Appel iværksat den 13. juli 2015 af Bank of Industry and Mine til prøvelse af dom afsagt af Retten (Første Afdeling) den 29. april 2015 i sag T-10/13, Bank of Industry and Mine mod Rådet

(Sag C-358/15 P)

(2015/C 294/57)

Processprog: fransk

Parter

Appellant: Bank of Industry and Mine (ved advokaterne E. Rosenfeld og S. Perrotet)

Den anden part i appelsagen: Rådet for Den Europæiske Union

Appellanten har nedlagt følgende påstande

Anbringender og væsentligste argumenter

Til støtte for sin appel har appellanten fremsat syv anbringender.

For det første har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved i præmis 99 i sin dom at fastslå, at afgørelse 2012/635 (1) blev vedtaget af Rådet på grundlag af artikel 29 TEU, og ved i præmis 101 at drage den konklusion, at denne afgørelse ikke var underlagt de i artikel 215, stk. 2, TEUF opstillede krav. Retten begik ligeledes en retlig fejl ved i præmis 105 i sin dom at fastslå, at Rådet havde ret til at fastsætte gennemførelsesbeføjelserne i henhold til bestemmelserne i artikel 291, stk. 2, TEUF. Desuden har Rådet begået en anden retlig fejl ved at finde, at de betingelser, der er fastsat for at anvende artikel 291, stk. 2, TEUF var opfyldt. Artikel 215 TEUF er således den eneste fremgangsmåde, der kan anvendes på området for restriktive foranstaltninger. Artikel 291, stk. 2, TEUF kan derfor ikke finde anvendelse, eftersom denne bestemmelse kun finder anvendelse på foranstaltninger, som nødvendiggør gennemførelsesforanstaltninger. Foranstaltninger til indefrysning af pengemidler er imidlertid, i sagens natur, gennemførelsesforanstaltninger. De kan derfor ikke materielt henhøre under artikel 291, stk. 2, TEUF’s anvendelsesområde. De betingelser, der er opstillet for at anvende artikel 291, stk. 2, TEUF er desuden ikke opfyldt, idet Rådet i de anfægtede afgørelser ikke behørigt har begrundet anvendelsen af denne fremgangmåde.

For det andet har appellanten ligeledes anfægtet, at Retten har lagt til grund, at artikel 20, stk. 1, litra c), i afgørelse 2010/413 (2), som ændret ved afgørelse 2012/35 (3) og afgørelse 2012/635, samt artikel 23, stk. 2, litra d), i forordning nr. 267/2012 (4), ikke tilsidesætter retssikkerhedsprincippet, princippet om retlig forudsigelighed, proportionalitetsprincippet samt ejendomsretten. Kriteriet om kvantitativ eller kvalitativ betydning som omhandlet i præmis 79 i Rettens dom, findes ikke i de anfægtede retsakter. Retten har derfor skabt dette fra grunden af, med det formål at godkende de anfægtede retsakter. Endvidere er dette kriterium i sig selv vagt, upræcist og uforholdsmæssigt. Det er således på grund af en retlig fejl, at Retten fandt, at den omstændighed, at appellanten har overført et bidrag til den iranske stat udgør støtte som omhandlet i de anfægtede afgørelser.

For det tredje har appellanten gjort gældende, at Retten har begået en retlig fejl ved i dommens præmis 135 og 136 at fastslå, at de anfægtede retsakter var tilstrækkeligt begrundede, selv om Retten selv i nævnte doms præmis 134 har anerkendt, at de anfægtede retsakter ikke tog hensyn til omfanget og fremgangsmåden af den støtte, som appellanten holdes ansvarlig for. Desuden har appellanten ikke ved en gennemlæsning af de anfægtede retsakter været i stand til at forstå begrundelserne for, at appellanten blev sanktioneret, hvilket er udtryk for en utilstrækkelig begrundelse.

For det fjerde har Retten begået en retlig fejl ved i præmis 163 i sin dom at fastslå, at fraværet af en fornyet gennemgang af appellantens situation inden for den krævede frist ikke kunne medføre, at fastholdelsen af denne på listen over sanktionerede enheder var ulovlig, selv om denne forpligtelse er en strengt objektiv forpligtelse.

For det femte har Retten begået en retlig fejl ved at fastslå, at de anfægtede afgørelser ikke krænker appellantens grundlæggende rettigheder og ikke er uforholdsmæssige, selv om de anfægtede afgørelser var vage og upræcise. På samme måde er kriteriet om kvantitativ eller kvalitativ betydning, som Retten har anvendt, reelt vilkårligt.

For det sjette har Retten begået en retlig fejl ved i præmis 179 og 183 i sin dom at fastslå, at appellanten har ydet støtte til den iranske regering med den begrundelse, at appellanten havde overført et obligatorisk bidrag, selv om der alene er tale om et pålagt bidrag, og selv om appellanten stilles i samme situation, som en almindelig skatteyder.

Endelig har Retten undladt at fastslå, at Rådet har tilsidesat princippet om forbud mod forskelsbehandling, og har sanktioneret appellanten fordi denne har overført et bidrag til den iranske stat, og ikke alle skattepligtige virksomheder, der er pålagt dette bidrag.

(1)  Rådets afgørelse 2012/635/FUSP af 15.10.2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 282, s. 58).

(2)  Rådets afgørelse 2010/413/FUSP af 26.7.2010 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af fælles holdning 2007/140/FUSP (EUT L 195, s. 39).

(3)  Rådets afgørelse 2012/35/FUSP af 23.1.2012 om ændring af afgørelse 2010/413/FUSP om restriktive foranstaltninger over for Iran (EUT L 19, s. 22).

(4)  Rådets forordning (EU) nr. 267/2012 af 23.3.2012 om restriktive foranstaltninger over for Iran og om ophævelse af forordning (EU) nr. 961/2010 (EUT L 88, s. 1).