52017IP0402

EUR-Lex

Access to European Union law

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

EUROPA
EUR-Lex home
EUR-Lex - 52017IP0402 - EN

Help

Search tips

Need more search options? Use the Advanced search

Document 52017IP0402

Europa-Parlamentets beslutning af 24. oktober 2017 om legitime foranstaltninger til beskyttelse af whistleblowere, der handler i almenhedens interesse, når de afslører fortrolige oplysninger fra virksomheder og offentlige organer (2016/2224(INI))

EUT C 346 af 27.9.2018, p. 143–155 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

HTML

PDF

Official Journal

27.9.2018

Den Europæiske Unions Tidende

C 346/143

P8_TA(2017)0402

Legitime foranstaltninger til beskyttelse af whisteblowere, der handler i almenhedens interesse

(2018/C 346/21)

Europa-Parlamentet,

—	der henviser til traktaten om Den Europæiske Union, særlig artikel 2,

—	der henviser til Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig artikel 11,

—	der henviser til den europæiske menneskerettighedskonvention (EMRK), særlig dennes artikel 10,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/943 af 8. juni 2016 om beskyttelse af fortrolig knowhow og fortrolige forretningsoplysninger (forretningshemmeligheder) mod ulovlig erhvervelse, brug og videregivelse,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/30/EU af 12. juni 2013 om sikkerheden i forbindelse med offshore olie- og gasaktiviteter og om ændring af direktiv 2004/35/EF,

—	der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 om markedsmisbrug (forordningen om markedsmisbrug) og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/6/EF og Kommissionens direktiv 2003/124/EF, 2003/125/EF og 2004/72/EF,

—

der henviser til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF,

—	der henviser til sin beslutning af 25. november 2015 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning (1),

—	der henviser til sin beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning (TAXE 2) (2),

—	der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger om foranstaltninger og initiativer (3),

—	der henviser til beslutning 1729 (2010) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om beskyttelse af whistleblowere,

—	der henviser til beslutning 2060 (2015) fra Europarådets Parlamentariske Forsamling om beskyttelse af whistleblowere,

—	der henviser til sin beslutning af 16. december 2015 med henstillinger til Kommissionen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i EU's selskabsbeskatningspolitik (4),

—	der henviser til Kommissionens meddelelse af 6. juni 2011 om bekæmpelse af korruption i EU (COM(2011)0308),

—	der henviser til meddelelse fra Kommissionen af 5. juli 2016 om yderligere foranstaltninger for at øge gennemsigtigheden på skatteområdet og bekæmpe skatteunddragelse og skatteundgåelse (COM(2016)0451),

—	der henviser til G20's handlingsplan til bekæmpelse af korruption og navnlig vejledningen om regler til beskyttelse af whistleblowere,

—	der henviser til OECD's rapport fra marts 2016 med titlen »Committing to effective whistle-blower protection«,

—	der henviser til Den Europæiske Ombudsmands afgørelse, som afslutter hendes undersøgelse på eget initiativ OI/1/2014/PMC om »whistleblowing«,

—	der henviser til rekommandation CM/Rec(2014)7 af 30. april 2014 fra Europarådets Ministerkomité om beskyttelse af whistleblowere, samt til dens relevante korte vejledning fra januar 2015 til brug for gennemførelse af en national ramme,

—	der henviser til resolution 2171 (2017) af 27. juni 2017 vedtaget af Europarådets Parlamentariske Forsamling, hvorved nationale parlamenter opfordres til at anerkende en ret til rapportering,

—	der henviser til princip 4 i OECD's henstilling om forbedring af etisk adfærd inden for det offentlige,

—	der henviser til OECD's konvention om bekæmpelse af bestikkelse af udenlandske tjenestemænd i forbindelse med internationale forretningstransaktioner,

—	der henviser til sin beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser (5),

—	der henviser til forretningsordenens artikel 52,

—

der henviser til betænkningen fra Retsudvalget og udtalelser fra Økonomi- og Valutaudvalget, Budgetkontroludvalget, Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed, Kultur- og Uddannelsesudvalget, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og Udvalget om Konstitutionelle Anliggender (A8-0295/2017),

der henviser til, at Den Europæiske Union har en målsætning om at fremme demokratiet og retsstatsprincippet og derfor garanterer borgernes ytringsfrihed; der henviser til, at whistleblowing er et grundlæggende aspekt af ytrings- og informationsfriheden, der er nedfældet i chartret om Den Europæiske Unions grundlæggende rettigheder; overholdelsen og gennemførelsen heraf garanteres af EU; der henviser til, at EU fremmer arbejdstagernes beskyttelse og forbedring af arbejdsvilkårene;

B.	der henviser til, at Den Europæiske Union bidrager til styrkelse af det internationale samarbejde om bekæmpelse af korruption med fuld overholdelse af principperne i folkeretten, af menneskerettighederne og retsstatsprincippet, såvel som af enhver stats suverænitet;

C.	der henviser til, at Den Europæiske Union i henhold til artikel 67, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) har kompetence med hensyn til den fælles europæiske politik for asyl;

D.	der henviser til, at gennemsigtighed og aktivt medborgerskab indgår i de udviklingstendenser og udfordringer, som de demokratiske samfund skal forholde sig til i det XXI århundrede;

der henviser til, at vi siden økonomi-, gælds- og finanskrisen har været vidne til en bølge af foranstaltninger til bekæmpelse af skatteunddragelse og -undgåelse på internationalt plan; der henviser til, at der for at modvirke uregelmæssigheder er behov for større gennemsigtighed i forbindelse med finansielle tjenesteydelser, og at der i nogle medlemsstater allerede er erfaringer med centrale registre til indberetning af faktiske eller mulige overtrædelser af finansielle tilsynsregler; der henviser til De Forenede Nationers konvention mod korruption, der blev vedtaget i 2003 (6); der henviser til, at Europa-Parlamentet i kølvandet på disse afsløringer har oprettet to særlige udvalg og et undersøgelsesudvalg; der henviser til, at det allerede i adskillige beslutninger har slået til lyd for beskyttelse af whistleblowere (7); der henviser til, at de allerede aftalte initiativer med henblik på at styrke den internationale udveksling af skatteoplysninger har været til stor hjælp, og at der i forbindelse med de forskellige skatterelaterede lækager er afsløret store mængder af vigtige oplysninger om uregelmæssigheder, som ellers ikke ville være kommet frem;

der henviser til, at whistleblowere spiller en vigtig rolle i at rapportere ulovlig eller upassende adfærd, der underminerer almenvellet og funktionen af vores samfund, og at de for at gøre det giver arbejdsgivere, offentlige myndigheder eller offentligheden direkte oplysninger om en sådan adfærd, der underminerer almenvellet;

der henviser til, at de hermed spiller en væsentlig rolle i at hjælpe medlemsstaterne og EU's institutioner og organer med at forebygge og tackle, blandt andre, alle overtrædelser af integritetsprincippet og magtmisbrug, der truer eller krænker folkesundhed og sikkerhed, finansiel integritet, økonomien, menneskerettigheder, miljøet eller retsstatsprincipperne, stigende arbejdsløshed, begrænser eller forvrænger fair konkurrence og undergraver borgernes tillid til demokratiske institutioner og processer på EU-lovgivnings- og nationalt niveau;

der henviser til, at korruptionen i dag er et af de alvorligste problemer, som EU står over for, da den kan forhindre regeringerne i at beskytte befolkningen, arbejdstagerne, retsstaten og økonomien og resultere i en forringelse af de offentlige institutioner og tjenesteydelser, den økonomiske vækst og konkurrenceevnen på forskellige områder og i et tab af tillid til offentlige og private institutioners og virksomheders gennemsigtighed og demokratiske ansvarlighed; der henviser til, at korruption anslås at koste EU's økonomi 120 mia. EUR om året eller 1 % af EU's BNP;

der henviser til, at de globale bestræbelser på bekæmpelse af korruption hidtil hovedsageligt har haft fokus på uregelmæssigheder i den offentlige sektor, men at lækager i den senere tid har fremhævet den rolle, som finansielle institutioner, finansielle rådgivere og andre private virksomheder spiller med hensyn til at lette korruption;

J.	der henviser til, at en række højt profilerede sager om whistleblowere har vist, at whistleblowing gør offentligheden og de politiske myndigheder opmærksom på information, der har interesse for offentligheden, såsom ulovlig eller upassende adfærd og andre alvorlige uregelmæssigheder;

der henviser til, at sikring af fortrolighed bidrager til at skabe mere effektive kanaler til indberetning af svig, bestikkelse eller andre overtrædelser, og der henviser til, at dårlig forvaltning af fortrolige oplysninger i lyset af de følsomme oplysninger kan føre til uønsket lækage og en krænkelse af EU's og medlemsstaternes almene interesse;

der henviser til, at indførelsen af offentlige registre over de egentlige ejere af investeringsselskaber og lignende juridiske arrangementer samt andre gennemsigtighedsforanstaltninger for investeringsinstrumenter måske kan være med til at modvirke de uregelmæssigheder, som whistleblowere typisk reagerer på;

der henviser til, at sikring af fortroligheden af whistlebloweres identitet og de oplysninger, de afslører, bidrager til at skabe mere effektive kanaler for indberetning af svig, bestikkelse, uregelmæssigheder, forseelser og andre alvorlige overtrædelser, og der henviser til, at dårlig forvaltning af fortrolige oplysninger i lyset af de følsomme oplysninger kan føre til uønsket lækage og en krænkelse af almenheden inden for EU; der henviser til, at beskyttelse af whistleblowere i den offentlige sektor kan gøre det lettere at opdage misbrug af offentlige midler, svig og andre former for grænseoverskridende korruption i forbindelse med nationale eller EU's interesser;

N.	der henviser til, at det er beklageligt, at de eksisterende kanaler for indgivelse af formelle klager over forseelser i multinationale selskaber sjældent resulterer i, at uregelmæssigheder straffes konkret;

O.	der henviser til, at whistleblowing har vist sig at være nyttig på en række områder, både i de offentlige og den private sektorer, såsom folkesundhed, beskatning, miljø, forbrugerbeskyttelse, bekæmpelse af korruption og diskrimination og opretholdelse af sociale rettigheder;

P.	der henviser til, at tilfældet skal være velafgrænset i lyset af arten af de udøvede funktioner, forholdets eller de identificerede risicis alvor;

Q.	der henviser til, at det er afgørende vigtigt ikke at krydse barrieren mellem angiveri og whistleblowing; der henviser til, at der ikke er tale om at vide alt om alle, men om at afgrænse det, der udgør manglende indsats mod trusler mod demokratiet;

der henviser til, at whistleblowere i mange tilfælde bliver udsat for repressalier, intimidering, eller pressionsforsøg, som har til formål at forhindre dem i eller afskrække dem fra at foretage en indberetning eller at straffe dem som følge af en indberetning; der henviser til, at sådant pres ofte især udøves på arbejdspladser, hvor whistleblowere, som har afsløret oplysninger i almenhedens interesse, inden for rammerne af deres ansættelsesforhold kan stå svagere over for arbejdsgiverne;

der henviser til, at der ofte udtrykkes alvorlig bekymring over risikoen for, at whistleblowere, der handler i almenhedens interesse, udsættes for fjendtlighed, chikane, intimidering og udstødelse på deres arbejdsplads, mister deres job og får vanskeligt ved at finde ny beskæftigelse og ofte også udsættes for alvorlige trusler mod deres familiemedlemmer og kolleger; der henviser til, at risikoen for repressalier kan have afskrækkende virkning på whistleblowere, hvilket er til skade for almenhedens interesser;

der henviser til, at beskyttelsen af whistleblowere bør garanteres ved lov og fremmes i hele EU, både i den offentlige og den private sektor, forudsat at de handler på baggrund af rimelige formodninger; der henviser til, at en sådan beskyttelse bør være afbalanceret og sikre fuld respekt for de grundlæggende og juridiske rettigheder hos de personer, som rapporterne omhandler; der henviser til, at en sådan beskyttelse bør gælde for undersøgende journalister, der fortsat er udsatte i forbindelse med videregivelse af følsomme oplysninger og beskytte whistleblowere på baggrund af fortroligheden om deres kilder;

der henviser til, at whistleblowere ikke er sikret passende beskyttelse i en række medlemsstater, mens flere andre medlemsstater har indført avancerede beskyttelsesprogrammer, der dog ofte mangler sammenhæng og derfor tilbyder et utilstrækkeligt beskyttelsesniveau; der henviser til, at dette resulterer i en fragmenteret beskyttelse af whistleblowere i Europa, hvilket medfører vanskeligheder for dem, når de ønsker at kende deres rettigheder og indberetningsmuligheder, samt retsusikkerhed, navnlig i grænseoverskridende situationer;

V.	der henviser til, at Den Europæiske Ombudsmand har en klar kompetence til at undersøge klager fra EU-borgere over fejl eller forsømmelser i EU-institutionerne, men ikke i sig selv spiller nogen rolle i forbindelse med beskyttelsen af whistleblowere;

der henviser til, at whistleblowing meget ofte ikke er begrænset til økonomiske og finansielle anliggender; der henviser til, at manglen på passende beskyttelse kan afholde potentielle whistleblowere fra at indberette embedsmisbrug for at undgå risikoen for repressalier og/eller gengældelse; der henviser til, at OECD har rapporteret, at 86 % af alle virksomheder i 2015 havde en mekanisme til indberetning af formodede alvorlige tilfælde af uregelmæssigheder i virksomheder, men at over en tredjedel af dem ikke havde en nedskrevet politik om at beskytte whistleblowere mod repressalier eller ikke vidste, om der fandtes en sådan politik; der henviser til, at adskillige whistleblowere, som har afsløret økonomiske og finansielle forseelser, uregelmæssigheder eller ulovlige aktiviteter, er blevet udsat for forfølgelse; der henviser til, at personer, der i almenhedens interesse indberetter eller offentliggør oplysninger, samt deres familiemedlemmer og kolleger, ofte udsættes for repressalier, der eksempelvis kan føre til tab af deres karriere; der henviser til, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har en veletableret retspraksis hvad angår whistleblowere, men at beskyttelsen af whistleblowere bør være garanteret ved lov; der henviser til, at Den Europæiske Unions charter for grundlæggende rettigheder sikrer ytringsfriheden og retten til god forvaltning;

X.	der henviser til, at beskyttelsen af whistleblowere i Den Europæiske Union ikke bør begrænses til de europæiske sager, men også bør gælde for internationale sager;

der henviser til nødvendigheden af at fremme et arbejdsmiljø, hvor folk føler, at de trygt kan give udtryk for bekymring over potentielle uregelmæssigheder såsom mangler, embedsmisbrug, misforvaltning, svig og andre ulovligheder; der påpeger, at det er yderst vigtigt at fremme den rette kultur, hvor folk kan rejse spørgsmål uden frygt for repressalier, der kan påvirke deres nuværende og fremtidige beskæftigelse;

der henviser til, at arbejdstagere i mange jurisdiktioner, og navnlig i den private sektor, er underlagt forpligtelser om fortrolighed med hensyn til bestemte oplysninger, med den mulige konsekvens, at whistleblowere kan risikere disciplinære sanktioner som følge af at have foretaget indberetninger uden for deres ansættelsesforhold;

AA.	der henviser til, at mere end en tredjedel af de organisationer, som har en rapporteringsmekanisme, ifølge en undersøgelse fra OECD ikke har eller ikke er blevet underrettet om en skriftlig politik om at beskytte whistleblowere, som foretager indberetninger, mod repressalier;

AB.

der henviser til, at selv om EU-lovgivningen allerede indeholder visse regler, der beskytter whistleblowere mod nogle former for repressalier på forskellige områder, har Kommissionen endnu ikke foreslået passende lovgivningsmæssige foranstaltninger med henblik på en effektiv og ensartet beskyttelse af whistleblowere og deres rettigheder i EU;

AC.	der henviser til, at alle EU-institutionerne siden den 1. januar 2014 er forpligtet til at indføre interne regler for beskyttelse af whistleblowere, som er tjenestemænd i EU-institutionerne, i henhold til artikel 22a, 22b og 22c i personalevedtægten;

AD.	der henviser til, at Europa-Parlamentet i flere omgange har gjort sig til talsmand for at beskytte whistleblowere horisontalt i EU;

AE.

der henviser til sin beslutning af 23. oktober 2013 om organiseret kriminalitet, korruption og hvidvaskning af penge: henstillinger vedrørende foranstaltninger og initiativer, der bør træffes, sin beslutning af 25. november 2015 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, sin beslutning af 16. december 2015 med henstillinger til Kommissionen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i EU's selskabsbeskatningspolitik samt til sin beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle i beskyttelsen af EU's finansielle interesser, opfordrer Europa-Parlamentet Kommissionen til at forelægge et lovgivningsforslag til at indføre et effektivt og omfattende europæisk program til beskyttelse af whistleblowere, der beskytter dem, der indberetter formodet svig eller ulovlig aktivitet til skade for offentlighedens interesse eller Den Europæiske Unions finansielle interesser;

AF.

der henviser til, at enhver person fra et tredjeland, der er anerkendt som whistleblower af Den Europæiske Union eller en af dens medlemsstater, bør nyde godt af alle de beskyttelsesforanstaltninger, der gælder, hvis den pågældende i eller uden for sit hverv har fået kendskab til og har videregivet oplysninger om ulovlige handlinger eller tilfælde af spionage begået af enten et tredjeland eller en national eller multinational virksomhed, og som er til skade for en stat, en nation eller borgere i EU, og som uden de pågældendes vidende bringer et statsstyres integritet, den nationale sikkerhed eller kollektive eller individuelle frihedsrettigheder i fare;

AG.	der henviser til, at siden den 1. juli 2014 har næsten alle europæiske institutioner og agenturer indarbejdet, hvilket er obligatorisk, foranstaltninger til beskyttelse af whistleblowere i deres interne forretningsorden i overensstemmelse med til stk. 22, litra b) og c), i tjenestemandsvedtægten;

AH.	der henviser til, at der nu foreligger veletablerede principper fra internationale organisationer som f.eks. Europarådet og OECD, samt fast retspraksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol;

AI.

der henviser til, at vigtigheden af beskyttelse af whistleblowere er anerkendt i alle vigtige internationale dokumenter om korruption, og at der er opstillet standarder for whistleblowing i De Forenede Nationers konvention mod korruption (UNCAC), Europarådets henstilling CM/Rec (2014) 7 og OECD’s henstilling fra 2009 om bekæmpelse af bestikkelse;

AJ.	der henviser til, at det er af afgørende betydning, at der hurtigst muligt indføres en horisontal, omfattende ramme, som ved at fastsætte rettigheder og pligter effektivt beskytter whistleblowere i alle EU's medlemsstater samt EU-institutioner, myndigheder og organisationer;

Whistlebloweres rolle og behovet for at beskytte dem

opfordrer Kommissionen til efter at have udført en vurdering af det relevante retsgrundlag, der sætter EU i stand til at træffe yderligere foranstaltninger, til inden udgangen af dette år at fremlægge et horisontalt lovgivningsmæssigt forslag tom oprettelse af en omfattende fælles lovgivningsmæssig ramme, som vil sikre et højt beskyttelsesniveau overalt i både den offentlige og den private sektor samt i de nationale og europæiske institutioner, herunder relevante nationale og europæiske organer, kontorer og agenturer, for whistleblowere i EU, under hensyntagen til den nationale kontekst og uden at medlemsstaternes mulighed for at træffe yderligere foranstaltninger begrænses; understreger, at der i dag findes flere forskellige mulige retsgrundlag, der sætter EU i stand til at handle på dette område; anmoder Kommissionen om at overveje disse for at forelægge et bredt sammenhængende og effektivt instrument; erindrer Kommissionen om den doktrin, der er udarbejdet af EU-domstolen gennem mangeårig retspraksis om begrebet om Unionens stiltiende beføjelser, der muliggør brugen af adskillige retsgrundlag;

fremhæver den urimelige og foruroligende omstændighed, at borgere og journalister i stedet for at nyde juridisk beskyttelse udsættes for forfølgelse, når de offentliggør information i almenhedens interesse, herunder om mistanke om embedsmisbrug, forseelser, svindel eller forbudte aktiviteter, navnlig når der er tale om adfærd, der krænker EU's grundlæggende principper, eksempelvis skatteundgåelse, skatteunddragelse og hvidvaskning af penge;

mener, at internationale aftaler vedrørende finansielle tjenesteydelser, beskatning og konkurrence bør indeholde bestemmelser om beskyttelse af whistleblowere;

fremhæver behovet for retssikkerhed i forbindelse med bestemmelserne om beskyttelse af whistleblowere, idet en fortsat mangel på klarhed og en fragmenteret tilgang afskrækker mulige whistleblowere fra at stå frem; påpeger derfor, at relevant EU-lovgivning bør fastsætte en klar procedure for korrekt håndtering af afsløringer og effektiv beskyttelse af whistleblowere;

minder om, at alle fremtidig rammebestemmelser bør tage hensyn til de regler, rettigheder og pligter, der vedrører og har konsekvenser for ansættelsesforhold; understreger desuden, at dette bør ske i samråd med arbejdsmarkedets parter og i overensstemmelse med de kollektive overenskomster;

opfordrer til, at det i denne lovgivning sikres, at virksomheder, der udfører fuldt påviselige gengældelseshandlinger over for whistleblowere, ikke kan modtage EU-midler og ej heller indgå kontrakter med offentlige myndigheder;

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle data, benchmarks og indikatorer for whistleblowerpolitikker inden for såvel den offentlige som den private sektor;

opfordrer medlemsstaterne til at tage hensyn til artikel 33 i FN's konvention mod korruption, hvori whistlebloweres rolle i forebyggelsen af og kampen mod korruption understreges;

beklager, at kun få medlemsstater har indført tilstrækkeligt fremskredne systemer til beskyttelse af whistleblowere; opfordrer de medlemsstater, som endnu ikke har gennemført sådanne systemer eller relevante principper i deres nationale lovgivning, til at gøre dette hurtigst muligt;

10.

understreger behovet for, at der i undervisningsplanerne for handelsuddannelser og beslægtede fag bliver lagt større vægt på forretningsmoral;

11.

opfordrer medlemsstaterne og EU-institutionerne til at fremme en kultur, der anerkender den vigtige rolle, whistleblowere spiller i samfundet, bl.a. ved hjælp af oplysningskampagner; opfordrer navnlig Kommissionen til at udarbejde en omfattende handlingsplan med henblik herpå; anser det for nødvendigt i den offentlige sektor og på arbejdspladserne at fremme en etisk kultur for at kaste lys over betydningen af, at der skabes opmærksomhed blandt arbejdstagerne om de eksisterende retlige rammer om whistleblowing, i samarbejde med fagforeningerne;

12.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at overvåge medlemsstaternes bestemmelser om whistleblowere med henblik på at lette udvekslingen af bedste praksis, der vil bidrage til en mere effektiv beskyttelse af whistleblowere på nationalt plan;

13.

opfordrer Kommissionen til at fremsætte en omfattende plan med henblik på at imødegå overførsel af aktiver til lande uden for EU, hvor korrupte personers anonymitet kan opretholdes;

14.

forstår ved whistleblower enhver person, som rapporterer om eller afslører information, der er af almen interesse, herunder europæisk almen interesse, såsom en handling, som er ulovlig eller retsstridig, eller en handling, udgør en trussel eller påføre skade, som skader eller truer den almene interesse, normalt, men ikke kun, i forbindelse med sit ansættelsesforhold, det være sig i den offentlige eller den private sektor, inden for rammerne af et kontraktforhold eller i forbindelse med sine fagforenings- eller foreningsaktiviteter; understreger, at dette omfatter personer, der er uden for den traditionelle arbejdstager-arbejdsgiverforhold, såsom konsulenter, kontrahenter, praktikanter, volontører, studerende, arbejdstagere, midlertidigt ansatte, tidligere ansatte, der har dokumentation for sådanne handlinger og med formodede grunde til at mene, at de indberettede oplysninger er korrekte;

15.

mener, at personer, som ikke er omfattet af det traditionelle arbejdsgiver-arbejdstager-forhold som f.eks. konsulenter, entreprenører, lærlinge, frivillige, studentermedhjælpere, midlertidigt og tidligere ansatte samt borgere bør have adgang til indberetningskanaler og passende beskyttelse, når de afslører oplysninger om en ulovlig eller fejlagtig handling, eller en handling, der er til skade for almenhedens interesse;

16.

mener, at der er behov for en klar løsning for whistleblowere, der arbejder i EU-registrerede selskaber, men som er baseret uden for EU;

17.

mener, at oplysninger om en handling til skade for den almene interesse omfatter, men ikke begrænser sig til korruption, strafbare handlinger, brud på kontaktlige forpligtelser, rettergangsfejl, embedsmisbrug, interessekonflikter, uberettiget brug af offentlige midler, misbrug af beføjelser, ulovlige finansielle strømme, trusler mod miljøet, sundheden, den offentlige sikkerhed, den nationale og globale sikkerhed og beskyttelsen af privatlivets fred og personoplysninger, skatteundgåelse, forbrugerrettigheder, overgreb mod arbejdstagerrettigheder samt andre sociale rettigheder og krænkelser af menneskerettighederne og grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstaten og forsøg på at dække over sådanne handlinger;

18.

mener, at den almene interesse bør gå forud for den private eller økonomiske værdi af de afslørede oplysninger, og at det bør være muligt at afsløre oplysninger om alvorlige trusler mod den almene interesse, selv når den er retligt beskyttet; mener imidlertid, at særlige procedurer bør finde anvendelse på oplysninger, der omfatter overholdelse af faglig etik og klassificerede oplysninger, der er relateret til nationens sikkerhed og forsvar; mener, at der i sådanne tilfælde bør rapporten gøres til en kompetent myndighed;

19.

understreger, at der altid skal sikres en effektiv beskyttelse af whistleblowere, også selv om afsløringen ikke vedrører ulovlige handlinger, når der afsløres oplysninger med det formål at forhindre mulige skader på almenhedens interesser;

20.

understreger behovet for, at medlemsstaterne overholder Europarådets rekommandation om beskyttelse af whistleblowere;

21.

fremhæver, at whistleblowere i de seneste år til stadighed har vist sig at spille en vigtig rolle ved afsløringen af handlinger, der er til alvorlig skade for den almene interesse, at de bidrager til demokrati, gennemsigtighed i politik og økonomi, offentlig information, og at de bør anerkendes som nødvendige for at forbygge ulovlige handlinger; understreger, at de har vist sig at være en væsentlig kilde for undersøgende journalistik og for en uafhængig presse; minder om, at garantien for fortroligheden for kilder er afgørende for opretholdelsen af pressefriheden; opfordrer medlemsstaterne til at sikre, at journalisters ret til ikke at afsløre en kildes identitet beskyttes effektivt; er af den opfattelse, at journalister også er sårbare og derfor bør nyde beskyttelse;

22.

bemærker, at flere medlemsstater i de seneste år har taget skridt til at styrke whistlebloweres rettigheder; beklager imidlertid, at whistleblowere fortsat udsættes for civil- og strafferetlig retsforfølgning i flere medlemsstater, navnlig når de eksisterende muligheder for at forsvare, støtte og beskytte dem er utilstrækkelige eller ineffektive; påpeger desuden, at forskelle mellem medlemsstaterne fører til retsusikkerhed, forumshopping og risiko for en uretfærdig behandling;

23.

mener, at manglen på passende beskyttelse af whistleblowere har negativ indvirkning på beskyttelsen af EU's finansielle interesser;

24.

mener, at gennemførelsen af omfattende juridiske bestemmelser vedrørende beskyttelse af whistleblowere ansporer til en kultur, hvor man tør stå frem, og at whistleblowere bør forfremmes som belønning for godt samfundssind; opfordrer derfor indtrængende medlemsstaterne og EU-institutionerne til at fremme den positive rolle, som whistleblowere spiller, samt informere om de alvorlige bekymringer vedrørende deres ofte sårbare og forsvarsløse stilling, navnlig ved hjælp af oplysnings- og beskyttelseskampagner, kommunikation og uddannelsestiltag; opfordrer navnlig Kommissionen til at fremlægge en omfattende handlingsplan herom; opfordrer i denne forbindelse til lancering af en hjemmeside, hvor nyttige oplysninger om beskyttelse af whistleblowere bør publiceres, og hvor klager kan indsendes; understreger, at dette websted bør være let tilgængeligt for offentligheden, og at oplysningerne bør forblive anonyme;

25.

opfordrer til, at der gøres en indsats for at ændre opfattelsen af whistleblowere i offentligheden, navnlig blandt politikere, arbejdsgivere og medier, ved at fremhæve deres positive rolle som tidlig varselsmekanisme og afskrækkelsesmiddel, som middel til at afsløre og forebygge misbrug og korruption og som en kontrolmekanisme til brug for det offentlige tilsyn med myndigheder og virksomheder;

26.

opfordrer medlemslandene til at være proaktive med hensyn til at fremme en åben kultur på arbejdspladsen, uanset om denne er offentlig eller privat, noget, der giver organisationer mulighed for at operere med høje etiske standarder, som giver medarbejderne modet til at stå frem, og som derfor gør det muligt at gribe ind med henblik på at forebygge eller råde bod på trusler eller skader;

27.

tilskynder medlemsstaterne til regelmæssigt at vurdere effektiviteten af de foranstaltninger, som de iværksætter, idet der tages hensyn til offentlighedens holdninger til whistleblowing og whistleblowere, tværsektorielle undersøgelser af ledere med ansvar for at modtage og håndtere rapporter samt uafhængige undersøgelser af whistleblowing på forskellige arbejdspladser;

28.

tilskynder de medlemsstater, der endnu ikke har indført lovgivning om whistleblowing, til at gøre det inden for en overskuelig fremtid, og opfordrer Kommissionen til at overveje at oprette en platform for udveksling af bedste praksis på dette område mellem medlemsstaterne, men også med tredjelande;

29.

understreger vigtigheden af forskning og udveksling af god praksis for at fremme en bedre beskyttelse af whistleblowere på europæisk plan;

30.

opfordrer Den Europæiske Revisionsret og Den Europæiske Ombudsmand til hver især inden udgangen af 2017 at offentliggøre: særlige rapporter, der indeholder statistikker og en klar resultatliste af identificerede tilfælde af whistleblowing i de europæiske institutioner, virksomheder, foreninger, organisationer og andre organer, der er registreret i EU 2) de berørte institutioners opfølgning i forhold til de sager, der er afsløret på grundlag af Kommissionens gældende retningslinjer og bestemmelser 3) resultatet af hver undersøgelse som følge af de modtagne oplysninger fra whistleblowere, og 4) de foranstaltninger, der er planlagt i hvert enkelt tilfælde til beskyttelse af whistleblowere;

Indberetningsmekanisme

31.

bemærker, at fraværet af en klart identificerede beskyttelsesmidler og sikker indberetning samt den potentielt manglende opfølgning udgør en hindring for whistlebloweres aktiviteter, der kan afholde dem fra whistleblowing og påvirke et antal whistleblowere til ikke at udtale sig; er bekymret over de repressalier og det pres, som whistleblowere udsættes for, når de henvender sig til den forkerte person eller den forkerte enhed inden for deres organisation;

32.

mener, at det er nødvendigt at etablere et sammenhængende, troværdigt og pålideligt system, som gør det muligt at foretage indberetninger til kompetente myndigheder både inden for og uden for organisationen; mener, at et sådant system ville lette vurderingen af troværdighed- og gyldighed af en rapport inden for dens rammer;

33.

opfordrer Kommissionen til at undersøge et system, som gør det muligt at foretage whistleblowing både inden for og uden for organisationen; understreger, at der bør iværksættes retfærdige og rimelige procedurer, der sikrer fuld respekt for grundlæggende og lovmæssige rettigheder for både whistlebloweren og den påståede skadevolder; mener, at arbejdsgiverne bør tilskyndes til at indføre interne indberetningsprocedurer, og at der inden for hver enkelt organisation bør være en uafhængig og upartisk person, der er ansvarlig for at modtage indberetninger; mener, at arbejdstagerrepræsentanter bør inddrages i udvælgelsen af denne ansvarlige person; understreger, at modtageren af indberetningen bør give passende opfølgning af hver rapport, der modtages, og informere whistlebloweren om denne opfølgning inden for en rimelig tidsramme;

34.

mener, at de enkelte organisationer selv bør fastlægge klare rapporteringsveje, der gør det muligt for whistleblowere at rapportere om uregelmæssigheder inden for hans eller hendes organisation; understreger, at hver enkelt medarbejder bør informeres om den relevante rapporteringsprocedure, som bør sikre fortrolighed og en behandling af indberetningen inden for en rimelig tidsramme; understreger, at whistleblowere også fortsat skal kunne henvende sig til de relevante offentlige myndigheder, ikke-statslige organisationer eller medier, navnlig i mangel af et positivt svar fra organisationen, eller hvis rapporteringen internt eller til de kompetente myndigheder tydeligvis vil forringe effektiviteten af indberetningen, hvis informanten er i fare eller har et akut behov for at indberette oplysninger;

35.

minder om offentlighedens ret til at blive informeret om eventuelle forseelser, der underminerer offentlighedens interesse; understreger, at hvad dette angår bør det altid være muligt for en whistleblower at offentliggøre oplysninger om ulovlige eller uberettigede handlinger eller handlinger, der underminerer offentlighedens interesse;

36.

minder om sin beslutning af 14. februar 2017 om whistlebloweres rolle for beskyttelsen af EU's finansielle interesser, som også opfordrede EU's institutioner til i samarbejde med alle relevante nationale myndigheder at indføre og træffe alle nødvendige foranstaltninger til at beskytte fortroligheden af informationskilderne, og opfordrer derfor til, at der oprettes et kontrolleret websted, hvor der kan indgives klager på en helt fortrolig måde;

37.

mener, at indberetning uden for organisationen, herunder direkte til offentligheden uden en forudgående intern fase ikke kan medføre, at indberetningen bliver ugyldig, at der sker retsforfølgning, eller at der gives afslag på beskyttelse; mener, at denne beskyttelse bør ydes uafhængigt af den valgte indberetningskanal og på baggrund af de afslørede oplysninger og det forhold, at whistlebloweren havde rimelige grunde til at tro, at det var sandt;

Beskyttelse i tilfælde af indberetning

38.

er foruroliget over de risici, som whistleblowere udsættes for på deres arbejdssted, og især over de direkte eller indirekte risici for repressalier fra deres arbejdsgiver og fra personer, der arbejder for eller handler på vegne af sidstnævnte; understreger, at disse repressalier hyppigst giver sig udslag i udelukkelse, i en forsinkelse eller bremsning af karriereforløbet eller ligefrem en afskedigelse, samt i tilfælde af psykisk chikane; understreger, at disse repressalier lægger en dæmper på whistlebloweres aktiviteter; mener, at det er nødvendigt at indføre beskyttelsesforanstaltninger mod repressalier; er af den opfattelse, at repressalier bør føre til straffeforanstaltninger og effektive sanktioner; understreger, at når en person er anerkendt som en whistleblower, bør der træffes foranstaltninger for at beskytte ham eller hende, for at sætte en stopper for eventuelle gengældelsesforanstaltninger mod ham eller hende, samt til at yde whistlebloweren fuld erstatning for den erstatning for de tab og skader, der er lidt; er af den opfattelse, at disse bestemmelser bør indgå i Kommissionens forslag til et horisontalt direktiv om beskyttelse af whistleblowere;

39.

mener, at whistlebloweren bør have mulighed for foreløbig retsbeskyttelse for at forhindre repressalier som for eksempel afskedigelse, indtil der foreligger et officielt resultat af enhver administrativ, retlig eller anden procedure;

40.

understreger, at intet ansættelsesforhold bør begrænse en persons ret til ytringsfrihed, og at ingen bør udsættes for forskelsbehandling i forbindelse med udøvelsen af denne ret;

41.

minder om, at alle fremtidig lovrammer bør tage hensyn til de regler, rettigheder og pligter, der vedrører og har konsekvenser for ansættelsesforhold; understreger desuden, at dette bør ske med inddragelse af arbejdsmarkedets parter og under overholdelse af kollektive overenskomster;

42.

understreger, at whistleblowere og deres familiemedlemmer samt personer, der bistår dem, og hvis liv eller sikkerhed er i fare, skal have ret til ordentlig og effektiv beskyttelse af deres fysiske, moralske og sociale integritet og deres livsgrundlag ved at tildeles den højest mulige grad af fortrolighed;

43.

mener, at disse beskyttelsesforanstaltninger også skal finde anvendelse, når whistlebloweren indberetter handlinger, der involverer medlemsstaterne;

44.

bemærker, at undersøgende journalister og den uafhængige presse udøver et ofte ensomt erhverv stillet over for de pres fra mange sider, som de kan blive udsat for, hvorfor det er vigtigt at beskytte dem mod enhver form for forsøg på intimidering;

45.

foreslår, at midlertidig lettelse indtil resultatet af civile retssager foreligger bør være tilgængelig for personer, der har været ofre for repressalier som følge af indberetning eller afsløring i det offentliges interesse, navnlig i sager om tab af beskæftigelse;

46.

fordømmer den praksis, der går ud på at give mundkurv på ved at iværksætte eller true med at iværksætte retsforfølgning over for whistleblowere — ikke med det formål at lade retten ske fyldest, men for at få de pågældende til at udøve selvcensur eller for at opnå et økonomisk, mentalt og psykisk sammenbrud; mener, at en sådan procedurefordrejning bør være underlagt straf og sanktioner;

47.

henviser til, at whistleblowere løber en risiko for straffe- og civilretlig retsforfølgning; understreger, at de ofte er den svageste part i retssager; mener derfor, at arbejdsgiveren i tilfælde af påståede gengældelsestiltag mod whistleblowere skal fremlægger beviser på, at disse tiltag ikke har forbindelse til whistleblowerens rapport; mener, at beskyttelsen af whistleblowere bør gives på grundlag af de afslørede oplysninger og ikke whistleblowerens hensigt; understreger imidlertid, at whistleblowere skal have indberettet oplysninger, som han eller hun mente, var sande; mener, at der bør gives garanti for fortrolighed under hele proceduren, og at whistleblowerens identitet ikke må afsløres uden den pågældendes samtykke; understreger, at afsløring af fortroligheden af identiteten uden whistleblowerens samtykke bør være underlagt strafferetslige konsekvenser og sanktioner;

48.

mener, at whistleblowere ikke bør kunne blive genstand for straffe- eller civilretlig forfølgelse eller for administrative eller disciplinære foranstaltninger på grund af indberetninger, de har foretaget;

49.

mener, at man ved at åbne mulighed for anonyme indberetninger kan sikre, at whistleblowere videregiver oplysninger, der ellers ikke vil blive indberettet; understreger i denne forbindelse, at der bør introduceres måder, der er tydeligt reguleret, til at indberette anonymt til den nationale eller europæiske uafhængige myndighed med ansvar for indsamling af rapporter, kontrol af deres troværdighed, opfølgning på det svar, der er givet, og gives vejledning til whistleblowere også i det digitale miljø, ved at de tilfælde, hvor anonym indberetning gælder, fastsættes præcist; understreger, at whistleblowerens identitet samt alle oplysninger, der gør det muligt at identificere den pågældende, ikke bør afsløres uden dennes samtykke; mener, at enhver tilsidesættelse af anonymitet bør gøres til genstand for sanktioner;

50.

understreger, at ingen bør miste retten til beskyttelse alene ud fra den begrundelse, at whistlebloweren har fejlbedømt de faktiske omstændigheder, eller at den formodede trussel mod den almene interesse ikke bliver en realitet, forudsat at den pågældende på indberetningstidspunktet har haft rimelig grund til at nære tillid til troværdigheden af sit udsagn; minder om, at de ansvarlige skal stilles til ansvar i tilfælde af falske beskyldninger og ikke nyde godt af den beskyttelse, der er ydet til whistleblowere; fremhæver, at enhver person, der lider skade, direkte eller indirekte, på grund af indberetning eller afsløring af unøjagtige eller vildledende oplysninger, bør tildeles retten til at anvende effektive retsmidler mod ondsindet eller misbrugt indberetning;

51.

minder om betydningen af at udarbejde retsakter, som forbyder enhver form for repressalier, uanset om det er passiv afskedigelse eller passive foranstaltninger; opfordrer indtrængende medlemsstaterne til at afholde sig fra at kriminalisere whistlebloweres handlinger, når de afslører oplysninger om ulovlige aktiviteter eller uregelmæssigheder eller aktiviteter som underminerer eller skader den offentlige interesse;

52.

minder om, at den eksisterende EU-lovgivning i mellemtiden bør anvendes både af EU's institutioner og medlemsstaterne og fortolkes således, at den yder whistleblowere, der handler i almenhedens interesse, den bedst mulige beskyttelse; fremhæver, at beskyttelse af whistleblowere allerede er blevet anerkendt som en vigtig mekanisme til at sikre en effektiv anvendelse af EU-lovgivningen; opfordrer derfor medlemsstaterne til at afholde sig fra at kriminalisere whistlebloweres handlinger, når de afslører oplysninger, der er i almenhedens interesse;

Støtte til whistleblowere

53.

understreger den rolle, som fagforeninger, fagforeninger og civilsamfundets organisationer spiller med hensyn til at støtte og hjælpe whistleblowere, når de forhandler inden for deres organisation;

54.

understeger, at whistleblowere, samt de personer, som bistår dem, ud over erhvervsbetingede risici udsættes for personlige, psykologiske, sociale og finansielle risici; mener, at, der bør sikres psykologisk bistand, når det er relevant, at der bør bevilges specialiseret retshjælp til whistleblowere, der anmoder herom og som mangler tilstrækkelige ressourcer, at social og finansiel støtte bør gives til dem, som giver udtryk for behørigt begrundede behov og som en retssikrende foranstaltning, hvis der anlægges civile søgsmål eller retssager mod en whistleblower, i overensstemmelse med national ret og praksis; tilføjer, at der bør ydes kompensation, uanset arten af den skade, som whistlebloweren har lidt, som følge af at udarbejde en rapport;

55.

henviser i denne forbindelse til den omstændighed, at Den Europæiske Ombudsmand i Parlamentet har oplyst, at hun er villig til at undersøge muligheden for at oprette et sådant organ inden for rammerne af ombudsmandsinstitutionen, og opfordrer Kommissionen til at undersøge mulighederne for at tildele Den Europæiske Ombudsmand, som allerede har kompetence til at undersøge klager over uregelmæssigheder inden for EU-institutionerne, disse opgaver;

56.

opfordrer medlemsstaterne og EU's institutioner til i samarbejde med alle relevante myndigheder at indføre og tage alle mulige fornødne foranstaltninger til beskyttelse af deres informationskilders fortrolighed med henblik på at imødegå enhver form for diskriminerende handlinger eller trusler samt at etablere gennemsigtige kanaler for indberetninger, oprette uafhængige nationale myndigheder og EU-myndigheder til at beskytte whistleblowere og overveje at tildele disse myndigheder særlige støttemidler; opfordrer også til oprettelse af en central europæisk myndighed til effektiv beskyttelse af whistleblowere og personer, der bistår dem i deres handlinger, baseret på modellen til beskyttelse af personoplysninger;

57.

opfordrer Kommissionen til at udvikle instrumenter, der fokuserer på beskyttelse mod uberettiget retsforfølgning, økonomiske sanktioner og diskrimination for at denne foranstaltning kan være effektiv;

58.

opfordrer medlemsstaterne til at etablere uafhængige instanser med tilstrækkelige budgetmidler, passende kompetencer og kvalificerede fagfolk med ansvar for at indsamle rapporter, kontrollere deres troværdighed, følge op på det svar, der er givet, og give vejledning til whistleblowere, navnlig i mangel af et positivt svar fra deres organisation samt rette dem mod passende finansiel støtte, navnlig i grænseoverskridende situationer eller i tilfælde, der direkte inddrager medlemsstaterne eller EU's institutioner; foreslår, at sidstnævnte offentliggør en årlig rapport om de modtagne indberetninger og deres behandling, samtidig med at fortrolighedskravet i det eventuelle løbende undersøgelser respekteres;

59.

understreger, at man bør overveje at gøre adgangen til oplysninger og fortrolig rådgivning gratis for personer, som overvejer at foretage en indberetning i almenhedens interesse eller afsløre ulovlige eller fejlagtige handlinger, der underminerer eller truer almenhedens interesse; bemærker, at strukturer, der kan levere sådanne oplysninger og sådan rådgivning, bør identificeres, og deres kontaktoplysninger stilles til rådighed for offentligheden;

60.

gentager, at det udover nydelsen af alle beskyttelsesforanstaltninger, der tilkommer whistleblowere, er uomgængeligt nødvendigt konkret at garantere disse whistleblowere modtagelse, ophold og sikkerhed i en medlemsstat, der ikke har nogen udleveringsaftale med det land, der har begået disse handlinger; opfordrer for så vidt angår tilfælde af eksisterende udleveringsaftaler mellem Den Europæiske Union og det beskyldte tredjeland Kommissionen til i medfør af artikel 67, stk. 2, i TEUF om europæisk asylpolitik at handle inden for sin kompetence og at træffe alle de sikkerhedsforanstaltninger, der er nødvendige i forhold til disse whistleblowere, som er særligt udsat for hårde repressalier i de lande, hvis ulovlige eller svigagtige fremgangsmåder de har afsløret;

61.

opfordrer Kommissionen til at foreslå oprettelse af et tilsvarende organ på EU-plan med tilstrækkelige budgetmidler, passende kompetence og passende speciale og ansvar for at koordinere medlemsstaternes aktiviteter, navnlig i sager på tværs af grænserne; mener, at dette organ ligeledes bør være i stand til at indsamle indberetninger, kontrollere troværdigheden heraf, udstede bindende anbefalinger og vejlede whistleblowere, når svaret fra whistleblowerens medlemsstat eller de nationale organer tydeligvis ikke er passende; foreslår, at sidstnævnte offentliggør en årlig rapport om de modtagne indberetninger og deres behandling, samtidig med at fortrolighedskravet i det eventuelle løbende undersøgelser respekteres; mener, at Den Europæiske Ombudsmands mandat kan udvides til at opfylde denne funktion;

62.

mener, at når en indberetning er blevet anerkendt som alvorlig, bør den lede til behørig efterforskning og følges op med passende foranstaltninger; understreger, at whistleblowere i løbet af undersøgelsen bør have mulighed for at afklare hans eller hendes klage og fremlægge yderligere oplysninger eller beviser;

63.

opfordrer medlemsstaterne til at udvikle data, benchmarks og indikatorer for whistleblower-politikker inden for den offentlige og den private sektor;

64.

opfordrer alle EU-institutionerne til at reagere på Ombudsmandens særberetning af 24. juli 2014, jf. artikel 22c i den nye tjenestemandsvedtægt, hvori alle EU-organer opfordres til at indføre etiske alarmmekanismer og retlige rammer for whistleblowing direkte baseret på Ombudsmandsinstitutionens interne regler; gentager sit tilsagn om at gøre dette;

65.

mener, at whistleblowere også bør have ret til at gennemse og kommentere resultatet af undersøgelsen, der er forbundet med deres afsløring;

66.

opfordrer EU-institutionerne og andre EU-organer til at gå foran med et godt eksempel ved straks at anvende Den Europæiske Ombudsmands retningslinjer; opfordrer Kommissionen til både for sit eget og for EU-agenturernes vedkommende fuldt ud at gennemføre dens egne retningslinjer for beskyttelse af whistleblowere i overensstemmelse med personalevedtægterne af 2012; opfordrer Kommissionen til at samarbejde effektivt og koordinere indsatsen for at beskytte whistleblowere med andre institutioner, herunder Den Europæiske Anklagemyndighed;

67.

påpeger behovet for et bedre fungerende system for indberetning af uredelig adfærd i virksomheder, som supplerer og forsøger at forbedre effektiviteten af de nuværende nationale kontaktpunkter for OECD's retningslinjer om multinationale selskaber;

68.

understreger, at efterforskningen af de spørgsmål, som whistleblowere rejser, bør gennemføres uafhængigt og inden for kortest mulig tid og også beskytte rettighederne for den enkelte, som kan være berørt af en offentliggørelse; fremhæver, at både whistlebloweren såvel som alle personer, der involveres i en afsløring, bør have mulighed for at fremlægge yderligere argumenter og beviser under hele undersøgelsen, og at de bør holdes underrettet om, hvordan offentliggørelsen håndteres;

69.

bifalder, at Kommissionen endelig har indført en whistleblowerkanal til at indberette eller afsløre oplysninger om konkurrence- og kartelaftaler, men understreger behovet for forenklede procedurer, og insisterer på, at der ikke bør være et alt for stort antal kanaler;

o o

70.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen.

(1) Vedtagne tekster af denne dato, P8_TA(2015)0408.

(2) Vedtagne tekster, P8_TA(2016)0310.

(3) EUT C 208 af 10.6.2016, s. 89.

(4) Vedtagne tekster af denne dato, P8_TA(2015)0457.

(5) Vedtagne tekster, P8_TA(2017)0022.

(6) https://www.unodc.org/documents/brussels/UN_Convention_Against_Corruption.pdf

(7) Se f.eks. Parlamentets beslutning af 6. juli 2016 om afgørelser i skattespørgsmål og andre foranstaltninger af lignende art eller med lignende virkning, og dets beslutning af 16. december 2015 med henstillinger til Kommissionen om større gennemsigtighed, samordning og konvergens i EU's selskabsbeskatningspolitik.

Top

Choose the experimental features you want to try