6.5.2010   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

CE 117/7

A.

der henviser til, at målsætningen om udryddelse af fattigdom i høj grad skal forblive en central del af den fælles strategi,

B.

der henviser til, at halvdelen af Afrikas befolkning stadig lever i fattigdom, og at Afrika er det eneste kontinent, der ikke gør fremskridt, hvad angår 2015-målene, navnlig med hensyn til fattigdomsbekæmpelse, børnedødelighed, mødres sundhed samt bekæmpelse af hiv/aids og malaria,

C.

der henviser til, at den fælles strategi sigter mod at komme »hinsides udvikling«, »hinsides Afrika« og »hinsides institutionerne« og dække et bredere spektrum af afrikanske og globale spørgsmål end tidligere, f.eks. energi, klimaændringer og sikkerhed, og til at involvere flere ikke-institutionelle aktører,

D.

der henviser til, at hovedparten af den institutionelle arkitektur og de innovative arbejdsmetoder i den fælles Afrika/EU-strategi er etableret gennem det seneste år, men at der kun er sket få reelle fremskridt i praksis,

E.

der henviser til, at Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet til trods for den fælles strategis udtrykkelige anerkendelse af deres grundlæggende rolle med hensyn til at føre tilsyn med fremskridtene og fastlægge de politiske retningslinjer for partnerskabet, endnu ikke har været inddraget på en struktureret og meningsfuld måde i tilrettelæggelsen og tilpasningen af den fælles strategi og tilsynet med denne,

F.

der henviser til, at civilsamfundet og de lokale myndigheder, navnlig i Afrika, i ringe grad har været inddraget i gennemførelsen af den fælles strategi,

G.

der henviser til, at der er afsat meget få ressourcer til gennemførelsen af den fælles strategi, men at de relevante finansieringskilder allerede var planlagt før den fælles strategi blev vedtaget,

H.

der henviser til, at en indlemmelse af Den Europæiske Udviklingsfond (EUF) i EU-budgettet, som Europa-Parlamentet gentagne gange har opfordret til, vil give mulighed for større politisk sammenhæng og parlamentarisk overblik over udviklingsudgifterne,

I.

der henviser til, at Afrikas andel af verdenshandelen falder, og at Afrika er udelukket fra at drage nytte af de muligheder, som globaliseringen giver,

J.

der henviser til, at kapitalflugt, navnlig ulovlig kapitalflugt, hvert år dræner de afrikanske økonomier for milliarder af EUR, mens »hjerneflugten« frarøver kontinentet meget af den intellektuelle kapacitet, som er nødvendig for kontinentets fremtidige udvikling,

K.

der henviser til, at fødevareproduktionen og -sikkerheden i Afrika er blevet nedprioriteret politisk og har været ramt af manglende investeringer i løbet af de sidste ti år, og at dette kan have katastrofale følger, hvilket den seneste fødevarekrise også har vist,

L.

der henviser til, at Afrika er underrepræsenteret i de internationale organisationer og multilaterale fora, hvor der træffes afgørelse om mange af de problemer, der vedrører kontinentets fremtid,

M.

der henviser til, at de langvarige forbindelser mellem EU og Afrika får ny betydning, efter at der er dukket mere utraditionelle donorer op, hvis agendaer og prioriteter for Afrika medfører nye risici og udfordringer,

N.

der henviser til, at det er vigtigt, at finde synergier og undgå overlapning mellem institutionerne i den fælles strategi og institutionerne i de eksisterende forhold, såsom Cotonou-aftalen, Euro-Middelhavs-strategien og det strategiske partnerskab mellem Sydafrika og EU,

O.

der henviser til, at revideringen af Cotonouaftalen i 2009 har til formål at præcisere det fremtidige forhold mellem AVS og AU,

P.

der henviser til, at vidensniveauet omkring den fælles strategis mål og foranstaltninger er foruroligende lavt, og at borgernes bevidsthed om og overholdelse af det strategiske partnerskab mellem Afrika og EU- især i Afrika - direkte afhænger af, hvor gode partnerskaberne under den fælles strategi er til at skabe umiddelbare og konkrete resultater, der kan forbedre den afrikanske befolknings levestandard,

Q.

der henviser til, at der i forbindelse med partnerskabet bør tages højde for, at selv om et »partnerskab mellem ligestillede« betyder, at EU og AU er lige med hensyn til deltagelse i drøftelser og i fastlæggelse af politikker, bør den barske virkelighed også ses i øjnene, nemlig at begge kontinenter og deres institutioner stadig langt fra er ligestillede med hensyn til institutionel udvikling, beslutningskapacitet og ressourcer,

1.

glæder sig over, at de vigtigste dele af den institutionelle ramme for gennemførelsen af den fælles strategi et år efter vedtagelsen endelig er på plads, at den er begyndt at fungere med støtte fra en handlingsplan med standarder og tidsplaner, og at der er gjort visse fremskridt hen imod gennemførelse af den fælles strategi og de tematiske partnerskaber; beklager imidlertid, at visse partnerskaber ved slutningen af det første gennemførelsesår kun er nået til det stadium i processen, hvor arbejdsmetoderne fastlægges, og endnu ikke har fastlagt, hvad der skal leveres, eller tidsplaner og budgetbevillinger;

2.

glæder sig over, at EU og AU er mødtes oftere end hidtil i løbet af det første år efter undertegnelse af den fælles strategi;

3.

opfordrer AU-Kommissionen, Europa-Kommissionen og medlemsstaterne i EU og AU til at prioritere færdiggørelsen af denne institutionelle struktur gennem udvikling af de parlamentariske komponenter, civilsamfundskomponenter og de lokale myndighedskomponenter, der skal drive og støtte processen, ved at tilføre den åbenhed, ejerskab og demokratisk legitimitet;

4.

glæder sig over etableringen af EU’s gennemførelsesteams med deltagelse af interesserede medlemsstater, ikke blot fordi finansieringen af den fælles strategi i høj grad afhænger af bidrag fra medlemsstaterne, men også fordi medlemsstaternes direkte inddragelse vil bidrage til øget kendskab til, kontinuitet i og bæredygtighed af de planlagte foranstaltninger i handlingsplanen;

5.

opfordrer indtrængende institutionerne under den fælles strategi til at koncentrere sig fuldt ud om det, der nødvendigvis skal leveres, i betragtning af at den første handlingsplan kun dækker mindre end tre år (2008-2010);

6.

gentager sin anmodning til Europa-Kommissionen og AU-Kommissionen om at træffe aktive foranstaltninger for at inddrage Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament i gennemførelsen, overvågningen og fastsættelsen af politiske retningslinjer for den fælles strategi i tråd med deres status som nøgleelementer i den institutionelle struktur;

7.

understreger de interparlamentariske organers rolle mellem Europa-Parlamentet og de afrikanske parlamenter - f.eks. Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU og den parlamentariske forsamling for Euromed - med hensyn til at fremme fred og sikkerhed, god forvaltning og demokrati samt udgøre effektive platforme for samarbejde og løsning af problemer af fælles interesse;

8.

bemærker, at den første årlige statusrapport om gennemførelsen af den fælles strategi og dens handlingsplan blev godkendt på det 11. ministertrojkamøde mellem Afrika og EU, og at EU’s bidrag hertil bestod i ovenstående meddelelse fra Kommissionen;

9.

beklager dog, at rapporten er blevet udarbejdet uden høring af eller formelt bidrag fra Europa-Parlamentet eller Det Panafrikanske Parlament;

10.

foreslår, at formændene for Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet systematisk deltager i og taler ved Afrika/EU-topmøder med henblik på at fremlægge de nævnte parlamenters konklusioner vedrørende gennemførelse af handlingsplanen og forslag til den fælles strategis retningslinjer for fremtiden;

11.

anmoder om, at medlemmerne af ministertrojkaen umiddelbart før forårets ministertrojkamøde afholder drøftelser med repræsentanter fra de kompetente organer i Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet, hvorunder parlamenterne kan forelægge deres forslag og henstillinger om den seneste fælles årlige statusrapport; foreslår, at drøftelserne af de to parlamenters forslag og henstillinger opføres på dagsordenen for ovennævnte ministertrojkamøde; forventer, at den efterfølgende fælles årlige rapport – der vedtages på det følgende ministertrojkamøde i efteråret – angiver, hvordan der er blevet taget højde for disse forslag og henstillinger; anmoder om, at repræsentanterne også får lejlighed til at mødes med ministertrojkaen i forbindelse med ministertrojkamødet i efteråret;

12.

mener, at Det Panafrikanske Parlament og Europa-Parlamentet bør deltage på et passende niveau i såvel de fælles ekspertgrupper som i AU-EU-task forcen;

13.

glæder sig over, at Kommissionen har oprettet et støtteprogram til i alt 55 millioner EUR under den 9. EUF til styrkelse af kapaciteten i AU’s institutioner; understreger endnu en gang, at en del af denne budgetpost skal anvendes til at styrke Det Panafrikanske Parlaments administrative og operationelle kapacitet, og opfordrer AU-Kommissionen og Europa-Kommissionen til at udfærdige handlingsplaner for anvendelse af disse budgetter i tæt samråd med Det Panafrikanske Parlament og i samarbejde med Europa-Parlamentet;

14.

anbefaler, at den del af budgettet, som er øremærket til Det Panafrikanske Parlament, administreres direkte af Det Panafrikanske Parlament, så snart det har opbygget den fornødne administrative kapacitet dertil og har opfyldt kravene i Fællesskabets finansforordning (navnlig artikel 56) (6) med henblik på at give Kommissionen mulighed for at gennemføre budgettet ved indirekte central forvaltning;

15.

opfordrer Europa-Kommissionen og AU-Kommissionen til at forenkle procedurerne for at sikre direkte og effektiv dialog med parlamenterne med henblik på at undgå uacceptable forsinkelser under behørig hensyntagen til deres forskellige specifikke procedurer;

16.

opfordrer på ny til budgettering af EUF og anmoder i mellemtiden Kommissionen om at holde Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament underrettet i alle budgetprocedurens faser;

17.

mener, at den fælles strategi effektivt skal inddrage civilsamfundet og de lokale myndigheder og lette deres reelle deltagelse i arbejdet i gennemførelsesorganerne, hvis den skal udvikle sig til et bredt baseret og vidtfavnende partnerskab med mennesket i centrum;

18.

beklager, at der til trods for, at det af handlingsplanen fremgår, at alle partnerskaber mellem Afrika og EU er åbne for en bred vifte af aktiviteter, lægges overvældende vægt på statslige aktiviteter; understreger, at input fra og inddragelse af parlamenter og ikke-statslige aktører, f.eks. civilsamfundsorganisationer, lokale myndigheder og andre ikke-statslige aktører i processen, skal uddybes og præciseres yderligere;

19.

glæder sig over AU’s økonomiske, sociale og kulturelle råd (ECOSOCC) som et forum, der kan bidrage til at etablere et partnerskab mellem de afrikanske regeringer og civilsamfundet; er imidlertid bekymret over den ringe inddragelse af det afrikanske civilsamfund i gennemførelsen af den fælles strategi og opfordrer til, at der umiddelbart træffes foranstaltninger, navnlig fra afrikanernes side, til i tæt samarbejde med de interesserede parter at fastsætte procedurer for fastlæggelse, kortlægning og effektiv inddragelse af repræsentative, afrikanske, ikke-statslige aktører;

20.

opfordrer Kommissionen til at udvikle passende kapacitetsopbyggende værktøjer til de afrikanske civilsamfundsorganisationer med det særlige formål at styrke deres kapacitet til at engagere sig i gennemførelsen af den fælles strategi;

21.

bemærker, at den fælles strategi også bør behandle spørgsmål, der, til trods for at de formelt set tilhører andre institutionelle strukturer, har en dybtgående indflydelse på Afrikas fremtid, og som påvirker forholdet mellem de to kontinenter, f.eks. de økonomiske partnerskabsaftaler (ØPA’er) og forholdet mellem de regionale ØPA-sammenslutninger og andre eksisterende regionale sammenslutninger i Afrika (herunder regionale økonomiske fællesskaber), den anden revidering af Cotonou-aftalen, Euro-Middelhavs-strategien, det strategiske partnerskab mellem Sydafrika og EU og Afrikas forhold til nye globale aktører såsom Kina og Brasilien;

22.

mener, at bæredygtig økonomisk, social og miljømæssig udvikling kun kan finde sted i lande, som giver garanti for fred, demokrati og overholdelse af menneskerettighederne;

23.

opfordrer Europa-Kommissionen, Rådet og deres afrikanske modparter til at sikre sammenhæng mellem denne strategi og de øvrige politikker, som kan have negativ indvirkning på fremme af et nyt strategisk partnerskab mellem EU og Afrika, navnlig kommercielle, miljømæssige, migrationsrelaterede og landbrugsmæssige politikker; understreger, at den politiske dialog mellem EU og Afrika bør omfatte disse spørgsmål;

24.

understreger, at det strategiske partnerskab mellem EU og Afrika for effektivt at kunne bekæmpe fattigdom, hvilket fortsat bør være strategiens hovedformål, bør bidrage til at fremme bæredygtig økonomisk og social udvikling, tiltrække udenlandske investeringer, fremme bæredygtig international handel og bidrage til at skabe de rette betingelser, således at de afrikanske lande gradvist kan indtage deres plads i den globale økonomi;

25.

glæder sig over, de fremskridt, der er gjort, hvad angår partnerskaberne for fred og sikkerhed; tager den politiske dialog mellem AU og EU om krisesituationerne i Afrika og resten af verden til efterretning; understreger, at denne dialog bør omhandle alle freds- og sikkerhedsspørgsmålene lige fra konfliktforebyggelse og konfliktløsning til postkonfliktgenopbygning og fredsopbygning, herunder en tilbundsgående dialog om gennemførelsen af princippet om »beskyttelsesansvar«;

26.

opfordrer til, at gennemførelsen af den afrikanske freds- og sikkerhedsarkitektur prioriteres på behørig vis; understreger endnu en gang, at EUF ikke er en tilstrækkelig finansieringskilde for den kommende fornyelse af fredsfaciliteten for Afrika; mener, at EUF’s udgifter bør overholde de kriterier, som Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings Komité for Udviklingsbistand (OECD/DAC) har fastsat for officiel udviklingsbistand; gentager sin opfordring til at finde en endelig løsning på finansieringen af den afrikanske fredsfacilitet;

27.

glæder sig over, at FN’s generalsekretær, Ban Ki-Moon, i september 2008 nedsatte et AU-FN-panel af fremtrædende personer, der skulle finde frem til måder, hvorpå det internationale samfund under et FN-mandat kan støtte AU’s fredsbevarende aktioner;

28.

bemærker, at begrebet regeringsførelse bør være en målestok for, hvor godt et samfund fungerer, gennem lov og orden, respekt for og aktiv fremme af menneskerettighederne, bekæmpelse af korruption, skabelse af velstand og gennemsigtig og retfærdig fordeling af velstanden og basale social- og sundhedstjenester; understreger, at eksterne aktører ikke udelukkende skal vurdere regeringsførelsen på grundlag af eksternt fastsatte kriterier, men snarere på grundlag af fælles værdier og standarder, som deles og accepteres af alle parter;

29.

understreger vigtigheden af bæredygtigt demokrati, herunder god regeringsførelse og demokratiske valg, som skal omfatte støtte til parlamentarisk kapacitetsopbygning og inddragelse af civilsamfundet og lokale myndigheder i den politiske dialog;

30.

understreger, at forvaltningen skal forbedres på begge sider, idet den ikke blot er en prioritet i Afrika, men også i Europa, som skal forbedre forvaltning og ansvarlighed med hensyn til bistandsforpligtelser og bedre donorkoordination med henblik på at tage større hensyn til lande, der er »glemt« i bistandssammenhæng; understreger, at de nationale og kontinentale parlamenter, ikke-statslige aktører og lokale myndigheder har en vigtig rolle at spille på dette område;

31.

opfordrer til øget støtte til de eksisterende afrikanske initiativer, f.eks. den afrikanske peer review-mekanisme (APRM), som er de afrikanske lederes mest seriøse indsats til dato for at forbedre regeringsførelsen på kontinentet, og de forskellige instrumenter, der er indført af AU, som vil øge det afrikanske ejerskab af processen;

32.

giver udtryk for alvorlig bekymring over, at de »forvaltningsprofiler«, som Kommissionen har udarbejdet for hvert AVS-land, og som vil styre programmeringen af udviklingsbistand i forbindelse med de ekstra midler, der beløber sig til 2 700 mio. EUR i den 10. EUF, er udarbejdet uden noget participatorisk element; noterer sig, at modtagerlandenes berettigelse til at modtage ekstra midler er vurderet ud fra en række kriterier, hvoraf kun ét er direkte forbundet med 2015-målene; udtrykker frygt for, at Europa-Kommissionens »profiler« risikerer at udhule APRM-processen; opfordrer Europa-Kommissionen til at høre og informere Europa-Parlamentet og Rådet om opfølgningen på og gennemførelsen af tildelingen af disse midler med henblik på at sikre, at de afsættes til forvaltningsinitiativer til støtte for AU’s forvaltningsagenda og APRM-processen;

33.

opfordrer til, at dialogen inden for partnerskabet for regeringsførelse og menneskerettigheder kommer til at omhandle straffrihed for krænkelse af menneskerettigheder under hensyntagen til bedste praksis inden for den nationale ret eller folkeretten, herunder arbejdet i de internationale straffedomstole, der er etableret i Sierra Leone og Rwanda;

34.

mener, hvad angår partnerskabet om handel og regional integration, at øget handel under de rette betingelser kan være en afgørende drivkraft bag økonomisk vækst under forudsætning af, at handelspolitikkerne er i overensstemmelse med udviklingsmålene; glæder sig derfor over dette partnerskabs målsætning om at støtte den afrikanske regionale integration og styrke kontinentets handelskapacitet;

35.

ser frem til en hurtig afslutning af Verdenshandelsorganisationens (WTO) Dohaudviklingsrunde, men fastholder, at den primært skal forblive en »udviklingsrunde« til fordel for de afrikanske nationers integration i den globale økonomi og en effektiv reduktion af handelsforvridende landbrugsstøtte samt afskaffelse af eksportstøtte til landbruget;

36.

mener, at EU bør hjælpe de afrikanske stater med at sikre, at deres landbrug bliver selvforsynende, og med at fremme vigtige tjenesteydelser og den sårbare indenlandske industri;

37.

insisterer på, at de endelige ØPA’er, der blev indgået med de afrikanske lande, først og fremmest bør være redskaber til at fremme udvikling under hensyntagen til forskellene i støttemodtagernes kapacitet og udviklingsniveau;

38.

understreger, at ØPA’er bør fremme snarere end underminere den afrikanske regionale integration; støtter AU’s indsats for at styrke de regionale økonomiske fællesskaber som de grundlæggende byggesten i kontinentets regionale integration;

39.

fastholder, at Europa-Kommissionen og medlemsstaterne bør overholde deres forpligtelse til senest i 2010 at yde mindst 2 000 mio. EUR om året i reel handelsstøtte, hvoraf størstedelen bør gå til Afrika; opfordrer til rettidig fastlæggelse og forsyning af Aid for Trade-ressourcerne; understreger, at disse midler bør være ekstra ressourcer og ikke blot udgøre en nyemballering af EUF-bevillingerne;

40.

opfordrer partnerskabet til at tage fat på handelsstøttedagsordenen i bredere forstand, herunder udvikling af infrastruktur, fremme af virksomhedsudvikling og bedre virksomhedsregulering, herunder enklere og brugervenlige oprindelsesregler;

41.

opfordrer endvidere partnerskabet til at behandle de økonomiske aspekter, der, til trods for at de ikke nødvendigvis er handelsrelaterede, har vigtige konsekvenser for de afrikanske økonomier, f.eks. behovet for at træffe foranstaltninger for at standse ulovlig kapitalflugt og fremme international regulering af skattely;

42.

opfordrer til, at den fælles strategi anerkender og støtter migranternes og diasporaernes rolle i forbindelse med udviklingen af deres hjemlande ved at forenkle deres investeringer i disse lande og ved at reducere overførselsomkostningerne;

43.

fastholder, hvad angår partnerskabet om 2015-målene, at det selv med mere og bedre støtte vil være svært at gennemføre disse mål, og opfordrer derfor EU’s medlemsstater til at overholde de forpligtelser, som de for nylig igen bekræftede på Doha-konferencen om udviklingsfinansiering samt på Accra-forummet på højt plan om bistandseffektivitet, navnlig hvad angår mængden af støtte, sammenhængende politikker, ejerskab, gennemsigtighed og arbejdsfordelingen mellem donorerne;

44.

bemærker, at basal sundhed og grund- og gymnasieuddannelse er afgørende katalysatorer for opfyldelse af 2015-målene; opfordrer derfor de afrikanske lande til at prioritere disse områder højt i deres fattigdomsbekæmpelsesstrategier; opfordrer partnerskabet til at fremme en sådan udvikling i betragtning af Kommissionens forpligtelse til at afsætte mindst 20 % af Fællesskabets bistandsbudget til disse sektorer; opfordrer Kommissionen til at udvide denne forpligtelse til også at omfatte EUF; minder om, at alle bestræbelser i denne forbindelse bør omfatte handicappede; glæder sig i denne forbindelse over resultaterne af den fælles ekspertgruppes første møde og opfordrer de involverede interessenter til at sikre, at der sker fremskridt i det kommende år;

45.

opfordrer Kommissionen til hurtigt at træffe foranstaltninger til at gennemføre sine forpligtelser på sundhedsområdet med hensyn til konklusionerne og henstillingerne i Den Europæiske Revisionsrets beretning om EF’s udviklingsbistand til sundhedstjenester i Afrika syd for Sahara (januar 2009); understreger vigtigheden af en stigning i Kommissionens støtte til sundhedssektoren i landene syd for Sahara i den 10. EUF’s midtvejsevaluering med henblik på at støtte dens forpligtelse med hensyn til 2015-målene om sundhed;

46.

opfordrer EU’s og AU’s medlemsstater til at tillægge den afrikanske fødevaresikkerhed og fødevaresuverænitet større betydning samt støtte foranstaltninger med henblik på at øge det afrikanske landbrugs produktivitet og konkurrenceevne, navnlig fødevareproduktionen til lokale markeder, og fremme af byer omgivet af et »grønt bælte«;

47.

opfordrer medlemsstaterne til i deres drøftelser i og udenfor den fælles strategi at inddrage spørgsmålet om en rimelig fordeling af den velstand, der stammer fra udnyttelse af naturressourcer; fastholder, at det bør prioriteres, at nationale indtægter fra naturressourcer fordeles mere ligeligt for at opfylde de pågældende befolkningers basale behov, navnlig på sundheds- og uddannelsesområdet samt på området for bevaring af naturressourcer og miljøet, og således bidrage til at opnå 2015-målene;

48.

udtrykker bekymring for, at Afrikas nylige periode med rekordvækst vil vende med den globale økonomiske afmatning, og understreger, at kontinentet risikerer at blive sat årtier tilbage som følge af faldende fødevarepriser, lavere investeringsstrømme, finansiel ustabilitet og aftagende pengeoverførsler;

49.

minder vedrørende klimaændringer om, at det primært er de udviklede lande, der er ansvarlige for klimaændringerne, mens de negative konsekvenser deraf er størst for udviklingslandene; understreger derfor, at der er brug for nye midler, hvis de afrikanske lande skal undgå at blive tvunget til at betale en urimelig pris for tilpasning til og afdæmpning af følgerne; støtter desuden den fælles erklæring fra EU og Afrika om klimaændringer på FN’s Klimakonvention (United Nations Framework Convention on Climate Change, UNFCCC) i Poznan i december 2008;

50.

forlanger, at der inden for partnerskabet om migration og beskæftigelse findes en rimelig og anvendelig løsning på den hjerneflugt, der berøver mange afrikanske lande et stort antal kvalificerede arbejdstagere, navnlig inden for sundheds- og uddannelsessektorerne;

51.

opfordrer til, at EU’s nye ordning med det »blå kort« modvirker, at der tyndes ud i den faglærte arbejdskraft fra udviklingslandene i sektorer, hvor disse lande lider under mangel på arbejdskraft, navnlig på sundheds- og uddannelsesområderne;

52.

opfordrer Europa-Kommissionen til at anvende partnerskabet mellem EU og Afrika til at bistå afrikanske lande med at gøre brug af den fleksibilitet, der åbnes mulighed for i Dohaerklæringen om handelsrelaterede aspekter af intellektuelle ejendomsrettigheder (TRIPS) og folkesundhed, med henblik på at lette adgangen til livsvigtige og økonomisk overkommelige lægemidler i Afrika;

53.

opfordrer begge parter til i forbindelse med partnerskab inden for videnskab og teknologi at sigte mod at bygge bro over den digitale kløft ved at optrappe samarbejdet inden for teknologiudvikling og -overførsel, navnlig med hensyn til telefoni og internet;

54.

forventer, at den fælles strategi vil tage specifikke skridt til at forbedre mulighederne for kvinder, børn og handicappede i Afrika, idet disse grupper står over for meget alvorlige vanskeligheder i udviklingslandene;

55.

understreger, at EU og Afrika, hvis den fælles strategi skal række »hinsides Afrika« med større samarbejde mellem EU og Afrika inden for internationale organer og i multilaterale forhandlinger om emner såsom handel, menneskerettigheder eller klimaændringer, bør arbejde hen imod at gøre de internationale institutioner, såsom Verdensbanken, Den Internationale Valutafond og WTO, mere demokratiske og repræsentative og sikre, at Afrika endelig kan opnå den indflydelse, der svarer til kontinentets størrelse og status;

56.

opfordrer på ny EU-institutionerne til at oprette et særligt finansielt instrument til gennemførelse af den fælles strategi, som centraliserer alle eksisterende finansieringskilder på en tydelig, forudsigelig og programmerbar måde; rejser spørgsmålet om, i hvilken udstrækning den fælles strategi vil kunne opfylde sine høje ambitioner og give reel merværdi uden nogen form for ny finansiering eller omprogrammering af den eksisterende finansiering;

57.

opfordrer regeringerne i EU og Afrika til mere effektivt og systematisk at informere deres befolkning om den fælles strategis foranstaltninger og resultater samt bestræbe sig på at udvide mediedækningen;

58.

ser frem til en meningsfuld inddragelse af Europa-Parlamentet og Det Panafrikanske Parlament samt civilsamfundsorganisationer og lokale myndigheder som følge af topmødet mellem EU og Afrika i Lissabon den 8.-9. december 2007 i forberedelsen af det tredje topmøde mellem Afrika og EU i 2010 og deres aktive deltagelse i selve topmødet;

59.

opfordrer EU’s og AU’s kommissioner og formandskaber til at tilslutte sig ovennævnte forslag med sigte på at fremme parlamentarisk inddragelse i gennemførelsen og overvågningen af den fælles strategi;

60.

har til hensigt inden for Europa-Parlamentet at skabe den nødvendige samordning og synergi mellem alle sine organer for at fremme gennemførelsen og overvågningen af den fælles strategi; gentager i denne henseende, at det har til hensigt at omdanne sin ad hoc-delegation for forbindelser til Det Panafrikanske Parlament til en reel interparlamentarisk delegation;

61.

pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet, Kommissionen, medlemsstaternes regeringer og parlamenter, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, AU’s Økonomiske, Sociale og Kulturelle Råd, Kommissionen for Den Afrikanske Union, Rådet for Den Afrikanske Union, Det Panafrikanske Parlament, AVS-Ministerrådet og Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU.