6.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 117/189

A.

der henviser til, at proceduren med indgivelse af andragender giver EU-borgere og andre med bopæl inden for EU mulighed for at få afhjulpet deres problemer uden om domstolene, når der er tale om spørgsmål, der falder ind under EU's virksomhedsfelt,

B.

der henviser til, at det i artikel 6, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Union fastsættes, at »Unionen bygger på principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder samt retsstatsprincippet, der alle er principper, som medlemsstaterne har til fælles«,

C.

der henviser til, at Unionen i henhold til den nævnte traktats artikel 6, stk. 2, forpligter sig til at respektere de grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK),

D.

der henviser til, at enhver statsborger eller anden person med bopæl i en EMRK-signatarstat, som mener, at vedkommendes menneskerettigheder er blevet krænket, først kan indbringe sin sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, når alle nationale retsmidler er blevet udtømt, jf. artikel 35 i EMRK,

E.

der henviser til, at EU-traktatens artikel 7 fastlægger de procedurer, Unionen kan benytte for at reagere på krænkelser af de i artikel 6, stk. 1, nævnte principper og søge løsninger,

F.

der henviser til, at EU-traktatens artikel 7 også giver Parlamentet ret til at fremsætte et begrundet forslag til Rådet med henblik på at få fastslået, om der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de principper, som Unionen bygger på,

G.

der henviser til, at artikel 7 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder sikrer respekten for borgernes privatliv og familieliv, herunder deres private hjem, og at artikel 8 i EMRK giver de samme rettigheder og bestemmer, at »ingen offentlig myndighed må gøre indgreb i udøvelsen af denne ret, medmindre det sker i overensstemmelse med loven og er nødvendigt i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, den offentlige tryghed eller landets økonomiske velfærd, for at forebygge uro eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder«; der henviser til, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen har forpligtet sig til at overholde chartrets bestemmelser i alle deres aktiviteter,

H.

der henviser til, at den private ejendomsret anerkendes som en grundlæggende rettighed for EU-borgerne i artikel 17 i chartret om grundlæggende rettigheder, hvori det fastslås, at »enhver har ret til at besidde retmæssigt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv«, at »ingen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet« og at »anvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet«,

I.

der henviser til, at det i EF-traktatens artikel 18 bestemmes, at »enhver unionsborger har ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område med de begrænsninger og på de betingelser, der er fastsat i denne traktat og i gennemførelsesbestemmelserne hertil«,

J.

der henviser til, at det i EF-traktatens artikel 295 bestemmes, at »de ejendomsretlige ordninger i medlemsstaterne berøres ikke af denne traktat«; der henviser til, at denne bestemmelse i henhold til Domstolens retspraksis alene anerkender medlemsstaternes beføjelser til at definere reglerne for det ejendomsretlige system, og at disse beføjelser, igen i henhold til Domstolens praksis, altid skal udøves i overensstemmelse med fællesskabsrettens grundprincipper såsom den frie bevægelighed for varer, personer, tjenester og kapital (se dom af 22. juni 1976 i sag C-119/75, Terrapin mod Terranova, Sml. 1976, s. 1039),

K.

der henviser til, at Domstolen konsekvent har fastslået, at selv om ejendomsretten udgør en del af fællesskabsrettens generelle principper, er den ikke en absolut ret, men skal ses i sammenhæng med sin sociale funktion, og at udøvelsen heraf derfor kan underkastes begrænsninger, forudsat disse er i overensstemmelse med de formål, som Fællesskabet forfølger i almenhedens interesse, og ikke henset til det tilstræbte formål udgør et uforholdsmæssigt og uacceptabelt indgreb, der krænker selve de garanterede rettigheders kerne (se dom af 10. december 2002 i sag C-491/01, British American Tobacco (Investments) og Imperial Tobacco (2002) Sml. I-11453),

L.

der henviser til, at Domstolen uanset denne retspraksis konsekvent har fastslået, at når de nationale forskrifter falder uden for fællesskabsrettens anvendelsesområde, har Domstolen ikke kompetence til at vurdere, om disse forskrifter er i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som den skal beskytte (se f.eks. afgørelse af 6. oktober 2005 i sag C-328/04 Vajnai (2005), Sml. I-8577, præmis 12 og 13),

M.

der henviser til, at det i artikel 1, stk. 1, i den første tillægsprotokol til EMRK fastsættes, at »enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom«, og at »ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper«; der henviser til, at artiklens stk. 2 fastslår, at »foranstående bestemmelser […] imidlertid ikke på nogen måde [begrænser] statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder«; der henviser til, at Spanien i forbindelse med ratificeringen af protokollen tog forbehold for artikel 1 under henvisning til artikel 33 i den spanske forfatning, som fastslår følgende: »Den private ejendomsret og arveretten anerkendes. 2. Disse rettigheders indhold er afgrænset af deres sociale funktion som fastsat ved lov. 3. Ingen kan fratages sin ejendom eller sine rettigheder, medmindre det er begrundet i hensyn til den offentlige interesse eller almenvellet og sker mod en passende erstatning i overensstemmelse med loven«,

N.

der henviser til, at Parlamentet anser krav om afgivelse af retmæssigt erhvervet privat ejendom, uden at sagen har været igennem en behørig procedure og uden at der er ydet en passende erstatning, samt krav om betaling af vilkårlige beløb til uopfordrede og ofte unødvendige infrastrukturarbejder for at udgøre en krænkelse af et individs grundlæggende rettigheder i henhold til EMRK og i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis (se f.eks. Aka mod Tyrkiet (1)),

O.

der henviser til, at de spanske myndigheder i 2008 udstedte instrukser om anvendelsen af kystloven fra 1988, efter at denne i årevis havde været negligeret med omfattende skader på miljøet i de spanske kystområder til følge; der henviser til, at end ikke de nye instrukser indeholder klare retningslinjer for de gennemførelsesforanstaltninger, som de berørte lokale og regionale myndigheder skal træffe; der henviser til, at mange af de seneste andragender, der er modtaget, vidner om, at instrukserne anvendes med tilbagevirkende kraft og indebærer arbitrær ødelæggelse og nedrivning af personers retmæssigt erhvervede ejendom og tilsidesættelse af deres ret til denne ejendom og af deres mulighed for at lade denne ret gå i arv,

P.

der henviser til, at demarkationslinjens faktiske forløb har givet de berørte personer et stærkt indtryk af, at den er fastlagt på en arbitrær facon, som er til skade for udenlandske ejere, f.eks. på øen Formentera,

Q.

der henviser til, at kystloven rammer de enkelte boligejere, hvis rettigheder skulle respekteres fuldt ud, uforholdsmæssigt hårdt, samtidig med at den farer med lempe mod dem, der bærer det egentlige ansvar for ødelæggelsen af kysterne, og som i mange tilfælde har stået bag den voldsomme overbebyggelse af kysten, bl.a. i form af feriebyer, og som havde al mulig grund til at vide, at de til stadighed handlede i strid med bestemmelserne i den nævnte lov,

R.

der henviser til, at Udvalget for Andragender i den indeværende valgperiode som reaktion på det meget store antal modtagne andragender har foretaget detaljerede undersøgelser, har rapporteret tre gange om omfanget af krænkelserne af EU-borgeres legitime ret til deres retmæssigt erhvervede ejendomme i Spanien og også har givet udtryk for sine betænkeligheder ved undergravningen af bæredygtig udvikling, miljøbeskyttelse, vandkvalitet og -forsyning, de offentlige indkøbsprocedurer i forbindelse med tildeling af byggekontrakter og mange af de lokale og regionale spanske myndigheders utilstrækkelige overvågning af procedurerne for byggeprojekter (2), og at disse spørgsmål er genstand for verserende sager såvel i Spanien som ved Domstolen,

S.

der påpeger, at der er mange eksempler på, at myndigheder på alle forvaltningsniveauer fra det centrale over det regionale til det lokale har medvirket til at gennemføre en uholdbar udviklingsmodel, som har haft alvorlige miljømæssige, sociale og økonomiske virkninger,

T.

der henviser til, at Parlamentet har modtaget mange andragender fra privatpersoner og forskellige organisationer, der repræsenterer EU-borgere, hvori de klager over forskellige problemer i forbindelse med byggevirksomhed; der henviser til, at mange af de spørgsmål, der rejses i andragenderne vedrørende nybyggerier, ikke udgør krænkelser af fællesskabsretten, som det er fremgået af meddelelserne til medlemsstaterne herom, hvorfor de skal løses ved hjælp af de retsmidler, som er til rådighed i den pågældende medlemsstat,

U.

der henviser til, at stadig mere tyder på, at de spanske retlige myndigheder er begyndt at tage den udfordring op, som overbebyggelsen af mange kystområder indebærer, navnlig ved at iværksætte undersøgelser og rejse sigtelse mod visse korrupte lokale embedsmænd, der gennem deres virke har fremmet en ukontrolleret byggeaktivitet af hidtil uset omfang på bekostning af EU-borgeres rettigheder og derigennem anrettet ubodelig skade på biodiversiteten og miljøintegriteten i mange spanske regioner; der henviser til, at Parlamentet imidlertid har erfaret, at behandlingen af disse sigtelser fortsat foregår med en uhørt langsommelighed, og at de afsagte domme i mange af disse sager ikke vil kunne fyldbyrdes på en måde, der vil være tilfredsstillende for ofrene for dette misbrug; der henviser til, at dette har forstærket det indtryk af et passivt og/eller partisk spansk retsvæsen, der deles af mange af de berørte ikke-spanske EU-borgere; der dog samtidig finder det værd at bemærke, at sådanne sager vil kunne appelleres til Menneskerettighedsdomstolen, når først alle nationale retsmidler er udtømt,

V.

der henviser til, at denne udbredte aktivitet, der er blevet støttet af uansvarlige lokale og regionale myndigheder via en utilstrækkelig og til tider malplaceret lovgivning, som i mange tilfælde er i strid med målsætningerne i flere europæiske retsakter, har været til stor skade for Spaniens omdømme og for dets bredere økonomiske og politiske interesser i Europa, hvilket også gælder den lemfældige måde, hvorpå den gældende byplanlægnings- og miljølovgivning i Spaniens selvstyrende regioner er blevet anvendt på visse byggeprojekter, samt de store korruptionssager i relation til dette misbrug, der er kommet for dagens lys,

W.

der henviser til, at regionale ombudsmænd ofte under yderst vanskelige forhold har forsvaret EU-borgeres interesser i sager om misbrug af byggereglerne, selv om regeringerne i visse selvstyrende regioner i nogle tilfælde har formået at ignorere deres indsats,

X.

derhenviser til, at artikel 33 i den spanske forfatning omhandler den enkeltes ejendomsret, og at der har været foretaget forskellige fortolkninger af denne artikel, navnlig hvad angår spørgsmålet om inddragelse af en ejendom til et samfundsmæssigt formål set i forhold til personers ret til deres retmæssigt erhvervede boliger; der henviser til, at der ikke er truffet nogen retsafgørelse om anvendelsen af jordlovene i Valencia-regionen,

Y.

der henviser til, at den spanske forfatnings artikel 47 fastslår alle spanieres ret til en værdig og passende bolig og pålægger de offentlige myndigheder at fastlægge de nødvendige betingelser og bestemmelser, der kan gøre denne ret effektiv, samt at regulere arealanvendelsen i henhold til almenhedens interesser for at undgå spekulation,

Z.

der henviser til, at den nationale regering i Spanien er forpligtet til at gennemføre EF-traktaten og forsvare og sikre en fuld anvendelse af den europæiske lovgivning på sit territorium, uafhængigt af den interne fordeling af de politiske beføjelser, der er fastlagt i Kongeriget Spaniens forfatning,

AA.

der henviser til, at Kommissionen på grundlag af de beføjelser, den er tildelt af EF-traktatens artikel 226, har indledt en procedure mod Spanien ved Domstolen i en sag vedrørende det massive misbrug af byggereglerne i Spanien, i dette tilfælde direkte relateret til de valencianske myndigheders gennemførelse af direktivet om offentlige kontrakter (3),

AB.

der henviser til, at Kommissionen efter anmodning fra Udvalget for Andragender har indledt en undersøgelse af mere end 250 større byggeprojekter, der har været genstand for negative udtalelser fra de ansvarlige myndigheder for vand- og flodressourcer og som derfor kan være i strid med vandrammedirektivet (4), navnlig i Andalusien, Castilien-La Mancha, Murcia og Valencia,

AC.

der henviser til, at mange af disse byggeprojekter er adskilt fra eksisterende byområder og indebærer væsentlige udgifter til grundlæggende serviceydelser såsom el- og vandforsyning og vejinfrastruktur; der påpeger, at der ofte indgår EU-midler i investeringerne i disse projekter,

AD.

derhenviser til, at Kommissionen i mange dokumenterede sager om problematiske byggeprojekter i Spanien ikke har været tilstrækkelig håndfast i sin fremfærd, ikke blot med hensyn til håndhævelsen af forsigtighedsprincippet i miljølovgivningen, men også ved at anlægge en »slap« fortolkning af handlinger foretaget af kompetente lokale og regionale myndigheder med bindende retsvirkning, såsom en lokal myndigheds »foreløbige godkendelse« af masterplanen til et byggeprojekt,

AE.

der henviser til, at formålet med direktivet om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (5), hvis artikel 3 udtrykkeligt omhandler turisme og fysisk planlægning, er at yde et højt beskyttelsesniveau af miljøet og bidrage til inddragelsen af miljøhensyn i forberedelsen og vedtagelsen af planer og programmer med henblik på at fremme bæredygtig udvikling; der henviser til, at vandrammedirektivet forpligter medlemsstaterne til at hindre forringelsen af deres vandområder og fremme en bæredygtig anvendelse af deres ferskvandsressourcer,

AF.

der henviser til, at en række undersøgelsesrejser foretaget af Udvalget for Andragender har vist, at disse målsætninger tilsyneladende ofte misforstås af nogle lokale og regionale myndigheder (ikke kun i kystområderne), når de foreslår eller godkender store byggeprojekter; der henviser til, at de fleste af de byggeprojekter, der klages over i andragenderne, omfatter omklassificering af arealer fra landzone til byzone - til stor økonomisk fordel for bygherren og developeren; der henviser til, at der også er mange eksempler på, at arealer, der har været omfattet af beskyttelse eller har opfyldt betingelserne for beskyttelse på grund af deres følsomme biodiversitet, er blevet afregistreres, omklassificeret eller slet ikke er blevet registreret, specifikt med det formål at gøre det muligt at bebygge arealet,

AG.

derhenviser til, at sådanne forhold er en del af baggrunden for de overgreb, der har ramt tusinder af EU-borgere, der som følge af entreprenørers byggeplaner ikke blot har mistet deres legitimt erhvervede ejendomme, men også er blevet tvunget til at betale vilkårlige beløb til uønskede og ofte unødvendige og uberettigede infrastrukturprojekter i direkte tilknytning til deres ejendomsrettigheder, hvilket har resulteret i en økonomisk og følelsesmæssig katastrofe for mange familier,

AH.

der henviser til, at tusinder af EU-borgere under forskellige omstændigheder har købt ejendom i Spanien og været i god tro over for lokale advokater, byplanlæggere og arkitekter, kun for senere at finde ud af, at de har været ofre for skrupelløse lokale myndigheders misbrug af byggereglerne, og at deres ejendom som følge heraf risikerer at blive revet ned, fordi det er blevet konstateret, at den er ulovligt opført og dermed er blevet værdiløs og usælgelig,

AI.

der henviser til, at ejendomsmæglere i medlemsstaterne, herunder Det Forenede Kongerige, og andre tjenesteydere på boligmarkedet i Spanien fortsat markedsfører ejendomme i nye bebyggelser, også i tilfælde hvor de må være klar over, at der er en åbenlys mulighed for, at det pågældende projekt ikke vil blive færdiggjort eller opført,

AJ.

der henviser til, at naturen på de spanske øer og kyster i Middelhavsområdet i det sidste årti har været ramt af omfattende ødelæggelser, i takt med at de er blevet dækket med cement og beton i en grad, der ikke bare har påvirket det følsomme kystmiljø - hvoraf en stor del formelt er beskyttet af habitatdirektivet (6), Natura 2000-direktivet og fugledirektivet (7), herunder de bebyggede områder i Cabo de Gata (Almeria) og i Murcia - men også de sociale og kulturelle aktiviteter i mange områder, hvilket er et tragisk og uigenkaldeligt tab for den kulturelle identitet og kulturarv samt miljøintegriteten, alt sammen primært på grund af manglende planlægning på overkommunalt plan og mangelen på regionale planlægningsbestemmelser, som kunne fastsætte fornuftige grænser for byvækst og nybyggeri ud fra eksplicitte kriterier vedrørende miljømæssig bæredygtighed, samt på grund af den grådighed og spekulative adfærd, der er udvist af visse lokale og regionale myndigheder og aktører i byggeindustrien, hvis aktiviteter på dette område har sikret dem massive fortjenester, hvoraf hovedparten er blevet sendt ud af landet (8),

AK.

derhenviser til, at denne vækstmodel også har negative konsekvenser for turismen, eftersom der er tale om en ødelæggende model for turismens kvalitet, da den ødelægger lokalområdernes værdier og fremmer overbebyggelse,

AL.

derhenviser til, at denne model udpiner de kulturelle goder, ødelægger de værdier og identitetsmæssige kendetegn, der er grundlæggende elementer i den spanske kulturelle mangfoldighed, og ødelægger arkæologiske fundsteder og bygninger og lokaliteter af kulturel interesse samt den natur og de landskaber, der omgiver dem,

AM.

der henviser til, at byggesektoren, der høstede store økonomiske gevinster i årene med hurtig økonomisk ekspansion, er blevet det første offer for det aktuelle sammenbrud på de finansielle markeder, som i sig selv delvist skyldes spekulative investeringer i boligsektoren, og at dette ikke kun rammer selve virksomhederne, som nu er ramt af konkurser, men også titusinder af ansatte i byggesektoren, som nu er kastet ud i arbejdsløshed på grund af de uholdbare byggepolitikker, som er blevet ført, og som nu også de er blevet ofre for,

1.

opfordrer den nationale spanske regering og de berørte regionalregeringer til at foretage en grundig undersøgelse og revision af enhver lovgivning, der berører individuelle boligejeres rettigheder i forbindelse med massiv overbebyggelse, med henblik på at standse krænkelserne af de rettigheder og forpligtelser, der er knæsat i EF-traktaten, chartret om grundlæggende rettigheder, EMRK, de relevante EU-direktiver samt andre konventioner, hvor EU er kontraherende part;

2.

opfordrer de spanske myndigheder til at afskaffe alle retlige former, der kan tilskynde til spekulation, såsom den såkaldte »agente urbanizador«;

3.

mener, at de kompetente regionale myndigheder bør suspendere og revurdere alle nye byggeplaner, der ikke strengt overholder kriterierne for miljømæssig bæredygtighed og socialt ansvar, og som ikke sikrer respekten for den retmæssige ejendomsret til retmæssigt erhvervede ejendomme, og bør standse og annullere alle igangværende byggeprojekter i de tilfælde, hvor kriterier i EU-lovgivningen, navnlig vedrørende tildeling af byggekontrakter og overholdelse af bestemmelser vedrørende vand og miljø, ikke er blevet overholdt eller anvendt;

4.

opfordrer de spanske myndigheder til at sikre, at ingen administrativ bestemmelse, der kan forpligte en borger til at afgive retmæssigt erhvervet privat ejendom, får hjemmel i en lovgivning, der er blevet vedtaget efter ejendommens opførelsesdato, eftersom dette ville krænke princippet om forbud mod tilbagevirkende kraft i administrative bestemmelser, som er et almindeligt princip i fællesskabsretten (se Domstolens dom af 29. januar 1985 i sag 234/83 Gesamthochschule Duisburg (1985), Sml. 327) og som ville undergrave de garantier, der skal sikre borgernes retssikkerhed, tillid og berettigede forventninger til beskyttelse i henhold til EU-lovgivningen;

5.

opfordrer de spanske myndigheder til at udvikle en åbenhedskultur, der er indrettet til at informere borgerne om arealforvaltningen og fremme effektive mekanismer til oplysning og inddragelse af offentligheden;

6.

opfordrer den spanske regering til at gennemføre en offentlig debat med deltagelse af alle administrative organer, som skal omfatte en grundig undersøgelse gennem oprettelse af et arbejdsudvalg om byggepolitik i Spanien, der kan gøre det muligt at træffe lovgivningsmæssige foranstaltninger mod spekulation og ubæredygtig udvikling;

7.

opfordrer indtrængende de kompetente nationale og regionale myndigheder til at oprette effektive retlige og administrative mekanismer, der inddrager regionale ombudsmænd og giver dem beføjelse til at tage skridt til at fremskynde procedurerne for behandling af klager og opnåelse af erstatning for personer, som har lidt tab på grund af misbrug af bestemmelserne i den eksisterende byggelovgivning,

8.

anmoder de kompetente organer i den finansielle og kommercielle branche, der beskæftiger sig med bygge- og anlægssektoren, om at samarbejde med de politiske myndigheder om at finde løsninger på de problemer, der er skabt af den omfattende byggeaktivitet, og som har ramt talrige EU-borgere, der har valgt at gøre brug af den ret, som EF-traktatens artikel 44 giver dem til at etablere sig i en anden medlemsstat end deres egen;

9.

opfordrer de kompetente, nationale, regionale og lokale myndigheder til at sikre en retfærdig afgørelse af de mange verserende sager vedrørende EU-borgere, hvis huse ikke er blevet færdigbygget som resultat af dårlig planlægning og koordinering mellem institutioner og byggefirmaer;

10.

understreger, at hvis de krænkede parter ikke får medhold ved de spanske domstole, vil de kun kunne appellere sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, eftersom de påståede krænkelser af den grundlæggende ejendomsret ikke henhører under EF-Domstolens kompetence;

11.

opfordrer EU-institutionerne til at rådgive og støtte de spanske myndigheder, hvis disse anmoder herom, for at sætte dem i stand til effektivt at afhjælpe de katastrofale følger, som den massive byggeaktivitet har haft for borgernes tilværelse, inden for en tilstrækkelig kort, omend stadig rimelig frist;

12.

opfordrer samtidig Kommissionen til at sørge for en streng anvendelse af fællesskabslovgivningen og af de fastsatte målsætninger i de direktiver, der er omfattet af denne beslutning, således at overholdelsen heraf kan sikres;

13.

giver udtryk for sin dybe bekymring og forfærdelse over de vanskeligheder, som de retlige myndigheder i Spanien har haft med at håndtere de virkninger, som den massive byggeaktivitet har haft på borgernes tilværelse, sådan som det fremgår af de mange tusinde henvendelser, som Parlamentet og dets ansvarlige udvalg i den forbindelse har modtaget;

14.

finder det foruroligende, at andragerne tilsyneladende nærer stor mistillid til det spanske retssystems evne til at sikre en effektiv og retfærdig behandling af klager;

15.

udtrykker sin bekymring over den mangelfulde gennemførelse af direktiverne om hvidvaskning af penge (9), som er genstand for et verserende traktatbrudssøgsmål og som har gjort det vanskeligt at gennemskue og retsforfølge ulovlige transaktioner med finansieringskapital, herunder investeringer i visse store byggeprojekter;

16.

mener, at personer, som i god tro har købt en ejendom i Spanien, der efterfølgende er blevet erklæret ulovlig, bør have ret til en passende erstatning via de spanske domstole;

17.

mener, at hvis privatpersoner, som har købt en ejendom i Spanien, selv om de vidste, at transaktionen sandsynligvis var ulovlig, kan tilpligtes at bære omkostningerne ved deres risikotagning, skal dette med desto større ret også gælde for erhvervsdrivende på området; mener derfor, at bygherrer, som har indgået kontrakter, hvis ulovlighed de burde have kendt til, ikke bør kunne få erstatning for planer, som må opgives, fordi de ikke overholder nationale og europæisk love, og de bør heller ikke have nogen automatisk ret til at få refunderet beløb, der allerede er indbetalt til kommuner, når disse betalinger er foretaget i fuld bevidsthed om, at den indgåede kontrakt formentlig var ulovlig;

18.

mener ikke desto mindre, at mangelen på klarhed, præcision og sikkerhed med hensyn til individuelle ejendomsrettigheder i den gældende lovgivning og mangelen på en korrekt og konsekvent anvendelse af miljølovgivningen er de grundlæggende årsager til mange af problemerne i forbindelse med byggeaktiviteter, og at dette kombineret med en vis mangel på stringens i retsprocesserne ikke blot har forværret problemet, men også har skabt en form for korruption på lokalt plan, der, endnu en gang, først og fremmest er gået ud over EU-borgeren, men som også har påført den spanske stat betydelige tab;

19.

støtter de konklusioner, som Ombudskvinden i Valencia (Síndica de Greuges) - en institution, der med rette er berømt for sit forsvar for borgernes grundlæggende rettigheder - har udarbejdet, og ifølge hvilke boligejeres rettigheder kan være blevet krænket, hvad enten det skyldes, at bygherren har anført en for lav værdiansættelse, eller fordi de pågældende ejere i forbindelse med byggeriet undertiden har måttet betale ekstraordinært store udgifter, som bygherren ensidigt har pålagt dem;

20.

mener, at det er nødvendigt at sikre adgangen til information og inddragelsen af borgeren lige fra et byggeprojekts indledende fase, og at miljøinformationen bør formidles til borgerne i en klar, enkelt og let forståelig form;

21.

finder, at begrebet »almen interesse« ikke er blevet tilstrækkeligt defineret, hverken i den eksisterende byggelovgivning eller af de kompetente myndigheder, og påpeger, at begrebet anvendes til godkendelse af projekter, som ikke er bæredygtige ud fra et miljømæssigt synspunkt, samt i nogle tilfælde til at omgå negative miljøkonsekvensvurderinger og rapporter fra vandtilsynsmyndighederne;

22.

anerkender og støtter de spanske myndigheders bestræbelser på at beskytte kystmiljøet og om muligt genoprette det på en måde, som sikrer biodiversiteten og genoprettelsen af naturligt forekommende plante- og dyrearter, og opfordrer dem i den forbindelse til snarest muligt at gennemgå og eventuelt revidere kystloven for at beskytte rettighederne for de retmæssige husejere og de personer, der ejer små grundstykker i kystområder, som ikke har en negativ indvirkning på kystmiljøet; understreger, at denne beskyttelse ikke bør anvendes i forbindelse med projekter, der har et spekulativt formål, og som ikke overholder EU's miljødirektiver; agter at tage de indgivne andragender om dette emne op til fornyet behandling i lyset af svarene fra de kompetente spanske myndigheder;

23.

udtrykker sin bekymring over byplanlægningen i Marbella kommune i Andalusien, hvor titusinder af boliger, som er opført ulovligt, sandsynligvis i strid med EU-lovgivningen om miljøbeskyttelse og offentlig deltagelse, vandpolitik og offentlige indkøb, nu skal lovliggøres gennem en ny byplan, hvilket vil resultere i en mangel på retssikkerhed for boligkøbere, boligejere og borgere generelt;

24.

hylder og støtter fuldt ud de regionale ombudsmænd (»síndics de greuges«) og deres medarbejdere samt de mere ihærdige offentlige anklagere (»fiscales«), der har gjort en betydelig indsats for at sikre, at de kompetente institutioner på ny anvender de korrekte procedurer for disse spørgsmål;

25.

roser ligeledes den indsats, der er gjort af andragerne, deres foreninger og de lokale borgersammenslutninger, der omfatter tusinder af spanske og udenlandske statsborgere, som har gjort Parlamentet opmærksom på dette problem, og som har medvirket til at sikre de grundlæggende rettigheder for deres naboer og for alle de personer, der er berørt af dette komplekse problem;

26.

minder om, at direktivet om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (10) og direktivet om vurdering af bestemte planers og programmers indvirkning på miljøet (11) omfatter en forpligtelse til at høre offentligheden allerede i forbindelse med udarbejdelsen og affattelsen af planer, og ikke - som det så ofte har været tilfældet i sager, som er blevet indbragt for Parlamentets Udvalg for Andragender - først når planerne de facto er blevet godkendt af den lokale myndighed; minder i den forbindelse om, at enhver væsentlig ændring af de eksisterende planer også skal gennemgå denne procedure, og at planerne endvidere skal være ajourført og ikke statistisk unøjagtige eller forældede;

27.

minder desuden om, at Kommissionen i henhold til artikel 91 i forordning (EF) nr. 1083/2006 (12) har beføjelse til at afbryde udbetalingen af strukturfondsmidler og i henhold til artikel 92 at suspendere sådanne betalinger til en medlemsstat eller region og træffe korrigerende foranstaltninger for de programmer, som modtager støtte, men som efterfølgende vurderes ikke at være i fuld overensstemmelse med reglerne for anvendelsen af relevante EU-retsakter;

28.

minder også om, at Parlamentet som budgetmyndighed ligeledes kan beslutte at overføre bevillinger øremærket til samhørighedspolitikker til reserven, hvis det anser det for at være nødvendigt for at overtale en medlemsstat til at ophøre med at begå alvorlige brud på de regler og principper, som den har pligt til at overholde enten i henhold til traktaten eller som følge af anvendelsen af EU-retten, indtil problemet er løst;

29.

gentager under henvisning til konklusionerne fra sine tidligere beslutninger, at der bør sættes spørgsmålstegn ved metoden med udnævnelsen af »agentes urbanizadores« og ved den ofte alt for store magt, som byplanlæggere og bygherrertildeles af visse lokale myndigheder på bekostning af lokalsamfundene og de borgere, som har deres hjem i området;

30.

opfordrer endnu engang kraftigt de lokale myndigheder til at høre borgerne og inddrage dem i byudviklingsprojekter, så man der, hvor det er nødvendigt, fremmer en retfærdig, gennemsigtig og bæredygtig byudvikling, som tjener lokalsamfundenes interesser og ikke kun interesserne for bygherrer og ejendomsmæglere og andre særinteresser;

31.

opfordrer de kompetente byudviklingsmyndigheder til at udvide høringsprocessen, så den omfatter boligejerne, som skal kvittere for modtagelsen, når der sker ændringer i klassificeringen af deres ejendomme; foreslår, at kommunerne udsender direkte og personlige indbydelser til behandlingen af klager over lokalplaner eller ændring af områdeklassificering;

32.

fordømmer kraftigt visse bygherrers ulovlige praksis med, under forskellige påskud, at undergrave EU-borgeres legitime ejendomsret ved at gribe ind i ejendomsregistreringen og matrikuleringen og opfordrer de lokale myndigheder til at sørge for en passende retlig beskyttelse mod denne praksis;

33.

fastholder, at når der tilkendes ret til erstatning for tab af ejendom, bør denne sættes til et rimeligt beløb, som er i overensstemmelse med loven og med EF-Domstolens og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis;

34.

minder om, at direktivet om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked (13) forpligter alle medlemsstater til at sikre passende former for retsmidler og afhjælpende foranstaltninger for de forbrugere, der har været ofre for en sådan praksis, og sikre, at der indføres passende sanktioner mod disse praksisser;

35.

opfordrer på ny Kommissionen til at iværksætte en oplysningskampagne, der er rettet mod de EU-borgere, som køber fast ejendom i en anden medlemsstat end deres egen;

36.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til regeringen og parlamentet i Kongeriget Spanien og de selvstyrende regionalregeringer og regionale forsamlinger, til de nationale og regionale ombudsmænd i Spanien og til andragerne.