Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62015TN0286

    Sag T-286/15: Sag anlagt den 28. maj 2015 — KF mod SATCEN

    EUT C 302 af 14.9.2015, p. 57–58 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

    14.9.2015   

    DA

    Den Europæiske Unions Tidende

    C 302/57


    Sag anlagt den 28. maj 2015 — KF mod SATCEN

    (Sag T-286/15)

    (2015/C 302/73)

    Processprog: engelsk

    Parter

    Sagsøger: KF (Berlin, Tyskland) (ved advokat A. Kunst)

    Sagsøgt: EU-Satellitcentret (SATCEN)

    Sagsøgerens påstande

    Annullation/ophævelse af klageudvalgets afgørelse af 26. januar 2015, meddelt til sagsøgeren den 23. marts 2015, om afslag på to af sagsøgerens klager. Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 28.6 i vedtægten for de ansatte ved SATCEN (1) ikke finder anvendelse i henhold til artikel 277 TEUF.

    Annullation af SATCEN’s stiltiende afgørelse af 5. juli 2013 om afslag på sagsøgerens ansøgning om bistand.

    Annullation af SATCEN’s afgørelse af 5. juli 2013 om at suspendere sagsøgeren fra tjeneste og iværksætte disciplinær forfølgning, subsidiært efterprøvelse af afgørelsens lovlighed i forbindelse med søgsmålet til prøvelse af afgørelsen om fjernelse fra tjenesten.

    Annullation af SATCEN’s afgørelse om fjernelse fra tjenesten af 28. februar 2014.

    SATCEN tilpligtes at betale sagsøgeren erstatning for det økonomiske tab, der er lidt i form af løn, indtægter og rettigheder, indtil udløbet af sagsøgerens kontrakt, og for det lidte ikke-økonomiske tab, som efter ret og billighed foreløbigt er opgjort til 5 00  000 EUR.

    SATCEN tilpligtes at betale sagens omkostninger, med tillæg af renter på 8 %.

    Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

    1.

    Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af den af SATCEN’s klageudvalg trufne afgørelse af 26. januar 2015 fremført et anbringende om tilsidesættelse af sagsøgerens ret til effektive retsmidler og en retfærdig rettergang.

    Klageudvalget bortså fra hovedparten af sagsøgerens faktiske og retlige anbringender og behandlede/efterprøvede stort set ikke nogen af de adskillige tilsidesættelser af sagsøgerens grundlæggende rettigheder.

    2.

    Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af SATCEN’s stiltiende afgørelse af 5. juli 2013 om afslag på at yde bistand i henhold til artikel 2.6 i vedtægten for de ansatte ved SATCEN fremført to anbringender.

    Det første anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af pligten til at yde bistand i henhold til artikel 2.6 i vedtægten for de ansatte ved SATCEN og af sagsøgerens ret i henhold til artikel 31 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«).

    Det andet anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af artikel 12a i vedtægten for tjenestemænd i Den Europæiske Union og af sagsøgerens ret i henhold til chartrets artikel 31.

    3.

    Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af SATCEN’s afgørelse om suspension og af SATCEN’s afgørelse om at iværksætte disciplinær forfølgning fremført tre anbringender.

    Det første anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af princippet om upartiskhed og af sagsøgerens ret til god forvaltning og at der foreligger magtmisbrug.

    Det andet anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar og af artikel 1.1 og artikel 2 i bilag IX til vedtægten for de ansatte ved SATCEN samt at der foreligger magtmisbrug.

    Det tredje anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af princippet om uskyldsformodning.

    4.

    Sagsøgeren har til støtte for påstanden om annullation af SATCEN’s afgørelse af 28. februar 2014 om fjernelse fra tjenesten fremført fire anbringender.

    Det første anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af sagsøgerens ret til forsvar, af artikel 10.1 i bilag IX til vedtægten for de ansatte ved SATCEN og af sagsøgerens ret til god forvaltning.

    Det andet anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af princippet om upartiskhed.

    Det tredje anbringende er, at der er sket tilsidesættelse af forpligtelsen til at fastslå den subjektive sandhed vedrørende de faktiske omstændigheder, som ansættelsesmyndigheden har lagt til grund, af sagsøgerens ret til oplysninger med henblik på at godtgøre hendes uskyld og af princippet om uskyldsformodning.

    Det fjerde anbringende er, at der foreligger magtmisbrug. Direktørens rapport indeholder ikke de faktiske omstændigheder, der er klaget over. Formanden for disciplinærudvalget afslog med urette at rette henvendelse til direktøren med henblik på at fastslå de specifikke handlinger, som foreholdes sagsøgeren.


    (1)  Rådets afgørelse 2009/747/FUSP af 14. september 2009 om vedtægten for de ansatte ved Den Europæiske Unions Satellitcenter (EUT 2009 L 276, s. 1).


    Top