats drivhusgasemissioner, der er omfattet af denne forordning, og som er forenelig med målet om klimaneutralitet for hver enkelt medlemsstat senest i 2050.

7c)

a)

som ikke overholder de retlige forpligtelser som følge af artikel 4-8 i denne forordning, eller

b)

som er omfattet af artikel 10 i forordning (EU) 2018/1999.

a)

de kan godtgøre en tilstrækkelig interesse eller

b)

de gør gældende, at en rettighed er krænket, når dette er en forudsætning i henhold til en medlemsstats forvaltningsretlige regler.

7d)