11.9.2009   

DA

Den Europæiske Unions Tidende

C 218/101

1.1

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg deler Kommissionens betænkeligheder vedrørende olieprisernes umiddelbare og bekymrende inflatoriske virkning på visse sektorer og på de mest sårbare befolkningsgrupper. Stigende oliepriser har direkte indflydelse på udgifterne til boligopvarmning og transport, men de har også indirekte indflydelse på fødevarepriserne, dvs. på de poster der tilsammen udgør de største udgiftsposter på de fattigste husholdningers budgetter.

1.2

Dette problem kræver omfattende og hurtige indgreb, men det rejser også et vanskeligt spørgsmål af mere generel karakter. Hjælpen til fattige familier bliver nødt til at ske via direkte indkomststøtte frem for f.eks. skatteforanstaltninger (som f.eks. sænkning af afgifterne på olieprodukter), som ville påvirke markedspriserne ved at afbøde virkningen af stigende oliepriser.

1.3

EØSU lægger stor vægt på at give markedet mulighed for at spille sin rolle, som består i at registrere de stigende oliepriser og finde frem til en hensigtsmæssig reaktion på den nye situation.

1.4

De stigende priser bør få samtlige aktører til at foretage passende besparelser på de varer, der er blevet dyrere og erstatte de dyrere varer med billigere varer, hvorved de foretager en kobling mellem produktion og forbrug, der gør det muligt at gennemføre alle teknisk mulige besparelser. Som sagt bør de fattige familier beskyttes, men kun ved at yde direkte finansiel støtte uden at forvrænge markedssignalerne, som frit skal have mulighed for at spille deres naturlige rolle med at genskabe balance.

1.5

Som Kommissionen siger det, skal lignende strategier også iværksættes til gavn for de produktionssektorer, der er særligt ramte af de stigende oliepriser. Det gælder først og fremmest fiskerisektoren, men mere generelt alle de sektorer, der beskæftiger sig med at imødekomme befolkningens efterspørgsel efter fødevarer, samt transportsektoren.

1.6

Her gælder det igen, at eventuelle tiltag, der måtte vise sig nødvendige for at undgå nogle alt for ødelæggende økonomiske reaktioner, bør have form af direkte støtte og ikke skatteforanstaltninger (skattenedsættelser), som kunstigt ville mindske priserne, som tværtimod bør afspejle den stigende mangel på olieressourcer.

1.7

Hvad angår den makroøkonomiske indvirkning på udviklingslandene bør der udtænkes nogle overordnede planer for støtte af specielt de svageste økonomier, som navnlig bør bestå af finansielle foranstaltninger til fremme af energisparepolitikker. Endnu engang er der behov for endog meget omfattende støtteforanstaltninger, som dog ikke må virke således, at de slører de signaler, som markederne under alle omstændigheder frit bør kunne følge.

1.8

EØSU mener, at der er behov for kraftige politiske signaler fra Den Europæiske Unions side.

1.9

For det første gælder det her som også i andre tilfælde, at når et organ som Den Europæiske Union, der repræsenterer en femtedel af verdensproduktionen, gør fælles front, kan den opnå en meget stor vægt og rolle. Klare forslag, der er udarbejdet i fællesskab af et organ med så stor international vægt, kan man ikke let se bort fra. Helt anderledes ser det ud, når der tages spredte europæiske initiativer, som endog kan synes at være i modstrid med hinanden.

1.10

I en situation som den nuværende, hvor der er mulighed for store prisstigninger på en grundlæggende råvare, synes et forslag om høring og dialog på internationalt plan blandt alle de vigtigste aktører at være en uomgængelig forudsætning for ethvert yderligere tiltag. Man kunne forestille sig en verdensomspændende konference for producent- og aftagerlande.

1.11

For det andet bør der klart sigtes mod at gennemføre et indre marked for energi i EU. Den Europæiske Union er baseret på større projekter om indre markeder: først for kul og stål, atomenergi og landbrugsprodukter, og senere, siden 1993, for varer, tjenesteydelser og kapital; og endelig blev den monetære union indført i 1999. Det er nu på tide at tilføje et specifikt tiltag vedrørende energimarkedet.

1.12

Det ville også tjene til at undtage denne nøglesektor fra det destruktive spekulative pres, der som bekendt inden for naturlige grænser spiller en afgørende regulerende rolle på markederne, men som ud over disse grænser bidrager til komplet kaos og total usikkerhed.

1.13

Det europæiske energimarked bør gøres gennemsigtigt og sættes under de ansvarlige myndigheders kontrol: prisudsvingene bør mindskes betydeligt. Det kan opnås ved hjælp af bl.a. en passende oplysningskampagne og regulering af de strategiske lagre. En hensigtsmæssig regulering af et så vigtigt marked som det europæiske kan ikke undgå at få særdeles kraftige virkninger på verdensplan.

2.1

EU bør derfor vende tilbage til sit oprindelige idegrundlag (EKSF- og Euratom-traktaterne) og endelig skabe et indre energimarked, et behov der nu er mere pressende end nogensinde, for at imødegå forskellige risici og konsekvenser på bl.a. det økonomiske og sociale plan.

2.2

EU bør give sig selv nogle hensigtsmæssige beslutningsredskaber (og »institutionalisere« den procedure, som det franske formandskab for nylig indførte som svar på finanskrisen), så det kan styre den interne energipolitik og tale med én stemme i de internationale fora, hvor disse politikker, inklusive de olierelaterede politikker, fastlægges. Man bør starte med forsyningsprisen og dermed tage den ud af hænderne på spekulanterne.

2.3

EU bør samle de enkelte landes nuværende nationale oliereservepolitikker til en fælles, gennemsigtig politik, og dermed også gøre forsyningspolitikken mere sikker.

2.4

EU bør tage fælles skridt som f.eks. harmoniserede skatteforanstaltninger for olieprodukter for at begrænse tabene i de hårdest ramte økonomiske sektorer og enes om direkte indkomststøtte til forbrugerne, navnlig de svageste grupper. En del af virksomhedernes overskud kunne eventuelt bruges til dette formål.

2.5

EU bør tage mere afgørende skridt til at regulere konkurrencen i sektoren (som på nuværende tidspunkt er nærmest ikke-eksisterende, da udbudsmarkedet fungerer som et oligopol) og se på muligheden for at gøre brug af prisstyringspolitik, i det mindste i de mest kritiske perioder, eller i hvert fald indføre foranstaltninger for at mindske den ofte ubegrundede kløft mellem fremstillings- og forbrugerpriserne. Forbrugeren er både magtesløs og forsvarsløs over for denne situation.

2.6

EU bør bruge en fælles fond til at fremme og finansiere forskning i og udvikling af alternative energikiler for at mindske afhængigheden af olie, navnlig i transportsektoren begyndende med bilsektoren. Det bør ske ved kraftigt at øge investeringerne på dette område, eventuelt ved at gøre dem skattefrie eller ved at forpligte olieselskaberne til at anvende en del af deres overskud til dette formål

2.7

EU bør undgå, at deflationen, som skyldes det drastiske fald i prisen på råolie, og den økonomiske nedtur skaber større økonomiske skader end inflationen. På grund af inerti (eller fordi markedet ikke fungerer fejlfrit?) er inflationen selv efter et fald i prisen på råolie fortsat, hvilket måske dækker over, at en deflation er på vej.

3.1

Kommissionen har endelig besluttet at behandle spørgsmålet om stigende eller måske snarere svingende oliepriser i lyset af de seneste måneders hændelser, som skyldes finansiel spekulation og kollapset på børserne. Disse prisstigninger har skabt et inflationspres i EU, som Den Europæiske Centralbank og The Federal Reserve har reageret prompte på. Deres modtræk har mindsket inflationstrykket, men har til gengæld bremset den økonomiske vækst.

3.2

De restriktive monetære strategier er først for nylig blevet revideret for at takle den internationale finanskrise. Alligevel har finanskrisen skabt et særdeles negativt klima, som intet har at gøre med olie, og derfor er det inflationspres, som var forårsaget af olien, også blevet kraftigt reduceret. Tendensen til stigende oliepriser vil derfor forsvinde.

3.3

Den anden meget vigtige konsekvens er, at aftagerlandene har mistet købekraft til de producerende lande, hvilket kan blive opvejet, hvis sidstnævnte øger importen fra aftagerlandene (i perioden 2002 til 2007 steg den med 26 % om året, dvs. meget hurtigere end generelt på verdensplan).

3.4

Som det fremgår bedre af resumeet, behandler Kommissionen forskellige aspekter af spørgsmålet, medens andre aspekter nærmest ignoreres eller udelades (f.eks. virkningerne af spekulation, tilstedeværelsen i sektoren af former for oligopol, som let kan blive til »karteller« og de dermed følgende konsekvenser osv.).

3.5

EØSU er derfor nødt til at vurdere meddelelsen åbent og objektivt og fremhæve dens stærke og svage punkter for at kunne udarbejde nogle anbefalinger og forslag om, hvordan man kan afbøde den inflatoriske indvirkning på priserne og produktionsomkostningerne.

3.6

Udvalget bør desuden påpege manglerne ved EU's politik, dets svaghed på internationalt plan, dets splittelse hvad angår de vigtigste årsager til den manglende kontrol med oliemarkedet og den spekulation, som det er genstand for.

3.7

En sidste kommentar: eftersom prisen på olie er faldet kraftigt i forhold til juli 2008, bør Kommissionen ændre titlen på sin meddelelse. Under alle omstændigheder tager nærværende udtalelse højde for de prissvingninger på olie, som vi efterhånden har vænnet os til, og ikke kun de høje priser.

4.1.1

Kommissionen hævder, at de seneste måneders drastisk stigende oliepriser kun kan sammenlignes med det, der skete i 70'erne, at forbrugerpriserne følger prisen på råolie, og at det nuværende prisniveau er højere, end da priserne toppede i begyndelsen af 80'erne.

4.1.2

Kommissionen mener desuden, at de nuværende høje oliepriser først og fremmest skyldes en kraftig strukturel ændring af udbuddet og efterspørgslen pga. et stigende forbrug (specielt i Kina og Indien), færre oliefelter, manglende lydhørhed hos statsvirksomhederne i OPEC-landene, visse landes begrænsede raffinaderikapacitet, dollarens fald, den stigende inflation osv.

4.2.1

Blandt de mest alvorlige virkninger kan nævnes stigende inflation og den deraf følgende virkning på energipriserne. Selv når priserne på råvarer falder, ser man meget ofte, at forbrugerpriserne ikke følger trop.

4.2.2

Dem, der rammes hårdest, er husholdningerne, navnlig dem med lav indkomst, om end omfanget varierer fra land til land i Europa, men resultatet er større økonomisk ulighed og tab af købekraft, hvilket igen skaber større fattigdom.

4.2.3

Situationen har også alvorlige konsekvenser for virksomhederne og væksten. Ifølge Kommissionen er de hårdest ramte sektorer landbruget, transportsektoren og fiskeriet. Der udtrykkes håb om, at det vil skabe større interesse om forskning og fremme af vedvarende energi.

4.3.1

Også de olieimporterende udviklingslande vil blive ramt hårdere og hårdere pga. den stigende inflation for såvel borgere som virksomheder.

4.3.2

Virkningerne i disse lande bliver værre pga. afsmitningen på fødevarepriserne, de offentlige finanser osv., medens der i de underudviklede, men olieeksporterende lande er akkumuleret kapital, hvilket skaber særlige udfordringer for den makroøkonomiske politik i betragtning af den ofte svage styring af olieindtægterne.

4.4.1

EU's respons bygger på den antagelse, at oliepriserne vil forblive høje på mellemlangt og langt sigt, og at der derfor er behov for passende tiltag som dem, der er anført i pakken vedrørende klimaændringer og vedvarende energi, og dem der kræves for at gennemføre et egentligt indre energimarked.

4.4.2

Der er umiddelbart behov for at gøre noget for at afbøde virkningerne for forbrugerne, specielt de fattigste husholdninger; forslagene spænder fra beskatningsordninger for olieprodukter til forslaget om et topmøde mellem de olieproducerende og de olieaftagende lande eller om at øge leverancerne til de olieimporterende lande.

4.4.3

Som strukturelle mellemsigtede løsninger foreslås det at intensivere dialogen med de vigtigste producentlande, at overvåge konkurrenceniveauet i sektoren, at vurdere gennemsigtigheden omkring lagerbeholdningerne, at revidere EU's lovgivning på området (lagrene), at se på skatteforanstaltninger til fremme af kulstoffattige kilder, at anvende overskuddet fra olieudvindingsindustrierne til investeringsformål, at overveje at beskatte dette overskud og at fremme dialogen mellem EU og udviklingslandene.

4.4.4

Som langsigtede løsninger forslås derimod, at EU-landene når til enighed om en aftale om klimaændringer og vedvarende energi; at man fremmer energieffektivitet; at der indføres strukturelle og teknologiske ændringer for at gøre transport- og fiskerisektoren mere energieffektiv; at der gives incitamenter i form af direkte skattelettelser eller tilskud for at fremme energibesparelser i husholdningerne, og at der skabes langt større diversificering af EU's energiforsyning.

5.1

Kommissionens meddelelse blev udarbejdet umiddelbart efter, at oliepriserne nåede et alarmerende højdepunkt i begyndelsen af sidste sommer. Det bør imidlertid erindres, at økonomien nu til dags har vænnet os til pludselige, større perspektivændringer, der sommetider følger hurtigt efter hinanden.

5.2

I modsætning til situationen for et par måneder siden er verdensøkonomien nu præget af en bekymrende udsigt til tilbagegang. Ifølge foreløbige prognoser fra Den Internationale Valutafond (IMF) vil tilbagegangen sandsynligvis også ramme alle vækstøkonomierne, som i den senere tid (mere eller mindre i de seneste 30 år, efter afslutningen på det, man har kaldt den nuværende kapitalismes »guldalder«) var begyndt at have en klar, stabil vækst, der var højere end de mere udviklede lande.

5.3

Set på den baggrund kan faldet i oliepriserne fra toppunktet i juli sidste år (som i såvel nominelle som reelle priser var et absolut højdepunkt) til lavpunktet i november 2008, hvor prisen, hvis man medregner inflationen, var vendt tilbage til niveauet for 25 år siden, godt tænkes at være mere end et enkeltstående tilfælde. Økonomer frygter i dag mest, at der bliver sat gang i en deflationsspiral, som naturligvis ikke vil forskåne oliemarkedet.

5.4

Det vil desuden være tilrådeligt at lade være med at udarbejde langsigtede prognoser om eventuelt opbrug af de tilgængelige reserver i undergrunden. Det har efterhånden i flere årtier været en tilbagevendende frygt, som imidlertid kan vise sig at være ubegrundet. I en nylig udgave af det kendte ugeblad, The Economist, (21. juni 2008) stod der, at de kendte oliereserver med den nuværende produktionshastighed burde holde 42 år (hvilket ikke er så lidt: Hvad kan der ikke ske, ikke mindst når det gælder videnskabelige og teknologiske opfindelser, i løbet af de næste 42 år?). Bladet bemærkede imidlertid også, at de kendte beholdninger i Mellemøsten ikke har ændret sig i mange år, hvoraf man - igen ifølge bladet - kan udlede, at der er en tendens til, at nye fund udligner den olie, der produceres og forbruges, eller at overslagene over reserverne ikke er særligt præcise. Det skal imidlertid understreges, at beregningerne er baseret på den aktuelle produktionshastighed. Problemet er imidlertid ikke så meget udtømmelse af reserverne på længere sigt som udsigten til krise, der hænger sammen med den ubalance, der opstår mellem udbud og efterspørgsel på kort sigt, navnlig efter eventuelle produktionsstandsninger i de strategiske områder.

5.5

Bestræbelserne på at finde nye reserver og nye kilder er og bør være en fortløbende proces. Oliekrisen i 70'erne, som rangerer blandt det foregående århundredes vigtigste begivenheder, er særligt lærerig og relevant i denne sammenhæng. De voldsomt stigende oliepriser skyldtes i højere grad udbudsrestriktioner, som blev pålagt af de olieproducerende lande, end spontane markedsfænomener, hvilket ser ud til at være tilfældet med de nuværende ubalancer. Under alle omstændigheder førte de drastiske prisstigninger dengang til søgning efter nye kilder og anvendelse af særdeles innovative produktionsmetoder.

5.6

Der bør være konstant større opmærksomhed om markedsudviklinger, som er et resultat af eventuelle ubalancer mellem udbuddet og efterspørgslen.

5.7

I kølvandet på den stramme monetære politik, som blev indført fra begyndelsen af 80'erne og i første række af Ronald Reagan i USA og Margaret Thatcher i Storbritannien, og som var baseret på Milton Friedmans monetaristiske skole i Chicago, steg renten kraftigt, hvilket fik dem, der havde oliebeholdninger til at revidere deres prioriteter og anse det for at være en særdeles dårlig idé at lade de disponible olieressourcer være i undergrunden, da de dermed ville gå glip af store fortjenester. De stigende rentesatser var en ikke uvæsentlig årsag til oliekartellets sammenbrud i midten af 80'erne.

5.8

En grundig analyse bør ikke alene være baseret på informationer hidrørende fra geologisk og mere generelt teknologisk viden, men også på resultaterne af en økonomisk analyse. Heraf fremgår det nemlig, at hvis ressourcemangel og større efterspørgsel end udbud giver udslag i stigende priser, vil det afspejles i disponibiliteten af ressourcerne, hvilket ofte fører til en udligning af den pågældende ubalance. Det bør i den sammenhæng erindres, at ihærdig søgning efter nye oliereserver kan påvirke miljømæssigt særligt følsomme områder og steder (som f.eks. Nordpolen). Man bør forsøge at finde alternative energikilder for at undgå denne situation.

5.9

Endnu en bemærkning vedrørende fremgangsmåden er på sin plads, inden vi ser på årsagerne til de nylige prisstigninger. En uomgængelig forudsætning for enhver løsningsstrategi er naturligvis at få det bedst mulige kendskab til den pågældende situation, der skal takles. En kendt italiensk økonom, Luigi Einaudi, sagde engang, at »viden er nødvendig for at kunne træffe en beslutning«.

5.10

EØSU efterlyser i høj grad et klarere billede af, hvordan oliemarkedet fungerer. Den frygt, som foranlediges af de drastiske udsving i olieprisen, er baseret på statistiske oplysninger, der hovedsageligt fokuserer på at overvåge dagspriserne på markederne. For eksempel er en af de mest velkendte metoder den, som IMF anvender, når den beregner den såkaldte APSP (average petroleum spot price, som er et ikke-vejet gennemsnit af priserne på Brent, Dubai og WTI, som er den amerikanske pris).

5.11

Det kunne være nyttigt at anføre gennemsnitsprisen for importeret råolie, som kan udledes af statistikkerne over udenrigshandlen for i hvert fald de vigtigste importlande. Der er stor sandsynlighed for, at man får et mere realistisk billede ved at tage udgangspunkt i oplysninger om leveringsbetingelserne for råolie end markedspriserne fra dag til dag.

5.12

EØSU vil mene, at en ordentlig analyse af årsagerne til den nylige kraftige stigning i oliepriserne og det seneste drastiske fald bør starte med en undersøgelse af de virkelige bagvedliggende tendenser i verdensøkonomien.

5.13

Udvalget bemærker dog, at meddelelsen slet ikke nævner den rolle, som den meget aggressive spekulation uden tvivl har haft på olieprisernes ukontrollerede stigning. Uden spekulation ville man næppe have oplevet olieprisen falde fra 147 dollars pr. tønde i juli til cirka 60 dollars i oktober 2008.

5.14

Hvis man imidlertid ser på de bagvedliggende strukturelle data, kan det konstateres, at verdens energiforbrug nu permanent overstiger 10 milliarder tons olieækvivalenter, og at denne stigning understøttes af en stigning i det globale BNP, hvis absolutte omfang og muligvis også relative intensitet er uden historiske fortilfælde.

5.15

Man bør imidlertid vurdere, hvor stor risikoen er for økonomisk tilbagegang som følge af krisen på de internationale finansmarkeder. Under alle omstændigheder bør man ikke undervurdere det faktum, at i godt 4 år, fra 2004-2007, er verdensproduktionen steget med 5 % om året, navnlig drevet frem af vækstøkonomierne Kina og Indien, der dog ikke er alene: også Afrika blomstrer op på ny og har en årlig vækstrate på 6-7 % om året; Rusland er på vej til igen at blive en international gigant; der er desuden sket mange andre ændringer på den internationale scene.

5.16

Verdens BNP beregnet i faste priser på baggrund af priserne i 2007 er steget fra 53 billioner dollars i 2003 (efter vores mening helt korrekt beregnet i købekraftspariteter eller på engelsk PPP, Purchasing Power Parities og ikke på baggrund af markedets vekselkurser) til 65 billioner i 2007, og er altså steget hele 12 billioner dollars. Det svarer til, at verdensøkonomien i løbet af fire år har fået tilføjet en økonomi på størrelse med USA.

5.17

En årlig stigning på 5 % betyder, hvis denne vækstrate fastholdes (hvilket ikke nødvendigvis er umuligt), at verdensproduktionen ville blive fordoblet på 14 år og firedoblet på 28 år, dvs. i løbet af en generation. Dette perspektiv virker måske uvirkeligt, men det viser, at vi er på vej ind i en helt ny fase af den økonomiske historie.

5.18

Meddelelsen minder med rette om, at ligesom i alle andre historiske perioder spiller energi nu en afgørende rolle for væksten. En af de vigtigste konsekvenser af den meget kraftige økonomiske vækst, vi oplever for øjeblikket, er derfor et særdeles kraftig pres på energikilderne.

5.19

Som tidligere nævnt bør vi være opmærksomme på konsekvenserne af den storstilede spekulation, der foregår på oliemarkedet og som forstærker nogle bevægelser, som dog uden tvivl sker af strukturelle årsager.

5.20

For at forstå prisudsvingene bør man huske på, at for øjeblikket dækkes en tredjedel af energiforbruget med olie.

5.21

Et nærmere kig på de tilgængelige oplysninger om priserne på oliemarkederne giver nogle overraskende resultater, som ikke stemmer overens med indholdet af meddelelsen (kilde: inflationdata.com/inflation/inflation_Rate/Historical_Oil_Prices_Table.asp, Financial Trend Forecaster).

5.22

En analyse af tallene viser, at fra slutningen af 1940'erne og frem til midt i 1970'erne var der stort set ingen ændring i olieprisen udtrykt i faste priser, dvs. renset for den generelle inflation, der påvirker den overordnede prisudvikling, da den lå lige over 20 dollars pr. tønde. Det fremgår af alle tilgængelige kilder om emnet.

5.23

Igennem næsten tredive år (perioden der efterfølgende er blevet kaldt den moderne kapitalismes guldalder, som den fremtrædende historiker, Eric Hobsbawn, har beskrevet som den mest intensive økonomiske vækstfase, menneskeheden hidtil har oplevet i så stort omfang) blev den kraftige verdensomspændende økonomiske vækst ikke bremset af manglen på energiressourcer: udbuddet var tydeligvis i stand til at dække den usædvanlige stigning i efterspørgslen.

5.24

Som bekendt førte olieprischokkene i 1970'erne, hvoraf det første var sammenfaldende med Yom Kippur-krigen i oktober 1973 og det andet med Ayatollah Khomeinis revolution i Iran, til meget kraftige prisstigninger, hvilket ifølge Kommissionen skyldtes OPEC-landenes succesfulde forsøg på at styre produktionen.

5.25

Efter EØSU's mening var der imidlertid også andre faktorer, som havde indflydelse på krisen og den pludselige prisstigning, heriblandt først og fremmest perioden med alvorlige valutauroligheder, som kulminerede med ophævelsen af dollarens konvertibilitet i august 1971. Disse uroligheder skyldtes ekstremt store underskud på den amerikanske betalingsbalance, som gjorde det umuligt at fastholde Bretton Woods-systemet på det monetære marked med faste valutakurser. Dollarkrisen gav sig udslag i et stærkt inflatorisk pres, som efterhånden i vidt omfang smittede af på oliemarkedet. Endelig bør man huske på, at i begyndelsen af 1970'erne var den internationale økonomiske situation kendetegnet ved en fantastisk produktionsfremgang, som pga. den kraftige efterspørgsel lagde pres på hele råvaremarkedet.

5.26

Set i forhold til den nuværende situation finder EØSU forskellene mere iøjnefaldende end lighederne. Af fælles træk er der kun den meget stærke vækst i verdensøkonomien. Det synes derimod ikke muligt at få øje på større markedsmanipulationer bortset fra de spekulative transaktioner, som imidlertid ikke kan sammenlignes med tiltagne fra OPEC-kartellet, som var officielt repræsenteret på egentlige internationale konferencer.

5.27

EØSU mener heller ikke, at den aktuelle store akkumulering af dollarreserver, specielt i Kina og Japan, har ret meget til fælles med de mange tilsvarende valutareserver i perioden fra slutningen af 1960'erne og frem til begyndelsen af 1970'erne. Kina og Japan vogter sig godt for ikke pludselig eller uventet at sende deres enorme dollarbeholdninger på markedet.

5.28

De store vestlige landes ekstremt stramme monetære politik førte især efter 1986 til et prissammenbrud. Det er interessant at bemærke, at gennemsnitsprisen i de syv år fra 1993-1999, igen udtrykt i faste priser, lå på 23 dollars pr. tønde, hvilket var præcis det samme gennemsnit som fyrre år tidligere (1953-1959), efter en fantastisk vækst i verdensøkonomien og efterspørgslen efter olie.

5.29

EØSU er enigt med Kommissionen i, at accelerationen i verdensøkonomiens vækst ikke er mindre vigtig, bare fordi den nu udgår fra vækstøkonomierne og ikke længere de udviklede lande. Denne udvikling ser ud til at have sat gang i en underliggende tendens til stigning i de nominelle og reelle priser, der er steget fra et moderat niveau på cirka 30 dollars pr. tønde i 2003 (hvor verdensøkonomiens stærke periode begyndte) til det nuværende mere end 60 dollars, dvs. praktisk talt en fordobling. Det er dog korrekt, at dollaren i tidsrummet 2003-2007 mistede en fjerdedel af sin værdi i forhold til euroen, og at oliepriserne i euro derfor ikke er steget til det dobbelte. De er immervæk steget med 50 %.

5.30

Sådan forholder det sig, selv om topprisen på 147 dollars i juli sidste år sandsynligvis skyldes en spekulationsbobbel. Hvis de høje priser var resultatet af spekulation, må vi forvente, at de stigende priser vender tilbage i den nærmeste fremtid, når spekulanterne igen begynder at opkøbe olie til en efter deres mening god pris. Aktørerne i verdens olieindustri, hvis magtfulde indflydelse i hvert fald burde dæmpes og gøres gennemsigtig, ser nu en pris på omkring 80 dollars pr. tønde som en »naturlig« pris, hvilket svarer til et væsentligt højere prisniveau end i begyndelsen af opgangsperioden (omkring 30 dollars i 2002-2003).