EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 52013XC0426(01)

Resumé af kommissionens afgørelse af 6. marts 2013 om en procedure, hvorved der pålægges en bøde i henhold til artikel 23, stk. 2, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 for ikke at overholde et tilsagn, som er gjort bindende af en kommissionsafgørelse i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 (Sag COMP/39.530 — Microsoft (koblingssalg)) (meddelt under nummer C(2013) 1210 final)

EUT C 120 af 26.4.2013, p. 15–16 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

26.4.2013   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 120/15


Resumé af kommissionens afgørelse

af 6. marts 2013

om en procedure, hvorved der pålægges en bøde i henhold til artikel 23, stk. 2, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 for ikke at overholde et tilsagn, som er gjort bindende af en kommissionsafgørelse i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003

(Sag COMP/39.530 — Microsoft (koblingssalg))

(meddelt under nummer C(2013) 1210 final)

(Kun den engelske udgave er autentisk)

2013/C 120/06

Den 6. marts 2013 vedtog Kommissionen en afgørelse om en procedure, hvorved der pålægges en bøde i henhold til artikel 23, stk. 2, litra c), i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003  (1) for ikke at overholde et tilsagn, som er gjort bindende af en kommissionsafgørelse i henhold til artikel 9 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003. I overensstemmelse med bestemmelserne i artikel 30 i Rådets forordning (EF) nr. 1/2003 offentliggør Kommissionen hermed parternes navne og afgørelsens hovedindhold, herunder eventuelt pålagte sanktioner. Der tages hensyn til virksomhedernes berettigede interesse i, at deres forretningshemmeligheder ikke afsløres.

Sagens baggrund

(1)

Den 16. december 2009 vedtog Kommissionen en afgørelse om en procedure efter artikel 102 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmøde og artikel 54 i EØS-aftalen i henhold til artikel 9, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1/2003, som gjorde de tilsagn, som Microsoft Corporation (»Microsoft«) havde tilbudt for at imødekomme de konkurrenceproblemer, som Kommissionen havde påpeget i sin klagepunktsmeddelelse af 14. januar 2009 (»tilsagnene«) (2), bindende.

(2)

De foreløbige konkurrenceproblemer, som Kommissionen havde påpeget, havde at gøre med Microsofts sammenkobling af virksomhedens browser, Internet Explorer (»IE«), med dens dominerende styresystem til klient-pc'er, Windows.

(3)

For at afhjælpe disse konkurrenceproblemer forpligtede Microsoft sig til navnlig at tilbyde brugere af Windows et uhildet valg mellem forskellige browsere ved hjælp af en skærmmenu i Windows XP, Windows Vista, Windows 7 og andre Windows-styresystemer til klient-pc'er solgt efter Windows 7. Microsoft forpligtede sig til at vise skærmmenuen til brugere af Windows inden for Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (»EØS«), der havde indstillet IE som deres defaultbrowser.

Procedure

(4)

Den 17. juni 2012 fik Kommissionen meddelelse om, at Microsoft muligvis ikke overholdt de afgivne tilsagn. Den 4. juli 2012 anerkendte Microsoft, at virksomheden havde forsømt at vise skærmmenuen for brugere af Windows 7 Service Pack 1 (»Windows 7 SP 1«).

(5)

Den 16. juli 2012 besluttede Kommissionen at genoptage og indlede proceduren igen. Den 24. oktober 2012 vedtog Kommissionen en klagepunktsmeddelelse. Den 6. november 2012 fik Microsoft indsigt i Kommissionens akter. Den 2. december 2012 besvarede Microsoft klagepunktsmeddelelsen.

(6)

Den 4. marts 2013 afgav Det Rådgivende Udvalg for Kartel- og Monopolspørgsmål en positiv udtalelse. Den 5. marts 2013 offentliggjorde høringskonsulenten sin endelige rapport.

Juridisk vurdering og bøder

(7)

Overtrædelsen består i, at Microsoft ikke har overholdt afsnit 2 af tilsagnene ved ikke at vise skærmmenuen til brugere inden for EØS, der havde IE som deres defaultbrowser.

(8)

I lyset af Microsofts argumenter konkluderede Kommissionen, at Microsofts manglende overholdelse af tilsagnene pågik i 14 måneder fra den 17. maj 2011 til den 16. juli 2012. Kommissionen vurderede også, at antallet af brugere, der blev påvirket af Microsofts manglende overholdelse af afsnit 2 i tilsagnene, var på ca. 15,3 millioner.

Forsømmelighed

(9)

En række tekniske fejl og undladelser førte til, at Microsoft ikke viste de påvirkede brugere skærmmenuen. I betragtning af virksomhedens ressourcer og knowhow burde Microsoft imidlertid have været i stand til at undgå den slags fejl og have etableret bedre processer til at sikre, at skærmmenuen blev vist korrekt til de påvirkede brugere.

(10)

Kommissionen konkluderede, at Microsoft handlede forsømmeligt.

Sagens grovhed

(11)

Kommissionen understreger, at manglende overholdelse af en tilsagnsafgørelse, uanset sagens specifikke omstændigheder, i princippet er en alvorlig overtrædelse af EU-retten (3).

(12)

I den forhåndenværende sag vedrører Microsofts manglende overholdelse af afsnit 2 i tilsagnene kernen i de konkurrenceproblemer, som Kommissionen har påpeget, og i Microsofts forpligtelser, som er fastsat i tilsagnene. Der var et væsentligt antal brugere, der blev påvirket, nemlig ca. 15,3 millioner.

(13)

Kommissionen anser derfor Microsoft overtrædelse for værende alvorlig.

Varighed

(14)

Microsofts manglende overholdelse af afsnit 2 i tilsagnene varede 14 måneder. Ved fastsættelse af bødens størrelse tog Kommissionen hensyn til det forhold, at 14 måneder udgør en væsentlig del af den samlede periode, hvori tilsagnet i afsnit 2 var gældende (4 år og 39 uger).

Formildende omstændigheder

(15)

I afgørelsen konkluderedes det, at det forhold, at Microsoft hjalp Kommissionen med at undersøge sagen effektivt ved at levere bevis for, at virksomheden ikke overholdt sine forpligtelser, er en formildende faktor. Microsoft har brugt ressourcer på at gennemføre en grundig undersøgelse af, hvorfor virksomheden ikke levede op til sine forpligtelser.

Den afskrækkende virkning

(16)

For at sikre at bøden har en afskrækkende virkning, har Kommissionen taget Microsofts størrelse og ressourcer i betragtning. Kommissionen har derfor taget det forhold i betragtning, at Microsofts omsætning i regnskabsåret juli 2011 til juni 2012, Microsofts seneste hele regnskabsår, var på 73,723 mio. USD (55,088 mio. EUR).

Bøden

(17)

På baggrund af alle de faktorer, der er angivet ovenfor, fastsætter Kommissionen bøden til 561 000 000 EUR, hvilket svarer til 1,02 % af Microsofts omsætning i regnskabsåret juli 2011 til juni 2012.


(1)  EFT L 1 af 4.1.2003, s. 1.

(2)  EUT C 36 af 13.2.2010, s. 7.

(3)  Jf. analogt sag T-141/08, E.ON Energie AG mod Kommissionen, Sml. 2010 II, s. 5761, præmis 279.


Top