EUR-Lex Access to European Union law

Back to EUR-Lex homepage

This document is an excerpt from the EUR-Lex website

Document 62011TN0205

Sag T-205/11: Sag anlagt den 7. april 2011 — Tyskland mod Kommissionen

EUT C 186 af 25.6.2011, p. 28–28 (BG, ES, CS, DA, DE, ET, EL, EN, FR, IT, LV, LT, HU, MT, NL, PL, PT, RO, SK, SL, FI, SV)

25.6.2011   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 186/28


Sag anlagt den 7. april 2011 — Tyskland mod Kommissionen

(Sag T-205/11)

2011/C 186/52

Processprog: tysk

Parter

Sagsøger: Forbundsrepublikken Tyskland (ved T. Henze og J. Möller som befuldmægtigede)

Sagsøgt: Europa-Kommissionen

Sagsøgerens påstande

Kommissionens afgørelse af 26. januar 2011 K(2011) 275 endelig i sagen »statsstøtte C 7/2010 — KStG, Saneringsklausel« annulleres.

Subsidiært: Kommissionens afgørelse af 26. januar 2011 K(2011) 275 endelig i sagen »statsstøtte C 7/2010 — KStG, Saneringsklausel« annulleres delvis, for så vidt som Kommissionen i afgørelsens artikel 2 har bestemt, at den individuelt tildelte støtte i sin helhed er uforenelig med det indre marked og skal kræves fuldt ud tilbagebetalt, når støttebeløbet overstiger 500 000 EUR.

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Søgsmålsgrunde og væsentligste argumenter

Til støtte for søgsmålet har sagsøgeren anført følgende anbringender.

Anbringender til støtte for den primære påstand:

1)

Første anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107 TEUF — manglende selektivitet i mangel af en undtagelse fra relevante referencesystem

Saneringsklausulen i § 8c, stk. 1a, i den tyske lov om selskabsskat (KStG) vedrørende overførsel af tab, der foretages af virksomheder, som overtages af en anden virksomhed med henblik på sanering, er ikke selektiv. Der er ikke tale om statsstøtte som omhandlet i artikel 107 TEUF, da der ikke fastsættes en undtagelse for det relevante referencesystem.

2)

Andet anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF — åbenbar urigtig bedømmelse med hensyn til foranstaltningens generelle karakter

Kommissionen har begået en åbenbar fejl ved bedømmelsen af spørgsmålet, om saneringsklausulen i KStG’s § 8c, stk. 1a, er en generel foranstaltning, idet Kommissionen har anvendt en uegnet prøvelsesmetode og ikke har undersøgt, om saneringsklausulen efter en samlet økonomisk betragtning beror på horisontale forhold, således at den generelt set er til fordel for alle virksomheder på Forbundsrepublikken Tysklands område og dermed kan kvalificeres som en generel foranstaltning.

3)

Tredje anbringende om en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 1, TEUF — manglende selektivitet, idet der ses bort fra, at bestemmelsen kan begrundes med skattesystemets art og indre opbygning

Saneringsklausulen i KStG’s § 8c, stk. 1a, er ikke selektiv og udgør dermed ikke statsstøtte som omhandlet i artikel 107, stk. 1, TEUF, da klausulen er begrundet i skattesystemets art og indre opbygning.

Anbringende til støtte for den subsidiære påstand

Der foreligger en tilsidesættelse af artikel 107, stk. 3, TEUF sammenholdt med de midlertidige EF-rammebestemmelser for statsstøtte, der ydes for at lette adgangen til finansiering under den nuværende finansielle og økonomiske krise.

Kommissionen har anvendt artikel 107, stk. 3, TEUF, sammenholdt med Kommissionens meddelelse »Midlertidige EU-rammebestemmelser for statsstøtte, der ydes for at lette adgangen til finansiering under den nuværende finansielle og økonomiske krise«, urigtigt, idet den har anset det i artikel 2 i kommissionsafgørelsen nævnte beløb på 500 000 som en øvre grænse for lovlig støtte, således at støtte, der ydes ud over dette beløb, medfører, at hele støtten og ikke kun den overskydende del skal tilbagebetales.


Top