Choose the experimental features you want to try

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013AE7899

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald med henblik på at mindske forbruget af letvægtsplastbæreposer COM(2013) 761 final — 2013/0371 (COD)

EUT C 214 af 8.7.2014, p. 40–43 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, HR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

8.7.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 214/40


Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald med henblik på at mindske forbruget af letvægtsplastbæreposer

COM(2013) 761 final — 2013/0371 (COD)

2014/C 214/08

Ordfører: Seamus Boland

Rådet og Europa-Parlamentet besluttede henholdsvis den 15. november 2013 og den 18. november 2013 under henvisning til artikel 114, stk. 3, og artikel 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at anmode om Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalgs udtalelse om:

»Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald med henblik på at mindske forbruget af letvægtsplastbæreposer«

COM(2013) 761 final — 2013/0371 (COD).

Det forberedende arbejde henvistes til Den Faglige Sektion for Landbrug, Udvikling af Landdistrikterne og Miljø, som vedtog sin udtalelse den 12. februar 2014.

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg vedtog på sin 496. plenarforsamling den 26.—27. februar 2014, mødet den 26. februar, følgende udtalelse med 227 stemmer for og 5 hverken for eller imod:

1.   Konklusioner og anbefalinger

1.1

EØSU bifalder forslaget fra Kommissionen om at ændre direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald med henblik på at mindske forbruget af letvægtsplastbæreposer. Udvalget henleder imidlertid opmærksomheden på, at mange er kritiske over for, om forslaget til direktiv vil gøre det muligt at nå målet om at mindske forbruget af plastposer i den nærmeste fremtid.

1.2

EØSU erkender, at den fortsatte brug af letvægtsplastbæreposer forårsager stor skade på miljøet og livet i havene, hvilket har alvorlige konsekvenser for en lang række marine arter og for menneskers sundhed.

1.3

EØSU er opmærksom på, at det lovgivningsmæssigt er temmelig komplekst at føre kontrol med plastposer. Alligevel henstiller udvalget på det kraftigste, at det med forslaget til direktiv sikres, at alle medlemsstater fuldt ud forpligter sig til en gang for alle at få udryddet denne type affald.

1.4

EØSU er bange for, at det med forslaget måske ikke vil lykkes at opfylde fundamentale reduktionsmål, fordi der ikke er fastlagt et klart EU-mål om forebyggelse, der kan udgøre målestokken for effektiviteten af medlemsstaternes foranstaltninger og håndhæves juridisk ved hjælp af sanktioner.

1.5

I den forbindelse anbefaler EØSU følgende:

EU bør fastsætte et kvantitativt reduktionsmål for forbruget af letvægtsplastposer. Målet bør fastsættes på basis af erfaringerne i den store gruppe af medlemsstater, hvor forbruget af letvægtsplastposer er lavt.

Nås målet ikke, idømmes nærmere angivne sanktioner.

1.6

Idet forskellige foranstaltninger til kontrol med plastbæreposer har forskellige resultater alt efter medlemsstat, anbefaler EØSU, at medlemsstaterne hver især foretager deres egen analyse af, hvordan de bedst kan efterleve direktivet, og derefter går videre med den løsning, som er mest velegnet til deres behov, og som er realistisk i forhold til de forpligtelser, de skal opfylde, for at nå et overordnet EU-mål.

1.7

EØSU anbefaler, at medlemsstaterne ved udformningen af deres gennemførelsespolitik grundigt overvejer, hvordan forbrugerne, detailsektoren og miljøet vil blive påvirket.

1.8

EØSU glæder sig over, at det i konsekvensanalysen fra GD for Miljø konkluderes, at konsekvenserne for beskæftigelsen af et mindre forbrug af plastposer som et minimum vil være neutrale og måske bidrage til, at der skabes flere jobs knyttet til andre typer af genanvendelige poser, hvilket vil skabe færre miljøproblemer.

1.9

Som i sin tidligere udtalelse NAT/600 om en europæisk strategi for plasticaffald (grønbog) henstiller EØSU, at civilsamfundets rolle i at udvirke adfærdsændringer tydeligt anerkendes.

2.   Generelle oplysninger om lovinitiativerne

2.1

Ifølge EU-lovgivningen, nærmere bestemt direktivet om emballage og emballageaffald (direktiv 94/62/EF), betragtes plastbæreposer som emballage. Der findes imidlertid ingen EU-lovgivning eller -politik, der specifikt omhandler plastbæreposer. Nogle medlemsstater har udviklet meget effektive politikker til at få mindsket forbruget. Men mange har ikke.

2.2

Formålet med forslaget er at mindske forbruget af plastbæreposer med en tykkelse på mindre end 50 mikron (0,05 millimeter) i Den Europæiske Union. Direktivet omhandler tynde letvægtsplastposer, der uddeles ved kassen i supermarkedet og andre butikker til at bære varerne hjem i.

2.3

De lovgivningsmæssige vanskeligheder forbundet med at udforme og gennemføre et reduktionsmål for hele EU omfattende alle medlemsstater har i høj grad medvirket til at forværre problemet. I stedet for at fastlægge et fælles EU-mål, som ville nedbringe antallet af plastposer i omløb betragteligt, er det blevet vurderet mere hensigtsmæssigt, at der i direktiv 94/62/EF indføjes en forpligtelse for alle medlemsstater til at mindske deres forbrug af letvægtsplastposer, idet de selv får mulighed for at fastlægge deres eget nationale reduktionsmål og vælge hvilke foranstaltninger, de vil anvende til at opfylde målet. Disse foranstaltninger bør ikke føre til en generel stigning i produktionen af andre former for emballage.

2.4

Den Europæiske Union har ikke haft stort held med at synkronisere politikker for på den måde at finde en fælles løsning på de problemer, som henkastning af plastposer forårsager. Italien ønsker for eksempel et forbud mod plastposer, mens Østrig har anfægtet et sådant forslag af retlige grunde. Andre lande som Danmark, Irland og Bulgarien har indført en afgift på plastposer. Storbritannien indfører i 2015 en afgift, der er begrænset til detailhandlende med mere end 250 ansatte. Detailhandlende i Frankrig, Tyskland, Portugal, Ungarn og Holland er begyndt at tage betaling for plastposer.

3.   Baggrund og resumé af Kommissionens forslag

3.1

Europa-Parlamentet og Rådet ønsker i henhold til artikel 114, stk. 3, og 304 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde at høre Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg om ændringen af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald med henblik på at mindske forbruget af letvægtsplastbæreposer.

3.2

Kommissionen har foretaget en konsekvensanalyse til brug for udarbejdelsen af lovforslaget (1). Ifølge konsekvensanalysen anslås det, at hver EU-borger i 2010 anvendte 198 plastbæreposer, hvoraf omkring 90 % skønnes at være letvægtsposer. Disse genanvendes knap så hyppigt og smides i højere grad væk.

3.3

Samme sted anslås det, at der i 2010 blev smidt over 8 milliarder plastbæreposer på gaden og i naturen i EU. Dette affald har alvorlige konsekvenser for havmiljøet, da store mængder affald ophober sig i havene. Selv i lande uden kystlinjer føres plastposer ud til havet via floder og vandløb. Eftersom en plastpose kan bestå i flere hundrede år, er der tale om en kæmpe global udfordring, da poserne er en kilde til forurening og påvirker økosystemerne i havene.

3.4

Kommissionens analyse viser, at forbruget af plastposer varierer betydeligt fra gennemsnitligt fire pr. indbygger pr. år i Finland og Danmark til 466 i Polen, Portugal og Slovakiet.

4.   Generelle og særlige bemærkninger

4.1

I udtalelsen NAT/600 om en europæisk strategi for plasticaffald (grønbog) udarbejdet af Josef Zbořil fremhævede EØSU de alvorlige problemer, som plasticaffald generelt er årsag til, og foreslog en række vigtige tiltag rettet mod at gribe ind over for forureningen fra alle former for plastic (2).

4.2

En væsentlig reduktion af forbruget af plastbæreposer vil medvirke til at lette presset på biodiversiteten, særligt livet i havene, i tråd med EU's biodiversitetsstrategi, hvis sigte er at få standset tabet af biodiversitet og økosystemtjenester i EU senest i 2020.

4.3

Man har kendskab til, at mindst 267 forskellige arter er blevet viklet ind i eller har indtaget havaffald fra plastbæreposer. I Nordsøen har 94 % af alle fugle plastic i maven. Man har også fundet poser i maven på flere truede marine arter.

4.4

De underliggende faktorer, der bidrager til at forværre problemet, er:

markedssvigt og lille bevidsthed herom i befolkningen

mangelfuld gennemførelse og håndhævelse af den eksisterende lovramme om emballage og emballageaffald

manglende fastlæggelse af konkrete mål, der kunne mindske forbruget af letvægtsplastposer betragteligt

mangel på politisk vilje i mange medlemsstater til at løse problemet med hensigtsmæssige mål.

4.5

Til gengæld viser de store forskelle i forbruget af letvægtsplastposer pr. indbygger medlemsstaterne imellem, at det kan lade sig gøre at mindske forbruget af plastposer drastisk inden for forholdsvis kort tid, forudsat at den politiske vilje dertil er til stede. I Irland lykkedes det således at nedbringe mængden af plastposer med 80 % ved at indføre en afgift på salgsstedet.

4.6

Hvis der ikke gribes effektivt ind, forventes antallet af plastposer, der bringes på markedet i EU-27, at stige fra 99 mia. i 2010 til 111 mia. i 2020 (3). Træffes der ikke øjeblikkelige og skrappe foranstaltninger for at begrænse brugen af plastposer og det deraf følgende affaldsproblem, vil det have konsekvenser for miljøet og borgerne i og uden for EU, de virksomheder, der genanvender plastic, de offentlige myndigheder, fiskeindustrien, turistbranchen og det lokale erhvervsliv.

4.7

Mange miljøgrupper har klart givet udtryk for, at Kommissionens forslag er vagt, idet det i artikel 1, stk. 2, hedder: »Medlemsstater træffer foranstaltninger med henblik på at opnå en mindskelse af forbruget af letvægtsplastbæreposer på deres område senest to år efter dette direktivs ikrafttræden«, uden at der fastlægges et klart mål om forebyggelse.

4.8

Det bemærkes desuden, at direktiver, som udelukkende henhører under medlemsstaternes ansvar, og hvis manglende gennemførelse ikke er forbundet med klare, fastlagte sanktioner, giver markant ringere resultater.

4.9

Fastlæggelse af et kvantitativt forebyggelsesmål for forbruget af letvægtsplastbæreposer vil give medlemsstaterne et klart mål og en målestok, som kan overvåges og håndhæves juridisk om nødvendigt. Til gengæld vil medlemsstaterne få friere hænder til at vælge de midler, der skal anvendes til at nå målet. Som instrumenter kan vælges økonomiske incitamenter, f.eks. skatter og afgifter, forbrugeroplysningskampagner eller lovforanstaltninger eller en kombination af disse instrumenter afhængigt af de særlige forhold i den enkelte medlemsstat. I konsekvensanalysen ses der på et forebyggelsesmål på 35 poser pr. person pr. år. Dette mål er baseret på det gennemsnitlige forbrug af letvægtsplastposer i de 25 % bedst præsterende medlemsstater i 2010 og kan derfor betragtes som en rimelig og opnåelig referenceværdi for andre medlemsstater. Hvis dette gøres til et forebyggelsesmål i hele EU, vil forbruget af engangsplastposer i EU blive reduceret med 80 %, hvilket bør være mindstemålet.

4.10

Det følger af Kommissionens konsekvensanalyse, at foranstaltninger til reduktion af brugen af engangsplastposer ikke vil have uacceptable virkninger for økonomien eller beskæftigelsen.

Analysens konklusioner er:

At beskæftigelsen inden for fremstilling af engangsplasticposer vil falde.

Imidlertid vil antallet af ansatte inden for fremstilling af genanvendelige plasticbæreposer, papirposer og affaldsposer sandsynligvis stige.

Af Prodcomrapporten fra 2011, som omtales i konsekvensanalysen, fremgår det, at en tredjedel af alle letvægtsplastposer i 2006 blev importeret, primært fra Asien. Det fremgår endvidere, at der siden er sket en markant forskydning af produktionen til Asien. Som eksempel nævnes Storbritannien, hvor næsten 98 % af denne type poser importeres fra Fjernøsten.

Analysen påpeger, at der er en tendens til, at de poser, der produceres i EU, er en lille smule tykkere.

Det fremgår af konsekvensanalysen, at der ikke vil være nogen yderligere virkninger for beskæftigelsen (s. 86). Det fremhæves også, at de fleste plastposeproducenter fremstiller flere forskellige størrelser, og at tiltag for at mindske mængden af letvægtsposer kunne tænkes at øge efterspørgslen på genanvendelige poser og dermed skabe beskæftigelse.

Bruxelles, den 26. februar 2014

Henri MALOSSE

Formand for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg


(1)  Konsekvensanalyse af Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv 94/62/EF om emballage og emballageaffald med henblik på at mindske forbruget af letvægtsplastbæreposer {COM(2013) 761 final — 2013/0371 (COD)}.

(2)  Udtalelse om En europæisk strategi for plasticaffald (grønbog), EUT C 341 af 21.11.2013, s. 59-66.

(3)  Baseret på PRODCOM, en Eurostatdatabase, der leverer statistikker over fremstillingen af forarbejdede varer (Kommissionens konsekvensanalyse, afsnit 2.4).


Top