—

Sagen hjemvises til Retten, som ligeledes anmodes om at undersøge de argumenter, der er indeholdt i replikken af 2. oktober 2020, eftersom de var udeladt af den appellerede afgørelse fra Retten.

—

Såfremt sagen ikke hjemvises til Retten med henblik på fornyet undersøgelse fastslås det, at EU-institutionerne har begået en alvorlig tilsidesættelse af deres forpligtelser og har påført appellanten en skade, eftersom:

—

Kommissionen tilpligtes inden for tre dage, fra dommen bliver endelig, at betale appellanten 4 800 000 EUR i skadeserstatning for ovennævnte.

—

Kommissionen tilpligtes at betale appellantens omkostninger til advokatbistand.

1.

Det første appelanbringende er støttet på virkningerne af den nuværende statsstøtteordning, som skaber en unaturlig og skadelig ændring af hele økonomiens opbygning. Hele markedets funktion fordrejes således, og de økonomiske regler tilsidesættes, eftersom et godt resultat på markedet først og fremmest afhænger af muligheden for at modtage statsstøtte, som besluttes politisk og ikke på et retligt grundlag.

2.

Det andet appelanbringende er støttet på Kommissionens manglende kontrol. Den offentlige støtteordning bliver således til et carte blanche for de organer, som gennemfører den, og som kan erklære et hvilket som helst nævnt eller senere udpeget område for foreneligt med det indre marked.

3.

Det tredje appelanbringende vedrører et urigtigt skøn hvad angår begyndelsen af beregningen af forældelsesfristen for søgsmålet. Appellanten var overbevist om, at der inden for Den Europæiske Union findes en mekanisme, som sikrer, at Kommissionen vedvarende kontrollerer, om offentlig støtte, der ydes i overensstemmelse med artikel 107 TEUF, påvirker det indre marked, som det foreskrives i artikel 108, stk. 1, TEUF. Appellanten anmodede derfor Kommissionen om at undersøge situationen vedrørende statsstøtte ydet i Den Tjekkiske Republik inden for rammerne af OPVI-programmet. Kommissionen afviste denne anmodning, hvorfor appellanten konkluderede, at den i artikel 108 TEUF fastsatte kontrolordning ikke fungerer. Appellanten anså kun søgsmålet for Retten for en sidste klagemulighed, som ikke ville være nødvendig at anvende. Appellanten udviste mere end gennemsnitlig påpasselighed ved at underrette Kommissionen om de uregelmæssigheder, som forelå i forslaget om og gennemførelsen af OPVI-programmet, og det kan derfor bestemt ikke antages, at appellanten udviste passivitet, mens forældelsesfristen løb.

4.

Det fjerde appelanbringende vedrører en uopsættelig retlig interesse. Uafhængigt af Rettens afgørelse af, om appellantens klage er forældet, er det appellantens opfattelse, at som følge af det forelagte spørgsmåls betydning ikke blot på nationalt plan, men for hele Europa, skal Domstolen tage stilling til, hvem der bærer ansvaret for en upassende europæisk politik på støtteområdet, dvs. om Den Europæiske Union eller en medlemsstat bærer ansvaret.