Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52017XC0706(02)

    Meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse Indien

    C/2017/4517

    EUT C 216 af 6.7.2017, p. 30–32 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    6.7.2017   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 216/30


    Meddelelse om indledning af en delvis interimsundersøgelse af udligningsforanstaltningerne vedrørende importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse Indien

    (2017/C 216/05)

    Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) har besluttet på eget initiativ at indlede en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1037 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod subsidieret indførsel fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (1) (»grundforordningen«).

    Den delvise interimsundersøgelse er begrænset til at omfatte en undersøgelse af subsidieringsaspektet, for så vidt angår Dhunseri Petrochem Limited (»DPL«) og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder i Indien (»det pågældende land«).

    1.   Den undersøgte vare

    Den undersøgte vare er polyethylenterephthalat (PET) med et viskositetsindeks på 78 ml/g og derover ifølge ISO-standard 1628-5, i øjeblikket henhørende under KN-kode 3907 61 00 og med oprindelse i Indien (»den undersøgte vare«).

    2.   Gældende foranstaltninger

    De gældende foranstaltninger er en endelig udligningstold, der er indført ved Rådets forordning (EU) nr. 461/2013 (2), som ændret ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1350 (3).

    3.   Begrundelse for den fornyede undersøgelse

    I september 2016 anmodede DPL Kommissionen om at ændre virksomhedens navn i forordningen om indførelse af de gældende foranstaltninger. Af anmodningen fremgik det imidlertid, at DPL indgik et joint venture sammen med Indorama Ventures Public Company Limited (»IVL«), hvilket resulterer i følgende:

    (a)

    Indorama Ventures Global Services Limited, som er en dattervirksomhed af IVL, erhvervede en andel på 50 % i DPL's aktiviteter inden for PET-resiner gennem oprettelse af en ny virksomhed, som nu kaldes IVL Dhunseri Petrochem Industries Limited (»IVDPIL«)

    (b)

    DPL erhvervede en andel på 50 % i Micro Polypet Pvt. Ltd., som er en indisk producent af PET, der aldrig har eksporteret til Unionen, og som ikke har en individuel udligningstold.

    På denne baggrund finder Kommissionen, at der er tilstrækkelige umiddelbare beviser for, at omstændighederne med hensyn til subsidiering af DPL og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder har ændret sig betydeligt og er af varig karakter, og at foranstaltningerne derfor bør tages op til fornyet undersøgelse.

    4.   Sagsforløb

    Kommissionen har efter at have informeret medlemsstaterne fastslået, at der foreligger tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, begrænset til en undersøgelse af subsidieringsaspektet for så vidt angår DPL og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder, og den indleder en fornyet undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 19. Formålet med den fornyede undersøgelse er at fastsætte subsidieringssatsen for virksomhedens nye struktur.

    Efter den fornyede undersøgelse kan det blive nødvendigt at ændre toldsatsen for importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien for »Alle andre virksomheder« i Indien.

    Den indiske regering er blevet indbudt til at deltage i høringer.

    4.1.   Spørgeskemaer

    For at indhente de oplysninger, som Kommissionen anser for nødvendige for sin undersøgelse, sender den spørgeskemaer til DPL og dennes forretningsmæssigt forbundne virksomheder og myndighederne i det pågældende eksportland. Disse oplysninger med tilhørende dokumentation skal være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    4.2.   Andre skriftlige bemærkninger

    I henhold til bestemmelserne i denne meddelelse opfordres alle interesserede parter til at tilkendegive deres synspunkter, indgive oplysninger og fremlægge dokumentation herfor. Medmindre andet er angivet, skal disse oplysninger med tilhørende dokumentation være Kommissionen i hænde senest 37 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende.

    4.3.   Mulighed for at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester

    Alle interesserede parter kan anmode om at blive hørt af Kommissionens undersøgelsestjenester. Enhver anmodning om at blive hørt skal fremsættes skriftligt med angivelse af årsagerne til anmodningen. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

    4.4.   Vejledning om indgivelse af skriftlige bemærkninger og indsendelse af udfyldte spørgeskemaer og korrespondance

    Oplysninger, der forelægges Kommissionen som led i handelsbeskyttelsesundersøgelser, må ikke være omfattet af ophavsret. Interesserede parter skal, før de forelægger Kommissionen oplysninger og/eller data omfattet af tredjemands ophavsret, anmode indehaveren af ophavsrettighederne om en særlig tilladelse, som udtrykkeligt tillader Kommissionen a) at anvende oplysningerne og dataene i forbindelse med denne handelsbeskyttelsesprocedure og b) at forelægge interesserede parter berørt af undersøgelsen oplysningerne og/eller dataene i en form, der gør det muligt for dem at udøve deres ret til forsvar.

    Alle skriftlige bemærkninger, herunder de oplysninger, hvorom der anmodes i denne meddelelse, udfyldte spørgeskemaer og fortrolig korrespondance fra interesserede parter skal forsynes med påtegningen »Limited« (4). Enhver anmodning om fortrolig behandling skal begrundes.

    Interesserede parter, der indgiver oplysninger, der er forsynet med påtegningen »Limited«, anmodes om at indgive ikke-fortrolige sammendrag heraf, som forsynes med påtegningen »For inspection by interested parties«, jf. grundforordningens artikel 29, stk. 2. Disse sammendrag bør være tilstrækkeligt detaljerede til at sikre en rimelig forståelse af de fortrolige oplysningers egentlige indhold. Hvis en interesseret part indsender fortrolige oplysninger uden også at indsende et ikke-fortroligt sammendrag, der opfylder kravene til form og indhold, kan der ses bort fra sådanne fortrolige oplysninger.

    Interesserede parter opfordres til at fremsætte deres bemærkninger og anmodninger pr. e-mail, herunder scannede fuldmagter og erklæringer, dog med undtagelse af omfattende besvarelser, der skal indleveres på en CD-ROM eller DVD, der enten afleveres personligt eller sendes anbefalet. Ved brug af e-mail giver de interesserede parter udtryk for deres accept af de regler, der gælder for elektronisk kommunikation, og som findes i dokumentet »KORRESPONDANCE MED EUROPA-KOMMISSIONEN I HANDELSBESKYTTELSESSAGER«, der er tilgængeligt på webstedet for Generaldirektoratet for Handel: http://trade.ec.europa.eu/doclib/docs/2011/june/tradoc_148003.pdf. Interesserede parter skal anføre deres navn, adresse, telefonnummer og en gyldig e-mailadresse og sikre, at denne e-mailadresse er en fungerende officiel virksomhedspostkasse, som tjekkes dagligt. Når Kommissionen har modtaget disse kontaktoplysninger, vil den udelukkende kommunikere med de interesserede parter pr. e-mail, medmindre de udtrykkeligt har ønsket at modtage alle dokumenter fra Kommissionen på anden vis, eller medmindre dokumenternes art forudsætter brug af anbefalet post. Interesserede parter kan i ovenstående retningslinjer for kommunikation med interesserede parter finde supplerende regler og oplysninger om korrespondance med Kommissionen, herunder de principper, der gælder for indsendelse af bemærkninger pr. e-mail.

    Kommissionens postadresse:

    Europa-Kommissionen

    Generaldirektoratet for Handel

    Direktorat H

    Kontor: CHAR 04/039

    1049 Bruxelles/Brussel

    BELGIEN

    E-mail: TRADE-R664-PET-DPL@ec.europa.eu

    5.   Manglende samarbejdsvilje

    Hvis en af de interesserede parter nægter at give adgang til nødvendige oplysninger, undlader at meddele dem inden for de fastsatte frister eller lægger væsentlige hindringer i vejen for undersøgelsen, kan der træffes afgørelser, positive eller negative, på grundlag af de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 28.

    Konstateres det, at en interesseret part har meddelt urigtige eller vildledende oplysninger, kan der ses bort fra disse oplysninger, og der kan gøres brug af de foreliggende faktiske oplysninger.

    Hvis en interesseret part udviser manglende eller begrænset samarbejdsvilje, og undersøgelsesresultaterne derfor baseres på de foreliggende faktiske oplysninger i overensstemmelse med grundforordningens artikel 28, kan resultatet blive mindre gunstigt for den pågældende part, end hvis der var udvist samarbejdsvilje.

    Indgives der ikke svar elektronisk, anses dette ikke for manglende samarbejdsvilje, forudsat at den interesserede part påviser, at indgivelse af svar på den ønskede måde ville indebære en urimelig ekstra byrde eller urimelige ekstra omkostninger. Den interesserede part bør omgående kontakte Kommissionen.

    6.   Høringskonsulent

    Interesserede parter kan anmode om, at høringskonsulenten i handelsprocedurer griber ind. Høringskonsulenten optræder som formidler mellem de interesserede parter og Kommissionens undersøgelsestjenester. Høringskonsulenten gennemgår anmodninger om aktindsigt, tvister med hensyn til oplysningernes fortrolighed, anmodninger om forlængelse af frister og anmodninger fra tredjeparter om at blive hørt. Høringskonsulenten kan foranstalte en høring med en individuel interesseret part og mægle for at sikre, at de interesserede parters ret til at forsvare sig udøves fuldt ud.

    En anmodning om en høring med høringskonsulenten skal indgives skriftligt og begrundes. For så vidt angår høringer om spørgsmål vedrørende den indledende fase af undersøgelsen, skal anmodningen fremsættes senest 15 dage efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende. Derefter skal en anmodning om at blive hørt fremsættes inden for de særlige frister, som Kommissionen fastsætter i sin kommunikation med parterne.

    Høringskonsulenten vil også skabe mulighed for en høring med parterne, hvor der bliver lejlighed til at fremsætte andre synspunkter og fremføre modargumenter i spørgsmål vedrørende undersøgelsen.

    Interesserede parter kan finde yderligere oplysninger og kontaktoplysninger på høringskonsulentens sider på Generaldirektoratet for Handels hjemmeside: http://ec.europa.eu/trade/trade-policy-and-you/contacts/hearing-officer/

    7.   Tidsplan for undersøgelsen

    Undersøgelsen afsluttes senest 15 måneder efter datoen for offentliggørelsen af denne meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende, jf. grundforordningens artikel 22, stk. 1.

    8.   Behandling af personoplysninger

    Personoplysninger, som indsamles i forbindelse med denne undersøgelse, vil blive behandlet i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger (5).


    (1)  EUT L 176 af 30.6.2016, s. 55.

    (2)  Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 461/2013 af 21. maj 2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af visse typer polyethylenterephthalat (PET) med oprindelse i Indien efter en udløbsundersøgelse i henhold til artikel 18 i forordning (EF) nr. 597/2009 (EUT L 137 af 23.5.2013, s. 1).

    (3)  Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2015/1350 af 3. august 2015 om ændring af Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 461/2013 om indførelse af en endelig udligningstold på importen af visse typer polyethylenterephthalat (»PET«) med oprindelse i Indien (EUT L 208 af 5.8.2015, s. 10).

    (4)  Et dokument med påtegningen »Limited« er et fortroligt dokument i henhold til artikel 29 i forordning (EU) 2016/1037 (EUT L 176 af 30.6.2016, s. 55) og artikel 12 i WTO-aftalen om subsidier og udligningsforanstaltninger. Det er også beskyttet i henhold til artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 (EFT L 145 af 31.5.2001, s. 43).

    (5)  EFT L 8 af 12.1.2001, s. 1.


    Top