7.10.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 295/4

(1)

Det udkast til afgørelse, som er forelagt Kommissionen i henhold til artikel 7 og artikel 23, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003, drejer sig om et kartel mellem producenter af LCD-paneler (flydende krystalskærme, »Liquid Crystal Display«).

(2)

I en klagepunktsmeddelelse af 27. maj 2009 drog Kommissionen den foreløbige konklusion, at en række virksomheder havde deltaget i én sammenhængende og vedvarende overtrædelse af artikel 101, stk. 1, i TEUF og artikel 53, stk. 1, i EØS-aftalen inden for LCD-paneler til fjernsyn, notebooks og computerskærme i perioden mellem den 5. oktober 2001 og den 25. maj 2006 for alle virksomhedernes vedkommende med undtagelse af en virksomhed, som ansås for at have deltaget fra den 5. oktober 2001 og indtil den 6. januar 2006.

(3)

I udkastet til afgørelse fastslås det, at nedennævnte virksomheder overtrådte artikel 101, stk. 1, i TEUF og artikel 53, stk. 1, i EØS-aftalen ved at deltage i én sammenhængende og vedvarende aftale og samordnet praksis inden for LCD-paneler til fjernsyn, notebooks og computerskærme:

(4)

Hver af disse virksomheder (i det følgende under ét benævnt »parterne«) fik tilsendt klagepunktsmeddelelsen og fik mulighed for at fremsætte deres bemærkninger til klagepunkterne, jf. artikel 27 i forordning (EF) nr. 1/2003.

(5)

Det var Karen WILLIAMS, der oprindeligt var høringskonsulent i denne sag. Jeg overtog sagen efter min udnævnelse til høringskonsulent den 16. september 2010.

(6)

Efter at have fået tilsendt klagepunktsmeddelelsen af 27. maj 2009 fik parterne indsigt i sagens akter på en CD-ROM, som de modtog den 4. juni 2009. Parterne fik desuden adgang til de mundtlige og skriftlige udtalelser, der var afgivet i forbindelse med anmodninger om bøderabat, i Kommissionens lokaler.

(7)

Især LGD klagede i sit svar på klagepunktsmeddelelsen og under den mundtlige høring over problemer med aktindsigten. LGD hævdede, at der manglede nogle oversættelser, og at den måde, hvorpå sagsakterne var arrangeret, især med hensyn til placeringen af de ikke-fortrolige versioner, gjorde det umuligt for LGD at vurdere, hvilket bidrag virksomhedens udtalelser ydede til Kommissionens undersøgelser. LGD fik yderligere aktindsigt, hvorefter virksomheden den 1. februar 2010 afgav yderligere udtalelser og indgav anmodning om delvis bødefritagelse efter punkt 26 i samarbejdsmeddelelsen. LGD forbeholdt sig i sin anmodning af 1. februar 2010 ret til at fremsætte yderligere udtalelser, men gjorde det ikke.

(8)

På grundlag af det ovenstående finder jeg, at LGD var i stand til at udøve sin ret til at blive hørt i spørgsmålet om delvis bødefritagelse, og at problemerne med aktindsigten — uanset hvor beklagelige de måtte have været — ikke udgjorde nogen hindring for virksomhedens ret til at blive hørt.

(9)

Fristen for besvarelse af klagepunktsmeddelelsen var oprindeligt sat til 10. juli 2009. Alle parterne anmodede om fristforlængelse af grunde, som den daværende høringskonsulent fandt gyldige. CPT fik forlænget fristen indtil den 23. juli 2009, HannStar og Samsung indtil den 24. juli 2009 og CMI, AUO og LGD indtil den 28. juli 2009. I forbindelse med de ovennævnte aktindsigtsproblemer anmodede LGD om en yderligere forlængelse og fik forlænget fristen indtil den 11. august 2009. Alle parter svarede inden fristernes udløb.

(10)

En mundtlig høring fandt sted den 22.-23. september 2009 med deltagelse af repræsentanter for alle parterne.

(11)

Under den mundtlige høring stillede Kommissionen nogle spørgsmål til nogle af parterne og anmodede om skriftlige svar. Der blev givet indsigt i de ikke-fortrolige versioner af disse svar i et brev af 6. april 2010.

(12)

I et brev til parterne af 6. april 2010 (»brevet«) meddelte Kommissionen dem, at den eventuelt i sin afgørelse ville medtage visse dokumenter, som […] havde fremlagt i sit svar på klagepunktsmeddelelsen af 11. august. Disse dokumenter var vedlagt brevet, hvori Kommissionen anførte, at de »nye oplysninger underbygger og støtter de klagepunkter, der allerede var indeholdt i klagepunktsmeddelelsen«.

(13)

AUO hævdede i sit svar på brevet, at ved ikke at have fremlagt dokumenterne før den mundtlige høring, havde Kommissionen frataget AUO muligheden for at blive hørt. I sine bemærkninger til nogle af de […] dokumenter anmodede AUO desuden Kommissionen om en nærmere redegørelse for, hvordan dokumenterne underbyggede og støttede klagepunkterne i klagepunktsmeddelelsen. CMI anførte i sit svar på brevet, at uden nogen nærmere forklaring på, hvad disse dokumenter ansås for at bevise, var det vanskeligt at se, hvordan Kommissionen ville bruge dem.

(14)

Til trods for AUO's og CMI's påstande finder jeg, at Kommissionen overholdt parternes ret til at blive hørt om de […] nye dokumenter. For det første mener jeg ikke, at Kommissionen ikke rettidigt gav meddelelse om de […] dokumenter. Det kan ikke forlanges, at Kommissionen allerede før den mundtlige høring skal afgøre, hvilke dele af svarene på klagepunktsmeddelelsen den måtte ønske at bruge i en endelig afgørelse. For det andet fik parterne mulighed for at fremsætte skriftlige bemærkninger til de […] nye dokumenter. Retten til at blive hørt mundtligt gælder kun for klagepunkter, som Kommissionen agter at lægge til grund, og brevet indeholdt ikke nogen nye klagepunkter i forhold til dem, der allerede var indeholdt i klagepunktsmeddelelsen. Kommissionen var derfor ikke forpligtet til at høre parterne mundtligt specielt om disse dokumenter. For det tredje finder jeg, at selv om brevet kunne have indeholdt en nærmere angivelse af, hvilke klagepunkter dokumenterne vedrørte, var det i denne sag tilstrækkeligt klart, i hvilken kontekst Kommissionen eventuelt ville gøre brug af dokumenterne, til at parterne havde mulighed for at fremsætte relevante bemærkninger til dokumenterne og dermed i fuldt omfang udøve deres ret til at blive hørt.

(15)

Efter gennemgang af udkastet til afgørelse har jeg draget den konklusion, at det kun omfatter klagepunkter, hvortil parterne har haft mulighed for at fremsætte deres bemærkninger (2).

(16)

Nedenfor gennemgås dog nogle af de bemærkninger, som parterne fremsatte under sagsbehandlingen i relation til retten til at blive hørt, især med hensyn til jurisdiktion og bødeudmåling.

(17)

I deres svar på klagepunktsmeddelelsen var der flere parter (3), der kritiserede Kommissionen for ikke tilstrækkeligt at have begrundet sin jurisdiktion i denne sag. Der blev navnlig peget på, at klagepunktsmeddelelsen kun indeholdt en meget begrænset analyse af dette spørgsmål, som alene gik ud på, at Kommissionen havde jurisdiktion, fordi den omhandlede konkurrenceskadelige adfærd påvirkede handelen inden for Fællesskabet og EØS. En af parterne gjorde gældende, at den pågældende parts ret til at blive hørt ville blive tilsidesat, hvis afgørelsen blev vedtaget med den i klagepunktsmeddelelsen angivne begrundelse.

(18)

Udkastet til afgørelse kommer ind på denne kritik og indeholder en mere indgående analyse med angivelse af grundene til, at Kommissionen har jurisdiktion i denne sag, nemlig at der var tale om et globalt kartel, der bl.a. var rettet mod direkte salg til EØS-kunder.

(19)

Selv om den retlige vurdering af Kommissionens jurisdiktion i klagepunktsmeddelelsen kan siges at være ret begrænset, finder jeg ikke desto mindre, at parternes ret til at blive hørt er blevet tilstrækkeligt tilgodeset. Klagepunktsmeddelelsen indeholdt en uforbeholden erklæring om, at Kommissionen fandt, at den havde jurisdiktion i denne sag. Parterne fremsatte omfattende bemærkninger hertil, både skriftligt og under høringen. De grundlæggende forhold, som i udkastet til afgørelse blev anført som begrundelse for den retlige konklusion i afgørelsen om, at Kommissionen havde jurisdiktion, var allerede indeholdt i klagepunktsmeddelelsen. Parterne havde derfor mulighed for at fremføre deres synspunkter herom, før afgørelsen blev vedtaget. Selv om det ville have været at foretrække, at klagepunktsmeddelelsen havde indeholdt en mere omfattende analyse af dette jurisdiktionsspørgsmål, finder jeg ikke, at denne mangel førte til en tilsidesættelse af retten til at blive hørt i denne sag.

(20)

I punkt 352 i klagepunktsmeddelelsen anførte Kommissionen, at den agtede at tage hensyn til og i sin vurdering medtage det forhold, at det produkt, sagen drejede sig om, anvendes som komponent i andre færdigprodukter. Dette punkt gav anledning til bemærkninger fra flere parter i deres svar på klagepunktsmeddelelsen og under den mundtlige høring. Det blev fra nogle parters side især fremført, at punkt 352 var meget uklart, og at de derfor ikke havde tilstrækkelig mulighed for at udøve deres ret til at blive hørt.

(21)

Hertil bemærkes først og fremmest, at med hensyn til bødeudmåling behøver Kommissionen blot i klagepunktsmeddelelsen at anføre de væsentligste faktiske og retlige forhold, der kan give anledning til en bøde, herunder bl.a. overtrædelsens alvorlige karakter og varighed, og om den er begået »forsætligt eller uagtsomt« (4). Så selv om det måske er korrekt, at det ikke af punkt 352 klart fremgik, hvilken metode Kommissionen agtede at benytte ved udmåling af en eventuel bøde, handlede Kommissionen ikke desto mindre inden for rammerne af retspraksis.

(22)

Under alle omstændigheder blev dette fuldt ud afklaret af Kommissionen efter den mundtlige høring. Den 4. marts 2010 fremsendte Kommissionen i overensstemmelse med artikel 18, stk. 2, i forordning (EF) nr. 1/2003 et brev til parterne, hvori den anmodede dem om at indsende oplysninger om deres omsætning til brug for beregning af en eventuel bøde. Parterne blev bl.a. anmodet om at oplyse om deres direkte og indirekte salg i EØS (5). Efter parternes svar på denne anmodning fik de tilsendt endnu et brev den 6. april 2010, hvori de udtrykkeligt var anført, at »Kommissionen har til hensigt at lægge (de oplysninger, den udbad sig i anmodningen om oplysninger af 4. marts) til grund for beregningen af »omsætningen« og dermed i overensstemmelse med bøderetningslinjerne fra 2006 for bødeudmålingen«.

(23)

Både anmodningen om oplysninger af 4. marts 2010 og Kommissionens brev af 6. april 2010 gjorde det klart, at Kommissionen agtede bl.a. at tage hensyn til et vist indirekte salg i EØS (»direkte salg i EØS i form af forarbejdede produkter«) ved beregningen af en eventuel bøde. Heraf følger, at parterne fik mulighed for at fremsætte deres bemærkninger hertil — og da også gjorde brug af denne mulighed — og at deres ret til at blive hørt derfor blev respekteret i fuldt omfang. Som nævnt ovenfor, gik Kommissionen i den forbindelse længere, end hvad der kræves i retspraksis.

(24)

Efter den skriftlige og mundtlige høring af parterne blev overtrædelsens varighed reduceret […].

(25)

Desuden er der flere virksomheder, som klagepunktsmeddelelsen var rettet til, og som Kommissionen anførte, at den agtede at holde solidarisk ansvarlige for overtrædelsen sammen med visse kartelmedlemmer, men som udkastet til afgørelse ikke er rettet til.

(26)

I lyset af det ovenstående finder jeg, at retten til at blive hørt er blevet respekteret.