6.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 117/161

A.

der henviser til, at konkurrencepolitikken øger EU's økonomiske ydeevne og i betydelig grad bidrager til, at Lissabonstrategiens mål nås,

B.

der henviser til, at De Europæiske Fællesskabers Domstol har fastslået, at enkeltpersoner og virksomheder med henblik på at garantere den fulde virkning af traktatens artikel 81 kan indlede søgsmål om erstatning for den skade, de har lidt som følge af en overtrædelse af EF's konkurrencereglerne,

C.

der henviser til, at erstatningssøgsmål kun udgør ét element i et effektivt privat håndhævelsessystem, og til, at alternativ tvistbilæggelse under de rette omstændigheder er et effektivt alternativ til kollektive søgsmålsmekanismer og giver mulighed for retfærdige og hurtige udenretlige forlig, hvilket bør fremmes,

D.

der henviser til, at de spørgsmål, der behandles i hvidbogen, vedrører alle kategorier af skadelidte, alle typer overtrædelser af EF-traktatens artikel 81 og 82 og alle økonomiske sektorer,

E.

der henviser til, at ethvert forslag om at indføre kollektiv søgsmålsadgang ved overtrædelse af EF's konkurrenceregler bør supplere og ikke erstatte de alternative former for beskyttelse, der allerede eksisterer i nogle medlemsstater (det gælder f.eks. repræsentative søgsmål og prøvesager),

F.

der henviser til, at formålet med privatretlige erstatningssager må være fuld kompensation til skadelidte, og til, at principperne om ansvar uden for kontraktforhold, der forbyder uretmæssig berigelse og ydelse af erstatning flere gange for den samme skade på den ene side, og undgår straffesanktioner på den anden side, skal overholdes,

G.

der henviser til, at Kommissionens og de nationale konkurrencemyndigheders gennemførelse af konkurrencereglerne falder indenfor det offentligretlige område, og til, at der kun sjældent indbringes privatretlige erstatningssøgsmål for de nationale domstole, selv om nogle medlemsstater har taget eller vil tage initiativ til at gøre det lettere for private at gøre erstatningssøgsmål gældende ved overtrædelse af EF's konkurrenceregler,

H.

der henviser til, at de private erstatningssøgsmål bør supplere og støtte konkurrencemyndighedernes håndhævelse af konkurrencereglerne, men ikke må erstatte den, og at konkurrencemyndighedernes personalemæssige og økonomiske kapacitet derfor skal styrkes, så de kan undersøge overtrædelser af EF's konkurrenceregler mere effektivt,

I.

der henviser til, at uanset hvordan en tvist bilægges, er det vigtigt at indføre procedurer og beskyttelsesforanstaltninger, der sikrer en retfærdig behandling af alle parter, uden at systemet misbruges, hvilket har været tilfældet i andre retssystemer, herunder især i USA,

J.

der henviser til, Kommissionen i forbindelse med ethvert forslag, der ikke henhører under Fællesskabets enekompetence, skal overholde subsidiaritets- og proportionalitetsprincippet,

1.

glæder sig over den nævnte hvidbog og understreger, at EF's konkurrenceregler og navnlig en effektiv håndhævelse af dem, forudsætter, at ofrene for overtrædelser af EF's konkurrenceregler har mulighed for at kræve erstatning for den lidte skade;

2.

konstaterer, at Kommissionen endnu ikke har præciseret, hvilket retsgrundlag den vil basere sine foreslåede tiltag på, og at det yderligere skal overvejes, hvilket retsgrundlag der skal anvendes for de foreslåede indgreb i de nationale procedurer for erstatningsansvar uden for kontraktforhold og den nationale procesret;

3.

mener, at der er mange hindringer for effektive klageprocedurer for ofre for overtrædelser af EF's konkurrenceregler, såsom mange og spredte skader, informationsasymmetri og andre problemer, når der skal gøres erstatningskrav gældende, ikke blot i forhold til sager vedrørende EF's konkurrenceregler, men også på andre områder, som f.eks. produktansvar og andre forbrugerrelaterede erstatningssøgsmål;

4.

erindrer om, at de enkelte forbrugere, men også små virksomheder, navnlig de, der har lidt spredt skade med relativt lave omkostninger til følge, ofte afskrækkes fra at indlede et selvstændigt erstatningssøgsmål på grund af de hermed forbundne omkostninger, forsinkelser, usikkerhedsmomenter, risici og byrder; understreger i den forbindelse, at kollektive søgsmål, der gør det muligt at samle individuelle erstatningssøgsmål fra ofre for overtrædelser af EF's konkurrenceregler og øger deres adgang til domstolene, er et vigtigt afskrækkende redskab; bifalder derfor Kommissionens forslag om at indføre mekanismer, der skal forbedre kollektive søgsmål og samtidig forhindre en overdreven anvendelse af sagsanlæg;

5.

henviser til, at Kommissionens Generaldirektorat for Sundhed og Forbrugerbeskyttelse ved udgangen af 2008 offentliggjorde resultaterne af to studier om kollektive søgsmålsinstrumenter i medlemsstaterne og eventuelle hindringer for det indre marked, der opstår som følge af den uensartede lovgivning i medlemsstaterne; henviser endvidere til, at Kommissionen har offentliggjort en grønbog om EU's handlingsmuligheder inden for forbrugerbeskyttelse, og har meddelt, at den agter at udgive et nyt politikpapir i 2009; understreger, at tiltag på EU-niveau ikke må føre til en tilfældig eller unødvendig opsplitning af den nationale procesret, og at det derfor nøje må overvejes, om og i hvilket omfang der skal vælges en horisontal eller integreret tilgang for at fremme forlig og erstatningssøgsmål; opfordrer derfor Kommissionen til at foretage en undersøgelse af et eventuelt retsgrundlag og en eventuelt horisontal eller integreret tilgang, uden dog nødvendigvis at indføre et enkelt horisontalt instrument, og i mellemtiden afstå fra at fremlægge nogen kollektive søgsmålsmekanismer for ofre for overtrædelser af EF's konkurrenceregler, uden at give Parlamentet mulighed for at deltage i vedtagelsen af sådanne mekanismer under den fælles beslutningsprocedure;

6.

bemærker, at erstatningssøgsmål for overtrædelser af EF's konkurrenceregler så vidt muligt bør behandles på lige fod med andre søgsmål uden for kontraktforhold, er af den opfattelse, at en horisontal eller integreret tilgang kunne dække procedurebestemmelser, der er fælles for kollektive søgsmål inden for de forskellige lovområder, og understreger, at en sådan tilgang ikke må forsinke eller forhindre udarbejdelsen af de forslag og foranstaltninger, der anses for nødvendige for en fuldstændig håndhævelse af EF's konkurrenceregler; bemærker endvidere den mere avancerede analyse af civile søgsmål på konkurrenceområdet, den avancerede ramme for konkurrencemyndighederne, herunder Det Europæiske Konkurrencenetværk og mener, at det – i den mindste hvad angår visse spørgsmål – retfærdiggør, at man går hurtigt videre, idet der tages hensyn til, at nogle af disse foranstaltninger kan udvides til også at omfatte andre lovområder uden for konkurrencereglerne; er af den opfattelse, at sådanne sektorale foranstaltninger allerede kunne foreslås på baggrund af de særligt komplekse forhold og vanskeligheder, ofre for overtrædelser af EF's konkurrenceregler møder;

7.

bemærker, at en »en gang for alle«-afgørelse er i sagsøgtes interesse med henblik på at mindske usikkerheden og de overdrevne økonomiske konsekvenser, der kan ramme ansatte, leverandører, underleverandører og andre uskyldige parter; opfordrer til en evaluering og en mulig indførelse af en udenretslig tvistbilæggelsesprocedure for kollektive søgsmål, der enten kan rejses af parterne inden retssagen eller efter opfordring af den domstol, for hvilken sagen indbringes; mener, at en sådan tvistbilæggelsesprocedure bør søge at opnå en udenretslig tvistbilæggelse underlagt retlig godkendelse af en forligsaftale, der kan gøres bindende for alle de skadelidte, der har tilsluttet sig proceduren; understreger, at denne procedure hverken må resultere i en utilbørlig forlængelse af sagsbehandlingen eller fremme en uretfærdig sagsafgørelse; opfordrer Kommissionen til at søge metoder for større sikkerhed, herunder en evaluering af, hvorvidt eventuelle efterfølgende sagsøgere i princippet bør forvente ikke at få mere ud en sådan tvistbilæggelsesprocedure;

8.

mener, at det for direkte og indirekte aftagere skal være muligt i form af et selvstændigt søgsmål eller et opfølgende søgsmål at gøre deres krav gældende ved et individuelt, kollektivt eller repræsentativt søgsmål, som også kan indbringes som en prøvesag, men at udvælgelsen af ét søgsmål, for at undgå flere søgsmål for samme overtrædelse fra en enkelt part, skal udelukke parterne fra at anvende et sådant søgsmål enten samtidigt eller efterfølgende; mener, at man, i tilfælde af at flere parter anlægger selvstændige søgsmål, bør forsøge at kombinere eller opstille dem i rækkefølge;

9.

mener, at medlemsstaterne for at undgå uberettigede retstvister bør gøre det muligt for statslige organer som f.eks. ombudsmanden eller til kvalificerede enheder, såsom forbrugerorganisationer at anlægge repræsentative søgsmål i overensstemmelse med artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/27/EF af 19. maj 1998 om søgsmål med påstand om forbud på området beskyttelse af forbrugernes interesser (7), og at en ad hoc-bemyndigelse til at anlægge et sådant repræsentativt søgsmål fortrinsvis kommer i betragtning for sammenslutninger, der beskæftiger sig med at gøre virksomheders erstatningskrav gældende;

10.

kræver imidlertid, at det kun er en klart identificeret personkreds, der må kunne deltage i kollektive erstatningssøgsmål, og at identificeringen af medlemmerne af denne gruppe i tilfælde af kollektive »opt-in«-søgsmål og identificeringen i tilfælde af repræsentative søgsmål anlagt af kvalificerede enheder, der er udpeget på forhånd eller godkendt på ad hoc-basis, skal finde sted inden for en klar frist uden unødige forsinkelser, og dog overholde eksisterende lovgivning, der kræver en længere frist; understreger, at kun den faktisk lidte skade bør erstattes; kræver, at den tilkendte erstatning i tilfælde af, at der opnås medhold, skal udbetales til den identificerede personkreds eller en udpeget person, og at den kvalificerede enhed højst får refunderet de omkostninger, den har haft i forbindelse med søgsmålet, og hverken direkte eller indirekte må få udbetalt erstatning;

11.

understreger, at det i tilfælde af, at der opnås medhold ved et selvstændigt søgsmål, ikke skal forhindre, at myndighederne efterfølgende forfølger overtrædelsen af EF's konkurrenceregler; gentager endvidere, at for at tilskynde virksomheder til at udbetale erstatning til ofrene for deres ulovlige adfærd så hurtigt og effektivt som muligt, tilskyndes konkurrencemyndighederne til at tage hensyn til en sådan erstatning ved udmålingen af den bøde, den sagsøgte virksomhed skal idømmes; bemærker, at dette dog hverken skal påvirke ofrenes ret til fuld erstatning for den lidte skade eller behovet for at bevare bødernes afskrækkende effekt eller resultere i langvarig usikkerhed med hensyn til virksomhedernes endelige afregning; opfordrer Rådet og Kommissionen til udtrykkeligt at indføje principperne for bødefastsættelse i forordning (EF) 1/2003 og yderligere forbedre og præcisere disse principper for at overholde de generelle retsprincipper;

12.

bemærker, at der bør foretages en umiddelbar vurdering af fordelene ved kollektive søgsmål på et tidligt stadium, og understreger, at sagsøgere i et kollektivt søgsmål ikke må stilles bedre eller værre end individuelle sagsøgere; kræver, at der i forbindelse med kollektive søgsmålsmekanismer skal gælde det princip, at den part, der indbringer søgsmålet, skal bevise sin påstand, medmindre den til enhver tid gældende nationale lovgivning ikke fastsætter bevislettelser eller giver lettere adgang til den information og dokumentation, sagsøgte ligger inde med;

13.

kræver, at Kommissionen skal give ofrene for overtrædelser af EF's konkurrenceregler aktindsigt i fortsættelse af en undersøgelse i det omfang, som det er nødvendigt til ofrenes erstatningssøgsmål, og understreger, at artikel 255 i EF-traktaten og forordning (EF) nr. 1049/2001 fastslår retten til aktindsigt i institutionerne, som kun kan nægtes på de vilkår, der er fastsat i forordningen, navnlig forordningens artikel 4; mener derfor, at Kommissionen skal fortolke forordning (EF) nr. 1049/2001 i overensstemmelse hermed eller foreslå ændringer hertil; understreger, at der ved myndighedernes tildeling af aktindsigt skal ofres særlig opmærksomhed på beskyttelse af sagsøgtes eller tredjemands forretningshemmeligheder, og bemærker, at der er behov for retningslinjer vedrørende behandlingen af ansøgninger om bødenedsættelse;

14.

mener, at en national domstol ikke bør være bundet af en afgørelse, der er truffet af en anden medlemsstats nationale konkurrencemyndighed, med forbehold af bestemmelser, der fastlægger en bindende virkning for afgørelser truffet af et medlem af Det Europæiske Konkurrencenetværk under anvendelse af traktatens artikel 81 og 82 og i forhold til samme emneområde; bemærker, at praktik- og udvekslingsprogrammer bør føre til mere ensartede afgørelser, således at godkendelsen af andre konkurrencemyndigheders afgørelser bliver normen;

15.

understreger, at det principielt skal være en forudsætning for et erstatningssøgsmål, at der foreligger en culpøs handling, og at overtrædelsen af EF's konkurrenceregler derfor mindst skal være begået uagtsomt, medmindre der er en formodning eller en gendrivelig formodning om overtrædelse efter national ret i tilfælde af overtrædelser af EF's konkurrenceregler, så der sikres en konsekvent håndhævelse af konkurrencelovgivningen;

16.

glæder sig over, at erstatningen sigter mod at udligne tabene og den tabte fortjeneste inklusive overpriser og renter, og kræver, at dette skadesbegreb for kollektive søgsmålsmekanismer fastsættes på EU-niveau;

17.

glæder sig over Kommissionens arbejde med en uforbindende retningslinje for beregning af erstatningen, som også kunne omfatte nyttige retningslinjer for de oplysninger, der er nødvendige for beregningen, og anvendelsen af sådanne beregninger i mekanismerne til alternativ tvistbilæggelse, så vidt det er muligt;

18.

bemærker, at der med fordel kan udvikles en fælles tilgang til overvæltning på EU-niveau, og går ind for lovligheden af indsigelsen om overvæltning af overpriser og understreger, at indsigelsen principielt skal dokumenteres af lovovertræderen, idet domstolene kan basere sig på velkendte nationale regler om kausalitets- og ansvarssammenhænge for at sikre retfærdighed i den enkelte sag; foreslår, at der udarbejdes retningslinjer for, i hvilket omfang den indirekte aftager og navnlig den sidste indirekte aftager kan henhold sig til den gendrivelige formodningsregel, i henhold til hvilken en ulovlig overpris skal være videredebiteret til de indirekte aftagere i fuldt omfang;

19.

glæder sig over, at forældelsesfristen i tilfælde af permanente eller gentagne overtrædelser af konkurrencereglerne skal begynde fra tidspunktet for overtrædelsens ophør eller opdagelsen af overtrædelsen, som fornuftigvis må forventes, alt efter hvilket tidspunkt der er det seneste; understreger, at reglerne om forældelse også skal tjene retssikkerheden, og at der derfor skal gælde en absolut forældelsesfrist på fem år i tilfælde af, at der ikke anlægges offentligt eller privat søgsmål; glæder sig endvidere over, at forældelsesfristens varighed for selvstændige søgsmål skal rette sig efter lovgivningen i den respektive medlemsstat, og kræver, at dette også gælder for opfølgende søgsmål; bemærker, at de lovbestemmelser i medlemsstaterne, der vedrører udsættelse eller afbrydelse af forældelsesfristen, ikke berøres;

20.

glæder sig over, at medlemsstaterne skal træffe beslutning om deres regler for, hvem der skal bære sagsomkostningerne; mener, at det er op til medlemsstaterne at evaluere, hvorvidt det skal sikres, at et asymmetrisk ressourceforhold mellem sagsøger og sagsøgte i retssager ikke afholder sagsøger fra at anlægge velbegrundede søgsmål, og bemærker, at adgangen til domstolene skal modsvares af utvetydige foranstaltninger til forebyggelse af misbrug, herunder i form af for eksempel grundløse, unødige eller afpressende sagsanlæg;

21.

henviser til, at bødenedsættelsesordningen i betydeligt omfang bidrager til at afdække karteller og dermed først muliggør det private erstatningssøgsmål, og kræver, at der udarbejdes kriterier for at opretholde bødenedsættelsesordningens attraktivitet; fremhæver, at uanset bødenedsættelsesordningens betydning afvises en løsladelse af kronvidnet fra den civilretlige solidariske hæftelse udtrykkeligt som værende i strid med systemet og ugunstig for mange ofre for overtrædelser af EF's konkurrenceregler;

22.

opfordrer Kommissionen til som et prioriteret mål at undgå at opgive procedurer vedrørende kartel- og monopolregler, for ikke at underminere, men fremme ofres ret til at indbringe et erstatningssøgsmål, og sikre en afslutning på alle væsentlige sager med en klar afgørelse;

23.

insisterer på, at Parlamentet inden for rammerne af den fælles beslutningsprocedure skal involveres i alle lovgivningsprojekter på området for kollektive søgsmål;

24.

henstiller, at der udarbejdes en uafhængig cost-benefit-analyse forud for forelæggelsen af ethvert forslag til retsakt;

25.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen samt til medlemsstaternes regeringer og parlamenter og arbejdsmarkedets parter på fællesskabsniveau.