26.4.2014   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 126/31

1.

Regionsudvalget glæder sig over Kommissionens meddelelse om styrkelse af Den Økonomiske og Monetære Unions (ØMU'ens) sociale dimension, som er et led i den køreplan om fuldførelse af ØMU'en, der blev fastlagt af Det Europæiske Råd den 13.—14. december 2012;

2.

mener, at denne meddelelse er et nyttigt første skridt, og at en gennemførelse af de forslag, den indeholder, vil gøre det muligt at støbe fundamentet til en egentlig social søjle inden for ØMU'en;

3.

påpeger derfor, at Det Europæiske Råd på sit møde den 19.-20. december formelt godkendte anvendelsen af nøgleindikatorer på det sociale område og beskæftigelsesområdet i det europæiske semester 2014, men beklager, at deres anvendelse er begrænset til en analyse af udviklingen på det sociale område; Udvalget gentager derfor sin opfordring til at medtage ØMU'ens sociale dimension i forvaltningen, koordinationen og overvågningen af de økonomiske politikker;

4.

bifalder Kommissionens forslag om at genskabe balancen i euroområdet — der indtil videre især har været koncentreret om stabilitets- og vækstpakken og den såkaldte »six-pack« — og om at sætte tilføjelsen af en social søjle til ØMU'ens nuværende søjler (økonomi, budget, bankvæsen og politik) på dagsordenen;

5.

påpeger, at denne kommende sociale søjle under ØMU'en nødvendigvis bør være tværgående for at sikre, at der tages større hensyn til den sociale dimension og de samfundsmæssige følger af ØMU'ens økonomiske styring. Dette er en afgørende faktor, hvis ØMU'en skal være velfungerende og levedygtig på mellemlangt og langt sigt, og hvis borgerne skal opleve den europæiske integrationsproces som troværdig;

6.

minder om, at hvis et område, som har en fælles valuta, skal fungere godt, kræver det en vis symmetri mellem de forskellige økonomier, som er med i den fælles valuta, således at hyppigheden af asymmetriske chok og konsekvenserne heraf reduceres mest muligt. Udvalget mener, at risikoen for social konkurrence mellem medlemsstaterne i tilfælde af sådanne chok har vist sig at være reel, og man må konstatere, at der siden 2007-2008 har fundet en polarisering sted mellem centrum og periferi, bl.a. når det gælder beskæftigelsen;

7.

påpeger, at en udbygning af den sociale dimension vil kunne minimere den risiko for social konkurrence, som kan opstå som følge af, at man giver afkald på en række økonomiske tilpasningsmekanismer som f.eks. vekselkurser eller en EU-ramme for skatte- og afgiftspolitikker. Den vil desuden kunne afbøde de negative virkninger af krisen og nedskæringerne;

8.

er overbevist om, at ØMU'ens mangel på demokratisk legitimitet kun vil kunne afhjælpes, hvis de europæiske borgere bliver forvisset om, at princippet om sociale fremskridt beskyttes inden for ØMU'en, og at beskæftigelse og de sociale normer ikke blot ses som restprodukter af den makroøkonomiske tilpasningsproces;

9.

understreger i den forbindelse, at praktisk taget alle de vigtigste sociale indikatorer har nået hidtil usete højder. Det gælder såvel arbejdsløsheden blandt unge, som er tæt på 23 %, antallet af langtidsledige, som er steget i de fleste medlemsstater, og andelen af Europas befolkning, der er truet af social udstødelse, og som nu har nået 25 %;

10.

betoner, at krisen har vendt udviklingen, der før bevægede sig i retning af konvergens for så vidt angår det regionale BNP per capita og arbejdsløsheden i EU, og at de sociale ubalancer i dag øges hurtigere inden for ØMU'en end i resten af EU, hvilket lægger en dæmper på de økonomiske resultater i ØMU'en og truer den politiske stabilitet i de lande, der er medlem af ØMU'en;

11.

konkluderer derfor, at euroområdet ikke blot lider under medlemsstaternes budgetunderskud, men også under forskellen i den sociale og territoriale sammenhængskraft medlemsstaterne og regionerne imellem, og at det tydeligvis er nødvendigt at sætte ØMU'ens sociale dimension lige så højt som koordineringen af den økonomiske politik. I den forbindelse bør der lægges vægt på at fjerne strukturelle problemer;

12.

insisterer på, at man i forbindelse med ØMU'ens sociale dimension opretholder de nuværende forskellige nationale sociale modeller og sikrer, at de kan fungere side om side. Udvalget minder om, at den sociale dimension ikke skal indebære en social harmonisering, men derimod bevarelse af princippet »forenet i mangfoldighed«;

13.

er overbevist om, at EU's opgave snarere består i at videreudvikle de socialpolitiske mål og grundlæggende rettigheder, indføre retligt bindende minimumsstandarder for hele EU og i den forbindelse sikre medlemsstaternes socialpolitiske handlemuligheder;

14.

opfordrer til, at udbygningen af euroområdets sociale dimension kommer til at indgå i et styrket åbent samarbejde, som gør det muligt for lande, der har forpligtet sig traktatmæssigt til at blive en del af ØMU'en, at indgå på lige fod med ØMU'ens nuværende medlemsstater. Det samme gælder de øvrige medlemmer af EU, idet udbygningen af den sociale dimension synes at være nødvendig for EU som helhed;

15.

slår endnu en gang til lyd for en bedre samordning mellem de økonomiske og sociale politikker på henholdsvis EU- og nationalt niveau som led i det europæiske semester og opfordrer til, at de lokale og regionale myndigheder inddrages tættere i denne samordning (1);

16.

understreger, at det i forbindelse med koordineringen af socialpolitikkerne bør sikres, at de lokale myndigheder støttes i deres bestræbelser på at gennemføre de relevante beskæftigelsespolitikker og social- og arbejdsmarkedspolitikker. Dette forudsætter, at man tager fat på de specifikke territoriale udfordringer inden for disse områder, og at det gøres nemmere at udveksle bedste praksis på lokalt og regionalt niveau;

17.

deler Kommissionens ambition om at »øge kapaciteten til overvågning af udviklingen i beskæftigelsen og på det sociale område«, »fremme EU's foranstaltninger til effektiv og bæredygtig bekæmpelse af arbejdsløshed samt til finansiering af disse foranstaltninger«, »kombinere de skridt, der tages hen imod ansvarliggørelse og økonomisk disciplin, med større solidaritet og finansiel støtte«, »mindske hindringerne for arbejdskraftens mobilitet på tværs af grænserne« og »forstærke den rolle, som social dialog spiller«;

18.

gentager sin opfordring til Kommissionen om at uddybe spørgsmålet om kvaliteten af de offentlige udgifter, bl.a. ved at vurdere, om det vil være hensigtsmæssigt at adskille de løbende udgifter og investeringsudgifterne i forbindelse med opgørelsen af budgetunderskud, så man undgår at lægge en dæmper på offentlige investeringer med langsigtede nettofordele;

19.

mener ligeledes, at inddragelsen af sociale investeringer i beregningen af budgetunderskud bør ske på en afbalanceret måde.

20.

Regionsudvalget støtter Kommissionens tanker om indførelsen af en ny resultattavle med beskæftigelsesmæssige og sociale nøgleindikatorer samt inddragelsen af nye sociale og beskæftigelsesmæssige indikatorer i overvågningen af de makroøkonomiske ubalancer og varslingsmekanismen;

21.

mener, at indførelsen af en sådan mekanisme til at afdække sociale forskelle inden for euroområdet er et fremskridt hen imod solidarisk integration og markerer starten på en nødvendig genskabelse af balancen mellem økonomiske politikker og social- og arbejdsmarkedspolitikker inden for rammerne af det europæiske semester;

22.

beklager imidlertid, at den vifte af indikatorer, som foreslås af Kommissionen, er for begrænset til at kunne beskrive den sociale situation og måden, hvorpå den udvikler sig i medlemsstaterne, fuldt ud, og finder det uheldigt, at valget af forslag til indikatorer ikke er tilstrækkeligt begrundet. Udvalget opfordrer Kommissionen til at fremlægge en mere detaljeret begrundelse, før det kan tage endelig stilling til, hvilke indikatorer der vil være de rigtige;

23.

foreslår endvidere at tage personer over 65 år i betragtning, når den sociale resultattavle skal udarbejdes, dvs. pensionister, som i visse medlemsstater udgør en stor del af kategorien fattige;

24.

anbefaler derfor Kommissionen at videreudvikle den sociale resultattavle i samarbejde med lokale og regionale myndigheder med henblik på at inkludere de indikatorer, der allerede findes på lokalt, regionalt og nationalt niveau, og eventuelt supplere disse med indikatorer for fattigdom blandt børn, et indeks for anstændig beskæftigelse og et indeks for mindsteindkomst samt at præsentere tallene både i statistisk form og udtrykt i beløb (ved f.eks. at angive omkostningerne for personer, som hverken er i beskæftigelse eller under almen eller faglig uddannelse, udtrykt som en procentdel af BNP) for at give en mere præcis idé om de økonomiske konsekvenser af de sociale perspektiver og beskæftigelsessituationen og sende et stærkere og tydeligere signal til de politiske beslutningstagere;

25.

foreslår endvidere at tilføje en kønsdimension til de indikatorer, der anvendes, navnlig for så vidt angår arbejdsløsheden, antallet af unge, der hverken er i beskæftigelse eller under uddannelse, og antallet af personer, der risikerer at ende i fattigdom, eftersom erkendelsen af, at der er kønsforskelle, når det gælder social nød, gør det muligt at træffe mere målrettede og dermed mere effektive foranstaltninger;

26.

opfordrer Kommissionen til at sikre, at der gøres en yderligere indsats med henblik på at sikre, at de relevante statistiske data, der indgår i de i resultattavlen anvendte indikatorer, leveres rettidigt, så man kan råde over mere relevante oplysninger på et tidligere tidspunkt;

27.

er bekymret over, at resultattavlen, som opbygges gennem aggregering af de nationale indikatorer, ikke kommer til at afspejle de forskelle, der måtte findes på regionalt niveau, og foreslår derfor, at der anvendes værktøjer, som er bedre egnet til at evaluere de forskelle, der findes internt i landene (2);

28.

finder det beklageligt, at der ikke foreslås nogen kvantitativ referenceværdi til fastsættelse af varslingsniveauer. Udvalget understreger i den forbindelse, at når der ikke er tale om nogen anerkendt mindstebeskyttelse på EU-niveau, og der i Kommissionens meddelelse ikke findes nogen som helst reference til fælles sociale standarder, er det ikke er muligt på nuværende tidspunkt at danne sig et billede af, hvilke tærskler Kommissionen har tænkt sig;

29.

mener, at varslingsniveauerne under alle omstændigheder skal fastsættes i tæt samarbejde med arbejdsmarkedets parter;

30.

minder Kommissionen om, at resultattavlen er et tilbageskuende statistisk redskab, og at det er vigtigt, at den suppleres af en fremadrettet analyse af og prognose for den igangværende sociale udvikling, hvis man skal kunne iværksætte forebyggende og ikke blot korrigerende foranstaltninger;

31.

synes, Kommissionen bør præcisere, at bekæmpelse af ubalancer på det sociale område ikke må føre til, at der automatisk udløses sanktioner, hvis varslingsniveauerne overskrides. Tværtimod gælder det om at skabe incitamenter til at tilnærme sig fælles mål og fremme udveksling af eksisterende bedste praksis;

32.

efterlyser derfor, at Kommissionen redegør for, hvilke mekanismer der skal træde i kraft, hvis en medlemsstat overskrider et givent varslingsniveau.

33.

Regionsudvalget erkender, at under de nuværende økonomiske omstændigheder spiller arbejdstagernes mobilitet inden for ØMU'en en afgørende rolle, og udvalget understreger derfor dens nødvendige bidrag til fremme af en bæredygtig og inklusiv vækst;

34.

er enig med Kommissionen i, at antallet af mobile arbejdstagere i Europa stadig er for lavt til, at man kan tale om et egentligt europæisk arbejdsmarked, og minder om, at de borgere, som ønsker at være fagligt mobile, bør tilbydes bedre og mere pålidelige oplysninger og individuel vejledning;

35.

påpeger, at mere målrettet sprogundervisning kunne medvirke til at ændre holdningen til arbejdskraftmobilitet. Derudover er det afgørende for at øge mobiliteten i Europas regioner, at der etableres ordninger, der fremmer praktik- og lærlingeophold for både studerende og arbejdstagere;

36.

opfordrer Kommissionen til at yde en intensiv indsats for at overvinde hindringer for arbejdstageres mobilitet på tværs af grænser i EU. Det drejer sig eksplicit om juridiske hindringer (f.eks. foreneligheden af nationale socialsikringsordninger) og faktiske hindringer (f.eks. fremmedsprogskompetencer, interkulturel uddannelse);

37.

betoner, at de nationale EURES-koordinatorer (som skal fungere fra og med 2015) bør arbejde tæt sammen med de regionale og lokale myndigheder, som spiller en afgørende rolle i forbindelse med fremme af arbejdstagernes mobilitet, og understreger, at udbygningen af EURES-nettet til en fælles europæisk rekrutterings-, matching- og arbejdsformidlingstjeneste ikke må føre til, at rådgivningsopgaverne skæres væk eller ned. Tværtimod bør EURES-vejledernes rådgivning om praktiske spørgsmål i forbindelse med arbejde og social sikring i udlandet, herunder arbejdsløshed, sygdom, særlige forhold ved vikararbejde, reintegrationsforanstaltninger, sikring ved invaliditet og arbejdsulykker samt muligheder for faglig videreuddannelse også fremover være et centralt element i indsatsen. EURES-grænsepartnerskabernes rådgivende funktion er netop i grænseregionerne af meget stor betydning og bidrager gennem denne indsats til mobiliteten;

38.

erkender imidlertid, at det ville være illusorisk at tro, at fremme af arbejdstagernes mobilitet kan udgøre en løftestangeffekt, der er tilstrækkelig stærk til at udligne skævhederne og de asymmetriske chok inden for euroområdet.

39.

Regionsudvalget minder om, at det er nødvendigt at udvise solidaritet over for de medlemsstater, som er hårdest ramt af den aktuelle krise, da medlemsstaterne ikke blot er økonomisk, men også socialt afhængige af hinanden;

40.

støtter Kommissionens forslag om, at medlemsstaterne skal forbedre strategierne for aktiv inklusion og anvende deres socialbudgetter mere effektivt. Udvalget mener desuden, at man, bl.a. med støtte fra Den Europæiske Socialfond (ESF), bør sørge for mere målrettet anvendelse af EU-midler inden for social- og arbejdsmarkedspolitik i forbindelse med partnerskabsaftalerne og udarbejdelsen af de operationelle programmer for 2014-2020. Regionsudvalget minder om, at udvalget i øvrigt konsekvent har støttet det nye program for beskæftigelse og social innovation, Den Europæiske Fond for Bistand til de Socialt Dårligst Stillede, Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen og Ungdomsbeskæftigelsesinitiativet;

41.

beklager imidlertid, at Kommissionens forslag på området begrænser sig til aktivering af allerede eksisterende initiativer, hvis målsætninger og rækkevidde ikke nødvendigvis er tilpasset ØMU'ens specifikke problematikker. Udvalget foreslår derfor, at Kommissionen overvejer muligheden for at skabe incitamenter til fordel for de lande i ØMU'en, som iværksætter reformer, der kan gøre det muligt at nå de sociale målsætninger i Europa 2020-strategien og bekæmpe sociale ubalancer;

42.

præciserer, at mekanismerne til overvågning og samordning af de økonomiske politikker og social- og arbejdsmarkedspolitikkerne aldrig vil kunne eliminere risikoen for asymmetriske chok, eftersom de enkelte medlemsstater er præget af særlige iboende økonomiske og industrielle kendetegn;

43.

konkluderer på den baggrund, at ØMU'en bør udstyres med en række specifikke redskaber og mekanismer til gennem forebyggende foranstaltninger at undgå eller afbøde konsekvenserne af sådanne chok for beskæftigelsen og de sociale politikker i medlemsstaterne;

44.

påpeger, at der på universiteterne er blevet udarbejdet en lang række undersøgelser, scenarier og simulationer af automatiske stabilisatorer. Udvalget minder om, at andre områder med en fælles valuta, bl.a. USA, har udviklet egne automatiske stabilisatorer, som har vist sig effektive, men konstaterer, at Kommissionen ikke er gået videre i sine overvejelser på området, da det indebærer en ændring af traktaterne. Udvalget opfordrer derfor Kommissionen til at udarbejde en grønbog om automatiske stabilisatorer i euroområdet med henblik på bedre at kunne udpege de eksisterende undersøgelser, scenarier og simulationer, som bedst ville kunne tilpasses euroområdet;

45.

understreger i den forbindelse, at en mekanisme til absorption af asymmetriske chok ikke nødvendigvis vil være en solidaritetsmekanisme med ensidige overførsler fra centrum til periferien, men at der tværtimod kan være tale om en garantiordning, som har til formål at beskytte alle landene i ØMU'en mod en kollektiv sårbarhed, der er en følge af deres medlemskab af euroområdet;

46.

gentager sin opfordring til Kommissionen om videre at undersøge muligheden for at indføre en EU-ordning for arbejdsløshedsunderstøttelse, der ville kunne fungere som en automatisk stabilisator på ØMU-plan (3). Denne ordning kunne været baseret på den kortvarige arbejdsløshedsprocent, som er særligt følsom over for konjunkturudviklingen, hvilket burde gøre det muligt at undgå ensidige budgetoverførsler. Det ville ligeledes være hensigtsmæssigt, hvis en sådan ordning var baseret på en streng konditionalitet, f.eks. om gennemførelse af en aktiv politik til bekæmpelse af arbejdsløshed.

47.

Regionsudvalget bifalder Kommissionens forslag om i højere grad at inddrage arbejdsmarkedets parter i koordineringen af den økonomiske politik og beskæftigelsespolitikken samt i det europæiske semester;

48.

opfordrer indtrængende Kommissionen til at gøre en tilsvarende indsats for at inddrage de lokale og regionale myndigheder. Myndighederne på dette niveau spiller nemlig en afgørende rolle i forbindelse med gennemførelsen af social- og arbejdsmarkedspolitikker og beskæftigelsespolitikker. I kraft af deres enestående erfaring og ekspertise vil man i øvrigt bedre kunne spore sig ind på de herskende sociale tendenser inden for ØMU'en.